I Just want to help you, you shall not give me something for it..-Evolet-

S: Gågaden i Terrorville.
O: Smukke springvand, blomster, men sjovt nok er der ikke mange væsner at se, man kan kun hører få fodtrin mod de rene fliser.
V: Overskyet, men lunt.
T: Eftermiddag.

Selvom han godt vidste at det var forkert at tænke sådan, så kunne han ikke stoppe med det, lige meget hvor meget han prøvede. Han havde det som om at alle grinte af ham hver gang de så ham og hver gang han kiggede væk. Deres blikke hang tungt om ham, som havde han taget et par ekstra kilo på. Men, det hele var bare indbildning, eller det regnede han i hvert fald med at det var. Hvorfor skulle de også grine, de kunne jo ikke vide hvem han var, bare ved at se på ham. Selvom, det var som om deres øjne kunne se alt, se ham nøgen, se hans sjæl og endda fortid. En lille fornemelse om at han var ved at blive gal, kørte rundt oppe i hovedet på ham. Til sidst rev han sig i håret for at komme på andre tanker og ligeså hurtigt som han kom på andre tanker, hørte han en mærkelig lyd som fangede ham med det samme og gjorde at han kiggede nysgerrigt rundt i gågaden. Den lyd.. hvor kom den fra.. Det lød som.. han kunne ikke engang beskrive det.. Han begyndte langsomt at gå hurtigere hen imod lyden, nysgerrigheden vandt endnu engang, samt trangen til at hjælpe hvis der nu behøvede hjælp. Sådan var det at være en engel, man følte trang til at hjælpe andre.. Hurtigt og lydløst luntede han hen imod lyden og fandt til sin overraskelse en mand som lå på jorden og hev efter vejret, alt imens andre væsner stod rundt om ham og prøvede at hjælpe ham ved at berolige ham. Josh kiggede nysgerrigt rundt for at finde kilden til ulykken, men alle så ud til at ikke turer snakke om den, så de holdte sig i baggrunden og lod de væsner omkring manden hjælpe ham. Pludselig lød et skrig, så Josh kunne mærke en chokbølge igennem sin krop, som antændte hjertet og fik ham til at kigge hen imod skriget. Det kom fra en dame, som stod og kiggede på en mand, der sigtede med sin pistol imod en ung pige. Pigen så dog ikke ud til at føle frygt, men hvis hun ikke flyttede sig, ville hun risikere at blive skudt. Josh reageret hurtigt ved at løbe hen foran manden, vride hans arm om så pistolen faldt på jorden, efterfulgt af manden der klynkede af smerte. Josh så misbillgende på ham, imens hans øjne langsomt begyndte at lyse af had. Det var evnen som ville træde frem.. Selvom Josh ikke så manden i øjnene, begyndte han at skrige og tikke om nåde, hvilket fk Josh ud af sine tanker og med et stoppede de chokoladebrune øjne med at lyse.. Manden så sit snit til at stikke af, efterlod pistolen og pigen som han havde sigtet imod. Josh vendte sig om imod pigen, med et skævt smil på sine læber, inden han sendte hende et høfligt nik.

Paaklaedning: sort skjorte, stramme jaens og sorte hooje haele.

For engangs skyld var hun gaaet ud i sin form, hun havde ikke taget skikkelse fra en fremmed, da hun gerne ville proove at se hvordan folk saa paa hende naar hun var sig selv. Hun gik ned af de mange gader, ignorerede de evt blikke hun fik fra dem rundt omkring hende. Dog som hun gik, foolte hun en haand mod sin skulder og hurtigt efter blev hun skubbet mod muren. Hun sukkede og skreg op, lod som om hun var bange selvom hendes oojne var tomme og saa uden nogen form for frygt paa hans pistol som han trak lidt efter. Hun lagde armene over kors og rullede med oojnene, typisk...saa smukt og typisk, nu kom hun ud sin egen form ogsaa bliver hun overfaldet....just amazing. Hun saa dog mod drengen der vred pistolen ud af haanden paa ham, puldselig begyndte manden at skrige op og da han stoppede stak han af. Men hvad var der dog sket? Hvad havde denne dreng gjort ved ham, men hun vendte sig mod ham og ud kom den blideste stemme, med en tyk fransk accent og dialekt "de redde mig" hviskede hun og aabnede sin skjorte. Hendes erfaring med maend var at de kun hjalp for at faa noget igen...og det var altid sex, saa hvorfor skulle han vise sig anderledes.

