Hvad vil fremtiden bringe? (Luce)

Dust lyttede skam efter, da hun fortalte om dragonlycans og om, at hun var den første i over 2000 år i hendes familie. Men da hun spurgte til racernes uudnyttede potentiale, blev hans tanker ledt hen til det i stedet, da han gerne ville formulere sit svar ordentligt.
"Lad mig give dig nogle gode eksempler!" sagde han roligt "Der hvor jeg kommer fra, der har skyggedæmoner en evne der hedder skyggevandring, hvor de vandre gennem skyggernes verden, det har skyggedæmonerne i denne tid ikke evnen til! I min tid kan en shapeshifter skifte til hvilken som helst form det passer dem, men i denne tid kan de kun skifte mellem deres normale jeg, og deres dyre jeg! Forstår du hvor jeg vil hen med det her?"
Det sidste var et direkte spørgsmål til hende, da han gerne ville vide om hun forstod hvad han mente, med uudnyttede potentiale.

Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte om det hun havde spurgt om. Hun forstod det endnu bedre nu hvor han forklarede det han mente mere detaljeret. Hun nikkede stille "Nu forstår jeg bedre hvad det var du mente. Skulle bare lige have det forklaret endnu bedre" hendes stemme var rolig. Hun var blevet noget mere tryg ved og være i nærheden af ham end hun havde været da hun startede med og snakke med denne fyr. Hun begyndte og gå lidt usikkert rundt om ham og ramte endnu en gang hans kolde varsler som rent faktisk var hans skygge normalt, men en varsler i hendes verden. Hun bed sig usikkert i læben og prøvede og tilkalde varsleren op i sine hænder. Det var lidt svært for hun anede virkelig ikke hvordan man skulle gøre. Hun prøvede blot og fokusere på varslerens kolde og klamme fornemmelse som var det slim. Det lykkedes hende og få kaldt varsleren op i sine hænder. Den var iskold og klam og røre ved. Hun prøvede og forme den i forskellige forme, men varsleren kæmpede meget imod.

Da hun fik fingrene i hvad hun kaldte hans varsel, men som han kunne mærke som en skygge, vendte han sig direkte imod hende. Hans øjne var fæstnet på hende, og han kunne mærke at hendes evne var aktiv, men han havde aldrig før oplevet den evne, så han kunne ikke genkende hendes evnes aura, eller vidste hvad det var hun kunne med den evne. Han betragtede hende med et studerende blik, mens hun stod med varsleren, og prøvede at regne ud hvorfor det føltes som om, hun prøvede at forme den. Hans første tanke var, at hun måske var skygge manipulere og kunne styre andre, eller lave voodoo med dem via deres skygge.
"Hvad gør du ved min skygge Luce?" spurgte han roligt, og kunne ikke lade vær med at betragte hende, som hun stod der foran ham. Man kunne nærmest mærke på ham, hvor nysgerrig han var men på samme tid, var der også noget over ham der indikerede at hvis det hun lavede, enten var farligt for ham eller afslørede noget om ham, som han ikke ville have at hun vidste, så kunne han godt finde på at stoppe hende, selvom han ikke ville skade hende.

Hun anede sådanset ikke hvad det var hun gjorde. Det var meget underligt og kunne holde en varsler i hånden også kaldet en skygge. Hun havde fundet ud af hvordan man tilkaldte en, men hun havde også fundet ud af, at hun kunne forme den til forskellige ting, men det forsvandt altid hurtigt pga varsleren var så levende som den var. Det hun ikke vidste om sin evne var hvordan hun skulle bruge den og hvad evnen kunne. Hendes evne kunne nemlig se folks minder igennem deres varsler dog kunne hun kun se de ting, hvor personens skygge var og mindet ville forsvinde hvis man kom ind fra et lyst til et mørkt rum. Hun havde aldrig brugt evnen før så hun anede intet om det. Hun trak let på skuldrene og fortsatte med og prøve og forme skyggen i blinde "Jeg ved det ikke. Har aldrig prøvet dette før. Plejer kun og kunne mærke den når jeg går ind i den eller folk går tæt på mig hvor deres skygge er imod mig. Det føles så koldt, koldere end is og meget slimet. Det levende." det lød meget dumt det hun stod og sagde, men det var sådan det føltes for hende.

