Bury your sins, or they end up bury you - Triana

Eliza hostet ivrigt mens støvet hun lå i rejste sig i tempo med hendes åndedræt. På bunden af et jordløst hul, seks meter under skovbunden, lå hun i sin mest hjælpeløse og sårbarhed, nemlig nøgen for alle øjne at se. Kulden rev og flået i hendes ubeskyttet hud som et knivblad der slået kødet fra knoglerne og udskiftet det med isterninger.
Hun kigget, kold, forvirret, nøgen og ydmyget op i den mørke natte luft og kunne se skikkelsen af en mand stå hævet over hullet med en skovl i hånden og en bog i den anden. Hans ansigt var i skyggernes mystiske skær, og hans krop var dækket i en stor stål rustning fra fødderne til nakken, så alt andet end hans ansigt var at glitrene og hårdt metal.
"All who curse their father or mother must be put to death. They are guilty of a capital offense. Fra biblen, i Leviticus bogen, linje 20:9" Mandens dybe og maskuline stemme holdte en pause og forsatte dømmende "Eliza Messia Grausted. De står anklaget for et brud på en af guds hellige love, da de mandagen den 15 april kaldte deres jordlige far for en hidsigprop. Ønsker de at tilstå og finde deres sjæl reddet fra skæresilden, og de evige pinsler fra helvedes flammer"
Eliza var mundlam, og begyndte at gå selvsving mens hun stammet "j-ja" manden slog nu korset tegn over sit bryst, og begyndte at skovle muldjord ned i hullet for at begrave hende levende. Ord som nej, lag vær, og stop skreg Eliza mens hun panisk prøvet at kravle op af hullet, men den løse jord gjorde kun at støvet fra hullet vægge ville falde mere og mere ned og fylde graven op.. hendes grav.. jo mere hun prøvet at kravle, for der var intet at tage fast ved, kun løs jord. "Jeg tilstår!" skreg hun i håbet om den sindforvirret mand ville stoppe, men han ikke så meget som tøvet med den næste skovlfuld, men svaret faderligt, som skulle Eliza være tilfreds og lykkelig som en pige på sin bryllopsnat "faderen, sønnen og helligånden har hørt din tilståelse. frygt ikke. din sjæl er reddet" Det eneste Eliza ville reddes fra var den psykopat, og hun begyndte at høre skridt fra skoven af... var det mon prinsen på den hvide hest?

Triana havde siddet oppe i et af træerne, lyttet og morede sig gevaldigt over forsamlingen. Da den første skovlfuld jord blev kastet i hovedet på det stakkels pige barn, sprang hun elegant ned fra grenen og landede stabilt på jorden. et skævt halv sindsygt smil var klistret til hendes læber, men hendes øjne forførende. man kunne tydeligt høre hende komme, for hver eneste bevægelse hun lavede knirkede læderet. hendes hår var som altid i en stram, tyk fletning der nåede hende ned til lænden.
Hun kiggede rundt på forsamlingen"Og jeg som troede at jeres gud var den "gode" og min den, onde bedrageriske, syndende"lød hendes stemme, kælent og forførisk, men stadig kold og modbydelig lige neden under, og man kunne høre hun morede sig. Hun trådte frem fra skyggerne, med et skævt smil og lagde hovedet let på skrå. hun greb ud efter skovlen med et drillende smil, hvis denne kvinde virkelig skulle begraves så skulle hun da også lige have lucifers velsignelse!!
"bare rolig sveske jeg skal nok give dig en ordenlig velsignelse, det ville Lucifer ønske for dig" hun sagde det med et skævt smil og en latter kom fra hende over pigens skrækslagne ansigts udtryk.

Azrael hvilet sit blik rolig og bedømmende over den nyankommende dæmoniske kvinde, så skøn og smuk som kun en drøm ville kunne beskrive, og så forførende selv en død mand ville få stivet lem af hendes ord der elegant og vidunderligt forlod hendes læber. Men selv ikke sådan et pigebarn kunne skabe uro i hans stille sind, og han sagde kort fattet og beslutsomt "Forsvind dæmon" Azrael holdt fast i sin skovl og hvis pigen ville have den skulle hun rive den ud af hans døde hænder, for han nægtet at hjælpe satan yngle. "Du er et misfoster af natur. En skabning af de mest ynkelige og grusomme synder. En luder af djævel" Han holdte en pause og nogen store hvide engle vinger vokset ud af hans ryg mens han forsatte "Ingen krøbling skal lære mig om godt og ondt. Du er en vanskabning og lejetøjsoldat af satan. Du et hjerteløs og tomt dyr der lever for at synde, du ved intet om min gud eller den rene godhed der skinder fra ham. Han elsker denne kvinde nok til at straffe hende for hendes synder og tilgive hende derefter." Azrael snakket ikke godt til dæmoner, men det kunne man vel forudse når han tog biblen ord for ord.

