Restart - Camille

Sted: Firewood Village
Tid: Middag
Vejr: Sol - varmt

Nicholé havde for en gang skyld forladt sit elsket køkken og var gået udenfor i et solskindsvejr der normalt kun hørte de varme somre til. Trods det kun var tidligt forår, stod solen højt på himlen og gjorde det muligt at træde ud af huset og nyde varmen. Lå man stille kunne man endda få varmen ganske hurtigt. Den tålmodighed havde Eric dog ikke.
Valentines gården havde fået nogle knubs efter Necromanceren eller hans håndlangere havde været igennem byen. Ikke værre end at der kunne rettes op på det, men nok til at der skulle repareres, hvilke Eric og Isaac var gået i gang med. Først havde de været en tur rundt for at tjekke at alle indhegningerne nu også holdte de enorme dyr inde, hvilke de havde brugt nogle dage på. Ikke noget let arbejde på grund af dyrenes størrelse. Hegnet skulle være dobbelt så højt som normale hegn og mindst dobbelt så solide, da nogle af dyrene til tider fandt det morsomt at se om det kunne fungere som både lænestol og bokseboldt.
Efter det var sket var dyrene sat på marken og de kunne fortsætte indenfor. Nogle af hestene var omkommet og ingen havde fjernet deres kroppe, så både lig og stank skulle ud. Til alt held kun den ene stald, som derimod også var blevet en hel fluekoloni. Nicholé havde næsten formået at brænde hytten af, da hun havde forsøgt at ryge dyrene ud til sidst, hvilket var lykkes.
Det sidste der skulle gøres var at kigge på hovedhuset. Mens Isaac sikrede at hjemmets mure var lukket, var Eric oppe på taget for at lappe eventuelle huller der. Det viste sig dog hurtigt at det ikke var tilfælde, så da han omhyggeligt havde fået hver en tomme igennem, gled han ned fra taget. Hurtigt var han henne ved Carzador, som han sprang op på, samt greb sit nye 'legetøj'.
Med buen i pilekogeret over ryggen var Eric hurtigt nede i bunden af gården, hvor der var et stort tomt areal, hvor man ofte kunne støde ind i forskellige former for vildt. Både hjorte og kaniner, som ofte måtte lage skydeskive for en habil skytte som Eric i løbet af de sidste mange måneder var blevet. Når han nu var elendig til sværd, måtte han jo finde på noget andet at bruge sine hemmelige talenter på.

Frosty var en mild hest , en der fulgte sin rytters kommando og bevægelser , uden lige at skulle have sin egen mening indover først.
Det havde Camille efterhånden lært at elske hesten for. Ridning var ikke hendes drømme beskæftigelse og slet ikke når hesten var som et mindre hus. Valens heste var i særklasse på mange måder og hun burde føle sig priviligeret over at ride på en sådan.

Frosty og Camille havde efterhånden stået lidt strabadser sammen , og det kunne ses..., ses på den måde hesten slentrede doven og mageligt afsted og var ud i et med den lyshåret pige den bar på ryggen.
Solen reflekterede i lokkerne , der som altid var en smule messy på hendes top, og hun var hoppet i et par baggy beige bukser , et par old gamle all Stars i sorte , svarende til den sorte hoodie. Og under havde hun en hvid mande skjorte , der var nok to - tre størrelser for stor.
- Men hun så mere afklaret ud end længe. Ikke at hun var glad inden i, men hun var glad over endelig at fortage sig noget der var for hende - og ikke altid bare for at andre skulle havde det godt.
Camille havde besluttet at tage hjem.
Hjem alene , til sin egen dimension.
Hun havde sendt en brev med en 'lakaj ' til Sakref og meldt sin ankomst i ugens løb , for at tage ordenlig afsked. Frosty var blevet pakket til med hendes habengut, og lignede et pakæsel af en meget særlig slags.

Skolen var låst af , inden den var blevt åben , det var lidt ærgeligt.
En anden måtte nu kæmpe for slavernes ret til at leve som frie mennesker - nu måtte hun se at kæmpe sin egen sag .

Så ..., derfor kom den smukke hest nu slentrede ind på Valentine området , for at tage afsked.
Problemet lå i Mira, havde hun efterhånden stædigt fået bildt sig selv ind . Camille anede ikke om Eric ville tillade hun tog hende med?
Men så måtte hun jo... Stjæle ?

