The Sacrifice ~Josh~

http://24.media.tumblr.com/43d68aeacb913a48bb42f86543368c20/tumblr_mpm957egCQ1rp0s8do1_500.png Påklædning.//

Det var morgen, og solen skinnede over den dejlige lyseblå himmel. Ingen sky at se overhovedet, natten havde været stille og hun havde sovet igennem den danske tungt.. Hun var sig selv igen, den samme manipolerende, fastbesluttede tøs, som alligevel var så medfølende at man skulle tro det var løgn.. Eller medfølensen så kun dem hun holdt af, og der var ikke mange.. Angela havde lige drukket fra en engel da hun havde fået øje på englelederen.. Angela vidste udemærket at hun havde dræbt en 'god' engel, og alligevel var hun i lidt dårligt humør idag. Derfor smed hun englen fra sig op imod racelederen, og havde et sarkastisk 'ups' ansigt inden hun foldede det ud til et mere lumsk smil. Angela trådte frem fra den gyde hun stod på, og slikkede sine fingre tørre for blod.
"Delikat." Sagde hun kort og smilede skævt, hun lagde nu øjnene fast på Josh. Ikke fordi hun var ude på hans død eller noget hun ville bare tirre ham fordi hun var i dårligt humør.

P: Hvid skjorte og et par cowboybusker med et bælte hvor hans dolke hænger i dets beholder.. En jakke over for at dække for kulden..

Lærlinge. På deres egen måde var de bedårende og på andre måder ønskede han bare at de skulle forsvinde. Dog kunne han ikke bare bede dem om at forsvinde, de var en del af at det at være en leder. De var hans lærlinge nu, hans elever og han skulle sørge for at de lærte hvordan en engel klarede sig igennem livet. Selvfølgelig underviste han dem ikke på den måde at de havde timer, i stedet lod han dem være på palæet hvor de langsomt blev trænet op til at skulle klare sig selv. Verden var hård for englene, de blev set uskyldige og forsvarsløse.. det ville Josh lave om på! Han trænede dem i at forsvare sig selv, men ikke i at dræbe.. En af dem som han mest sørgede for, havde fulgt med ham ud i det snedækkede landskab, for at teste sin udholdenhed i overlevelse.. De gik igennem sneen. Lærlingen var blot en ung pige, ikke mere end de 13 år og hun var mere legesyg en kattekilling med en garnnøgle. Selv om det dog så lyst ud, så skulle det ikke være sådan.. Inden længe ramlede jorden sammen under den unge lærling.. Josh kunne mærke vreden boble inde i ham, som en gryde i kog.. Truende gik han hen imod den flabende vampyr, hans bevægelser var kolde som en robots og i de brune øjne var der ingen tegn på varme.
"Du vil fortryde din handling," sagde han koldt til hende.. Normalt var Josh ikke kold, men at se en dræbe en af hans egne og endda en ung lærling var det der kunne få ham til at knurre og lade den indre dæmons gen overtage.. Han løb hurtigt hen imod hende, greb hende om halsen og skubbede hende op af det nærmeste træ.. "Jeg håber du har en god grund over din handling og at det ikke bare var for sjov!" Hans greb om halsen blev en anelse hårdere..

Angela frøs ikke i det kolde landskab, hun havde det fra sin vampyr side.. Og eftersom hun var begyndt at drikke blod igen, var vampyren i hendes stærkere fremme end nogensinde før. Angela stod op af et træ da han klemte om hendes hals, men hun kiggede blot på ham som var han den tåbligste person i hele verden. Hun havde hørt om ham, hvem havde ikke det? Ligesom Caroline var vampyrenes leder osv.. Angela havde hørt om tingene rundt omkring, Angela kiggede Josh i øjnene.
"Hvor er du ynkelig." Svarede hun ikke koldt, men med en mere håndene stemme. Som hvis han havde stoppet en lille pige i at lege ude i havets vidunderlige bølger. Angela vidste han var stærkere end hende, og hun havde ikke nogen specifik evne til at hjælpe sig. Det eneste var nok at solen ikke skadede hende, det gjorde helligelysgenstande og sølv heler ikke. Smart nok. Angela var jo ikke bare vampyr.. Men som tingene lagde kendte ingen andre end hendes bror hende dybt ind i hjertet. Hvis han overhovedet vidste hendes menneskelige side helt. Da han klemte om hendes hals kraftigere end før, greb hun om hans håndled og vred det om til han gav slip. Hun brugte sin styrke til at klynge ham ned i sneen, og stod hævet over ham med et greb om hans hals. Hun gav dog slip igen, og trådte væk fra ham hun var klar på angreb igen hvis det skulle være.
"Er du sikker på det, fordi jeg var bare sulten."

