Hello there//Demetri.

Demetri begyndte at smile da den lille Alane begyndte at løbe fra
han, hun gjorder dette til en leg, en leg som han elskede at lege.
I det samme satte han efter hende, med et stort grin som folk
omkring ham tydeligt ville kunne høre og ikke mindst Alane.
Han så alle tingene nærmest flyve væk fra han og han kom kun
tættere og tættere på den Smukke Alane. Han slikkede sig på
tænder og mærkede hvordan de nærmest bankede fordi de hungrede
efter at side i hendes hud.

Alane løb bare hurtigt videre, hun skulle ikke nyde noget af at blive Demetris aftensmad. Det var ikke lige det der stod højest på hendes ønskeliste eller for at være ærlig var det der overhovedet ikke.
Hun så sig over skulderen og så at han havde sat efter hende, hendes hjerte bankede hurtigt afsted, hun var bange og det var tydeligt at mærke på hende.
Tja hun var jo stukket af og hvis det ikke var et tydeligt tegn var du blind.
Et gys løb gennem hendes krop og kuldegysninger spredte sig på hendes krop da hun hørte Demetri grine.
Var det bare en leg for ham, var det noget an gjorde tit? Det var faktisk ikke noget hun havde lyst til at tænke over.

Han så sit snit til at springe og så kunne nå hende.
Så han tog chance satte af i et spring og kastede sig
efter hende, hun var så tæt på nu at hans rovdyrs instinkter
havde sat ind til at dette var nu han skulle slå til ellers ville
han ikke kunne nå det nu. Men selvfølgelig ville han kunne
nå det. Der var bare noget i han der havde det med at sige 1
gang har du chancen og så er det slut selvom han hvsite at
han ville jage hende til at han fik hende.

Alane løb videre og så si forsat over skulderen og så derved at Demetri sprang frem mod hende. Han mindede om et rovdyr, et sindsygt et af slagsen, et som nød legen ved at skulle fange sit bytte og i denne historie var det desværre Alane som var hans bytte.
Et Flashback flimrede for hendes øjne.
Et dyr løb gennem skoven, dyrets pels var gylden og sveden glintsede i solen, det var på flugt far noget, hvad kunne hun ikke se. Men det var jaget.
Kort tid efter vendte hun tilbage og løb nu videre gennem skoven, en tanke lå i hendes baghovede om hvad det var, det var fra hendes første møde med sit indre dyr. Et skrig kunne høres gennem skoven da hun endelig blev taklet af Demetri. Hun vred sig under ham, hun gav ikke op uden kamp, dog lå hun på ryggen under ham så det var lidt svært at kæmpe imod.

Han fik hende, landte på hende og taklede hende som en løve der havde
væltet sin antilope. Dens tænder ville sætte sig i dens kød og rive den fra
hinanden. Demetri kiggede på Alane og holdte hende nede så hårdt at han
var ved at brække hendes kraveben. Det var dyret i han som fik ham til at
være så hård lige nu. Adrenalinen kunne man kalde det, skønt at han var død.

Alane vred sig under ham, hun forsøgte at komme fri men kunne ikke, hun vidste godt at hun snart ville ende med at have brug for forvandle sig.
Hun bed sig i læben og satte armene i jorden og holdt sig hovede oppe, hun kunne mærke smerten i hendes kraveben, men hendes ansigt rørte ikke helt jorden endnu.
Alane kunne slet ikke koncentrere sig om at hun skulle forvandle sig, hun var alt for bange og det gjorde så ondt.
Hendes arme sitrede af smerte og hun kunne næsten ikke holde sit ansigt fra at falde ned i jorden, det var kun få millimeter over jorden nu.

Demetri nærmest svang hende rundt så hun kunne kigge på ham.
Han havde et ustyrligt syret smil på sine læber, han slikkede sig
over dem. Om lidt ville de sidde i hende og suge hendes livs elexzir ud
af hende, nemlig hendes blod. Han hungrede underligt nok lige præcis
eftert hende og ingen andre. Det ville gøre ham lykkelig.

Hun satte hurtigt hænderne mod hans brystkasse og formådede at holde ham væk lidt endnu, det kunne ikke passe det her. Minder fra hendes fortid kørte rundt i hovedet på hende, hun kunne stadig huske det hele klart. Alane lukkede øjnene hårdt i og forsøgte forsat at skubbe Demetri væk fra sig, han ville ikke få hendes blod.
Uden videre at tænke over det forvandlede hun sig, en helt hvid ulv lå nu under Demetri i stedet for den pige som havde ligget der for lidt siden. Hun fik væltet ham væk og satte så i løb igen, mens hun løb forvandlede hun sig tilbage, hun så sig over skulderen og kunne stadig se Demetri. Alane var bange, meget bange.

Demetri var blevet skubbet væk, han havde haft det sjovt. Og den lille
pige havde nu fået sig en lærestreg, han grinte svagt for sig selv, Dog
længtes han virkelig efter det blod der løb i hendes åre, Men....han havde
jo lige indtaget føde. Han kiggede rundt med de smukke metalliske øjne.
Hun pirrede han underligt nok. Men hvordan og hvorfor?

