Not so dead girl ~Allyson-Blair-Nicolas-Mikkel~

Nicolas så bare på Mikkel med et køligt blik, han havde ingen grund til andet. Han brød sig ikke om ham, men han prøvede heller ikke at forstå Nicolas' handlinger. Han efterlod ikke bare Caroline uden grund, der var skam en grund og den grund kendte Caroline godt. Det var det eneste han havde brug for at vide. Intet andet betød noget. Nicolas kunne mærke en vrede brede sig i ham, så han så på Caroline for at blive mere rolig, og det hjalp. Bare synet af hende kunne berolige ham, hun kunne være flere kilometer væk, bare hun var der og han kunne se hende så vidste han at de ville finde sammen igen. Men han blev vred igen da Mikkel beskyldte Caroline for at sende ham efter ham. "Caroline har ikke noget med det at gøre. Jeg kom til dig af egen fri vilje, der er ingen der fortæller mig hvad jeg skal gøre. Den eneste grund til du ikke er død lige nu, er fordi du betyder noget for Caroline." Han vendte blikket imod den blonde pige da hun kom hen til dem og begyndte at tale om alkohol. "Vi har en alvorlig samtale, så find et andet sted at bruge din tid. Du har ikke lyst til at være en del af det her." Han kunne lige så godt advare hende, for det kunne nemt blive et griseri.

Mikkel rystede på hovedet og sagde meget hurtig, "Og næsten slog mig ihjel" han kiggede svagt væk fra hende han blev lidt ked af a de skulle være sure på hinanden nu hvor Caroline lige er blevet til vampyr igen efter så langt tid, men havde hun overhovedet brug for ham de tidspunkter hvor hun var i knibe da hun var menneske? hun havde overlevet faldet for klippen selv om det havde kostede ham livet, eller kun næsten, hu havde kysset ham på munden op til flere gange hvor hvert kys havde en betydning for Mikkel, måske havde de
betyd noget for hende, men det gjorde de for ham.

han kiggede igen vredt på Nicolas som stod og sagde at det var hans egen beslutning, Mikkel rystede på hovedet og sagde svagt, "Ville du også havde kommet hvis hun havde huskede at sige at det var hende som havde kysset først? og at hun havde troet at du var død?" Mikkel så undersøgende på ham imens han ventede på svar fra det han havde spurgt om, han havde ikke sagt det på en vred eller en sur møde, han havde sagt det stille og roligt il Nicolas, for han gad ikke længer råbe af ham for Mikkel viste godt at der ikke ville komme noget godt ud af det.

Mikkel så hvordan kvinden var kommet hen til ham og havde sat at det var spil at der nu lå alkohol på gulvet, Mikkel grinede svagt af det og kiggede hende ind i øjne og smilede svagt, man ente igen hovedet imod Nicolas da han sagde at denne kvinde lige så godt kunne å hvis hun bare ville snakke om alkohol, Mikkel sukkede svagt og sagde roligt, "Hun prøver bare at lette stemningen" Mikkel så igen hen på kvinden og smilede svagt igen.

Hvorfor fanden opførte Mikkel sig som et lille barn der ikke fik sin vilje!? Det irriterede hende og hun var ved at eksplodere helt. Dog da Mikkel begyndte et emne om noget der omhandlede hende dog inddrog han hende ikke ind i samtalen. Caroline havde øje på en lukket vinflaske, og kunne mærke hvordan vandets indhold i den blev vredere og vredere ligesom hende selv. Til sidst fløj proppen af og flasken sprang på grund af trykket. Så blinkede hun kort og så på Mikkel.
"Er du sød at lade hver med at tale om mig som om jeg ikke står lige foran dig?" Hendes toneleje udtrykkede tydeligt at hun ikke var i et fantastisk humør lige nu. Rettere hærgede lysten til at rive en eller andens hoved af mere over hende lige nu.
"Du tror du ved alt Mikkel, men det gør du ikke. Jeg har fortalt Nicolas alting der skete, alt. Dog nu når vi er ærlige nævnte jeg ikke det punkt hvor du snittede min hud.. skar mig op adskillelige gange og brændte min hud til jeg lod dig tro jeg ikke mere kunne klare. Men som du nok ikke ved endnu, så har du ingen anelse om hvad jeg kan klarer." Svarede Caroline koldt igen. Hun var ikke bare til pynt, Caroline vidste skam godt hvor hun stod.

