Your.. Wait what!? ~Nille~

Regnen sivede ned og gjorde dagen mere trist. Der var solskin, så Caroline var fanget inde på denne lille cafe, til solen ville gå ned. Hun kiggede rundt, da hun hørte nogle snakke om skammeren.. Ja Nille hun var død nu.. Eller det havde hun været i noget tid, så.. Caroline kiggede rundt omkring sig, hun var vampyr nu.. Det havde sine konsekvener, blandt andet kunne hun ikke få Nicolas ud af hendes hoved.. Det irriterede hende!..
Hun satte sig ved et bord og kiggede rundt gid Nille bare ville komme tilbage.. Hun manglede nogle at snakke med..

Døde folk kunne ikke vende tilbage.
Altså, ikke sådan normalt.
Men Nille var vendt tilbage.
Det vidste hun. Hun havde besejret Dæmonen.
Hun havde en brun jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse på. Hætten var over hovedet så den gemte hende. Det sorte, og lidt krøllet hår var løst. De indianske træk var tydelige. Regnen gjorde hendes tøj vådt, så hun kom brasende ind i en café.
Hun så rundt med de blå øjne... Og mærkede glæden ved at se... Caroline! Nille smilede, og satte sig hen foran hende.
"Caroline," hun trak hætten af hovedet da dusørplakaterne kun havde en tegning af Dæmonen som var død. Nille smilede skævt.

Caroline bemærkede af hørelsen at der var en som kom ind af døren, da lugten kunne hun hurtigt opfange det var en dæmon. Som kom imod hende, men det var ikke Sean. Hendes navn blev nævnt af en bekendt stemme som gav et set i Caroline, hun kiggede op.. Nille? HVOrdan var det muligt? Så hun syner, var der en eller anden som prøvede at gøre hende til grin?
"Nille?.." mumlede hun kort, hun var forvirret.. eller havde Nille måske aldrig været død.

Selvfølgelig var Caroline forvirret. Nilles sorte, og lidt krøllede hår kastede sig fint ned af hendes ryg, og det skæve smil var på Nilles læber. Alt ved Nille var der. Udover at det engang sorte øjne var lysende blå. Men sorte prikker var til stede i dem. Hm.. Hvad skulle man sige? 'Hej! Jeg er lige kommet tilbage fra mørket!' Nej vel? Hm..
"Du er sikkert forvirret. Det er jo ikke hver dag en person kommer tilbage fra de døde. Og da slet ikke med en ny race." Hun smilede skævt.

Ikke hverdag en person kommer tilbage fra døden..
Caroline sank en klump, det var hårdt at sluge i en ruf.. Hun havde sådan manglet nogle at tale med, Wave var også død.. Nicolas havde forvandlet hende til det væsen som hun hadede mest.. Så hun var fyldt med blandede følelser.
"Ja du dæmon, det opfangede jeg inden du gik ind. Og du har ret det ikke alle der bare skifter race.." Svarede hun og kiggede op på Nille. "Som du måske kan opfange er jeg blevet vampyr." Hvis Nille kendte Caroline ordenligt ville hun vide at det var en af livets største byrder for hende. Fordi hun kunne leve evigt, side om side med Ophelia og Christian.. Men nu også Nille og Jacob..

Nille, og Jacob?
Hm. Sikkert ikke mere. Hun døde, men kom tilbage. Og Jade havde jo sagt... Med et så Nille trist ud, og så ned. Nille lukkede øjnene, og tvang tårerne tilbage. De var lydige, og tårerne forsvandt. Inden de var kommet ud.
"Nej, men den krop jeg kom i var Sjæledæmon." Sagde hun kort. "Ja, det har jeg lagt mærke til. Hvordan er det sket?" Hun så på Caroline igen.

Ja hvordan var det sket..
"Det en lang historie" svarede hun kort og så selv ned.
HUn sukkede lidt men kiggede op på Nille med et halv stort smil og rejste sig hurtigt op og omfavnede Nille med et halv hårdt klem.
"Jeg troede lige jeg havde mistet alle.."

Nille nikkede. Hun ville ikke høre om det, ikke fordi hun ikke brød sig om Caroline... Caroline var den eneste rigtige ven Nille kunne stole, og snakke med. Hvis bare Caroline vidste... Alt det Nille havde oplevet... Hun kunne snart bryde sammen.
Nille smilede stort da Caroline omfavnede hende.
"Så let er jeg ikke at slippe af med." Hun grinede lavt, og rejste sig op. Hun krammede Caroline ind til sig.

Hun græd pludseligt, men ikke af sorg af glæde. Caroline kunne ikke lade hver, hun troede ikke hun havde nogle tilbage. Udover Jacob men ham så man ikke så tit, Caroline klemte Nille hårer ind til sig, og slap så igen så hun var sikker på Nille ikke døde af luftmangel.
"Det jeg glad for." Svarede hun Nille med en glad stemme. Wave var død kort efter Nille, og nu havde Caroline mødt Nicolas. Og pokker tag de havde kysset, hun havde virkelig de mest fantastiske følelser for Nicolas. Men af en grund ville hun ikke have dem, hun vidste ikke hvorfor.

