please don't be mad //Josh//

Selvfølgelig ville han ikke efterlade hende! Hvis han havde været koldhjertet som sin far havde nok gjort det, men da han var langt fra som ham, kunne han ikke forlade hende! Det var ikke det nemmeste at løbe med hende. Barnet inde i hende var en ekstra vægt. Det var en smule sjovt for ham at tænke på at der faktisk var et andet menneske inde i hende. Et barn..
Ilden nærmede sig. Han kunne mærke hvordan huden pludselig føltes så varm. Det var som om at han stod foran et bål, lod flammerne slikke ham på huden.. I hærdigt fortsatte han med at løbe. Flammerne forfulgte dem.. De gik til angreb på fødderne, nærmest som om at de vidste at han skulle bruge dem til at løbe med.. "Kan.. Kan du holde ud til at være i vand?" Hans stemme var hæs og udmattet.. men han vidste at der ville være en sø længere fremme..

Hun nikkede, holdte en hånd mod sin mave, hun gispede som varmen ramte mod hendes hud, hun lagde kinden mod hans skulder "ja....det kan jeg vidst" gispede hun og hendes ansigt var fortrukket i smerte. Det var bare ikke nu hun skulle have veer, slet ikke i denne situation og ikke her. Heldigt var der langt tid imellem dem, hvilket betød hun nok ikke just skulle føde nu, men det gjorde det ikke just behageligt.
Hun holdte den anden arm om hans hals, han var virkelig venlig...en god dreng, bare hendes søn ville være sådan og ikke som sin far, den....hun rystede tankerne væk og koncentrede sig om det der skete nu

Josh kunne mærke på hende at hun havde smerter, hvilket gjorde at han gjorde sig ekstra forsigtig med at løbe med hende.. Forsigtigt bar han hende ud i vandet, gik ud i det kolde vand indtil det gik ham til navlen og han ikke længere kunne mærke flammerne slikke ham på huden. Flammerne bredte sig over hele skoven, opslugte alt og lod næsten intet være tilbage på disse kanter! Det var et smukt syn, men samtidig forfærdeligt at kigge på! Josh stod stadig med Amun i armene, slap hende ikke før det med sikkerhed kunne komme op på land igen.. Selvom flammerne opslugte alt på land, sendte han hende et beroligende smil.. Flammerne oplyste hver en detalje i deres ansigter.. "Vi skal nok klare den, inden længe er flammerne væk,"

Hun lagde sin hånd mod sin mave, gispede og sukkede, hun lagde kinden mod hans skulder og skreg op "måske...men jeg har veer" stønnede hun og lukkede øjnene sammen, hun åbnede munden i et lydløs skrig, fuck hun havde smerte "argg" gispede hun og sukkede, der va måske lang tid mellem dem, men hver enkel af dem varede godt vel et minutter og det var som et jag i underlivet, der bredte sig rundt og hun havde det som om hun skulle revne op to dele.
Hun bed sig så hårdt i læben at det stille begyndte at bløde "det må gerne holde op med at brænde, for jeg tror snart barnet kommer" gispede hun tydeligvis med smerte i sin stemme

Hendes ord og smertefulde skrig fik nærmest til at krible igennem josh! Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe hende! Han havde ikke været ude for sådan noget før! Selv skulle han snart til at være far, men det betød ikke at han allerede vidste hvordan han skulle hjælpe hende! Flammerne fortsatte med at opsluge skovens liv.. Det så ikke ud til at de ville falde til ro med det samme. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvis barnet var på vej, ville hun være nød til at skulle fødde det ude i vandet! Men, var der ikke også nogen der gjorde det.. Han lukkede øjnene, huskede billederne fra dengang i kælderen, når en af kvinderne skulle fødde.. Det første han huskede var at de bad kvinden om at tage dybe vejrtrækninger..
"Det skal nok gå," hviskede han svagt. "bare tag rolige vejrtrækninger,"

