The time of our lifes. - Alian.

Tid: 20:24
Sted: Hjemme.
Omgivelser: Hjemmeligt.
Vejr: Det blæser en hel del udenfor.
Påklædning: En top der er et par størrelser for stor og joggingbukser.

Blair var højgravid. Det ville ikke vare længe før hun skulle føde. En uge til to uger måske. Det var ikke til at vide hvornår det skulle ske. Hun gik rundt og puslede med ting til babyen, hun glædede sig til at få barnet, hun ville blive langt flottere igen og så fik hun et barn, hun skulle holde et lille barn i hendes arme. Hun gik hen til vuggen og forstillede sig at en lille baby lå deri, hun kunne ikke vente. For hendes skyld måtte det gerne ske en af de følgende dage. Hun kendte Alian godt nok til at vide han også ventede på det skete, det ville gøre det hele meget lettere. Bortset fra de ville have en skrigeunge, men det var ikke så længe heldigvis.

Påklædning: profilbillede

Vinden susede irriterende meget.
Alian kom ind af døren med armene fyldte med brænde til kakkelovnen.
"Hej Blair så er jeg her" sagde han og skubbede døren i med foden.
Han gik over til kakkelovnen og lagde brændet ved siden af.
Hun skulle på ingen måde fryse nu da hun var så tæt på fødslen.
Efter det smed han jakken på sin kiste og gik over til hende.
Da han stod bag hende lagde han armene om hende.
"Hva så hvordan har du det?" spurgte han roligt og kyssede hende på kinden.

Blair så over mod døren da Alian kom ind af den. Hun sendte ham et smil og sukkede. Hun ville så gerne kunne holde det lille barn i hænderne, hun ville blive så lykkelig. Blair så ned i vuggen igen og forstillede sig atter det lille barn i den. Da Alian lagde armene om hende så han op på hende. "Jeg har det fint." Hun kyssede ham blidt og så så ned i vuggen igen. Hun kunne ikke fatte at de snart havde været sammen et år, tiden gik så hurtigt.

Han gengældte kysset.
Ja tiden gik meget hurtigt.
Det var næsten ikke til at fatte at de 9 måneder snart var gået.
Han smilede bare til hende og var lidt tom for ord.
Om ikke så lang tid havde han sin ugravide kæreste tilbage.
Og et barn oven i købet.

Blair sukkede, hun ville gerne have det skete snart, så kunne hun slippe for ondt i ryggen. Hun bevægede sig ud af Alians arme og sendte ham et smil. "Jeg kommer om lidt." Sagde hun og nærmede sig badeværelset. Blair gik ud på badeværelset og så sig i spejlet, hun rettede lidt på håret og smilede. Hun mærkede en underlig fornemmelse i maven, et smæld af en art. Hun mærkede noget sive ned af hendes ben. Hun gik ud af badeværelset igen. "Vandet er gået." Sagde hun, hun var ikke i tvivl.

Alian kikkede noget forbavset på hende.
Hvad sagde man i sådan nogle situationer?
Han gik over til hende og hjalp hende hen i sengen.

//Den del springer vi over//

Et par timer efter stod Alian udenfor.
Der havde været en svag barnegråd i havnen men nu var der blevet stille.
Han stod lænet op af bænken og røg.
Den bænk de første gang havde mødt hinanden ved.
Han stod og kikkede ud over havet hvor de sidste solstråler forsvandt.
Vinden havde også langt om længe lagt sig så der var helt stille.
Det sidste hiv af smøgen blev taget inden den var færdig.
Han smed skåddet ned i jorden og vente sig mod hytten.
Alian gik nu over til den igen.
Han åbnede langsomt døren og gik stille ind til Blair.
"Sover hun?" hviskede han stille.

Blair havde sendt Alian ud at ryge så hun kunne få fred til at sove. Hun vuggede hende stille frem og tilbage i hendes arme og sang en stille sang hendes far altid havde sunget. Hun havde ventet på det øjeblik så længe, at sidde der med et lille barn. Blair rejste sig fra sengen og lagde hende ned i vuggen. Hun var en fantastisk lille pige, hun var så sød. Blair aede hende over hovedet og sørgede for hun sov da døren gik op. "Ja, bare kom ind." Hviskede hun og stod ved vuggen. Havde hun virkelig været med til at skabe den guldklump?

Alian gik stille over til hende og lagde igen armene om hende.
"Er du okay?" spurgte han roligt og kyssede hende på kinden.
Han nussede hendes arme stille.

Blair så op på ham med et skævt smil. "Ja, det var hårdt men hun er der værd." Blair elskede den lille pige så højt, hun elskede hende højere end alt udover Alian. Hun tog fat i hans ene hånd og holdte den for at nusse den. Han betød så meget for hende, de betød så meget for hende.

"Hvor har du ret" hviskede han og betragtede det barn som nu skulle være hans.
Ammon ville jo indtil videre ikke have noget med det at gøre.
Og det var Alian som nu skulle opdrage det som dets far.
Han flettede let sine fingre ind i hendes.
"Jeg elsker dig Blair" sagde han roligt.