Hendes blik lå på englen og en kold drilllende latter forlod hendes smukke rosa farvede læber der bar en smuk og perfekt amorbue."Jamen dog, hvilken velkomst man får"sagde hun spindende og kælent og endnu en latter rullede over hendes læber. Hun gik helt tæt på ham med et skævt smil og rev skovlen ud af hans hænder, hun hørte ikke rigtig efter hvad han sagde men skovlede bare hurtigt lidt jord i hovedet på tøsen"jeg velsigner hermed din død i Lucifers navn, må du komme under hans beskyttelse mod den gud der lige har stedt dig til en levende død" ordene kom elegant over hendes læber blandet med den kolde latter. Det ikke hendes skyld at hun troede på den forkerte gud, måtte hun blive klogere i sin død. Hun hørte nogle få sætninger af den talestrøm han kom med og kiggede leende på ham" Det kan godt være at din gud mener at anus er det mest rene sted at føre sjoverten op i hos jer drenge, men det skal ikke gå ud over mig. kald mig hvad end du vil, men du er kun til grin! jeg går hverken foroverbøjet med krykker eller stok, ja jeg er hjerteløs og jeg elsker at synde, godheden kan umuligt være en del af din gud når han dræber et pigebarn for at kalde sin fader hidsigprop..du burde stenes for ederstyggelige ord der løber over dine læber lige nu, og din gud burde kaste dig lige i hovedet på Lucifer af væmmelse over din træng til ondhed." det hele løb legende let over hendes læber og hendes latter var ikke til at tage fejl af hun morede sig gevaldigt over ham, han fornærmelser fandt hun sjove."svar mig på hvordan man kan være en luder når man end ikke må sprede benene, du er mere luder end jeg, jeg er sikker på de bukker dig op til flere gange om dagen"sagde hun og grinede koldt og ondt op i hans ansigt.

Azrael gik han imod Triana og med sine beslutsomme skridt fortalte han at ville ligge en hånd på hende for at få sin skovl tilbage, men sekundet han stod ikke mere end en guddomelig halv meter fra hende, kom en så grum, og dæmoniske stemme at selv Azrael fik en kold følelse ned af rygraden som om ordene var lavet af is og skød sig ned af hans nøgne hud under tøjet. Stemmen gav genlyd gennem skoves mørke, og de dybe maskuline toner fik selv træerne til at krumme sig sammen i frygt.
I det sekund kom Rafael gående frem fra mellem to træer. En to meter høj gigant af en dæmon med en vægt der hed 250 kilo ren muskelmasse, og med overarme på størrelse med halve træstrammer, og skuldre så hårde som hærdet stål, og en brystkasse så solid og fast som en stor klippevæg, gik han henimod Azrael mens hans skumle og mystiske blik var fyldt med vrede, had og fordæv, og ingen Azrael kunne reagere stoppet den store dæmon en centimeter foran Azrael, og pustet ned i hans ansigt med hver eneste udånding.
Dæmonen var iført en sort praktisk og barsk læderjakke, hvor han indenunder havde en elegant og fin sort silke skjorte med et kors hængene ned af halsen. På hans fødder var store og intimidrende militær støvler. Hans bukser var nogen militær bukser.
Azrael tog modet til sig og åbnet kæften "Jeg er" Men sekundet lyd forlod hans læber bliv dæmonens pande i et nik tævet mod Azraels kranium, og som en mursten der slås med en halvrådden tomat, sprang Azraels hoved i luften som havde nogen gemt i håndgranat indeni det. Den enorme kraft fra Rafaels nik totalt ødelagde den stakkels engles knogler i hans kranium og før man kunne blinke fløj blod, kød stykker, væv, hud og hjerne væske, til alle sider. smattet tøj og naturen til. "Jeg er Rafael Dominatrix. Dæmonernes raceleder." Han spyttet ned på den afdøde krop og sluttede dramatisk af "Jeg pisse ligeglad med hvem du er"
Rafael så på Triana og trak i de tunge støver atter engang for at komme med ansigtet i retning af hende og sagde "Du dufter af dæmon unge frue. Er dette møde mellem os en ære for dig eller er det blot stilheden inden en af vores sjæle sendes til efterlivet?"

Triana Smilede koldt og lettere psykotisk til englen da han trådte tættere på hende, og grinede let over ham. Hun var ikke det mindste bange for ham, hvorfor skulle hun også være det!? synet af den store djævel, fik Triana til at træde et enkel skridt bagud. Hun var ret overrasket over at se en så stor mand, og det han gjorde mod englen fik et lille smil frem på hendes læber, der dog hurtigt forsvandt, ikke rigtig af nogen grund, men hun var ikke typen der smilede i længere tid med mindre hun morede sig gevaldigt..hvilket var sjældent.
Englens død var brutal men ikke noget der rystede Triana, tværtimod nød hun nærmest at se ham blive slået ud, dræbt på en så enkel måde, hvor hjerne masse, kød, blod...menneskelige fragtmenter fløj ud til siderne! duften af blodet gjorde hende sulten, men hun blev stående et lille stykke væk fra dem.
Hans ord, fik hende til at frygte ham, eller rettere, respektere ham. Den eneste hun rigtig frygtede var hendes Herre.
"Jeg er ikke gift"svarede hun som for at fortælle at hun ikke var en frue." Jeg vil mene det er en ære, det er ikke mange dæmoner i dag der tør at udsmatte de små ækle kræ fra himlen på den måde længere"svarede hun og for blev stående lige der hvor hun stod, hun vidste endnu ikke om han ville udgøre nogen form for trussel mod hende, men hvis han gjorde, havde hun heldigvis sine kneb og sin højde på sin side, især med hendes yderst smidige krop, nogle kaldte hende slangemenneske.

