The Dead is Rising agian.// Beth Andrew Spencer.//

S Starten af The burrning Dessert, omkring Sunfurry.
O en Masse døde, som har rejste sig op igen.
V Regn, og torden.
Tid, 21,30
P http://s5.favim.com/orig/69/caleb-caleb-rivers-pll-pretty-little-liars-Favim.com-620757.jpg
Et lyn oplyste korte himlen, hvorefter der lød et kæmpe brag da stormen væltede et træ. Geralt så op og skubbet, lige præcis Beth væk fra den. Hvorefter han selv kastede sig til siden. Geralt så sig kort over skulderne og så, at der var flere Walkers som fulgte efter dem. Geralt greb fat, i Beths hånd, hvorefter han løb videre.  Træet, havde fungeret lidt godt, men  det havde larmet så meget at der sikkert ville komme flere. Geralt  sætte i løb gennem, skoven med Beth, de måtte snart  komme ind. Geralt træk kort efter en af sine knive, da han så der var to walkers foran dem. Geralt sank en klump, hvorefter han kastede den ene i hovedet ,på den var på Beths side. Men da de nåede dem, træk Geralt kort sin egen kniv igen, den han ikke, havde kaste og hamret den gennem hovedet på Walkerne. Ari, var ikke taget med dem, denne dag, hvilket betød som altid, at ham og Geralt var meget uvenner så, han var bare blive der. Det sjove var, at den ting, de var blive ueing om, var at Ari, ville ha at Geralt gifte sig sammen med Beth siden de, havde været sammen i et par Måneder nu. Men Geralt, mente ikke at han ville smadre noget, som han havde med Beth. Eller det blive han da ved, med at sige til sig selv sandheden, var dog bare at han var bange for at binde sig sådan.  Geralt hoppede over et træ, hvorefter han løb videre med Beth. Men de kunne ikke begge to holde dette tempo, hvis de skulle overleve måtte de finde et sikkert sted, Geralt kiggede hende i øjne og smilte  svagt, da han nemlig havde fået øje på et dejligt hus. Men Caleb, ville dog advare dem, om dette sted. Men de, havde ikke rigtig andre valg. Geralt kiggede på Beth, hvorefter han skubbet hende frem, "LØB." Råbte han, hvorefter han selv træk sine sidste to knive op, han så på walkerne som nærmet sig, da han var sikker på, at Beth var inde Stormet han selv derinde, lige efter og ha kaste begge sine knive ind i dem. Geralt stormet ind, hvorefter han fik kastede sig ind. Bagefter det rejste han sig op og begynde at holde døren, de måtte finde noget til at lukke døren af med. Geralt sank en klump, hvorefter han hørte at det blive lidt mere stille udenfor. Som om nogen af Walkerne, var blive slået ihjel. Geralt skynde sig, at tag fordel omkring dette, hvor han så spærret døren, længe nok til at de ville kunne holde stand, hvor han bagefter nærmet sig Beth, han anede ikke om hun var blive bidt eller noget. Det eneste han vidste var, at de havde overlevet denne kamp sammen eller første del af kampen. Hvor mange dele, der var vidste Geralt dog ikke. Men en ting Geralt,ikke havde langt mærke til, var faktisk at han, havde skåret sig, hvor han så mistede en masse blod lige nu, derfor da han gik hen mod hende med et smil. Inde det, med at han faldt ned, på gulvet, da hans krop var for svag, til at kunne klare det. Han kunne os høre Aris piveri, efter det sår, hvilket gjorde at han fik det lidt dårligere.
//håber det går. //

Hvad fanden skete der?! Alting skete så hurtigt, at intet andet end andrelinen var slået til og skreg på hende om, at hun løbe. Hun opfangede ikke meget, kun at de blev jagtet af nogle mærkelige væsner. Geralt så ud til at vide hvad han gjorde, og Beth gjorde intet andet end at løbe. Hun vidste ærligtalt ikke hvad der skete. Da han sendte hende ind i huset løb hun herind, og ventede blot på, at han kom ind til hende. Beth hjalp ham med at blokere døren inden hun så lod sig falde til jorden for at puste ud. "Hvad i helved var der?" Udbrød hun udmattet og kørte en hånd igennem sit hår. Hun var ikke blevet bidt, heldigvis da. Dog blev hun opmærksom på lyden af fodtrin ovenpå. Beth sank en klump.

