En dagbog ~ Kairi

Kairi holdt blikket fokuseret på kvinden, og nikkede kort da hun sagde at hun skulle have fat i blandingen.
"Hvilken blanding?"
Kairis stemme var stadig kold, og der var intet spor af, om hun vidste hvad kvinden mente eller ej. I virkeligheden havde hun en god idé om hvad kvinden  snakkede om. Men ingen skulle røre hendes børn, ikke uden at Kairi ville forsvare dem i hvert fald.

Hvilken blanding? Mina lo højt, men stoppede brat af at hun mærkede at kniven blev truende presset mod hendes nakke. Mina sank en klump.
"Romeo Gravezia Uchiha." Svarede Mina roligt. "Jeres søn." Hun havde et kækt smil om læberne.
Ramiel overvejede meget at slå hende ihjel... Men var det dumt? Ja, det var det. Han ventede på hvad Kairi sagde.

Kairis øjne lyste kortvarrigt op i et kraftigt rødt skær da kvinden nævnte Romeos navn. Så hun var altså ude efter deres søn, præcis som Kairi havde formodet.
"Og hvad vil du så med ham? Eller rettere, hvad vil dine overordnede med ham?"
Selvom hun var dybt bekymret for sine børns sikkerhed, var der ingen tegn på disse følelser. Hun var god til at lukke af, og når først hendes evne blev vakt, var hun lige så kold og rolig som en klippeblok.

Ramiel kunne se at Kairi blev vred, selv var Ramiel en hel del vred og ville bare slå kvinden ihjel, hvis det ikke var fordi han ikke havde fået lov til det endnu.  Han ventede blot på at Kairi gav ham lov.
"Min overordnede ønsker hans blod, halv shapeshifter, halv engel. En lækker delikattese." Sagde Kvinden koldt og smilede ondt.
Nu var det ved at være nok! Kvinden skulle ikke tale sådan om hans søn! "Må jeg ikke nok slå hende ihjel?" Spurgte Ramiel snerrende.

Kairi så på Ramiel da han talte til hende, og rystede svagt på hovedet.
"Nej min skat,hvis vi slår hende ihjel bliver hun nok bare erstattet. Nej, vi skulle hellere sende hende tilbage til sin overordnede men en lille.... Besked. En lille hilsen, om du vil." Hendes stemme var stadig kold og udtryksløs.
Hun vendte igen blikket tilbage på kvinden, og lod denne gang det røde i øjnene overtage. Med lethed trængte hun ind i kvindens sind, og skabte en illusion af at hun blev tortureret på den grummeste vis i flere dage. Hun holdt blikket for at se det ske, og trak sig så derefter lidt tilbage. Kvinden faldt forpustet til jorden, og så forskrækket på Kairi.
"Hv... Hvad gjorde du? Er vi stadig her?" Hun krøb skræmt tilbage, og Kairi gik hen og tog fat i hende, og så op på Ramiel med et svagt smil.
"Værsgo min skat, du kan gøre hvad du vil, så længe du ikke slår hende ihjel."

En besked? Hvilken besked dog? Ramiel rynkede på panden, ville hun ligefrem true hendes overordnede? Det var nok ikke så klogt, men han kunne godt se at så ville de bare sende en ny efter Romeo. Romeo som nu prøvede at aflede sin lillesøsters opmærksomhed ved at lave masseviser af pandekager. 
Da Kairi fik røde øjne, rettede Ramiel sit blik et andet sted hen, han havde lært aldrig at se en person i øjnene, når vedkommende fik en anden øjnefarve, end personen oprindeligt havde. Noget han havde lært fra Skammeren. Skammeren som om og om igen, havde advaret ham om ikke at kigge hende i øjnene når de var sorte! 
Er vi stadig her? Se, nu blev Ramiel forvirret. Nåååh ja. Kairis evne. Smart. Men han undrede sig over hvad hun havde fået kvinden til at tro. Ramiels blik lyste op, da han måtte gøre lige hvad han ville med kvinden, udover at slå hende ihjel som han ellers rigtig gerne ville. Beklageligvis gad Ramiel ikke at gøre noget ondt ved kvinden, nok var han en falden engel og lejemorder, men ond var han ikke. HAn greb blot fat i kvinden, trak hende udenfor, og smed hende så ellers ned i gaden. Han så på kvinden med et hårdt blik, der sagde det hele. Kom hun tilbage, ville han ikke tøve med at dræbe hende. Han gik ind i huset igen. Romeo løb hen til Kairi. "Hvem var kvinden?" Tonen i Romeos stemme var bestemt, han ville vide hvem den kvinde havde været og hvad hun ville, og han ville ikke give op før de havde fortalt ham det!

