Things Unknown -Logan-

Det lagde skjult for uvedkommende. Usynligt. Mest af alt, fordi der lagde en forbandelse over stedet, der gjorde, at ingen andre kunne se stedet. kun hvis du var derinde. Stedet var fantastisk og lignede en ferieø. Der var kæmpe søer med de klareste vand og stenbyggede huse. Det virkede så luksuriøst - så fantastisk. Der var ingen slaver på den måde, de folk der boede her levede under få regler som skulle overholdes. De skulle være tro imod den partner, som de havde fået givet. De måtte ikke slå ihjel og de måtte ikke prøve på at flygte. Alle havde fået tildelt sig en partner. Dem der ikke havde, var fordi den rette partner ikke var kommet til dem endnu. Kvinderne gik rundt i kjoler og mændene i pænt tøj. De var rene og pæne, virkede så glade alligevel, nogle havde lært at leve med det - og desuden havde stedet en effekt på en, som fik dem til at elske at leve der. Ikke fordi det ændrede eller fremkaldte følelser, det var bare stemningen og omgivelserne der ændrede folks syn på det hele.

// Påklædning: https://31.media.tumblr.com/6b86216a3d0f580234976e7a1ae64b5b/tumblr_n5ggzrQLnp1sojrkso2_250.gif //

Andrea sad i et badekar og nød stilheden lidt - hun havde været der i et par dage nu og var begyndt at kunne lide stedet. Det virkede så fredfyldt og behageligt. Der var ingen problemer og intet drama. Hun sad bare og nød tiden alene, for Andrea havde nemlig ikke fået tildelt sig en partner endnu. Så hun nød tiden til sig selv, drak lidt med sig selv. Det var nu rart bare at være alene med sig selv. Det overraskede hende, hvor meget hun faktisk nød det her. Døren blev lukket op til hendes værelse og hun rejste sig op og svang et håndklæde om sig, inden hun gik ud af badeværelset for at se, hvad der skete. "Det er din partner frøken Farron." Sagde de og slap så personen de havde med. Andrea nikkede kort og så efter dem da de gik og lukkede så døren. Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun fangede hans øjne og i et ganske kort sekund tog hans øjne pusten fra hende, hun kunne kun mærke, hvordan hendes hjerte bankede i hendes bryst. Dog fangede hun sig i at stirre og slog sit blik ned. Hun kørte en hånd igennem sit våde hår inden hun kiggede op igen. "Je... jeg vil lige klæde om så." Sagde hun og gik ud på badeværelset igen og klædte om. Hun åndede let ud, inden hun gik ind til ham igen.
//Påklædning: https://31.media.tumblr.com/f1d9ce1c5e9158c1f712ed42a426b3e4/tumblr_n4y4l5OINi1rtocego6_250.gif //

Hun stillede sig op af væggen foran ham og kiggede ham i øjnene igen. "Mit navn er Andrea." Fortalte hun ham. "Hvis de ikke har fortalt dig det, hvilket jeg formoder de faktisk har gjort." Andrea fandt sig selv i et pinligt øjeblik, hvor hun faktisk ikke vidste hvad hun skulle sige, uden at syntes, at det lød helt forkert. De havde fortalt om reglerne, og forklaret dem for Logan. "Så hvem er du?" Spurgte hun lidt nysgerrigt og smilede skævt til ham.

//Påklædning: http://images-ff.asos-media.com/shmotterstorage/26298/outfit_large_9ccd2061-0b40-47ad-82f4-b929c36b2714.jpg
//
Logan kom gående ned af gaden. Hans dag var som alle andre dage. Han gik bare rundt og lavede ingenting. Hans tanker drejede sig hovedsagligt om de tre piger der var i hans liv. De piger han holdte af alle sammen, men alligevel havde han ikke lyst til at skulle bryde det med nogen af dem. Hvorfor skulle han? Alane var sikkert ude fra hans rækkevide. Hun havde en anden, og det generede ham rent faktisk. Angela var en gammel kærlighed, det samme var Jazmin. Begge to var nogen han godt kunne forstille sig sammen med. Men hvem af dem ønskede at være mest sammen med anede han ikke. Hans tanker forsatte, indtil en gruppe mænd klædt i sort kastede sig over ham. Han forsøgte at kæmpe imod, men der blev hurtigt lagt en klud for hans mund, der gjorde hans blik blev sløret.