Væsnerne omkring dem var så småt begyndt at forsvinde, bekymrede sig ikke længere om pigen nu når drengen havde hjulpet hende. De satte ikke længere spørgsmålstegn ved det, ikke engang ved manden som lå på jorden og hev efter vejret. Nogen væsner burde tænke lidt mere på deres omgivelser, i stedet for at virke så kolde.. Josh sendte et had til dem i sine tanker, men vendte sin opmærksomhed imod pigen, så snart han hørte den nydelige stemme forbi passere hans øre. Hun takket ham for hjælpen, hvilket fik et smil frem på hans læber og for et kort øjeblik ville han bruge ordene, det var så lidt, men blev afbrudt så snart hun begyndte at åbne sin skjorte. Det fik en rød farve frem på hans læber, inden han skyndte sig at lægge begge hænder på hendes, for at få hende til at stoppe med at knappe den videre op.
"Hva.. Hva laver du?" spurgte han med en stemme der hakkede, imens han kiggede hende i øjnene med sine chokoladebrune øjne. "Hvor.. Hvorfor tager du din tøj af?" Hans stemme lød stadig meget nervøs, men den var samtidig forvirret over hendes pludselig blotteri overfor ham.

Hendes oojne var paa ham hele tiden, mens hun aabnede skjorten, dog var hans reaktion ikke noget hun havde forventet. De ansatte plejede at goore det mod hede hvis de havde givet hende lidt ekstra mad...vaer gang de havde gjort noget for hende, skulle hun have sex med dem tilgenngaeld og nogle...eller nej alle andre gange voldtog de hende groft. Hun stoppede da han lagde sine haender paa hendes, kort saa hun ned, foor hendes graa oojne moodte hans "er det ikke det her de oonsker" hviskede hun og lagde hoved paa skraa, hun traadte et skridt hen mod ham og hendes figur begyndte flimre "kan de ikke lide denne form...jeg kan godt skifte hvis det er det de oonsker" straks blev hendes oojne helt blaa, hendes haar blond og hun blev aeldre af udseende, smukkere end foor "hvis de foretraekker blonde...jeg kan ogsaa vaere rood" og med et skiftede hendes udseende igen og hun forandrede sig til en smuk roodhaaret kvinde "er det ikke det i alle vil have naar i hjaelper folk...vil i saa ikke have noget igen...det plejer de" hun haevede oojenbrynet og paa tross af at hun var en smule forvirret, var hendes oojne doode og tomme

Ikke det han ønskede? Hvad pokker mente hun, selvfølgelig ville han ikke have hende til at smide tøjet foran ham, som et tak for hjælpen. Det ville være forket på så mange måder, stride imod alt hvad han havde sagt at han aldrig ville gøre og aldrig ville ende som. Han rystede let på hovedet, men kunne ikke få et ord fremført da hun pludselig begyndte at skifte form foran ham, som var hun igang med at vise ham hvad han kunne vælge imellem, hvilket bare fik den røde nuance på hans kinder til at blive endnu kraftigere. Alle de kvinder hun transformerede sig om til var smukke, men han ville ikke have det tilgengæld. Han ville slet ikke have noget tilgengæld. Det med at hjælpe hende, lå i hans blod, men det kunne hun jo ikke vide, og havde alle andre mænd krævede det af hende tilgengæld, så forstod han vel godt hendes reaktion.
"Hør, du var smuk før også, men jeg ønsker ikke noget tilgenæld," sagde han med en stemme så varm og rolig. "Tro mig når jeg siger, du skal ikke give mig noget tilgengæld," Han så hende stadig i øjnene, selvom hendes var tomme, så var hans varme.

