I missed you a lot //Gabriel//

Gabriel åndede lettet op da hun fik hans hånd væk. Han slappede af.
"Hvis du kan... Må du godt."
Han virkede urolig.

Hun smilede venligt, slap hans hånd og gik ud på badeværelset.
Da hun kom ind igen, havde hun en lille balje med vand, en klud, en kam til hans hår og noget plaster og beroligende salve med. Hun stillede det hele fra sig på bordet, og satte sig så foran ham.
"Hmm, hvor skal vi starte..."
Hun tænkte lidt, og tog så blidt hans hænder, og vaskede som det første. Derefter armene, så blodet var fjernet der hvor han sådan lige kunne se det. Efter hun havde vasket alt blodet væk fra den del af hans krop hvor hun kunne komme til, Smurte hun forsigtigt salve på de værste af sårene, hvilket var størstedelen, og satte derefter plaster på hvor det var nødvendigt. Herefter tog hun fat i kammen, men stoppe op og så på ham.
"Vil du selv, eller skal jeg...?"

Gabriel så efter hende mens hun gik. Han skulle lige til at se på sin hånd igen da hun kom tilbage. Han havde det... Med at stivne når han så blod. Så han var ikke den bedste beskytter. Han frygtede blod. Han hadede at se på det, og hadede at dræbe. Det han altid gjort, men det ville sikkert ikke blive ved. Han så på hende da hun kom ind igen. Han så roligt på hende. Han svarede ikke på hendes spørgsmål da det nok ikke krævede et svar.
Det var rart at få blodet væk. Han fik behagelige kuldegysninger af at hun rørte ham. Han så spørgende på hende da hun spurgte ham om noget.
"Du må godt." Selvom han ikke vidste hvad hun mente så kunne hun da godt.

Hun nikkede, og smilede kærligt til ham. Hvis man kendte bare det mindste til Kairi, var det tydeligt at hendes følelser for Gabriel ikke var blevet mindre af at han havde været væk, nærmest tværtimod.
Hun dyppede kammen i vandet, og kørte den forsigtigt gennem noget af hans hår. For hver gang hun kørte den gennem håret, dyppede hun den i vandet igen, og vandet var snart helt rødt. Men nu havde hun til gengæld også fjernet det meste af blodet.
Hun lagde Kammen da hun var færdig, og smilede til ham.
"Så, er du fin igen."

Gabriels hår var ikke så langt mere, men pjuskede stadig en del. Han så på sig selv, og var lettet over blodet var væk. Han følte sig mere fri. Nu var der ikke længere strøknet blod på ham. Gabriel sukkede lettet da hun var færdig, ikke fordi der var noget galt med at hun rørte ham, det var bare... Nu var blodet væk. Hvilken lettelse.
"Tak Kairi." Han smilede taknemmeligt til hende. Det føltes pludselig vildt akavet. Han kunne ikke stoppe sig selv. Han lagde blidt hænderne på hendes kinder, og trykkede sine læber mod hendes.

Hun smilede og skulle lige til at svare ham da han kyssede hende. Hun blev både overrasket og glad på samme tid.
Hun lukkede øjnene, gengældte kysset og nød det. Alle hendes bekymringer om han stadig elskede hende, om han havde fundet en anden... Alt var glemt, og det føltes vidunderligt. Hun lagde blidt hænderne om nakken på ham og holdt ham ind til sig, og nød det bare.

Hvor havde han savnet hende! Det føltes så rigtigt. Han følte sig lykkelig efter så lang tid. Han lagde i stedet armene om hende, og trak hende ind til sig.
"Uhm..." Hviskede han nydende mod hendes læber. Han kærtegnede hendes ryg.

Hun smilede svagt mod hans læber, og trykkede sig ind til ham da han lagde hænderne om hende.
En lille tåre undslap hendes lukkede øjne, men det var ikke fordi hun var trist, tværtimod. Hun var lykkelig for at han endelig var hos hende igen, det hun havde savnet hver eneste dag det sidste halve år, og nu var han her endelig igen....
Hun nussede ham blidt i håret, og bed blidt i hans underlæbe.

