I was once like you, but I was a panther. ~ BigBaloo.

Sted: The Forest.
Omgivelser: Træer, stier, dyr og buske.
Tid: 14:45, om eftermiddagen.
Vejr: Solskin, få hvide skyer, blid brise.
Påklædning 2, profil.

The forest, var det sted hvor Nille hun følte sig mest hjemme. Hun havde boet der længe, med sin... Mor. Hun havde dog altid troet på at hendes mor rigtigt var hendes mormor. Men det var hun ikke. Sylva, som moren hed, var hendes mor. Den kvinde Nille havde troet var sin mor, havde været hendes storesøster. De havde løjet for hende. Ville Nille nogensinde kunne tilgive sin rigtige mor for det? Måske. Sylva havde været den eneste der havde været der for Nille. Den eneste. Nu var Sylva død, og det var Lilys skyld. Lily ville udrydde de rigtige Skammere. Så Lily var efter Nille og Isobel. Men Lily ville ikke få fat i Nille eller Isobel. Nille og Isobel var søskende, de var stærke skammere. De kunne klare sig.
Nille havde den hvide skammer skjole på. Hendes lange sorte hår var løst og havde en hvid fjer i sig. Hun var jo lidt indianer. Hendes indianske træk trådte tydeligt frem. Den hvide hætte var ikke trukket op.Hun skulle ikke gemme sig i skoven. Det var der ingen grund til. Skoven var hendes hjem, dyrenes hendes venner, dyrenes fjender hendes fjender. Nille havde tre store ar på venstre arm, fra dengang hun ville begå selvmord. Dog havde de ikke været så store dengang, men da hun var blevet tortureret var de blevet større. Hun skulle dog ikke dø, hun var blevet født til at følge skammernes ed. Hendes lysende blå øjne udviste varme, tryghed. I skoven var Nille et roligt væsen, på trods af at hun var en Drevens, en dæmon.
Hun gik langs en af stierne. Hun havde en daggert i den ene læder støvle, og en anden daggert i den anden læder støvle. Hun havde rank ryg, hun lignede en kvinde man ikke skulle blive uvenner, eller fjender med. Det skulle man heller ikke blive. Hun var stærk. Hun havde opdaget sin anden evne havde udviklet sig til noget fantastisk. Hun kunne slette minder. Hun var Skammer. Hun var en censor.
Lyden af et dyr kunne høres tæt på Nille og hun vendte sig om. Hun trak dog ikke sine våben. Hun så roligt på bjørnen.

Han gik stille og roligt igennem skoven i sin bjørne skittelse imens han gik i sine egne ensomme tanker, han fortsætte ned af nogle stiger imens han spekulerede på hvad han skulle gøre, da han stod i en umulig situation med verden, han overvejede lidt at jage men det var han ikke i humør til, så han vandrede bare hen af skoven, indtil han fik færten af en anden, en ukendt duft og han begyndte roligt at gå igennem skoven, imod denne duft, og han stoppede op foran en fremmede kvinde da så roligt på ham, og han satte sig forsigtigt ned på sin bjørne bagdel for at vise han var venlig sindet, dog usikker på om hun forstod det, så han valgte at forvandle sig om, så han's 235 cm høje krop og muskeløse lemmer kommer ud af den enorme bjørn, og han satte sig ned på en sten, dog med samlet ben, da han er bevidst om han er nøgen, men han ved dog heller ikke hvad han skulle gøre hvis hun angreb ham, fordi hun måske trodede han var en trussel i sin bjørne form, så han holdte sine hænder op, for at vise han var ubevævnet og smilede venligt til hende ''Davs, vandre tur i skoven?'' han lød venlig imens han så på hende med sine gule øjne.