Hun rynkede brynet og blev igen til sig selv, saa vaek. Hun foolte nok intet, men forstod ham ikke...hvorfor...han kunne da ikke vaere anderledes medmindre han...var han boosse? Hun moodte hans blik stille uden at sige noget "det var hvad de gjorde....i alle de aar og de foorste aar, saa tog de det med magt...men....hvorfor" hun rynkede brynet og saa ud til ikke at kunne forstaa hvad der helt skete...han havde jo ogsaa ville have hende til asmide toojet og det var kun fordi hun var saa foolelseskold at han stoppede. Hun saa vaek og ned mod jorden...det var ikke direkte pinligt, men heller ikke til at forstaa, han havde da fundet nydelse i den roodhaaret....men denne dreng ville ikke

Han forstod det ikke rigtig, var der aldrig nogen som havde ønsket andet af hende end sex? Havde en hver mand der havde hjulpet hende, ønsket sex af hende? Det fik ham til at mærke en vrede blusse op inde i ham, da det ledte ham videre på tanken om sin far, manden som voldtog en masse kvinder og spærrede dem inde i en kælder. Så snart hun spurgte ham hvorfor, løftede han på et øjenbryn og kiggede ned i jorden som hende. Han forstod hende godt, hvis hun havde fået den behandling, men ville hun forstå at han ikke var ligesom de andre mænd?
"Sådan er jeg ikke," sagde han en anelse tøvende, inden han kiggede op på hende igen, med et falmende glimt i sine øjne. "Jeg er ked af at de andre behandlede dig sådan, men jeg er ikke sådan.. Min far var en af de mænd som du snakker om og jeg ønsker ikke at være som den idiot.." Han puttede sine hænder i sine bukselommer og kiggede tøvende på hende, da han var i tvivl om hun ville forstå det eller om det bare lød som noget nonsens i hendes øre..

Hun haevede oojenbrynet oojenbrynet af ham, af hvordan vreden pludselig slog op i ham...hvorfor skulle han bekymre sig om hende. Hun var en fremmede, intet og ingenting, hun lagde armene om sig selv, saa vaek fra ham "er de ked af det...de er ked af det...aah det er ligesom mange aar for sent" hun kneb oojnene sammen og moodte hans blik. Hun trak sit aerme op og vidste tatoveringenen med de fire numre paa. Et typisk tegn fra at man kom fra den lukkede afdeling "det var mine foraeldres skyld havde jeg hoort...saa deres lille jeg er ked af det aendre ingenting" hun snakkede monotont, aendrede aldrig stemme leje fra den doode stemme, der paa trods af det var meget smuk og blood. Hun rullede aermet ned igen og lagde armene om sig selv "deres fader gjorde saadan...jamen saa arbejdede han helt sikkert der hvor jeg var...de elskede at voldtage piger....skaere lidt i dem hvis de ikke lystrede" hun laeenede sig op af muren, saa paa ham uden liv i de graa oojne.

Han sukkede en anelse for sig selv, selvfølgelig lød det underligt at han sagde at han var ked af at de behandlede hende sådan, men det var han egentlig, eftersom hans far ikke havde lavet andet end at voldtage stakkels kvinder, for derefter at lade dem rodne op i kældre.. Det var så hans måde at blive født på.. Virkelig fantastisk.. Da hun fortalte om stedet, lyttede han med rystet let på hovedet. "Min far kom ikke derfra, han havde sin egen lille kælder, hvor han spærrede en flok kvinder inde og voldtog dem som det passede ham.. Jeg er barn til en af de kvinder, men hun blev dræbt.. Min eksistens er slet ikke meningen.." Han kiggede ned i jorden, egentlig ikke sikker på om hun hørte efter hvad han fortalte. "Derfor er jeg ked af det på dine vejne, jeg hader mænd som dem og ville ønske at jeg kunne stoppe dem," Han stillede sig ved siden af hende, hvor han lænede sig op ad muren. Ligesom hende, var hans øjne ikke længere varme, men kolde og tomme.

