The Shadow is free //Ribanalon

Det var i gadekamps området som skrigende kom fra.
De fleste af menneskerne og væsnerene bad for deres liv eller skreg af smerte.
Skyggen havde haft kontrol over Akuma i næsten 24timer nu.
Akumas personlighed havde ikke engang gjort modstand siden Rinna fløj væk fra ham.
Så han var i fuldt Blackout.
Og Skyggen havde magten.
Den var nu i færd med at slagte de stakler der var ved den lille kamparena hvor to tåbelige mænd plejede at kæmpe mod hinanden og så kunne man væde om hvem der vandt.
Efter Skyggen var kommet så havde de fleste af dem flygtet.
Det var kun nogle få som havde turde tage kampen op og nu lå de næsten allesammen livløse på jorden.
I alt var der nok ti.
Og fem af dem lå nu uden nogen livstegn mens tre lå og gispede efter vejret.
Så var der jo to tilbage som nu stod mast op i en krog.
Skyggen havde taget knoglesværdende frem fra håndrygende for den ville se blod.
Den knurrede svagt da den hoppede ind i et af menneskerne hvorefter den stak det ene sværd ned i nakken og langs ryggen på manden.

Det sidste menneske var en pige på 22 hun stod nu og hyrperventilerede mens hun maste sig selv bagud mod en væg.
Skyggen lod knoglerne falde på plads og gik hen til hende.
Den tog et hårdt greb om halsen på hende og løftede hende op mens hun var presset mod muren.
"Why so serious? Its gonna be okey..." sagde skyggen med den mørke stemme...

Der var kaos uorden som om Satan havde sendt en dødens engel
over gaderne lige nu. Ribanalon havde hørt de frygtelige skrig.
Hun valgte at forblive uset. Hun var oppe på tagende imens hun sad
i en skygge som var fra på en skorsten. Hun så på AKUMA der flippede
helt ud, HUn var noget forbavset men sad stadig tavst. Menneske blodet
ville snart tilkalde vampyrer til området, og så skulle alle væsner med en puls
væk fra dette område. HUn sad på hug og med hænderne på taget imens
hun bare stirrede på dem. HUn kunne se at Akumas aura var helt anderldes
som om det ikke var ham. HUn slikkede sig over sine læber og smagte det
blod som hun havde drukket fra englens hjerte. Pigebarnet begyndte at
græde altså hende akuma holdte op. HUn bad for sit liv...""ne....nej" fik hun
fremstammet ud af sin næsten ødelagte hals.

"Dine ord siger mig ingenting lille menneske tøs!" nærmet råbte han.
Og idet han råbte kunne man se at alle de skygger der var omkring dem begyndte at blinke.
Det var Skyggen der udsendte så meget kræft at det flød ud igennem kroppen.
Den lille pige så ind i de skyggeøjne som Akuma havde.
Ikke en lille plet hvid farve var der at finde i dem.
Han gav nu slip fra hendes hals og tog derefter fat i skulderen istedet.
Hun var stadig oprejst.
Skyggen lod lange spidse knogler vokse ud af fingrende på ham (som Freddy Kruegers ene hånd).
Knoglerne blev stukket ned omkring halsen på pigebarnet og man kunne høre hendes rædselskrig i alle gyderne.
Lidt efter tog Skyggen fat om hendes hals med den hånd der pinnede hende og trak til så hendes hoved og det øverste af rygraden kom med op.
Kroppen lod han falde til jorden og hovedet blev kastet over i den anden side af gyden.
Han slikkede kort blodet af sine knogler inden de fandt plads i hans hånd igen...

Ribanalon rejste sig nu da han trak skeletet ud af pigen.
Hun stirrede bare på ham som var han en eller anden hun
aldrig havde set får. Havde hun været et dyr havde hendes
børster rejst sig og hendes øre været stikkende op i luften.
Hendes tøj var rævet i stykker efter en slås kamp med en
anden vampyr den aften. gadernes lygtepæle lyste kun svagt
op på hende. De færreste ville opdage at hun overhoved var
der. Blodet som var i hele byen fik hende i en slags ros. Det
duftede så fantastisk af død og blod som om at guderne
ville tillægge alle mørkets væsner til gilde. Hun stod rank
imens hun så på den fremmede der var i Akuma.