En bjørn.. Et venligt smil foldede sig om Nilles læber og hun rakte sin ene hånd frem. "Hej." Hun var ingen trussel for bjørnen, eller jo, det var hun. Men hun ville intet ondt gøre bjørnen. Altså, så længe bjørnen ikke gjorde hende noget, ville hun ikke gøre bjørnen noget. Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun betragtede bjørnen. Da bjørnen blev til et højt menneske, spærrede hun øjnene lidt op. Hun lagde armene over kors og så ned. Manden var nøgen... Hun så på manden igen og rømmede sig.
"Jep, en vandre tur i mit gamle hjem." Hun slog ud med armene og rømmede sig igen. "Vil du have noget tøj?" Hun så spørgende på ham men så hurtigt ned igen. Hun var ikke genert, hun var bare ikke så glad for at se mænd nøgne... Udover Jacob. Hun smilede lidt ved tanken om Jacob. Hun var engang blevet voldtaget, så hun var noget forsigtig overfor mænd der kunne ligne en der kunne finde på at voldtage folk. Hun kiggede på ham igen. "Du er en shapeshifter." Hun smilede stort. "Det er længe siden jeg har mødt en shapeshifter... Jeg har også engang været en shapeshifter." Det var svært for hende at holde det tilbage med at hun engang havde været shapeshifter. Minderne om dengang hun var en smuk sort panter med tre hvide striber streger på ryggen, dansede for hendes indre.

han stod roligt og betragtede hende venligt, imens han overvejde sine ord og rakte sin hånd frem ''hehe davs du'' han tog pænt imod hende's hånd og rystede den blidt, han grinte da hun rømmede sig ''beklager jeg er nøgen, var i form, du ved? hehe sorry'' han lød oprigtig og meget venlig, han så roligt på hende ''tøj vil jeg gerne have, tak'' han lød igen oprigtig og venlig, meget imødekommende ''hehe yea jeg er en shapeshifter'' han blinkede muntert til hende da hun kiggede på ham og han smilede kærligt ''det altid rart og møde en fælles art, om du er det nu eller har været, så er du race fælle hehe'' han smilede bredt og venligt til hende for at vise sin glæde

Nille tog imod hans hånd, men så stadig ned. Det ville være uhøfligt og meget forkert at kigge på ham, når han var nøgen. "Davs." Hun bed sig i underlæben og tog hånden til sig. Hun lagde armene over kors, bed tænderne lidt hårdt sammen, mens hun så ned i jorden. "Jeg ved det, tro mig." Hun så kort op.
 Tøj... Hun havde intet tøj i nærheden, hm.. "Jeg har intet tøj i nærheden, men..." Hun så rundt og gik hen imod et bestemt træ. Hun skubbede nogle buskegrene til side, og trak et tæppe frem og kastede mod hen. Hun så ned igen.
"Jeg er en Drevens nu, jeg døde og endte som dæmon." Det kunne være forvirrende, da man blev født som dæmon. Man kunne ikke blive forvandlet som en dæmon.

Han stod roligt og sagde blidt ''davs, og undskyld min nøgenhed, hehe'' han lød stadig munter og glad, han blinkede drillende til hende da hun så kort op.
han nikkede muntert ''ville osse komme bag på mig, hehehe, men?'' han lød roligt og munter da hun rodede blandt buskegrene, og fandt et tæppe, som hun smed over til ham, han greb det i luften og viklede det om sit underliv.
''det genere sku ikke mig, da skal være plads til alle, eller næsten alle, hehehe'' han lød venlig og blid over for hende.

Før i tiden ville hun have rødmet og stukket af ved synet af en nøgen mand, men nu sørgede hun bare omhyggeligt for ikke at kigge. Hun var ældre, stærkere og havde været igennem en masse nu. Og det havde blot været starten. "Du skal ikke undskylde, det er hvad der sker når man skifter form." Sagde hun roligt med et svagt, skævt smil over sine læber.
Hun så på ham da han havde viklet tæppet om hans hofter. "Men jeg gemte et tæppe ved de buske dengang jeg var shapeshifter." Hun trak på den ene skulder.
"Næsten alle..." Hun tænkte sig kort om. "Der skal være plads til dem der fortjener det." Hun lagde armene over kors. "Jeg hedder forresten Nille." Hun håbede at han ikke havde hørt om Skammeren Nille. At han ikke havde set de dusører efter hende... Det håbede hun sådan at han ikke havde.

