Escape. [Nacyon]

Sted: Ashen Wood Forest.
Tid: Skumring, nutid.
Omgivelser: Flere hundrede askegrå træer så langt øjet rækker. Højt græs lige ved udkanten af skoven og umiddelbart mennesketomt.
Vejr: Solen er lige gået ned og månen er så småt ved at gøre sin indtræden. Mørket er ved at falde på, men det er lunt.

Den lasede kjole føg om knæene på hende, da hun på de spinkle, ligblege ben spænede fremad som gjaldt det livet – hvilket det i dette tilfælde også gjorde. Havde man for en måned siden fortalt hende, at hendes ægtemand en sen aften ville miste besindelsen og gøre hende til en vampyr, som han selv havde været de sidste mange hundrede år, ville hun have slået dem hen med et hånligt fnys.
Men nu var hun her, med Ashen Wood Forest i det fjerne, på flugt fra en flok varulve, der havde fået færten af hende, fordi hun udsendte de der ”vampyr-vibes”, som varulvenes stærke lugtesans tilsyneladende kunne opsnuse. Hun var stadig iført den samme kjole, som hun havde haft på den dag, Sebastian var endt i sin ukontrollerbare blodrus. Der havde ikke været tid til at skifte til noget mere passende, ej heller til at pakke noget som helst. Hun havde haft for travlt med at flygte fra en blodtørstig vampyr. Og nu var hun selv blevet én.

Det kan umuligt være rigtigt. Det er en drøm, gentog hun gang på gang for sig selv, i takt med at de smalle fødder med de sko, der havde været smukke og silkebløde for blot en uge siden, slog rytmisk mod underlaget. Jeg vågner snart op.
Hun var nået frem til skovbrynet nu. Vampyrismen havde i det mindste tilført hende hurtighed, og hun hadede at løbe, viste det sig nyttigt nu. Sved var så utrolig frastødende, og en ægte dame som hende burde ikke behøve at løbe. Hun burde have tjenestefolk til at løbe sine ærinder for sig.
Hun fortsatte løbet frem til de forreste træer og vendte flygtigt hovedet bagud for at afgøre afstanden mellem hende selv og flokken af varulve, der alle var ekstatiske efter at få lov til at dræbe én af deres fjender. I et enkelt spring var hun ovre det ekstra høje græs, der udgjorde en form for blød mur mellem skoven og græsmarken, som var hun nu trådt over i en ny verden. Problemet var blot, at det ikke var realiteten. Varulvene kunne nå ind i skoven akkurat lige så let som hun, så på trods af den gummiagtige fornemmelse i benene og den faldende energi, fortsatte hun i løb ind mellem træerne.

Nacyon løb, han brugte meget af sin tid på at løbe, det havde han gjort de sidste mange år af hans ellers unge liv. Han var en fredløs, og det var blevet gjort så tydeligt igennem hans kulsorte hår og lysende lilla øjne. Folk så ham og dømte ham, så helt basalt var han vant til at være uønsket og jagtet, men hvem havde også brug for andre? De sidste 5 år var gået fint for Nacyon, han havde lært færdigheder han ellers aldrig ville have opnået hvis ikke hele hans race havde vendt ham ryggen. Den eneste chance han havde for at være hos elvere var Sorteelverne, men den chance var for længst forpasset for ham.  Men altså Nacyon løb, han havde hørt ulvenes hylen på lang afstand, og han havde ikke tænkt sig at lade en flok usle lusebefængte køtere komme tæt på ham, så han bevægede sig væk for at undgå at de halede ind på ham.
” Nadorhuan rim”
Mumlede Nacyon, da han stærkt mente at varulve var en bandte bøvede kujoner der altid skulle jage i flok. Apropos deres jagt, så var han ógså pænt nysgerig på hvem de jagtede, det var ikke tit man så ulve være så opstemte og højrystende i deres jagt. En hurtig impulsiv beslutning fik ham til at svinge hans selvlavede bue ned fra ryggen, lagde en pil på fra kogeret.
Nu skulle han bare møde dem…

Hendes sanser opfangede tydeligt varulvenes grådige snerren, der syntes at komme nærmere og nærmere. Adrenalinen pumpede rundt i hendes kolde indre, og hun var for bange til at vende sig om nu. Bange for at møde deres sultne blikke, i frygt for at de ville være lige bag hende, bange for at hun ville snuble. Ganske vist var hun vampyr, men det var ikke ensbetydende med, at hun ikke kunne begå fejl. Hun kunne stadig være lige så uheldig som enhver anden.

Det kom pludseligt, at de dyriske lyde fra varulvene syntes at indskrænke sig. Hun fortsatte et stykke tid og lod så sin lille, spinkle krop forsvinde om bag et træ med en tyk, askegrå stamme. Ryggen var presset tæt ind til træet, de nøddebrune øjne var årvågne, idet de spejdede til alle sider efter tegn på den mindste lille bevægelse. Det brune hår klæbede til hendes hals og pande, og i en lydløs bevægelse verfede hun det væk så det atter sad som det skulle, på trods af at det var betydeligt mere filtret og viltert end hun var vant til. Hun havde ikke haft mulighed for et bad alt for længe, hvilket pinte hende. Hun var vant til luksuriøse forhold, hvor hun kunne sidde i et skinnende badekar hver eneste aften, med tændte stearinlys og en god bog ved hånden. Egentlig havde hun ikke syntes godt om at leve med Sebastian. Det havde aldrig været et lykkeligt forhold, og hun havde aldrig elsket ham for alvor. Det var et arrangeret ægteskab, men hun havde ikke haft modet eller handlekraften til at gå imod traditionerne. Det ville hendes forældre aldrig have tilladt. Alligevel savnede hun nu Sebastians store palæ, for først nu hvor hun intet havde tilbage, havde hun forstået, hvor meget hun dengang havde haft.

Hun var for optaget af sit savn til at bemærke den kulsorte, pjuskede varulv, der med blottede tænder og målrettet blik listede sig ind på hende fra siden. Først da den med et hyl hoppede på hende, blev hun med ét slået ud af sin tankerække, liggende på jorden med ulvens store krop over sig. Savlet stod om munden på den, og hun trak ansigtet sammen i en væmmet grimasse, i et forsøg på at undvige en tråd af savl i at dryppe ned på hende. Selvom hun sikkert var stærkest, var hun for bange til at gøre andet end blot at ligge dér, hjælpeløs på den hårde, ujævne skovbund. Hun havde ingen anelse om, hvilke kræfter hun havde fået. Og hvor den resterende varulveflok var blevet af, strejfede hende slet ikke.