Mira, der var i gang med en eller anden leg, indebærende et æble og en pære, kiggede tilfældigvis da Camille kom tæt nok på gården til at hun kunne genkendes. Med et hvin sprang pigen op og med ben der gik som trommestikker, fes hun hen til Camille mens hun råbte og skrig så de tre andre umuligt kunne overhøre hende.
Eric kiggede undrende over skuldrene. Det lød næsten som om hun havde fundet en stor edderkop, som han havde fundet ud af pigen ikke kunne lide. Han havde moret sig vældig med at drille hende med de ottebenet dyr ... lige til den dag pigen selv kom til at trampe dyret ihjel, da han ved et uheld tabte den.
Ved synet af Camille, snublede Carzador næsten over sine egne horve, da Eric trak i tøjlerne for for at komme hen til hende. Efter hesten var på ret køl, blev den sporet og i fuld fart fløj hen til Camille for at hilse hende velkommen med et stort smil.
"Smart mundering." Blev hans første kommentar og trods den havde en ironisk tone, lyse han stadig af glæde over at se hende igen, trods deres halvsure opstød da de forlod hinanden. "Dejligt at se dig igen. Hvor har du været?" Han havde næsten kastet sig om halsen på hende, men dér formåede han at tøjle sin glæde. "Tror min mor har mad klar, du ligner en der kunne trænge til lidt ... og måske et bad."
Eric var mere end glad for at slippe for at have langt hår. Bare tanken om at skulle bære rundt på en tot som Camille fandt han ikke spor tiltrækkende. Heller ikke hendes mundering, men det undlod han høfligt ikke at kommentere.

Miras stemme var skinger og høj , men i Camilles øre var den lyden af ren kærlighed. Hun svinger sig ned og slap de slidte tøjler , for at sætte i løb mod Mira, der nåede til Camille før Eric.
Da de mødtes slog Camille armene om den spinkle pigekrop og begge lod de sig tumle ned i støv og sten , for at tumle glade rundt et par omgange .. " Heeeeej skatter ... Jeg har savnet dig " kysser hun løs på Mira , imens barnet både hvinede , kildede og kyssede igen.
Mira hviskede håbefulde .." Du bliver nu ikke ? Du skal ikke afsted nu mor , vel ?"
" Nej min skat - jeg forlader dig ikke " smilede Camille og purrede op i pigens hår ,da det var en helt naturlig ting i den situation at gøre.
Pigen tænkte på Eric og Camille som forældre og Eric havde faktisk sagt ja til at påtage sig forældre rollen , den som far med Camille som mor.
Omend det var længe siden.
Nu ville Camille bedri ham for den, så kunne han endelig tage ud på sine egne eventyr og møde nye mennesker.

Camille skubbede sig op og greb bagefter Miras hånd , for at hive hende op i et ryk.
" Snut... Vil du løbe ind til farmor og sige jeg er her , så de advaret " og så så hun ellers kun støvet fra Miras fodsåler.

Næste besøgende i Camilles konsultation blev var Caz og Eric.
Caz styrede mod Frosty og var mere interesseret i den , og Camille kunne så børste lidt støv af bukserne, imens hun sendte er strålende smil til Eric.
" Valentine .... How goes ? " hun rettede lidt på tøjet .. " Ja , der er helt normalt hvor jeg kommer fra " sagde hun ligegyldigt. Eric kunne tydeligvis ikke lide det - men omvendt huskede hun ikke at han nogen sinde havde udvist interesse i hendes tøj eller havde kunne lide noget hun havde på , så det udgjorde ingen forskel for hende.
Kvinden , den unge og sårbare der higede så slemt efter anerkendelse og kærlighed , var pakket sammen nu.
Den mere afslappet og ligeglade rejseklare pige var det hun var nu.
Hendes glæde over at se Eric var dig ægte. Han så godt ud . Enda havde forårs solen farvet hans kinder og hans hænder .
" Det er også dejligt at se dig ... Orh , lidt omkring har jeg været. Og som sædvanligt har jeg noget på hjertet jeg gerne vil tale med dig om " det var ikke ofte hun var helt mundlam og der skete vel altid et eller anset omkring hende.
" Uuhh Nicholes hjemmelavet ? Jov tak - hvis de altså ikke slagter mig ?" Smilede hun.
Well Well - de kunne ihvert fald ikke beskylde hende længere for at stjæle deres søn.
" Det lyder godt med et bad - det er nogle dage siden og ... Ja ... Jeg skal videre til Doomesville på min vej .. Øh hjem .. Og besøge Sakref. "
Sagde hun og fiskede et par æbler frem af en saddel taske , som hun fodrede til begge heste.

Camille begyndte gå mod hoved bygningen .... " hvad med dig ? Jeg kan se der har været lidt at reperere på her ?" Hun var dog meget glad over Valentine gården stadig stod!

Eric bed ikke videre mærke i Camilles kommentar om at have noget på hjertet. Det havde hun ofte og sjældent var det noget han behøvede at bekymre sine tanker op. Blev det endeligt aktuelt, gemte hun det sjældent for ham, så med ro i sindet lod han hestene mødes og få hilst på hinanden. Det varede dog ikke længe før Eric kiggede næsten chokkeret på Camille, da hun forklarede at hun åbenbart ikke ville blive, men skulle snakke med Sakref! Et mand kendt af mange, men mødt af få.
"Hvad skal du med ham?" Lød det straks en smugle mistroisk, mens de gik tilbage til gården. Han vidste Camille havde nogle venner hvor normale folk ikke havde, men han havde aldrig tænkt over at de måske havde en rolle eller noget andet. De var der bare og som regelt brød han sig ikke om dem, af den ene eller anden grund.
"Ikke så meget, huset er snart færdigt og så skal der til at arvles. Hestene er klar, nu mangler vi bare selv også at være det." Forklarede han kort, mens han trak de to heste efter sig. "Hvad skal du ved Sakref?" Ville han hellere vide, imens de nærmede sig gården.
Nicholé strålede ikke helt så meget ved synet af Camille som hun plejede, men der var et smil at spore på hendes læber og da de var helt fremme ved gården havde hun en skål suppe klar. Den blev stukket i hånden på gæsten, hvorefter hun gik ind for at varme noget vand op, så pigebarnet kunne blive skrubbet. Mens Camille spiste var Eric meget interesseret i at vride alt ud af hende, som var muligt. Måske var det hun havde på hjertet slet ikke så godt alligevel?