Han stod bare og så på hende, han grinte så roligt imens han så på kvinden foran sig, han kunne fornemme hun tænkte på noget og da han hørte hende snakke da grinte han muntert ''skal du ikke være ked, og yea er det vel hehehehe'' han smilede venligt tilbage til hende.
han så roligt kvinden i øjnene, imens han smilede venligt ''tja det jo forståligt nok hehehe'' han smilede mere da hun trak på den ene skulder.
''yea næsten alle'' han smilede roligt og muntert ''sån kan man osse se på det, selv om jeg osse har dræbt folk da fortjener at leve, men sån er livet når man angriber en'' han smilede venligt til hende og brummede glad ''jeg hedder Kuuma, rart og hilse på dig Nille'' han stod roligt og så på hende, han vidste da var en dusør på hende, men han var ikke ude efter dusøren, hvad skulle han bruge den til? han kunne måske hjælpe hende og han sagde ''da er en dusør på dig ikke? du er skammeren nille? tja dusøren kan jeg ikke bruge til noget, men hvis du søger hjælp, jamen så er jeg klar'' han lød venlig og imødekommende da han mente hvad han sagde.

Nille havde foldet hænderne bag ryggen, ansigtet vendt mod jorden, lukket øjne og en masse tanker i hovedet. Hun tænkte altid meget, men var altid opmærksom på hvad andre sagde. Hun kiggede på manden. Hun smilede blot, sagde intet mere. Hun kløede sig i nakken, mens tankerne fortsatte. Hun skulle være forsigtig. Selvom manden virkede meget venlig, skulle hun være forsigtig. Opmærksom. Klar på at blive angrebet. Hun kiggede på ham igen. Hun havde gemt tæppet i buskene fordi at hun som shapeshifter, havde elsket at tegne dyrene mens hun sad under et træ på et tæppe, med sine dyrevenner. 
Hun nikkede bekræftende til hvad han sagde. "Det er i orden at dræbe andre, for at forsvare sig selv, eller føde." Hun havde jo engang dræbt andre for at få føde, for at få sjæle... Dengang hun havde været sjæledæmon. Nu spiste hun følelser. Hun havde spist en følelse, en underlig følelse... En følelse hun længe ikke havde følt før. Nysgerrighed. Og med længe, var det nok en uge. 
"Det er også rart at hilse på dig, Kuuma." Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun så på ham. Det vred sig i hendes mave, da han spurgte om der var en dusør på hende. "Jo, der er en dusør på mig. Jeg er Skammeren Nille." Hun rankede sig, klar til at forsvare sig selv. Men så overraskede han hende. Hjælpe hende?! "Du kender mig jo knap nok!" Hun virkede overrasket, hvilket hun skam var. "Hvorfor vil du hjælpe mig, når du knap nok kender mig?" Spurgte hun nysgerrigt.

Han stod roligt med armene lagt over hinanden, imens han diskret prøvede og dække over sine utallige ar på kroppen, da han ikke ville skræmme hende, da de vidste tegn på han højst sandsyglig hvis er en erfaren soldat/kriger, sammen med sine tatto, dog mislykkede det pænt meget, fordi han kun havde et tæppe om sin tajle, så han sukkede bare og lod værd, men han overvejede lidt hvad han skulle sige, han så dog roligt på hende, han tænkte stille at hun nok har haft det hårdt, men han tænkte han lige så godt kunne hjælpe hende.
''hehe takker, det siger folk tit og fortryder det endnu mere haha, bare ikke dig, mere folk da jager dig, hehehe'' han lød glad og munter imens han så roligt på hende, han kunne se hende ranke sig til at forsvare sig og han grinte roligt da hun virkede meget overrasket ''jeg behøver ikke kende dig, for og dufte en kamp hehe, sammen med dig, ikke imod dig, men dem da efter dig'' han lød glad og munter, imens han så glad ud over hende's overraskelse og han svarede glad ''jeg hjælper dig, fordi du dufter af Jacob, og du kan lige så godt lade vær og skjule det, sådan dufte hænger ved længe, hehe, så det en af grundene, og så syntes jeg bare at alle fortjener hjælp, især når de er tæt på min hule, og for det tredje så var min Mistress osse på flugt, og nu hjælper jeg hende, du er på flugt, så derfor hjælper jeg dig, måske får jeg oven i købet dræbt nogle i denne spændene kamp'' han lød alvorlig ved at dræbe nogen, bare ikke hende, men alle hun ville kæmpe imod, imens han grinte muntert, han sagde så roligt ''jeg tror osse du får brug for hjælp på et tidspunkt, selv om du er en skammer, så kan man altid bruge en erfaren combantant, ik sandt?'' han lød bare rolig og glad, da han sagde erfaren combantant, og han gjorde ikke længere noget for og skjule sine ar, hverken nye som gamle, med sine militær og fængsel's tattoveringer.

