Serious!? ~Delilah~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Hendes ben løb næsten af sig selv af bare udmattelse nu, de kunne snart ikke bære hende længere. De seneste dage havde været et rent helvede, også bare hun ikke kunne holdes indespærret. Hun ville ud og se noget, og det endte for nyligt bare op sådan her. Hendes hjerte sprang afsted som en gepard i fuld hasstighed. Caroline havde et par dæmoner efter sig, og på trods af hendes tilstand så var de lige i hælene på hende. Caroline havde ikke tid til at kigge bag sig hun løb bare, til en af dem greb fast i hendes arm. Caroline kunne ikke slippe fri.
"Lad mig gå!" Råbte hun af ham og prøvede at rive sig fri, hvorfor fanden var det også lige hende som skulle udsættes for dette? DEt var mega unfair! Caroline havde allerede skræmmer i ansigtet, små sår ned langs den ene side af ansigtet som ikke healede. Man kunne hører hendes hjerte tydeligt. Caroline havde det som om det snart sprang ud af hendes brystkasse. Denne eftermiddag havde ikke været som forventet overhovedet, og så var der koldt.. Caroline var ikke van til at mærke kulden det havde hun ikke været i fire år.. Men stadigvæk.
Caroline hamrede sig hoved ind i dæmon som holdte hendes. Han slap og det gjorde Caroline løb videre til hun løb ind i Delilah, kort så Caroline på Delilah.. Men hun havde ikke tid.. Caroline løb videre men faldt så og slog sit knæ ned i en sten. Hun ømmede sig voldsomt, fordi det næsten var som om hendes knæskal rykkede lidt på sig. Hun tog sig til benet og skar ansigt, hun hadede at føle sig så ynkelig og svag. Dæmon herrende kom derhen og stod kort og kiggede på Delilah. De vidste ikke helt hvad de skulle gøre før de bare gik op for at gå forbi hende. Caroline kravlede bagud eller prøvede, men et træ stoppede hende. Hun kunne ikke gøre mere..

Delilahs sanser fangede med det samme de løbende lyde der var at finde tæt på hende. Med en rolig bevægelse vendte hun sig om og betragtede træernes krogede skikkelse, og de skikkelser der løb næsten panisk igennem træernes silhuetter. Et svagt smil dansede på hendes læber ved synet af den desperate Caroline, men hun reagerede ikke da hun brasede direkte ind i hende.
Heller ikke da de lettere forvirrede dæmonfolk kom spænende forbi hende, kun med et overrasket blik på Delilahs muntre smil. Først da Caroline var trængt op imod et træ, og Delilah med hovedet vippet nysgerrigt og lystigt til siden betragtede hvordan dæmonerne trådte nærmere med truende, begejstrede blikke, og knive der blev løsnet fra deres bælter, reagerede Delilah faktisk. Godt nok var Caroline og hende selv fjender, men hun var allerede på en eller anden måde nødt til at hjælpe den irriterende kælling.
Desuden var det forholdsvist tydeligt at Caroline ikke var en vampyr. Delilah kunne kende et menneske når hun så et, og selvom hun ikke var begejstret for Caroline, så havde hun lovet sig selv at beskytte mennesker. Derfor løsnede hun med én hurtig bevægelse en pistol fra hendes våbenbælte, løftede pistolerne og affyrede kun et par skud. Med patroner der gik direkte igennem alle dæmonernes hovedet og ud igennem deres forhoveder, sank de stendøde sammen foran Caroline.
Delilah sikrede pistolen med en professionel, elegant bevægelse og stak den ned i våbenbæltet igen med en doven bevægelse. Hun sendte Caroline et muntert smil, der tydeligt havde en næsten hånlig kant overfor Caroline.
"Børn må ikke gå her uden opsyn, kære."
Hun smilede endnu engang hånligt til den kollapsede Caroline, og vendte sig for at gå. Hun var naturligvis nysgerrig på hvad der var sket, men hvis hun kendte Caroline ordentligt ville hun ikke bare lade den fornærmelse gå hen i stilhed. Især ikke når den kom fra Delilah.