Så hendes evne havde altså noget med skygger at gøre, det betød jo at Dust måske kunne hjælpe hende, og samtidig lære lidt mere om hvad hendes evne gik ud på. Mens han stod der og tænkte dette, stod han stadig og betragtede hendes hænder, som hun stod der med varslen og prøvede at forme den. Dust tog blidt om hendes håndled, lidt for at få hende til at være mere bevidst om hans nærvær, og måske bringe hende mere i fokus om at hun ikke var alene om det her.
"Prøv at forme den, til det første du finder naturligt!" sagde han roligt "Bare luk alt andet ude end varslet, og følg dine instinkter! Jeg er lige her hos dig, hvis noget skulle gå galt!"
På trods af hans kolde hud, og mangel på følelser i hans stemme, var der stadig noget over ham der kunne skabe tryghed, som om han bevidst prøvede at skabe følelsen, for at gøre det nemmere for hende at prøve at arbejde med denne skygge, eller som hun kaldte det "Levende, slimede kolde varsel"

Hun vidste ikke hvordan hendes evne fungerede overhovedet. Hvad kunne hun egentlig med folk skygger siden hun kunne forme skyggerne på forskellige måder og samtidig bære den? Det var meget underligt og have sådan en evne man ikke anede hvordan man brugte overhovedet. Hun fumlede lidt med skyggen ved og trække og hive i den, men den blev alligevel til en eller anden form for en slimet klat i hendes hænder der var koldere end is. Hun fik et mindre chok og trykkede lidt til varsleren da hun mærkede nogle kolde hænder omkring hendes håndled. Hun havde været helt væk i og forme varslere, at hun helt havde glemt, at Dust var der. Hun lyttede stille til det Dust fortalte hende. Hun nikkede stille og trak vejret dybt. Hun formede skyggen som et stykke papir ved og hive i dens sider. Hun kunne godt mærke, at den strittede imod, men hun ville ikke give slip på den. Hun var ved og tabe skyggen pga den vred sig så meget og tog fat midt på skyggen. Der blev dannet nogleformer for ledninger der mindede lidt om piske. Hun fik taget ordentligt fat i skyggen igen og lod de ledninger hænge som hun var kommet til og lave i en af kanterne på midten. Inden hun vidste af det. Svingede varsleren ledningerne imod hendes tendinger og klistrede sig fast. Hun tabte varsleren i rent chok og den faldt til jorden og blev til støv.Der gik ikke så lang tid før den igen blev dannet til Dusts almindelige skygge.

Dust stod og betragtede alt hvad hun gjorde, ved hans varsel, observerede en hver ting der skete, og analyserede hvad der skete, for at finde ud af hvad meningen med hendes evne egentlig var. Da hun formede den som et papir, og lavede nogle tråde mellem den og hendes fingre, så han dog undrende på hele udviklingen af situationen, især da trådende prøvede at koble til hendes tinding, og selvom hun fik et chok af det, og tabte varslet fik Dust stadig et flash back af det. I hans tid havde man en mere teknologisk version, af det hun lige havde gjort, og godt nok var det ikke lige med varsler, men med en slags computer. Stille tog han sig til tindingerne hvor han havde et ar i hver side, der lignede som om nogen havde plukket ledninger til hans hoved. Han vidste ikke hvad hun kunne få ud af hendes evne, men nu havde han da en ide om, hvordan hun måske skulle bruge hendes evne.
"Jeg tror jeg har regnet ud, hvordan du skal bruge din evne Luce, men jeg ved ikke helt hvad den vil gøre ved dig, eller hvad der vil ske når du bruger den, men stoler du nok på mig til at prøve det igen?" spurgte han roligt, mens han betragtede hende med et tænkende blik.