Camille havde forudset at der kunne komme små forhindringer i hendes plan.
Det kom der jo næsten altid.
Eric havde ikke helt været så vild med Camilles overnaturligebekendtskaber, som Alec der var dæmon for at nævne en enkel.
Dæmonernes forrige leder, også en meget særlig ven af hendes- Rafael - var forsvundet, men selv om Camille savnede ham, så mente hun ikke der var belæg for desideret bekymring.Rafael var måske den stærkeste mand hun kendte, og var han væk ,var det med garanti fordi han ønskede det sådan. Det var bare ærgeligt hun ikke kunne få talt med ham, lige nu.

Istedet lød et mindre suk fra hende..." Sakref...skal hjælpe mig med et par små ting" lød det først, men Eric ville vide mere. Hun skulle nok forklare ham det hele, men nu tonede
Nicholé frem , og med hende , en duns af nærende lækker brand varm suppe.

Camille kastede et kort blik op mod Eric." Du skal nok få de fleste detaljer,...om lidt " nåede svaret ham, lige inde Camille gav Nicholé et høfligt smil...

" Goddag Nicholé...det glæder mig at se i alle er kommet igennem den krig her ...og gården ser da ud til at være kommet nogen lunde igennem også, selv om der er lidt at lappe på" et par høfligheds fraser blev udvekslet og Camille endte med at takke for suppen, der blev stukket i hendes hånd.
Hun spejdede lidt efter Nicholé.

Camille havde aldrig helt forstået hvorfor Erics forældre havde vendt sig SÅ meget mod hende.Især isaac .Han havde svinget meget ...men ...ja .
Hun trak på skuldrene. Hun havde aldrig ville tage noget fra deres familie.
Hun havde måske haft en drøm og at tilføre den noget. Men det skulle de så heller ikke bekymrer sig om længere.

Hun fulgte efter Eric, der sikkert var på vej mod køkkenet og sætte sig ned.

" Du....Eric...du ved jeg kom hertil gennem portalen? ... jeg er ved at gøre klar til at..tage igennem den igen. " hun så ikke på ham , men bare på suppen der nu blev pustet energisk på.
" ...de er lukket nu, de to portaler....udover at sige farvel til en ven som Sakref er, så skal jeg bruge hans hjælp til at få en af dem åbnet"

Sådan! Så var det sagt!
Camille kiggede skjult op, selv om hele hovede stort set var lagt i suppen, i et forsøg på at undgå øjenkontakt.
Ingen ide om hvad Eric ville sige det til, havde hun.
Det kunne være alt fra ligegyldighed og vrede....og kendte hun ham godt nok, ville han nok bare sige..." Ok, hvis du er sikker på det".

- men så var der lige det med Mira. Den havde hun ikke præsenteret ham for endnu.

Først var Eric blot overrasket over hvilke drejning det hele havde taget, men efter ordne var sunket ind sad han lidt og bare gloede på hende. Når hun så kom forbi gården, kunne det enten betyde at hun ville sige farvel eller tage ham med. Det skulle være det sidste!
"Må jeg komme med?" Lød det en anelse mere begejstret end han brød sig om. Det var ligefør hun havde sagt ja, for han kunne forveksles med et lille barn, så glad så han ud. Hurtigt forsvandt lidt af glæden dog, da han så kom i tanke om det mere praktiske. "Hvad så med Mira? Skal hun med eller bliver hun her - og tror du dyr kan komme igennem portalen - hvor stor er den? Carzador er jo stor, men ikke tyk ..." Ævlede han løs i en tænksom mine, mens han forsøgte at forstille sig portalen. Det blev en rund ring med et eller andet farvet indeni.

Selv om suppen blev pustet til og smagte skønno, var Camille ved at kløjes i den . Erics svar havde hun ikke forudset og det dæmrede derfør først der , at det ikke lige gik som hun troede.
Tage Eric med ? Ai. Deres fjumren rundt , eller rettere Camilles vimsen rundt omkring ham , var jo en af de ting hun var ved at rejse gennem hele fucking universet for ille at kunne. For at forhindre sig selv i.
Og hvis han fandt andre interessante her , Ruby eller whomever, så ville han jo skulle indlægges med ' viagra symptomer' i den rigtige verden , hvor piger næsten have glemt hvordan de så ud med tøj på.

" Ja, din hest kan .. Man skal bare vide at der sker små ændringer hver gang man tager portalen. Den jeg fik en sølvfarvet stribe i håret , den er nu mest tydelig hvis håret er glat eller i en hestehale - men hvad den betyder aner jeg ikke ?
Og så fik jeg booster min evne , så den virker på væsner også nu.
Det havde hun fundet ud af for nylig , da hunmolestrerede en edderkopper tankerne.

