Vores liv vikles ind i hinanden. Også spøgelserne. (Alane)

Alane kiggede på ham, ingen havde været i cellen siden hendes familie havde flygtet herfra, hun havde brugt rummet her men aldrig cellen, hun havde jo ingen grund til det. Den havde været for familiens og hans egen beskyttelse. Da han lagde hånde på dørhåndtaget tog hun et par hurtige skridt og var hurtigt over ved hans side, hun havde en virkelig dårlig fornemmelse, det kunne hun ikke komme udenom. Let bed hun sig i læben og hendes øjne gled over sølvdøren som var en smule medtaget. Følelsen af at noget slemt ville ske lagde sig over hende men hun sagde intet, Sean virkede så skeptisk at det nok ikke var en god idé men på den anden side havde de jo heller ikke rigtigt set noget, det kunne jo bare have været huset der gav sig, det var jo efterhånden ved at være ret så gammelt.

De små firkantede vinduer der var i rummet her gav ingen lys efterhånden, sneen havde virkelig taget til og blokkerede næsten hele vinduet så kun det ene store stearinlys der stod på borde gav rummet en meget let gul glød men det var ikke nok til at oplyse det helt. Lige før Sean åbnede celledøren skævede hun en enkelt gang hen mod trappen, Elyas var vidst stadig bare nede i hendes soveværelse. Hendes blik gled tilbage på Sean i det hun hørte hængslerne klage da døren blev åbnet. Rummet var tomt, stort og der var indtørret blod på væggene, gulvet og store flænger over det hele. To kæder lå midt i rummet, de var boltret fast i gulvet men det man lukkede omkring håndledene for at holde folk fast. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt da han sagde han var for gammel til spøgelseshistorier. Hun kiggede på ham med et skævt smil og skulle lige til at træde ind rummet da døren blev smækket i for næsen af hende.

"Sean?!". Hendes stemme lød fortvivlet, var det ham der havde smækket døren for at skræmme hende eller hvad? Hun greb fat i håndtaget og prøvede at åbne den men kunne ikke, den var låst...

Rummet var i sandheden skræmmende, lige den slags rum der ville optræde i hans mareridt, hvis han havde nogen. Hvad han jo havde...Men det var ikke noget han talte højt om. At blive lænket fast, som en sindssyg, med lænker, og efterladt alene i et lydtæt rum. Låst. Fanget, som et dyr, og uden mulighed for at komme fri...Han fik gåsehud. Og det værste var at halvdelen nu var tæt på at være sand. I et øjeblik mærkede han et svagt stik af panik. Han løb hen til døren og rev i den og bankede på den.
"Åben! Alane, er det dig?!" i et øjeblik overvejede han om hun havde en grund til at fange ham, til at hade ham...Og det havde hun jo. Var dette hendes straf? Åh...Og hvad med Elyas?!
Han sparkede til døren, uden den flyttede sig det mindste. Han så hjælpeløst på døren...

Han måtte blive rolig igen. Han tvang sig til at sætte sig på knæ, med hænderne på sine lår, og trække vejret dybt. En gang, to gange, tre gange. Flere gange, til hans krop kom under kontrol og han kunne tænke mere rationelt.
Okay...Alane havde ikke været helt i nærheden af døren, da den lukkede. Hun havde været lidt væk fra den. Kunne hun have lukket den alligevel? Og hvorfor? Men måske...Var det ikke hende...Men hvem eller hvad skulle det så være?
Det var koldt...Og han følte sig overvåget. Noget snittede ham...Han sprang op på benene og drejede rundt, for at holde øje med hele rummet på en gang, men opdagede ikke denne fremmede fjende, der trængte sig ind på ham. Lidt efter blev alt normalt igen...Hvor...hvad...var det?
Hvor var det gået hen?

Elyas hørte lyde deroppe fra. Normalt ville han være blevet, stole på at hans onkel kunne løse det hele, men han blev nervøs som han sad der. Det endte med at han rejste sig og gik forsigtigt op af trappen. Det lød som om de sloges om et eller andet...
Han kom endelig helt op og han lod blikket glide over dette skræmmende loft. Til de endelig faldt på Alane. Der gik et øjeblik, før det gik op for ham at hun ikke kunne åbne døren og hans onkel måtte være derinde, da han ikke var her. Han skyndte sig hen til hende.
"Hvad sker der?" spurgte han og lagde selv en hånd på døren, som kunne han, på mirakuløs vis, finde en løsning. Pludselig var det som om han kunne mærke den samme kulde fra før, den der havde skubbet ham ned af trappen...Hans hår på armene rejste sig, alle som en.
"Alane...Vi er ikke alene..." han så på hende med skræmte øjne. Hvad skete der dog?!

