Just scream all you want. Even god can't hear you!!! Got it Luce!!!

S: The Valley of The Dead. Mere præcist Zann's grav
T: Lidt over midnat
V: Mørke skyer som gør det umuligt at kunne se noget som helst ovenover dem. Hverken stjerner eller måneskin.
O: Det er hans grav. Det ville overraske ham hvis han så en fugl nær den.

Det var mørkt. Skyggerne var nærmest levende. Hidsige og meget store. Det var som om de stod i kø for at suge energi til sig. Som en kæmpe svamp. Men det eneste der var i nærheden var et stort gravkammer. Med kun en enkel kiste. En enorm kiste i marmor. Det hvideste marmor. Den burde ha set smuk ud. Men den var direkte skræmmende. Så ren og pletfri. Alligevel så mørk og magtfuld. Det var som om de hvide marmorsten var lavet af ren mørk magi.

Imod gravhuset kom 2 mænd gående. Den ene havde sit blå hår hængende ned af ryggen. Det stoppede lige ved lænden. Der var små flapper af lange pandehår ned langs hans ansigt og nærmest indrammede hans ansigt. Ansigtet virkede forkert. Det var som om der var noget galt med det. Og det var der. Hans hud var fin hans ansigt var menneskeligt. Men hans øjne var noget helt andet. De var nærmest kulsorte. Der var kun en fin lille hvid ring i udkanten af hans øjne som skilede øjet. Ellers var de helt sorte. Om hans skuldre var der en lang frakke som var åben. Og sad fast i den en del mindre jakke indenunder. Og indenunder den en hvid skjorte hvor kraven var hevet op. Om halsen klintrede en kæde som havde et pentagram i en cirkel. Som hang lige ved midten af hans bryst. Skjorten var åbnet hele vejen til cirka der hvor hans brystmuskler sluttede. Og på benene havde han et par sorte silkebukser. Utroligt en så ond kunne se så godt ud. På hænderne havde han cykelhandsker. Og fingrende som stak ud af dem var så tynde at man kunne se knoglernes former. Manden bag den blåhåret havde en lang kåbe som gjorde at man ikke kunne se hvordan han så ud. Og en stor hætte over hovedet så man heller ikke kunne se ansigtet. Over skulderen havde han en stor sæk med noget indeni. Noget som lignede et menneske.

Manden med det blå hårs navn var Zann. Zann var en af de ondeste en dæmon kunne møde. Ja ond var lige at underdrive. Han ville ofre alt får at nå sit mål. Og hans mål nu var at have det sjovt. For nyligt havde han fundet en smuk kvinde ude i en skov. Luce. Og bortført hende. Det var hende som Warren bar rundt i sækken bag ham. Zann gik forest. Og Warren fulgte lydigt efter Zann lige bag ham. Zann viftede med hånden. Og lågen blev hevet til siden af 2 skeletter som pludselig kom frem fra skyggerne inde i graven. Da Zann og Warren kom indenfor stoppede Zann op. 2 store vikinge skeletter kom frem fra skyggerne og løftede op på marmor kistens låg. Den foreste del af kisten gled ned i jorden. Og fremviste en skjult indgang. Indeni kisten. En flot lang trappe af det samme hvide marmor som kisten. Zann begyndte at gå ned af trapperne. Warren fulgte selvfølgelig med. Warren havde kun en opgave. At følge Zann's ordre. Da Zann nåede ned forbi starten af trappen fremviste der sig en enorm hal. Lavet i massive klipper. Nede for enden var der et stort lysende pentagram i gulvet. Det lyste kraftigt blåt og oplyste det meste af det store rum. Langs væggende var der stearinlys som brændte med samme blå skær som gulvet's pentagram. En lyseblå stråle. Zann fulgte trappen som gik hele vejen ned langs muren. Ned til bunden. Ved gulvet i bunden var der 5 døre rundt i rummet. Man kunne høre vikingerne sætte den store marmor plade på plads på kisten. Indgangen var forseglet. Zann viftede med sin hånd. Og Warren gik imod en af dørene lavet af tykt metal. Og skubbede den op med sin frie hånd. Det var døren ind til hans tortur rum. Warren smed nærmest sækken ned på gulvet for at vække kvinden. Derefter gik Warren ud igen. Zann gik roligt ind og Warren låste den store panserede dør efter ham udefra. Zann satte sig på en stol og gloede på sækken afventende for at hun vågnede. Forhåbentligt snart. Zann var den utålmodige type.

