Hvad vil fremtiden bringe? (Luce)

Hun vidste ikke hvordan hun skulle forholde til sig selv. Alt havde været så ukontrolleret siden forvandlingen. Hendes krop havde ændret sig meget selvom man ikke ville kunne se det, men man ville heller ikke kunne se på hende, at hun var blevet forvandlet, hvis man ikke vidste hvordan hun så ud før forvandlingen. Nok havde hun set tynd, udsultet og svag ud lige inden pga hun ikke havde fået noget ordentligt og spise i flere måneder og samtidig var blevet tortureret voldsomt. Nu kunne man ikke se de gamle ar og hun havde fået sin smukke krop tilbage, men havde skjult den bag kappen hun havde på. Dog havde hun også få nye ar som var kommet efter pga Rafael havde straffet hende pga hun ikke havde gjort noget godt nok eller havde nægtet og gjort hvad der blev sagt. Hun sukkede lidt da hun hørte spørgsmålet "Det startede som frygt for ham, men ente ud i en kontrakt og nu er det vel lidt af begge dele" hun bed sig lidt i læben og vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre "Normalt ville jeg aldrig skrive under på en kontrakt fra ham af, men havde valget mellem livet og døden da det skete...han styrer mig regulært af magt og kontrakten blev jeg tvunget til og skrive under på" man kunne nemt høre på hendes stemme, at det ramte hårdt for hende og snakke om det. Hun rejste sig op og kiggede ned i jorden for og få styr på sig selv igen "Jeg hedder Luce" hun begyndte og tænke tilbage på hendes fortid og hvad hendes grund var til og skifte sit navn til Luce Trieetence i stedet for Lucinda som hun rigtigt hed...Hun rystede på hovedet og løftede sit hoved. "Ved det lyder som et underligt spørgsmål, men hvordan ser du egentlig ud?"

Dust lyttede godt efter mens hun fortalte ham at hun var på kontrakt, da en hver information kunne være en vigtig information, når det var i denne slags sager om slave overtagelse da kontrakter kunne skabe problemer, alt efter hvordan kontrakten lød, og jo mere kompliceret kontrakten var jo mere kompliceret kunne overtagelsen være.
"Det ærger mig at høre, at du er blevet tvunget til den slags, især når man tænker på hvilket potentiale du har, men selvfølgelig skal verdens ondskab altid gå ud over dem der kunne blive til noget godt, hvis bare de fik de rigtige forhold!" sagde han tænkende mens han betragtede søen, med et fraværende blik da han selv var en af dem, der var blevet udsat for den føromtalte ondskab hvilket havde forvandlet ham fra et godt og sundt lille barn, til en bleg, ondskabsfuld, hævner uden andre følelser end vrede, og en morderisk lyst til at gøre sig stærkere udelukket, for at kunne tage hævn over alle dem, der havde gjort ham til den han var i dag. Bare tanken om det hans egen slægts racer havde gjort ved ham, fik ham et kort øjeblik til at blive vred, men det blev hurtigt stoppet igen og forsvandt, da hun fortalte hvad hendes navn var, og spurgte hvordan han så ud.
"Hvorfor forklare det når jeg har en evne, der kan gøre at jeg kan vise dig det?" spurgte han roligt og holdt hånden frem. Sand kom frem fra hans ærme og samlede sig over hans hånd, indtil det dannede et øje af sand fra hans krop, et øje der derfor havde direkte kontakt til Dust som kunne bruge det, som var det et tredje øje der bevægede sig, frit fra hans krop. Dust testede øjets evne til at se, før han så op på Luce og noget sand fra hans krop, bevægede sig hen til hendes mund.
"Indånd disse sandkorn så kan du være i kontakt med mig, i nogle få øjeblikke og bruge det tredje øje, som jeg lige har skabt i min hånd!" forklarede han roligt. Hvis hun valgte at indånde sandet, ville hun kunne bruge hans tredje øje i et halvt minut, og se ham med dette lille sand øje.

Hun vidste ikke helt hvorfor det var hun fortalte Dust alt det om sig selv. Hun troede stadig ikke helt på, at han ville få hende fri fra Rafaels magt. Rafael havde kort sagt bundet hende på hænder og fødder. Hun sukkede lidt og trak på skuldrene "Jeg er ikke det store hit. Nok er jeg en rimelig sjælden race og nok en stærk race, men det ændre ikke på, hvor svag jeg er selv" hun sukkede lidt og tænkte tilbage på hvordan han havde tvunget hende til og skrive under på den kontrakt. Han havde holdt en kniv for hendes strube og ville dræbe hende, hvor hun havde tigget og bedt ham om og lade være, hvor han i stedet tvang hende til og skrive under på den kontrakt som holdt hende spærret hos ham. Hun tænkte også tilbage på da han fik hende til og sværge på, at hun ville arbejde for ham resten af livet, men det havde nok ikke den lige så store betydning som kontrakten havde for hende. Hun var blevet meget fjern af og tænke tilbage på disse 2 episoder. Hun rystede lidt på hovedet og havde ikke hørt, at han havde en evne der kunne gøre, at hun kunne se ham og var først kommet tilbage til sig selv da han bad hende om og indånde de sandkorn foran hende. Hun gjorde det dog og fik det som om hun havde spist en helt masse sand og som havde udtørret hendes hals.