Alane stod længere fremme og så tilbage mod Demetri, hvem var han og hvorfor gjorde han det her mod hende? Hun kunne ikke forstå ham men der var vel bare nogen folk som var sådan.
Hun bed sig let i læben og vendte ryggen til ham, hun gik længere ind i skoven, hun havde ikke tænkt sig at sove hjemme i sit telt denne nat, det var for farligt for hende.
Alane blev ved med at se sig over skulderen, hun var bange for at han fugte efter hende. Hun havde hørt fra sine forældre at når først en vampyr havde fået din lugt ville de kunne huske den for evigt?

I det samme stod han 2 meter foran hende. "Fortæl mig Alene"
han kiggede på sine negler som havde lidt snavs under sig.
"Vil du bare gerne dø...siden at du bare luller rundt" Hnas
øjne gav mange skær fra sig som om at lys hele tiden gik ind i
dem. sOM om at der var flammer ind i de smukke mystiske æøjne.

Hun fik et chok og trak sig længere væk fra ham, hun fnøs stille og bed sig i læben. "Hvad tror du selv svaret er, nej jeg har ikke lyst til at dø, hvis jeg havde det var jeg nok bare blevet tilbage der", hun vidste godt at hun skulle være gået men på samme måde som frygten ville have hende til at flygte ville hendes nysgerrighed og lysten til det spændende og mystiske have at hun blev og for det meste var det den sidste side som vandt. I et kort sekundt gled tanken igennem hendes hoved, hvordan var det mon at blive bidt?, dog rystede hun den hurtigt af sig og vendte sin opmærksomhed mod Demetri igen.

Demetri gik med tunge skridt imod Alane, "Hvorfor flygter du så ikke"
Han skar tænder så det nærmest kunne høre i en radius af 7 meter.
Han så irritere på Alane. Hun var irreteret ig samtidig så speciel. HAn
måtte smage dette væsens blod..Ikke af sult men af ren og skær, nydelse
over hvordan blodet ville smage, hvordan smagen ville fylde hans mund og
langsomt køre ind i hans krop og fylde ham med energi og styrke og igen
man siger jo at hendes art blod var noget man aldrig kunen forvente smagte
af det samme

Alane gik baglæns for hvert skridt han tog, hun skulle ikke ind for hans rækkevidde igen, den fejl havde hun begået en gang i nat og det var nok. "D-Det ved jeg ikke..." og det gjorde hun faktisk ikke, hun havde ingen anelse om hvorfor hun ikke bare var stukket helt af til at starte med. Hvorfor var hun stoppet? Hun bed sig let i læben og så forsat på ham, hun vidste ikke hvilke tanker der gik igennem hans hoved. Vidste ikke at han havde en ejertrang og at han ville blive ved med at jage hende til han fik det han ville have, hendes blod. Alane havde på ingen måde tænkt sig at give ham hendes blod frivilligt.

De metalliske grå øjne stirrede på hende som var hun et eller anden ting han bare måtte have, han stoppede dog op da nogen fugle fløj op lidt fra dem. Hans konsentration vendte sig væk fra Alane og over på stedet hvor de skramte fugle havde fløjet fra. Der var intet, måske bare en ræv eller et eller andet lille dyr der lige var kommet forbi? Han kiggede med et sæt igen på Alane havde igen skiftet fra at var et rovdyr til undersøgende og så til at være et rovdyr igen. "Skal vi gøre det let eller svært?" sagde han og stoppede op. Han ville da være så geneltmand agtigt at lige lade hende svare, nu hvor det alligevel var ligemeget om hvad hun svarede. Han ville få hendes blod lige meget hvad

Alane brød sig bestemt ikke om det blik hun fik af Demetri. Hun var ikke bare en ting som han kunne tage bare fordi han havde lyst og selv hvis han prøvede ville hun give ham kamp til stregen. Ingen tvivl om det. Hun var træt af at være byttedyret, nu ville hun også være rovdyret. Alane fulgte stille hans blik men fjernede aldrig helt sin opmærksomhed fra vampyren. Han var sådan en arrogant klaphat og det generede hende vildt. Troede han bare kunne gå rundt og tage hvad han ville have. Jamen han kunne godt tro om igen. Han ville ikke få hendes blod og det var hun fuldt overbevist om og hun havde tænkt sig at kæmpe til det sidste med ham hvis det var sådan det skulle være. "Tja du får jo alligevel ikke mit blod så du kan lige så godt tage den lette og bare forsvinde". Hun gav ham et lille smil og bed sig lidt i læben. Hun vidste godt at det kunne komme til at koste at være så flabet overfor ham men lige nu var hun fuldstændig ligeglad.