Luce lå besvimet i en sæk. Hun anede ikke hvor hun var på vej hen eller noget som helst. Bunden af sækken var blevet rød på bunden af blod fra hendes pande. Fra da hun havde slået hovedet ind i hans knæ da han havde taget fat i hendes arm og ben så hun væltede. Hun viste ikke, at hendes far havde fundet hendes søn Bruce, hendes sko og noget blod fra hende af. Hun viste heller ikke, at han havde eftersøgt hende. Det eneste hun viste var, at hun var i fare.
Hun vågnede ved, at hun mærkede hun ramte noget hårdt. Hun åbnede sine øjne og kiggede rundt. Hun følte sig mast af at ligge i sækken. Hun havde en dunkene hovedpine som føltes som om den ville tage livet af hende. Hun begyndte og bevæge på sig. Hun fik kravlet ud af sækken og satte sig på den. Det hele sejlede for hende. Hun havde fået et blåt øje efter slaget med skjoldet og et blåt mærke ved halsen hvor ham den blå hårede havde klemt til, var det Zann eller sådan noget han hed? Hun kunne ikke helt huske, hvad han hed. Hun kiggede rundt i det rum hun var i. Hun kunne ikke rigtigt se ordentligt hvordan rummet så ud eftersom hun stadig var meget svimmel. Hun tog sig til teningen hvor hun var blevet slået lige før hun besvimede. Hendes sår på panden var størknet og alt det som havde løbet ned af hendes ansigt, hals og trøje var også størknet helt. Hendes lillae top var blevet beskidt af blodet og jorden da hun besvimede og hendes sorte shorts havde blod pletter fra sækkens bund af. Hun kiggede ned i jorden "Hvor er jeg?" hendes stemme var svag og forvirret.
Hun kiggede rundt og så en skikkelse hun kunne genkende, men kunne ikke huske fra hvor og hun kunne heller ikke rigtigt se personen fordi alt samlede sig som en stor plet maling i et. Hun tænkte tilbage på det der skete inden hun besvimede. Hendes søn var kørt længere ud i skoven. Han græd kunne hun huske "Hvor er han?!?" hun var nærmest i panik og var stadig for svimmel til, at kunne rejse sig op.

Kælderens dumlende svage blålige lys var nok grunden til hun ikke kunne se ordenligt. Alt virkede så lyst. Og alligevel så mørkt. Rummet var på omkring 40 kvadratmeter. Rigeligt plads til en hel masse tortur. Men der var ikke en eneste ting. Rummet blev oplyst af det blålige lys som resten af hans grav. Hen af væggene hang stearinstager fra væggene som lyste med den vidunderlige blå farve. Den smukke men frygtindgydende farve. Rummet var lavet af det samme hvide marmor som kisten. Så smukt. Og alligevel så skræmmende. Det var frygtindgydende hvor perfekt marmoren så ud. Loftet var lavet i en nogenlunde høj bue. Som en kubbel som sluttede med en lysestage som hang i noget som lignede en kæde. Men kiggede man nærmere kunne man se det var en række knogler som en arm.

Smilet på hans læber blev større da hun vågnede og virkede som om hun ikke kunne huske hvad der var sket. Så dimlede det for hende. Han behøvede ikke engang at gætte hvem hun spurgte om. Hans kolde spydige og kyniske stemme var rolig. Og stadig mild. Lidt endnu ”Vi efterlod ham i skoven. Men sådan som jeg har forstået er hele byen efter mig. På grund af jeg har bortført dig.” Sagde han smilende. Roligt rejste han sig langsomt. Og begyndte at gå derhen. Da han var lige foran hende gik han roligt på knæ foran hende. Hans hånd sænkede sig roligt og roligt tog fat om hendes hals. Med noget koldt metal. Han satte det roligt om hende blidt. Og lukkede låsen. Nøglen tog han roligt i munden. Og kort efter kunne man høre ham synke den. Derefter smilede han ondt. Halsbåndet var det første tegn på hun var hans nu. Hun ville få flere. Bare vent. Men først ville han nedrive hendes selvtillid. Stille og rolig. Hvis det gik som han ville. Ville hun ende med at blive et tamt lille lam. Hans personlige tjener. Ja egentlig mere hans lydige slave. Det kom. Han skulle bare nedbryde hende. Bid for bid. ”Nu skal du høre. Reglerne er enkle og magtfulde. Gør hvad jeg siger. Eller du bliver tortureret. Er det forstået?.” Sagde han roligt med et ondt smil. Og for at understrege hans point tog han roligt fat i hendes nakke og tvang hende hen til hans ansigt så han kunne bide hende på øreflippen.

