The Shadow is free //Ribanalon

De omvendte katte øjne så snaldret på Akuma,
det var ved at vræe elelr aldrig at hun skulle have
blod. Da hendes lugtesans opfangede duften af
grab hun ud efter retningen af der var duften kom
fra og de skarpe klør fik hurtigt fat i den besvimede
man, piv mere skrig kom fra væsnet for at den tænder
gennemborede ham 7 gange forskellige steder.
Nogen i halsen nogen i kravebenet og nogen ved maven.
Det sidste bid var det der sad i maven på manden, hun begyndte
at suge og mørkede hvordan blodet var fuld af alkohol.
Hun sugede ham hurtigt tør hun ville have mere.
Væsnet rejste og skreg nogen små skrig. Den vaklede i starten.
Den trak vejret hurtigt, ikke fordi den behøvede luft men
fordi det hjalp til at sende blodet huritgere rundt i den sultne krop.

Akuma så noget undrene på hende da hun sugede blod fra syv forskellige steder på kroppen.
Var halsen ikke nok?
Men hvad skulle han gøre nu?
Var hun overhovedet tilstede i sin personlighed?
Eller var det et vilddyr han stod overfor?
"Ribanalon er du okay?" spurgte han efter lidt tid hvor han havde betragtet hendes indre væsen.
Hvis han ikke havde set at hun forvandlede sig så ville han ikke tro at det var hende.
Bare hun nu kunne snakke...

Da hendes navn blev nævnt vendte den sig så hurtigt at det
lignte den havde stået sådan hele tiden, den lavede en brummende
lyd der lød som om det kom helt ned fra maven af den. Den gik med
langsomme små skridt mod ham, og snusede til ham. Den pev svagt
og gik tilbage i det at den havde duftet til ham. Den vendte sig og
begyndte at løbe væk fra stedet. Ribanalon var stadig væsnet, og
da lugten af Akuma hadve ramt hendes lugtesans var hun blevet
mindet om sit menneskelige jeg, eller hvad man kunne kalde hende,
når hun lignte sit menneskelige gamle jeg. Hun drejede af den første
vej der kom.

Han skulle lige nå at reagere på at hun løb væk igen.
For han var selv lidt træt oven på turen med skyggen.
Så han satte i løb efter hende.
*Syndes du virkelig at hun er det værd når hun løber væk fra dig hele tiden?* sagde skyggen til Akuma i hans hoved.
"Hold din kæft" sagde han i løbet da han ikke ville lade skyggen komme så tæt på at vinde over ham en gang til.
Akuma løb så hurtigt han kunne og lod sine benknogler få mere kraft så han sådan cirka kunne følge med hende.
Han overvejede virkelig at råbe efter hende.
Men regnede ikke med at det gav så meget nytte...

De var tilbage, tilbage til der hvor skyggen havde drabt så mange,
men ligene hvor var de? De var væk" Eller hvis man så godt efter,
kunne man se de mange slæbe spor der førte ind til en smal gade.
Men gaden var blind og var faktisk bare en blindgyde. Der var mørkt
kun oplyst af en bagdørs svage lys under døren. Der i hjørnet lå 2 uhyggelige
ting, helt tørre og indsugende menneskelignene ting. Men der lå flere endu
som havde deres blod i sig, indtil videre. Over i det andet hjørne sad
væsnet og sugede alt det sidste liv og ikke døde blod i sig for at overleve.
Ikke en eneste bloddråbe var sluppet fra væsnets mund.

Først da han var midt i gyden stoppede han.
Akuma kikkede noget undrende på at den var tom.
Efter et par sekunder begyndte han at følge de slæbespor som ledte ham ind i en gyde.
Inde i den kunne han se at Ribanalon havde taget for sig af retterne.
Han manglede stadig nogle ord fra hende for at bekræfte at det ligesom var hende.
"Velbekomme" sagde han med et let smil på læben og trådte helt ind i gyden.
Nu stod de kun et par meter fra hinanden.