Ynkelig? Ha! Hendes ord rørte ham ikke den mindste smule! Lige siden han var lille, havde han været van til at høre kvindernes hårde ord skære igennem luften som knive. Det rørte ham ikke! I stedet kiggede han bare koldt på hende, viste ingen tegn på følelser over hendes hånende stemme og valg af ord. Det lykkedes hende at få fat om håndledet på ham, for derefter at gribe ham om halsen. Til at starte med var han en smule overrasket over det pludselig angreb, men inden længe fik han styr på det igen og trådte væk fra hende, ligeså hurtigt som havde hun brændt ham.
"Bare sulten?" sagde han og fnyste af hende. "Så skulle du måske overveje at droppe den flabbede attitude, for ikke at være en skændsel for din race," Han ville vende ryggen til hende, for at samle lærlingen op, da et reb om hans hals fik ham til at gispe efter vejret og spænde hver en muskel i den unge krop. Pludselig var de begge omringet af mænd i klæder der dækkede hver en centimeter af kroppen. Deres øjne glimtede svagt i lyset. Det kunne nærmest ligne små ildfluer.. Josh vrissede af dem, greb fat om rebet lidt længere fremme og trak det hårdt ind til sig, så det lykkedes ham at vælte manden der holdte det.. De andre mænd havde gjort det samme ved Angela, kastede reb om hende, som var hun en tyr de skulle fange ude på marken.. For hvert et reb Josh fik væk, kom der et nyt svingende om halsen på ham.. Det var ikke til at følge med.. Mændene råbte skiftevis til hende, behandlede Josh og Angela som dyr.. Det varede lang tid, før det endelig lykkedes mændene at få Angela og Josh ind i deres vogn.. Her red de af sted igennem sne ørkens kulde..

Angela så på ham med had i øjnene.
"Skændsel for min race?" Hun fnøs hånligt. "Så vidt jeg ved er du ikke min raceleder, du heler ikke konge eller hvad det er du går og tror. Så jeg vil forslå du bare holder mund. Okay?" Sagde hun med en flabet stemme til at starte med, men sluttede af truende. Denne Josh, udover at han var de gode engles leder.. Hvem troede han så lige han var!? Angela lagde hovedet lidt på skrå og ventede på en reaktion. Han vendte ryggen til hende, men lige som hun troede hun bare kunne gå i fred og ro, blev et reb kastet om hendes hals og skrammet til. Angela gispede derimod ikke efter vejeret, hun tog det med ro. Hun havde prøvet noget lignende før, hun greb fat om rebet med hendes hænder for at se om hun kunne få det væk.. Men en af mændene tog hende og smed hende over skuldren. Hun slog løs på den store mand som en lille prinsesse der ikke måtte få den slikkepind hun ønskede.
Angela blev smidt ind i vognen sammen med denne hr. jeg er englenes leder. Og kiggede kort på ham og fnøs. hun satte sig til rette og samlede benene under sig.
"Se nu hvilken dejlig situation du har smidt os i." Sagde hun sarkastisk med et smil der passede til stemmen, smidt på læberne.

Han sukkede bare, lod vognen kører af sted igennem sneen også blev det spændende hvor de skulle ende henne. Dagen kunne umuligt blive værre. Til det hun sagde, sendte han hende bare et svagt smil der var fyldt med sarkasme, inden han rettede blikket ud imod det lille vindue der nu var. Han blev dog overrasket over at se et ansigt dukke op i det, så han trak sig væk og så spørgende på personen. "Jamen, hvad har vi her? Blandingen og engle lederen, det er et fantastisk show vi får gutter!" Et hyl forlod mandens stemme, som blev velmødt af andre hyl. Han sendte dem et lumsk smil, inden han forsvandt helt fra vinduet. Ordet blanding var det der havde fået Josh til at kigge nysgerrigt hen på Angela, så han havde slet ikke lagt mærke til hylet og det lumske smil. "Er du en blanding?" Han satte spørgende hovedet på skrå, smilte kort for sig selv og kiggede ned i vognens gulv, inden han kiggede op på hende igen. "Så er det derfor der var noget specielt over dig," han sendte hende et venligt smil, inden han kiggede ud af vinduet.. Han orkede ikke at diskutere lige nu og desuden mente han det han sagde.. Det var da specielt at være en blanding.. "Hvor mon vi bliver ført hen?" Et enkelt suk forlod ham, imens han betragtede sneørken der strækkede sig som en smuk udsigt fra vognens vindue..

