~Long do i walk the road, who will take me to the past~ Ribanalon ~

Sted: i skoven Ashen Wood Forest
Tid: 19.40
Vejre: solens stråler forlader himlen, og natten er allereded på spil, mens månen på himlen stråler.
Omgivelser: Skoven Ashen Wood er gammel, og er ældre en dyr og menneske, ja selv Engle og demoner finder ikke engang tids regning på hvornår den blev dannet, men for mange mange generationer siden var dette engang et paradis, og nu.. ja.. nu ligger Ashen Wood i aske, og i ruiner som var det engang et smukt slot, bygget til de mest vel klædte gæster af alle slags, dyr så vel som menneske, men den tid er væk, og nu står kun asken, træerne ser lange og døde ud, alt er koldt og mørkt, som var det at intet lys kunne ligges i denne skov, men som alle steder i mørket ved man at der for enden af tunnelen vil der findes lys.

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Valrun gik gennem skoven, tankerne om hans rejse rundt omkring i verden, lod sig på hans sind, mindet om at lære andre væsner, andre kulture, andres liv, og holdninger til krig. . . og død.

vinden lod sig blæsse stille forbi ham, med en let hvisken som var det en moders stemme som lagde sig på hans øre ''Hvad er på sindet, Kære Valrun'' Hviskede hans eneste følgere Orsmira, som var den vindånd som han fulgtes med, gennem tykt og tyndt.

Valrun lod sig trave stille længere, og længere ind i Ashen wood Forest, mens blikket lod sig kort på hende, ''Alt den krig, Alt den blod udgydelser andre racer har lagt, blot for en kamp om magt eller kaos, jeg forstår ikke hvorfor racer som ønsker fred, ligger deres sinde på våben, og fortæller at vejen til fred, er ved at fjerne det onde med magt'' sagde Valrun kort og lod blikket videre mod sin retning han var igang med.

Orsmira lod blikket forblive på ham '' men disse racer er også kun dødelige, du og jeg bliver jo her i mange mange år, ikke sandt?'' sagde hun stille til Valrun, hvor hun lod sig op foran ham ''Ikke sandt?'' da valrun ikke helt svarede hende, men blot gik igennem hende, som var den bare luft for ham, uden følser, uden tanker.

Valrun lod blikket forblive kort på hende ''Jeg ved ikke, et liv som udødelig med at lytte til verdens historier, uden selv at blive en del af en, eller vælge et dødeligt liv, fyldt med historier og eventyr man bliver en del af, lige som min Far og min mor'' sagde Valrun ivrigt efter eventyr, som var det lysten i hans øjne der glimtret.