Væsnet så stadig ud som før, men hele dens motorik var anderledes
mere menneskelig, Væsnet kiggede op på Akuma. Svagt skin var allerde
kommet på hendes venstre arm og hendes højre del af ansigtet var ved
at blive normalt, den anden halvdel var stadig et monsters ansigt.
Hun rejste og mærkede at skin også var begyndt at vokse på hendes ben
igen. Det ville tage noget tid for hende at blive held igen. Hun sank en
klump hvorefter hun rejste sig. "Jeg..." stemmen lød som sandpapir.
Hun stoppede brat op med at tale, hun kiggede ned af sig selv. Hendes
mave var ved at komme til sig selv. Hun tænkte ikke over at hun faktisk
ville være halvnøgen når hun blev hel igen. Dog var der noget stof tilbage¨
på hendes krop som hun kunne skjule sin snart helt nøgne krop med,
men en ting var sikkert, kjolen var nærmest revet i tusind stykker ud over
de små stumper der nu hang på den halvt menneskelige og halvt dæmoniske
krop. Hun skar tænder og lukkede øjnene, hun mærkede en smerte i kroppen
over nogen skulle se hendes sande jeg, det som hun havde holdt skjult i
så manhe hundrede år. eller de få der havde set det levede ikke mere.

Han så forventningsfuldt på hende.
For det var her hun plejede at løbe væk.
Efter et enkelt 'jeg' fra hendes læber og så ville hun løbe uden at færdiggøre sætningen.
Men han håbede inderligt at hun ville færdiggøre sin sætning.
Hun så ud til snart at få sit oprindelige udsende igen.
Det strøg ham ikke den store tanke med hendes tøj da det var hende han fokuserede på lige nu og ikke noget sexuelt.
Så det gjorde ikke rigtig noget for ham at hun var ved at blive sig selv igen.

Det ville tage 1-2 dage at blive helt sig selv igen. HUn så bare på ham.
Halvt skønhed og halvt udyr. "Du skulle ikke have set mig sådan" hun
lod sine hænder op for hendes ansigt og hendes hår lod sig falde ´ned
over hendes skulder så det faldt. Hendes krops form var normal men
meget af skinnet af stadig væsnet. Og især hendes ansigt var slemt.
Stoffet hang over hendes lille krop og viste meget ad den bare hud
som enden var grå/sort eller helt hvid eller pearl agtig. Som månens lys.
Dog var begge hendes øjne helt normale igen. Som da hun første gang
havde mødt ham i skoven , den nat hvor en engel måtte lade sit liv.

Han havde løst til at joke lidt over situationen for at muntre hende lidt op.
Men lige nu så det ud til at det ville gøre mere skade end nytte.
"Jeg..." sagde han bare stille.
Han var lidt tom for ord for lige nu vidste han ikke om hun var ulykkelig eller?
Hun lignede en der var lidt ulykkelig da hun gemte sig væk med sine hænder.
Akuma trådte et par skridt tættere på hende og lade armene om hendes hofter.
"Du er stadig perfekt for mig" sagde han roligt og kyssede hendes pande som hendes hænder ikke dækkede.
Han løj ikke det var sandt nok.
For han kunne ikke se det frygtelige i en indre dæmon når han selv havde noget der var værre end det.

Hun stønnende svagt over en tanke, men stønnet var fyldt med forbavselse.
Han havde set det værste i hende og han ville ikke gå, dræbe hende.
Eller ydmyge hende. Hun fjernede sine hænder rettede sig op og så bare
på ham. Hendes øjne glitrede nærmest helt som stjerner eller små diamenter.
Hun så ham ind i øjnene nærmest som om hun så i hans indre.
Hun havde intet at sige, hun ville bare stå der og kigge. Det var forundreligt.
Hun var mundlam som havde noget taget pusten fra hende.

Han så dybt ind i hendes øjne og lod et lille smil komme frem på hans læber.
Uanset hvor meget han kikkede i hendes øjne så var der stadig ting i dem som forundrede ham.
For de så ud til at være uendelige.
Hans læber stod svagt åbent da han forsvandt ind i de øjne som han elskede at forsvinde i.
Hvis man kunne forestille sig et bedre sted at være end hendes hjerte.
Så ville det være hendes øjne.
Akuma prøvede at finde det rette at sige men der kom ikke ligefrem noget frem.
Dog så nød han alligevel den forbindelse som var imellem dem.