Hun havde fået et chok af hvad der var sket og vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig til det. Hun kunne ihvertfald se noget, men det var utydeligt. Hun vidste ikke helt hvad det var hun så og kunne derfor ikke gøre meget andet end og prøve og slappe af. Havde Dust mærket noget til det? Hun vidste det ikke. Hun havde fået nogle misfarvede mærker ved tindingen fra slaget. Næsten som var det en prik der ikke ville forsvinde og ville vise, hvor trådene eller retter varslerens ledninger skulle sættes til hende. Hun trak vejret dybt og lyttede til det han sagde. Hun nikkede stille "Kan prøve" hun trak vejret dybt og prøvede og lukke alt andet ude end hans varsler. Hun holdt sine hænder bøjet foran sig som var det en skål hun holdt. Hun fik tilkaldt hans varsler igen. Den nærmest angreb hendes hænder. Så hurtigt havde den fløjet over til hende. Hun fumlede i noget tid med varsleren for og få den til og være firkantet som et stykke papir. Den kæmpede meget imod og det krævede meget vilje og styrke til og kunne klare det. Ved en af de længste sider på midten lavede hun to tråde og satte dem ved hendes tindinger. Hun holdt fast i varsleren. Hun begyndte så småt og kunne se noget.

//Du styre selv hvad hun ser, men husk det kun er der hvor der har været lys osv hvor skygger normalt kommer frem hun kan se//

Dust nikkede let da hun sagde hun ville prøve, og betragtede hende, mens hun prøvede igen og denne gang, så det ud til at det virkede. Men det minde hun fik adgang til, var ikke fra denne tid, men fra hans egen tid. Og dette var en af hans mere dystre minder, der omhandlede hvordan han fik hans djævlefrugt kræfter.

Selvom det var midt om natten, kunne hans skygge stadig ses på jorden foran ham, da månen var fuld og stod på en klar himmel. Dust så ikke ud som hun havde set ham i hendes tid, han var sorthåret med en blodrød stribe rundt om hovedet, hans øjne var blodrøde, og han var iført sort tøj og en sort long coat, samt et stof bind under hår grænsen der gik rundt om hans hoved. I mindet stod han midt i de brændende ruiner, efter at den tydeligvis var blevet angrebet af Dust, der så udmattet og slidt ud efter en hård, og lang kamp. I hans hænder holdt han en underlig, stor og grøn frugt, og Dust virkede euforisk over at have anskaffet denne, langsomt men sikkert løftede han frugten op til sin mund, og tog en stor bid af den.
"Føj for helvede!" mumlede han træt mens han tyggede frugten, og slugte den "Djævlefrugter smager godt nok elendigt, men denne logia djævlefrugt er trossalt lige hvad jeg har ledt efter, i alt denne tid!" dette var det sidste han nåede at sige, før han stivnede og tabte resten af frugten. Hans pupiller trak sig sammen, mens han løftede sine rystende arme og så på dem.
"Den.... den virker!" mumlede "DEN VIRKER!" skreg han mens hans krop forvandlede sig til sand, og han blev til støv.

I samme øjeblik stoppede mindet, da han havde forvandlet sig til sand, og hans skygge derfor ikke længere var der. Imens hun havde set alt dette, som en slags side mand til hele hændelsen havde Dust, fortsat betragtet hende med hovedet lidt på skrå.

Hun anede virkelig ikke, hvad det var der ventede hende ved sin evne overhovedet. Hun vidste dårligt nok hvordan hun skulle kunne styre det rigtigt endnu. Imens hun havde siddet og set Dusts fortid i hendes indre havde hun ikke nogen chance for og kunne forsvare sig selv, hvis der kom nogen og angreb hende ville hun være et nemt offer. Hun var helt forbavset over og se Dusts fortid. Han lignede ikke sig selv, men det kunne heller ikke være andre da hun ikke kunne se andre skikkelser i mindet end selve Dust. Han var ihvertfald forandret meget fra dengang hun havde set af hans fortid og som hun havde set ham for lidt siden med det sandøje han havde lavet. Hun slap varsleren som blev til støv da den ramte jorden. Hun lignede nærmest en der havde set et spøgelse. Det var helt utroligt. "Min evne er og se folks fortid?" hun lød meget fraværende. Hun rystede lidt på hovedet og prøvede og finde hoved og hale på sig selv igen.