Hun kunne ikke høre ham, bare der ikke var sket ham noget. Hvad nu hvis det Elyas havde sagt var sandt, hvad nu hvis de virkelig ikke var alene og der så var nogen der prøvede at skade ham, hun ville aldrig tilgive sig selv fuldt hvis hun havde været skyld i at Sean kom til skade. Hendes hænder bankede mod den store metal dør, det gav genlyd i hele soveværelset og dette værelse eller det var vel mere eller mindre det samme. Hendes fingre lukkede sig atter engang omkring dørhåndtaget som hun hev og sled i det for at få døren op. Hvad nu hvis det knækkede? Nej det kunne det da ikke, døren var trods alt kæmpe stor. Hun hvirvlede rundt da hun hørte Elyas stemme bag hende, hun havde slet ikke hørt han var kommet op af trappen, hun havde været en smule optaget som han sikkert havde set. "Døren smækkede pludselig i mens han var derinde men jeg kan ikke få den op nu". Hun kiggede op på ham han var højere end hende, Alane var trods alt ikke særlig højt. Hendes slanke smukke hænder var stadig knuget tæt omkring dørhåndtaget, så tæt at hendes knoer blev helt hvide. Da ordene havde forladt hans læber løb det hende koldt ned af ryggen. "Vi bliver nødt til at få ham ud". Som hun havde sagt det kom hun i tanke om ekstra nøglen, den lå godt nok helt nede i køkkenet men den burde da kunne hjælpe dem.

Uden at tænke over det gav hun Elyas hendes våben og kiggede på ham, "Jeg kommer igen om lidt, indtil da prøv at få døren op mens jeg henter nøglen". Efter hun havde sagt det løb hun gennem rummet, ned af trappen og ud gennem soveværelset og til sidst endte hun i køkkenet. Med let rystende hænder hev hun skufferne op og rodede dem igennem en efter en. Til sidst, selvfølgelig i den sidste skuffe hun kiggede i fandt hun nøglen. Alane havde hele tiden følelsen af at hun blev i agtaget og det fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen og hendes hænder til at ryste en smule mere. Da hun havde fundet nøglen og knugede den tæt i hånden løb hun op mod rummet igen. Der var vel gået en ti minutters tid da hun endelig kom op af trappen igen. "Jeg har nøglen", hun løb hen og satte den i døren og låste så op hvorefter hun ville flå døren op hvis den nu altså ville.

Elyas var lettere rædselsslagen for at blive efterladt heroppe alene, mod en usynlig fjende. Det kunne godt være de andre ikke troede på det, men han var overbevist om det var en form for spøgelse, ånd, poltergejst...Noget i den stil. Han lod blikket glide rundt, selv om det var nyttesløs. Han havde vænnet sig til at hans onkel altid dækkede hans ryg, altid kom løbende, hvis der var problemer. Nu stod han med en våben i hænderne og kunne ikke hjælpe sin onkel, følte sig som en forskræmt unge. Men han var jo slet ikke så svag, han havde lært meget siden han havde været på jorden...Han trak vejret dybt og prøvede igen at hive i døren, men gav så op. Det nyttede ikke at spilde sine kræfter på at hive i døren, når den forblev lukket. Kulden omsluttede ham i et øjeblik. Det føltes som om...Som om den afprøvede ham. Han svang våbnet i håb om det ville vifte eksistensen væk...Og det lykkedes. Bildte han sig selv ind, for den forsvandt...
Men hvis den ikke var her, hvor så? Inde hos onkel? Åh, Alane, skynd dig tilbage!