Rafael tog elegant hendes silkebløde og spinkle hånd i hans maskuline greb, og lader lidenskabligt hendens hånd køre op mod hans læber til et sensuelt kys på hendes nøgne og ubeskyttet håndryg, inden han derefter lagde den ned tilbage langs hendes side hvor han tog hånden, og rettet sin ryg ud og rettet skuldrene op, så han stod i sin intimidende højde og sagde med en dyb stemme "Frøken" Rafael var en kaotisk mand, så kort en grænse man kan tegne med en tråd fra et edderkoppespind, er der i dens mands sind, mellem at han rev alle tænderne ud på en, og han var respektfuld, men tag ikke Rafael for venlig, i hans øjne dulmet en vrede og glødene sadisme så stærk at selv en ærkeengle ville få sved ned af rygsøjlen, men han var heller ikke et barn længere, var man ydmyg og udviste respekt ville man finde ham tæt på charmende, men sekundet man lagde et flabet ord eller knyttet næve i hans retning.... eller han bare spontant har lyst til det.. river han hoved af en, i den mest bogstavelige forstand. Spørg selv Delilah, Cora, Luce, eller enhver anden som Rafael pluselig sprang i luften af som en håndgranat uden de havde fortjent det. Men på samme tid var han ikke kun 2000 år mere, så han havde lært at det kun var pattebørn med pikke på størrelse med tinsoldater der var respektløse overfor andre dæmoner. understreget andre dæmoner. andre racer var tyggegummi under hans støvle ligegyldigt hvor meget respekt de viste ham, og alle de tvetydige og dobbeltladet holdninger kunne en klog frøken som Triana nemt læse i hans grumme og sadistiske øjne.
Rafael vendte ryggen til hende, og satte sig ned på hug ved den afdøde engels krop, og satte hånden ned i dens brystkasse, så boet knytnæven ned mellem ribbene så hele brystkassen sagde en masse knækkende lyde som var det et par ukogte pasta der bliv revet over på midten. Rafael var en brutal mand, og han var ikke bare ligeglad med at få hænderne beskidte, han elskede brutalitet som en millionær elsker skattenedsættelse.
Rafael tog sin arm op af den smadret maveregion, og have engles hjerte i hånden, og tog en plastik posefrem og lagde det ned i, og så over på Tri og sagde roligt med et skummelt smil "Mit lille kæledyr der hjemme elsker de her" han sagde det som om han stod og valgte mellem noget så uskyldigt som hundekiks. Han rejste sig op efter at putte hjertet i posen, og posen i inderlommen af læderjakken.

Hun betragtede ham roligt da hans store hånd omsluttede hendes og han førte den op til hans mund, hvor hans læber rørte hendes håndryg. Hendes blik betragtede kort hans store krop, hun lagde mærke til alt ved ham, han virkede som et væsen der kunne gå amok når som helst, og hvis det skulle ske ville hun helst gerne komme hurtigt på afstand. Hun var så "heldig" at hun var det man kaldte et slangemenneske, det betød at hun kunne bevæge sig på de mest mærkelige måder, og nærmest slå knude på sig selv. Hans øjne viste hende med det samme at han var en man skulle være varsom omkring hvis man havde livet kært.
Hele hans udstråling overraskede og på en eller anden måde skræmte Triana, men alligevel ikke, hun ville nok ikke være så dum at prøve at slås i mod ham, fornuft var noget hun ejede, og faktisk ret meget.

Hun nød nærmest lyden af knoglernes knasen, og hendes tørst blev bare en dnu stærkere, hendes blik hvilede nærmest stift på døde lig der var ud over det hele.
hvis hun lukkede øjne kunne hun se blodet for sig. den varme, mørkerøde væske der ivrigt flød ned i hendes mund. Tanken om det var for meget, hun stod hurtigt derovre og faldt ned på knæ.flænsede hans pulsåre op og drak det blod der kunne komme ud af det. Hun rejste sig op og tørrede munden for blod, kiggede på ham da han lagde hjertet ned i lommen"Hvilket kæledyr har du da?"spurgte hun afslappet, næsten køligt, men alligevel ikke. Han var ikke typen hun ville have på fjende listen eller lignende.