Hun kiggede hen mod skikkelsen og kunne så småt se rimeligt igen. Hun kunne genkende ham igen. Hun så skræmt på ham. Hun rystede meget af skræk "Hvad...vil du mig?..." hun stammede det ud. Hun var allerede bange for ham. Hun kiggede skræmt på ham da han gik hen imod hende. Hun ville så gerne flygte men hun havde det som om hun ikke kunne bevæge sine ben. Hun kiggede skræmt på hans hånd der sænkede sig og lagde sig ved hendes hals. Hun gispede da hun mærkede noget koldt metal mod hendes hals. Hun så skræmt på ham. Hun så ned i jorden da hun hørte låsen blive lukket. Hun følte sig som et eller andet dyr. Hun forbandede sit liv. Endnu en gang et liv i helved. Hvorfor var hun et nemt offer? Hun kiggede skræmt op på ham da han begyndte og snakke til hende. Hun ville ikke lade ham få magten over hende. Selvom han på en måde havde det. Hun ville ikke svare på det han sagde til hende. Hun prøvede og holde sit hoved tilbage da han tog fat i hendes nakke og tvang det imod hans ansigt. Hun skreg lavt da han bed hende i øreflippen. Hun slog efter ham og ramte hårdt hans kind. Hun prøvede, at vride sig fri. Hun rejste sig og løb hen mod døren. Hun prøvede at komme ud fra rummet, men døren var låst...

Slaget kom som ventet. En dejlig undskyldning. Lige hvad han ville have. En undskyldning for at have det sjovt. Langsomt begyndte han at rejse sig. Han vendte sig blidt imod hende. Hans kæbe så lidt skæv ud. Han tog roligt fat i den og drejede den på plads igen. Uden rigtig at reagere på det som egentlig burde gøre ekstremt ondt. Så begyndte han med langsomme skridt at gå imod hende. I hans hånd gled der langsomt knogler ud af hans ærme og placerede sig. Og tak for tak begyndte det mere og mere at ligne en kniv. Før det til sidst stod helt tydeligt at det var en ekstremt skarp kniv. Knoglerne som dannede klingen. Havde på magisk vis slibbet sig selv. Og skabt en klinge lige så skarp som et barberblad. Hvorefter han med et roligt snit skar hen over hendes skulderplader på ryggen. Så hun fik et langt sår som gik fra den ene skulder til den anden hen over skulderpladerne. Så de 2 stropper på hendes top osse blev skåret af. Derefter skar han endnu en gang ned af hendes ryg. Fra starten af toppen til bunden af den. Så hun ville få en kors afmærkning på ryggen. Og ville miste toppen. "Jeg elsker når kvinder stritter imod det giver mig en slags nydelse." Derefter sparkede han hende indersiden af knæskallen. Så hun ville falde forover. Imens han fortsat havde kniven i hånden. "Bare blive ved. Jeg tager mig god tid." Grinet understregede den uhyggelige tanke om at ingen ville kunne høre hende hvis hun skreg.

Hun kiggede skræmt om på ham for og se om han gik imod hende. Hun var ret overrasket over, at han bare kunne sætte kæben på plads uden rigtig, at vise nogen tegn på smerte eller noget. Hun kiggede skræmt på det der begyndte og ligne en kniv der blev lavet af knogler ved hans ene hånd. Hun skreg og hamrede og sparkede på døren og prøvede desperat, at få åbnet døren. Hun nærmest stivnede da hun mærkede kniven ramme hendes ene skulder. Hun skreg da kniven kørte hen over hendes ryg fra skulder til skulder. Hun mærkede, at stropperne fra hendes top blev skåret over det kun var held, at toppen stadig var på hende.
Hun buede lidt frem da hun mærkede kniven mod toppen af hende top og skar ned af hendes ryg. Hun skreg af smerter og blodet løb ned af hendes ryg. Hun kiggede ned på hendes top der lå på gulvet. Hun kiggede bagud på ham med et skræmt blik "Du er bindegal!" hun råbte det nærmest af ham. Hun faldt forover da han sparkede hende bag knæskallerne og slog hovedet imod døren. Hun skreg af smerte imens hun gled ned af væggen. Hun kæmpede sig op og stå og vendte sig langsomt om imod ham. Hun kiggede på ham med et skræmt blik og tårerne pressede sig på i hendes øjenkroge "Lad være...så du...sød"

Panikken i hende fik ham til at smile. Og langsomt begyndte kniven at glide tilbage under hans ærme. I stedet kom der nogle andre knogler frem. Fingreknogler som tydeligt osse var skarpe. De dannede en krog i hans hånd. Og langsomt begyndte at gå imod hende. Skridtende var normale. Men farten var sænket som hvis man skulle liste. Mest for at pirre hende. Da han nåede hende greb han fat om hendes hals. Og sænkede krogen. Stak den ned igennem hendes sorte shorts. Og skar buksekanten op så der intet var for at holde dem oppe. Derefter skar han ned af det ene bukseben. Så der kom et langt fint sår igen. Så det eneste som var helt var det ene bukseben. Og nok osse det eneste der holdte dem oppe. Roligt tvang han hende op af døren. Så dørens bolte ramte hendes sår på ryggen. Og klemte langsomt mere og mere om hendes hals. "Jeg er sød ved dig nu. Tro mig du vil ikke se mig når jeg er ond." Sagde han ondt og smilede ondt. Før han hev hende væk fra døren og hamrede hende ind i døren med ryggen først. Direkte på hendes blødende sår på ryggen.