" Jeg tror det er en god ide at Mira kommer med mig , der er ingen slaver der og skolen kan hun klare med lukket øjne , da hendes hjemme undervisning har været meter over niveau "

Hun var mere usikker nu end før , det var klart. Hun ønskede ikke toppes med Eric og heller ikke gøre ham trist eller gal. Men hun ville heller ikke bare forærer eller indfri alt han ønskede ? Selv om det måske ikke helt passede , havde hun en følelse af at have mistet sig selv til ham .... Og at han hverken havde ønsket det , eller taget imod det , eller passet særlig nænsomt på det?men Camilles bløde side kunne også trylle - og det var især god til at trylle med frygt. Den kunne trylle en fjer om til 16 hønsehuse med fyld - og så var det svært at finde den lille fjer - som trods alt havde været der ! Ikke kun i hendes fantasi.

" Jeg er her for at... Fortælle jeg rejser ... Et slags farvel " NU havde hun stort set en tallerken istedet for et ansigt. Så meget krøb hun uden om hans begejstring og forventningsfulde stemme.

Det irriterede Eric at Camille ikke ville svare. Det kunne da ikke passe at hun skulle krybe sådan omkring spørgsmålet. Ikke engang hendes lille joke bemærkede han. "Godt, jamen hvornår tager vi så af sted?" Mira og Cazador måtte komme med, så han tog det forgivet at han også var en del af hendes rejsehold.
Han kom på bene og gik hen imod huset for at begynde at pakke de ting han ville have med og gøre hestene klar. Han sagde intet til sine forældre endnu, for det skulle være sådan han kunne flygte i fuld fart, for de ville absolut ikke syntes godt om idéen. At de ville gøre nogle invendinger imod det, tvivlede han på. De var alle blevet enige om at han var stor nok til at passe på sig selv. Mira havde ligget flad i fire hele døgn, af bare grin. Hun havde intet kunne tage seriøst og brugte det flittigt som hævn overfor edderkoppen.

Hun havde troet at budskabet var leveret , men det var det så ikke.
Suppeskålen blev skubbet frem på bordet, den var alligevel godt Tom, så det var ikke en stor pris at betale.
Eric var AL for hurtigt oppe og i færd med at gøre klar , hvilke var en stor skandale.
Camille rettede lidt på håret og begav sig så den kendte vej op af trappen til hans private gemak .
Hun bankede på, og bød sig selv inden for.
Hendes sko blev skrabet med den hvide snude mod gulvet og hun havde svært ved at skull tage tyren ved hornene. Selv om han mest af alt lignede en glad jule nisse lige nu.
" Du... Eeehhh ... Eric ? Jeg havde forstillet mig det.. Øø skulle vær en slags pigetur? Hvis du forstår ?"
Hun kiggede på ham , og håbede han forstod hvad hun sagde.
" Erica og mig .... Og Frosty... " sagde hun igen og løftede brynene i en spørgende mine. Nu kunne det vel ikke siges mere tydeligt . Camille begyndte at bevæge sig lidt rundt. Nervøst. Hun begravede sine hænder i de posede lommer , bukserne havde. Over hendes numse var en masse syninger og et loge skrift; Junk De Luxe .

Eric stoppede og vente sig imod Camille med en tvetydig mine. Tydeligvis vidste han ikke hvad han skulle sige til det. "Hvor lang tid?" Blev så spørgsmålet, mens han lage armen over kros og lænede sig op af en kommode han stod ved siden af.
Fint nok de skulle på pigetur, men hvorfor lige igennem portalen, hvorfor skulle de genoplive den, bare for at tage igennem den. Hvad skulle Sakref med til, åbne den, men hvad mere? Lukke den? Hans blik hvilede afventende på den trippende Camille, som tydeligvis var nervøs over et eller andet. Han var efterhånden overbevist om at det ikke bare var en pigetur, ellers ville hun ikke ligne en der havde en bombe i bukserne.
"Nå, men fortæl mig så hvad i skal lave, siden jeg ikke kan komme med? Ud at finde et på mænd?" Hans stemme ytrede tydeligt hans irritation, ligesom alt andet hans krop viste. Lige fra hans måde at stå på, til hans blik.

Oh ! Nu var glæden da til at overse hos ham. Pis.
Camille rettede sig op og prøvede at tilføje et par centimeter mere til højde. IHåb om at virke til at have mere pondus og gennemslagskraft hos Eric.
Men det var et meget positivt forsøg, da camille var lidt af en nips ting.
" jaaa .... Et længere ophold.... Jeg ved jo du også har dit eget ønske om at drage ud i verden og se den.... Så jeg ville ... Gøre det let for dig og .... Det VAR jo min ide med Mira ... Og jeg .... " så fik hun en lys ide så hun ikke behøvede forsætte med at grave sin egen grav. For det var hun helt sikkert ifærd med.
Eric gav hende ideen. " Ja! Vi skal på mande jagt !!! En mand til mig og en kommende mand til Mira. Det er ikke noget for dig ! " hun løj så det drev ned af væggene men hvad skulle hun ellers?
Hvis han vidste hun aldrig kom igen , ville han så bare vinke dem farvel ? Næppe.
Hendes hjerte begyndte at kunne mærkes igen , under skjorten. Det bankede md uro og styrke imod hendes bryst. Pis også.
" Eric... Jeg er sikker på du forstår?" Bønfaldt hun ham md sine ord og med de klare øjne.