Rafael så hun anderkendte hans styrke, og som betaling anderkendte han at hun ikke kunne lide at få sine tænder revet ud før tid. Rafael så mod hende da hun spurgte til hans kæledyr, hvilket fik ham til at trække i læben lidt halv mystisk og svare "Asmodeus. Den største løve naturen kunne forme... Men jeg tillod mig at tilføje et par ekstra detaljer til dens design" Rafael rettet sit blik mod skovens mørke indre, og lod den ivrige skygger træde ind og ud af hans næse med hans vejrtrækninger, inden han som et rovdyr der flået synet fra månen til sit bytte, da han lagde sine øjne hvilene mod Triana, og lod sine støvler træde et skridt mod hende med sådan en vægt i trinet af det lyd som et lavmeldt tordenskræld fra himlen da hans læder militær støvler ramte jorden, og sammen med hans intimiderende og frygtsomme kropssporg skulle man tro Triana havde hældt kerne mælk udover hans hårløse hoved, men enlig havde han intet ondt i sinde mod hende.. endnu. Han trådte bare tættere på så lyset lagde anderledes på hendes smukke ansigt, for i sandhed selvom Rafael var en mand der mere træk sin pik frem for andres lidelse end sin egen nydelse, så fandt den ellers ikke så seksuelt aktive mand hende smuk, men hvilken mand ville ikke? Selv Delilah som aseksuelle mænd eller hetroseksuelle kvinder ville blive våd over, selv Delilah ville finde en sand konkurent i triana. Men fra at Rafael fandt hende hot, til at gide op til noget var der ret lang, og han gad enlig ikke.
Rafael lod en hånd glide bagved hans ryg, og under sin læderjakke men over sit bælte havde han en holder til to ulaks skjult af hans læderjakke, han tog den ene op af holderen og ud bagfra sin ryg hvor han så stod med det dødeligt skarpe våben i hånden, og lod en støvle glide under armen på den afdøde engle og i trække hurtig bevægelse gik han hoppet liget op højt nok til at gribe det med sin stærke arm, så han ikke behøvet at bukke sig ned for at samle kroppen op. Rafael holdt i udstrakt arm afdøde op af et træ, og satte ulaksen gennem brystet så han hang fast på træet i en ´stående´ position. Hvorefter Rafael gav en seddel med sin adresse fra sin inderlomme til englen ved at sætte den fast med en nål hvor hoved engang havde siddet. "Så de sukkersøde englebasser kan finde mig. Aldrig dræb en du ikke tør gøre det samme med ved alle som søger hævn for det" Rafael gjorde aldrig noget halv hjertet, og hvis en lille fjerboldt ville tage hævn så var Rafael den slags satan der tog mod sådan et forsøg med åbne arme, et var et spørgsmål om ære, tog du et liv så skulle man altid være klar til at sende deres familie medlemmer og venner samme vej som du sendte dem, og personligt aflevere deres sjæle til efterlivet, og skrive dem ind på det væreste hotel man overhoved kunne finde dernede. Altid tage mod deres udfordring, aldrig gemme sig som en kylling.
Rafael lod sit våben sidde boenede ind i kroppen og træet, og vendte sig atter igen mod Triana "Hvilken slags dæmon er du frøken?" Han spurgte ikke til dæmon type, men personlighed, man ville blive overrasket hvor meget man kunne lære om folk fra bare de første ord de brugte til svare på hvordan de selv var, og om så svaret var stilhed.

Ulaks
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun betragtede ham roligt. Hun fik en lyst til at sådan et prægtigt dyr." Hvad fik De tilføjet?" Spurgte hun nysgerrigt hvilket tydeligt kunne høres på hende. Hun var et nysgerrigt væsen. Om hun ville det eller jeg. Det tog kontrol over hende nogle gange.
Hun kiggede pp ham da ham trådte tættere på hende og hun bevægede sig ikke væk fra ham i skræk. Hun blev roligt stående. Hun hævede kort øjnbrynet da ham fik liget op st stå. Det var så tegn på den forskrækkelse hun fik ds han sparkede liget op. Af en eller anden grund blev hun tiltrukket af hans brutalitet. Ikke seksuelt.. Men på en mere. Nysgerrig måde!? Hun fik en trang til st vide alt om ham han var en spændende person i sig selv. Men selv hendes nysgerrighed ville intet gøre for st finde ud af noget om ham. Det var nærmest som en soldat og en officier. Hvis han bad hende om noget nu ville hun nok ikke turde st gøre andet end at gøre som hun blev bedt om.. Med indre det var et slå sig selv ihjel eller sådan noget. Hun havde allerede respekt for denne mand. Helt utroligt faktisk !
Et skævt men kort smil gled over hendes læber. Hun var ikke typen der smilede så meget og slet ikke ægte. Men dette smil var ægte hvilket kunne ses fordi det var så kort og st det sad skævt på hendes læber. Og grunden til det var ægte at hun morede sig over det han gjorde ved den lemlæstede engel. Selv i sin død fik han ikke ro.. Og det skulle han heller ikke efter hendes mening.
Hun tænkte lidt over spørgsmålet" det ved jeg ikke. Je gpr ikke så meget op i st skulle kunne forklare mig selv"svarede hun roligt og ærligt. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle beskrive sig selv. Hun var slave hun gjorde og opførte sig ikke som hun ville hvis hun havde haft en frivilje.