Solen var nu næsten nede og det gjorde skyerne røde.
Skyggen kunne langsomt fornemme at den blev iagttaget af nogen.
Den kikkede sig omkring og fik øje på en kendt skikkelse.
Knoglerne blev forstærket i benene og Skyggen hoppede op til hende.
"Næ hvem har vi her? En lille beundre?" sagde den mørkt og skummelt.
Den stemme ville altid lyde som om at det var mørket der snakkede direkte ud af Akumas mund.
Man ville også kunne se at han ikke var sig selv.
Han øjne var jo 100% sorte og alle hans tænder var hugtænder.
Plus det sorte skær der var rundt om ham.

Hun forblev hvor hun var imens hun bare så ham hoppe op til sig
og da han endelig talte til hende forblev hun tavs. Hun havde intet
at sige til denne personlighed der fandt sted lige nu. HUn lod sine
hænder hænde ned af sin krop imens vinden lod sig blæse. Deres
tøj og Ribanalon hår svævede i retningen af venstre. Hun så indtændst
på væsent foran hende. Hendes øjne var stille som om der intet liv
var i dem, de var nærmest døde lige som hans sorte kolde øjne var.
Hans tænder var værre end et normalt rovdyrs og kunne kun samlignes
med en haj hvis man skulle tage et dyr fra dyreriget. Der var blodpletter
på hendes tøj, nogen fra vampyren hun havde sloges med og nogen
fra hende selv. Men ville kunne se at hun havde blødt fra maven og underlivet
da kjolen hviste hvor der ligesom var blodpletter. Under venstre arm havde
hendes modstander også ramt. Hun var ikke stærk nu da hun allerede manglede
blod og det var det der havde tiltrukket hende mest mod byen i aften.
Men sårende var ved at heale nu skønt hun stadig blødte fra mave og underliv.

Skyggen begyndte at grine lidt da han så at hun blødte.
"Er den lille pige kommet til skade?" spurgte den med et flabet udtryk og lyd i stemmen.
Akuma var langt væk. Det var kun skyggen som stod der.
Den betragtede hende lidt.
"Når ja! Dig kan jeg da godt huske. Du er lille frøken 'for fin til kærlighed'" sagde den og brød ud i latter.
Dens latter lød mere sindsyg end ond lige nu.
"Men alligevel så må jeg takke dig... Havde det ikke været for din handling igår aftes så havde jeg ikke brudt ud. Ser du Akuma blev meget såret" sagde den og grinede på samme sindsyge måde som sidst.
Man kunne jo godt sige at det var derfor.
Det var i hvert fald skyggens forklaring.
"Så tak for at du fik Akuma i gulvet så jeg nu har taget over... Mig og ham plejer ellers at skiftes til at overtage kroppen men han vinder den altid tilbage... Men indtil videre er der snart gået fireogtyve timer siden Akuma havde magt over kroppen. Du må virkelig have betydet meget for ham" fortalte den med den sindsyge stemme.

Hun kiggede ned i jorden men et smil kom hurtigt frem på hendes klæber
hvorefter at hun kiggede op igen. Denne gang gik et glimt gemmen hendes
metalliske grå øjne. Hun så ind i øjnene der var så sorte som den død hun
huskede da hun blev forvandlet. "Tja det ser ud til du også holder af ham"
hun lod sit hoved lægge på skrå efter denne sætning. Hun så ned på sit
armsmykke hvor der stod -I love you- på. Hun kiggede igen op på skyggen
endnu et skær gik igen hendes øjne. Pletten ved hendes mave blev større
og hendes hud mere grå. Hvis ikke det havde været for hendes deciplin
så havde hun faldet på knæ. Hun så på ham med mere trætte øjne nu.
"Hvem er du" sagde hun og ville vide navnet på selve skyggen.

"Om jeg kan lide ham? Faktisk ikke det er bare ham der har den krop jeg skal bruge for at kunne være fri. Men det er mig der har givet ham alle hans kræfter" sagde han og kikkede på de blodpletter der blev større.
Hun så svag ud.
"Og vil du vide hvem jeg er? Du kender vist allerede svaret. Jeg er den skygge der overtog Akumas krop for over et år siden. Jeg er grunden til at han er blevet til et skyggevæsen og ikke bare et sølle menneske. Jeg er den som har givet ham alle hans kræfter. Jeg er Skyggen!" sagde han højt.
Den stod med let spredte ben og armene ud til siden så man skule tro at den skulle til at angribe.