Hun prøver bare at lette stemningen lød det igennem Carolines ører og fik hende til at fnyse en anelse hånligt. Hun var vred, og holdt sig på Nicolas for ikke at gå amok.
"Det havde ikke været brug for at lette stemningen hvis du ikke havde ødelagt den til at starte med. For hvad er dit største problem endelig? At jeg blev vampyros igen eller at jeg dræbte de mænd der var skyld i at jeg blev et svagt ynkeligt menneske?" Caroline havde det som om at han kun var sur på hende fordi hun ikke længere var menneske. "Men ved i hvad, jeg tror jeg smutter. Tak for en elendig fødselsdag og alt det andet. Jeg vil gå hjem, tage et varmt bad og satse på mine tanker vil lade mig glemme hvilken 'dejlig' dag det har været idag." Med hjem mente hun hen til Nicolas, det var virkelig det eneste sted hun havde lyst til at tage hen lige nu, eller måske hen til Angela? Hm.. Caroline drejede sig ud af Nicolas favn i et suk. Med det samme hun stod for sig selv det var lidt tomt. Vreden var forsvundet og nu var hun nærmere trist. Eller et ord forkert og vreden ville eksplodere ud af hende igen. Så rystede hun blot på hovedet og gik ud af døren, dog da den smækkede bagved hende kunne hun ikke få sig selv til at gå videre. Hun lænede sig op af kroens mur og mødte muren med sin ryg og hoved. Et kort kig på stjernerne fik hende til at smile kort. "Tillykke med fødselsdagen Caroline." Sagde hun til sig selv i en lav hvisken.. Inden hun så lukkede øjnene ganske kort.. Det var som om at hendes fødder var frøset ned til jorden og hun ikke kunne bevæge sig væk.. Lidt dramatisk var hun dog, hendes følelser var også lige på det øverste da hun lige var kommet tilbage og de ikke havde haft tid til at falde til ro.


//Rækkefølge: Allyson, Blair, Nicolas, Mikkel, Caroline.

Allyson småløb hen imod kroen. Hun var ikke sikker på, hvor hun kunne møde sin søster henne. Hun vidste ikke engang hvor Caroline boede! Allyson nægtede dog at opgive sin søgen efter sin søster. Nok havde Caroline forvandlet hende til det hun hadede mest, men nu hvor hun vidste at Caroline levede, kunne hun umuligt være sur på Caroline. Lige siden deres forældre døde, havde Allyson altid ønsket sine søstre tillykke med fødselsdagen, når det var deres fødselsdag, selvom hun ikke havde været sikker på at de levede, eller om hun nogensinde ville se dem igen. Nu hvor hun vidste at Caroline levede, ville Allyson finde hende og ønske hende tillykke med dagen. Allyson trak den sorte kappe tættere om sig, for at lukke nattekulden ude.
Hvis Allyson var heldig, kunne hun finde Caroline i kroen, men chancen for at Caroline var der, var lille. Eftersom Allyson nærmede sig kroen, kunne hun se en skikkelse. Hurtigt genkendte Allyson Caroline. Allyson begyndte at løbe hurtigere. Hun var lige ved at falde på et tidspunkt, da hun var en smule svag. Hun havde drukket blod for lidt tid siden, men det havde været meget lidt. Hun brød sig ikke om at skade mennesker, da slet ikke at dræbe dem. Derfor tog hun så lidt blod som muligt. Nogle tog hun endda slet ikke noget. "Caroline!" Råbte Allyson glad, inden hun krammede Caroline. "Tillykke med fødselsdagen!" Sagde hun grinende. Allyson trak sig væk, og trak en pakke fremfra kappen. Hun rakte Caroline pakken. "Her." Allyson smilede roligt til Caroline.

Blair var efterhånden vant til ikke at få opmærksomhed, der var ikke særlig mange der gav hende opmærksomhed, men netop det var nok for at hun kom til at længes efter det. Også i den samtale var hun blot en birolle, Caroline, Nicolas og Mikkel var midtpunktet. Hvorfor hun stadig var der var egentlig en gåde. Hun så på Nicolas da han sagde hun burde gå, hun overvejede et kort øjeblik bare at gøre det. Der var ingen grund til hun blev der, men alligevel havde hun ikke lyst til at gå. Blair vendte så blikket imod Mikkel, han holdte rent faktisk med hende, gav hende ret. Det fik hende til at smile en smule, hun vendte dog opmærksomheden imod Caroline da hun forsatte samtalen og så stormede ud. Det ville Blair nok også have gjort. "Nogen burde følge efter hende." Hun regnede med at de begge ville storme efter hende. Hun blev som regel efterladt alene, så hun trådte bare til siden så de kunne gå ud hvis de ville det.

Nicolas havde ikke lyst til at der skulle være andre end ham selv og Mikkel der lige nu. Så kunne de få afgjort det en gang for alle. Der var ingen der skulle behandle hans forlovede sådan, og alle der gjorde ville komme til at fortryde det. Han stod bare og lyttede, han ville ikke tage større del i det end højst nødvendigt. Caroline klarede det også udmærket selv, så der var ingen grund til at han blandede sig. Men efter Caroline fortalte hvad Mikkel havde gjort ved hende kunne han ikke holde tilbage længere. "Du slipper ikke godt fra det her." Han havde ikke tid til at ordne Mikkel lige nu, hun måtte sørge for Caroline fik det bedre. Han fulgte hende derfor ud af døren og så på den unge pige der stod og krammede hende. Han gik bare hen og stillede sig ved siden af Caroline, han ville ikke afbryde noget.