Hun nikkede stille "jeg ville oonske jeg kunne sige det gjorde mig ondt....men det ville vaere loogn, jeg holdte op med at foole noget som helst for mange aar siden, jeg var ung naiv, troede mine foraeldre elskede mig...da de endte op med at saelge mig til den lukkede afdeling under den forklaring de mente jeg var sindssyg...jeg var ikke dengang men efter 11 aar derinde var jeg. Det foorste aar gjorde de mig intet, jeg fik behandling som alle andre burde, men de mente at jeg ikke sammenarbejdede med dem, saa de blewv haardere og det var der mit helved begyndte....de knaekkede mig paa ti aar" hun lagde hoved tilbage mod muren og sukkede svagt "efter det begyndte jeg bare at vaere ligeglad, ligeglad med om de ville skaerw i mig...braende lidt i mig, jeg var ligeglad, for det var i sandhed mit helved. I aarene jeg var der saa jeg andre komme ind, de var alle bange, men jeg kunne ikke vaere mere ligeglad med dem" hun gled ned af vaeggen og satte sig paa jorden, saa op paa ham med de tomme og foolelsestomme oojne.

Følte ingenting? Var det virkelig muligt ingen følelser at have i kroppen? Havde alle ikke følelser, eller var det virkelig muligt at skubbe dem væk. Hvis der var, så ville Josh meget gerne lærer det, han hadede nogen gange at han havde følelser, de var jo trods alt ikke andet end problemer. Selvom hun sagde at det ikke gjorde hende ondt, stoppede han ikke med at lytte til hende, mens hans øjne var rettet på hende da hun fortalte om hvad hendes forældre gjorde imod hende. Det gik op for ham, at de egentlig havde få ting tilfælles.. Det med at forældrene ikke elskede dem og hadet til mænd som ikke havde andet i hovedet end sex. Det at hun kiggede på ham med sit tomme blik, fornærmede ham ikke eller gjorde ham ubehag.. Trods alt forstod han godt at hun havde det blik, når hun sagde at hun ikke følte noget, selvom han tvivlede lidt på det.. Alle følte da noget.. Gjorde de ikke?
Han gled ned af muren og undslap et kort suk.
"Så har vi da noget tilfælles," mumlede han med et skævt smil og kiggede på hende ud af øjenkrogen. "Det med at være ligeglad med alting.. har du.. Har du aldrig haft lyst til at få de følelser igen?" Han så spørgende på hende, med et tøvende glimt i sine øjne.

Hun saa ligeud, saa hverken paa det som var det godt eller daarligt, bare som var det en del af alting. Hans spoorgsmaal fik hende til at traekke paa skulderne "hvorfor skulle jeg" hun tog en kaste kniv frem, skar rundt i haandfladen paa sig selv "fortael mig en god grund til at skulle starte op med at foole...selv hvis jeg kunne" hun rettede blikket mod ham. Ignorerede blodet som drybbede ned fra hendes haand, mens hun gled knivens spids rundt mod sin hud "giv mig en god grund til faktisk at gide at foole igen" hun vendte sig mod ham, lagde kniven ned og hoved paa skraa. Hvorfor skulle hun begynnde at foole igen? Det var jo latterligt, hun fattede ikke folk som gad foole noget
//sorry ingen krea