Rafael så på hende, hendes bøjelighed, hendes kropsprog og øjne var som et militær fyrtårn som signaleret efter en kaptain til at lade den dominante tone styre slagets gang, og Rafael tog denne gestus som et tegn på hun respekt hans status som raceleder, og .. hans overarme der næsten kunne sammenlignes med væltet cykledæk i brede. Rafael hørte Trianas svar, og lod ham selv gå lidt rundt og kigge rundt i skovbunden efter hjerne masse stykker fra englen, som et barn der gik rundt og så på sine glass kulger efter han havde smidt dem udover hele værelset. Rafael hoppede ned i hullet til Eliza, og vandret mod hende mens hun forskræmt og ivrigt klamret sig op af en af jordvæggende, men hendes ubehag stoppet den kære Rafael, og sympati var så meget en faktor for ham, som at beskytte miljøet var en faktor for en atombombe. Rafael satte hjerteløst og brutalt en af hans fingre ind af hver af hendes øjehuller, og fingernes ekstreme press fik øjnene til at blive blæst i stykker som hvis man prikket hul på en tyggegummi boble, og ud af øjehullerne løb den kvalemne øjevæske som havde han taget en tohåndshammer og slået på en lille uskyldig sæbeboble. Rafael trak fingerne ud af hoved på den nu skrigende og hulkene kvinde der trylet om nåde i gråd mens hun stammet hver eneste ord af ren smerte. Rafael tog fast i pigens arm som var det et legetøj og i et enkelt omsorgløst ryk og flået knoglerne i hendes hånd fra hinanden og forlod arm, og man ville forvente det var et problem at skilde en hånd fra kroppen, men Rafael så ud som om hånden bare friviligt hoppet af med intet andet end et lille ryk, og han var ikke engang overrasket det var så let for ham. Rafael skubbet den blødene, skrigende, og blinde kvinde ned på alle fire, og som en gammelmand der fjernet en skolepiges bukser og trusser ned til anklerne inden en endefuld, lod han hendes tøj forsvinde fra hendes anal hul, og havde en fod plantet på hendes ryg så hun ikke kunne flytte sig. Rafael som havde hendes afhugget hånd i sit greb, smilte sadistisk mens han nådesløst lod hendes egen spinkle hånd blive mosset op i hendes hul, og han havde et glimt af nydelsesfuld brutalitet i øjnene da hendes ringmuskel spring inde i hende af den store fart hun fik noget så stort op i sig. Rafael gav slip og lod hendes baske som en stukket gris i sine sidste øjeblikke, inden indreblødning fik draget hendes sjæl til færgemanden ved floden Styx.
Ud af Rafaels ryg kom der store sorte vinger der lignede noget fra de værste gyser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtindgydende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæld. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. Rafael brugte de store vinger til at baske sig op af hullet, hvorefter han bliv sig selv igen.

Hun betragtede ham nysgerrigt og da han sprang ned i hullet stillede hun sig over ved kanten og betragtede det han gjorde ved den svage skabning der var nede i hullet. Hendes læber krusede kort op i noget lignende et smil da hendes øjne sprang som tomater der blev klemt i en hånd. Hendes skrig var som mozart i hendes øre. Hun fnes let. et lettere psykotisk halv vanvittigt fnis. Hun morede sig.
Hun hævede let det ene øjnbryn da han rev hånden af kvinden, og fra dette øjeblik vidste hun at dette var en mand hun ikke ville ligge sig ud med på nogen måde, nogensinde. Hun kunne ikke lade være med at smile, andres lidelser fandt hun morsomme og underholdende, og dette show nød hun. hun smilede kort men skævt. Hun havde aldrig mødt en så brutal og kold mand før, han skræmmede hende og alligevel facinerede han hende helt vildt.
Hun betragtede hver en bevægelse han gjorde og hun fjernede ikke blikket. hun ville se hver en lille detalje han gjorde mod hende. han var nærmest inspirerende for hende. et halv bredt smil bredte sig på hendes læber da hånden kom op i kvinden analt. Triana betragtede hende roligt dø, og da han forvandlede sig til sin djævleform, kunne hun ikke lade være med at træde et par skridt tilbage af ren refleks."Må man spørge om hvad Deres navn er? En så stor og frygtindgydende mand, må have et kendt navn."sagde hun roligt og kiggede betragtende på ham. hun flirtede ikke, det var et spørgsmål hvor en høflig men ærlig kompliment var indblandet, intet andet. Den lange fletning lå hen over skulderen, ned over brystet og endte ved hoften, den fik hende til at se yderst streng ud da den var flettet stramt og trak hendes tindinger helt tilbage. Det var dog ikke meningen hun skulle se streng ud over for ham.

