I missed you a lot //Gabriel//

Hedebølgen havde fået et godt tag i Doomsville, og alle døre og vinduer stod åbne i huset for at få bare en smule luft ind. Den lille pige var lagt til at sove i hendes vugge, der stod i det køligste hjørne af soveværelset, og Kairi sad nu i døren til haven, og så ud på frugttræerne der blomstrede. Hun sukkede lidt, og tog en tår af den sodavand hun havde stående ved siden af sig. Hun var glad for at Scarlett var her til at arbejde i forretningen nu hun ikke selv kunne. Det ville være uudholdeligt at stå derinde i den varme, og hun havde overvejet lidt at holde lukket mens hedebølgen stod på, men havde i stedet valgt at nøjes med at have åbent et par timer om dagen.

Gabriel støttede sig op af et træ. Han trak hårdt efter vejret. Det eneste han havde på var et par flænset cowboy bukser. Hans hår, overkrop, ja alt var blodigt. Han havde et stort ar ved skulderbladene, og et står på brystkassen. Samt små sår på brystkassen. Han kunne knap nok gå. Han prøvede at gå, men faldt ned på hug. Han stønnede lavt af smerte. Han lukkede øjnene.
Da han åbnede øjnene efter at have kravlet så godt han kunne, så han et hus. Han fik sig op at stå, og gik haltende derhen.
Han bankede på.

Hun hørte nogen banke på, og rejste sig langsomt op. Hun gik stille forbi vuggen, hvor den lille pige vendte sig i søvne.
Da hun åbnede døren fik hun noget af et chok. For det første så vedkommende derude forfærdelig ud, lignede en der havde været oppe og slås med varulve eller sådan noget. Derudover, havde hun ikke set Gabriel i omkring et halvt år nu, og nu stod han pludselig her, og så sådan ud...
Hun stod bare og så på ham, med store øjnene og åben mund. Da hun endelig fik fremstammet noget var det meget lavt.
"Gabriel...?"

Gabriel havde lukket øjne, og så uendelig træt ud. Han var så træt... Han tvang øjnene op, og så på Kairi. Boede hun her? Nuvel, det passede meget godt. Rigtig godt faktisk. Han prøvede at smile, men endte med at vakle bagud.
"Ja...?" Hans stemme var fuld af smerte, og glæde.
Det næste der skete var at han besvimede.

Hun så på ham, og kunne stadig ikke helt fatte at det var ham. Hun hørte glæden i hans stemme, og smilede kortvarrigt, inden han besvimede. Uden at tænke på sig selv og sin egen sikkerhed, kastede hun sig frem og greb ham, så han ikke slog hovedet eller ryggen. Hun fik med lidt besvær hans arme op om hendes nakke, og slæbte ham ind og lagde ham i sofaen. Hun sukkede, og så på ham. Hvad havde han dog lavet...?


Larmen havde vækket den lille pige, der gav sig til at græde. Kairi skyndte sig ind til hende, tog hende op af vuggen og holdt hende tæt ind til sig, og gik ind mod stuen igen.
"Såh Såh lille skat, der sker ikke noget... Det er okay..."
Hun vuggede blidt pigen i sine arme, og gav hende en finger at sutte på. Pigen smilede svagt og holdt op med at græde. Kairi satte sig i lænestolen der stod overfor sofaen, og så på Gabriel.

Gabriel spærrede øjnene op, og satte sig op med et sæt. Han trak vejret hurtigt, og så på Kairi. Han lukkede øjnene, og åndede lettet ud. Han lå ned igen. Han havde lige været bange for han ville vågne... I den uhyggelige grotte igen. Han begyndte at ryste, men så opdagede han hvad hun havde siddet med. Han satte sig op igen, og så på hende. Han smilede skævt af barnet. Han lagde sig ned igen.
"Du tænker sikkert på hvad der er sket med mig... Og tillykke med barnet." Han smilede høfligt. "Det er en lang historie med hvad der er sket, men jeg har skiftet mening om Skammeren." Han grinede lavt.

Hun så ham rejse sig, lægge sig, og gentage det. Hun smilede skævt, og da den lille pige i hendes arme blev en smule urolig, vuggede hun hende blidt, og pigen faldt straks til ro igen. Hun nikkede af det, han sagde.
"Ja, det undrer mig da noget, at du forsvinder sporløst, er væk i et halvt år og så pludselig dukker op her, af alle steder."
Hun smilede svagt, og kunne ikke skjule sin glæde over at se ham igen.