Nille lagde ikke mærke til at han diskret prøvede at dække hans ar. Hun blev ikke skræmt af ar, langtfra. Hun havde selv ar. Både på kroppen og i sjælen. På hendes venstre arm var der tre store ar som var ved siden af hinanden. Først havde de tre ar været små, men efter torturen var de blevet større på grund af at dusørjægeren som havde tortureret hende havde skåret i arrene. Dermed gjort dem større. Nille var en pige der havde svært ved at vænne sig til at have folk der bekymrede sig om hende, ville hjælpe hende. Sylva, hendes mor men Nille havde troet at hun var hendes mormor, havde været der for Nille. Men! Sylva havde løjet for Nille. Sylva havde længe sagt at hun var Nilles mormor, men i virkeligheden var Sylva Nilles mor. Nu var Sylva død. Lily, Nilles storesøster som hun havde troet var hendes mor, havde dræbt Sylva. Nu var Lily ude efter Nille og Isobel. Hvis der var nogen Nille mest hadede og ikke forstod, var det dusørjægerne. Hvorfor ville de dræbe hende for penge, når hun var blevet dræbt en gang, og havde overlevet takket være gudinden af skam?  Hvorfor risikere at hun kun ville komme igen, hvis de dræbte hende? 
Hun rystede tankerne ud af hovedet da manden snakkede. Hun smilede svagt, lagde armene over kors, og hovedet lidt på skrå. Dufte en kamp? Var han vild efter at kæmpe? Hun hævede et øjnebryn, ikke på den flabede måde, men den spørgende måde. Dem der var efter hende... "Tro mig, der er mange der er efter mig." Og det var ikke kun dusørjægere, selvom der dog var mange af dem. Hjalp hende fordi hun... Hvad?! En rosasød farve bredte sig på hendes kinder. Jamen, det havde jo været... Flere uger siden de havde... Været sammen sammen... Hang ved længe... Hun bed sig i underlæben. "Hvordan kender du Jacob?" Hun fandt det vel lidt som trussel da hun var meget opmærksom på hvem der var hendes fjender og hvem der var hendes venner. Mistress? "Hvem er din mistress?" Hun rynkede sagt på panden mens hun betragtede ham. Tæt på hans hule... Sikke megen information hun fik. "Nogle dræbt? Kuuma, hvis man er min ven må man klare sig igennem meget. Du har ingen ide om hvilke ting mine venner har måttet klare for at være min ven." På en måde ønskede hun at de ikke var hendes venner, for så havde de ikke behøvet at klare al det... "Så man skal dræbe mange." Hun kunne dog ikke undvære sine venner, hun ville beskytte dem så godt hun kunne... Også mod hende selv. For hun havde en anden person i sig. Rebecca... "Får brug for et hjælp på et tidspunkt? Jeg har nærmest altid brug for hjælp." Hun så ned. "Erfaren combantant... Jo, det kunne man få brug for." Hun smilede svagt og så på ham. "Du har mange ar." Det var ikke ment som kritik, nærmere en konstatering.