Dust kunne godt se på hende at hun var fraværende, som om hun tænkte på noget efter hun havde fortalt ham, at hun ikke lige just var det store hit. Se der var Dust faktisk ret uenig med hende, for lige meget hvem man var kunne man altid blive stærk, hun havde nok bare aldrig rigtig haft den rigtige træner. For lige meget hvilken race man var, og hvem man var kunne man med den rigtige træning sagtens blive utroligt stærk, man skulle bare lære at bruge sine fordele på den rigtige måde, og have en god træning i teknikker der passede godt, sammen med de fordele man i forvejen havde, og som opløftede de ulemper man var bebyrdet med.
"Hvis jeg overtager dig lover jeg dig for, at jeg nok skal få gjort en god kæmper ud af dig, det eneste du har brug for er en træner der ved hvordan du skal trænes!" sagde han roligt, før hun indåndede sandet som han havde sagt hun skulle. Den følelse hun fik af at have slugt en masse sand, der tørrede hendes hals ind burde forsvinde inden for få sekunder, når sandet brød ind i hendes system og mixede sig med hende, således at hans chakra flød i hendes og gav hende adgang til hans tredje øje, og derved gav hende muligheden for at se noget, i de før omtalte omkring 30 sekunder. Imens han ventede på at reaktionen kom, betragtede Dust hende med hans følelses tomme smukke øjne, og ville vide når hans sand var kommet ind i hende.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på tingende. Hun følte sig bare ikke som den der var stærk nok overhovedet. Nok havde Caroline trænet hende lidt med nogle køkkenknive som hun var blevet virkelig god til og Rafael havde trænet hende til og torturere folk og skade dem på de mest ubehageligste metoder i verdenen. Han havde sat sig for, at hun blev som ham og hun vidste inderst inde, at det havde lykkes ham og få det gjort, men hun ville ikke indrømme det alligevel for hun ville ikke være som ham, men hun gjorde hvad han bad om når det gjaldt om og skade andre gjorde hun det uden tøven. Først hun havde gjort det fortrød hun det ikke før. Hun nikkede stille til det han sagde "Jeg stoler på dig" hun smilede stille til ham. Efter noget tid begyndte hun og få det lidt underligt. Hun rystede lidt med hovedet og hendes hætte fra kappen faldt ned så man kunne se hendes sorte lange hår, det sorte stof der var bundet for hendes øjenhuler og hendes hudfarve der var sandfarvet i højre side og lilla med blå nuancer i venstre hvor farverne mødtes på midten af hendes ansigt. Hun kunne pludselig se ham. Hun kiggede undersøgende på ham. Han var nu ikke så grim som hun havde regnet med. Hun smilede stille "Jeg kan se dig"

Dust der havde løftet øjet ud i strakt arm, så hun nemmere kunne bruge det til at se ham, betragtede det da hun begyndte at bruge det. Dog betragtede han hende da hun sagde, at hun stolede på ham da dette stadig var underligt på ham, på trods af at han havde mødt nogle stykker der stolede på ham.
Tillid... En ting Dust nok aldrig ville kunne vende sig til, han kunne ikke huske en eneste gang hvor han nogensinde havde sagt til en anden, at han stolede på dem eller for den sags skyld ærligt havde tillid til dem. Han ville nok altid have det sådan, at han ikke kunne forholde sig til det som noget man gjorde, men mere som en slags ide eller en tanke, som man forbandt med en eller flere bestemte væsner.
Han lagde let hovedet på skrå, da hun sagde hun kunne se ham hvilket gjorde det mere tydeligt fra øjets vinkel, hvor følelses forladt hans ellers smukke øjne egentlig var. Det smil der dannede sig på hans læber, var lige så meningsløst følelses forladt som var det komplet ulæseligt, hvorfor han egentlig smilede. Langsomt burde forbindelsen mellem dem fortage sig, og efter omkring et halvt til et helt minut, blev øjet opløst til sand igen som faldt ned på Dust´es håndflade, og kravlede op under hans ærme hvor det hørte til.
"Jeg håber du fandt hvad du så brug bart, og jeg håber da ikke du fandt mig alt for faretruende at se på!" sagde han roligt mens han fortsat betragtede hende "Og hvis du ønsker at prøve dette igen, kan du jo altid sige til! Hvis altså du kan finde mig!" det sidste sagde han lidt drillende, for at løfte stemningen lidt efter deres mindre glædelige snak, om slaveri og diverse.