"Rafael. Rafael Dominatrix. Lederen af din race." Han holdte en pause og forsatte med sin sætning "Jeg er den ´så store og frygtindgydende mand´ vis ord kan forme en hær af de stærkeste sataner, djævle og dæmoner denne verden har set med kun 10 minutters varsel, og hvor mine militær støvler træder i krig, følger en hær på over 100.000 loyale sadistiske svin... som mig." Rafael gik hen og klappet Triana på højre balde med et charmende og dominende glimt i øjet og han sluttede så af "Men en pige med så hot røv går heller ikke navnløs rundt" Der var ingen direkte ordre deri på at hun skulle sige hvem hun var, men stemmen og hans tunge autoritet der svang over hoved på hende som en hammer, forklaret tydeligt uden ordre at lettet hun ikke sin egen tunge skulle han nok opererer den ud med en kartoffelskrælder og fiskekrog. Han var respektfuld over sin meddæmon til sekundet hun glemte hans status som raceleder, var det samme sekund han ville rive så hårdt i hendes hår at hoved flyver med op.
Rafael begyndte at gro sine vinger igen, de skælvet ud af hans ryg og læderjakke som en sammensat hav af små spyd formet som elegante sorte fjer, og selvom han havde træstrammer hvor andre havde arme, var vingerne store selv for hans krop størrelse. Rafael gik lidt frem af mod skovens mørke og så koldt ud i det alt slugende natteskær, indtil han så vente sig i alt sin maskulinitet mod Triana og sagde "Men det ikke hæren" han gik et skridt tættere på hende "musklerne" han kom et skridt tættere på "eller de skrigende uskyldige mennesker i min kælder som giver vores race magt" Han lagde sin arm ud i en håndstrækning mod hende og sluttede "Kom med mig. Så du her iaften lære hvad ægte magt er" Rafael var allergisk overfor ordet nej, og hvad han var allergisk over, skabtet tit andre slemme udslet over hele kroppen formet af hans knyttetnæve.
Hvis hun tog hans hånd ville han sætte vingerne i gang og flyve dem begge op i nattehimlen, og mod stedet han ville vise hende hvordan rigtig magt bliv skabt

hun kiggede lettere overrasket på ham over hans ord. hun havde selvfølgelig hørt om ham, kun en idiot havde ikke."Det er mig en ære at møde dig"svarede hun roligt, hun mente det skam, hun havde respekt over for dæmoner der hvor over hende, og lige nu stod hun over for lederen af alle dæmoner, så selvfølgelig havde hun respekt og så det som en ære, for en af hendes rang, nemlig en slave. Hans ord var overvældende for hende, den magt og styrke han havde tændte hende. ikke seksuelt, men det gjorde bare at hendes respekt for ham blev større..Det tændte hendes respekt for ham kunne man vel rettere sige. Hun blev overrasket over hans klap, normalt ville hun have flået hovedet af vedkommende, men ikke lige af ham, hun smilede et svagt skævt smil, og hendes øjne havde nok et svagt præg af charme"Navnet er Triana Cara Khan, ydmyg slave" sagde hun roligt. Hun vidste hun ingen chance havde i mod ham, hvis han først satte i hovedet at hun skulle forlade denne verden. slangemenneske eller ej, hun ville ikke have en jordisk chance for at slippe væk.
Hun betragtede hans vinger. De var skræmmende og facinerende for hende, og hun kiggede nærmest helt indgående på dem. Da han vendte sig om mod hende betragtede hun ham helt roligt, rolig som hun jo altid var. for hvert et skridt han tog og hver et ord han sagde, gled hun længere ind i hans magt. Hvis han sagde at hun var fri fra Neal og nu var hans tjener, ville hun ikke stille det mindste spørgsmål. hvis han bad hende om at skære hånden af sig selv, ville hun gøre det. hun ville ikke turde andet. Normalt havde hun aldrig været bange for at dø. men dø for hans hånd. det ville hun ikke lige turde helt, der blevet hun lidt "pjevset" omkring sit liv.
Hun betragtede hans hånd kort og nikkede til hans ord. hun lagde forsigtigt den lille fine hånd hun havde i hans uden at vide hvad der nu ville ske.

Rafael lagde armene om hendes smalde og elegante slangebøjelige krop, og som en killing i favnen på en fuldvoksen tiger der så let som at rolle med øjnene ville kunne brække hver eneste knogle i killingens krop. Rafael fløj med hende over natte himlen og jasmin fra Aladin ville nok se med misundelse på Triana mens luften skød gennem hendes smukke og blide hår, og mens natten kysset hendes mest ømme steder, men Jasmin ville nok mere passe til den bladre-romantiske og silkeskånsomme aladin, fremfor i armene hos en cement blok brystkasse, ejet af en dæmon mere kendt for dræbe folk end at snakke med dem.
Rafael fløj med hende i sit jern greb gennem en rode i kirkens klokke tårn, og satte hende fra sig på træ gulvet da de var kommet indenfor kirketårnets mure, hvorefter Rafael så på hende og med et enkelt blik fortalte hun skulle følge efter ham, det var et blik der kunne dominere selv en hundehvalp til at hoppe ned i kødhakker og lave sig selv om til skinke.
En præst kom gående op af trappen fra hovedkirken, og sagde med sin hæse gamle stemme "Jeg tænkte nok jeg hørte noget heroppe" Den gamle præst i sin sorte præste kjole lod sine trætte skridt gå mod dem mens han snakkede "Guds hus er lukket om natten" Rafael gik mod præsten i raske og beslutnings faste skridt, og da den godtroende præst og Rafael tæt nok på hinnaden, faldt der en lussing fra Rafaels håndryg så hård at hele kirken gav genlyd af den klikkende lyd af præstens nakken som tog seks runder 360 grader rundt så hans hoved virkede som et helt tivoli, indtil endelig den afdøde krop faldt til jorden og hoved stoppet med at dreje rundt, og præsten lå med en brækket nakke og et hoved der sad omvendt.
Rafael så på Triana og sagde med et sadistisk glimt i øjet "Tag tøjet af slavetøs" Rafaels stemme bliv mere dyb og grusom, en advarsel om hvor hendes ulydighed ville skaffe hende. Hvis hun troet hun vidste noget om helved, var det intet mod hans brutale natur, selv dem der ikke frygtet døden frygtet at dø for hans hænder, som var der en aura af skræk omkring ham, som du så var kæreste med en ærkeengle.