Gabriel lagde mærke til tåren. Han lagde en hånd på den kind hvor tåren trillede nedad. Han strøg tåren blidt væk med tommelfingeren. Han vidste godt hun ikke var ked af det, og det glædede ham. Hun måtte ikke være ked af det. Han foretrak folk glade, og smilende. De var pænest sådan.
Han sukkede nydende da hun bed i hans underlæbe. Han trak sig væk da han havde brug for luft.

Hun fik små behagelige kuldegysninger da han strøg tåren væk, og trak sig lidt væk samtiddigt med at han gjorde.
"Hvor har jeg savnet dig..."
Hun havde stadig armene om ham, og lænede sig ind til ham så hendes hoved Hvilede mod hans brystkasse.

Gabriel smilede kærligt til hende. Han nussede blidt hendes kind.
"Jeg har også savnet dig."
Han trykkede hende ind til sig ved hjælp af den arm der var rundt om hendes liv.Dette måtte betyde at hun elskede ham. For han elskede hende. Det var tydeligt for ham nu.

Hun holdt sig ind til ham og lukkede øjnene. Måden han holdt hende tæt, fortalte hende at han måtte elske hende.
"Gabriel? Kan du huske hvad vi snakkede om sidst?"
Hun holdt en lille pause, og fortsatte så.
"Jeg tror ikke længere jeg elsker dig... Nu ved jeg det."
Hun lagde hænderne om ryggen på ham og holdt sig tæt ind til ham. Hun ville ikke give slip igen, ikke miste ham endnu en gang.

Gabriel lukkede øjnene, og nød øjeblikket. At have hende tæt, og vide at hun var i hans arme. Og vide at mændene var døde... Det var fantastisk. Det hele kunne han kun takke Skammeren for. Han nikkede til hendes spørgsmål.
Han misforstod først hvad hun sagde. Elskede hun ham ikke?! ... Åh. Han smilede stort, og trykkede hende ind til sig.
"Jeg elsker også dig, Kairi."

Hun smilede, og vidste godt at hun havde sagt det på en lidt drilsk måde, men det var meningen.
Hun så op på ham da han svarede hende. Det var det svar hun havde håbet på at høre, men ikke turde regne med. Så hun blev rigtig glad, og strakte sig op og kyssede ham, blidt og kærligt.

Det gjorde hende vidst glad. Godt! Hun skulle være glad, og lykkelig. Han gengældte blidt kysset, og strøg hende nedad håret. Han kærtegnede hendes ryg.
"Bliv min..." Hviskede han let mod hendes læber. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere mod det, men han håbede hun ikke ville gå amok...

Hun smilede mod hans læber, og skulle lige til at svare ham, da der kom små lyde inde fra soveværelset. Hun rejste sig med det samme, og så undskyldende på ham inden hun skyndte sig ind i værelset. Sekundet efter hun kom ind i rummet begyndte pigen at græde, og Kairi løftede hende blidt op i sine arme og holdt hende ind til sig. Hun vidste instinktivt hvad pigen ville.

"Er mors lille pige sulten?" Hun talte altid sådan til Amy, i en rolig og glad tone.
Hun gik hen i døren, og så ind på Gabriel. Hun vidste ikke hvordan han havde det med at hun sad og ammede foran ham, så hun så spørgende på ham, som for at spørge om det var okay. Hvis ikke, ville hun bare sætte sig inde i soveværelset med Amy.

Sommerfuglene blafrede i hans mave mens han ventede på svar. De små lyde fra soveværelset fik Gabriel til at trække sig væk så han modstå fristelsen til at gribe fat i hende og forlange et svar. Det ville jo være ondt. Barnet havde brug for sin mor, Gabriel kunne ikke forlange kairis fulde opmærksomhed. Det vidste han godt. Han var lidt skuffet over intet svar få... Men det kunne ikke ses på ham. Han så efter hende da hun gik.

Roligt så han på hende igen da hun stod på døren. Det spørgende blik hun sendte ham, samt at hun holdte barnet... Fik ham til at forstå hvad hun ville spørge ham om. Han bed sig i underlæben, og nikkede til at hun godt måtte amme foran ham... Han ville bare se høfligt væk. Han så ned.