Var der nogle i den store hvide verden der var mere lendige til at lyve end Camille, så ville Eric gerne møde vedkommende og sige at det var godt nok imponerende. Som regelt var folk bare lidt gode, de forsøgte ikke at gøre det åbenlyst at de løg. Ved Camille stod det næsten i panden på hende. Hendes måde pludselig at skifte tone, handling og kropssprog var alt for indlysende en løgn.
"Jeg troede du var en bedre mor end at bortgifte din datter væk før hun er ti." Skuffelsen var tyk og ikke til at komme udenom. "Du er meget velkommen til at tage af sted nu, ja, lige nu, men du skal holde fingrene væk fra Mira. Hun kommer ikke med dig." Eric mente han havde gjort sin mening og holdning lig så klar som Camille havde givet sit rejseønske og ville hun diskuterer det var Eric mere end villig til at gøre det. Hans holdning til den blonde kvinde i bukser havde vendt på en tallerken så hurtigt at han næsten selv var faldet af i svinget.

" jeg kunne da ikke drømme om at bortgifte hende væk. Det var en .. Talemåde " Camille vidste hun var nød til at skrue bissen på. Min kunne ikke tigge eller charmerer til til at få Mira med sig.
" Ved du hvad .... Hun er lige så meget min datter og JEG behøver hende! Eric .... Lad os nu tage afsted ?"
Hun pillede lidt ved en fylde pen der måtte være i stykker , for det lykkedes at få blækket på både hænder og skjorte , inden hun med irriteret grimasse lagde den fra sig igen.
" ... Hvorfor tror du egenlig det er din beslutning ? Bare fordi du er mand ? Det skal mere til end det Valentine.
Der er ikke mere for mig her.... Jeg vil tage min datter og vise hende den verden jeg kommer fra. Det må du leve med " prøvede hun igen.

"... og det tror du ikke jeg gør?" Kom svaret igen. "Du kom selv og spurgte, hvilke jeg værdsætter, men det er ikke mig der vil rejse fra hus og hjem. Hvad med din skole, din drøm om at hjælpe verdenen og alle de børn der findes i den?" Han slog kort ud med armene. "Obs, jeg har lige lidt personlige krise, så jeg kan desværre ikke hjælpe andre. Beklager." Vrængede han med stemmen, før han så trak sig tilbage.
Hendes sidste ord havde virkelig fejet bene væk under ham. I et par sekunder kiggede han blot på hende, før han så snurrede rundt på hælen og gik sin vej. Det var lige før han løb ud af huset og så kunne det ellers ikke gå stærkt nok med at komme af sted. Da Cazador syntes at være optaget atf at have fået sin ven tilbage, tog Eric en tilfældig anden hest. Svang sig op på den og red sin vej. Her gik han og troede at hun faktisk elskede ham, det havde hun i hvert fald sagt, men det var åbenbart ikke tilfælde længere. Kvinder forblev et mysterium for Eric og nu kunne han også konstatere at han slet ikke skulle prøve at forstå dem.

" Jeg tror du vil tage ud i verdenen , uden Mira så snart hun er nogle år ældre " sagde Camille stille .
" Ja .. Jeg spurgte , måske det var en fejl ? Så lad mig ændre den ! KEG TAR HENDE !" Bed Camille , der kunne mærke lænkerne begyndte at føles tunge igen.
Så 'slog ' Eric hende - hårdt. Og hendes øjne blev fyldt med vand , da han for Gud ved hvilken gang brød den smule selv værd op det var lykkes hende at indsamle.
"LIDT KRISE- JEG HAR LIDT PERSONÆIG KRISE ?!" Begyndte hun at tabe kontrollen .
Hun havde krænget sit hjerte ud til ham på 117 måde , og sat sig selv i den ene farefulde situation efter den anden , for at påvirke eller rede nogen. Både af egen fri vilje og grundet alle de flashes hun fik af fremtiden , eller ting der var sket og skulle rettes op på. Hun var ved at brænde ud. Hvem skulle sætte hende til opladning ? Hvor skulle hun hente energi og glæde , hvis alt hun skulle var leve alene og være til for andre?
Hun sagde ikke mere til ham. Bekæmpede gråden og en kolods i hendes hals .

Mira kom syngende ned af gangen... "Moooraaaa , der er lavet bad klar til dig nuuu . jeg finder lige Erica , så kan vi lege med den bagefter " jodlede hun og stemmen klingede af i styrke , som pige ændrede sin kurs da camille råbte " Det lyder godt skat" med en noget anstrenge stemme. Mira bemærkede vist ingenting dog.