Mikkel kiggede på Caroline og hans øjne var ved at græde, for han var ved at indse hvad fanden var havde gang i, han mærkede dov en lille smerte af noget ramte hans ende side af kroppen, han kiggede ned så sig og han opdagede at han havde hvid vin på det meste af sin bluse, han sukkede svagt op kikkede op, og rystede på hovedet, han havde ikke opdagede at hans arm var i gang med at bløde, for lige nu var det kun at blive gode venner med Caroline igen der gik ind i hans hoved, men han kunne ikke bare sige undskyld og kramme hende nu hvor Nicolas også var der, han måtte vente til at spørger om han måtte snakke med Caroline når de begge var ved at falde ned, han kiggede væk og sagde roligt, "ja det må du undskyld" Mikkel kiggede på hende da hun snakkede om alle de ting han havde gjort imod hende, han kunne ikke længer en lille tårer kom ned fra hans kind, en lille sølv tårer, han så ind i hendes øjne og sagde roligt, uden at råbe af hende, "Jeg havde et valg Caroline, jeg kunne vælge at gøre de ting imod dig eller jeg kunne vælge at min far dræbte dig, jeg ved godt hvor meget du kan klare til, for det var ikke normalt at overleve det fald du var udsat for, for nogen uger siden, et normalt menneske ville død af det men du overlevede og det er det jeg er mest glad for" han snakkede roligt til hende, for han ville ikke gøre hende mere sur end hun allerede er.

Mikkel kiggede på hende igen da hun begynde igen at snakke til ham, han rystede på hovedet og sagde roligt og blidt igen, "Jeg ved godt jeg ikke ved alt Caroline, og det kommer jeg heller ikke til, og ´lærte dig at kende da du var vampyros så nej jeg har intet imod det, for mig skyld måtte du være lige det du ville være" han sukkede svagt og viste at det var lige meget hvor meget han prøvede at finde noget andet at snakke om ville de stadig komme tilbage til det gamle emne, Mikkel tog armen ud for at holde hende tilbage da hun var på vej ud af døren med de sidste ord var at det var hendes fødselsdag, han sukkede svagt og sagde roligt til kvinden som han stadig ikke kendte navnet på og sagde roligt, "det er dumt hvis jeg går efter hende, Nicolas denne her må du klar, og ja jeg ved jeg ikke slipper godt fra det hele" han sukkede igen og gik tilbage til baren for at få noget at drikke, han kiggede på kvinden som stadig stod der hvor efter Mikkel sagde med en rolig stemme "Hmm kom og drik lidt med mig, hvis du altså ville frøken" han tog noget at drikke og ventede på hvad kvinden ville gøre.

Kani var taget til koren ved navn det vilde svin. han havde fået oplysninger om at Caroline havde en aftale her, så han var taget ud for at finde hende, ikke fordi han kunne huske så meget ved hende, han havde kun lige fået af vide hvordan hun så ud og hvad hun hed og hvad hun var for ham før han rejste, han var i hørt et par sorte bukser og en hvid bluse, hans sorte vinger var blevet lidt stører end sidste gang han var i byen, nu var det også længe siden han sidst havde været her.

Han sukkede svagt og gik vider, han var ikke særligt langt væk fra kroen da han så tre personer, han så en lyst håret som så lidt sur ud, en mærk håret pige som så meget glad ud og en mand som bare så normalt ud, han kig hen til dem og viste dem et billede frem af Kani og hende Caroline som han ledte efter, hvor efter han sagde roligt "Undskyld er der nogen af jer som ved hvor man kan finde denne kvinde henne?" han kiggede op og så på den lys håret kvinde hun lignede lidt hende på billedet men så alligevel ikke, så Kani tog sig ikke af hende mere.

Stemmen fløj igennem hovedet på hende da hun kunne genkende sin søsters stemme, og da hun krammede hende hvilkede Caroline sine arme om Allyson. Caroline smilede til Allyson da hun sagde tillykke. "Tak." Smilede hun så opdagede hun Nicolas kom ud og vendte kort blikket derover men rettede det imod hendes søster igen. Allyson rakte hende en pakke, og Caroline smilede stort samt taknemligt.
"Det havde du ikke behøvet, Ally." Svarede Caroline og så tænkte hun lidt over noget. Så smilede hun større. "Ally? Jeg vil gerne have du skal møde min forlovede. Nicolas." Sagde hun og præsenterede Nicolas for sin lillesøster. "Nic, det her er Allyson. Min lillesøster." Carolines familie var større end man skulle have troet, men det gjorde hende ikke mindre glad for de der så levede. Caroline pakkede så sin gave op, et fint armbånd. "Tak søde." Det var tydeligt at Caroline var lykkelig over at hun havde fundet ud af at hendes søster faktisk stadigvæk var i live. Caroline kørte en hånd igennem sit hår.

Der kom der en engel som hun faktisk kendte ret så godt, det var Kani. Han havde været rejst væk, selvfølgelig havde hun også haft troet at han var død. Men Angela havde gjort det ret så klart for hende at han var i live at det måtte være sandt. Caroline så på ham da han vidste et billed.
"Ser jeg så anderledes ud af du ikke engang selv kan genkende mig?" Spurgte hun og så Kani i øjnene. Hun var lidt irriteret på ham efter hvad Angela havde fortalt hende, sjovt nok før han forlod dem kunne Caroline og Angela ikke fordrage hinanden. Caroline så på Kani.
//Rækkefølge: Caroline, Angela, Allyson, Logan, Blair, Nicolas, Mikkel, Kani.

