Are we gonna die young? - Anastacia -

Der var nok mad til, at hende og Red kunne overleve flere uger hernede. Dæmon øjnene vendte sig hurtigt til mørket og inden længe, kunne han se Anas skikkelse klart og hver en kasse der stod på jorden. Dog kunne han ikke se Anas røde kinder eller skam i, at hun samlede mad, hvilket der aldeles ikke var noget som helst skam i. I Xander øjne var det skam kun en smart ide. "Det er ret så praktisk må jeg indrømme," Han nikkede og da trin hørtes nær dem, lukkede han munden i, så det blev en lige streg. Trinene kom nærmere og nærmere. For hvert et skridt hun tog, jo mere var Xanders hjerte på vej ud af hans mund. Hvis hun åbnede lemmen, måtte de være klar på, at forsvare sig selv overfor hende.
Til deres begge to lettelse, forsvandt trinene igen og lemmen blev ikke åbnet. Xander pustede lettet ud og tillod sig nu, at sætte sig ned og få vejret. Det havde været noget af en omgang ham og Ana var blevet udsat for. Han så op på Ana med et skævt smil og derefter rundt. "Der er da mad nok hernede til at overleve i flere uger... det er jo fantastisk," fortalte han hende og lod sig lettet falde bagover, så ryggen mødte den kolde jord. Han var ikke lettet over maden, da han intet havde, at bruge den til, tvært imod var han lettet over, at kunne falde til ro igen. Desuden, havde han kunne bruge maden, så havde den tilhørt Ana. Han vendte sig rundt på siden og så op på Ana. "Så.. hvor lang tid tror du vi skal være hernede, så hun ikke finder os?"

Anastacia opdagede hurtigt at hun var blevet rød i kinderne, og prøvede diskret at få varmen væk, ved at lægge sine kolde hænder på hendes kinder. Hun smilede dog lidt, da han nikkede ad hendes ide.
Da kvindens fodtrin pludselig kunne høres, tog Anastacia hænderne væk fra sit ansigt, og et ufrivilligt skridt tilbage, så hun bedre kunne se lemmen. Hun lukkede taknemmeligt øjnene, da kvinden gik forbi, og tog en dybindånding. Da hun igen åbnede øjnene, lå Xander på gulvet, så hun tog sig friheden, til at kigge i nogle af kasserne.
"Jeg har ingen ide," sagde Anastacia, og kiggede bekymret tilbage på ham. "Jeg er virkelig ked af, at jeg fik dig rodet ind i det her!"
Hun kiggede hurtigt tilbage på kassen, hun havde fået åbnet, og fandt sig selv kiggende på en rødbede og en saltet høne.
"Okay..." mumlede Anastacia til sig selv, og kiggede misbilligende på maden, før hun pakkede den ned igen, og vendte sig langsomt om for at kigge på Xander.

//Hej Ana! Undskyld jeg ik har svaret i hundrede år.. Vil du fortsætte emnet eller stoppe det?? [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

//Hvis du har givet op på det, er det fint med mig:) Men er ellers frisk på at forsøge at fortsætte, hvis du vil?//

// Vil skam gerne fortsætte, ville bare lige høre dig ad, da jeg ikke har svaret i evigheder

//Det fint, overlever nok xD//