Blair kunne ikke fatte at barnet var hendes. Hun havde et perfekt liv ifølge hende selv. En perfekt kæreste, et perfekt barn. Perfekt. Hun så op på ham og fangede hans perfekte blik. "Jeg elsker også dig." Hun kunne ikke ønske sig andet end dem, deres lille kernefamilie.

Han smilede svagt til hende da de fangede hinandens øjne.
Selvom hun blev ved med at beklage sig over at hun ikke fortjente ham.
Så mente han stadig at hun gjorde.
Han slap grebet om hende og gik over til kakkelovnen.
Den blev åbnet og noget af alt det brænde som var der puttede han i den så flammerne holdte sig selv i live.
Der blev nu en ok varme derinde så det hele skulle nok gå.
Han begyndte lidt at svede så han tog sin overtrøje af så han nu kun stod i shorts.

Blair så efter ham da han gik fra hende, hun sendte ham et smil og så tilbage på Lucy, Blair blev nød til at holde øje med hende, der måtte ikke ske hende noget. En gråd, en sød helt fantastisk gråd, brød igennem lokalet. Blair gik rundt om vuggen og tog hende op, hun kyssede hendes pande og vuggede hende frem og tilbage. Det hjalp ikke så hun gik lidt væk fra Alian og ammede hende.

Alian lagde trøjen oven på kisten.
Han gik over til sengen og satte sig.
Den ene hånd havde han placeret under hagen så han kunne holde sig selv oppe.
Han var lidt træt oven på aftenen.
Men nu var den ovre og der var kommet et godt resultat ud af det.

Blair så smlende på hende og lagde hende over skulderne og dunkede hende let på ryggen, hun var ikke erfaren som mor, men hun vidste de meste basale ting. Da hun havde bøvset lagde Blair hende tilbage i vuggen og puttede hende. Blair ville gøre alt for den pige. Hun stod der indtil hun så ud til at sove, så gik hun over til Alian og sendte ham et smil. "Du ser træt ud. Jeg skal nok stå op hvis hun vågner i nat." Sagde han og aede ham over kinden.

Han grinte svagt.
"Det går nok" sagde han.
"Vi vågner nok begge to"
Han sendte et lille smil til hende.
Hun behøvede ikke at gøre alt det sure arbejde.

Blair satte sig ned ved siden af ham. "Men det er nok bedst vi sover nu mens hun også gør, det har været en hårdt aften." Hun havde ventet på at få lov til at sove i lang tid, der var ligesom bare noget der skulle ordnes før det. Blair tog sit tøj af og tog i stedet hendes natkjole på, den hun brugte før hun blev gravid.

"Jo du har ret" sagde han så.
Han tog nu bukserne af så han var iført boksershorts.
Hvorefter han lagde sig ned på ryggen og kikkede op i loftet.
Han havde hænderne bag hovedet så han så lidt tænksom ud.
Selvom der nok ikke var så meget at tænke over.

Blair lagde sig ned i sengen og lukkede sine øjne kort, hun havde tænkt over noget hun ville snnakke med Alian om. "Jeg har tænkt på noget." Blair vendte sig om og så på ham. "Jeg vil prøve at få et job." Blair vidste ikke hvor det skulle være, men hun ville gerne tjene nogle penge til famlien, det blev de nød til nu.

"Tror du ikke det er bedst at du bliver ved Lucy indtil hun ligesom ikke er så afhængig af dig?" spurgte han mens han kikkede op i loftet.
"Jeg kender en som kan skaffe mig et job" sagde han svagt.
Selvom han var imod det han snakkede om.
Altså at hjælpe den psykopat var slemt nok at tænke på men det var en sikker måde at skaffe penge.
"Du skal ikke tænke over det vi skal nok klare os" sagde han og vente sig mod hende med et smil.

Blair lagde sig ind til Alain og så op på ham. "Som hvad?" Blair ville gerne vide hvad han kunne få af jobs. Blair ville være sammen med Alian for altid, de hørte sammen, det havde hun fundet ud af efter al den ballade, han havde altid været hos hende. "Jeg elsker dig." Sagde hun. Hun kunne aldrig sige det nok.

"Han har altid et eller andet som han kan bruge folk til" forklarede han.
Alian vidste ikke rigtig hvad Akuma ville sætte ham til men det var sikkert ikke godt i følge loven.
"Jeg elsker også dig Blair" hviskede han roligt.

Blair nikkede, hun vidste ikke hvor tryg hun var ved det. "Bare pas på, der må ikke ske dig noget." Sagde hun og rejste sig da Lucy begyndte at græde igen, hun græd ikke voldsomt meget for en nyfødt baby, eller det regnede Blair med. Hun tog hende op og lagde sig i sengen med hende, hun aede hende stille over kinden.

Han smilede svagt til hende.
"Bare rolig" hviskede han.
Han lå stille da hun kom over med Lucy.
"Hvor er hun smuk"

Blair var glad for han sagde hun kunne være rolig, så var hun ikke så nervøs. Hun lagde Lucy over mod Alian. "Hold hende." Sagde hun og sendte ham et smil, hun var glad for den familie de havde skabt, selvom den var indviklet.