Camille var ned ved Frosty og bemærkede de friske heste spor! Det måtte være Eric der var smuttet.
Fint , så kan jeg bade og tage afsted uden forhindringer , prøvede hun lappe sig selv sammen , men det ville ikke sidde rigtigt inden i.
Hun fandt en blå te shirt og nogle rene bukser i samme stil som de andre , og hendes bade ting.
I dårligt humør vendte hun op til det varme kar der ventede hende , og førte sig langsomt ud af tøjet der stykke efter stykke dalede mod gulvet.
Hendes øjne havde fået et tomt skær , som hun sad der i sæbevandet - alene - uden at skulle skjule dem for nogen. Hun græd.
Det gentog sig - hele tiden - med Eric.
Deres samtaler , hans reaktioner.
Det drev hende til randen af sindssyge. Udmattede hende - og knuste hendes hjerte et utal af gange.
Hvad gjorde hun forkert ?
Robotagtigt gik hun igang med at vaske kroppen med en svamp , og bagefter blev håret gjort vådt til samme omgang.

Efter at være kommet i tanke om at det var latterligt og dumt af ham at reagere på den måde, vente han hesten om og red tilbage til gården. Der mødte han Mira, der var villig nok til at fortælle hvor Camille havde slået sig ned hende. Hans eget bud var også gået på bad, men man kunne aldrig være sikker med den kvinde, måske var hun allerede taget af sted? Det var hun til alt held ikke.
Forsigtigt listede han ind bag Camille og tog fat i hendes hår, for at vaske det, bare for at have noget at lave og undlade at kigge på hende. Hun ville drukne sig selv i iver for at dække sin krop. "Undskyld. Selvfølgelig må du tage af sted - egentlig var det ikke det du spurgte om. Men ..." Han stoppede sig selv og studerede strukturen i håret. "Hvorfor må jeg ikke komme med?" Han begyndte derefter at lade vandet skylle ned over håret, for så at putte sæbe i.
"Hvorfor vil du ikke være her? Hvordan har du fundet ud af at du kan åbne portalen igen?" Spurgte han løs, før han stoppede sit vandfald af spørgsmål, for det var kun de første små dråber af alle dem der gemte sig.

Det var lige ved at Eric Valentines færdigheder i hjertemassage skulle til at afprøves, da Camille blev vækket af hendes småsorte tanker, ved et tag i hendes hår og et par hænder der begyndte at arbejde vandet ordenligt ind , så håret blev vådt fra inderst til yderst.
" Eric ..." Gispede hun og fik på samme tid skummet i karret til at ligge på de helt rette steder .
Hvad han ville og lavede her , var en gåde...hun havde lige set hans spor lede væk fra gården. Og nu var han her. Hos hende.
Hans stemme var rolig..en smule mørk med den her beroligende effekt over sig.
Hvis han altså kunne lade være med at sige tinge der fik hende op at ringe hele tiden, for i de situationer var en beroligende stemme langt fra nok.
Hun lukkede øjnene, da han undskyldte og da camille kunne mærke han beholdte hænderne i hendes hår , begyndte musklerne at stresse en smule mere af....især da han startede med at massere sæben ind. Det føltes som et lille himmerige i hendes hår.
" Jeg ...altså...tanken var at tage dertil for at komme lidt væk. Det gør ...ondt...somme tider at gå op og ned af dig , Eric...selv når vi har det godt, gør det ondt!" Så...så kunne han tygge lidt på den.
Fakta var at når de skændtes faldt hjertet sammen i tusinde skår og når de havde det godt , var hun trist over han ikke synes at...have flere lag i sin interesse i hende.
Han var tilfredsstillet af hendes venskab. Og hun var frustreret over at havde ledt sig selv til at tro der var mere. De havde jo delt ...små stunder..små kys...og når Camille gjorde dét med nogen, så var det kun når der lå noget dybere bag...noget parat til udvikling...men sådan var det ikke med ham, havde hun erfaret.
Og selv de små stunder...små kys...havde ikke haft den effekt på ham som Ruby eller som hende frikadellen i laden , med fletninger...dengang de besøgte den lille by.
" Sakref...han kan hjælpe mig med at få den åben" .... Eller det håbede hun, for ellers ville det sku se en smule dumt ud hun stod der med sine ting og var rejseklar, og så ' kørte toget ikke'.
Hun var stoppet med at vaske sig med svampen, og bare nyde hårvasken.
Svampen sad hun og klemte mellem hænderne, og tænkte over hans spørgsmål igen.
Camille have været parat til at slå sig ned på gården med Eric.
Senere på skolen. Hun havde sikkert fulgt med ham anyway he wanted to, når alt kom til alt.
Hun havde forsøgt tale med ham om ægteskab...proforma..for Miras skyld, men også sagt de skulle være familie og det betød ingen andre kærester. Han MÅTTE da havde forstået HVAD det var hun sagde der?!
Hun havde kysset ham..enkelt få gange...han måtte vide det var hengivenhed og affektion, men også vide at hun ikke var en forførende vamp der tog styringen og Camille havde længe haft en ide om at det var havd han ville have.
En pige der holdte tøjlerne , styrede slagets gang og måske ikke krævede så meget igen.
Ha! Eric brød sig ikke om væsner....men han ville passe så fint med en lille sexdæmon, sålænge hun ikke spiste ham bagefter...det ville alligevel være skam.