// I orden ^^//

Give hende en god grund.. Havde han ikke selv tænkt på at lukke alle følelser ude, så havde han kunne komme med et svar med det samme, men nu når han vidste så meget om hvem han var, så var det pludselig ikke nemt at komme med et svar. På en måde, havde hun ret, følelser var ikke andet end problemer og hvis man først havde skubbet dem væk, hvorfor skulle man så tage dem igen? Men, selvom Josh vidste at følelser skabte problemer, så sagde hans underbevidsthed ham også at man ikke kunne undvære dem, om man så prøvede på det. Så snart han så hvordan hun skar i sig selv, fik han en trang til at tage kniven og kaste den langt væk, men han valgte at lade være og ville først træde til, hvis det skulle blive endnu værre.
"Hvis man vil have lykke i sit liv.. Så skal man vel også have følelser," det kom som en tøvende svar.. men.. han mente det. Hvis man ville finde den dumme lykke, så skulle man vel føle noget..

hun nikkede kort, men grinede tomt og doodt. Da hendes sar var healet, satte hun sig paa hans skood og saa paa ham med tomme graa oojne "nogle gange taenker jeg paa hvordan det ville vaere hvis jeg ikke var blevet solgt...hvis jeg ikke var endt der og ikke var loobet ind i ham her den aften" hun trak paa skulderne og lagde haenderne mod hans skuldre. Hun lagde hoved paa skraa "men jeg kan ikke blive ved med at taenke over den slags...det goor jo ikke tingende bedre" hun rettede hoved op og koorte haanden igennem haaret "hvis jeg havde foolelser ville du saa finde mig smuk...ligesom alle andre piger med foolelser" spurte hun kort, saa ned foor hendes oojne igen var paa hans

Tankerne om ikke at have nogen følelser, havde fået ham til at tænke mange ting igennem, hvor det kunne have været nyttigt ikke at have dem. Derfor kiggede han ned i jorden med et tomt blik og et undrende glimt i sine øjne.. Ingen følelser, han kunne slet ikke forstille sig det. Pludselig kunne han mærke en krops varme tæt på sin egen, så han straks kom ud af sine tanker og kiggede en anelse forvirret på hende, da hun havde sat sig på hans skød.
"Tjah, vise ting kan man aldrig lade være med at tænke over," mumlede han og kiggede endnu engang ned i jorden med et tøvende blik. Det vidste han alt om, det var svært ikke at dvæle ved fortiden, men man var nød til at prøve at lade være. da hun kiggede ham i øjnene, kiggede han tilbage og satte hovedet en anelse på skrå. "Du er skam smuk, og jeg har ikke noget imod at du ikke har følelser," Man kunne hører på ham, at han var forvirret over det pludselig spørgsmål..

Hun haevede oojenbrynet, nikkede stille "mhh ja det kan man vel ikke, men jeg kan nu ikke selv vaelge hvad jeg vil" hun trak paa skulderne, saa vidt huin nu forstid var hun slave....ikke det mest fantastiske i verden, men hun kunne jo intet goore for at vende det. Hans ord fik hende til at fnyse "de kaldte mig alle freak, monster eller sindssyg ogsaa var jeg vel bare nysgerrig over hvorvidt nogen saa mig som smuk" hendes oojne landede paa hans bryst, for hun smilede mystisk og tomt. Hun lagde sin haand mod hans bryst og tog sin evne i brug, hendes oojne fik samme farve som hans og hendes skikkelse flimrede. Kort efter sad der en komplet kopi af ham, hun rejste sig op og saa ned af den nye krop "saa de hedder Josh" hun snakkede som ham og ja gjorde tingene som ham. Det var det hendes evme gik ud paa, ved en enkel berooring, kunne hun ikke bare faa den samme skikkelse som den hun havde roort, hun fik ogsaa deres minder og vaeremaade

Alle de ord hun sagde de kaldte hende, fik ham bare til at kigge vredt ned i jorden. Han hadede når andre kaldte en for ting, bare fordi de selv var bange for at blive udstødt eller kaldt for ting. Han kiggede spørgende op på hende, da hun lagde sine hænder på hans bryst, men han tænkte ikke videre over det og fokuserede i stedet på at skulle svarer hende.
"Dem som kaldte dig de ord har sikkert selv ikke haft det så nemt med sig selv, eller.. Noget i den stil," sagde han og lå pludselig mærke til den måde hendes øjne langsomt blev brune.. Ligesom hans.. Han løftet forvirret på et øjenbryn og ville spørge til det, men rejste sig i stedet op og nærstuderede det at hun pludselig lignede ham på en prik. Hans mund formede sig som et O.
"Wow," sagde han og gik i en kreds om hende. "Du har lige transformeret dig om til mig, sikke en evne," Han standsede foran hende igen og så hende i øjnene. "Ja, mit navn er Josh.. Men hvordan.. Vidste du..?" han kunne ikke skjule et imponeret ansigts udtryk..