Angela kiggede på manden der kom ind, hvis hun ikke var lænket til jorden var hun løbet op for at flå ham i små stykker.. Eller bare vride nakken om på ham. Hun kiggede på Josh da han sagde sin første sætning.
”Surprice.” Svarede hun blot og kiggede ud i luften igen, inden han sagde det næste. ”Der intet specielt over at være hybrid. Tro mig, det ikke noget man skal ønske for nogle.” Svarede hun koldt, men alligevel en smule sorg der hang over det hele. Angela mente skam hvad hun sagde, hun ønskede ikke andre skulle være blanding. Det var en hård verden imod folk som var anderledes.. Folk man elskede vendte en ryggen i sidste ende, snart havde Angela ikke flere tilbage at tro sig til. Hun havde nogle få stykker, men i sidste ende var det vel hende selv hun kunne stole mest på.
”Jeg vil være glad for at fortælle dig det, men jeg har ingen anelse. De fleste plager bare at skyde løs på mig, de fleste gange har jeg reddet mig selv. Ellers har min bror eller Caroline. Eller ja min bror er nok den som er bedst til at redde mig fra mig selv i mit værste. Men ja ingen udover ham kan kontrollere mig lige der. Andre dømmer blot en på sine handlinger og den måde de udstråler, eller det gør alle. Nogle er bedre til at få venner end andre.” Sagde hun blot ud i luften, hun anede ikke om han overhovedet lyttede efter. Men det var nu også til hende selv. Det meste af hende, ellers bare hendes følelser.. Angela kiggede ligeud, hun kunne hører hestenes hove stoppede med at trædde ned i jorden. Hvad skete der!?

En blanding, et væsen med hele to racer i sin krop. Josh kunne ikke beskrive tankerne omkring det, han vidste ikke om han skulle beundre det eller foragte det. Trods alt var det noget som ikke burde kunne lade sig gøre, men det kunne det altså og det var egentlig et mirakel. Det umulige var muligt, hvorfor skulle han have noget imod et mirakel? Han smilte ved tanken, lænede sig op af den kolde mur og nød dets kulde gå igennem ryggen på ham. Hovedet lod han læne sig tilbage, så det også var muligt at mærke det kolde metal imod baghovedet. Han lyttede skam til det hun sagde. Hvert et ord slugte han råt. Det ville da være uhøfligt ikke at høre efter. Et kort suk forlod ham, da han rettede sit hoved op igen og så hen på hende, lod svagt sit hoved være på skrå.
"Hvad de end vil, så er det ikke noget godt og vi kan lave en aftale om at slipper væk herfra sammen, okay?" hans stemme lød alvorlig, samtidig var den dog så varm og oprigtig som overhovedet mulig. Han rakte en hånd hen imod hende, sendte hende et skævt smil. "Jeg lover at jeg ikke skyder efter dig,".
Pludselig standsede vognen, hvilket automatisk gjorde at han trak hånden til sig og kiggede rundt i den lille sorte vogn, hvis mørke kunne minde ham om kælderen fra hans barndom. Udenfor vognen var der blandede lyde af stemmer og heste vrinsken. Stemmerne var mandestemmer. De var dybe og alvorlige. Josh sad helt stille, gjorde alt for at lytte med og fokuserede ikke på andet end stemmerne..
"Vi har englelederen og blandingen, vi kan være stolte nu!" sagde en af stemmerne.
"Ja!" sagde en anden og efter lyden at dømme, spyttede han en ordentlig spyt klat ned på jorden. "Vi kan tjene en masse gyser på dette,"
Josh rynkede på næsen af det de sagde. De skulle sluge deres ord i sig igen, ingen tvivl om det..