Hun kiggede skræmt på ham og prøvede og bide smerterne inde fra hendes ryg der blødte. Hun ville ikke læne sig ind mod væggen pga det ville trykke mere på hendes sår, så det ville give flere smerter end det allerede gjorde. Hun så skræmt på ham og viste, at hun ikke ville kunne slippe væk fra ham. Hun kiggede ned på hans hånd hvor kniven lige har været. Der var nu en slags krog. Hun kiggede op på ham igen med et virkelig skræmt blik. Hun lukkede sine øjne da hun mærkede, at han holdt fast i hendes hals. Hun kiggede op på loftet og sank en klump. Hun rystede voldsomt og sænkede sit hoved lidt så hun så på ham igen med et skræmt blik. Hun mærkede, at han skar buksekanten op på hendes sorte short. Hun fik store øjne og så på ham "Hvad fanden har du gang i!?"
Hun nåde lige og sige sætningen færdig da hun mærkede, at noget skar hende ned af benet. Hun begyndte og skrige højt af smerter. Hun mærkede blodet løbe ned af hendes ene ben. Hun kiggede ned på sine shorts som kun hang i det ene ben. Hun mærkede, at hun blev presset ind mod døren. Hun skreg af smerter da hun mærkede dørens bolte imod såret på ryggen. Blodet løbede ned af hendes ryg og ned af hendes ben. Hun fik sværere og sværere ved og trække vejret da han klemte om hendes hals. Hun åbnede sin mund for, at få det lidt nemmere ved og trække vejret. Hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage. De begyndte, at løbe ned af hendes kinder. Hun kiggede virkelig skræmt på ham "Lad mig...være..." Hun skreg op da hun blev banket ind i døren igen. Blodet løb som et vandfald ned af hendes krop fra ryggen af. Hun kiggede væk fra ham "Hvorfor mig?..." hun rystede af skræk.

Smilet på denne blåhåret mand var tydeligt. Og bekræftende. Denne mand. Denne dæmon som lige nu torturerede en kvinde. Nød at se hende hjælpeløst kæmpe imod. Roligt begyndte krogen at glide tilbage under hans trøje igen. Før han med langsomme og rolige fingre slap hendes hals og lod hende falde ned på jorden. Før han roligt begyndte at knappe sin skjorte op. Og roligt lod den falde. Indenunder pulserede de knogler han havde brugt før. Samt mange flere. De placerede sig sådan at de dannede en brystplade ligesom en rustning bare lavet af knogler. En stor samling ribben. Med ekstra ydre knogler. Fra siderne kom små spidse knogler ud fra siderne. Og fra ryggen kom der fra den ene en lille rygrad med ribben og den anden side en lille stak knogler som lignede håndtag til nogle våben. Langsomt begyndte den blåhåret dæmon ved navn Zann at åbne sine øjne igen. Og den hvide ring var væk. Hans øjne var kul sorte. Der var intet spor af noget menneskeligt tilbage inde bag dem.

Hun rystede som en gal og kiggede så skræmt på ham "Hvorfor? Hvad har jeg gjort siden du er efter mig?" hun stammede det og kiggede bedende på ham. Hun sank en klump som havde sat sig fast i halsen. Hun mærkede det sidste stykke af hendes short faldt ned af hendes ben. Hun Så ned på sine shorts som nu lå på gulvet. Hun kiggede skræmt på ham nu hvor hun kun var i et par sorte trusser. Hun gled ned af metaldøren da han slap hendes hals. Boltene skar op af hendes ryg da hun gled ned af døren. Hun skreg af smerter og blodet løb ned af hendes ryg. Døren havde fået mange blodstreger som løb ned af døren fra hendes ryg.
Hun lukkede sine øjne og hostede efter vejret. Hun åbnede sine øjne og kiggede skræmt op på ham "Hvem...hvem er...du?" hun havde aldrig set noget lignende. Hvem var han og hvad var han? Altså dæmon havde hun regnet ud for længst men hvilken kunne hun overhovedet ikke se.