Gabriel grinede lavt, igen. Han rystede på hovedet, og stønnede så af smerte. Han pressede øjnene sammen, og spændte sin krop. Han slappede hurtigt af, og åbnede øjnene. Han lukkede dem dog hurtigt igen.
"Du vil sikkert ikke vide hvad der er sket... Det er noget voldeligt." Han sukkede lavt, og rystede igen på hovedet.
Han prøvede at ligge sig mere behageligt uden det gjorde ondt, men det lykkedes ikke så godt.

Hun kunne ikke lide at se ham lide sådan. Det måtte virkelig være frygteligt det der var sket. Hun ville dog gerne vide det.
"Tro det eller ej, jeg vil faktisk gerne vide hvad der er sket..."
Hun så alvorligt på ham.
"Der er ikke noget jeg kan gøre for dig, er der vel?"

Gabriel slappede af. For første gang i et halvt år kunne han faktisk slappe af. Han trak vejret jævnt, og roligt.
"Det var... Nogle mænd der ville have pengene som jeg satte på Skammeren. De fangede mig, og lænkede mig fast i en kold grotte. De torturerede mig indtil jeg sagde hvor pengene var, og Skammeren. De fik mig ikke til at sige noget... Og så dukkede Skammeren op i grotten. I en anden krop. Hun dræbte mændene, slap mig fri, og gik. Og så kravlede jeg ud af grotten.. Og prøvede at finde hende. I håb om at hun kunne hjælpe mig. Jeg fandt hende, og hun plejede mine sår. Indtil nogle andre mænd kom, og torturerede os begge... Ikke hende i så lang tid. Hende tog de væk. Jeg kom fri, og flygtede. Hvor hun er nu, og om hun lever, ved jeg ikke. Men hvis hun lever skylder jeg hende mit liv." Forklarede han.
Han så roligt på hende.
"Nej, der er intet... Beklager." Svarede han kort.

Hun så på ham, og nikkede blot mens han forklarede. Det var noget af en historie, og en slem omgang han havde været igennem.
"Jeg håber, hun lever og har det godt. Det fortjener hun efter hun hjalp dig."
Hun smilede svagt igen. Hun havde altid kun hørt dårlige ting om denne Skammer, og havde selv fået et ret dårligt syn på hende, men nu.... Hun havde reddet Gabriel, hendes elskede... Hun kom til at tænke på, om alt det her mon havde ændret på tingene? Hun havde selv stadig følelserne for ham, men hvad med ham? Hun turde ikke spørge, hun var bange for at risikere at blive såret.

Gabriel nikkede. Han satte sig langsomt, og smertefuldt op. Han pressede øjnene sammen, og åbnede dem så igen. Han så på hende med et skævt smil.
Han så ned på gulvet.
"Jeg er så glad for at se dig, Kairi." Sagde han varmt, og smilede blidt til hende. Han så på babyen i hendes arme, og så på hende igen.

Hun så ham i øjnene og smilede.
"Det er jeg glad for at høre. Jeg har virkelig savnet dig."
Hun smilede, og aede blidt den lille pige over håret. Så rejste hun sig forsigtigt, og gik over og satte sig på armlænet af sofaen, så hun kom lidt tættere på ham, men stadig ikke for tæt.

Gabriel foldede hænderne i en bøn, nærmest. Han sank en klump. Hans følelser for hende var blot blevet stærkere. Men havde hun fundet en anden? Åh.. Det håbede han ikke... Så var spillet ude. Han så på hende igen.
"... Mødt nogle interessante personer mens jeg ... Var kidnappet?" Spurgte han forsigtigt. Han bed sig nervøst i underlæben.

Hun smilede lidt. Hun vidste udemærket godt hvor han ville hen med det spørgsmål, så hun besluttede sig til at drille ham lidt.
"Ja da, jeg har mødt masser af mennesker, især fyre. Underligt nok er der mange der genre vil være sammen med en gravid enke."
Hun grinede lidt, og så på ham igen, og smilede blidt.
"Nej, det har været ret ensomt, hvis det ikke var fordi min dejlige lillesøster besluttede sig for at flytte sammen med mig for at hjælpe mig med arbejdet og sådan."