Hun havde aldrig prøvet st flyve før så da de var oppe i luften holdte hun af refleks godt fast i hans arme der lå om hende. Man kunne sige hun havde det på samme måde som en fisk der blev fanget af en hejre der fløj tilbage til reden med den inden den blev spist. Samme mærkelige fornemmelse i luften. Hun betragtede jorden under dem uden et ord. Hun var ikke en kvinde af mange ord, og når hun intet havde at sige så var hun stille. Hun var også vant til st blive set men ikke hørt af sin herre. Hun dækkede hovedet af refleks da de fløj gennem ruden og da han satte hende ned fulgte hun roligt med ham, hun turde ikke andet. En marionet dukke var hun nærmest lige nu.
Hendes blik landede på præsten kort inden hun fulgte Rafael med øjnene. Hun smilede lidt over mandens hoved.. Hun fandt det morsomt. Det var ligesom hun næsten sagde ekstra nummer som et lille barn, men hun gjorde det ikke.
Hans ord overraskede hende, tage tøjet af. Hun var i følge sin herre ikke bevilliget til at smide tøjet og have sex men i denne situation gjorde hun intet for st stoppe det end ikke sige noget. Hun tog roligt tøjet sf uden at blive Genert hun var tilfreds med sin krop og vidste en hver mand begærede den. I hendes indre var der en lille alarmklokke der ringede pga hendes herre forbud mod dette men hun ignorerede det. Da læder dragten havde forladt hendes krop viste en krop sig der kunne sammenlignes med afrodites. Den lyse sarte hud stod i smuk kontrast til det blonde hår og de blågrønne øjne der mindede om ædelsten. De lyserøde/ rosa farvede læber fik hende til st de uskyldig ud.

Rafael så et gram af tøven i hendes øjne, ikke meget mere end et enkelt sandkorn af tvivl mod et bjerg af sten, men han accepteret ikke det mindste spørgsmåls tegn om hans autoritet, så da tøjet var smuglet af hendes yndige og perfekte pige krop med hendes smukke timeglass form, lagde han ikke andre berøringer på hende end et hurtigt greb om hendes hals med hans store maskuline og muskuløse hånd, så hun bliv løftet op af den kølige kirkemur i hans ene stærke arm så hun ikke engang kunne nå gulvet med spidserne af sine nøgne tær. "Din herre er min bitch" Sagde han så roligt og selvsikkert at man vidste at selv hvis hendes herre havde stået lige ved siden af med en motorsav, ville Rafael stadig koldt give ham titlen af en underkastende og ugyldig lille bitch. Rafael satte to fingre fra sin frie hånd fra hver sin side af hendes nøgne brystvorte og klemte den om til en blanding af kødsovs og klumpet tomat sauc, hvorefter han uden tøven eller at tænke sig om probbet massen fra hendes tidligere brystvorte ind i kæften på hende og tvangsfordret hende med den, og med et blik der fortalte at hvis hun begyndte at bide ville han intet føle, men hun derimod ville få sine tænder revet ud.
Rafael forsatte med at tale efter at have taget hånden ud af hendes mund, "bliv en god lydig slavetøs, eller du vil se hvor brutal det du fascineret af rent faktisk er." Han gav slip på hende og uden et ord mere nikket han i retningen af trappen ned til hovedkirken, og det bliv gjort med et kropsprog der viste det ikke tillod benægtelse

Hun gispede nærmest bange over hans greb om hendes strube og følelsen af ikke at mærke jorden under sig var ubehagelig for hende. Hun nikkede til det med sin herre, ganske svagt men man kunne se hun var enig. Hun mærkede smerten og hendes øjne blev lettere vådere men hun hverken sagde eller viste noget ved denne smerte. Hun var vant til smerte dog gjorde dette ulækkert ondt på hende. Hun slugte da han proppede den ind hendes mund uden en eneste følelse hun tænkte ikke over hvad det var. Det skulle bare ned. Hendes ansigts udtryk var køligt som det hele tiden havde været men også en smule fraværende. Hun mærkede roligt sit varme blod løbe med over hende smukke lyse hud og hun nægtede st tænke på hvordan dette så ud. Men i hendes hoved var hendes krop grim nu. Hun ville nok aldrig frivilligt vise sig for en mand igen. Hendes bryster var det hun holdte allermest af på hele hendes krop. Hun nikkede som tegn på at hun forstod hans ord. Hendes indre havde skubbet alt det væk Neal nogensinde havde sagt til hende. I hvert fald så længe hun var i rafaels selskab. Da var hans ord hendes lov og hun ville ikke længere tøve det mindste på det. Hun gik mod trappen efter et blik fra ham. Hun gik roligt ned af trappen.