I det hun begyndte at snakke, vidste Dust med sikkerhed at hun var kommet til sig selv, og da hun virkede til ikke at kunne finde hoved og hale på sig selv, lagde han blidt sin hånd mod hendes kind, for at hun kunne finde tilbage til sig selv, såvel som støtte og tryghed, velvidende om hans nærvær. Han betragtede hende med et roligt blik, mens han lagde hovedet lidt på skrå, og tænkte de sidste ting igennem som han havde analyseret, mens hun havde brugt sin evne. Han havde skam lagt mærke til hvor sårbar hun havde været, mens hun havde brugt sine evner, og han havde også bemærket et bemærkelsesværdigt energi forbrug fra hendes side af, lige fra hun begyndte at bruge evnen til hun stoppede igen.
"Luce du bør nok passe på med denne evne!" sagde han prøvende, for at se om hun kunne samle tankerne om hans stemme, og høre efter hvad han havde at sige til hende.

Hun satte sig ned på jorden. Hun var stadig ikke helt kommet på toppen igen efter og have brugt sin evne på Dust. Hun følte sig samtidig meget træt og afkraftet. Havde den evne virkelig brug for så meget energi så hun ikke ville kunne noget som helst. Hun mærkede en kølig hånd imod sin kind. Hun lagde sit hoved let på skrå og lænede sig ind imod hånden. Hun var så småt ved og komme til sig selv igen og alligevel var hun der ikke. Hun havde fået lidt kulør i ansigtet igen end hun havde for kort tid siden. Hun rykkede sig lidt så hun sad lænet op af Dusts ben. Hun havde brug for noget og støtte sig til. Bare lige indtil hun fik det bedre og fået samlet kræfter. Hun lyttede stille og roligt til det han sagde og nikkede svagt. Hun trak vejret dybt og prøvede og slappe af "Føler mig meget træt" hendes stemme var mere døsende end kvik og frisk som den havde været inden hun havde brugt sin evne. Hun kunne stadig ikke helt fatte, at hun kunne se folks fortid. Det var næsten for utroligt til det kunne være sandt.

Dust kunne mærke på hende, at hun var afkræftet, alene fordi hun lænede sig ind mod hans hånd, og støttede sig op af hans ben, og da hun sagde hun var træt, lagde han let hovedet på skrå, og smilede tomt af hende. Let gik han ned i knæ, lagde hendes arm om hans skuldre, og samlede hende op i hans arme, således at hun kunne hvile sit hoved mod hans skulder, og bare slappe af. Det kunne godt være at hans krop føltes kølig, men der var alligevel noget trygt og sikkert over ham, når han endelig valgte at være hjælpsom overfor nogen.
"Kom så Luce, nu skal du med mig hjem, hvor du kan slappe af og være i sikkerhed imens, så skal jeg nok sørge for du kommer til hægterne igen!" sagde han roligt, mens noget sand fra hans krop, greb hans 2 sværd og placerede dem på hans ryg. Nu var han klar til at gå, og selvom han bar 100 kg på ryggen, og hende i sine arme så virkede han komplet upåvirkede af ekstravægten, han gik bare støt og roligt mod hans lejlighed i Doomsville.

Hun følte, at hun kunne falde i søvn som hun sad der op af ham. Helt afkræftet og mere eller mindre svag og ukampdygtig. Hun ville ihvertfald være det nemme offer for en der ville voldtage hende eller dræbe hende. Det havde hun været slemmere, hvis Dust ikke var der og det var hun rent faktisk glad for, at han var hos hende. Hun mærkede, at han havdesat sig på hug og var begyndt og lægge hendes arme rundt omkring hans hals. Hun var for træt til og kæmpe imod ham eller gøre nogle pludselige indvendinger. Hun var for træt til overhovedet og gøre noget som helst. Hun mærkede kort tid efter, at hun var blevet løftet op i hans arme. Hun lagde sit hoved trættene imod hans skulder og kunne falde i søvn som hun lå der. Han var faktisk dejlig køllig. Hun havde fået det lidt varmt efter og have brugt sin evne. Selvfølgelig plejede hun og være temmelig varm, men hun var blevet varmere end normalt. Hun nikkede stille "Helt i orden, men bliv hos mig hele tiden" det sidste blev mere sagt i en hvisken end noget andet.