//Påklædning: http://images.thehollywoodgossip.com/iu/t_large_p/v1364526265/paul-wesley-at-the-upfront.jpg //

Logan vågnede pludseligt op. Det første han så var en mand med et voldsomt skæg.
"Godmorgen Hr. Andrews. Hvordan har du det her til morgen" 
Logan rynkede sine bryn og skabte en dyb kløft mellem hans øjenbryn. Han anede ikke hvor han var, hvem denne mand han var, eller hvorfor han var klædt i jakkesæt. Han svarede ikke manden, og blev i stedet bare samlet op og bragt hen til et andet værelse. Der stod en kvinde derinde i håndklæde. Han så først undersøgende på hende, men da hun så ham dybt i øjnene blev hans blik en anelse fjernt. Han havde svært ved den form for intimitet, især med fremmede. Selvom han ikke kunne undgå at finde denne kvinde tiltrækkende. Men han havde nok i dem han allerede havde, og det var ikke engang sikkert hun var interesseret i ham. Selvom hun virkede til at være det. Han tyggede på hendes navn. Andrea var et flot navn, feminint og flydende. "Goddag Andrea." Han gav hende endnu et undersøgende blik, denne gang i form af et elevatorblik. 
"Logan." Logan var typisk bare en kortfattet type, dog mest når han var sammen med fremmede. Når han kendte folk godt, kunne han sagtens føre lange dybe samtaler, og han havde faktisk en masse på hjertet, på trods af han var så tæt på følelsesløs som man kunne være.

Han virkede lidt kold i det, Andrea havde vendt sig til at læse folk selvom hun ikke havde den længste levetid. Hun kørte atter en hånd igennem sine mørke lokker og lagde så armene overkors. Kun fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle fortage sig. Skulle hun give hr. kold en chance og være venlig overfor ham. Eller skulle hun bare klare sig selv og smutte ud og gå en tur. Andrea valgte at blive og kiggede undersøgende på ham. Andrea kneb øjnene en smule. "Så Logan, hvordan gik de fat i dig?" Spurgte hun stille, men blidt inden hun satte af fra væggen og gik et par skridt ind i rummet. Hun kunne ligeså godt få det bedste ud af det hele. Hun satte sig ned på sengen og havde gjort plads, hvis han også ville sidde ned. "Hvis... du har lyst, vi kunne gå en tur. Jeg kunne vise dig lidt rundt?" Spurgte hun lidt forsigtigt, men smilede stadigvæk. Hun vidste ikke, hvem han var. Om han var en eller anden morder eller noget andet. Hun bed sig kort i læbe, hun havde ikke set ham før. Så det var bare det at han var ny på værelset og hendes partner, men også det at han var fremmed. Hun hadede at han virkede så følelseskold, og alligevel lagde det hele under en fin lille facade,der bare ventede på at blive knækket over. Andrea slog sit blik kort ned i gulvtæppet og holdt vejret - inden det gik op for hende, at hun ligepræcis ikke trak vejret. Hun blinkede et par gange. Følte sig kort lidt svimmel, det måtte være på grund af, at hun manglede ilt. hun tog en dyb indånding inden hun åndede ikke direkte tungt, men heller ikke let ud.

Hun havde lært få ting af Logan. Ikke det helt store, men hun havde fundet ud af lidt om ham. Vendt sig til, at han skulle være der. 7 dage mere var gået, de var lange og hun begyndte så småt at længes efter sin familie. Vide hvordan de havde det. Det gnavede dybt inde i hende og fik hende til at lukke øjnene kort. Hun kunne hører vandet stoppe med ude på badeværelset, og kiggede automatisk op da Logan trådte ud. Hendes blik gled i refleks ned af ham, inden hun slog blikket ned. Hun betragtede ham kort i smug bag ved hendes hår. Da han satte sig ud rejste hun sig op. Hun var i klædt en morgenkåbe og ville skifte til noget mere normalt tøj - og alligevel havde hun en følelse af, at hun ville ud og svømme eller bare ud og løbe - men man måtte ikke løbe alene eller svømme alene - forbandede regler. Irritationen fik hende til, at hamre en af lågerne i ovenpå sin egen hånd - så hun irriteret sprang tilbage og ømmede sig lidt. Hendes smertetærskel var ikke så stor som en dæmon eller en vampyr - men hun var udholden. Andrea bandede i en mumlen for sig selv, inden hun kiggede på de røde mærker skuffen havde efterladt sig på hendes hånd - de skulle nok forsvinde - hendes hånd var højest forstuet, men hun overlevede nok. Det skulle nok heale. Hun åbnede irriteret skuffen igen og tog en kjole frem - rød og ville gå hende lidt over knæene samt var den tætsiddende og ville derfor fremhæve de kvindelige former. Andrea lod morgenkåben falde ned fra hendes skuldre og lande på gulvet. Et kort vend imod balkonen fangede hende, da solens stråler begyndte at slikke hende ryg. Et skævt smil kom frem på hendes læber og lagde derved hovedet lidt på skrå. Hun glemte alt om smerten i hendes hånd der kort.