Grinet fra ham gav en voldsom genlyd som virkede uhyggelig og myrekrybelig i hele rummet. Derefter gik han med langsomme skridt hen imod midten af rummet. De blå lys virkede som om de fulgte ham. "Mit navn er Zann. Eller rettere. Zamandron Elliot Bang. Udød sjæledæmon. Som bruger mine kræfter for at more mig. Og du er mit legetøj fra nu af." Sagde han roligt hvorefter han langsomt begyndte at knappe sine bukser op. Da han smed dem kunne man se at benene var dækket af lår knæ og læg knogler hele vejen ned. på den specielle måde så de ikke stoppede hans bevægelse. Men ydede maksimal beskyttelse. "Jeg er en Necromancer som du ikke har set noget lignende før. Jeg har evnen til at kontrollere alt der engang har været levende." Sagde han smilende og så på hende roligt. Mens han ventede på hendes reaktion. Men lod hende egentlig ikke reagere. "Nåh nuvel. Nu har jeg moret mig rigeligt. Nu er det tid til at træne min nye slave. Vi starter med et par simple kommandoer. Smid trusserne." Sagde han roligt. Den kolde stemme var rug og voldsom vis. Men ikke desto mindre ondskabsfuld og bedragerisk.

Hun kiggede skræmt på ham og krybbede næsten helt sammen da hun hørte hans grin. Hun kiggede skræmt efter ham da han gik hen imod midten. Hun lyttede modvilligt til det han fortalte. Hun kiggede væk fra ham da han smed sine bukser. Hun lukkede sine øjne. Hun ville ikke se på ham. Hun kunne ikke gøre det. Hun rystede på hovedet "Vil ikke være dit legetøj! Vil ikke have noget med dig at gøre!" hendes stemme havde klang af skræk i sig. Hun kiggede skræmt på ham og så på alle de knogler. Hun rejste sig langsomt. Hun vaklede lidt og havde svært ved og så på benet hvor såret var. Hun kiggede skræmt på ham. I et kort øjeblik viste hun ikke om hun skulle gøre det eller lade være. Hun sukkede og tog fat i sine trusser og skulle til og tage sine trusser af, men hun narrede ham og fjernede sine hænder og lod trusserne være på "Glem det!" Hun så skræmt på ham men hendes stemme var bestemt. Hun sukkede lavt og så ned i jorden

Det efterfulgte var noget som ville chokere enhver. Det som man skulle tro ville blive vrede. Blev noget meget værre. Den ondskabsfulde latter var tilbage. Den som gav enhver gåsehud. Den som man ville tro ville vække de døde. Derefter tog han roligt fat i midten af hans brystplade. Og med et lille puf. Faldt knoglerne fra hinanden og landede alle sammen på jorden i en lille cirkel omkring ham. Så han til sidst stod nøgen foran hende. Men der var noget underligt ved hans krop. Hans krop lignede et normalt menneskes. Muskuløs og stærkt bygget. Og en stor lem. Det eneste som kunne give tegn for at han ikke var menneske. Var de knogletynde fingre. Og de kulsorte øjne. Intet andet var der at se at dette væsen i virkeligheden var det mange ville sige var ondskaben selv.
Langsomt lod Zann sin hånd sænke og tog en af knoglerne op fra jorden. Og langsomt som om der var snor i dem. Smuttede de på plads på spidsen af knoglen. Så de dannede den perfekte barberblad skarpe kniv igen. Og langsomt begyndte han at gå imod hende igen. "Jeg kan ikke li mine slaver er ulydige. Men det more mig at se at du kæmper så bragt. Jeg vil skåne dig. Normalt ville jeg give dig 10 snit. Du får lov til at få 9." Smilet på hans læber viste at han egentlig var ligeglad med om der manglede et enkelt. Han ville bare gøre et lidt længere. I sidste ende ville hun få samme lange sår som hun ville have fået hvis hun fik 10.

Hun kiggede på hver en bevægelse han tog. Hun undrede sig over hvad han ville. Hun så knoglerne falde til jorden og fik store øjne. Flot krop ja men han var skræmmende. Han lignte et menneske. Hun lænte sig op af døren og kiggede skræmt på ham. Hvad ville han hende nu hvor han var nøgen. Hun kiggede rundt og og finde en flugt vej, men der var ingen. Hun så skræmt på de knogler der blev til en kniv i hans hånd. Hun kiggede skræmt på ham og trak vejret tungt. Hun var bange. Hun rystede af skræk "Undskyld..." hun kiggede skræmt ned og rystede af skræk. Hun overvejede kraftigt og gøre det han havde bedt hende om, men hun ville ikke alligevel fordi hun ville ikke lade ham knække hende.
Hun løb hen i den anden ende af rummet og lænede sig skræmt ind til et hjørne. Hun rystede af skræk og anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun kiggede skræmt på ham og trak vejret tungt "Du må ikke..."