Hun kiggede roligt på ham. Det var underligt for hende, at hun kunne se noget igen for det havde hun ikke kunnet længe. Hun lagde sit hoved let på skrå og så undersøgende på ham. Han virkede til og være en af dem der ikke havde noget glæde i livet. Var det sådan? Eller var han som Sean der skjulte sine sande følelser for andre? Det var meget undrende for hende og opleve. Hun var dog også overrasket over, at han rent faktisk så rimeligt godt ud og havde nogle flotte øjne det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun havde ikke regnet med, at han så, så godt ud som han nu gjorde. Hun havde forestillet sig, at han var en der så meget skræmmende ud, men det gjorde han rent faktisk ikke. Ihvertfald ikke, hvis man havde set Rafael og Zann så var det svært og finde bare en som så mere skræmmende ud end dem. Hun nikkede stille "Det er fint det jeg har set for nu har jeg da en ide om, hvordan du ser ud og så ved jeg også hvordan dine træk er. Nok får jeg ikke brug for det igen, men man ved aldrig om det ville ske" hun stod lidt og spekulerede på om hun skulle vise ham, hvordan hun rigtigt så ud. Hun vidste ikke rigtigt om det interesseret ham og se hende overhovedet. Hun bed sig kort i læben "Kan næsten regne ud, at du forventer og se mit udseende ikke?" der var undren i hendes stemme.

"Tja man kan jo aldrig vide om du nogensinde får brug for det, men alligevel betragter jeg det som godt at du ved hvordan jeg ser ud, selvom jeg er en eftersøgt contracter!" sagde han tænkende mens han sitrede svagt i overfladen, da hans krop lige skulle re-justere det sand fra det tredje øje, som kom tilbage på dets rette plads på hans krop nu hvor han var færdig, med at bruge det. Dust var ikke lige just en traditionel slave ejer, ja faktisk var han ikke en traditionel noget som helst, for efter hans lange liv havde han dannet sig vaner såvel som uvaner, skabt sig selv ud fra det liv han havde levet, og derfor var han endt op med et uforbederligt sort sind, fyldt med galskab og planer for både hævn, og hvad hans liv skulle bruges til før han døde. Og hvad angik hans manglende udtryk for følelser, så var det ikke et tegn på at han ikke udtrykte følelser, men tværtimod et tegn på at han ikke havde nogle. Der var selvfølgelig hans hævngerrige vrede der pulserede dybt i ham, rev i ham og førte hans hånd i kampens hede, men den følelse ville man ikke se ham udtrykke hvis man stod i vejen for hvad end hans mål nu skulle være.
"Efter flere århundrede hvor jeg har trænet evnen til at se, og mærke andres chakra, art og aura er jeg begyndt at se andre væsner i energi form i stedet for at se deres legemlig gjorte krop, men jeg vil nu gerne have æren af at se dig i din naturlige form alligevel!" sagde han roligt mens han betragtede hende, med et tænkende blik.

Hun smilede lidt selvom han ikke kunne se, at hun smilede "Det er altid godt og vide, hvordan folk ser ud for så går man ikke med en falsk fornemmelse over hvordan de er og ser ud. Nok er der mange af jer som er gode til og skjule jeres løgne og følelser, men det kan ikke holde stik hele tiden. Så kan i sige hvad i vil" hun vidste det fra Sean af for han sagde, at han var god til det, men hun vidste bedre. Hun havde set ham bange, forvirret og vred og det havde han ikke skjult fodt. Der var gangen hvor hun fødte Connor hvor hun ikke vidste, hvem af dem der havde det værst under fødslen og hun havde set ham forvirret da hun var kommet tilbage efter kidnapningen eller retter hun havde ikke set det, men hun havde kunnet hørt det på hans måde og gå på og hvordan han snakkede til hende. Hun nikkede kort og spekulerede på om hun blot skulle trække hætten af så han kunne se hendes ansigt for de små ar der var forskellige steder på hendes krop fra Rafael af behøvede han ikke og vide. Hun trak langsomt sin hætte af sit hoved og hendes sorte lange hår flavrede blidt i vinden og i venstre side var hendes hudfarve mørkelilla med blå nuancer og i højre var den sandfarvet og ca ved næsen mødte farverne hinanden og bare forsvandt som duk fra solen. Hun havde et sort stof bundet hen over sine øjenhuler. Hun havde ikke lyst til og vise resten af hendes krop for det kunne hun ikke se, hvad han skulle bruge til. Hun var ikke så tynd som hun havde været for nogle måneder siden og det var nu også godt nok.