Hun svang stoffet fra kjolen og gik et par skridt over imod balkonen. Hun stod i døråbningen og kiggede ud. Andrea havde som Logan jo også vendt sig til, at han var der. Derfor havde hun intet imod at stille sig op her kun iført undertøj - det var vel ikke noget som han ikke havde set før. "Det er smukt." Smilede hun ud imod solen. Hun tog med den skadede hånd et elastik ud af hendes hår, som fald ned over hendes skulder. Hun kiggede kort overimod Logan. Bare for at analysere hans kropssprg - hun ønskede ikke bare at se ham så koldagtig, hun ønskede at se, hvad der gemte sig bagved den kolde facade.

Logan sad bare og så ud over balkonen. Det var smukt og alt det, men han så bare ingen grund til at beundre det på den måde. Han kunne ikke se at man skulle stå i flere timer og beundre det. Han hørte smældet fra skuffen, men reagerede ikke på det. Logan så først væk fra udsigten da hun kom hen i døråbningen. Han så på hende, han så på hende med et blik han havde brugt flere gange de sidste par dage. Et dybdegående blik. Han havde dog forsøgt at gøre det når hun ikke kiggede. Logan vendte blikket imod hendes og man kunne se han beundrede hende, beundrede hende som man beundrede en flot udsigt. Men dette blik blev hurtigt skiftet ud med et køligt blik, selvom det stadig lå der. Det lå og ventede på at komme frem igen. Det ville ikke kræve meget. Intimitet, og så var den der igen. En enkel berøring fra hende var nok til at bringe det frem igen. Selvom Logan havde set hende i undertøj op til flere gange, kunne han ikke undgå at se på hende når hun stod der i næsten ting.

Ligesom Logan faldt hun på ham med et dybt blik når han ikke kiggede overimod hende. Hun bed sig selv kort i læben imens hun bare stop og betragtede udsigten. Solen der stod op og en ny dag blev bragt til live. "Så vil du med hen og spise. Du ved der jo den store morgenmad buffet. Vi skal selvfølgelig... lige klæde om, men ja." Sagde hun og klørede sig kort i nakken, fordi hendes stemme knækkede over ved selvfølgelig, kun fordi hendes blik var faldet ned over hans overkrop. Hun tog sig blik til sig, inden hun vendte rundt på sine hæle og gik tilbage indenfor. Andrea gik hen til spejlet og rettede på sit hår, så det sad som hun ville have det til. "Ellers kan jeg også bare tage noget med til dig?" Tilbød hun også, hvis han nu ikke ønskede at gå nogle steder. Hun kløede sig kort i nakken og vendte sig om. Hun trak kjolen over sit hoved og rettede den lidt til imens hun havde fonten imod et lidt større spejl. Det var ingen hemmelighed, at hun savnede sin familie. Noa, Serena og Elena. Hun åndede lidt tungt ud, inden hun vendte ansigtet over imod der, hvor Logan stod og smilede svagt. Hendes hjerte bankede hårdt ind imod hendes brystkasse. Det var det med, at han havde det med at tage pusten fra hende. Andrea måtte endnu engang tage sig sammen for at få sin vejrtrækning tilbage igen. Andreas blik blev derefter mere dybt imens hun kiggede på ham, det virkede interesseret, charmerende og alligevel en tone af mystisk. Hun fangede sig selv i det kort, men blev der kort - for hun tog vil ikke skade af at se, hvad der ville ske ved det?

Logan måtte tvinge sig selv til at se væk fra hende. Sådan havde det været de sidste mange dage. Han kunne bare ikke holde øjnene fra hende, og det irriterede ham så meget at det grænsede op til at han havde lyst til at komme væk derfra, lige meget hvad det kostede. Da hun igen sagde noget nikkede han til hende, men først efter hun var gået indenfor igen. Han rejste sig op og gik ind igen. Han stoppede op og så igen på hende. Han havde været forelsket før, både i Angela og Jazmin. Men det var han ikke længere. Ja, han havde følelser for dem, men det var ikke forelskelse. Ikke længere. Men han var i tvivl om han var forelsket i Andrea. Det var helt sikkert noget andet end med nogen anden. Han strammede kæben og gik hen til hans tøjskab. Han tog en enkel sort trøje, et par cowboybukser. Logan tog håndklædet af og afslørede hans boksershorts, der dog hurtigt blev dækket af et par bukser. Til sidst trak han trøjen over hovedet. Han vendte sig rundt imod hende igen. Han havde lyst til bare at tage fat i hende, ligge armene om hende og få hende føle sig tryg. Han havde svært ved ikke at gøre det. Rigtig svært. "Jeg vil gerne med." Logan gik tættere på hende, men da han var godt en halv meter fra hende sukkede han og vendte sig rundt. Logan vidste det var meningen de skulle finde sammen. Men af en eller anden grund kunne han ikke. Om det var fordi det var meningen, eller fordi han ikke turde se det i øjnene vidste han ikke.