Hvis hun havde været et menenske havde hun været svimmel i stedet
ar hun bare tung i kroppen på grund af blodet. "Skyggen" sagde hun
med en stemme der skulle lyde energisk. Hun kiggede op og ned af
ham. ´Hun havde intet at sige til ham. "Hvad forventer du" sagde hun
og så undrende på ham. Hun skar svagt tænder hvorefter hun lavede
en svagt smaske lyd. hun kunne ikke engang smage blodet der skulle
havde været på sine læber. Hendes hud var mere og mere grå og det
hjalp ikke at byen lugtede af blod. Hun havde lyst til blod lyst til suset
hvor hun tog livet fra et væsen. Et uskyldigt væsen. SOm hun selv havde
været engang. Og igen så lå der halvdøde væsner lige for hendes føder
som hun bare kunne drøne. Hvilket nok var best lige nu end at bruge mere
energi.

Han grinede lidt.
"Hvad jeg forventer? Hæhæhæ Jeg forventer at jeg snart vil have fuldstændig magt over denne krop" sagde han og knoglesværdende kom frem fra hans håndrygge.
Du stod han ret og begyndte langsomt at gå imod hende.
"Og hvis jeg skal blive ved med det så må du jo ryddes af vejen... For lige nu er du den eneste ting som Akuma ikke kan leve uden. Og så giver resten vist lidt sig selv" sagde skyggen mørkt og gik med en truende gang.
Nu kunne man se at hans arme forandrede sig.
Knoglerne skød også ud på armene så de var en forlængelse af sværdende.
Og lige efter kunne man se at hver side af armknoglerne bredte sig ud så de passede til toppen af et kors.
Og sværdende udgjorde bunden af korset.
Der kom et lille sindsygt grin fra skyggen igen da den stirede ind i hendes øjne.

Hvor han dog mindede om Demetri, hvor han dog lignte ham
det var som at stå og se sin bror i en anden krop hvor for hans
bytte. Hun så afventende smilet var falmet igen og da han kom
nærmere så hun igen på armringen. Før hun igen så på ham.
HUn slikkede sine løber. Og ventede hans næste træk. Hun klaprede
svagt med tænderne da hun var sulten, så sulten. Hendes fingre knuede
sig ind i resten af hånden. Hendes negle gik igennem hendes hud.
Et stort smil kom pluselig på hendes læber, "Så fang mig" i det næste
havde hun vendt sig og var begyndte at hoppe imellem bygningerne.

Solen var nu gået helt ned og mør havde bredt sig.
Månen var på en måde stadig fuld så det var den der kastede skyggerne.
Skyggen forstærkede benene og satte i løb efter Ribanalon.
Det var skyggern selv som ville af med hende.
Og hvis man kunne forestille sig det så var Akuma langsomt vågnet da hun rørte ved armringen.
Der var jo ham der havde lavet det.
Han kunne stadig ikke komme fri da Skyggen havde for mange kræfter.
Det kunne godt være at hun var en vampyr men Skygger bevæger sig med lysets hastighed.
Skyggen ville normalt kunne gøre det men når den var inde i Akuma så trak det ligesom pænt meget ned i farten.
Men alligevel var den hurtig nok til at kunne følge med hende.

Hun stoppede brat op for at se hvor hurtig han reagtions evne var.
Alt det hun nu havde tænkt igennem var hendes sidste krafter på at
få Skyggen til at forblive en skygge og ikke en krop. En skygge var
en slage af kroppen og det skulle den bare blive ved med. Hendes
hår flagrede som var der en orken i det at hun stoppede. Hun ventede
på at se hvad der nu skete da der kunne ske alt. Det var som hun havde
fået fornyet energi, dog var dette kun noget psykisk. Hun havde ikke
kræfter og hendes krop ville snart dræne end i en hvile/koma tilstand
til at nogen gav hende blod frivilligt. Det begyndte at dryppe formaven nu
og også fra hendes underliv. Det burde have healet nu, vampyren
som havde skadet hende havde været så fej at have haft en kniv hvor
kun skarftet var af sølv. Det brandte svagt nu kunne hun mærke.
En følelse der kun kunne følses af hende når sølv berørte hende.
""arhhh" sagde hun lavt for sig selv. Imen hun lod hånden hvile på
maven og så tog den væk igen hvor hun betraktede alt blodet der var på
hendes fingre.