Hendes ord om at vide hvordan folk så ud, fandt han ganske logiske og derfor gav han hende ret i det, men hvad angik det med at gemme sine følelser forstod han sig derimod ikke så godt på. Han kunne undertrykke sin vrede til en hvis grad, men han gemte den kun hvis han fandt det aller højest nødvendigt, i situationer som hvis det ikke gavnede hans planer, men han forstod ikke hvorfor hun sagde det på en måde der lød som om, han var en af dem der gemte sine følelser. Han var ikke vred lige nu, og han havde ikke nogen andre følelser, så hvad havde han da så at gemme?
"Jeg gemmer på nuværende tidspunkt ingen følelser, den eneløse tomhed du ser udtrykt gennem mine øjne, mit ansigt og mit smil, er skabt af at jeg simpelthen ikke kan føle andet end vrede, og lige nu er jeg ikke vred så derfor ser jeg følelses forladt ud!" sagde han roligt mens han betragtede hende, med hans tomme øjne der lige nu så hendes kropsbygning lavet af hendes chakra og energi, kun dækket over af hendes tøj.
Men da hun fjernede sin hætte for at vise ham sit ansigt, blinkede han lidt med øjnene mens han prøvede at slå sin aura detekter følelse fra, hvilket lykkedes ham for omkring en 15 sekunders tid så han kunne se hendes ansigt, hvilket gjorde at hans øjne virkede lidt tåget imens hans sans var slået fra. Han studerede hendes udseende i lidt tid, indtil hans øjne antog normal farve igen og hans sans var aktiv igen.
"På trods af skaderne du bære, finder jeg dig stadig attraktiv!" sagde han roligt og lagde hovedet lidt på skrå "Du er et smukt eksemplar af din race!"

Hun stod lidt og lyttede til det han sagde. Hvorfor bar han kun på vrede? Havde det noget med hans fortid og gøre? Hun begyndte og blive mere og mere nysgerrig, men alligevel vidste hun ikke om hun skulle stille alle de spørgsmål der kørte rundt i hovedet på hende. Det var som havde en eller anden smidt en stor bod med spørgsmål ned i hjernen på hende og næsten ville tvinge hende til og stille alle de spørgsmål der stod i den store bog. "Hvorfor er det, at du kun kan føle vrede?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun havde ikke nået og stoppe sig selv i og stille det spørgsmål så hun håbede inderligt, at han ikke tog det for hårdt for det var ikke det som var meningen, men hvis han tog det for nært skulle han altså sige det til hende for ellers ville hun få det svære ved og kende ham.
Hun smilede stille og lidt flovt over den kompliment han havde givet hende "Jamen tusind tak. Du virker nu også til og være meget attraktiv" hendes stemme var rolig og mild og samtidig meget sød som jordbær. Hun begyndte lidt og grine over hans kommentar "Jeg tror nok, at jeg er en af de få som du kommer til og møde af min race. For vi er nemlig ikke så mange som vi var engang. Jeg er ihvertfald den eneste som man bare lige møder på gaden" der var latter i hendes stemme. Sean havde selv fortalt, at der ikke var så mange dragonlycans tilbage. Mest fordi, at de var meget eftertragtet og samtidig fordi de holdt sig væk for og holde sig i ro.

Hans ører blev spidset samtidig med at hans øjne, blev stadfæstet direkte på hende i det øjeblik hun stilte spørgsmålet. Der var ingen der havde spurgt ham om dette før, så derfor havde han ikke lige været forberedt på at høre det fra en som hende, som han havde mødt tilfældigt ude i denne skov. Dette spørgsmål påkrævede i hans tilfælde et lidt større svar, end hvad de fleste lige ville have tænkt sig til og det skulle indbefatte lidt af hans historie, for at skabe den bedst mulige forståelse for hvorfor han kun kunne føle, denne gennemskærende ubrydeligt kolde vrede.
"For at kunne svare på dette, er jeg nød til at give dig lidt indsigt i mit liv for at du bedre kan forstå, hvorfor jeg kun kan føle vrede pulserede gennem mine koldblodige åre!" sagde han roligt "Ser du da jeg blev født den 6/6 år 3474, blev jeg til et eksistensielt mål for mine slægts arters vrede, da min mor er en skytsengel og min far er en skyggedæmon, og jeg derfor blev betragtet som en bastard race af begge sider! Da jeg så var 4 år gammel, blev både min mor og min far dræbt for øjnene af mig og jeg nåede med nød og næppe at undslippe, imod alle odds! Mine følelser forsvandt lige så stille efter den dag, indtil mine tårekanaler tørrede ind og kun en ting var tilbage i mig, udover den uendelige tomhed og dette var den gennemsyrende lyst, kendt under navnet hævn!" Dust holdt en lille pause mens minderne gik gennem hans hoved, men genoptog så historien lidt efter.
"Denne hævngerrige følelse voksede i mig, og trak mig dybere og dybere ind i mørket, mens vreden over hvad mine arter havde gjort ved mig kun voksede fra dag til dag, da jeg blev et jagtet væsen, udstødt og hadet af mange og med kun mig selv som selvskab!" sagde han roligt "Derfor føler jeg kun vrede, den er alt hvad jeg har som grundsten i mig tilbage, fra dengang jeg mistede mine forældre!"
Den lidt dystre historie og alle minderne, havde helt fyldt hans tanker så Dust glemte alt om at svare på hendes kommentar angående at være attraktiv, og at møde en som hende.