Sean havde nu gået rummet rundt mindst fem gange, ledte efter en form for løsning, et skjult rum, en svaghed...Hvad som helst. Men selv om huset havde trængt til renovering, var dette rum stadig lige tæt og stærkt, som holdte det stadig en forvokset varulv inde. Han sukkede svagt og blev ved med at trække vejret stille og roligt, da han gik tilbage til døren og kiggede lidt på den. Hvad nu?
"Hvad er det dog der sker?" mumlede han let for sig selv. Pludselig mærkede han det som om nogen tog fat i ham. Han kunne ikke styre det...Han faldt. Slog hovedet ned i gulvet, forvirret over hvad der var sket. For helved, her var jo ikke nogen! Nogen havde...fjernet benene under ham...
Han mærkede en ukendt kraft klemme om hans hals. Han fægtede i luften, uden det hjalp. Kulden var også kommet igen, fik hans hår til at rejse sig.
Han hev efter vejret. Han kunne ikke...Ikke fjerne det...Han gik i panik og rev i gulvet, kun for at rive sine fingre til blods. Det mørkede for hans øjne og hans hjerte hamrede som en sindssyg...Skulle en stor, stærk dæmon som ham, gå til grunde sådan her? Han nægtede at tro det! Dette var ikke ligefrem den afsked han havde drømt om...Måske noget med nogle dæmoner der stod rundt om ham, respekterede ham og ville savne ham. Savner, respekteret, stolt. Værd at være. Ikke i et støvet loft af noget ukendt, med hans nevø og kæreste udenfor døren...

Pludselig åbnede døren. Den raslede let, syntes Sean. Det gik ikke rigtig op for ham hvad det betød. Ca. samtidig som døren åbnede sig, mærkede han den ukendte kraft forlade hans hals og han tog gispende en vejrtrækning. Og hostede. Han både hostede, tog sig til halsen og prøvede at trække vejret dybt. Han prøvede at sætte sig op.
Det eneste tegn på at det var sket, ud over Sean stadig prøvede at få vejret, var nogle røde mærket på hans hals, udefinerbare. Hverken en hånd, klør eller poter. Bare nogle røde pletter.

Da døren gik op nærmest løb Elyas ind i rummet, mens han smilte let for sig selv, glad for de havde fundet en vej ind. Han overvejede slet ikke at han også kunne blive låst inde derinde. Han faldt på knæ ved siden af Sean og lagde en hånd på hans skulder. Nu mere nervøs for hans helbred...Hvad hvis det havde taget lidt mere tid?
Han sendte Alane et hurtigt blik, før han så på Sean igen.
"Onkel? Er du okay?" spurgte han prøvende.

Alane kunne mærke panikken bruse gennem hendes åre og hendes hånd fumlede en smule med nøglen som hun låste døren op, hvad skulle hun dog gøre hvis der var sket Sean noget? Hun ville aldrig tilgive sig selv, det ville have været hendes skyld, hvorfor var hun dog ikke gået med herind? Man kunne se hendes øjne var bange, hun var panisk men prøvede at skjule det, der var ingen grund til at male fanden på væggen... Endnu altså. Nej sådan måtte hun ikke tænke, hun blev nødt til at skubbe de dårlige tanker ud af hovedet og tænke mere positivt... Åh gud var det virkelig sådan hun var blevet? Helt omklamrende type, nej det var hun da ikke.. Det var vel kun lige i denne situation hvor det hele også var så underligt... Aldrig havde hun prøvet dette før, var stedet her virkelig hjemsøgt eller spillede deres hjerner bare et pus?

Lettelsen skyllede ind over hende da hun så at Sean havde det godt eller at han i det mindste var okay. Dog kastede hun sig ikke i hans arme da Elyas trods alt var hans familie og derved gav hun ham den plads han nu skulle bruge. Dog valgte hun at træde ind i rummet for en sikkerhedsskyld. Hendes fodtrin gav genlyd i cellen og billeder væltede ind over hende, dette rum havde indholdt hendes far engang... Savnet til familien hun ikke rigtig længere kunne huske så meget om skyllede ind over hende men hun skubbede det hurtigt væk. Hendes krops positur var sørgmodig men hun var også vagtsom. Hun ønskede ikke at falde i et baghold men det var som om hvad end der var her var det ikke ude på at skade hende... Kun Sean og Elyas... Det måtte bare ikke ske. Hendes dybe grønne øjne gled varsom rundt i rummet og landede til sidst på Sean og Elyas.