Andrea elskede og hadede følelsen der hamrede inde i hende. Det gode var den måde det gjorde hende glad og hun hadede det på en og sammetid. Hun havde aldrig troet, at hun kunne føle sådan her efter Noah. Men så igen, man bestemte jo ikke selv, hvem man forelskede sig i. Hun fangede det korte øjeblik af følelsen der gik tiden til at gå i stå, men det var lige til, at han vendte sig om igen. Andrea slog blikket kort ned og sank en klump. Inden hun rev sig selv i håret, nu måtte hun altså tage sig sammen. Hun åndede let ud. Andrea trådte op i et par sko, med en smule hæl - inden hun åbnede døren. Hende og Logan gik hen til den store bal, med kæmpe rækker af lækker mad. Der var lidt for hver race. Blod til vampyre, kød i massevis til varulvenes store appetit. Som sagt lidt af hvert.

Andrea gik opbord ved kødet. Det ville altid være hendes yndlings. Til tog hun noget vand, inden hun satte sig hen til et fritbord. Man sad parvis, g det var tydeligt at lang de fleste havde et fantastisk intimt forhold til deres partner. Andrea hadede tanken om, det måske bare var trolddom der gjorde hende interesseret i Logan - men hendes hjerne sagde til hende, utroligt nok, at det ikke var falsk. For engangskyld samarbejde kærligheden og fornuften et stykke af vejen. Hun gav sig til at spise, imens hun havde et beundrene blik på Logan.

Da de havde spist tog de ganske enkelt bare tilbage på værelset som de andre. Planlagde, hvad der kunne ske for resten af dagen.
Andrea havde sat sig på sengen og tog sine sko af. Hendes blik fulgte Logan rundt. Så rejste hun sig op og satte skoene på plads, på hendes vej tilbage, faldt hun over tæppekanten - som havde løftet sig et par centimeter, og faldt lige ind i Logan. Hun havde haft lukket øjnene i, da hun regnede med at lande ned på jorden. Andrea åbnede stille øjnene op og kiggede Logan direkte ind i øjnene. Endnu engang glemte hun at trække vejret i kort tid. Hun kunne ikke få et ord sagt. De stod der, med deres ansigter få cenitimeter fra hinanden og der gav Andreas hjerte og hjerne sig til at skændes. Man fik altid at vide, at man skulle følge ens hjerte, ikke sandt?

Kærligheden var sat fri og den opslugte hende. Hun vidste, at det var den som hun kunne føle. Skulle hun sige noget eller holde det inde i sig selv. Hendes hjerte skreg til hende, at hun skulle gøre noget. Det var ikke bare en drøm, det var virkelighed. Andrea var forelsket i ham og den forelskelse havde slået dybe rødder i hendes hjerte. Det var når han var i nærheden at hun blev lidt genert og lige nu, var hun limet fast til gulvet i sine musklers seneste bevægelser. Tiden stod stille imellem dem, imens de bare havde deres blikke klistret fast i hinandens. Andrea var fortryllet af hans øjne, de var som en labyrint som hun var faret vild i. Endelig brød han stilheden imellem dem og smilede halv genert til ham. Andrea kunne føle varmen der langsomt blussede sig op i hendes kinder. "Hej." Gentog hun kort efter helt automatisk, med en halv hvisken.

Hendes hænder lagde på hans overarme, imens hendes blik atter ikke kunne tages væk fra ham - ikke før hendes blik gled nedover hans læber - der frøs det fast det i lidt tid. Ikke før hun kiggede op i hans øjne igen. Så tog hun det man kunne kalde det første skridt og pressede sine læber ind imod hans læber. Så måtte han jo skubbe hende væk, hvis hun overskred nogle af hans grænser. Det gav et sus igennem hende, det var ubeskriveligt. En rar følelse gled igennem hende.