Hun vidste ikke helt om han ville besvare på hendes spørgsmål. Hvorfor skulle han også ville fortælle grunden til, at han kun kunne føle vrede til en han overhovedet ikke kendte? Hun ville da forstå hvis han sagde, at det ikke ragede hende for det gjorde det sådanset ikke, men hun var bare en af dem som var ufattelig nysgerrig og ville vide alt muligt som samtidig også var ligemeget og kende til. Hun nikkede forstående til det han sagde "Det er helt i orden. Jeg har hele dagen næsten til og lytte" hun stod lidt og lyttede til det han fortalte om sit liv. Hun havde ikke helt regnet med, at han ville fortælle hende hele hans livs historie, men det var nu også ok nok for hende og høre det for som han sagde. Ville hun kun kunne forstå det, hvis han fortalte hende hele hans lavs historie. Hun var helt overrasket over, hvordan hans familie så ham. Det mindede hende dog også lidt om, hvordan hendes familie så hende efter hun havde kommet til og slå Roland ihjel og hvordan mange ønskede hende død. Der var dog en som virkelig ville skade hende og det var Neal. Rolands storebror. Hun nikkede stille da han endelig var færdig med og fortælle det hele "Nu forstår jeg det meget bedre. Jeg håber dog, at du får det bedre en dag så du ikke kommer til og gå med en så stor vrede i dig som bare gnaver. Du fortjener bedre" hun sagde kun det sidste fordi hun vidste, at han hjalp slaver som hende fri fra deres ejere ved og købe dem og træne dem til og kunne klare sig selv. For hun vidste hvor svært det var og klare sig selv efter man var blevet slave. Hun var dog blevet meget selvstændig, men det var nu også kun fordi hun var en meget stædig pige og ikke ville lægge sig under noget som helst, men det var vel også forsent for hende.

Dust betragtede hende lidt med et tænkende blik, og specielt hendes sidste sætning, var grunden til at han betragtede hende på denne måde, for den havde han da godt nok ikke lige hørt nogen sige til ham før.
"Du fortjener bedre!"
En ting som tja faktisk slet ingen havde sagt til ham før, og som han aldrig nogen sinde selv havde tænkt på, at han egentlig gjorde. Dust havde altid haft et liv, der påkrævede at han hele tiden blev stærkere for at overleve, og som aldrig havde været et liv nogen som helst ønskede sig. Hver dag var blot endnu en påmindelse om de formål, han havde sat sig i livet, hvert et åndedrag blev udelukket taget for at holde ham i live, til han havde nået sine mål.
"Hvor er det sødt af dig at mene, at jeg fortjener bedre men sig nu ikke noget for hurtigt, jeg ønsker kun en ting ud af mit liv, og det er den tilfredsstillende følelse af endelig at få den hævn over mine slægter, som jeg i næsten hele mit liv har søgt efter!" sagde han roligt, mens en blid men dog krops varme forladt hånd let klappede hende på hovedet, som tegn på at han virkelig mente at det var sødt af hende, at tænke sådan "Den dag jeg får min hævn, kan jeg finde ro i min sjæl ved tanken om, at formålet med mit liv er udfyldt, og jeg kan fortsætte til de evige jagt marker, hvis jeg til den tid ikke har fundet andet at lave, eller har mere af mit liv tilbage i mig!"
Der var noget over hans stemme da han fortalte hende dette, som ikke var der før. En slags dyb lidenskab ved tanken om, endelig at få den hævn han levede for, som i den grad bevidste at Dust var en hardcore hævner, der levede for denne hans onde hævn.

Hun stod stille og roligt og ventede på hans reaktion over det hun havde sagt til ham. Hun vidste overhovedet ikke, hvordan han egentlig tænkte. Hun kendte overhovedet ikke noget til denne fyr udover, at han var slaveejer og alligevel fik reddet slaver ud af deres slaveliv. Hun ville ihvertfald tro, at dem som han havde hjulpet ud af det slaveliv var glad for det. Hun tænkte dog samtidig lidt over om hun overhovedet havde kunnet vænne sig til ikke og være slave hvis hun kom ud af det. Det troede hun rent faktisk ikke. Hun trak let på skuldrene "De fleste ønsker hævn over deres familie. Det er sjældent du finder nogen der ikke ønsker det" hun ønskede det dog lidt selv, men det gad hun ikke tænke på. Hun smilte kort da hun mærkede, at han klappede hende på hovedet. Hun havde overhovedet ikke set den komme, men alligevel var hun ved og være van til, at hun blev klappet på hovedet det var dog i helt andre sammenhænge det var i. Det var for det meste når hun havde gjort hvad der var blevet sagt af Rafael og det var ikke altid i gode sammenhænge. Hun lagde sit hoved undrende på skrå "Ikke for og blande mig, men hvad har din slægt gjort siden du vil have hævn over dem?" der var en stor nysgerrighed i hendes stemme.