Dust kunne godt mærke da han samlede hende op, at hun var blevet varmere end hun plejede at være, og derfor tænkte han at det var vist meget godt, at han var et koldt væsen så hun ikke modtog varme, fra hans side af nu hvor hun selv havde varmen. Hun var nu en kær lille en, når hun begyndte at være træt og vise ham tillid, ved at putte sig mere ind til ham, og virke til at hun kunne sove i hans arme.
"Bare rolig kære ven, jeg skal nok blive hos dig og passe på dig, det har du mit ord på, mens du kommer til hægterne igen!" sagde han roligt mens han tog hende med sig hjem, til en bygning hvor han boede og ejede en hel etage af lejligheder. Han tog hende med ind i en lejlighed, der stod klar til at nogen kunne flytte derind, men hvor der endnu ikke boede nogen. Da han havde lukket døren efter sig med foden, tog han hende med sig ind på soveværelset, og puttede hende trygt og godt i sengen, før han satte sig ned ved siden af hende, og begyndte at nusse hendes kind mens han betragtede hende.
"Sov nu godt og trygt, her er der ingen der kan gøre dig noget ondt!" hviskede han roligt til hende.

Hun borede sit hoved ind imod hans skulder og blev bare trættere og trættere med tiden. Hun ville dog ikke lægge sig til og sove før hun var kommet hjem til ham, hvor hun ville blive lagt i en seng så hun kunne sove bedre. Hun smilte stille da han sagde, at han nok skulle være der og passe på hende "Tak for det" hendes stemme var lav nærmest som om hun tvang sig selv til og holde sig vågen, man kunne også godt høre på hende at hun følte sig tryg ved og være tæt på hende. Hun anede ikke hvor henne hun var på vej hen udover hen til Dusts hjem, men hvor han boede anede hun virkelig ikke.
Hun halv sov op af ham da de var kommet hjem til ham eller retter i en af hans lejligheder, men det vidste hun jo ikke. Hun vågnede lidt igen da hun mærkede, at hun var blevet lagt på en dejlig blød seng og puttet. Hun smilede stille da han aede hende på kinden og puttede sig tættere ind til ham. Hun havde ikke kontrol over sig selv når hu var træt for der havde hun det med og skulle putte sig ind til folk og der var det næsten ligemeget med hvem det egentlig var. Hun lagde sit hoved på hans skød og prøvede og lægge sig til og sove.

Dust kunne godt mærke på hende, at hun kæmpede for at holde sig vågen, på vejen hjem til ham, og derfor valgte han ikke at sætte hende i en position, hvor hun behøvede at sige mere. Da han havde puttet hende i sengen, valgte hun så pludselig at putte sig ind til ham, og lægge sig med hovedet i hans skød, og det fandt han da egentlig meget kært, så han begyndte blidt at nusse hende gennem håret, for at hjælpe hende på vej til at falde i søvn.
"Vi ses i morgen, så snart du åbner dine øjne!" hviskede han roligt, for ikke at forstyrre hende på hendes vej, til drømmeland. Sådan blev Dust så siddende, med hendes hoved i hans skød, hele natten igennem, der var ikke så meget som et sekund, hvor han overvejede at bevæge sig væk fra hende af nogen grund. Han kunne være en stædig rad, lige meget hvor ligegyldigt det han var stædig over kunne være, men for ham var dette ikke ligegyldigt, for han havde givet hende sit ord på at han ville blive og passe på hende, og det ville han i den grad ikke bryde, selv hvis det bare var for at gøre en basal ting, som at gå på toilettet, så hellere holde sig end at gøre det.