Skyggen havde forfuldt hende hele vejen og stod nu foran hende.
"Du kan lige så godt give op" sagde den mørkt.
Den havde opfanget at hun nu var meget svag.
Skyggen gik et par skridt nærmere.
Den lod nu armknoglerne blive lange og store så de indfangede hende i en form for kapsel.
Det var kun hendes hoved de ikke dækkede da hun nu var fanget.
Skyggen havde ikke tænkt sig at give op sådan uden videre.
Så hun blev ført helt tæt på ham hvorefter den lagde kapslen på taget og lod den forsegle sig selv i det.
"Hvor ville jeg dog ønske at Akuma kunne se hvordan du skal dø... Ved hans egen klinge!" sagde den sindsygt og lod kapslen blive fri fra sine arme så han igen kunne bruge dem.
Det hun var fanget i var hans knogler.
Og det var ikke normale knogler.
For da Akuma er medlem af Shadowangels så har Mina manipulerede med dem og på en eller anden måde gjort så de ikke kan knækkes.

Den stirrede koldt i hendes øjne.
"Så er tiden kommet!" sagde den og lod knoglekorset komme ud af hans ene hånd.
Der var vist ikke andet at gøre end at håbe på at Akuma ville komme tilbage.
Måske kunne hun kalde ham tilbage?
Skyggen hævede nu korset som han ville gennembore Rinna med.

Ribanalon stirrede bare på ham med sine øjne, små glimt gik igemen dem
som når lys gik ind i dyrs øjne, Et nærmest lykkeligt smil kom på hendes
læber. Det var nu. Nu hun skulle dø. Hun havde ventet i så mange år på det.
HUn skulle være fri for det her liv. HUn lukkede øjnene. "Akuma, tak for din
skygge" hvis hun havde kunne græde havde hun grædt nu. I det samme åbnene
hun øjnene, endnu en smil kom på de blege læber der ikke havde nogen
farve nu. Hendes prupiler blev som ens kats bare omvendt så striben blev vandret.
HUn kunne mærke hvad der skulle til at ske, ikke at hun skulle dø men hvad hendes
krop var ved at gøre, noget der var være end døden..... HUn begyndte at
skrige, en tone der kunne smadre hoved på et menneske hvis de stod
for tæt på hende når hun skreg det. Hun blev bare ved med at skrige...
Det der skete nu ville hun ikke have, íngen skulle se det hun blev til nu.

Da hun snakkede til ham var det som om at han kort kom tilbage.
"Ri.. ri. RINNA!" nåede han at sige med sin normale stemme.
Men da skriget lød igennem det var Skyggen lige kommet tilbage.
Den lod sig falde på knæ med hænderne for ørene.
Man kunne se at begge hans personlighedder hele tiden skiftede.
Den kamp der var inde i ham blev stadig kæmpet.
Det var bare skyggen der havde overtaget.
Skriget fortsatte og det holdte dem begge to i knæ.
"Jeg har stadig magten!" sagde skyggen kort.
Indeni var det som om Akuma prøvede at komme ud.
For nu var han vågen.

Knoglerne om Rinna forsvandt i det at Skyggen faldt sammen
Og Ribanalon bakkede bagud imens hendes hud begyndte at
falde fra hendes krop HUn blev ved med at skrige imens at store
strimler skin faldt af hende. Dog havde hun ikke sagt at hun var
nået til kanten af taget, hun gik endnu baglæns og faldt ud fra
taget af. Hun blev bare ved med at skrige som en sindsyg Og pluselig
blev der stille. Man kunne høre et dunk kort tid efter at hun faldt ud fra
taget af. Der var pluselig stille, som om alt liv var dødt her omkring.
Men det var det jo også Akumas skygge havde skramt dem ud af hele
dette by område.