Angela havde ikke været i godt humør i flere dage, hvor end hun gik synes hun at problemer og mere drama fulgte hende til døren. Så hvad med blot at smutte ind af bagindgangen til kroen stjæle en flaske whisky og drikke direkte fra flasken. Hun opfangede dog hurtigt en masse forskellige dufte udefra, tre fra folk hun kendte. Angela sad lidt og tænkte over hvad hun endelig skulle gøre, og endnu engang opsøgte hun dramaet ved at rejse sig op på sine stillet hele, den sorte kjole hun bar sad tæt ind til hendes hud. Angela håbede døren, og fik øje på Caroline, Nic og Kani. Hun nikkede og lukkede døren efter sig. Så tog en en tår af flasken og gav den til Nicolas.
"Bare rolig KAni, hvis du leder efter en luder varulv. Så er hun ikke derinde, tro mig." Smilede hun, Angela var ikke fuld. Hun var fuld klar over en hver eneste af hendes handlinger og sætninger. Men det ændrede ikke på at når en ting var galt i hendes verden, så kom alt der var i vejen tilbage til hende. "Hov, btw. Tillykke Caroline. JEg skal nok tage en snak med Valerie. Og med snak mener jeg tættest på døden." Angela havde hørt om Valeries lille forsøg på at dræbe Caroline ved at smide hende ned fra en klippe. Angela fik øje på den sidste der stod derude og smilede til Allyson. "Jeg er Angela." Smilede hun skævt inden hun så passede sig selv lidt igen.

Allyson så undrende på den mand, der stillede sig ved siden af Caroline. Hvem var det? Hendes vagt? Caroline var jo vampyrernes leder, så måske beskyttede denne vampyr hende? Hun kunne lugte at manden var en vampyr. Hun så på Caroline igen. "Jo, jeg gjorde. Det er første gang i tre år, at jeg er helt sikker på at du lever, og ved at jeg kan finde dig." Allyson smilede skævt. Allyson så på manden igen, da Caroline præsenterede ham for hende. Hendes forlovede? Allyson kneb øjnene lidt sammen. "Mig en ære at møde dig, Nicolas." Sagde Allyson med en svag kæk tone i sin stemme. Allyson så på Caroline, da hun åbnede gaven. Allyson smilede blidt og lagde hovedet lidt på skrå. "Det var så lidt." Sagde Allyson med et blidt smil om læberne. Hun så på en fyr, der gik hen til dem. Hun så på billedet han viste dem, da han spurgte om de havde set den pige. Allyson hævede et øjnebryn. "Hun står lige der." Allyson pegede på Caroline. Hun så på en pige, der gik ud af kroen og rakte Nicolas sin flaske, der tydeligvis var alkohol i. Allyson rynkede på panden, over det pigen sagde. Hun så på pigen, da hun kiggede på hende. "Og, jeg er ligeglad." Sagde Allyson med en uskyldig tone i sin stemme, men hun havde et kækt smil om læberne.

Logan var lige kommet tilbage til den sære verden. Intet var som han kendte det, og det tog tid for ham at vænne sig til det. Han havde dog fundet ud af hvordan de fleste gik klædt, selvom han ikke ligefrem syntes om den påklædning. Han havde besluttet sig for at finde et sted med alkohol, det huskede han og han vidste det var en god ting hvis man havde brug for at glemme. Han havde ikke så meget at glemme, han kunne ikke huske de fleste år af hans liv, der var så mange år som han var gået glip af og nu var han i en ny tidsalder og alle han kendte var højst sandsynligt døde. Hans udstråling skreg mystik, han kendte ikke til nogen i denne nye verden, og ingen kendte ham. Han var følelseskold fordi hans følelser praktisk talt var blevet fjernet fra ham, men han var stadig høflig og en gentlemen. Logan nærmede sig kroen hvor der skete en hel masse, som han ikke kendte noget til eller havde tænkt sig at tale del i. Udenfor stod der fem mennesker samlet. To mænd og tre kvinder. Han gik hen til dem og tog først Allysons hånd hvor han forsigtigt og ømt placerede sine læber på håndryggen, han gjorde det dernæst ved Caroline og til sidst ved Angela, medmindre nogen af dem selvfølgelig strittede imod. Han gav dernæst hånden til Kani og Nicolas. "Mit navn er Logan, og hvem må I være?" Det var tydeligt at høre på hans tale måde at han ikke var fra den tid.

Blair kunne nemt høre hvad der foregik udenfor, men hun besluttede sig for at lukke af for det. Der var ingen grund til at lytte til det, selvom det var umuligt at lukke helt ned for det, men hun prøvede. Blair satte sig oppe i baren med Mikkel og tog noget at drikke. Hun var stadig forvirret over hvad der egentlig var sket, de havde fortalt om så mange interne oplevelser som Blair ikke kunne tale med om. Men hun vidste hvordan det var at stå i en situation lignende den Caroline havde været i, hun havde selv været en del af et trekantsdrama som hun var overbevidst om at der foregik. Ellers var det underligt Mikkel brød sådan sammen efter han troede Caroline var død. Man kunne ikke være så tætte uden romantiske følelser, eller det var Blair i hvert sikker på. Hun drejede sig om på stolen så hun havde fronten imod Mikkel. "Så hvad sker der imellem dig og Caroline?" Hun ville ikke snage, men hun var bare så pokkers nysgerrig.