Nille tyssede lavt, og da Caroline trak sig væk tog Nille en papirserviet fra bordet. Hun gav Caroline den med et skævt smil.
"Morderen får ikke en chance til." Måske var ikke for klogt at sige morderen var Sean? Var det ikke noget med at Caroline, og Sean var venner? Ha! Det var de ikke længere hvis Caroline vidste at Sean havde dræbt Nille... Eller også... Tog... Caroline, Seans parti. Åh gud.

Caroline tog imod servieten og tørrede øjne, imens hun grinte lidt.
"Godt så!" Altså til morderen ikke vil have en chance for at dræbe hende igen. "Jeg er bare så glad for du tilbage, det helt ubeskriveligt." Sagde Caroline med et stort smil.

Nille smilede skævt. Arh hva pokker... Caroline fortjente at vide det.
"Det var Sean der slog mig ihjel." Nille så hurtigt væk.

Caroline stivnede kort... Havde Sean dræbt hende, men hvorfor? Han virkede da så venlig.. Caroline sank en klump, der var intet vigtigere end ens venner. Og Caroline ville ikke finde sig i det, næsten gang hun så Sean ville hun sætte sin hævn på ham.
"Det jeg ked af.."

Nille trak på den ene skulder, og rankede sig. Hun ville ikke vise svaghed. Hun trak hætten over hovedet, og så roligt på Caroline med et skævt smil.
"Det er okay, jeg er jo tilbage, ikke?" Hun så hen imod døren, og stivnede. "Vi skal ud, nu!" Hun tog Caroline om armen, og rev hende med ud af en bagdør. Nille tyssede, og gik hen af en gyde. Hun stoppede op da hun kunne se to skikkelser stå lidt væk. De havde armene over kors. Nille så sig over skulderen, og fik på to mere.
"Okay... Vi må vidst kæmpe vores vej ud." Hun smilede skævt.

Caroline kiggede på Nille og så op imod solen, de stod i skygge men der var ikke meget af den. Hun skulle passe på ikke at ende som en stregt kylling! Caroline så på Nille, og nikkede. Caroline havde altid våben på sig, det var en del af hendes måde at forsvare sig selv på. Caroline så på Nille.
"Ja, men hvem er de?" Spurgte hun med en hvisken.

Hvem de var? De mest afskyeligste væsner der fandtes.
"Dusørjægere." Lød Nilles korte svar. Åbenbart var der kommet en dusør mere på hende. Mændene så på dem med stikkende øjne.
"Slå blondinen ud." En af mændene gik hen imod Caroline, og en hen imod Nille.
Men Nilles reflekser var hurtige. Manden der var på vej mod Nille havde en dolk i hånden. Nille blokerede hans slag da han slog ud efter hende, og hun sparkede ham i maven. Hun lavede et flot spark på den hånd der holdte dolken, og dolken endte tæt på væggen. Hun tog den hurtigt, og rettede den mod mandens strube. Men manden var for hurtig. Han greb fat i hånden, og vred den om. Nille peb lavt, og sendte en hård vind på mandens ansigt så han måtte lukke øjnene. Hun sparkede bagud, og ramte mellem hans ben. Hun anbragte en hånd på hans brystkasse, og skubbede ham ind i væggen. Hun stak dolken i hans mave.

En kom imod Caroline.. Men Caroline så overhovedet ikke bange ud, tvært imod så så hun overlegent på ham. Slå blondinen ud, th. Hun stod stille og virkede så uskyldig. Hans fejl at tro det, da han var tæt nok på løb hun ombag ved ham og holdte ham op af muren. Men han havde vievand på hans jakke, så det brændte på hendes hud og hun slap og endte selv op af muren. Caroline fnøs og smilte så lumsk.. Hun stak en kniv i maven af ham, og kiggede ham i øjne. Måske skulle hun bare lade vær med at bruge sin evne? Ja hvorfor ikke lade hver. Caroline drejede kniven et par gange rundt inden i hans mave, og skubbede den blot hårdere ind.

Manden gispede, og spærrede øjnene op, han så på Nille. "Skam dig..." Mumlede han, og smilede flabet. Det lynede i Nilles øjne. "Vov ikke at sige det ord foran mig, din mide. Du ved slet ikke hvad Skam er. Det er ikke kun en følelse." Med de ord drejede hun kniven rundt, tog den ud, og stak den i hans hjerte. Det lynede, og tordnede i Nilles øjne. De blå lysende øjne blev sorte som et hul man kunne falde i... Til evig tid. Manden gispede, og minderne strøg mellem dem mens han døde. Kontakten blev brudt da Nilles øjne blev blå, og hun faldte om af udmattelse. Manden endte på hug, og døde. Han lå ved siden af Nille.
Nille trak vejret hurtigt, og så rundt.
"Mørke! NEj! Få det væk! Caroline!" Skreg hun hulkende, og vred sig. "Få det væk!!!" Hun råbte så højt hun kunne. Stille tårer strøg hidsigt ned af hendes kinder. Hun vred sig, og råbte, skreg, og klynkede. Mørke... Der var mørke overalt! Hun kunne ikke se! Det var mørket igen!