Hun saa paa ham som han kredsede om hende "det var laeger eller psykiatere, de skulle aabenbart vide hvad de snakkede om" hun lagde armene over kors og saa vaek. Hendes oojne landede dog paa ham igen, hans ros fik hende till at rynke paa brynet "er dette fantastisk...at kunne blive andre" spurte hun og vendte sig mod ham, man skulle naesten tro der var et spejl, for ja nok stod de ikke ens, men de lignede hinanden paa en prik "fordi min evne ikke kun er at kopiere folk, jeg faar ogsaa deres evner og minder...hvilket minder mig om, deres evne for at vise folk deres inderste frygt...meget smart" hun gik rundt om ham "men hvis de mooder en som mig....for at kunne vise frygt skal man kunne foole" pointerede hun og slog ud med armene

"Altså.. Det er da en rimelig smart evne," sagde han og løftede på sine skuldre, hvor han derefter placerede sine arme bag hovedet, som var noget han gjorde hver gang han følte sig afslappet. Han kiggede på hende, mens hun kredsede om ham, ikke fordi han troede at hun ville angribe ham, men fordi han stadig ikke helt kunne forstå at det var ham selv at han kiggede på og ham selv der kredsede om ham. "Så.. Lige nu.. Ved du sådan set alt om mig? jamen, det er da skønt," han løftede på sine arme. "Så behøver jeg da ikke at fortælle om mig selv," Han sendte hende et skævt smil og lagde sine arme på kors i stedet. "Det er rigtigt, frygt er en følelse," Det blev sagt med en mumlen, eftersom frygt var noget som.. Han kendte til.. Trods alt var det hans evne..

Hun trak paa skuldere og blev sig selc "det er okay, men det jeg bedst kan lide ved det er at jeg efter forvandlingen fooler...ja meget lidt" hun trak paa skulderne og smilet der dannede sig paa hendes laeber var faktisk aegte og fuld af varme, det samme var hendes oojne. Dog forsvandt det hurtigt og hun blev igen ligesaa tom som foor, hun lagde armene over kors og stoppede foran ham "ja jeg ved stort set alt om dem som de husker" brummede hun og saa ned "det er nok skoort og jeg ved det, men jeg vilvirkelig gerne bare en eneste gang vaere fysisk sammen med en som ikke voldtager mig eller vil goore det fordi han bestemmer over mig" hendes oojne landede paa ham foor hun traadte vaek "men det sker jo aldrig...jeg vil ikke foole igen og jeg er stadigvaek fanget" hun vendte sig vaek fra ham, foor hun gik hen til vaeggen

Da han så hende smile, kunne han ikke selv lade være med at udvikle et smil på sine læber, som der blev bredere og bredere, jo mere det gik op for ham at han faktisk havde fået hende til at smile. En pige uden følelser, han havde faktisk fået hende til at smile. Men, ligeså hurtigt som det var kommet, forsvandt det som en tynd tåge ved jorden. Men, nu vidste han da at hun kunne smile og alt der skulle til var bare at snakke stille og rolig med hende. Selvom hun var stoppet med at smile, havde han stadig et forsigtigt smil på sine læber, mens han kiggede hende i øjnene.
"Så, du ved alt om mig nu," sagde han og kom med et lille smørret grin, inden han kiggede rundt for at se om der var nogen som lyttede med.. Væsnerne så ud til at passe dem selv, så de kunne roligt snakke videre. Han vendte sin opmærksomhed imod hende igen.. Til det hun sagde kunne han mærke en svag rødmen, uden at forstå hvorfor, men han skjulte den ved at nikke og putte sine hænder i lommen. "Det forstår jeg godt, og det skal nok ske en dag, bare rolig," han sendte hende et roligt smil og kiggede efter hende, da hun gik hen til væggen.