Dust havde aldrig tænkt over, at der var andre i denne verden der ønskede hævn over deres familie, men når nu hun sagde det, kom det egentlig ikke bag på ham, for det virkede da totalt logisk ifølge hans følelses upåvirkede, hævngerrige tankegang. Og som hun sagde at det var sjældent at han ville møde nogen, der ikke ville have hævn over deres familie, kom han til at tænke på, at han sikkert ikke ville lede efter nogen alligevel, da det ikke lige just interesserede ham, at finde ud af hvor mange der havde det lige som ham. Han var den han var på grund af hans slægts arter, og på grund af dem var han i sin tid kendt under navnet "Dæmon sandet fra mørket"
Bare tanken om hvorfor han ville have hævn over sine artsfælder, skabte en hævngerrig kold vrede omkring ham, der nærmest kunne mærkes så tydeligt at det var som om, man kunne tage om det og skære af det.
"For at kunne skabe en helhed over hvad der startede hele denne situation, skal vi tilbage til den gang jeg var 4 år gammel! Den sidste gang jeg nogensinde kunne føle andet end vrede, i år 3378 lige op til juletid, hvor jeg sad sammen med mine forældre og min søster og havde det godt!" fortalte han med en isnende vrede i stemmen "Vores hjem blev udsat for et koordinerede angreb af både engle, og dæmoner og det lykkedes mine forældre at gemme mig, før både min mor, far og søster blev dræbt på brutal vis for øjnene af mig! De fandt mig hurtigt, og hvad der skete derefter ved jeg ikke helt da jeg fik et black out, men det næste jeg husker er bare at jeg havde dræbt flere af angriberne, mens resten pludselig begyndte at jagte mig, mens jeg flygtede på livet løs! Siden da har jeg levet som forbryder, gemt mig i skyggerne og gjort hvad der skulle til, for at overleve og blive stærkere, så jeg en dag kunne få min hævn over dem der dræbte min familie! Efterhånden blev der sat en dusør på mig, og den sidste jeg så før jeg kom her til, var blevet sat ret højt og der havde de droppet mit rigtige navn, og kaldt mig ´dæmon sandet fra mørket`i stedet for!"
Man kunne godt mærke på ham, at dette minde stod stærkt i hans hukommelse og havde haft en dyb indvirkning på ham.

Hun stod stille og prøvede og få samlet sine tanker der var begyndt og kræse rundt i hovedet på hende. Hun trak vejret tungt nogle enkelte gange, men det hjalp ikke rigtigt på hende. Hun kunne ikke en gang få styr på hvad det var for nogle tanker der var begyndt og løbe rundt. Det var en blanding af vrede tanker og dem med sorg i sig mere kunne hun ikke helt finde rundt i dem. Tankerne blev dog smidt væk fra hendes hoved da hun kunne høre Dust snakke til hende. Hun lyttede roligt til det han fortalte. Hun havde prøvet og danne sig et billede over, hvorfor det var, at han ønskede hævn over sin slægt, men hun havde aldrig regnet med, at det havde været så slemt som det han fortalte. Hun var nærmest helt forbavset. Hun kunne nemt høre vreden der var kommet imens han fortalte. Det måtte have påvirket ham meget siden det stadig rørte meget i ham, men alligevel kunne hun også godt forstå ham for det var hårdt, at miste sin familie om det så var på hendes måde eller hans måde eller en helt tredje måde man mistede sin familie på. Hun havde valgt ikke og lytte rigtigt efter da han fortalt, at der var sat en dusør på ham for hun ville ikke gå rundt og tænke på, hvor meget hun ville få ud af det, hvis hun leverede ham tilbage til dem som ville have fat i ham. Hun ville ikke en gang tænke tanken og udlevere ham til nogen som helst. Hun nikkede forstående "Det er forståeligt, at du ønsker hævn over det som de har gjort ved din familie. Det med dusøren skal du ikke rigtigt tænke på for det lykkes ikke altid lige for folk og sørge for og anskaffe dem der er sat en dusør på" det kunne hun ihvertfald snakke med på for hun vidste, at hvis hun forrådte Rafael og kom fri ville han smide en stor en over hendes hoved. Han havde truet hende med det efter hun en dag kom til og bruge sin evne på ham. Det var meget ukontrollabel og hun vidste ikke hvad hun gjorde, men det havde været nogle skræmmende minder hun havde set fra ham af. Hun kiggede ned i jorden "Min familie valgte ikke og have noget med mig og gøre overhovedet" der var en mindre vrede i hendes stemme både over sig selv og sin familie.