Logan ville gerne tage det første skridt. Han kunne tydeligt føle kemien imellem dem, og det var ikke kun fra hans side. Det vidste han. Men hvis han kyssede hende, så vidste han også at han blev nød til at åbne op. Så blev han nød til at vise alle sine følelser hurtigt, og det var godt 1000 års følelser. Følelsen af at mærke tiden gå forbi, følelsen af at være tvunget til at vælge mellem flere kærligheder, flere følelser. Han ville ikke kunne gøre det alene, men ville han have Andrea til at hjælpe ham? Hun vidste ikke hvad der ventede. Nej, han kunne ikke gøre det med hende. Ikke nu, og han ville ikke kunne vente til tiden var perfekt. Han måtte gøre det alene. Da hendes læber mødte hans ville han gerne trække sig væk, så han ikke blev nød til at se sine følelser i øjnene, men han kunne ikke. Han gengældte kysset med mere passion end han nogensinde havde kysset nogen. Det var tydeligt at mærke hvordan han følte, han behøvede ikke at fortælle det. Alle hans følelser lå i det kys.

Den følelse der kom fra hans kys, blev sendt igennem hver eneste nerve i hendes krop. Aldrig havde hun følt, at det gav sådan en god følelse igennem hende - det var det rette. Hun kyssede ham mere dybt og lidenskabeligt. Alle de følelser han udsendte slugte hun, og hun nød det. Andera nød det og modtog det gerne - hun elskede det. Hun lagde en hånd på hans kind og bemærkede kort, at hun ikke kunne komme tættere på ham end hun var lige nu. Andrea var i den syvende himmel. Svævede på en sky. Det gav det største sus igennem hende. En ånde pause, fik hende til at kigge ham kort i øjnene igen - et intimt blik fyldt med hendes kærlighed - et blik nogle sjældent fik. Han kunne tage imod det, eller lade hver. Hun lod sin hånd køre fra hans kind og ned over hans hals, før den landede rundt om hans hals. Hun vidste ikke om hun skulle kysse ham igen, eller hvad der skulle ske nu - lige nu ønskede hun at kysse ham igen - men det var jo ikke sikkert, at det var det - som Logan ville. En lille side af hende sagde, at det ikke gjorde ham noget. Ikke efter den måde han havde kysset hende på, det havde hun alligevel aldrig oplevet.

Logan kunne på ingen måde beskrive det kys. Det var så stort, at ingen ord var store nok til at beskrive det. Han var blæst væk, han havde aldrig oplevet så store følelser. Det bekræftede ham bare i, at der fandtes en derude der var den rette. Det måtte føltes sådan at kysse den rette. Han så hende dybt i øjnene da de holdte pause. Han blev nød til at tage det næste skridt. Hvad end det så måtte være. Han tog fat i hendes hånd og førte hende hen imod sengen. Ikke nødvendigs fordi de skulle lave andet end at ligge sammen. Men det var bare noget andet at ligge sammen.

Han tog fat i hendes hånd og førte hende - og hun lod ham. Hun lod ham fører hende afsted hen til sengen. Så snart de lagde ned, lod hun sin ene hånd kærtegne hans overarme - imens hun havde vendt sig om på siden med fonten imod ham. Andrea kiggede dybt på ham. Noah kunne ikke leve op til det hun havde oplevet i det kys Logan havde givet hende. Noah var fortid og kom slet ikke frem på hendes lystavle. Andrea lænede sig let ind over ham og kyssede ham endnu engang. hun havde ikke lyst til at stoppe. Lige nu havde hun bare lyst til at være her, sammen med Logan. Nyde den intime stemning og ja bare være sammen med Logan. Ung kærlighed. Dog føltes den så rigtig og perfekt - som om det var ham hun havde ventet på hele hendes liv. Og det var det måske også. Andrea havde ingen anelse om, hvor længe han havde levet i forhold til hende. Hun var stadigvæk ung, men havde alligevel allerede pæn stor erfaring med tingene. Hun lod sin hånd kærtegne hans kind med hendes håndryg imens hun kiggede ham i øjnene igen. Et smil bredte sig på hendes læber, inden hun lod sit hoved falde ned på hans brystkasse.