Hun skreg op i smerte, prøvede at holde sine onde bemærkninger inde, for hvor hun dog havde nogle lede bemærkninger, hun ville sige ord hun aldrig havde tænkt over at skulle så meget som at udtale sig om. Hun lagde hoved tilbage, bed tænderne hårdt sammen, gjorde som han sagde og trak vejret roligt "uhh kan du godt sige, du skal ikke have et barn ud igennem et lille hul" knurrede hun og hendes gift tænder blev hurtigt forlænget og nu kunne det gå hen over blive farligt, et bid og han ville ikke kunne bevæge sig de næste 30 minutter. Hun lagde en hånd over sin mund, prøvede at afolde sig fra at bide ham

Han forstod godt hendes ord valg. Nej, det var ikke ham der skulle have et barn igennem et lille hul, det var han udmærket klar over, men han vidste ærligtalt ikke hvad han ellers skulle gøre! De tænder der så fint indrammede hendes mund, fik ham kort til at se forvirret på hende, da han kom i tanke om at hun var i smerte og ikke rigtig havde været udsat for dette før.. Forsigtigt gik han tættere på land, nær vandkanten og lagde hende forsigtigt ned så hendes ben var i vandet og resten af kroppen oven vande. "Nej, det ved jeg godt, bær over med mig, jeg har aldrig prøvet det her før," Hans stemme var rolig. Det sidste hun behøvede var at han også gik i panik. Forsigtigt tog han sin hånd i hendes.. "Bare klem til okay, du skal ikke tænke på om det gør ondt på mig, bare pres og tage rolige vejrtrækninger,"

Hun skreg op i smerte, lagde hoved tilbage og bed tænderne hårdt sammen, dog fik hun samlet sammen til at smile til ham, hun gav forsigtigt hans hånd et blidt klem "det er okay" sagde hun blidt, dog forsvandt smilet og hun skreg igen op i smerte. Hun lagde hoved tilbage, skreg op pressede og prøvede at vedligeholde nogle rolige vejrtrækninger, dog kom det aldrig rigtig i nærheden af det, for det kom mere hen af at være gisp og skrig af smerte. Sved glinsede fra hendes pande, hun lukkede øjnene og få tårer gled ned af hendes kinder i ren smerte

Det var ikke rart at høre hende skrige. Langt fra. Han hadede det faktisk! Det var forfærdeligt og det rungede bagerst i hans hoved. Han kunne intet gøre for at lindre smerterne, hvilket var det værste af det hele. Det eneste han kunne gøre var at være der ved siden af hende. Aldrig havde han prøvet dette før og han var heller ikke just vild med det! Han prøvede at berolige hende ved at hviske rolige ord engang imellem, men han var ikke sikker på om det overhovedet hjalp.. Svagt bed han sig i underlæben, ønskede bare at dette ville få en ende.. Han var klar til at tage imod barnet, hvis han ellers vidste hvordan man gjorde!

Hun fik sat sig op og denne dag var hun glad for at have kjole på, hurtigt fik hun trukket sine trusser af, ikke helt sikker på hvordan denne unge mand ville reagere på det, men nu måtte hun tage det som det kom. Hun skreg op, dog som hun også pressede kom barnet mere og mere ud, til sidst kom det helt ud, hun fik på en eller anden måde skåret navlestrengen over, sukkede og hoppede igen ned i vandet, hun var bleg, kunne måske ikke stå fuldkommen, men glæden var ikke til at tage fejl af. Hun trykkede sig søn mod sit bryst, vaskede ham stille "må jeg låne din trøje" spurte hun og smilede til ham

Han lod ikke mærke til at hun fjernede trusserne. Det eneste han fokuserede på var at hun skulle gå igennem fødslen og at sende en beroligende aura igennem hende. Skrigene rungede igennem skoven og i det øjeblik hun stoppede med at skrige, lå det også til at flammerne sænkede sig og de snart ville kunne begive sig op på land igen. Forsigtigt tog han barnet op af vandet, gav det til hende og da hun spurgte ham om trøjen, trak han den med det samme af og rakte den til hende. Synet af hende med barnet varmede ham om hjertet på en mærkelig måde han ikke kunne forklare. Forsigtigt lænede han sig frem, for at få et bedre overblik af den lille nyfødte.