Nicolas så på Caroline da hun præsenterede ham for Allyson, hendes søster åbenbart. Hvordan kunne han ikke vide noget om det? Han nikkede en enkelt gang smilende til hende. "I lige måde Allyson." Han vidste ikke hvad der foregik inde i kroen, men han var egentlig også ligeglad, han kunne lige så godt fokusere på dem han var i selskab nu i stedet for. Han rynkede brynene da en knægt kom og spurgte efter Caroline, han skulle lige til at fortælle at det var hende han stod ved siden af, men Allyson kom ham i forkøbet og fik det sagt på en langt mere venlig måde. Han opfangede hurtigt Angies duft, og han kendte sin søster godt nok til at vide hun ville komme ud til dem. Nicolas tog imod flasken og så bare på den med et først undrende blik, men han trak dernæst på skulderne og tog sig en tår. Endnu en person valgte at tage del i forsamlingen. Nicolas fik nogle dårlige signaler fra ham, han følte sig truet, og det sket sjældent på den måde. Han rystede kort hans hånd, han sagde egentlig ikke noget til at han kyssede pigernes hænder. Det virkede på ingen måde romantisk. "Nicolas." Han tog en tår mere af alkoholen.

Mikkel kiggede på kvinden som havde satte sig ved hans side, han tog først noget at drikke før han vente blikket imod hende, han sukkede svagt og sagde roligt, "Det er en meget lang historie" han tog lidt mere at drikke for at falde til ro, han viste ikke hvordan han skulle sige det til hende kvinde, ikke en gang Caroline kendte til det hele, men Mikkel måtte tage sig sammen, nu var der jo en ville lytte til hvad han havde at sige så hvorfor skulle han holde tilbage, hvad ville der også ske hvis han sagde det til hende, han sukkede igen og sagde roligt, "det hele startede med at Caroline kom ind på denne kro for mange uger siden, vi hyggede os med at drikke menneske blod, og hun fortalte mig at hendes forlovet fra død, vi blev taget til fange af min far som nu er død, han torturet både Caroline og jeg" Mikkel holdte hurtig inde for at få vejret for han viste at det næste han skulle sige ville sårer ham dybt, "Det startede med at vi fik vievand på os, Caroline var desværre så glemsom at hun glemte hvilke nogen racer jeg var, så hun kyssede mig imens hun prøvede at passe på mig, jeg var bare lige hurtigere end hende til at få os vent om så jeg fik vievand på min krop, derefter blev jeg torturet voldsomt, jeg viste ikke hvad Caroline var igennem i mens jeg var hos min far, men desværre elskede min far at se nogen blev torturet så han gav mit et valg, jeg havde valget til at selv at torturer hende, eller jeg kunne vælger min far skulle, selvfølelig valgte jeg mig selv, selvom jeg viste at alt ville gå galt, men jeg ved hvordan min far har det med torturer, at han til sidst voldtager dem og dræber den der efter. en lille tårer kom frem på hans kinder for han forsatte, "Os du nok allerede har hørt, gjord jeg ting imod Caroline som er utilgivelig, selv om hun siger jeger tilgivet ligger det stadig inde i hendes bag hoved, efter nogen uger hvor vi ikke havde kontakt til hinanden, valgte jeg at søge efter hende, der fik vi snakket om tingende, men hun havde stadig ikke glemt de forfærdelige ting jeg havde gjort imod hende, så jeg valgte at slutte vores venskab for hendes skyld, så hun ikke skulle tænke på mig Mikkel træk vejret hurtig og fik flere tårer i øjne, han havde håbede på at han aldrig skulle fortælle denne her historie, han lukkede øjne og sagde så roligt igen, "Jeg troede jeg aldrig ville få hende at se igen, men det skete altså at hun kom løbende med vampyr bag sig som var ved at slå hende ihjel, jeg redet hende og fik af vide at hun var blevet menneske igen, hun var hårdt såret så vi valgte begge to i fællesskab at finde et sted hvor vi kunne være, nogen dage tik og vi løb tør for både menneske mad og blod til mig" Mikkel holdte inde lidt længer end sidste gang og tog noget mere at drikke hvorefter han sukkede, "Da jeg var kommet tilbage til den lejlighed vi havde fundet var hun væk, jeg var bange for der var sket hende noget at jeg ledte efter hende, hvor jeg desværre kom forsendt til at rede hende, Caroline blev kastede ned fra en klippe af en eller anden Dæmon, jeg var helt færdig og jeg kunne næste ikke klare livet mere, for jeg havde lovet hende at være hos hende hele tiden, hvis hun gik hen og dødede som menneske ville jeg havde lagt mig ved hendes grav, så jeg hoppede ud over klippen med de sidste ord efter mig som hun desværre ikke kender til Hvorfor fortalte han ikke bare at de sidste ord var 'Jeg elsker dig Caro' hvorfor skulle det være så svært, han så på kvinden efter han var stoppede og forsatte sin fortælling, "Caroline havde begravet min gamle krop, og kort tid efter kom jeg frem som et skyggevæsen, desværre er jeg tilknyttede mit til hende, og kan ikke klare tanken om at være for alt væk fra hende, jeg kan ikke klare tanken om at hun skulle være i fare, for jeg.... jeg elsker hende, jeg elsker hende mere som en ven, mere end som en søster, men jeg ved at hun elsker Nicolas mere end hun elsker mig, og jeg må leve med det, jeg er bare glad for at hun har en hun elsker hos sig selv om jeg synes at Nicolas lidt er en nar, så har han stadig fortjent hende" Mikkel kiggede væk igen og tog noget mere at drikke, til sidst havde han tømt en flaske og var begynd på en ny.