I dag bar hun en lang hvid kjole - lidt luftig dog yderst behagelig. Hun stod inde på værelset med et smil på læben - hun var glad. Nok savnede hun sin familie, men Logan gjorde, at den følelse blev lettere skyllet væk i nogle minutter. Tanken om ham - den gjorde hende noget så glad. Hun havde bestemte sig for at gå en tur, hun vidste Logan var ude i parken - så hvorfor ikke tage et smut forbi? Andrea gik ud for værelset og tog ned i parken - dog var hun i den anden ende og ikke på samme sted som Logan. hun sad ved et springvand og lod vandet glide over hendes fingre. Følelsen var dejlig af det køllige vand der omfavnede hendes hud. Solen skinnede på hendes pæne hud og gav den en helt smuk glød. Hun sad bare der. Nød vejret og fuglene der sang helt fantastisk. Andrea slog blikket fra vandet og hævede det imod den fjernere ende, da hun fik øje på Logan længere nede. Hun kunne genkende ham på afstand - sjovt nok. Hun lyste helt op selvom hun havde set ham det meste af dagen. Han kendte til hendes følelser for ham, så god var hun alligevel ikke til at lade hver med at fortælle, hvordan hun virkelig havde det. Spørgsmålet var mere, hvordan han faktisk tænkte om det - også selvom han havde delt sine tanker med hende. Andrea var hårdt ramt og vidste, at der måtte være noget rigtigt over det. Sjælevenner. Hun kunne ikke tage blikket fra ham, men prøvede - hun ville helst ikke ændre sig på grund af en fyr. Hvis han skulle kunne lide hende for hende og ikke bare den forelskede hende - så måtte hun også spille nogle af de kort ud. Hvilket hun vidste, at hun allerede gjorde - for hun var ikke kun den forelskede Andrea, hun var en blandet Andrea af de positive følelser. Hun besluttede sig for at rejse sig op. Andrea gik hen til bænken, hvor Logan sad - gangen hele vejen derhen var yndefuld og elegant. Hun kunne ligne en eller anden form for gudinde - på den måde hendes tøj og hår sad. Hun smilede til ham og vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle sige. Lidt mundlam var hun. Andrea valgte dog at sætte sig ved siden af ham, og ligge sine hænder foldet sammen på hendes skød. "Perfekt vejr var?" Spurgte hun og skældte sig selv så voldsomt ud. Kunne hun i det mindste ikke sige en ordenlig sætning? Vejret? Hvem fanden spurgte om vejret!?

Logan havde besluttet sig for at samle en buket af blomster. Han tog en masse røde, lyserøde og lilla blomster, der var også en gul inde i midten. Han skulle nu bare finde Andrea og give hende buketten. Men hun sad ved hans side før han nåede at lede efter hende. Han rakte hende blomsterne. "Andrea, min kæreste." Han så sig rundt da hun spurgte indtil vejret. "Det er fantastisk. Perfekt. Alt er perfekt, vi er perfekte sammen. Vi kan være sammen her for evigt." Han lænede sig ind imod hende og kyssede hende. Det var stadig fyldt med passion, men der var også noget andet, den sukkersøde følelse man fik når to teenager var forelsket for første gang.

Kærlighed det gjorde en skør. Helt rundt på gulvet og selvom hun prøvede ligesom at ligge den søde lidt til side. Så sprang den på hende igen med det samme Logan talte til hende. Lidt anderledes end han plagede, men lige nu gjorde det hende ikke noget. Hun tog imod blomsterne med et smil og kiggede op på ham, lyttede til hvad han sagde. Andrea nåede dog ikke at sige noget før han kyssede hende. Følelsen opslugte hende og hun kyssede ham tilbage med ligeså meget lidenskab som han gav hende. Det var fantastisk at være nyforelsket igen. Hun elskede følelsen, den måde det kildede i hendes mave når han kyssede hende, så sommerfuglene fløj afsted. Andrea var forgabt i ham. "Ja vi er." Hviskede hun til ham inden hun så kyssede hans læber dybt og lod den friehånd ligge sig på hans kind.
Folk omkring dem begyndte at gå ind for at få middagsmad, men lige nu var Andrea ikke sulten. Hun havde travlt med at nye Logans kærlighed.

Logan kunne ikke slippe Andrea igen. Han havde ikke lyst til at give slip på hende. Aldrig nogensinde igen. Han ville holde hendes hånd til evig tid, hvis han havde det sådan, hvordan måtte hun så ikke have det? Kvinder var vel bare mere sentimentale af natur ikke? Eller de fleste af dem. De kunne tilbringe resten af livet sammen. Han ville tilbringe resten af livet sammen med hende. Han ville ikke lade noget stå i vejen for dem, han ville bare være sammen med hende. Logan ville være sikker på, de var sammen for evigt og det var der kun en måde at være. Han stoppede kysset og faldt ned på et knæ. Han havde ganske rigtigt ikke nogen ring, men det betød ikke noget. Han ville bare have hun skulle vide hvordan han havde det. "Jeg ved vi ikke har kendt hinanden længe. Men jeg er ligeglad. Jeg elsker dig Andrea, og jeg vil have du skal vide hvor meget. Jeg går ikke et eneste sekund uden at tænke på dig. Fra morgen til aften er du i mit sind. Du har vist mig at man ikke behøver at være følelsesløs for at komme igennem livet. Man kan være glad, og stadig overleve." Han smilede stort til hende og tog fat i hendes hånd. "Andrea, vil du gifte dig med mig?" Hans blik var forventningsfuldt, og samtidig nervøst.