Dust så fraværende udover søen som de stod ved, mens han tænkte på de smertefulde minder der i den grad havde været med til, at danne grundlaget for hele hans liv, som mørkets onde hævner. Dog kom han til sig selv igen, da hun begyndte at snakke til ham igen, hvilket fik ham til at se på hende med rolige øjne, som om intet af det han lige havde sagt havde påvirket ham, selvom det egentlig havde.
"Jeg bekymre mig egentlig ikke så meget over den dusør der er sat på mit hoved, alle de penge hungrende dusørjægere og headhunters der har prøvet at fange mig, har kun været til min fordel i form af, at jeg er blevet stærkere af at besejre dem!" sagde han roligt "Så længe jeg når mit mål før jeg dør, er jeg ligeglad med hvad der sker med mig bagefter!" Der var noget bestemt over den måde han sagde dette på, faktisk noget meget ukueligt som om han ikke var til at vælte af pinden, hvad angik det med at nå hans mål.
Hvad så angik det hun sagde med, at hendes familie ikke ville have noget med hende at gøre, fik ham til komplet at skifte fra det ene emne, til det andet for nu var det pludselig hende han var interesseret i at snakke om.
"Det er da totalt forræderisk, familie burde da holde af hinanden!" sagde han bestemt mens han betragtede hendes ansigt, på en måde som de færreste kunne. Han tænkte ikke på hende som om hun manglede øjnene, han betragtede hende som en ganske normal person, som bare ikke havde muligheden for at besvare hans blik, med sit eget blik "Hvis du ønsker hævn over dem, vil jeg da mere end gerne følge dit ønske ud i livet kvit og frit?" Der var noget spørgende over det han sagde, da han gerne ville vide om det var det hun gerne ville have.

Hun havde hørt hvad han sagde, men havde intet og svare til det samtidig med, at hun tænkte på hvordan hendes familie kunne lade hende i stikken på den måde som de havde gjort. Hendes mor havde dog aldrig villet have noget med hende og gøre for det første var hun ikke en dreng som hele hendes mors side af familien ønskede og dernæst fordi hele hendes familie gik under et dumt sagn som de troede ikke ville kunne passe ind på hende, men det gjorde den dog alligevel senere i livet, men det vidste ingen i hendes familie overhovedet og det behøvede de heller ikke og finde ud af! Det blev dog aldrig bedre med hendes mor det blev blot værre efter den ulykke der skete ude i en skov tæt på hvor de boede som de mente var med vilje og var hendes skyld. Hendes far derimod havde altid elsket hende, men efter den ulykke som skete kunne han ikke elske hende mere og han smed hende direkte hjemmefra og sagde, at han eller resten af familien aldrig ville se ham igen. Han havde smidt hende på en skole for umulige unge, men de kunne ikke holde på hende for hun stak af. Hun havde dog mødt hendes far en gang siden og der var hun stukket af og hvad var det endt med? Kidnappet og et slaveliv for Zann.
Hun rystede lidt på hovedet og lyttede halvt fraværende på det Dust sagde. Hun havde dog ikke helt hørt det første han havde sagt "Nej nej det er ligemeget. Hvem vil have kontakt med en morder? Ikke min familie..." der var en skjult sorg i hendes stemme.

Dust så lidt undrende på hende, da hendes sætning ikke helt passede ind i samtalen. Han mente da ikke lige at have sagt, at han ville tage kontakt til hendes familie og fortælle dem at han var en morder, over en kop te og scones. Han havde da decideret set bare tænkt sig, at opspore dem, måske tortere dem lidt, og derefter bare dræbe dem som den morder han i sidste ende var.
Men der var dog også noget andet ved det hun sagde, og det var faktisk ikke så meget ordene men derimod den skjulte sorg der gemte sig, i hendes stemme. Selvom Dust ikke var i stand til at føle andet end vrede selv, så var han efterhånden ved at have lært, at registrere følelser fra andre af blandt andet gemmen deres skygge, der havde forbindelse til folks psykiske side, samt de tegn folk viste normalt.
"Jeg har ingen intentioner om at stifte bekendtskab med din familie, jeg har intentioner om at de skal dø for min hånd, og fylde mit sand med deres blod, så jeg selv kan blive stærkere af det!" sagde han roligt, med en hævngerrig undertone i hans stemme "Men du kan tænke over det til en anden gang! Jeg kan forstå på dig, at situationen gør dig trist, og derfor tænkte jeg at vi måske skulle tage og skifte emne?"

Han havde misforstået det hele. Han troede, at det var ham hun havde ment som morderen. Det var ikke ham hun havde snakket om. Det var om hende selv hun havde kaldt for morderen. Nok vidste hendes forældre og resten af hendes familie ikke om alle de andre der var blevet dræbt pga hende. Den som hele hendes familie hang på af alle de mord hun havde begået var det Rolands død de mest hang hende på. Roland var hendes kæreste dengang som var blevet dræbt pga hendes vægt da hun var i drageform. Det havde været et uheld for hun ville passe på ham da Nicolas angreb dem, men det var Roland hun ramte og han døde på stedet. Hun bed sig trist i læben. "Det var ikke dig jeg hentydet til som morderen. Det var mig selv" han ville sikkert ikke en gang tro på, at hun var en morder. Var der stort set ingen der gjorde. Alle havde altid set hende som den svage, kønne pige der skulle beskyttes hele tiden og som altid var et offer for dem som ville have mere og mere magt over andre.