Hun smilede taknemmeligt til ham, som han uden videre bare gav hende hans trøje og forsigtigt hviklede hun det lille barn ind i hans trøje, hun trykkede det sovende barn mod sig, strøg ham ned over kinden "mange tak for alt hvad du har gjort" sagde hun med en stor venlighed, han var en fremmede for hende, som hun for ham, men alligevel lod han hende ikke blive tilbage da brånden skred ind, han hjalp hende...beroligende hende som hun var midt i en fødsel. Hun kunne virkelig ikke sige noget ondt om ham, hendes øjne gled fra sin søns ansigt, til Josh's "hvordan kan jeg nogensinde give igen for den venlighed" spurgte hun blidt og hævede øjenbrynet spørgende, hun ville hellere end gerne gøre noget for ham, siden han havde gjort så meget for hende.

Langsomt stilnede branden af, man ville ikke længere kunne mærke den svidende smerte fra ildens varme på sin hud. Josh kiggede sig kort rundt. Det var ikke mange træer der var ødelagt. Hvad der end havde stoppet ilden måtte have haft skyndt sig. Han smilte svagt, rettede blikket imod Amun igen og tillod sig at gå hen ved siden af hende. Synet af den lille nyfødte fik en lille trækning i mundvigen til at udvikle sig til et stort smil. Det var tydeligt at se den var nyfødt. De små hår der nu var, sad helt klistret til hovedet, øjnene var ikke åbnet og de små hænder kunne minde ham om hænderne på en lille dukke. "Det skal du slet ikke tænke på, du skylder mig intet," Selvom han snakkede til hende, kunne han ikke tage øjnene fra den lille nyfødte. Til sidst kiggede han dog hen på hende, sendte hende et venligt smil og vendte ryggen til hende, hvor han derefter langsomt begyndt at gå op af vandet. "Lad os se at komme væk herfra,"

Hun forstod ham i sandhed ikke, hvilken venlig han gav fra sig, hvordan kunne han dog gøre det også ikke forvente noget igen "jeg insistere, det hører til min slags skik at give noget igen for den slags venlighed, havde det ikke været for dig, ville jeg nok ikke havde klaret det" sagde hun og smilede venligt til ham. Hun bemærkede hvordan han så på hendes søn og smilet voksede på hendes læber, hun fulgte ham, men var dog ikke sikker på benene "det lyder som en ufattelig god ide" klukkede hun og sukkede. Hendes øjne søgte mod himlen og en varme bredte sig, for nok havde der været en ild, men hvor var det en smuk himmel "vil du holde ham" spurte hun og rakte sin søn mod Josh, med et spørgende udtrykke

//undskyld jeg først svarer nu, haft meget travlt kan man sige

// Det går nok ^^

Det føltes godt at komme op ad vandet igen. Bukserne klistrede sig ind til hans ben, gjorde sådan at han følte sig ti kilo tungere! Ved følelsen af vinden der snittede hans bare overkrop med dets små tænder skabt af kulde, fik ham til at folde armene på kors over brystet, for at se om det kunne holde kulden en smule væk fra ham. Han ville ikke tage sin trøje tilbage. Lige nu skulle den dække det lille nyfødte barn, der havde mere brug for varme, end han selv havde. Ud af sin øjenkrog, kiggede han hen på Amun og smilte svagt til hende. Hvis hun insisterede på at gøre noget til gengæld, så skulle hun da have lov til det!
"Hvis du insisterer, men husk, det haster ikke," sagde han og kiggede frem for sig.. Rundt omkring dem, skabte de nu døde træer en dårlig stemning over dem. Et par døde rådyr, brændt ind til knoglerne, lå med munden åbne og øjne trillet ud af hovedet. I et kort øjeblik, sagde han ikke noget, tænkte ikke på noget, men så bare på alt det døde omkring ham og forsvandt ind i et mørke. Det var først da Amun spurgte ham om han ville holde hendes søn, at han kom ud af mørket og kiggede hen på hende med et svagt smil. Forsigtigt tog han imod hendes søn. Følelsen af at have noget så skrøbeligt i sin favn, gjorde ham utryg og rolig på samme tid. "har du et navn til ham?" Han så hen på Amun med et svagt smil på læben..