Roligt gik hun over til dem og satte sig på knæ ved Seans anden side mens hun kiggede på Elyas, de måtte afsted nu, inden der skete mere. Ville stormen forhindre dem, var det virkelig det værd at prøve at kæmpe sig gennem snestormen uden for eller ville de sagtens kunne nå frem? Alle mulige spørgsmål kørte rundt i hendes hoved og hun kunne hverken finde hoved eller hale i det. Hendes øjne mødte til sidst endelig Seans og man kunne klart se bekymringen i dem. Let lagde hun sin hånd mod hans arm og kærtegnede ham blidt for at vise ham at hun var her for ham. Dog fandt hun ingen grund til at spørge om han var okay da Elyas allerede havde stillet spørgsmålet. Dog ventede hun i spænding på at han svarede og håbede virkelig på at han var okay.

Sean troede ikke på det var overstået. Blot han nu kunne trække vejret, af en eller anden grund havde...Noget...Sluppet ham, da de ikke længere var alene. Var denne skikkelse bange for at han skadede Alane, hvis skikkelsen gjorde ham noget? Han viste det ikke, han viste blot at den ikke havde rørt Alane en enkelt gang. Den havde afprøvet Elyas...Og endelig gået efter Sean.
Han faldt tilbage på ryggen og lukkede øjnene i et øjeblik, trods han helst ville hurtig ud af rummet. Han trak vejret dybt et par gange. Han ville garanteret få blå mærket rundt om halsen, men det betød intet. Han åbnede øjnene igen og satte sig op, blot for at nikke let. Hans øjne mødte Alanes og han følte sig en smule mere rolig.
"Jeg klare mig" tilkendegav han.
"Men jeg vil godt snart have svar på det her..." han lød næsten vred. Han ville ikke finde sig i at blive gjort til grin på den måde, næsten dø, til en usynlig fjende!

Han fik kæmpet sig op af stå og gik ud af rummet, med Elyas ved siden af sig. Han sikrede sig at Alane forhåbentlig gik med dem. Han lænede sig op af væggen uden for rummet og følte endnu bedre tilpas ude af rummet...Han hadede rummet. Ikke om han frivilligt gik derind igen!
Og netop som alt virkede mest stille...Med sneen der faldt tæt udenfor...
"...Alane..."
Næsten ikke hørlig, en svag, mandelig stemme der drev igennem rummet, kun stærk nok til at de alle kunne høre den i stilhed. Det løb Elyas koldt ned af ryggen, hvad Sean opdagede. Næsten ubevidst trak han drengen hen til sig for at beskytte ham. Hans blik gled hurtigt rundt i rummet, selvfølgelig uden at opdage noget, før han så tilbage på Alane. Han brød sig ikke om dette sted og han kunne ikke beskytte dem her. Han ville gerne væk. Men hvis han tog af sted...Måske kunne han aldrig komme tilbage, hvis dette blev ved med at være efter ham...Skulle de prøve at kommunikerer med dette noget?
Han søgte svar hos Alane.
"Vi kan ikke blive. Men hvis vi ikke finder en løsning nu...Kan hverken Elyas eller jeg nok komme tilbage. Noget er fjendtlig imod os..." han viste ikke hvorfor han regnede med at Alane kunne finde et svar. Nok fordi det var hendes hus og dette spøgelse, eller hvad det var, åbenbart hørte til Alane.

Man kunne nærmest mærke ubehagen ulme lige under overfladen på hende, hun brød sig virkelig ikke om at være inde i dette rum, hun havde ikke andet end dårlige minder omkring det her. Alane havde altid haft det svært ved at hendes far skulle være låst herinde men som hendes mor havde sagt havde det åbenbart været nødvendigt for at beskytte familien selvom hun nu altid havde haft det rigtig ambivalent med det. Der gik dog ikke længe før hun havde rystet det af sig og kiggede ned på Sean der nu var kollapset så han lå på ryggen og kiggede op på både hende og Elyas. Et beroliget og varmt smil gled over hendes læber da han endelig svarede om han var okay, det lagde virkelig en ro over hende men det ville ikke vare længe, de måtte ud herfra, nu! "Det er jeg rigtig glad for at høre Sean". Let bed hun sig i læben, egentlig havde hun ikke selv nogen anelse om hvad foregik her men ville selv gerne vide det. Let kørte hun en hånd gennem hendes lange smukke hvide hår mens hun kiggede ud af cellen de lige nu befandt sig i.