" Vi ønsker noget forskelligt...derfor ville det ikke være rigtigt at tage dig med" sagde hun i en varm tone, og strøg kort to fingre ned af hans underarm. Han var pisse umulig 98 procent af tiden. Og ikke til at styre...men ...hun var forelsket i ham. Hvilke var en stor del af problemet.

Eric havde ikke ligefrem forventet at det gjorde ondt på Camille at være sammen med ham. Måske havde det ikke altid været de mest lykkelige stunder med evig glæde og sommer, men at det var en konstant smerte for hende. Det havde han alligevel heller ikke troet. Først efter nogle sekunder, hvor han havde slugt informationerne, åbnede han munden: "Kan jeg gøre noget for at få dig til at blive?" Det virkede som et latterligt spørgsmål, for hun virkede ikke til at hun var klar til at omstille det hele igen. Nu ville hun hjem. Hvor end det så måtte være.
"Så sig mig hvad du ønsker?" Han vidste hun ville have en familie, en del han nok ikke kunne være så behjælpelig med. Han følte sig på ingen måde klar til netop den del og de havde Mira, hvorfor kunne det ikke være nok familie til en start - hun havde også skolen. Hvad kunne så være hendes tredie drøm?
Hans hænder slap håret og gled ned i vandet for at skylle sæben af dem, før han så trak sig tilbage for at rejse sig op. Efter at være kommet op at stå igen, gik han omkring hende, så han stod foran hende og trak en skammel ud. Der satte han sig ned med spædte ben, som fungerede som stativ og støtte til hans albuer.

Camille kastede et suk af pure velvære fra sig, da Eric behandlede hendes hår.
Det var en skam hun ikke havde ladet det gro helt ned til fødderne, så havde han blevet ved lidt længere, smilede hun ved taken og slog sine øjne op, da taburetten gav en pivene lyd fra sig som Eric trak den over gulvet og hen til kanten af bade karet.
" You Know...det er virkelig ikke så simpelt, Eric- nogle ting kan man ikke sådan lige...italesætte..uden virkningen så løber ud i sandet. Det føles bare som jeg har givet hvad jeg havde af give, til dem der ville tage imod...og nu er jeg så tom inden i."
Hun ville ikke pive eller skabe en dårlig steming.Så hun manede sig op, hvilke var en stor bedrift når man sad nøgen i et bad og var ved at transformerer sig til et stadie der mindede om en rosin.
" Skolen er jo stort set klar til burg som den er...hvem ved..måske en dag" stummede hendes tale ud og hun havde problemer med ikke at kigge for meget på ham.
Hvis hun først åbnede sig...ville hun sidde i saksen igen. Forblændet af håbet om det hele nok skulle falde i hak. Men selv Camilles håb havde en flamme der ikke brændte evigt. For meget blæst ville jo puste den ud.
og det hun havde forsøgt at forklare var...hun manglede sit værn.

"Men du kommer ikke tilbage hvis du går igennem portalen." Det var mest en konstatering. Eric var ret sikker på at det ikke ville ske. Hun havde valgt ham fra, hvilke var op til hende at bestemme, men hun behøvede ikke at lyde som om hun lige pludselige ville stå på hans dørtrin og vifte med en ansættelseskontrakt som lærer på skolen.
Hans blik studerede Camilles ansigt, før den gled ned til hendes krop. Hans mundvige løftede sig kort ved en tavs tanke, før han rejste sig op. "Jeg venter på dig i køkkenet når du er færdig." Med de ord forlod han hende alene for at sætte sig i køkkenet og fundere over hvad han så skulle gøre. Var Camille ikke på gården, og havde hun taget Mira med sig, ville han ikke have noget at lave på den og han fik så muligheden for at rejse ud og se hvad verdenen havde at byde på.

Da Camille kom ud i køkkenet, havde Nicholé sat mad frem på bordet. dampende suppe med et stykke brød til dem begge. Derefter var hun forduftet udenfor igen, for at fortsætte sin nydelse af solen og lade sin søn tænke færdig. Det var ligefør hun kunne høre hvordan maskinerne snurrede rundt indei hoved på ham.

Hun vendte hans ord et par gange.
Måske havde han ret? Smuttede hun var det fordi hun bare ikke KUNNE være her mere. Fordi hun på en eller anden måde havde udspillet sin rolle , og ikke var i stand til at bygge videre på den eller forny sig.
Men man kunne jo aldrig vide.
" Tiden arbejder anderledes i de to dimensioner...jeg kan være her i ti år og kun været væk et halvt i min verden...omvendt har jeg oplevet at en baby fra min verden er blevet voksen her....meget forvirrende egenlig" tænkte hun højt.

Da hun opdager hans blik begyndte at vandre, sjaskede hun lidt af sæbeskummet efter ham, så det fik enkelte steder på hans skjorte til at suge vandet til sig.