P
http://images.halloweencostumes.com/products/24235/2-1-45594/walking-dead-daryl-dixon-leather-vest-image5.jpg
Med armbrøst.
Der lød en svag åndeløs lyd, bag ham. Andrew træk sin armbrøst frem og skød den i hovedet. Der var dog dukkede flere walkers op imens, han sætte tempoet op og løbe hen mod walkerne og træk pilen ud da den jo var død i forvejen.  Andrew sætte tempoet op, hvor han imens løbe gennem skoven.  Flere tænker prøvet at at forarbejdet, hvilket ikke var nået han, havde gjorde før han var bare glad for at være fri. Men dette her, var nu ikke noget han ville ha set frem til. Andrew puttet sin pil tilbage, til et sikkert sted. Mens han bevægede sig selv, lige så stille frem, han prøvet nemlig at undgå at løbe. Men da han så et hus, fandt han ud af at der var flere walkers som havde samlet sig foran den, Andrew træk sin armbrøst op igen, hvor han begynde og skyde dem ned som stod samlet. Andrew kunne lige se en af dem, som var en lille pige, han sænket sin armbrøst kort, hvorefter han hævet den igen og skød hende. Han så hen mod et vinduet, som så ud til at føre indenfor, i dette hus. Som der gik rygte om der var hjemsøgte, men det gjorde ham ikke noget. Andrew tog et stykke reb, på sin næste pil, hvorefter han skød den ind i væggen oppe lige over vinduet som stod åbent. Andrew sank en klump, hvorefter han skød den ind og løbe over og hoppet op. Hvorefter han begynde at bestige værelset, flere af walkerne begynde at samle sig om vinduet, ved Andrew. Andrew begynde at bande op til flere gange, mens han kæmpet sig der op af, selv om det var svagt kunne walkerne høre det. Da han endelig nået derop, smed han sig selv gennem vinduet, hvorefter han skar rebet af som faldt ned i ansigte på walkerne, hvorefter han tog fat i pilen og tog den med sig. Andrew begynde og bevægede sig rundt oppe på loftet, for at tjekke om der var nogen andre der var kommet ind. Da han mærket den samme følese som, ved alle andre dæmoner tilstedeværelse, åbent han døren til værelset, hvor han så en kvinde bevæge sig gennem vinduet. Andrew peget med sin armbrøst på hende, han havde en stor trang til at skyde hende, mere fordi det en dæmon, havde gjorde mod ham. "Hvem er du så, jeg forventer et svar, ellers skyder jeg og hvad laver du her."
//regner med det er spencer. //

Beth var skylden i Spencer løb for livet. Fordi at hun ville holde et vågent øje med hende. For at sikre sig Geralt var god nok også. Lige nu listede hun sig afsted, heldigvis var der andre som tiltrak disse væsners opmærksomhed. Så snart hun kom til huset sprang hun ind af vinduet og lukkede det. Lyden af en armbrøst der blev spændt , stille drejede hun hovedet til side og fik øjenkontakt med Andrew. Spencer havde styr på Beths liv. Derfor vidste hun hvem han var. "Rolig nu loverboy. Navnet er Spencer" svarede hun dog og kørte en hånd igennem sit hår. "Ingen grund til at flere skal dø" tilføjede hun og trådte lidt tættere på også for at komme væk fra vinduet.

Geralt rejste sig fortumblet op, hvorefter han bevægede sig over mod Beth. "Walkers, døde væsner som er kommet tilbage." Geralt sank en klump, nu var det sagt, han havde kun mødt dem en gang før en enkel gang, omkring dette sted os. Geralt bed sig selv i læben, da han hørte flere folk ovenpå, Geralt kiggede over på Beth, hvorefter han gjorde tegn til at hun skulle tie stille. Geralt kastet sig selv, op af muren, ved siden af trapperne så når dem der var kommet ind kom her nede, hvis de gjorde ville han kunne overaske dem, og hvis de var heldige, ville Geralt kunne nå at tag sig af dem, så Beth kunne stikke af. Han sank en klump, da han hørte døren blive sparket op, en efter en oven på. Geralt kiggede over mod Beth, men da han begynde og være stille kunne han høre stemmer svagt ovenpå. Geralt begynde og kunne se døde folk, overalt her henne, hvilket var et tegn, på at der var noget galt. Geralt sank en klump, hvorefter han så over på Beth og smilte svagt. Dette her gjorde ham bange, men det værste var at Caleb, ikke havde styr over, hvad der skete omkring dem. Geralt kiggede sig omkring, mens han træk en kniv frem, som han havde på sig stadigvæk, hvorefter han bare lyttet på de døde, og prøvet og ha styr, på de levende os. Skudene udenfor, havde dog fået ham til og blive let mere lettet om hjertet. Geralt lukkede kort øjne og prøvet at fokuser men det hjælp ikke da dette sted var hjemsøgt.
//crappy answer sorry :///