Delilah reddede hendes skin, og Caroline vidste godt hendes lille løfte med at beskytte mennesker. Det var hun alligevel taknemlig for, at Delilah faktisk gjorde det.
"Well, tak. Det altid noget at se du faktisk ikke er ligeglad, selvom du er en dæmonisk bitch." Sagde Caroline og fik rejst sig op, hun børstede lidt jord af sin hud. Caroline tog en dyb indånding for at få hendes hjerte til at stoppe med at galopere afsted. Caroline holdt som sig selv, der var koldt.. Og Caroline hadede at føle sig så ynkelig og svag. Hun kastede kort et blik på ligene.
"Jeg har brug for din hjælp til noget, jeg skal bruge nogle våben. Jeg har intet at gøre udover at løbe, og det ender med at de fanger mig. JEg skal bruge våben for at overleve, kender du et sted.. Eller har du tilfældigvis nogle jeg kan bruge." Caroline vidst godt hvordan man hånterede våben, hun var blot holdt op med det efter hun blev vampyros. Mest af alt fordi hun var meget mere dræbende. Caroline så på Delilah, med et næsten bedende blik. Caroline havde ikke tænkt sig at lade dette menneske lort slå hende helt ud.. Men hun vidste godt at med denne svaghed, ville hun være dødsdømt. Kulden kærtegnede Carolines hud, og gjorde at hun frøs så ekstremt meget her i vinter halvåret.. Faktisk havde hun mest lyst til at tage hjem til Nicolas og sidde med et varmt tæppe omkring sig.. Men at sidde indespærret ville hun ikke, det var hun alt for rastløs til.

Delilah smilede og stoppede sine skridt ved Carolines ord. Hun vidste at hun ville sige noget, for Caroline kunne ikke bare lade hende gå på den måde. Sådan fungerede det ikke. Hendes ord fik dog ikke andet end en svag latter til at passere igennem hendes læber, og et smil til at danse på hendes læber.
"Jeg elsker også dig, kælling."
Med smil i stemmen vendte Delilah sig, og snoede armene over kors. Den irriterede ironi lå tykt i hendes stemme, men hun behøvede ikke tydeliggøre det mere, da hun udemærket vidste at Caroline var klar over at Delilah hadede hende. Hendes blik hvilede roligt på Caroline, og et smil havde endnu fat i hendes mundvige. Hun hjalp ikke Caroline med at rejse sig, eller gjorde noget for at berolige hendes tydeligt forholdsvist chokerede hjerte. Hendes og Carolines forhold var ... kompliceret. Derfor trak hun også jakken af med et næsten opgivende blik da Caroline holdt om sig selv, med gåsehud der dækkede hele hendes krop, og kastede den ned til hende uden et ord.
Ved ordet hjælp løftedes Delilahs øjenbryn, og hun tiltede hovedet lige præcis så langt til siden, at hendes hår viftede ned af hendes skuldre og bølgede om hendes ansigt med slangende bevægelser. Hun betragtede Caroline i adskillige sekunder, før hun besvarede Carolines ord.
Hun besvarede dem dog ikke med ord, men med bevægelser. Hun slap Carolines blik, greb fat i jakken hun havde smidt ned til hende, og åbnede et par af lommerne, for at vise at der lå både alle mulige former for våben, samt ammunition i jakken. Hun rev nogle af knivene ud i forskellige størrelser og materialer, et par pistoler og en god håndfuld patroner, og lagde dem i Carolines skød. Så lagde hun jakken over, ikke for at give hende jakken der var et af Delilahs kæreste eje(... tøjmæssigt), men for at låne hende den midlertidigt.
Hun stod nogle sekunder derefter og så på Caroline, uden rigtigt at bevæge nogle muskler i hendes krop, udover de der bevægede sig ved hendes lavmælkte åndedræt. Så gik en svag rysten igennem hendes hoved, og hun lagde armene over kors.
"Okay så. Hvor fanden forsvandt iglen hen? Blev du træt af at være klam?"
Hendes hoved vippede længere til siden, men hun nærmede sig ikke Caroline. Hun gjorde ikke noget, ud over fokusere svagt imod et punkt til siden, hvor hun tydeligt kunne høre folk der nærmede sig, selvom de uden tvivl forsøgte at være stille. Sådan var det med hendes sanser.

//Ville indsamle mine emner, og ja måske ender jeg med at svare dig. xD//

//OOC: Lol, det vil jeg glæde mig til så! xD