Da han havde fået kæmpet sig på benene og vaklede ud af det med Elyas blev hun siddende et øjeblik og kiggede på den store kæde der lå på gulvet hvor den var boltret fast, boltene nærmest emmede af magi. Langsomt lod hun sine slanke fingre glide over den lettere rustne kæde. Der gik dog ikke længe før hun havde skubbet sig på benene og fulgte efter dem og stod nu udenfor cellen som hun lukkede forsvarligt bag sig, intet skulle komme ud derfra eller trække en af dem derind. Hun stivnede da stemme løb gennem rummet og nærmest som en iskold farligt kærtegn gled den op af hendes ryg hvilket fik hende til at lukke øjnene og tage en dyb indånding, stemmen virkede så bekendt og på en måde beroligende men hun ville ikke finde sig i at den skadede dem som hun holdt kær. Let åbnede hun sine øjne og kiggede over på Sean som hun gav et enkelt nik samt et varmt og forsikrende smil. "Vi tager afsted nu, ellers kommer vi aldrig frem i den snestorm og bare rolig, jeg tager tilbage hertil en dag og så skal jeg nok tage mig af den, jeg har et par tricks oppe i ærmet". Et drillende smil gled over hendes læber og hun gik roligt hen til dem. "Sean, jeg har egentlig en forspørgelse, den omhandler en af mine evner jeg for ikke så længe siden opdagede jeg havde men det kræver noget specielt og det er noget jeg gerne vil spørge dig om". Hun kiggede ham i øjnene, det kunne blive nyttigt hvis hvad end der var her skulle beslutte sig for at komme til syne og skade dem endnu mere.

De stod midt i et hjemsøgt hus. Han vidste, kunne se, at Alane også fandt det ubehageligt og at flugtinstinktet var ved at have overtaget hos dem alle tre. Han trak vejret dybt. Af en eller anden latterlig grund havde han ikke lyst til at gå endnu, ikke før problemet var løst, men hvis Alane ikke havde lyst til det, var der jo ikke meget han kunne gøre ved det. Dette var jo hendes hus, hendes hjem og hun bestemte. De var blot gæster - Uvelkomne gæster.
Sean nikkede kort og med Elyas foran sig gik de over til trappen. I et øjeblik mærkede han et koldt pust...Men så virkede det som om de fik lidt fred. Omend for et øjeblik.
Måske fordi...Noget, vidste de ville gå nu.

Han så lidt på hende. Dette faldt ham et dårligt tidspunkt og sted at snakke om andre ting. Men han ville gøre alt for hende og hvis hun havde brug for at vide det nu her, ville han lytte. Han bad Elyas vente. Ville ikke slippe drengen af syne. Han så på Alane et øjeblik.
"Hvad som helst" smilte han let.

Der var intet de kunne gøre, der skulle en exorcisme til, et ritual. Alane havde læst om dem i hendes mors bøger men hun havde aldrig prøvet det før og kendte ikke følgerne af det hvis det nu skulle gå galt... Men alligevel så var det her hendes hjem og ønskede hun ikke selv at være herre i eget hus, jo det gjorde hun! Hendes øjne gled mellem Sean og Elyas, hun ønskede ikke at nogen af dem skulle komme yderligere til skade da det ville være hendes skyld for ikke at have fået dem væk i tide men bare ladet dem blive midt i farezonen. Hun var så forvirret og vidste ikke helt hvilken beslutning hun skulle tage men en ting var sikkert, hun ønskede ikke at nogen af dem kom til skade men samtidig ville hun også gerne kunne tage dem med herhen igen uden at de skulle rende rundt i frygt om at blive slået ned eller skadet på anden vis.

Alane tog en dyb indånding og kiggede Sean i øjnene, var det her virkelig klogt? Hun havde ikke vist andre end en enkelt denne evne men det havde også været i en umådeligt presset situation. Men uanset hvad måtte hun hellere give ham en forklaring på hvorfor hun skulle bruge det hun skulle bruge fra ham. "Jeg har en evne, men denne evne kræver noget af dit blod, det er ikke noget jeg gemmer, det er noget jeg skal indtage og kun denne ene gang i mit liv. Ser du jeg har evnen til at formskifte om til andre væsner, ikke kun dyr men for at det skal lykkes skal jeg havde indtaget noget af racens blod og have studeret dem men så kan jeg også få deres duft, deres aura og andre ting såsom en varulvs styrke med men jeg vil også få nogle negative effekter så som at jeg kan miste kontrollen over deres form og ende med at gøre stor skade". Let bed hun sig i læben og kiggede op på ham med et roligt blik men indeni var hun nervøs, meget nervøs for hans reaktion.