Kani så fra billedet til den lyshåret pige som stadig foran hende, han kunne godt se der var en lighed imellem de to, han så på den mærk håret kvinde som sagde at det var Caroline som stadig foran ham, og selv at den lyshåret kvinde sagde at hun var Caroline, men så måtte de jo være rigtig, Kani tog sig til hovedet og sagde svagt "De må I meget undskyld, jeg kan ikke huske særligt meget, jeg har kun fået af vide at Caroline var min bedste veninde før jeg raste også fik jeg dette billede." han kiggede ned på billedet for han lade det væk igen og smilede til den alle tre, nu hvor han prøver at huske efter hvem de tre personer var kunne han kun huske Caoline, ha kendte ikke til manden som stod ved siden af hende, og han kendte heller ikke den mørk håret kvinde som lignede Caroline lidt ikke meget men lidt.

Kani fik dov et lille chok ad Angela kom ud fra kroen han gik lidt bag ud sagde roligt til hende "Angela? hvad går der af dig? hvorfor er du så sur på?" han var lidt bange for at gå hen til hende for han viste hvordan hun ville være når hun var sur, så han holdte sig lidt væk, en anden mand som han ikke kendt til kom hen og kyssede pigerne på hånden, Kani måtte indrømme at han ikke var så glad for at manden kyssede Angela's hånd, men Kani måtte bare bide tænderne sammen og fortælle samtalen, han tog imod mandens hånd og shade pænt sit navn "Hyggeligt at møde dem, navnet er Kani" Kani hørte hvad manden hed som stod ved siden af Caroline, var det Nicolas eller Niclas han kunne ikke helt huske det.

Caroline smilede blidt til Kani, og som en storm kom Angela ud. Tydeligt at hun ikke var i det bedste humør, og at drikke var sommetider en god afleder. Vidste hun selv. Allyson svarede Angela igen, det var ikke den bedste ide. Caroline kendte Angela nok til at vide at hun skulle passe på med hendes reaktion på det. Dog var hun næsten sikker på at Kani kunne aflede vreden fra Allyson væk og over på ham selv. Ellers var Nicolas der også hvis hans søster skulle blive helt moderisk.
Så var der en ny herre som deltog i samtalen ved at kysse Allysons hånd, hendes egen og Angelas. Caroline smilede lidt skævt dog stadigvæk venligt, dog fik samtalen indenfor hende til at lytte efter. Så blev hendes øjne blanke og hun rullede med dem da hun havde slugt at Mikkel faktisk elskede hende. Siden hvornår!? Hun kiggede over på Nicolas for at se om han hørte det, altså hun havde jo endelig ikke gjort andet end at lære ham at kende. Caroline følte intet for Mikkel som var ovre i det romantiske overhovedet. Dog vidste hun også at hvis hun gik ind og ruskede i ham ville der ikke komme noget ud af. Caroline forstod nu hvad han mente med hvad han altid ville være der for hende, hun havde haft et helt forkert indblik i hvad han mente. Da han sagde hvis hun døde ville han lade sig dø ved siden af hende, alt nu forstod hun.
"You got to be kidding me." Hviskede hun irriteret, hun kiggede Nicolas i øjnene han ville tydeligt kunne se hun ikke følte det samme. Hendes kropssprog havde afsløret hende, og Nic kendte hende sommetider bedre end hun kendte sig selv.

Hvis Kani ikke havde snakket til hende så var hendes indre bombe af følelser nok mest sandsynligt gået udover Allyson, og Angela ville have evig tid til at prøve at komme over det. Angela så på Kani.
"Jeg har bare et dårligt år, intet andet." Svarede hun igen og lagde smilede skævt. Angela skulle til at sige noget da hendes øjne rettede sig imod det der skulle have forstillet at være Logan en som hun kendte.. for mange år siden. Han kyssede hendes hånd til sidst, selvfølgelig kunne han ikke genkende hende. Hun lignede en anden.
"logan?" Sagde hun forvirret inden han endelig fik præsenteret sig, en masse følelser og minder væltede igennem hende. Og hun stod endelig bare der uden at vide hvad hun ydeligere skulle gøre af sig selv. Hun nikkede til ham i et hurtigt smil. Så hørte hun en snakke om at han elskede Caroline indefra kroen af. "Wow," Hviskede hun dramatisk og vendte så blikket imod Logan.
"Angela." Sagde hun så til Logan for at 'præsentere sig.' Hun fugtede hurtigt sine læber med sin tunge og åndede let ud. "Hvordan er du her nu? Kan varulve ikke kun leve op til 300 år?" Angela var halv vampyr, hun levede af vampyrblod, hun ville vide hvis at han var vampyr. Dog virkede hun meget lige frem. Logan var hendes første kærlighed selvfølgelig var hun ligefrem, dog virkede han følelsesløs. Så det virkede helt uhyggeligt at se på ham igen..