Rafael gik ned med Triana.
i hovedkirken sad der kun en præst på sine knæ foran alteret, ellers var kirken mennesketom.
Rafael tog fast i præsten krave inden han kunne nå ar rejse sig op for at se hvem der kom ned af trappen. Rafael løftet præsten øre op i hviske højde men råbte så så højt hans maskuline lunger kunne, og vinduerne sprængte af fuld fart, som havde nogen leget med atomvåben. Kirke bænkene af træ rykket sig få centimeter over gulvet af lydtrykket fra hans stemme "SIG HVAD VI IKKE KAN?!" Rafael slynget manden ind mod alteret og man kunne høre hans ryg knage. Rafael var overbevidst om, at kunne man vise folk man kunne tillade sig alt, at de ikke kunne tænke på en handling man ikke tør gøre mod dem, så vil man have oprigtig magt. Da præsten ikke svaret af rent chok, satte Rafael sin støvle mod hans kind ... i et brutalt spark, og præsten faldt ned på gulvet med indre blødninger. Rafael vendte sig mod Triana "Selv ikke guds vrede faldte fra himlen Triana. Ved du hvorfor? menneskerne sørger til ham for håb. Problemet er... Gud har selv mistet håbet. mistet gnisten. skræmt af brutalitet og ydmygelse til en grænse ingen smerte eller tortur kan føre en til." Rafael tog i Trianas håndled, og skubbet hende over alteret så hun strittet med røven og stod med benene på gulvet mens overkroppen lå over det hellige alter "Derfor er dette sted kun en tom bygning, og derfor er du.. en frygtløs pige, med en smertegrænse højere end nogen anden.. bange for mig til din dybeste kerne af dit sind. Tig om min pik i mig, og lag mig vise dig hvor tavs gud kan være overfor vores hån"

Hun stod nøgen og betragtede Rafael smadre præsten. Hun følte sig nøgen og ikke værd at se på men det var intet man kunne se på hende. Hendes ansigts mimik var koldt og nærmest dødt at se på. Hun betragtede præsten sjovt. De altid så overraskede ud lige inden de skulle dø.. Især præster var de ikke forberedtpå st dø eller sådan noget pis?
Hun kiggede overrasket på Rafael og gjorde ingen modstand hun havde heller ikke nogle tanker omkring dette. Hvis han ville have sex med hende ind over et alter skulle han være velkommen, hun ville ikke sige nej til ham.
" jeg beder dig store dæmon herre, giv mig din pik her på Guds hellige alter så han kan føle sig hånet af vores race" sagde hun bedende og mente hvert et ord der kom rullende over hendes læber. Hendes hænder var rundt om kanten på den anden side af alteret så hun havde noget st holde fat i.

Rafael lagde en hånd på Trianas højrebryst og presses hendes krop ned mod alteret,

- To magiske alfer, en flaske rottespyt, og en madpakke, senere. -

Rafael trak sig ud af Trianas blødene anal hul, og efterlod hende liggende i en bøl af hendes egen orgasme væske, sved, og underlivs blod. Han trak sine underbukser og bukser på igen, hvorefter han løftet hende over sin ene skuldre ved at trække i hendes ene ben udover altertets kant og lod hende dale ned på hans muskuløse skuldre. Rafael gik mod kirkens hoveddør med Triana liggende på hans maskuline overkrop, og stoppet ikke før han stod ved de store tygge trædøre og lagde sit ben på midten hvor linjen gik, og i et livligt skubbede dørene op.
Rafael mærkede solskinen mod sin nøgne hud og overkrop, mens triana måtte føle den på sine nøgne balder som jo vendte mod solen fordi hendes hoved og overdel af kroppen hang bagved Rafael, og så ind i kirken.
Rafael gik ned af trinene, og mødte intet der ville stoppe dem, ingen guddomelig, og da han havde trådt sidste skridt fra det sidste trin, og nu stod på gros, klappede han Triana i røven så hårdt at selv udenfor kunne man høre en smald genlyd for ørene af smældet fra slaget, og efter at føle hendes balder klage som gele mellem sine fingre, sagde han så med den mest dominante tone han kunne forme, men stadig rolig og afslappet, dog stadig dæmonisk med en brutal klang "Hvem ejer dig slavetøs?"

Smerten skød gennem Triana da han trak sig ud, hendes underliv og analhul var fuldstændig smadret af hans kæmpe pik, end størrelse hende krop sldrig havde prøvet før og som hun aldrig havde drømt om i sin vildeste fantasi. Hendes krop rystede let og hun mærkede knap nok solen der nærmest brændte hendes balder. Hun havde sit eget blod og orgasme udover sig fra da han lod hende ligge i det før, men heller ikke dette tog hun sig af. Hun trak vejret dybt og et par gange og et lille smertes støn forlod hendes læber da han klaskede hende i røven. Hun følte hendes krop var den grimmeste i verden og det hun mest af alt havde lyst til var at gemme sig langt væk fra alles øjne for evigt.
" Det gør de!" Sagde hun så ivrigt at man kunne høre hvordan hun kastede sig over ham Neal var slet ikke i hendes hoved længere." Kun de ejer mig og kun af Dem vil jeg ejes" sagde hun ydmygt og hvert et ord blev nærmest sagt i hengivelse.