Han var helt perpleks i et øjeblik. Han måtte se på sin kæreste og blinke et par gange, før han formåede at samle sine tanker igen. Også Elyas så ud til at være ret overrasket over dette. Han kiggede væk...Dette var ikke noget han skulle blande sig i.
Sean studerede Alane i et stykke tid, uden overhoved at sige noget eller reagerer yderligere.
Han vidste...At indtog folks han blod, ville det have samme virkning som steroider. Hun ville blive stærkere...Men det kunne også skade hendes krop, give hende livsvarige men. Og så var der jo det at han havde hørt om at folk blev afhængige af det...Som om der kunne skabe et bånd mellem folk. Det skete vist kun ca. 50% af gangene. Men for Sean var det mere end nok. Han var på nippet til at sige, samtidig som han ville stemple hende som lettere sindssyg. Men i stedet begyndte han at analyserer på det.
"Fortæl mig..." hans stemme var rolig. Lidt for rolig.
"...Hvorfor jeg skulle tillade dig det, ud over at jeg stoler på dig?" spurgte han. det var tydeligt hun ikke ville opnå noget fra ham...Før hun havde svaret ham hvorfor hun havde brug for ikke bare hans udseende, hvilket var ret mistænksomt, men også han styrke.

Selvfølgelig var han skeptisk omkring det og egentlig havde hun heller ikke forventet andet, det var jo Sean men snakkede om her. Men alligevel havde det været rart hvis han ikke stolte spørgsmål lige nu men bare lod hende men sådan var han jo ikke og det var vel en af de ting hun elskede ved ham men også en af de ting hun kunne bande langt væk ned i helvedes flammer. Let kørte hun en hånd gennem håret og så ham i øjnene, hun lød sikkert sindssyg i Elyas øre men det kunne hun ikke tage sig af lige nu. Alane havde allerede for længst indtaget Sajros blod hvilket gjorde hende i stand til at tage from som en Nightcan men ikke nødvendigvis med hans udseende, hun kunne ligne hvem end hun ville. "Der er nogen i dette hus der ønsker at skade jer, en fjende vi ikke kan se, ikke engang ved hvad er eller hvor stærk denne person er.. Han har allerede skadet Elyas og også dig og det ønsker jeg ikke forsætter. Vi ved ikke hvor stor en styrke dette er men hvis det er hvem jeg tror det er står vi ikke en chance og i sær ikke hvis han ikke er alene omkring dette. Jeg vil kunne blive ja, en ærkedæmon som sig hvis jeg indtager dit blod, ikke med dit udseende men med styrke noget nær lig din hvilket ville give en større chance for ingen af jer bliver skadet igen". Let bed hun sig i læben og kiggede ned, hun kunne så absolut ikke klare tanken om nogen af dem kom til skade igen og da bestemt ikke når skylden lå på hendes skuldre. Hvis han ikke ville give hende det ville hun være nødsaget til at bruge en anden form, en form han vist ikke brød sig særlig meget om.. Hun ville være nødsaget til det hvis hun skulle beskytte dem, hendes egen krop var ikke stærk nok til at stille sig op mod ham. Hun løftede blikket og så ham i øjnene atter engang og lige i dette øjeblik gled en kynisk, kold og knoglerystende knurren gennem huset så dem gav genlyd men der var intet omkring dem i dette øjeblik.

Han så lidt ubeslutsomt på Sean. Han var ikke sikker på dette var en god ide, tanken om at hans kæreste skulle være en...der drak blod...Det var fremmed for ham. Og ikke ligefrem tiltrækkende, ikke fordi det betød det store.
"Men...Hvis du har brug for en fysisk styrke til at overvinde...dette..." han slog kort ud med armen.
"Hvorfor skal jeg så ikke være i stand til at gøre det?" spurgte han. Tanken om at han kom til skade, generede ham ikke. At Elyas gjorde, bekymrede ham dog. Han lod kort blikket glide ned til ham. Han ventede tålmodigt, selv om han mest af alt ikke ønskede hverken at høre eller se noget til dette.