Allyson betragtede Nicolas med et mistænkeligt glimt i øjnene. Hun skulle vidst holde lidt øje med ham, for at sikre sig, at han ikke kunne finde på at såre Caroline. Hun så på drengen igen, og rynkede svagt på panden. Allyson lagde sine arme over kors. Gad vide hvem han var? Hun kunne altid spørge Caroline om hvem han var senere. Caroline havde i hvert en del spørgsmål at besvare. Allyson så undrende på en fyr, der gik hen imod dem, og... kyssede hendes hånd. Hun havde ikke noget imod det, men hun havde aldrig prøvet at en fyr var så høflig overfor hende. Hvad endnu mere undrede hende, var Angelas reaktion på fyren. Allyson så på fyren, der hed Logan. "Allyson." Sagde hun roligt. Hun var en smule glad for at Logan havde spurgt om deres navne, for så fik hun af vide, hvad fyren som havde spurgt efter Caroline hed. Kani. Hun havde aldrig mødt nogen, der hed det, før nu.
Allyson kunne svagt høre en nævne Carolines navn indefra kroen. På nogle punkter var hun glad for at være vampyr, men der var flest dårlige ting ved det. Hun kunne dog godt lide at hun hørte meget bedre end før. Hun hævede et øjnebryn, da hun hørte at personen, der snakkede elskede Caroline. Allyson så på Caroline, da hun hviskede noget. Allyson smilede svagt, og havde et kækt glimt i øjnene. "Draaaaaaama." Sagde Allyson med en drillende klang i stemmen.

Logan så skiftevis på personerne som de præsenterede sig selv. Han blev dog mere opmærksom da en af de lyshårede piger gentog hans navn. Han vendte blikket imod hende og rynkede hans bryn så der kom de sædvanlige rynker imellem brynene da hun sagde hendes navn. Han bed ikke rigtig mærke i at der åbenbart foregik noget drama som han ikke kendte til. Han var mere fokuseret på Angela. "Det er sjovt. Jeg kendte en engang der hed det." Han så en anelse forvirret ud da hun talte til ham som om hun kendte ham. Han havde aldrig set hende før i hele sit liv, hvordan kunne hun tale med ham på den måde. Og hvordan kunne hun vide at han var varulv engang? "Hvordan kan De er fremmede for mig. Hvem er De?" Han så kun på hende, de andre fik ikke hans opmærksomhed i øjeblikket.

Blair lyttede til Mikkels lange forklaring. Hun sagde ingenting, nikkede bare engang imellem og lyttede ellers bare. Da han efter lang tid blev færdig så hun på ham og betryggende en hånd på hans underarm, fordi hun kunne se det havde været hårdt for ham. Men den første tanke der var faldet ind var selvfølgelig. Alle elsker Caroline Lidt misundelig var hun altså. Hun forstod det godt, ganske rigtigt havde hun ikke stået i hans sted men hun havde stået i Carolines sted og det var heller ikke sjovt. Hun kunne godt sætte sig ind i hvordan han havde det. "Jeg ved det er svært for dig det her. Men du skal være forberedt på de har hørt dig udenfor." Hun kunne godt lide Mikkel, så hun ville gerne forberede ham på hvad der kunne vente ham. Blair rejste sig op og stillede sig på den modsatte side af Mikkel. Hun holdte med ham lige nu. Kun fordi hun havde set sig selv i den situationen og hun have valgt forkert, og hun fortrød det. Hun ville ikke se Caroline gennemgå det samme.

Nicolas stod bare og så rundt, han var ikke rigtig en del af samtalen og havde heller ikke lyst til at være det. Han lyttede i stedet til hvad der foregik inde ved siden af. Og efter Mikkels lange forklaring mærkede Nicolas en vrede brede sig inden i sig. Han vidste godt man ikke kunne gøre for sine følelser, men han var stadig ikke vild med det. Så det første han gjorde var at kaste flasken langt væk fra de andre, og dernæst smadrede han sin næve ind i muren så der opstod en revne der gik lige fra bunden af muren til toppen og lige midt i var der en stor bule fra hans næve. Han bevægede sig så hen imod døren og gik indenfor. "Hvem tror du lige du er!?" Han lød vredere end før, hvilket han også var.

Mikkel kiggede på kvinden som nikkede til hans fortælling, tænk at hun gad at lytte efter hvad det var han sagde, tænk at nogen gad at lytte til ham for en gang skyl, nu hvor han også har talt med en om det havde han det meget beder, han var faldet til ro og var klar til at møde Caroline igen, lige ind til kvinden sagde at de andre havde hørt ham, han tog sine hænder op til sit hår og var helt ude af det, hvordan kunne han glemme at vampyr kunne hører ting som ikke var i nærheden af dem, Caroline var jo lige blevet til vampyr og Nicolas har altid været vampyr, var der mund flere der ude eller talte de to bare om at gå eller hvad skete der ude, Mikkel kiggede op på kvinden som var gået om bag han, han så underligt på hende og sagde roligt, "Tror du de ville slå mig ihjel en gang for alle?" man kunne godt hører på hans stemme at han var lidt bange, og det var unormalt for et skyggevæsen, men Mikkel kunne ikke klare det, hans fortid var mørk og han havde for det meste dårlige minder, hvis han havde nogen gode var de bare med til at skabe de dårlige.