Hun faldt stille og roligt i søvn efter noget tid. Hun sov trygt ind til ham med sit hoved på hans skød. Hun vidste godt, at det virkede temmelig underligt og ligge og sove i en fremmed fyrs hjem med sit hoved på hans skød. Hun holdt fast om hans lår imens hun sov. Det var meget beroligende og fik hende til og sove tungere og tungere når han nussede hende i håret. Hun havde ikke helt hørt hvad det var han havde sagt da hun allerede var på vej til drømmeland. Hun sov som en sten hele natten igennem. Da det begyndte og blive moren begyndte og ligge temmelig uroligt. Det var tegn på, at hun var tæt på og vågne.

Dust betragtede hende roligt, da hun begyndte at blive mere urolig i hendes søvn. Hun havde i løbet af hendes søvn, begyndt at holde om hans lår, men han havde ikke noget imod det, så hvorfor vække hende for det? Men da hun begyndte at blive mere urolig, gættede han sig til at hun måtte være ved at vågne, så han flyttede sin hånd fra hendes hår og ned til hendes kind, som han let nussede så hun kunne mærke hans kølighed, mod hendes varme hud der kun var blevet varmere af, at hun havde ligget og sovet, med dynen om sig hele natten. Dust syntes da hvert fald hun føltes varmere, men vidste at det var helt naturligt for alle væsner, med en indre varme, at de blev varmere når de sov trygt under deres dyne.

Hun vågnede langsomt. Da hun vågnede helt mærkede hun, at hun holdt om Dusts ben. Hun trak hurtigt sine arme til sig igen, men blev dog stadig liggende. Hun lagde først nu mærke til, at der var en kold hånd ved hendes kind der nussede den. Det føltes rart og mærke noget køligt imod sin kind. Hun blev liggende og nød kulden fra Dusts krop. Hun følte sig allerede friskere end hun havde gjort der om aftenen da Dust bar hende hjem til en af hans lejligheder. "Hvor længe har jeg sovet og hvor er jeg henne?" hun havde været så træt igår efter og have brugt sin evne, at hun ikke havde været i sit fulde 5 og derfor ikke havde lyttet ordentligt efter da Dust fortalte hende, at hun kom med ham hjem og at han ville være der for hende for og passe på hende.

Dust nussede videre, da hun slap hans ben, men valgte at blive liggende, for at nyde hans kolde hud mod hendes, mens han nussede hendes kind. Let strøg han lidt af hendes hår, væk fra hendes ansigt og om bag hendes øre, mens hun spurgte ham om hvor længe hun havde sovet, og hvor hun befandt sig henne.
"Du er hjemme hos mig, i en af mine lejligheder i Doomsvile, og du har sovet i godt og vel 10 timer i træk, så din evne må virkelig have taget på dine kræfter!" sagde han roligt, mens han lagde sin frie arm om hende, mens dynen dog stadig var imellem hans arm, og hendes krop. Der var noget dejligt trykt over ham, ikke som var han en hun muligvis kunne blive forelsket i, men mere som en tryghed man fandt, hos en man var i familie med, som var han hendes yndlings onkel der altid var god mod hende, og som hun altid kunne komme til lige meget hvad.

Hun lå bare stille og nød, at han strøg hende over kinden med hans kolde hånd. Hun lå bare og slappede af ind til ham. Hun vendte sig om så hun lå på ryggen og lignede en der kiggede op i loftet, men selvfølgelig kunne hun ikke rigtigt det da hun ingen øjne havde. Hun lyttede stille til hans svar på det spørgsmål hun havde stilt ham. Hun blev ret overrasket da hun fik at vide, at hun havde sovet i godt 10 timer. Det havde hun alligevel ikke regnet med. Hun havde troet hun blot havde sovet i nogle få timer, men lige 10 timer havde ikke ligefrem slået hende. Hun nikkede stille "Ja det må den vel. Havde overhovedet ikke troet, at jeg havde sovet 10 timer. Havde kun troet 6-8 timer højst, men 10 var temmelig meget" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var blevet meget overresket og få det, at vide. Hun lagde sig tættere ind til ham da han lagde en arm omkring hende. Hun følte sig trug ved og ligge tæt op af ham. Hun smilede stille til ham.