" Jeg kommer ned...giv mig lige ti minutter " lovede hun og forsvandt under vandet.

Som lovet indfandt hun sig i køkkenet.
Den blå Tshirt en smule krøllet og bukserne ville være lige så lidt appelerende som de forrige, men hun var da en renere og mindre filtret udgave af sig selv immervæk.

" Uuhh...din mor bliver da svær at undvære" kom det med et skævt smil,mad hun så suppen der var arrangeret til dem.
Hun duppede en finger på Erics hoved da hun strøg forbi ham , for at sætte sig.Han så virkelig eftertænksom ud.
" Pas nu på den ikke brænder sammen" drillede hun og skød ham et smil.

Camille lænede sig ind over bordet og snusede duften til sig. Den fik hende til helt at slappe af.
" Du ved ikke hvor godt du har det her....det ved jeg at jeg har trukket frem før!" Sagde hun og mente det faktisk ret meget.
Hans forældre var gode mennesker der elskede ham.
Han var omgivet af dyr og natur , hvilke Eric elskede...og gården var et godt sted at drive en indkomst og skabe en fremtid.
" Om jeg fatter det er dig så meget imod?" Sagde hun stille og begyndte at smage på suppen, der dog var brændende varm og fik hende at skære en lille grimasse, da hun havde lagt for grådigt ud og brændte sig.

"Jeg har intet imod det." Korrigerede han hurtigt. "Jeg vil bare også prøve noget andet. Ligesom du tog her til." Forsøgte han at forklare sig, mens han begyndte at nippe til brødet. Selv havde han lært ikke at tage suppen mens der endnu var meget damp og ventede tålmodigt på at det skulle forsvinde.
"Vil du så ride af sted nu - og tage Mira med dig - eller hvornår?" Han tog fat i skeen og vippede den frem og tilbage mellem sine fingre, mens han betragtede Camille med et tavst blik, der ikke rigtig sagde så meget om hverken tanker eller følelser.
Efter suppen var dampet af, satte han tænderne i den og fik hurtigt sat sin skål til livs. At tage endnu en, var hans første tanke, men han nåde så at ombestemme sig på vej hen til gryden og valgte at afsætte sin skål på køkkenbordet, før han så satte sig tilbage til bordet og ventede på Camille skulle blive færdig. "Hvordan har du så tænkt dig at fortælle hende det? Mira."

Som det næste var hun ved at kløjes i sin suppe.
Denne gang var varmen ikke synderen, men hans lille udmelding om han ikke havde det mindste imod hun smuttede, han var egenlig bare ærgelig over det ikke var ham der skulle på eventyr.
Hun tog en dyb indåndning , efter hoste anfaldet og rettede de måske skuffede øjne mod ham.
" ...godt...skulle nødigt efterlade dig sønderknust" lød det lidt små sarkastisk, men hun var nu sikker på Eric nok skulle overleve , om hun så faldt død om luge foran hans åsyn nu.
" Jeg havde tænkt mig at tage til Sakref....få vejledning til at åbne portalen...og dernæst komme her og hente Mira med mig. Jeg vil helst møde Sakref uden hende. "
Camille turde slet ikke tænke på hvad der kunne ske Mira af underlige ting i Sakrefs fæstning, med alle de mystiske væsner han altid husede- udover hans familie der bestemt heller ikke var helt som gennemsnittet.

" Eric...det er jo ikke fordi jeg VIL tage hende fra DIG...men hun er jo alt jeg har tilbage. Jeg elsker hende"

Problemet var ...at hun havde en forfærdelig mistanke om , at uanset hvor højt hun vidste Mira elskede hende tilbage, så var hun måske mere knyttet til Eric. De delte naturen og ikke mindst interessen for dyr.
Og selv om Mira elskede fletninger, kjoler og dukker....så var hun en lille tomboy der fes omkring og kravlede i træer og boltrede sig sammen med sin far.
" Hvad tror du Mira vil sige ? ..jeg er lidt usikker på hvordan jeg skal fortælle hende at vi rejser"

Eric kommenterede ikke hendes plan. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, ud over et 'okay' og der kunne tavshed vel lige så godt være en fin erstatning for det. Det næste hun sagde, fik ham dog til at bryde sin tavshed, med en grimasse. "Nej, selvfølgelig ikke." Vrængede han, før han så forlod hende ved bordet. "Jeg finder hende og siger farvel. Så kan du få snakket med Sakref."
Eric skulle ikke nyde noget af at stå og sige farvel til Camille, så hellere være smuttet inden hun skulle til at bortføre Mira, som hun var en sæk kartofler.
Ude ved Mira slog Eric sig ned og tog imod alt det ragelse pigen havde fundet og mente hun skulle sælge ham i sin forretningsleg. Efter de havde slået en god handel af, forklarede Eric at han ville tage af sted fra gården og at Camille nok skulle både forklare hvad der skulle ske og tage sig af hende.
Med de ord fik han travlt med at komme ind at pakke. Det blev ikke specielt meget. Han kunne ikke finde ud af hvad han skulle have med og han ville ud af huset inden Camille ville komme tilbage. Uanset om hun var taget af sted eller ej.