De rolige bevægelser efter hende viste at han var ligeglad med hun stak af fra ham. Han nød at høre panikken. "Tja jo længere tid du er ulydig desto flere sår. Og det gode ved mig. Jeg kender alt til døden. Jeg ved hvor grænsen er mellem livet og døden. Og jeg ved at du er langt fra døden." Roligt gik han hen imod det sted hun havde placeret sig. Og da han var tæt nok på greb han fat i hendes arm og tvang hende op og stå. Hvor han langsomt skar ned af hendes ene arm. Derefter klemte han såret så den sviende smerte fra et sår som langsomt blev betændet kom. Og derefter skar han endnu et snit hen over hendes ene bryst. Og smilede ondt. "Det var 2. Skal du ha de sidste 7? Eller skal jeg spare dig for 4 hvis du gør hvad jeg siger." Sagde han smilende.

Hun kiggede skræmt på ham. Hele hendes fortid kom tilbage. Da Rafael havde tortureret hende. Hun blev virkelig bange. Hun viste dæmoner ikke bare spøgede med det de sagde. De gjorde det. Det havde hun lært på den hårde måde. "Du må ikke jed beder dig" hun stammede og hun så skræmt på ham. Hun lænte sig helt tæt ind til væggene da han kom helt tæt på hende. Hun kiggede skræmt op på ham. Hun rystede af skræk da han havde trukket hende op. Hun skreg da hun mærkede knivens skarpe blad imod sin hud. Hun mærkede allerede blodet løbe ned af sin arm. Hun skreg endnu højere da hun mærkede, at han trykkede på såret. Blodet løb hurtigere ned af hendes arm. Hun lukkede øjnene hårdt i imens hun skreg og tårerne løb ned af hendes kinder som var det en vandfald. Hun stoppede med og skrige og kiggede på ham med et skræmt blik. Hun kiggede ned på kniven der var tæt på hendes bryst. Hun kiggede skræmt op på ham "Lad være jeg beder dig" men hun nåede ikke og tigge ham om, at lade være før hun mærkede kniven skære i sit bryst. Hun skreg højere end hun havde gjort før. Tårerne løb ned af hendes kinder og blodet fra hendes bryst løb ned af hendes krop. Hun kiggede skræmt på ham "Du vinder..." hun kiggede ned i jorden og fortsatte "Gør hvad du siger" hun rystede af skræk og så blodet løbe ned af sin krop. Hun kiggede skræmt på ham og tøvede lidt. Hun trak sine trusser af og så bedende på ham "Så..."

Magt. Det var hvad enhver dæmon søgte. Magt over alle andre. Og Zann vidste præcis hvordan han skulle få det. Og det var hvad han var igang med. "Nu skal du høre hvad jeg siger." Han greb fat i hendes kæbe og tvang hende til at se ham ind i de sorte øjne. "Jeg har tænkt mig at skære i dig 4 gange mere. Men jeg er i godt humør. Så gør hvad jeg siger fra nu af. Og så vil jeg sænke min straf. Hvis du bryder min ordre en gang til. Så får du 10 snit plus 4 plus 4 mere for dobbelt straf. Og tro mig. En af snittene kommer til at foregå et sted du helst ikke vil ha det." Han kiggede lidt ned imod hendes underliv. Med et ondt og drabeligt smil. "Er det forstået.?" Han gav hende egentlig kun lige tid til at svare. Han var ligeglad med svaret. Han ville bare torturere hende mere. Pine hende ind til en lille skald. Pine hende så hun aldrig ville stole på en mand igen. Bare pine hende alt det han ville. "Til gengæld for at gøre hvad jeg siger. Skær jeg ikke mere i dig. Jeg slår dig kun som det hårdeste." Han grinte svagt og slog hende på kinden halvhårdt med hans håndryg og slap hendes arm. Hvorefter han roligt gik et skridt tilbage for at se ordenligt på sit nyeste trofæ.

Luce så skramt ned i jorden. Hun turde slet ikke kigge på ham. Hendes mørke drage øjne med en strejf af lille glans i sig viste skræk. Hun bed sig i læben for ikke og skrige af smerter fra armen, hvor han trykkede på såret han næsten lige havde lavet. Hun kiggede ham i øjnene da han tvang hende til det. Hun kiggede skræmt på ham og lyttede til det han sagde. Hun turde ikke sige noget eller prøve på og gøre noget overhovedet. Hun stod bare og stirrede på ham med skræmte øjne. Hun fulgte hans blik og så på ham med store øjne. Hun nikkede kort da han spurgte om hun havde forstået det han sagde. Hun lukkede sine øjne. Hun havde lyst til og slå ham, bide ham og alt hun kunne, men hun turde ikke. Hun var skide bange for ham og viste han gjorde det han sagde. Hun åbnede sine øjne og så på ham da han snakkede til hende igen. Hun ville ikke svare igen. Hun lyttede bare til det han sagde. Hun kiggede skråt ned og tog sig til kinden da han havde sluppet hende. Hun fjernede sin hånd og lod armene hænge ned af siderne. Hun havde fået et rødt mærke det hvor han håndryg havde ramt hendes kind. En tåre trillede ned af hendes kind. Hun kiggede ned i jorden. Hun anede ikke længere hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun lukkede sine øjne og trak vejret tungt.