Manden skulle til at gribe fat om hendes hals, men Caroline var for hurtig og inden hun nåede at tænke havde hun revet hans hjerte ud af brystet på ham. Hun kiggede kort på det, og smed det så fra sig da Nilles skrig afledte hende. Caroline var hurtigt derhenne og sad ved siden af hende.
"Du stadig her.. Rolig.. Bare tænk på lyset.." Sagde Caroline, hvad skulle hun ellers sige? Caroline havde ingen anelse om hvad der forgik med Nille ligenu. Men hun vidste at det kun gjorde hende ked af det at se Nille have det sådan. Caroline strøg Nille over håret.
"Du er stadig her, jeg lader ikke nogle skade dig." Sagde hun beroligende, med den stemme hun havde som kunne lyde ligesom en gudinde.. Caroline brugte den ikke så tit men den var god at have når folk skulle beroliges.
"Det skal nok gå."

Nille skreg pludselig af smerte. Selvfølgelig... Det var derfor. Hun havde revet mandens sjæl itu. Hun trak vejret hurtigt. Hun krummede sig sammen og reagerede ikke på det Caroline sagde. Nille lå pludselig helt stille. Hun skreg ikke mere eller noget. Hun lå helt stille. Hun lukkede øjnene. Hendes hjertebanken var svag. Hun trak knap nok vejret. Hendes sjæl hvilede mellem liv og død...
For hun havde flået mandens sjæl itu... Hun var tæt på at dø.

Caroline måtte få hende væk, regnen slog stadigvæk ned med solens stråler var skarpe. hun måtte undgå solens uv-stråler. Caroline løftede Nille, det var godt hun havde mere styrke efter hun havde fået blod inden hun mødte Nille igen. Caroline kiggede ned på Nille.
"Du skal nok klarer den." Sagde hun kort og stille, og satte i løb med sin overnaturlige fart. Hun løb så hurtigt hun kunne igennem strålerne fra solen. Caroline kom til et hus hun havde lejet et par dage, og skønte sig ind og satte Nille i sofaen. Caroline var i halv panik, og sad på gulvet ved siden af Nille og bad til hun nok skulle klare den.

Nille rørte slet ikke en eneste muskel. Hun var slap. Hun kunne lige så godt være død. Hun kunne ikke høre Carolines velkendte stemme. Hun begyndte meget langsomt at stoppe med at trække vejret... Hendes hjertebanken blev langsommere, og langsommere... Men det gik ikke i stå. Nilles sjæl hagede sig fast til lyset. Hun ville ikke tilbage til mørket...
Nille begyndte langsomt at røre på sig. En finger rykkede lidt på sig. Hun trak vejret mere hurtigt. Hendes hjertebanken blev hurtigere... Indtil den blev langsom igen. Til sidst bankede hendes hjerte hurtigt afsted, og hun satte sig hurtigt op. Hun havde spærret øjnene op.
"Hvad fanden i helvede skete der?!" Råbte hun.

Caroline kunne mærke Nille snart var væk, og begyndte så småt at trille tårer.. Til hun kunne hører hjertet banke hurtigere og hurtigere, Caroline lukkede øjne og smilte imens hun holdte vejret.
"Godskelov!" Udbrød Caroline og fjernede tårerne, Caroline smilte til Nille. "Du virkede næsten som var du døden nær.." Svarede Caroline stille og kiggede på Nille og havde lyst til bare at fange hende i et stort kram.
"Gør det aldrig igen!" Sagde hun med en alvorlig klang i stemmen.

Nille tog sig til halsen, og mærkede på pulsåren. Hun havde mistet lidt af sin hukommelse... Hun så på Caroline.
"Hvem er du?!" Hun kravlede væk fra Caroline. "Døden nær?!" Hun så desperat rundt efter noget at forsvare sig med.
Hun trak vejret hurtigt, og rejste sig op.
"Kom ikke nærmere!" Nille stilte sig i angrebs position.

Caroline kiggede forvirret på Nille.. Hvad skete der!?
"Nille rolig! Det mig Caroline?" Svarede Caroline stille med en beroligende stemme... Caroline sank en klump og så på Nille..
"Nille det mig?" Sagde hun igen, og rejste sig op. Hun vidste ikke om Nille kunne finde på at angribe ligenu... Det var som Nille havde glemt hende..