Da Ramiel smed kvinden ud, ryddede Kairi de ting op der var blevet væltet rundt omkring i stuen. Hun vendte sig og så på Romeo da han kom løbende ind, og lagde blidt armene på hans skuldre. Hun trak vejret dybt, og så ham i øjnene.
"Romeo, det at du er en blandingsrace gør dig meget værdifuld og speciel, ikke kun for din far og jeg, men også for andre folk rundt omkring, der kan ønske at gøre dig ondt. Kvinden her var sendt ud for at få fat i dig, netop pga. dit specielle blod."
Hun sukkede og satte sig i sofaen, og så op på Ramiel.

Romeo var godt mæt af alle de pandekager, selvom hans forældre havde stået og truet en kvinde, skulle det da ikke forhindre ham i at æde pandekager! Romeo lyttede opmærksomt til det Kairi sagde og mærkede en knude i sin mave blive større... "Mit blod...?" Romeo følte sig sårbar lige nu. Han skyndte sig over til Kairi, satte sig ved siden af hende og krammede sig ind til hende, for at finde tryghed. Ramiel så skiftevis på dem og gik ind i køkkenet, for at se til Amy. Sad hun stadig og spiste pandekager, eller?

Kairi lagde armene om Romeo og krammede ham ind til sig. Lige nu var hendes vigtigste opgave at få ham til at føle sig tryg igen.
"Prøv på ikke at tænke alt for meget over det min skat. Bare husk at pas på dig selv når du er ude omkring i verden."
Ude i køkkenet sad Amy bare og spiste pandekager, med syltetøj smurt ud over hænder og ansigt, og da Ramiel kom ud til hende så hun op på ham med et kæmpe smil.
"Faaar!"

Romeo gemte sig hos Kairi og lukkede øjnene. Han kunne sagtens falde i søvn lige nu, Kairi gav ham sådan en beroligende tryghed, der kunne få ham til at falde i søvn. Han nikkede blot til det hun sagde og gabte svagt. 
Ramiel smilede over Amy og gik hen til hende. Han tog hende op og hen til vasken for at vaske syltetøjet af hendes hænder og ansigt, hvor han derefter tørrede hendes ansigt og hænder. Han gik ind i stuen, stadig mens han havde Amy i favnen og kiggede på Kairi." Sover han?" Han nikkede mod Romeo, han havde hvisket, men højt nok til at Kairi ville kunne opfatte det.

Kairi holdt blidt armene om sin søn, og nussede ham blidt over håret. Det var rart at mærke at han var tryg i hende favn, og hun smilede svagt da Ramiel kom ind med Amy i armene. Hun nikkede stille og så på Amy.
”Ja. Han har vidst også oplevet nok for i dag.”
Kairi aede igen Romeo blidt over håret, og fik forsigtigt flyttet sig og lagt Romeo ned, lagde et tæppe over ham og gik hen til Ramiel. Hun kyssede ham blidt på kinden, og gik så ud i køkkenet for at snuppe nogle pandekager.