Langsomt med rolige skridt gik han hen imod metaldøren. "Find dig til rette du kommer til at være her i noget tid." Sagde han roligt. Mens knoglerne begyndte at bevæge sig fra jorden hen imod ham og begyndte langsomt at sætte sig på ham så de dækkede hans ellers nøgne krop. Ved metaldøren vendte han sig roligt om imod hende. Hans ansigt var blottet for følelser. Kulden som hans ansigt strålede viste at han intet havde fortrudt. Han havde ikke engang viget fra at gøre skade på denne unge kvinde. Hvorfor skulle han? Hun var en Draconianer. Og den eneste drage han ville kende var hans herre. Det krævede dog en del kræfter at få fat på den drage.... Og et offer. Men det havde han ikke tid til nu. Denne kvinde. Denne Luce! Var ikke et værdigt offer. Hun var forurenet af en mands hænder. Det var tydeligt med barnet. Så det rørte ham ikke. Han måtte lede videre. En tanke kørte i hans sind. En tanke som ikke var hans. Han lyttede til den. Kukiu. Han var den eneste som kunne kontakte ham sådan. Roligt åbnede metaldøren sig. "Warren tag af sted mod Kukiu find ud af hvad han vil. Jeg tager mig en rolig bid mad. Og giver kvindebarnet noget. Derefter fortsætter jeg." Warren som lige var kommet frem fra døråbningen bukkede kort. Og vendte sig så og begyndte at gå af sted. Zann gik roligt ud af døren. Døren lukkede sig tungt bag ham. Og man kunne høre op til flere låse der låste.

Hun kiggede skræmt hen på ham da hun så han gik hen imod metaldøren. Hun kiggede lidt rundt i rummet og trak på skuldrerne "Det blir lidt svært" stammede hun og kiggede ned i jorden. Hun følte sig helt ensom. Hun satte sig i hjørnet hvor hun stod og lagde sig stille ned. Hun krybbede sig stille sammen i det hun ville have varme i kroppen igen. Hun kiggede hen på ham i det døren gik op. Hun sukkede og krøb sig endnu mere sammen da han sagde, at han ville fortsætte efter han havde spist. Hun lyttede til alle de låse der blev lukket udefra. Hun rystede og ømmede sin ryg og lår, hvor han havde skåret i hende med sin klo og med sin kniv der var lavet af knogler.
En tårer løb ned af hendes kind. Hun savnede sin familie. Hun ville væk. Hun vil rent ud sagt hellere dø end, at leve i dette helved hun nu var i. Hun rejste sig op og gik rundt i det rum hun var blevet spærret inde i. Hun hadet, at der ikke en gang var nogle rigtige møbler hun i det mindste kunne sidde eller ligge på.

Lyden af kniv og gaffel og en porcelæn tallerken var blid og svag. Og kunne kun høres hvis man lyttede godt efter. Derefter stilhed. Og så begyndte låsene roligt en efter en at åbne sig. Derefter åbnede døren sig en smule og ind af døren blev lagt en metaltallerken med noget brød og en smule kartoffelmos. Det letteste og hurtigste. Derefter blev døren lukket igen. Der gik yderligere en lille ti minutters tid før døren blev skubbet helt op. Og ind af den kom Zann. Men der var noget nyt over ham. Døren bag ham lukkede med det samme efter han var kommet væk fra døren. Det der var nyt ved Zann var at han havde genvundet en masse kræfter. Det drænede ham svagt og små dosiser i lang tid at holde sine vagter oppe på hans hjem. Men han var nød til det. Ellers ville alle og enhver kunne finde på at komme ind. Roligt vendte Zann hovedet imod den retning Luce var. Og med et ondt smil vinkede han hende hen imod ham. "Opfør dig som en hund." Sagde han roligt og ondt. Der var 3 grunde til det. Et han elskede at befale andre. 2 hun ville føle sig nedgjort og ydmyget. Og tre. Han tændte egentlig lidt på de gjorde som han sagde i så ydmygede måder.