//Håber det okay at det der knogle noget omkring hende forsvandt?//

//det er helt fint knoglerne er alligevel stærkere når Akuma/skyggen er fokuseret og i kontakt med det//

Han fortsatte med at tage sig til hovedet.
Skriget drænede ham for så mange kræfter at man skulle tro det var løgn.
Hvis man så i de øjne der nu kikkede mod himlen.
Så ville man kunne se at sortheden forsvandt fra hans øjne.
Langsomt men det skete.
Da skyggen nu helt var væk fra øjnene kom Akuma til sig selv.
Det var skriget der havde svækket den.
Da det hele blev stille rejste han sig op og løb over til kanten af taget.
Han hoppede ned til hende og satte sig på knæ ved siden af hende.
"Rinna er du der? Det er mig" sagde han roligt og kikkede ned på hende.

//gik ud fra at du lå ned... Og godnat jeg kan ikke mere i aften //

//Godnat//


Ribanalon lå bare og rystede på jorden, der var ingen andre omkring dem
overhoved. Hele hendes krop vibrede som om nogen stod og rystede hende.
Hun spærrede øjnene op og så direkte i øjnene på Akuma, hendes øjne var
helt forkerte. Hun begyndte at ligge og væse af ham, pluselig spring hun op.
Og begyndte at løbe, Hun begyndte at tabe mere hud og hår. Og hun forsvandt
ind i en gyde der var mørk og et sted normale folk aldrig ville gå ind.
Hun lå der og rystede det sidste af hendes skald af sig, og det man nu kunne se
var noget hæsligt og frygtindgyende. Væsnet holdte for sit ansigt og pev
svagt, imens det maste sig selv mere og mere ind mod muren. Men skulle
ikke tage fejl det var Ribanalon. Rundt om væsnet lå de sidste stykker hår og
skin som hun havde tabt, hun var så svag nu at det kunne væer dødeligt.
Havde hun fået lov til at gå i hvile noget før kunne hun havde beholdt sit smukke
ydre. Men nej nu så Akuma den sande Ribanalon, den som var bag den skald som
hun engang havde lignt som menneske.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.] (Hvis du kan forstille dig den ligger ned og ser bange ud )

Akuma gik efter hende.
Da han kom ind i gyden kunne han ikke se hende.
Men han kunne høre de små rystelser.
Istedet for at gå helt ind til hende så løb han nu helt ud fra gyderne og ud på gaden.
Man kunne se at han var helt indsølet i blod fra de mennesker han havde dræbt den nat.
Ude på gaden fandt han et menneske til.
Eller det var en gammel, hjemløs mand som sad for døden op af en lygtepæl.
Akuma gik over og tog ved manden.
Han slæbte manden tilbage til Ribanalon og smed ham foran hende.
Manden havde stadig nogle få livstegn men han var besvimet over alt det alkohol som han havde indtaget.
Akuma fjernede nu skyggerne fra gyden så han kunne se hende.
"Rinna..." sagde han svagt ved synet af hende.
Hun så svag ud.
Meget svag.

//Hun ligner det der væsen //

//jep og det ser "svagt" ud i mine øjne når det beskrev det på den måde Han har lagt mærke til det bare rolig//

Væsnet som var Ribanalon lå stadig svagt og pegv, hendes
krop som menneske havde for mange 100 år siden forsvundet
Kun på grund af vampyren natur kunne hun beholde den skald
som holdte på den skønhed hun engang havde været i folks øjne.
Hun var hæslig, heele hendes krop var fyldt med nærmest sortgrå
skin og hun lignte et monster, hun var forfærdelig. Aldrig hadve
andret end hendes brødre set hende sådan og så Lypart.
HUn var et monster,og dette var grunden til hun ville være alene for
altid, tanken om hvad der lå bag skalden fik hende til at føle sig
til noget falsk. Dette var en af grundene til at hun ville være
død nu istedet for at få det evige liv. Dette var det sande rovdyr
inde i en vampyrs indre.


//Goody...//

Hvad skulle han nu gøre?
Var hun stadig sig selv eller var det et indre monster som hans skygge?
Han knælede ned ved siden af hende og lod sin ene hånd glide ind under hendes hoved for at løfte det lidt.
"Ribanalon kom nu op igen. Jeg har taget frisk blod med til dig." sagde han let.
Han havde små glimt af hende hvor hun blødte kraftigt så han gik ud fra at hun manglede blod.
Sådan som hun lå der så... Så, så hun meget svag, trist og ked ud...
Han ville ønske at han kunne gøre et eller andet.