Der måtte være noget galt. Det hele gik alt for hurtigt for ham. Andrea vidste han havde været så kold og nu virkede han som en sukkerknald. Han friede til hende, hvilket fik hende til at lyse op af, at der var noget i vejen. Hun hadede at såre folk hun holdt af, men noget sagde hende, at det var det eneste hun kunne gøre her. Hun kunne ikke bare gøre, hvad der ville være ham glad at hører jo. Andrea blev nød til at tage nogle beslutninger for hendes liv, hvis det skulle gå hen og blive godt i sidste ende. Og så langtid som Noah havde svigtet hende om og om igen, så burde hun have lært en ting eller to. Hun lukkede øjne hænder om hans. "Logan hør. Jeg nyder dit selskab, og jeg kan rigtig rigtig godt lide dig, men det er det lige nu. Jeg er ikke klar til at blive gift eller forlovet. Det håber jeg du forstår." Sagde hun med et smil og greb om hans hænder og kyssede dem kort - inden hun rejste sig op. Andrea trådte et par skridt væk fra ham, hun havde blomsterne med sig. Hun gik tilbage til deres værelse og satte dem i en vase.
Desparat gennemsøgte hun boghylderne. Hun ledte over en eller anden bog om naturen her. Hun satte sig i skrædderstilling og placerede bogen på hendes ben imens hun bladrede grundigt igennem den. Der var den hun faldt over en sjældenblomst. En blomst hvis evne kunne bringe en hver i ekstrem forelskelse. Andrea læste godt op på den og lod fingren glide henover siden til hun kunne se modgiften. Hun skulle blande nogle dufte, stærke nok til, at de ville erstatte kærlighedsblomstens effekt. Andrea lagde bogen fra sig og løb afsted. Til en lille butik rundt om hjørnet der hørte til denne lille by. Her købte hun noget bjørneklo - som stank forfærdeligt, hun blev næsten helt dårlig bare af at fornemme den var der. Andrea købte den for få penge og tog tilbage af imod deres værelse. Hun kunne se Logan der og da hun kom tilbage - tog hun den lille pose op og løb hen og krammede Logan. Hun åbnede posen der, og da hun trak sig tilbage løftede hun posen med planten op til hans næse. En giftige og skinkende plante. Dog da Logan var skyggevæsen ville han ikke tage skade af dens gift. Andrea skyndte sig at lukke posen lidt efter og smide den ud fra balkonen. "Logan?" Spurgte hun og vendte sig imod ham lidt forsigtigt.

Logan så på hende da hun afslog. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde mest af alt lyst til at smide sig selv i havet og vente på at bølgerne gemte hans krop. Det var en forfærdelig tanke, men det var præcis sådan han havde det. Han faldt ned på begge knæ og sad der alene, efterladt og knust. Han kunne ikke bære det. Logan rejste sig efter at have siddet foran bænken i godt en halv time. Han gik rastløs rundt indtil han fandt vej tilbage til værelset. Andrea var væk, det var sikkert det bedste. Han kunne ikke bære at se hende lige nu. Da døren blev åbnet så han længselsfuldt hen imod døren, men der sad også en klump i hans hals. Andreas mørke hår blev endnu mørkere i den hvide kjole. Hun lignede i sandhed en gudinde. Han smilede for sig selv da hun lagde armene om halsen på ham. Måske havde hun ændret mening. Han nåede knap nok at tænke tanken til ende før hun stak en pose op i snotten på ham. Han begyndte at hoste og blinkede flere gange før han igen kunne se klart og ikke så lyserøde hjerter over det hele. Logan vendte sig om imod Andrea igen og nikkede da hun spørgende sagde hans navn. "Hold dig væk fra blomsterne." Han smilede let til hende og satte sig på sengen. Han kunne huske alting, og det var ikke ligefrem let for ham at se i øjnene, at han friede til en pige han havde kendt i tre uger.