Luce fortsatte med og gå rundt i rummet. Efter noget tid gik hun hen i det hjørne der var længst væk fra den store, tunge metaldør. Hun satte sig ned og krybbede sig stille sammen. Hun lukkede sine øjne og prøvede og slappe af. Hun følte sig helt ensom som hun sad der i mærket, hvor lyset kun var blåt og gjorde det uhyggeligt, at være der inde. Hun kiggede hen mod døren da hun hørte låsene åbne sig. Hendes hjerte bankede allerede vildt hurtigt af skræk og hun kiggede skræmt hen mod døren. Hun så en tallerken komme ind med noget mad. Døren lukkede sig igen. Hun var egentlig ret sulten, men hun ville hellere sulte end æde det der! Hun kiggede ned i jorden igen og ventede. Hun viste ikke helt hvad det var hun ventede på.
Hun hørte døren åbne sig. Hun kiggede skræmt hen mod døren og så Zann komme ind af døren. Hun sank en klump og kiggede skræmt på ham. Hun rejste sig allerede inden han havde noget, at give tegn til hende eller sagt noget til hende. Hun gik langsomt hen mod ham med et skræmt blik og rystede som var det døden hun var på vej hen til. Hun stoppede få meter væk fra ham og kiggede ned i jorden. Hun turde ikke kigge på ham.

Han smilede roligt. Før han med langsomt bevægelse puffede svagt til midten af hans rustning. Før den blidt og lydløst gik fra hinanden. Og faldt larmende ned på jorden. Så der kom et gevaldigt ekko. "Ryd dem op og læg dem i et hjørne for mig." Sagde han roligt mens han stod splitternøgen foran hende. Og gik roligt forbi hende og gav hende et kort men fast og hårdt klap på røven. Med et ondt smil og gik ind i midten af lokalet. Og så eftertænksomt rundt. "Jeg tror jeg vil fylde lidt op med møbler. Men jeg er lidt usikker på om jeg vil bruge mine resurser på dig." Han så på hende kort. "Og hvad værre er jeg ved ikke engang hvad jeg skal bruge dig til." Han smilede roligt og så op og ned af hende blidt. Med et roligt og fast smil.

Hun kiggede ned i jorden. Hun ville ikke sige noget eller gøre noget. Hun kiggede op på ham med et skræmt blik og ventede på, at han sagde noget. Hun kiggede på hans rustning der gik fra hinanden og faldt ned på jorden. Hun lukkede øjnene hårdt i da hun hørte lyden af rustning larme da den ramte jorden. Hun kiggede på ham. Hun nikkede kort til hans ordre. Hun bukkede sig ned og skulle til og samle rustningen op da hun mærkede, at han klappede hende hårdt på røven "AV!" hun råbte så der ekkoede i hele rummet. Hun ømmede kort sin røv. Hun løftede så rustnigen op og lod en tåre løbe ned af hendes kind. Hun gik hen i et hjørne og lagde stille rustningen i hjørnet. Hun gik hen imod ham igen da hun havde lagt rustningen og stoppede først da hun var nogle få meter væk fra ham. Hun kiggede skræmt på ham og lyttede til det han sagde "Gør hvad du vil med dette rum" hendes stemme var kort og hun ville ikke bede om noget fra ham. Hun ville ikke have noget fra ham overhovedet. Hun ville bare væk fra ham så hurtigt som muligt. Hun kiggede skræmt på ham da hun hørte han snakkede til hende igen. Hendes blik blev mere vredt da hun hørte, at han ikke viste hvad han skulle bruge hende til "Hvorfor fanden har du så bortført mig?!?" hun råbte det af ham. Hun var ligeglad med, hvad der skete for det der kunne han ikke være bekendt!

Smilet blev større og større. Hans tanker kørte rundt på hundred vis af ting han kunne gøre mod dette sølle svage væsen. Han havde jo følt sig lidt ensom for tiden. Han havde ikke så meget at lege med mere. Arh ja hans leg. Måske skulle han udsætte hende for den. Råbet bag ham kom bag på ham. Havde hun ikke lært det endnu?. Fint han måtte lære hende lidt reskept. Måske skulle han stikke øjet ud på hende. Nogle få knogler fra hans rustning begyndte at glide hen imod ham. Og op i hans hånd. Hvor de samlede sig og dannede en spids dolk. En kniv på cirka 10 centimeter. Mere behøvede han ikke for at torturere hende. Langsomt vendte han sig imod hende. Og med en rolig hånd vinkede han hende hen til ham. Han skulle nok være sød. Det vil sige. Han skulle nok lade være med at stikke øjet ud på hende. Hvis han kom hen til hende. Som den lydige slave som hun nok skulle blive. Med den rigtige træning.

//Krea svigt.