Han prøvede og regne ud hvad hun tænkte på, han så bare hun ikke blev skræmt af han's ar, så han smilede bare muntert, han kunne ikke gætte sig til hvad da skete i hende's hoved, så han svarede efter at have lyttet, til da var mange efter hende ''så da flere og slå ihjel, det gør det kun sjovere'' han grinte ved de ord, og han kunne se hende rødme og han grinte mere ''tja kan måske være, men undervurder aldrig duft spor's styrke, hehe'' han grinte muntert og så på hende da hun spurgte hvem han's mistress var og han svarede roligt ''Killia'' han grinte bredt og så hende da hun rynkede panden og så på hende ''så flere dræbt da, jo flere af dem da efter dig jeg kan dræbe, jo sjovere bliver det bare, og tja man kan vel kalde os en slags venner, tror jeg nok, og selv om de har klaret meget, jamen så er jeg frisk men tja hvor da kamp, kan jeg vel altid være, og du kunne godt bruge hjælpen'' han smilede drillende ''dræbe mange? jeg har dræbt rigtig mange i mit liv, så et par få mere gør ingenting hehehe'' han grinte glad ved tanken, imens han så på hende ''hvis du nærmest altid har brug for hjælp, jamen så skal jeg nok hjælpe dig hehe'' han lød glad og munter ''yea det er jeg, osse en erfaren dræber, hvis det er hehe'' han smilede tilbage og hørte hende konstatere han's ar og han svarede ''jeg har været med i mange mange kampe, og dræbt mange modstandere i de kamp, og som du ser, så står jeg stadig hehe'' han grinte muntert ved tanken igen.

Nille vidste at hun ikke kunne være sammen med Jacob, på grund af hendes evne. Hun kunne bare ikke forlade ham, det gjorde alt for ondt. Hun tænkte på det hver dag, nødvendigvis ikke hele tiden, bare hver dag. Eventuelt nogle minutter, og så skubbede hun tanken om det væk. Det gjorde ondt bare at tænke på at hun ikke kunne... At det var hendes pligt at finde en hun ikke elskede, og få et barn så de rigtige skammere fortsatte. Hun kunne bare ikke få sig til det... Hun fortrød ikke at hun havde forelsket sig i ham, hun fortrød at hun havde ladet ham komme for tæt på. 
Sjovt? Der var ingen sjov at slå andre ihjel, men havde man andet valg i denne verden? Nej. Ifølge hende havde man ikke. Derfor havde hun dræbt. Hun sagde intet til det med at dræbe. "Jeg undervurdere ikke duftens styrke, men jeg forstår ikke at det stadig hænger ved." Hun trak på den ene skulder og lagde armene over kors. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham. "Så dig og Jacob er en slags venner.." Hun nikkede bekræftende. "Javel ja."  Hun kunne godt lide at vide hvem der var venner med hvem, så hun vidste hvem der var hendes fjenders venner, dermed hendes fjender. "Jeg kunne godt bruge hjælpen ja, men jeg føler efterhånden jeg får for meget hjælp." Hun var blevet dårligere til at tage imod hjælp, da hun syntes der var så mange der ville hjælpe. Hun havde svært ved at finde på noget at sige. "Tak." Hun så ned. "Erfaren dræber... Kan du så slå en erfaren dusørjæger ihjel?" Hun så spørgende på ham. Hun kiggede på hans ar. "Jep, du står her stadig. Held." Hun smilede svagt.

Han stod roligt og spekulerede over hvad hun tænkte, han så bare roligt på hende imens han kunne fornemme en del tanker fløj igennem hovedet på hende, han spurgte venligt ''hvad tænker du på, Nille?'' han lod venlig og høflig.
han grinte roligt da hun sagde hun ikke undervurderede dufte og svarede høfligt ''tja kan da være noget om, og tro mig det gør den, hvis man ikke vasker sig rigtigt, og ikke at jeg siger du ikke går i bad, men du ved hvad jeg mener?'' han lød høflig da han sagde det, og han svarede roligt ''venner og venner, jeg passer på ham på en mission ting'' han svarede høfligt og venligt ''hehe yeps'', han så roligt på hende da hun sagde hun fik for meget hjælp og grinte muntert og svarede ''man kan aldrig få for meget hjælp, hehe, og da er jo en kamp i luften så hvorfor ikke? det kunne blive spændene'' han grinte muntert og så på hende, han nikkede høfligt da hun sagde tak og svarede ''jeg har brugt over et år hunrede på at dræbe dagligt, soldater så vel som andre typer, væsner, mange slags ting, hmm peg mig i retningen af en dusørjæger, da måske er på sporet af dig, så tager jeg mig af ham, hmm?'' han lød munter og glad ''ja det gør jeg hehehe'' han smilte venligt tilbage til Nille.