Dust lagde roligt hovedet på skrå, da hun sagde at hun snakkede om hende selv. Hvor dum kunne han da også lige være, sådan at misforstå hvad hun mente? Selvfølgelig nu hvor hun sagde det, kunne han da godt se den sammenhæng, som før var gået ham direkte hen over hovedet, for hun var draconianer så selvfølgelig havde hun da kræfter i sig, til at tage et liv lige som han selv kunne det.
"Jeg undskylder min misforståelse, jeg glemte at tænke på at du afkommer af en stærk race, og derfor har et stort potentiale inden for det, at tage andre væsners liv!" sagde han roligt "Men nu hvor jeg er gjort opmærksom på det, forstår jeg bedre hvad du mener!"
Han strøg kort hendes hånd, som tegn på hans undskyldning og hvis hun registrerede det, så var hans hud kold som om han ikke havde nogen indre krops varme, og det var tilfældet bygget på flere årsager. Disse grunde var at han ikke kunne føle andet end vrede, og derfor ikke havde nogen gode følelser i sig til at varme ham op, og fordi han efter indtagelsen af sand djævle frugten, hele tiden var lavet af sand, så længe han ikke blev udsat for vand.

Hun hang lidt med hovedet og anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Det var ikke så nemt og være den som ville blive udsat for alle former for straffe man kunne tænke sig. Der var så mange straffe der var blevet lavet af hendes herre og det var underligt nok aldrig den samme straf 2 gange. Han fandt hele tiden på nye. Det var ikke så nemt for hende som andre ville mene. Hun trak let på skuldrene til det han sagde og samtidig var hun også overrasket over, at han virkelig troede på det han sagde om, at hun har været og var det stadig imod sin vilje. En morder. Hun vidste dog også godt, at mange ville stadig se hende som den svage selvom hun i virkeligheden var en meget sjælden race. Ihvertfald ikke en man bare lige møder på gaden fra den ene dag til den anden. "Det er ok. Du er i det mindste den første der kan se, at jeg er eller har været sådan" hun fik et mindre chok da hun mærkede hans kolde finger imod sin hånd. Hvorfor var han så kold? Hun ville ikke spørge, men det var nu også rart nok og mærke bare en blid berøring på hendes hånd af og til. Hun savnede det, at nogen hold om hende og bare krammede hende til hun fik det bedre med sig selv. Det var ikke så nemt og være blind og Rafaels slave.

"Jeg har efterhånden erfaret, at din race er utroligt sjælden, men det ændre ikke på at hver enkelte af jer, er langt stærkere fra naturens side af, end de fleste andre racer!" sagde han roligt og lagde godt mærke til, hvordan hun reagerede på hans berøring af hende "Selvfølgelig er der flere racer, der har uudnyttede potentiale gemt i sig, men mange efterkommere af de gode racer, er som regel ikke kreative nok eller har ikke det der skal til, for at få disse potentialer frem til overfladen!" Dust virkede til at være stærkt ærgerlig over, at der fandtes så mange væsner, der som han sagde ikke udnyttede deres fulde potentiale.
Dust havde ikke selv været typen, der havde brug for fysisk kontakt, da han var blevet benægtet det i så meget af hans liv, men fordi han kun kunne føle vrede så var fysisk kontakt, den eneste måde hvor ved han kunne udvise den slags, og det kunne man også se på ham, når han var sammen med hans kæreste. Og selvom han måske ikke lige just var den første man ville tro, kunne være til den slags hjælp, så kunne Dust sagtens være den anden part af en trøstende gang nærkontakt, men det var selvfølgelig kun overfor væsner han syntes om.

Hun nikkede stille "Der er ikke så mange dragonlycans tilbage. Tror det er over 2000 år siden der sidst var en dragonlycan i min familie. Det kræver så også noget specielt og kunne blive det. Jeg har vel bare været heldig og kunne blive det" hun trak let på skuldrene. Hun var ikke ligefrem den der brugte sin styrke overhovedet. Det gjorde hun ikke en gang inden hun blev forvandlet til en dragonlycan. Hun havde for det meste nægtet og gå i sin form pga hun havde dræbt Roland ved et uheld med sin form, men det var langsomt aftaget og hun havde begyndt og bruge den mere og mere til og hjælpe andre med. Hun vidste ikke helt hvad det var han mente med potentiale som var udnyttet. det forvirrede hende en del "Hvad mener du egentlig med det uudnyttede potentiale?" der var en undren og nysgerrighed skjult i hendes stemme.