Ramiel betragtede Romeo som var faldet i søvn. Ramiel så på Kairi, da hun snakkede. Ramiel havde ikke så let ved at slappe af, for tanken om der måske kom flere, der ville såre Romeo, gjorde ham urolig. Han ville ikke have, at Amy, Romeo eller Kairi kom noget til.
"Tror du at der kommer flere efter Romeo?" Ramiel bed sig i underlæben. Romeo vågnede ikke af, at Kairi flyttede sig og lagde et tæppe over ham.
Ramiel smilede kærligt til Kairi, da hun kyssede hans kind. Han satte Amy ned på gulvet igen, og smilede til hende, inden han fulgte efter Kairi ud i køkkenet. Han så nysgerrigt på pandekagerne. "Hvor mange pandekager er der tilbage?" Spurgte han.

Kairi forstod udmærket Ramiels bekymring, men selv troede hun ikke der ville komme flere, så hun rystede på hovedet.
”Det tror jeg ikke nej. Og hvis der endelig gør, så sender vi bare dem tilbage på samme måde.”
Hun smilede blidt, og følte sig sikker på at de nok skulle klare det uanset hvem der prøvede at skade dem. De havde jo begge deres evner, og selv vidste Kairi at hendes evne ville kunne få hende ud af næsten enhver knibe. Så hun var ikke bange. Hun gik hen og talte pandekagerne, og smilede så igen til ham.
”Der er i hvert fald nok til os to.”

Ramiel kunne ikke lade være med at bekymre sig. Der måtte ikke ske Romeo, Amy eller Kairi noget. Han elskede sin familie, og ville ikke kunne leve uden dem. Han betragtede Kairi og smilede svagt. Hans liv var blevet meget bedre, da han havde mødt hende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende. Hun betød alt for ham.
"Men, det kan heller ikke fortsætte med, at vi lader dem gå, og så sende en ny." Sagde han og trak på den ene skulder. Han smilede kækt. "Vidunderligt! Jeg skal kun have to." Han gik hen til hende og kyssede drillende hendes kind. "Jeg elsker dig." Hviskede han kærligt, inden han trådte et skridt væk. Han havde et drillende smil om læberne. Han gik ind i stuen, og så til Romeo, som stadig sov. Ramiel så hen mod Amy, for at se hvad hun lavede.

Kairi så på Ramiel, og forstod godt hans bekymring. Hun ønskede heller ikke at der skete børnene eller Ramiel noget, og hun ville gøre alt for at de ikke skulle komme i fare.
"Nej det er rigtigt, men bliver de ved at sende folk så beder jeg dem føre mig til deres leder, eller beder folkene i min klan om hjælp. Så du skal ikke bekymre dig mere om det, skat."
Hun vidste godt at Ramiel ikke var så glad for at hun var med i klanen, men han havde sit arbejde og hun havde sin klan. Det var en aftale de havde lavet, så det ikke blev årsag til diskussioner.
Hun smilede og ville tage fat i ham da han hviskede til hende, men han var for hurtig, så hun vendte rundt og gik efter ham med et drilsk blik i øjnene.
Amy sad på gulvet i stuen og legede med sin dukke. Hun så op på Ramiel og rakte armene ud mod ham.
"Faar!"

Ramiel trak bare på den ene skulder, da hun foreslog, at hun bare kunne bede folkene i hendes klan om hjælp, hvis de blev ved med at sende folk efter Romeo. Ramiel brød sig ikke om at skulle bede den klan om hjælp, fordi klanens leder var Sean. "Det gør du bare." Sagde han. Han følte sig lidt ubrugelig, men det ville han ikke tænke nærmere over.
Han lagde ikke mærke til at Kairi ville tage fat i ham, efter han havde hvisket til hende. Han smilede til Amy, og da hun rakte sine arme hen imod ham, samlede han hende op. "Kunne du lide pandekagerne, din bror lavede, prinsesse?" Spurgte han blidt. Han så hen imod Romeo, der sov på sofaen. Romeo vendte sig om, men han sov stadig.