Nille blev revet ud af sine tanker da han spurgte om hvad hun tænkte på. Hun vidste godt at hun ikke kunne fortælle ham om det, det var privat, syntes hun. Så først sagde hun ingenting, kiggede blot på ham. Så skilte hun sine læber ad og sagde; "Jeg tænkte blot på min evne." Ikke løgn. Hun undlod bare at sige at hun tænkte på sin evne, fordi hun ikke kunne være sammen med Jacob. Hun lagde armene over kors.
"Jeg ved hvad du mener, men det overrasker mig nu stadig lidt." Hun smilede svagt. Hun lagde hovedet lidt på skrå. En mission ting? "Hvilken mission?" Nu var hun nysgerrig, og når hun var nysgerrig, var det ikke let at komme af med hende.  Hun løftede sin ene hånd, med håndfladen mod ham. "Man kan få for meget hjælp. Det har jeg prøvet, jeg fik stress." Sagde hun roligt, smilede roligt og lagde igen armene over kors. "En kamp i luften? Det er ikke fordi at vi går på hinanden med våben, nærmere snigmord... Hvor jeg dog derimod, bruger min evne mod dem der fortjener det." Og dem der indeholdte viden hun behøvede. Eller, den viden fik hun ved at, hun havde brug for at vide hvad andre skammede sig over, så hun kunne bruge det mod dem. "Okay så." Hun så sig over skulderen, væk fra ham og hen langs stien bag hende. "For lidt tid siden fulgte en dusørjæger efter mig, jeg fik ham ledt på vildspor, men der går nok ikke længe før han er her igen. Hvis du kan slå ham ud, så hjælper jeg dig, dog ved en grænse, og du hjælper mig." Det hun mente ved en grænse var at hun ikke ville hjælpe ham med alting. Hvis der var noget hun ikke ville, måtte han respektere det.

Han nikkede, godtog hende's ord, han ville dog ikke snage, så han nikkede bare og smilede venligt ''det er helt iorden'' han nikkede venligt til hende, og stod roligt og så på Nille, han grinte da hun lagde armene over kors.
han grinte muntert og svarede ''helt iorden nille hehehehehe'' han grinte roligt, imens han så på hende, han smilede hemmeligheds fuldt på en venlig måde svarede dog venligt ''en eller anden har brug for mig som muskler og Jacob som hjerne, til og redde en eller anden pige'' han lød venlig og rolig, han havde dog bemærket hende's nysgerrighed ''tja jeg fik aldrig så meget hjælp, så det kender jeg ikke til hehe'' han lød venlig og rolig, han nikkede da hun sagde det med kamp i luften ''ja en kamp i luften, og det så fair nok, er bare ikke typen da sniger mig, jeg fare bare på dem og enten dræber dem, eller dræber dem hurtigt, medmindre jeg skal have informationer, og vi kunne måske få noget ud af en af dem'' han smilede roligt og venligt, han nikkede roligt og snuste i luften og knurrede en glad lyd, han så så på Nille ''vis mig ham, uden og røbe os, så ordner jeg ham, men skal vi bruge informationer, eller skal det gå hurtigt?'' han grinte roligt og svarede venligt ''helt iorden, og så langt kan jeg godt tænke, jeg har dog ikke helt brug for så meget hjælp, jeg tænkte mere du havde, men tja hvis mig ham, så tager jeg ham, hehe'' han grinte roligt og muntert.

Hendes tanker kom nærmest ingen ved. Hun faldt tit ned i sine tanker, lod dem plage hende og fik ideer, nye metoder til at dræbe hendes fjender frem i hende. Men det var ikke altid en god ide at lade hende falde ned i sine tanker. Hun kunne finde på at tænke at det var bedst at dræbe sig selv, så var alt godt! Men det blev jo ikke bedre af at hun døde. Tværtimod, blev det værre. Nok ikke for alle, men for Jacob... Caroline... Isobel! Åh gud, for alt i verden måtte der ikke ske de tre noget!  Hun smilede svagt til Kuuma.
Hans hemmeligheds fulde smil, fik hende til at hæve øjnebrynet lidt. "Jacob som hjerne?" Hendes smil blev større. Jacob var klog, en af de klogeste hun kendte. "Forståeligt, Jacob er klog." Hun lød beundrende, men var det ikke normalt at man beundrede dem man elskede? I Nilles verden var det normalt."Hvorfor skulle i redde hende? Altså, hvad er der galt?" Spurgte hun, og så spørgende på ham. "Tro mig, hvis du fik så meget hjælp, ville du ende med at skubbe dem du holder af væk. Men ja." Hun trak på den ene skulder. Måske var det bare hende der skubbede andre væk? Måske. Måske ikke. Kun tiden kunne vise det. Eller, kunne den? Hun var forvirret. "Der kræves ingen informationer af ham her, han er blot en dusørjæger der er dum nok til at tro at han kan fange mig, alene." Idiotiske dusørjæger. De blev aldrig kloge. Kun få gange havde de haft held til at finde hende, fange hende og torturere hende. "Det skal gå hurtigt og let. Ingen beviser. Ingen spor. Kom." Hun begyndte at gå mod det sted hun var kommet fra. "Og jeg er dig taknemmelig for at du vil hjælpe mig." Hun smilede skævt til ham.