Han lod kroppen gå over i en atityde der mest af alt lignte en der skulle grine.
"Hvis du kunne tie stille så ville du finde ud af hvad der står ude i mørket" han nikkede over mod der hvor lyden nu var kommet fra. hans smil bredte sig, det så ud til at han ikke havde mere at gøre her, eller ihvertigfald ikke endnu. Der i mærket stod 3 orker og var på vej til at skule anbrrige dem. Nok mest Alane. Demetri gad virkelig ikke det der lige nu. i DET samme begyndte han at løbe igen direkte mod Alane, orkerne sprang i det samme ud fra mørket, da Demetri var tær nok på alane tog han blidt hendes hånd men i det næste trak han till. Han ville løbe væk med hene, fjerne hende fra orkernes byttefeldt

Alane så bare på ham. Hun var godt træt af den måde han blev ved med at opføre sig så arrogant overfor hende, ja han var stærkere end hende men ikke bedre end hende. En eller anden dag ville han finde en eller anden som var stærkere end ham og så ville han få håbentlig få så mange tæsk så han ikke kunne gå de næste mange dage. Hun lyttede kl det han sagde og en sank en klump som sad i hendes hals, efter det fulgte hun hans øjne og fik nu selv øje på orkerne. Hun kunne mærke hvordan det løb koldt igennem hendes krop, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Før hun vidste af det blev hun trukket med gennem skoven i en fart hun næsten ikke kunne følge med i. Alane øjne faldt på Demitri som var ham der trak hende igennem skoven, hvorfor redede han hende?

Orkerne gav et hyl fra sig og begyndte at løbe efter dem, jorden føltes nærmest som om den gyngede at orkernes tunge kroppe der der skridt efter skridt dånkede ned i jorden. Han holdte stramt om hendes hånd, de skulle væk nu. Ikke fordi at det ikke ville more ham at lege med den eller så Alane blive leget med af dem, men lige nu var der ingen lyst til at lege med orkerne. Han begyndte og løbe stærkere og stærkere og kunne mærke at alane blev tungere og tungere at løbe med fordi hun ikke kunne så hurtig gang med sine ben som han kunne. Han skar svagt tænder imens han løb,kvinder....vi elskerdem for at være sårbare men de skal hele tiden reddes osv...Demetri var ved at være irreteret, på alane, på orkerne og på alt det lort der lige nu var for ham....kvinder......

Alane kunne virkelig ikke forstå hvorfor Demitri reddede hende, for lidt siden ville han selv dræbe hende. Det har havde været en så underlig aften og ikke en som hun ville gentage hvis det stod til hende men samtidig vidste hun også godt at hun ikke ville kunne glemme denne aften, hun ville nok huske den rigtig lang tid. Det var trods alt første gang hun mødte en vampyr i person, som lille var hendes familie blevet jaget af dem hele hendes liv men ikke mere nu. Hun rystede let på hovedet for at få billederne ud af hovedet igen, hun ville ikke tænke på det, det var lang tid siden og det var fortid. Alane kunne godt mærke at Demitri egentlig næsten slæbte hende efter sig og pressede derfor sig selv til at komme op i hans tempo så de nu løb side om side i stedet for. Alane var vant til skovens terrang så hun havde ingen problemer på det punkt. Hun lynne godt mærke jorden nærmest rystede under hendes fødder hvilket bare gav hende mere styrke til at løbe hurtigere.

Da Demetri kunne mærke at Alane tog sig sammen og faktisk gad bruge sin stænger til at løbe med slap han sit hårde greb om hendes håndled, faktisk ville Alane nok snart mærke at han havde strammet så hårdt at hun ville være helt blå der var han havde holdt, og samtidig ville hun nok mærke hvordan varmen kom tilbage ved hendes hånd, hans hånd var jo så kold som is, frost nærmest. Orkerne brølede og den ene begyndte at kaste med jord, imod dem. Demetri forsvandt i det samme, eller han sprang op i luften og forsvandt som tåge fra lettede. LIge nu var der kun Alane og orkerne at se i den halvmørke skov, kun oplyst af månens gennemtrængene skin

//sorry de kort svar er, lidt....ude af krea//

//Det er okay, det vigtigste er at der er noget at arbejde med og det er der så bare rolig, det er ganske fint dit svar //


Alane kunne med et mærke hvordan varmen strømmede tilbage i hendes hånd som blodet fossede ud i hendes fingerspidser. Hun sukkede stille og drejede lidt hendes håndled så der kom ordentlig gang i blodcirkulationen. Hendes ben bar hendes forsat igennem skoven stadig uden at træde forkert en gang. Hun mærkede godt ting komme sussende forbi hende men hun blev dog ikke ramt af noget. Med et var Demitro bare væk. Hun sukkede arrigt og satte endnu engang farten op. Sådan en kujon bare at flygte. Nå men det var vel egentlig også lige meget. Så var hun jo sikker på at hum ikke skyldte ham noget, han kunne sikkert godt have fundet på at hun skulle give ham et eller andet for det her. Forsigtigt så hun sig over skulderen og så at orkerne var et godt stykke væk fra hende endu. En sidste gang lod hun sit blik glide omkring i skoven. Ingen Demitri, det så ud til at hun måtte klare det her alene, det kunne hun nu sagtens også.

//out, syns den skal ende her, så kan vi have et lidt nyer emne //

//out//

//Lyder fint med mig tøsedreng :p just kidding. //
// men skal vi så ikke aftale noget over pm? //



//Out//