Sean trak vejret dybt og lyttede til huset, som et rovdyr der lyttede efter et bytte. Den knurrende lyd var foruroligende...Alane havde ret. Han måtte få Elyas væk herfra, men nogen blev nød til at tage sig af det. Da dette...Noget, ikke så ud til at ønske Alane noget ondt, ikke lige nu i hvert fald...Men hvad hvis den gjorde og bare ventede på at få hende for sig selv? Hvad hvis...Han havde lovet at beskytte hende.
Men var det ikke, på en måde, ham der beskyttede hende, hvis han lånte hende sine kræfter? En ting var sikkert...Han kunne ikke lade hende blive, uden hun havde en mulighed for at beskytte sig.
Til sidst trak han en lille dolk frem. Han så kort på Alane, trods han havde besluttet sig. Han lagde et kort snit ned over hans hånd og gemte så dolken væk igen, da han lidt tøvende holdt hånden frem mod hende. Dette var...Så underligt. Smerten havde været kort og sviende. Blodet gled lystigt frem, enkelte dråber forlod hans hånd, som han havde knyttet, og ned på gulvet.

Hun kørte en hånd gennem sit lange hår, en smule frustreret måske endda men ikke på ham, mere over sig selv lige nu. Hvorfor havde hun dog også taget dem med herhen, bragt dem i fare. Let bed hun sig i læben før hun kiggede op på ham, det var ikke fordi hun ikke så ham som stærk, tvært imod, han var den stærkeste hun kendte, han var hendes beskytter og hun elskede ham og et eller andet sted ville hun gerne fortælle ham det men lige nu var øjeblikket ikke det rigtige men det ville vel komme på et tidspunkt. "Jeg er bare bange for hvad end det er der lurer derude er for stærkt og i sidste ende vil komme til at skade dig eller Elyas og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis jeg havde bragt nogen af jer i fare".

Et eller andet gjorde det rigtig ondt at han ikke stolede nok på hende til dette, han fortalte aldrig om sin dag, de var heller aldrig fysiske sammen mere... Var han blevet træt af hende? Havde hen fundet en anden bag hendes ryg igen? Bare ved de tanker føltes det som om hendes hjerte blev revet itu. Let gled hendes øjne i og hun prøvede virkelig at skubbe det hele væk men det var svært, hun var vel inderst inde bare bange for han rendte og flirtede med andre kvinder, han så jo godt ud. Let slikkede hun sine læber og åbnede så øjnene og kiggede op på ham. Han var virkelig blevet en stor del af hendes liv og det skræmte hende et eller andet sted at han kunne påvirke hende på den måde som han kunne.

Hendes øjne gled over ham da han trak kniven og lagde et snit i hånden, det var ikke fordi hun nød smagen af blod, nok nærmere det modsatte men det var påkrævet for hendes evne. Roligt lagde hun en hånd på hans kind og kærtegnede den let hvorefter hun tog hans hånd og lod hendes silkebløde læber hvile over såret som hun drak en enkelt mundfuld af hans blod. Hun fortrak en mine da hun virkelig ikke kunne fordrage smagen af blod. "Jeg er glad for du stoler på mig... Dog er der en ting jeg aldrig har elsket ved denne evne er blodet, det smager grimt og jeg ønsker egentlig ikke at drikke det... Men ja". Hun kiggede op på ham med et smil og lod så hendes hænder forlade hans kind samt hans hånd. Hendes øjne var rettet mod hans.

Hans mørke øjne studerede hende næsten intensivt, lagde mærke til de små rynker og sitren, der altid var i folks ansigter og som røbede mere om deres tanker, end folk ønskede. Var hun bange for et eller andet? Han brød sig ikke om hendes argument. Hvis her var noget...Burde det være ham, som manden, der tog sig af det! Det var ikke kvinden der skulle tage sig af det! Det føltes så...Forkert. Og gik imod hans maskulinitet. Han følte af en eller anden grund at det hele var dømt til at gå galt og at Alane ville komme til skade og så ville han hade sig selv for ikke at kræve han selv stod ansigt til ansigt med dette...Noget.
Også selv om det endnu ikke var gået direkte efter Alane, men det kunne der være mange grunde til. Måske lå det bare på lur...Ventede på et rigtigt tidspunkt. Han brød sig ikke om at tænke på det. Han drejede sit ansigt og så op mod loftet igen, men hans opmærksomhed vendte tilbage til Alane, da hun rørte ved hans kind.