//Undskyld hvis mit svar er forvirrende, er syg idag, så min hjerne er ret omtåget D: //

Han stod roligt og så på hende, usikker på hvad da forgik i hende's hoved, han hørte hjende dog lyde beundrende, så hende's større smil, han grinte roligt ''yeps, han er hjernen'' han grinte mere, imens han roligt stod ved siden af hende, han så på hende da hun spurgte til deres mission og svarede ''jeg er kun musklerne, jeg fjerner bare forhentringer, eventuel dræber, hehehe'' han grinte roligt, imens han så på hende, han svarede så roligt da han hørte hende ''og tja er da noget om hehehe, og ikke så meget information? fair nok'' han grinte roligt og smilede venligt ''som du ønsker, hehe, peg mig i retningen og jeg fjerner ham hehe'' han grinte drillende og glad, han så dog alvorlig ud da hun sagde det sidste til ham, han fulgte roligt med hende og svarede ''det var så lidt'' han smilede venligt tilbage.

//jeg gjorde mit bedste o_o //

//Håber det at jeg springer lidt mere frem er i orden.  //

Nille smilede beroligende til ham, han skulle nok vænne sig til at hun lignede en der tænkte en del, hvis han skulle hjælpe hende. Hun kunne ikke lade være med at beundre Jacob, sådan var det vel at være forelsket. "Forståeligt." Hun smilede svagt. Hun nikkede. "Eventuelt dræber? Hvem skulle du dog dræbe? Vagter?" Hun så spørgende på ham, men kiggede så fremfor sig. "Mhm." Hun havde ikke så meget at sige.
Hun kunne høre noget rasle. En mumle. Det var dusørjægeren. Hun pegede fremfor sig. "Han er derovre." Ganske rigtigt, en dusørjæger stod og fumlede med sin taske nogle meter fra dem. "Jeg gemmer mig." Hun gik hen bag et træ.

Han stod roligt og kiggede på hende, imens han roligt overvejede hvad hun sagde, han svarede muntert ''hehe yea, alt da sku være en trussel imod missionen, så ja hehe'' han grinte muntert imens han roligt så på hende, han hørte raslen, og så hende pege fremfor hende, han nikkede da hun snakkede, han nikkede igen da hun sagde hun ville gemme sig, han gik roligt frem af, for at flankere dusørjægeren, han satte sig på knæ og kravlede næsten lydløst frem, han så dusørjægeren kigge frem for sig, han spændte sine kræftige ben muskler, og sprang frem imod dusørjægeren, næsten lydløst, han så fyren vende sig halvt om imod Kuuma, før han ramte ham, og hurtigt lagde hånden for munden så manden ikke kunne råbe op, han lagde sine knæ på manden's arme, så han på meget få sekunder lå i lås, hvor efter han vred hovedet om på manden så han døde på stedet, lydløst, han slap den døde for at løfte den døde op og smide ham ned i en flod tæt på, så han roligt drev imod havet, og så efter Nille og sagde, i håb om hun hørte ham ''målet er dødt, opgave fuldført'' han lød tilfreds med sig selv.

