a long time ago, now we meet again ~ Ethan

S ~ Parken i Doomsville
T ~ 14:15
V ~ solen skinder men giver ikke rigtigt noget varm fra sig, mens der er få skyer på himlen
O ~ en park med et stort telt i midten samt noget der gør klar til en lille fest.
P ~ [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Kom nu Alina, du skal også hjælpe til"
En glad stemme snakkede til en pige som blive trukket mod det store hvid telt, mens hun enlig heller bare ville gå den anden vej. Pigen hed Alina hende som træk hende hed Cleo og var en menneske pige som Alina tilfældigvis have mødt for nogen uger siden.
"Cleo jeg ved ikke helt, jeg kender jo ikke nogen af de andre og så har jeg noget jeg skal"
Alina så lidt ned mens hun sagde det da det ikke var rigtigt at hun have noget andet hun skulle, men det var mener en undskyldning for at komme væk, da hun ikke var så glad for fremmede selv om hun nogen gang fik sig selv til at snakke med nogen gik der lang tid før hun stolte på dem da hun nok mest af at ikke selv ville blive venner med nogen for så at miste dem igen.
"Kom nu! Det skal nok blive sjovt"
Cleo ville ikke lade hende gå, Alina sukkede og begynde at hjælp med at flytte nogen stole hen hvor de skulle stå, dog var hun ikke så glad for at være der så til sidst måtte hun have luft.
Alina gik hurtigt ud af teltet i håbet om at Cleo ikke så hende forlade det, gik hun længer væk der fra, hun stoppede ved et træ og satte sig. Hun kunne se teltet og høre stemmer der fra det var, *nok for denne omgang* tænkte hun og lukkede sine øje i bare lige to sek. Men det blev hvis ca 15 min i sted, hun så sig om og fik igen øje på Cleo, dog gjorde hun ikke noget da helst ikke ville tilbage til de mange menneske i telte. Alina kunne kun huske en ting fra teltet ud over de mange mennesker/væsner der være der inde have hun kunne snuse sig frem til noget der minde hende om en anden varulv, men det var nok bare noget hun troede.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Kom nu Ethan, det skal nok blive sjovt, tro mig," sagde en ung kvinde, omkring de 23 år. Hendes hår var gyldent og langt. En regn af guldtråd. Bag hende gik den unge varulv, hun kaldte for Ethan. Som den eneste I sin enorme familie havde han sorte lokker. Han himlede svagt med øjnene over sin storesøster. Hvis hun vidste hvor meget han heller ville end dette familiesammenkomst, havde hun sikkert spærret øjnene op I sin sædvanlige, hvor vover du at tænke sådan, grimasse. Ikke at det ragede ham hvad hun syndes om ham. For ham, kunne familien ligeså godt være luft. Han var det sorte får, den ingen bekymrede sig om, den ingen snakkede med eller glædede sig til at se. "Du minder at det nok skal ende I en katastrofe, jeg burde slet ikke være her," Hans stemme var flydende og rolig. Søsteren kiggede over på ham. De smaragd grønne øjne forsøgte at finde frem til hans indre. Desværre for dem, kunne de ikke komme forbi det stædige indre og ydre. "Hold nu op Ethan, jeg ved godt vores familie ikke er den bedste men.."
"Men hvad?" afbrød Ethan med en snærren I sin stemme. "Du ved ingenting Fang, ingenting," med de ord vendte han ryggen til hende. Velvidende at hun kiggede efter ham og sukkede opgivende. Ethan var det sorte får, men, hun forsøgte altid at gøre ham til en del af familien. Desværre, var det bare svært, når hverken familien eller fåret ville samarbejde.
Ethan fortsatte med at gå, hænderne I lommen og blikket rettet imod jorden. Ud af munden hang der nu en smøg. Smagen af den beroligede ham.. Han stoppede ved det same træ som Alina, bare på den anden side, satte han sig ned og lod ryggen hvile op af den kolde stamme. Han tog et ordentligt sug af smøgen og pustede ud. Derefter lukkede han øjnene I. Hovedet dunkede han ind I træstammen. Stilhed, langt fra sin familie, lige det han havde brug for..