Hun smilede da han nikkede, og havde selv sommerfugle i maven. Hun gik ind og satte sig i stolen igen, og begyndte at amme Amy. Hun vidste godt at han nok var skuffet over ikke at få svar, men Amy kom i første række for Kairi nu, til enhver tid og i enhver situation. Da pigen havde ammet færdigt, lukkede Kairi blusen igen og så på Gabriel med et smil. Hun så ned på Amy igen.
"Hvad siger du, prinsesse? Skal jeg sige ja?"
Hun grinede lidt da den lille pige tilsyneladende smilede, og så over på Gabriel igen. Hun rejste sig, og gik over til ham.
"Ja."
Hun rødmede, og regnede med at han ville blive glad nu.

Han respekterede at barnet kom i første række. Han ville selv sætte sit eget barn i første række, hvis han havde et barn. Det havde han bare ikke, og ville sikkert ikke få. Han havde aldrig tænkt på at få et barn. Det... Han var jo en der levede evigt... Så om han skulle have et barn var ikke det første han tænkte på.
Gabriel så høfligt væk da hun begyndte at amme. Da hun snakkede så han forsigtigt hen imod hende for at se om trøjen var trukket ned. Det var den. Han så rigtigt på hende igen. Han nikkede ivrigt da hun spurgte barnet om hun skulle sige ja.
Han fulgte hende med øjnene.
"Yes!" Jublede han, dog ikke for højt for ikke at skræmme barnet. Han smilede lykkeligt.

Hun smilede og grinede lidt af hans reaktion. Hun lænede sig frem og kyssede ham, kærligt.
Da hun tak sig væk igen, så hun ned på Amy igen.
"Tør du godt helde hende nu? Jeg mener, nu har vi jo forbundet dine sår og sådan..."
Hun smilede, og håbede han sagde ja. Det var så at sige en del af pakken, hvis man ville have hende fulgte Amy med, så hun håbede han kunne lide hende. Måske han kunne blive hende stedfar med tiden...

Gabriel smilede uskyldigt, og gengældte blidt kysset. Han smilede skævt mod hendes læber. Han trak sig væk da hun gjorde. Han så på barnet.
"Før ville jeg ikke have hun blev beskidt af det blod på mig... Men ja, hvis jeg må holde hende, vil jeg gerne."
Forsigtigt strøg han barnet over kinden med en finger. Han smilede blidt.

Hun smilede, og det gjorde Amy også.
"Jamen så må du gerne."
Hun så på ham, og rakte armene lidt ud og lagde forsigtigt Amy i Gabriels arme.
"Så lille skat, han gør ikke noget. Det er bare Gabriel."
Hun smilede, og så på ham igen.
"Hun hedder forresten Amy... Amy Sophia Uchiha."
Hun smilede selv ved tanken om navnet. Pigen var ikke utryg ved ham overhovedet, men lå bare og smilede.

Gabriel tog roligt imod Amy. Han smilede skævt, og så på Kairi.
"Amy? Et smukt navn -" han så ned på Amy. "- til en smuk kvindes barn."
Han smilede skævt.
"Du er da en fin lille dame, hva?"
Gabriel vuggede Amy lidt.

Hun smilede, og rødmede en smule over hans kompliment, både om navnet og hende. Sjovt, det var præcis samme sætning hun havde hørt fra flere andre. Så folk var vel enige.
"Tak." Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, og sad bare og betragtede sin, i hendes øjne perfekte lille datter.
"Hun kan godt lide dig."
Kairi smilede. En ting var sikker, Amy var tryg ved Gabriel. Ellers havde hun grædt eller pevet nu, men i stedet lå hun bare og så på ham med et smil.

Gabriel så på hende, og smilede af at hun rødmede. Hvor så hun nuttet ud når hun rødmede...! Han ville gerne omfavne hende, men Amy var i hans arme. Han måtte være forsigtig. Forsigtigt ændrede han lidt på Amys stilling så hun lå meget mere behageligt.
"Det var så lidt, skulle det være en anden gang." Han smilede en anelse drillende.
Han fandt det morsomt at drille hende, og få hende til at rødme. Nok fordi at så vidste han at hun kunne lide ham. Hvor dejligt.
"Jeg kan også lide hende." Han så ned på Amy.
Han smilede skævt, og nussede hende på maven, ganske forsigtigt.