Dust blev ved med at nusse hendes kind, blot fordi hun lignede en der nød det. Da hun lagde sig på ryggen, lignede hun faktisk en der kiggede op i loftet hvis det ikke lige, var for det bind der dækkede over, at hun slet ikke havde nogen øjne at se med. Imens hun lå der med hans arm om hende, og hans hånd der nussede hendes kind, lignede hun en der virkelig var tryg ved situationen, og selvom det kunne lyde underligt, var han faktisk jaloux på hende, da han aldrig sådan rigtig havde været i en situation, hvor han havde følt sig lige så tryg, som hun så ud til at være nu. Han havde ikke i et eneste sekund han havde befundet sig i denne tids periode, følt sig tryg ved den på nogen tænkelig måde, da han vidste at uret tikkede og bragte ham nærmere og nærmere, på den tredje verdenskrig der ville ændre hele jorden så fatalt. Selvfølgelig havde han øjeblikke, hvor han var mere tryg end andre gange, men han var aldrig sådan rigtig tryg, lige meget hvor tryghed han kune give andre.
Og hjemme i hans egen tid, der følte han sig blot endnu mindre tryg, fordi han vidste hvor farlig den tid var, han kunne på intet tidspunkt regne med at være i sikkerhed, og selvom det lød underligt så nød han det, for det var en del af det der gjorde hans liv interessant.
"Det er kun tegn på, hvor meget din evne kræver af energi, men jeg har en ide om at når du er mere vant til den, vil den kræve mindre af dig!" sagde han roligt "Men jeg vil stadig foreslå, at du nok ikke bruger den mere end allerhøjest 2 gange mellem du vågner, og lægger dig til at sove igen, da det måske kan ende med at slå dig ihjel, eller være meget farligt for dig!"

Hun puttede sig roligt og trygt ind til ham. Hun havde det som om hun kunne ligge der hele dagen og føle den tryghed han gav hende ved og holde en arm om hende og nusse hende på kinden. Hun begyndte så småt og blive mere og mere nysgerrig over om han havde andet familie som fungerede godt hos ham, men hun vidste ikke helt om hun skulle spørge om det så hun lod det blot være. Så sagde hun ihvertfald ikke noget forkert til ham. Hun lyttede roligt til det han mente og troede omkring hendes nye evne og nikkede roligt til det for hun var enig i det han fortalte "Tror du har ret i det du siger. Det er jo en meget magtfuld evne som jeg har fået. Det bare temmelig sjovt, at jeg har fået en skyggeevne." hun tænkte lidt over det og kom i tanke om, at hendes far havde den samme evne næsten. Han havde nemlig også noget med skygger og gøre "Læste en gang en bog som forklarede lidt om en evne som mindede meget om denne. Den blev kaldt for en varsler evne. Tror du det er den jeg har fået?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Dust havde godt læst noget om varsler evnen, men kom først til at tænke på den da hun nævnte den. Han tænkte på hvorfor pokker, han ikke var kommet i tanker om det han havde læst, da han havde set hende bruge sin evne, men han skubbede den del af tanken fra sig og fokuserede på, at denne kære lille dame der lå og puttede hos ham, faktisk havde fået en rigtig god evne som gik under navnet varsler evnen.
Let så han på hende, mens han fortsat nussede hendes kind med blide strøg, og begyndte at nusse hende på maven, selvom dynen var imellem hans hånd og hendes mave.
"Jeg tror faktisk du har fat i noget, din evne er meget passende med varsler evnen, så det skulle ikke undre mig at det var det du har fået!" sagde han roligt mens han søgte øjenkontakt med hende "Jeg har slet ikke tænkt på det, før du nævnte det, men ifølge det jeg har læst passer din evne faktisk meget godt, sammen med forklaring på varsler evnen! Du er vist noget mere speciel, end man lige skulle tro! En smuk dragekvinde som dig, med en utrolig sjælden evne er ikke noget jeg ser hver dag!"