Gabriel mærkede hjertet synke af hendes ord. Han så trist væk. Han så dog undrende på hende da hun grinede. Det var da ikke sjovt!?
Veeeeeeeeeeeeeeeeeeent! Årh, hvor var hun led!
"Hvor er du led!" Han grinede lavt, og rystede på hovedet. Han så spørgende på hende. "Lillesøster? Arbejde?" Han rynkede panden lidt.

Hun så alvorligt på ham.
"Synes du virkelig? Det må du undskylde så..."
Hun så ned, men svarede ham dog på hans spørgsmål.
"Ja, jeg har en lillesøster der er næsten 2 år yngre end mig. Hun flyttede til byen da hun hørte at jeg var blevet gravid, for at hjælpe til i den forretning jeg har startet. Hvilket er uundværligt nu, hvor jeg ikke selv kan arbejde."
Hun så ned på barnet i hendes arme, og smilede. Hvor hun dog elskede hende, højere end nogen anden, selv højere end hele hendes familie og Gabriel. Ingen kunne måle sig med Amy, som pigen hed.

Gabriel satte sig hen til hende, og lagde hovedet ved hendes side.
"Det var for sjov, Kairi... Selvfølgelig, er du ikke led."
Han smilede kærligt til hende.
"Det var da sødt af hende."
Han så roligt på barnet.
"Kairi... Hvis du ser Skammeren... Så siger du det til mig, ikke?" Han så håbefuldt på hende.

Hun lysnede op igen da han kom hen til hende, og smilede.
"Det ved jeg godt, tosse."
Hun aede ham blidt over håret med sin frie hånd, og nikkede.
"Det skal jeg nok..."
Hun ville gøre alt for at hjælpe ham, så længe de ikke satte hendes eget eller Amys liv på spil.

Gabriel så fornærmet, tydeligvis for sjov. Han stak underlæben ud, og så op på hende med hunde øjne.
"Jeg er da ikke en tosse?" Sagde han sukkersødt.
Han grinede lavt, og spandt for sjov, som en kat.
"Takker."
Han smilede skævt.

Hun smilede, og så ned på ham. Hun var lykkelig for at han endelig var hos hende igen.
Hun kom pludselig i tanke om noget, og smilede.
"Vil du holde hende?"
Hun vidste godt det måske lød lidt mærkeligt bare at spørge om så pludseligt, men alle andre der havde set Amy havde fået lov at holde hende, så hvorfor skulle han ikke også have lov....

Holde hende? Han så nedad sig selv, han var stadig blodig, og øm. Han trak på den ene skulder, og så på hende med et skævt smil.
"Nej... Jeg ... Er stadig noget... Ja, såret."
Han rømmede sig, og rykkede sig lidt væk fra hende. Han var stadig noget bange for om hun overhovedet følte noget for ham stadig...

Hun så på ham, og følte sig en smule såret da han afviste det, men da han forklarede det forstod hun ham godt, og nikkede bare.
Barnet var faldet i søvn nu, og Kairi rejste sig og lagde hende ind i vuggen igen. Hun bøjede sig forsigtigt ned og kyssede den lille pige på panden, inden hun gik ind i stuen igen. På vejen stoppede hun lige i køkkenet og tog to kolde sodavand med sig, og stillede på bordet.
"Jeg tænkte du måske var tørstig. Det er jo ret varmt."
Hun grinede lidt, og undrede sig lidt over hvorfor hun pludselig følte sig så... Akavet i forhold til ham.

Gabriel så ned af sin overkrop. Den så hærget ud... Han rørte ved en af sårene, og stønnede af smerte. Han sukkede, og kørte hænderne igennem det blodige hår hvor han samtidig fik blod på hænderne. Han sank en klump, og rystede i hele kroppen ved synet af blodet på hans hænder. Han trak vejret hurtigere.
Han reagerede slet ikke på det hun sagde. Han trak vejret hurtigere, og hurtigere jo mere han så på blodet. Han klynkede lavt, men kunne ikke få sig selv til at se væk fra blodet.

Hun så overasket på ham, og tog fat i hans hånd og flyttede den væk fra hans synsfelt.
"Du er sikker på at der ikke er noget jeg kan gøre? Jeg er ret god til at rense og behandle sår..."
Hun så afventende på ham, og håbede han ville lade hende hjælpe ham.