Før han viste af det kom Nicolas ind af døren og Mikkel raste sig hurtig op, i det Mikkel raste sig faldt stolen dag han og var nok tæt på at ramme kvinden som havde blevet tilbage for at hører på ham snakke, Mikkel kiggede hurtig tilbage med et blik som spurgte om hun var 'ok' hvor efter Mikkel vente blikket imod Nicolas og holdte sine hænder ud for at skabe noget plads imellem dem, imens han sagde med en bange men alligevel rolig stemme, "Nicolas tro mig jeg ville gerne lave om på mine følelser, men efter jeg er blevet skyggevæsen er jeg tilknytte til Caroline, det er ikke min skyld det ligger til min race Nicolas" Mikkel talte sandt han havde læst i nogen boger om hans nye race og deres ende svaghed var at de tilknyttede sig til en person som de holdte af eller elskede, og efter som Mikkel havde elskede Caroline før han blev til skyggevæsen var hun også den Mikkel var tilknyttede til, uden han selv havde valgt det, på en møde ønskede Mikkel at Caroline kom ind for at holde Nicolas tilbage men så alligevel ikke for Mikkel ville gerne vise at han kunne klar sig selv imod en gammel vampyr som Nicolas.

Kani så på Angela som sagde hun havde et dårligt år, han gik hen til hende og lade sine hænder om hende og så hende ind i øjne og smilede svagt imens han spurgte hende roligt, "Noget du ville snakke om pusser?" Kani havde bare altid en beroligende stemme når han snakkede til Angela og de andre, han var lidt noget særligt, Kani havde aldrig sådan været sur på nogen over hovedet ikke engang på Angela som han var kærester med for mange år tilbage, desværre var han usikker på deres forhold nu om de bare var venner eller om de var blevet kærester igen.

Kani slap hende da hun vente blikket imod Logan, Kani fik det dårligt med sig selv og han tog sine hænder omkring sin selv for at sig tilbage, Kani så hen på Caroline og så hvordan hun så ud i de første minutter troede han at hun var blevet dårlig, men så sagde op til flere af den at der var drama i luften, Kani forstod ikke hvad fanden de snakkede om, og lide med et var Nicolas godt ind igen, Kani rystede på hovedet og gik hen til Caroline og tog en arm omkring hende for at hold hende i ro, han kiggede hende ind i øjne og sagde roligt, "Bare rolig jeg er hos dig" Kani havde ingen følelser for Caroline overhovedet og det vise Angela okay og hvis Caroline virkelig var hans gamle bedsteveninde så viste hun også godt at han ikke følelser for hende overhovedet.

Kani gik tilbage til Angela da han havde stået hos Caroline i noget tid, han lage armen omkring hende og hørte hvad Logan spurgte om, Kani havde lyst til at sige noget men han viste at denne måtte hun nok selv tage, så han gik væk igen fordi han stadig havde det dårligt over at Angela så på Logan på den møde, det gav Kani en dårlig følelse.

Caroline bemærkede Nicolas' vrede, og det var den som gjorde at hun havde sin fulde opmærksomhed på ham. Caroline vidste ikke hvad hun skulle gøre for at holde sin egen vrede nede, hun havde ikke rigtigt noget at gøre for at aflede sin opmærksomhed fra vreden. Dog da Kani lagde armen om hende kiggede hun lidt mærkeligt på ham, ikke fordi hun ikke vidste at han bare ville hjælpe. Dog var hun ikke sikker på hvad hun skulle gøre lige nu, så hun valgte at gå med Nicolas ind. Det var hende der var skyld i det drama, men hun var ikke den som kunne stoppe det. Caroline havde aldrig i sit liv ønsket at sårer nogle på den måde som hun ville ende med at sårer Mikkel. Det mindede hende om da Christian valgte en anden i stedet for hende, Caroline vidste udemærket godt hvor ondt det gjorde men der var intet andet at gøre. Dog vente Caroline sig om imod Angela.
"du rører ikke Allyson." Det var endelig ikke et spørgsmål, det var bare hvad der skulle gøres intet andet.

Caroline stod på siden af Nicolas, ikke at hun ville stoppe ham eller noget. Hun vidste at han blev så vred fordi det var hende, og ligeledes var hun blevet ligeså vred hvis hun havde hørt en sige at hun elskede Nicolas. De sloges jo blot for deres partner, der var intet unaturligt i det. Det var blot sand kærlighed, og hun havde ikke tænkt sig at stoppe ham i at være vred. Nicolas kæmpede blot for hvad der var hans, og det elskede hun ham for. Det beviste deres kærlighed mere end den allerede var tydelig.
Så ændrede hun sit blik over imod Mikkel da han snakkede om at knytte sig til folk som skyggevæsen, og hun rystede på hovedet. Hun havde intet at sige til ham, for ærlig talt så var hun stadigvæk noget vred på ham. Det var følelserne som lige skulle dæmpe lidt ned igen..