Hun vendte sig om, betragtede ham laenge foor hun stille nikkede "det kan man sige" hun trak paa skulderne, det var ikke noget at raabe hurra om...ikke at han var problemet, men det var bare denne evne ogsaa hele hendes liv. Hans svar paa hendes lille oonske fik hende til at gaa hen mod ham "aha saa det tror du, men saa sig mig hvordan tror du det kommer til at ske, jeg er en slavepige" hun lagde armene over kors, hoved paa skraa. Hvordan ville det kunne lade sig goore, at vaere sammen med en som maaske rent faktisk kunne starte eller roore noget inden i hende som ikke havde vidst sig i meget lang tid. For hende var det nu et mysterie, som nok aldrig kunne finde et spor eller et godt svar. Hun var bundet til en, en som nok hellere end gerne ville udnytte hende paa maader hun allerede havde proovet magen til foor.

Han løftede på et øjenbryn og kunne ikke forstå hvordan hun kunne tro at det ikke ville ske en dag. Det ville jo ske for alle, ville det ikke? Selv havde han ikke prøvet det, men han havde skam heller ikke travlt. Han fokuserede mere på at finde ud af hvem han var end alt andet, hvilket nok også forklarede en del. Han lagde sit hovede på skrå og startede en øjenkontakt med hende, for at se om hun virkelig mente det hun sagde. Da der ikke kom noget modbevis på at hun ikke gjorde, kiggede han ned i jorden et kort øjeblik, men hurtigt ind i hendes øjne igen.
"Så snart du finder en som elsker dig for den du er," sagde han og løftede på sine skuldre, stadig med sine hænder placeret i lommerne. "En som er ligeglad med at du er en slavepige.. Alt kommer vel til den som venter," Han blev overrasket over at hører sine egne ord, det var ikke hver dag at en som Josh var så vis at hører på.. Hvis man kunne kalde det vis.

Hun trak paa skulderne "jaja helt sikkert....lykke er for andre og efter over 400 aar paa denne jord har jeg laert at leve med det. Lykken rammer mange men ikke mig" maaden hun talte paa, vidste at hun ikke laengere troede paa noget som lykke og kaerlighed, det var latterligt og nytteloost at tro paa. Kunne dette kaerlighed eller lykke redde hende ud af hendes fangeskab som slave?...nej det kunne det jo ikke. Kunne den give hende foolelserne igen og lysten til at leve videre?...mhh det troede hun ikke. Hun rystede paa hoved og saa op mod himlen. Ikke fordi den kunne hende nogen svar...eller noget hun oonskede

Lykke rammer mange.. Tjoh, det gjorde den vel. Eller, nej, det gjorde den egentlig ikke.. Man skulle alle kæmper for at få lidt lykke i sit liv, man kunne ikke bare få den og havde andre den, så havde de sikkert gjort noget for at få den.
Det fik Josh til at spekulere meget, hvad skulle han så gøre for at finde lykken? Hvem skulle opsøges? Hvem skulle snakkes med og hvor meget skulle han lige kæmpe? Han rystede på sit hovede, kørte en hånd igennem sit brune hår og kiggede hen på hende med et tøvende glimt i sine øjne.
"Den har skam heller ikke ramt mig," mumlede han og gik hen ved siden af hende, så op på himlen ligesom hende og sukkede en anelse. "Men, måske venter den bare på at give os lykke, Eller, så får vi den nok aldrig, men så må man jo overleve uden den," han smilte skævt og begyndte langsomt at gå. Med et kig over skulderen, sendte han hende en gestus til at følge med ham, hvis hun ville.