Hun sprang ind i ham med åbne arme og krammede ham derved.
Hun havde brug for at kramme han, komme af med noget af hendes
indre energi. Stoffet faldt ned over hendes skulder og hang kun
på hendes arme, Men hun lod det ligge. Tanken var ikke i hendes
sind lige nu. Hun knuede sig ind til ham imens hendes øjnene bare
lukkede sig for endelig mærke en fysisk kontakt der ikke havde
noget at gøre med at dræbe.

Han lagde armene helt om hende.
Den ene rundt om livet på hende og den anden ved hendes skuldreplader.
Han havde ligesom hende brug for at føle sig tæt til nogen.
Det var længe siden at han havde holdt så meget af nogen.
Og det samme med at blive holdt af...
Akuma kunne jo ikke huske sin fortid hele hans hukommelse rækker kun tilbage til den nat i kælderen hvor skyggen indtog ham.
Han knuede hende ind til sig på samme måde som hun gjorde og lukkede også øjnene for en stund.
Lige der var der faktisk ro i hans sind.
Ingen stemmer, ingen skygge, ingen blodtørst, ingenting...
Der var kun hende.

Der var en stilhed omkring dem, en stilhed der var god. En stilhed
som de begge havde haft brug for at få. Men den blev afbrudt tilsidst
af nogen folk der skreg. "Det er ham" en mand pegede på Akuma
med et vredt, bange blik. "Det er ham der har drabt min datter og alle
de andre menensker" De andre mennesker var soldater eller iværtigfald
nogen med våben. Ribanalon slog øjnene op De måtte ikke se hende
sådan her. Hun gemte den del af sit ansigt der ikke var healet endnu.
Ind i Akumas, skønt at han nok ville vende sig mod fOlkende.

"Bliv i skyggerne" hviskede han stille til hende.
Efter det vendte han sig om med hende bag hans ryg.
Han rakte armene ud til siderne og lod alle skyggerne i gyden blive forstærket så Ribanalon nu stod gemt i mørket og han stadig var oplyst af månen.
Han tog et par skridt mod dem.
"Din datter var en lille skøe der solgte sin krop til døden. Jeg var bare ham der tog mod hendes betaling til den store mand der så stolt bære sin le..." sagde han mens han gik nærmere.
De mennesker som var bevæbnet sigtede nu alle på ham.
"Prøv at dræb mig" sagde han koldt.
Hvis det var skydevåben så ville skuddene ryge ind i ham og blive bremset af hans ShadowAngel-knogler.
Hvilket så ville sige alle hans knogler.
Men de skulle ikke få lov til at røre hende...

Ribanalon bakkede svagt tilbage i gyden, selvom at hun måske
stod i mørke var hun sårbar og så mange mennesker kunne sagtens
dræbe en vampyr med de rigtige våben. Hendes krop var nøgen nu
opdagede hun nu, man kunne svagt havde skimtet hendes bryst.
Hans ord han sagde om pigen, ramte hende på en måde.
En skøge der solgte sin krop til manden med leen. ordene gjorder
faktisk ondt og så igen. Det måtte være kærligheden der fik
hende til at være mere menneskelig. Da hun kke kunne bakke mere
stod hun og af et hegneller mere en mur.-

Han kikkede ikke tilbage på Ribanalon da det ville afsløre at hun var der.
Mændene stod stadig fast på og stirede på ham.
"Hvis det var mig der dræbte din datter... Hvorfor gør du så ikke noget ved det?" spurgte han flabet mod manden.
Akuma gik nogle langsomme truende skridt mod de få mennesker.
Han stoppede først da han stod foran en mand som bar et sværd.
"Har du tænkt dig at bruge din lille spisekniv til noget eller vil du hellere hjem til mor?" sagde han og kikkede lidt ned af ham.
Han så ikke ud af meget.
Men Akuma ville gerne have at mændende så hvad han var gjort af.
Så han manglede bare at de angreb først så de kendte kraften fra skyggernes mørke.