Nille smilede skævt. "Selv et dyr kan være en trussel imod en mission. Men desværre kan man ikke få sig til at dræbe dyr, når man egentlig elsker dem..." Man kunne nok godt misforstå det, så hun skyndte sig at tilføje; "tro ikke at jeg ønsker at dræbe dyr, jeg elsker dyr. Især pantere.." Et drømmende glimt var i hendes øjne. Åh, hvor hun dog savnede at være shapeshifter! Næst efter panterne, var der heste. Som enhver anden pige elskede Nille bare heste! Hun var dog ikke en der drømte om at hesten var ens bedste ven og det var mega let at passe hesten. Næ nej, Nille elskede heste fordi de var vidunderlige væsner, de var hyggelige at pusle om, og ordne deres boks var faktisk ikke så forfærdeligt. De var samtidig så dejlig nyttige! 
Hun gemte sig bag træet, men holdte alligevel øje med hvad der skete. Woah, imponerende! Hun smilede svagt da han kastede dusørjægerens lig i floden. Hun trådte væk fra træet. "Flot gjort! Tak." Hun smilede taknemmeligt til ham.

Han smilede venligt tilbage, og svarede ''yea det kan de, og så må man rydde dem af vejen, hmm tja det er ret svært, jeg elsker dyr, mere end jeg elsker så meget andet i denne møg verden'' han misforstod hende ikke, han hørte hende dog skynde sig at sige noget mere som han hørte, han svarede venligt ''ved jeg godt, det helt iorden, tja pantere er osse dejlige dyr'' han lød venlig og glad, han så hende's drømmende blik, han smilede venligt.

han så Nille komme frem fra et træ, hvor han vidste hun havde holdt øje med ham, han smilede venligt tilbage ''det var så lidt, ikke ret svært, han var for opmærksom på dig, og ikke en som mig'' han trak på skuldrende og smilede roligt.

Dyr havde været en stor del af Nilles liv, lige siden hun blev født. Hun var blevet mobbet, slået og skældt ud på, uden grund. De glæder i hendes liv dengang, var hendes mormor, som egentlig var hendes mor, og dyrene! Skoven, dyrene, hendes mormor(mor), de havde været det bedste! "Møg verden." Hun grinede svagt. "Ikke alt er dårligt i denne verden... Der er altid glæder i ens liv." Hun smilede skævt og så på ham. "Har du nogensinde snakket med en panter?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Åh, pantere var virkelig majestætiske dyr i hendes øjne. Hun havde før hendes død, tegnet dem, snakket med dem, de havde været hendes ekstra familie. Hun havde beskyttet dem, lige så vel at de havde beskyttet hende.

Hun lagde armene over kors og lagde hovedet lidt på skrå. Hun smilede skævt. "Tja, jeg er jo, trods alt, den mange dusørjægere leder efter." Altså, bortset lige fra en som de også virkelig gik efter, Sargonis. Han var mere eftersøgt end hende. "Men jeg takker endnu en gang, Kuuma. Men hør, jeg er nød til at gå... Så, vi ses vel?" Hun så spørgende på ham.

Han stod roligt og så på hende, imens han samtidligt så rundt, han så dog på hende igen da hun snakkede til hende og han brummede muntert ''yea mit liv har ikke just været det sjoveste, som det ikke har for de fleste hehe'' han smilede venligt og tænkte lidt før han svarede ''tja det meste er dårligt i den her verden, syntes jeg selv, da jeg intet har og være her for, udover min Mistress, men ellers ingen familie, kun en ven, men tja det eneste jeg rigtig er her for, er nok at ende andre's liv, jage, og ødelægge, men ellers ved jeg ikke helt hvad jeg er her for'' han trak på skulderen, han så dog på Nille da hun spurgte ham om han havde snakket med en panter og han nikkede roligt ''få gange, mest når de ville jage på mit område, dog lader jeg få gøre det, men ikke altid, det afhænger af så meget'' han smilede roligt og venligt.

Han så roligt tilbage på hende, smilede roligt imens han så på hende stadig, han hørte hende og nikkede så ''ja det så rigtigt nok'' han smilede roligt, han nikkede så roligt ''vi ses Nille, må vinden føre dig til sikre huler'' han grinte muntert og forsvandt som en skygge.

// out tænker jeg? owo //

//Jep out... Kan ikke lige svare, orker simpelthen ikke... Så, hun går bare, og så out. xD//