Sket var sket. Han lukkede øjnene og mærkede hendes læber mod sin hånd...Det var så forkert. Han havde intet imod vampyrer, men han foretrak kvinder som ikke drak blod. Blod havde aldrig tændt ham, ikke det mindste. Det havde den seksuelle mystik.
Han åbnede øjnene igen og lod hånden falde ned langs siden, selv om blodet stadig gled fra den. På et tidspunkt ville det stoppe med at bløde. Han smilte svagt, omend en smule modvilligt.
"Det er ikke fordi jeg ikke stoler på dig..." svarede han roligt, hans mørke øjne skinnede, da de så på hende.
"...Men fordi du udfordre mig. Jeg har netop lovet at beskytte dig...Og alligevel er det dig der springer ud i kampen. Det...Går mig på" svarede han roligt. Han så ned af trappen, for at se om Elyas stadig var der. Han turde ikke slippe Elyas med øjnene, hvis noget mere skulle ske. Han så op på hende igen.
"Vær forsigtig..."

Det var på ingen måde fordi blodet tændte hende, nok nærmere omvendt men hun havde ikke selv valgt denne evne, det var en hun havde fået efter hendes forvandling til Skindwalker, efter sygdommen var gået over havde hun opdaget denne nye evne og det kunne skam også være ganske brugbar i visse situationer og hun havde da også allerede draget brug af den.
Hendes blik faldt ned på tæppet, hun havde nærmest kunne mærke væmmelsen fra ham og kunne se på hans smil at han absolut ikke havde været tilfreds med situationen men hvad havde hun dog gjort galt? Hun ønskede bare også at kunne beskytte ham, at stå side om side med ham i denne situation uden at han skulle bekymre sig for meget om hende. Let løftede hun blikket og så ham i øjnene, et af hendes fine øjenbryn gled op i undren, hvad mente han dog med det? Ville han rent faktisk efterlade hende? Havde han ikke lovet højt og helligt at ville beskytte hende eller havde det været et tomt løfte fra hans side af? "Sean... Jeg tror ærlig talt du har misforstået, jeg ønskede ikke at udfordre dig eller noget. Jeg ønskede at tage denne sammen med dig, at vi skulle stå side om side men samtidig ønskede jeg ikke at du skulle blive for distraheret men jeg er ligefrem stærk i forhold til dig, en arcdemon eller hvis det der er imod os skulle være en Nightcan... Det var derfor jeg ville have dit blod. For at stå sammen med dig, ikke for at skubbe dig væk".. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg elsker at du gerne vil beskytte mig, det er rart at vide at nogen vil det men jeg holder jo også rigtig meget af dig og vi derfor også gerne kunne beskytte dig, om end ikke andet så bare en smule". Hun kiggede ham i øjnene og håbede virkelig at han forstod hende denne gang da hun ikke ønskede at stå alene med det her.

Hendes ord overraskede ham. Hvis man spurgte ham, havde hun hele tiden lagt op til at han skulle gå med Elyas, mens hun blev tilbage og så det fremmede i øjnene. Han så lidt på hende, ved denne nye oplysning. Nu følte han sig...Utilfreds. Med hele situationen og at han virkelig gav hende blod!
"Jeg troede du ville have jeg gik, med Elyas" svarede han ligeud, roligt.
"Hvis jeg skal blive her...Hvad jeg da foretrækker, skulle jeg aldrig have givet dig mit blod. Du er ikke en distraktion, du er en del af mit ansvar. Jeg har lovet at forsvare dig...Ikke at fodre dig med mit blod!" han var utilfreds med situationen, men prøvede ikke at lade det gå ud over hende. Han havde ændret sig meget på det sidste og han var ikke længere så venlig eller forstående, som enkelte måske havde oplevet ham. Han var blevet mere vred.
Han forstod det ikke. Og han ønskede ikke at forstå det. Mest af alt følte han at hun manipulerede med ham. Men det var vel en snak de måtte tage en anden gang. Han slog kort ud med hænderne.
"Hvordan angriber vi noget vi ikke kan se, noget vi ikke kan gribe fast i?" spurgte han hende til gengæld. Et problem af gangen og lige nu fandt han deres fjende vigtigere end deres små fejl i kommunikationen.

//Emnet er afsluttet med aftalt slutning