wait do i know you //Amaranthe//

S firewood parken
O dyre ellers menske tomt
V regn og torden
Årstid irl
Kl 22,00
P en sort kutte med sorte læder skulder plus sorte lædere støvler
Arason gik sig en tur i parken og kiget rundt der var nogen der ville møde ham hvem hviste han ikke han sukket og stilete sig op af et træ han trak hans hætte længre ned så man ikke kunne se ham han smilte for sig selv slave handlerne havde forsøgt et mord på ham igen og som om det ikke var nok havde han haft en vampyre eftter sig for ikke og nævne snigmorder og dusør jæger han tog sig til hans skede hvor sværd var og stramet grebet om det der var andre her men hvem han vendt sig om og gik ned til floden og vasket hans ansigt i det han kiget op og vendt sig om med sværd i det han gik rundt i parken der komme en masede egerne og studerte ham

Hun viste ikke hvorfor, men nu var hun altså her. I en lille by hvor hun sikkert ikke kunne finde meget arbejde alligevel.
Hendes jagt havde ført hende her til. Og ikke en hvilken som helst jagt!
Hun havde endelig fundet et spor efter ham hun søgte. Manden der først gjorde hendes liv himmelsk, for derefter at lave det til et rent helvede!
Hun havde mødt en ung kvinde som havde givet hende et brev. I brevet stod der hun skulle møde op på i parken i firewood village nøjagtig denne nat.
Der ville være en hun kunne spørge efter ham...Måske kendte personen da ham hun søgte.
hun havde en fornemmelse af det nok ikke passede. men hun havde ikke andet at gå efter.
Og her var hun så!
Klædt i nogle anonyme sorte bukser og en hvid skjorte, som sad løst om hendes ellers lange og tynde krop, som dog var blevet ret muskuløs med tiden.
Det gyldne hår sad løst ned over hendes ryg, regnen gjorde hendes våd, dog frøs hun ikke rigtig. hendes kropstemperatur var højere end et menneske og gjorde at den afkølende regn enlig bare var behagelig.
De mørke øjne så bestemt frem for sig, da hun endelig stod inde midt i parken.
Hun havde også droppet makeuppen i dag og bare i bare fødder, som lige nu stod en lille vandpyt. Et brag lød, da tordenen lyste himlen op et kort øjeblik. Hun fik øje på en skikkelse nede ved søen, som dog ldit efter flyttede på sig. Hun blev stående hvos hun var, studerede bare skikkelsen. Var det ham brevet hentydede til?

han mærket at der var nogen øjne der kiget på ham han skyndte sig om bag et træ og trak sværd op imens han høret effter fod trin imens han mærket vand ram hans kutte han mærket at persone havde kiget effter ham han gik ud fra skjulet og satte i løbe mod et nyt træ han kunne skjule sig ved han holde sværd op for sig i det han gjorde sig klar til hvem der ende ville komme mod ham hans øjne brændt af godhede

Han undrede hende.
Den sære måde han løb fra træ til træ. Var han så bange? De fleste ville træde frem og forlange at vide hvem man var, for at bedømme om personen var fjende eller ven. ham har forventede åbenbart hun var fjende lige fra starten.
Hendes tanke gled over på om der måske var en anden grund til det. Om noget jagtede ham? Det var jo meget sandsynligt.
End til videre var hun blevet stående hvor hun var...Men lidt efter gik hun ned til søen og lod som om hun ikke viste hvor han var. Måske kunne hun lokke ham frem.
hun smilte svagt af legen. Hun bukkede sig ned og lod en hånd glide gennem det kølige vand. mørke skyer dækkede himlen kunne hun se i vandoverfladen.
Hun rejste sig snart op igen og lod blikket glide rundt på sine omgivelser.
Her var ikke andre. var det virkelig ham brevet hentydede til? Hun tog brevet frem fra en skjult lomme og gav sig til at skinne det. Der stod ikke noget nyt.
Hun lagde det væk igen og sukkede svagt, mens hun lyttede efter den fremmede.

han holde sig stadig i skygen mens han tænket om han skulle dræbe hende hun var jo for det første ikke et menske det kunne han lugte han trak sin hætte tætre ned over hans ansigt imens han holde sværde oppe hvem var hun hvad lavet hun her kunne hun være en af dem slave handlerne havde hyret for at dræbe ham tænket han i det han stramet grebet om hans sværd endenu hårde

Det tog for lang tid. Hun havde slet ikke tålmodighed til at stå her og vente!
Hun vente sig om og lob blikket glide over sine omgivelser, inden hun kiggede mod det træ, hvor hun sidste havde set ham gemme sig.
"Kom frit frem!" hendes stemme skar gennem den stilhed der var lige nu. Tordenvejret holdt åbenbart en lille pause, for regnen var stilnede lidt af.
"Hvad du end frygter, har jeg skam ikke tænkt mig at dræbe dig! Faktisk håbede jeg på du kunne hjælpe mig...hvis du altså er den jeg søger!" sagde hunog ventede nu bare på en reaktion.

han kiget frem og gik ud mod hende i det han strak sit sværd ud mod hende hvor den peget mod hende "og hvem er du så" sagde han i det hans stemme lød bange han kiget op mod hende i det han gik rundt omkring hende han kunne mærke at vejret blive lidt bedre han beholdt stadig sin hætte på som dækket hans ansigt han kiget over mod hende hun var ikke et menske det var han sikkere på han kiget over mod hende i det han smilte for sig selv hvem det ende var var han sikker på at det var en der kunne dræbe ham med et slag derfor ville han angribe først

Hold da op! Det var godt nok sjældent man mødte en mand som ham. Selv ikke i militæret derhjemme...men det var jo også noget andet.
Hun studerede ham lidt, roligt, da hun udmærket kunne se han ville angribe lige meget hvad, hvis hun ikke tog det roligt.
"Hør min gode mand. Jeg er Amaranthe, en kvinde på søgen efter en varulv" smilte hun til ham.
"Jeg fik et brev..." hun hev det roligt frem, klar over han måske ville tro hun hev et våben frem. Men hun tog chancen.
"...Hvor der stod jeg måske kunne finde hjælp til at finde ham, her i parken i nat. Tror du det er dig brevet mente?" spurgte hun og log blikket glide over ham, klar til at reagere på bare den mindste bevægelse der tilkendegav han ville angribe.
"Hvis du har lyst må du godt læse det..." tilføjede hun. så bange og mistroisk som han virkede, ville han jo nok ikke tro på hende uden beviset...