Han snakkede normalt til hende og advarede hende om blomsterne. Hun nikkede til ham og smilede skævt. "Det skal jeg huske." Svarede hun ham og klørede sig kort i nakken. Hendes blik fulgte ham nøje. Han var sig selv igen. Det var da altid noget. Den sukkersøde Logan, havde været lidt for meget. Altså hun var forelsket i Logan og holdt meget af ham, på de tre uger der var gået. Men at fri var for langt ude, selv for ham. Andrea lagde hovedet lidt på skrå. "Så du er dig selv igen?" Selvom det var åbenlyst, så spurgte hun alligevel bare uden hun faktisk tænkte over det. Det var vel for at sige noget. En lille del af hende, var bange for, at alle hans følelser for hende var ved at forsvinde. Det bekymrede hende og det overraskende hende hvor en stor effekt han allerede havde på hende. Andrea havde en teori om, at det var forbi de kun havde hinanden. Nicolas havde hun ikke kunne nå hen til og snakke med inden. Hun havde ikke haft en jordisk chance for at nå det hele, ikke at sige noget til hendes søskende. De måtte være syge af bekymring, specielt Elena.

Andrea sukkede svagt inden hun kiggede over op på Logan igen. Hun nikkede kort for sig selv, overvejede om hun skulle tage et bad, eller sætte sig ved siden af ham. Hendes hoved ville to forskellige ting, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun var bare akavet, intet under at Noah forlod hende i forhold til en anden kvinde. Som Jazmin så fint havde sagt, forstod hun godt Noah var skredet siden han var dum nok til at finde sammen med Andrea. Andrea vidste ikke hvad der ramte hende, det var bare en kort lille negativ energi fra hendes hjerne der blev sendt ud. Den viste hende bare, at der gemte sig negative ting i dette 'paradis' som de ikke kendte til endnu. Andrea fandt sig overraskende med hovedet på Logans skulder. Hun kiggede frem for sig og havde skubbet fortiden fra sig igen.

Logan havde taget et valg. Han blev nød til at tage sig sammen, han kunne ikke risikere at han blev påvirket af endnu en blomst eller en anden plante i dette såkaldte "paradis" og det betød at han blev nød til at skubbe følelserne for Andrea væk. Ikke helt væk, bare lidt tilbage. Hans første prioritet var at overleve. Den næste var at komme væk derfra. Så kom følelserne for hende. Men der skulle ikke meget til før de ville komme op til overfladen. De var så stærke at selv hans følelsesløse sjæl ikke ville kunne holde dem nede. Han kunne ikke skjule at hans følelser var på vej tilbage. Måske skulle han bare lade dem, måske skulle han bare åbne op og lade det hele komme ud. Men hvordan skulle han afgøre hvad der var det rigtige at gøre? Han nikkede som svar til hendes spørgsmål. Han kunne ikke få ord over sine læber, hans tanker var for fyldt med tanker til at den handling var ude af drift. Da hun lagde hendes hoved på hans skulder tog han en dyb indånding, så han skuldre løftede sig og hendes hoved med dem. "Det er svært for mig. At være her sammen med dig, jeg vil væk. Jeg vil ikke være her under tvang. Hvordan kan nogen af os vide om det er ægte, eller om det er stedet, omstændighederne og deres giftige blomster der får os til at føle sådan." Han havde ikke delt den tanke med hende før, men nu var den ude. Det føltes rart.

Andrea havde selv haft den samme tanke, eller lidt i den samme stil. Til sidst rejste hun sig også op. Hun nikkede til ham. "Jeg ved det, okay. Tro det eller ej. Jeg kan mærke der er små negative minder der prøver at få mig til at huse, at livet ikke er sådan her. De prøver sikkert bare at overbevise vores hjerne om, at der intet liv er udenfor dette sted. Du er ikke den eneste der vil ud herfra." Svarede hun ham ærligt og lagde armene overkors. Hun fik en lidt anden tone på end han var van til at høre, det var den tone hun brugte når hun ville vise folk, at hun sagtens kunne selv. "Altså jeg har måske en ide. I nat kan vi prøve at snige os afsted igennem salene. Jeg har på fornemmelsen, at der måske er en hemmelig dør eller noget - et eller andet set i det område. En skjult tunnel under jorden eller et eller andet." Andrea delte sin plan med Logan. Det var ikke fordi hun ikke havde haft tanken om at smutte selv, men hun ville have Logan med. Hun holdt trods alt af ham. Andrea havde mange personligheder, og nogle af dem overraskede folk - når de specielt ikke havde set dem før.

Hun så ham i øjnene og åndet ud. "Har du en bedre ide, eller er du med på den?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Det var nu der skulle ligges planer, for at se, hvordan deres sammenhold var - og Andrea ønskede at komme ud derfra, men ikke unden Logan. Det kunne selvfølgelig være han ikke stolede på hendes evner og ville køre solo - det ville være fint, hun ville bare bruge tiden på at bevise ham, at han ville tage fejl.