Manden var synderknust så meget skulle ikke til før han angreb.
Han slog sværdet ud mod ham, Ribanalon ville væk Nu-!!! Hun
havde ikke lyst til at kæmpe lige nu eller bare se nogen slås og så
IKKE Akuma. "Stop" skreg nu nærmest. Måske var det ikke det klogeste
men hun ville bare væk. "Kom" sagde hun og sprang op på Muren der ellers
havde en udfordring for et menneske. Hun sad på hug på den imens
hun ventede. Hvordan var hun sådan. Hun var Ribanalon Evana Klusisska
en vampyr der heller ville dø end at lade sig blive svag.

Sværdet havde ikke ramt ham før Ribanalons skrig havde lydt.
Akuma grinede svagt.
"Beklager drenge det var vist ikke i aften at jeg skulle hjælpe jer ind i dødens mørke" sagde han og lod sine knogle-vinger folde sig ud og fløj op til Ribanalon.
Han landte ved hende og foldede vingerne sammen igen.
"Skal vi smutte?" sagde han og rakte hånden mod hende så de kunne løbe væk sammen.
Han gad heller ikke mere med mennesker i dag...
Det var så svært at gøre rent efter.

Hun stod lidt og så på ham med et trist blik, hendes hår lod blidt
falde sig hen over hendes ansigt en enkelt gang. Hun lod sin hånd
falde i hans og mærkede hvor stor hånden enlig var. Hun kiggede frem
for sig og ventede på Akuma skulle tage det første skridt. Mennskerne
råbte og skreg nu af dem. Og mande med kling´ren var forvirret.
De andre begyndte at løbe imod Ribanalon og Akuma hun så afventende
det skulle være nu eller aldreig. Hendes ansigt og ene hånd sammen med
nogen andre steder var stadig ikke healet overhoved, Den kniv havde virkelig
gjort skade. men hvor havde den anden vampyr fået den fra-?

Da hendes hånd var lagt i hans kikkede han kort på hende.
Efter et par sekunder satte han i løb med hende i hånden.
Han kikkede kort på alle de sår hun havde.
Og så kom han i tanke om at han havde solgt et våben der kunne skade alle racer på det sorte marked.
Et våbenkors som var vædet i sølv og havde hellige tegn indgraveret.
*Fuck kan det her være min skyld?* tænkte han.
Han vidste ikke engang hvor han havde pengene...
De lå sikkert i en læderpose på et bord i hans tilholdsted.
Men hvor skulle de løbe hen?

Hun blev trukket lidt i starten men løb så med, hun kom svagt
op på siden af ham. Men var stadig lidt bagham da han skulle føre
an. Hun have faktisk haft i tankerne at løbe væk, være alene så
hun kunne heale i fred. Men hun var bare så fyldt med energi efter
alt det blod hun havde indtaget men man skulle ikke tage fejl det meste
af det blod var allerede brugt tilæ at komme heale.

Akuma fortsatte løbet.
Hans tanker var lidt sløret da han ikke rigtig fokuserede på noget.
Der var ikke rigtig noget sted han tænkte på at løbe hen.
Bare at få hende i sikkerhed og være i fred med hende.
Det var stort set hans mål lige nu.
De havde krydset mange hustage nu og det svandt lidt ind i dem da de nærmede sig bygrænsen.
Han satte farten lidt ned så de ikke fladte ned imellem nogle af husende.
*Hvor mange gemmesteder er der i en by??*
Så tog han fat om hende og hoppede ned i en af gyderne imellem nogle huse.
Han tog faldet med sine ben og sørgede derfor at hun ikke landte for hårdt.
Da de var nede lagde han armene om hende og tyssede svagt.
Skyggerne blev meget kraftige og dannede det usynlige lag over dem så de ikke kunne ses af andre.
"Nu kan de ikke finde os" hviskede han stille til hende.

Lige pluselig lå hun i Akumas arme som en anden skøn jomfrue.
Han sprang ned og landte direkte på benene, hun kiggede svagt
rundt for at hans arme var rundt om hende og alt omkring hende
blev svagere, dog kunne hun stadig se rundt. Hun kiggede fra side
og til side hvorefter hun kiggede op på ham og smilte roligt hendes
øjne var vendt tilbage som stjerner der nærmest blinkede i mørket.
Hun kendte ham ikke engang særlig godt og så igen, de havde været
igennem mere end hun havde været med nogen anden i lang tid.