Da han så kvinden komme ind, hvorefter hun vende sig om mod ham. Andrew stod, et kort øjeblik, da hun gik længere ind og væk fra vinduet, da hun kalde ham loverboy. Det var længe siden han, havde hørt det før. Smerten var dog ikke til at mærke længere, men da han så hun var en dæmon nægte han at sinke sine parader. Andrew kiggede på hende, hvorefter han peget sin armbrøst, mod hende. "Jeg siger kun dette engang, Specner jeg kunne dræbe dig på stedet, og lover boy er ikke lige frem et øgenavn jeg ville høre, ikke mere." Andrew vidste de var flere i huset, men det ville ikke forhindre ham i at dræbe hende her oven på. Alle de ting han, havde været udenfor havde ændret ham, hvilket sagtens kunne ses på ham. Andrew peget pilen mod hende, hvorefter han skød lige ved siden af hende ben, for at vise at han ikke kom med tomme trusler. Men hende her spencer tog det alt for roligt, i forhold  til de dæmoner han, havde mødt.   Andrew, havde dog os hørt en som lige så stille var begynde, at bevæge sig nedeunder, men person nedeunder kastede sig over og op af, en mur. Andrew bed sig eftertænkt som i læben, imens han holde armbrøsten rettet mod hende. "Så Spencer, nu følger du bare med nedenunder hvor vi hilser på de andre, jeg stoler nemlige ikke på dig."  Nu var Det sagt, Andrew, havde dog imens de talte  sæt en ny pil på armbrøsten. Denne verden var kun bygget til den stærkeste, men det var, hvad de to år i helvede havde gjorde ved ham. To år, hvor han havde kæmpet for en dæmon kvindes underholdning.  Andrew gik rundt om Spencer, hvorefter han skubbet hende frem med armbrøsten. "Nu gå og aldrig, kald mig Lover Boy igen, er du med på det Navenet er Moon." Andrew skubbede hende ud af værelset, hvorefter han talte til hende svagt, "gå nu hvis nogen er dernede, bliver du det første de ser." Andrew prøvet at glemme, de minder som han, havde fået igen og som var dukket op da hun kaldte ham lover boy. Andrew skubbede hende ned, af mens han vendte på at hun selv tog trapperne ned. Alle vinduer var dog lukket ovenpå. Nu var det bare med, at komme nedeunder til hvem der ellers var her. Men hvis, der var flere dæmoner, så han ingen anden udvej ende og skyde dem alle sammen.

Spencer var ikke bange af sig. Dette var både en god ting, men også en utrolig irriterende ting - for andre. Lige nu prøvede hun at holde sig i sit gode skin over, at han kommanderede rundt med hende som var hun en umulig unge. Da han skubbede hende ud af døren, med armbrysten mod hendes ryg. Dog vendte hun sig hurtigt om, som lynet. Spencer greb fast i armbrysten og skubbede den hårdt ind i ham, hvorefter hun så hævede et bryn af ham. "Undskyld, men jeg tager ikke ordre fra andre." Fnøs hun og skubbede en hårlok til siden, hvorefter hun blev opmærksom på, at hun skulle sørge for Geralt og Beth ikke angreb dem. "Geralt. Du skal ikke stikke mig ned." Sagde hun så. Geralt kendte hende dog ikke, hun var mest kendt i Terroville længere nord på, men Beth kendte hun. "Beth sig lige til din kæreste han ikke skal nakke mig tak." På de ord trådte Spencer ud og gik ned imod Geralt og Beth. Hun smilede til Beth - venligt da deres øjne mødtes. De var trods alt gode veninder.

Geralt sank kort en klump, da han hørte en sige hans navn stivnet han kort, hvor kende hun hans navn fra med mindre hun da kende Beth, eller hvis hun kendte folk i Sunfurry City. Men efter hendes stemme og dømme, var hun ikke fra Sunfurry. Hun lød mere som en af dem, der kom nord fra. Geralt sænket dog ikke sine parade et eneste tidspunkt, men da han så hvordan Beth kiggede på ham smed han kniven og gik ud i køkkenet han, havde vildt meget brug for noget stærkt.  Geralt så dog os mere end, alle andre væsner, han så hvad der var sket her, hvordan de døde gennem gik det de, havde været gennem deres død. Geralt prøvet dog og lukke dem ude, som han havde, læret af den ånd som stadig boet i hans sind. Geralt kiggede ned i bordet, mens han tog en kæmpe tår af den whisky som han, havde fundet  imens Spencer og Beth, havde set hinanden. Han mærket dog en anden dyrisk side, som var derinde ved dem, men det var vel lidt lige meget var det ikke. Da Geralt fik bundet glasset, så han hen mod en dør, som så ud til og kunne gå op når som helst. Geralt stormet der hen, hvorefter han fik skubbet en komode foran, det ville ikke kunne holde walkerne i så lang tid men nok til at Beth, og Spencer kunne komme væk. Faktisk var han lidt ligeglad med Beth, men Spencer virket som en overbeskyttende ven for hende. For han, havde forudset de blive skygget, hvilket var lidt mærkeligt at tro på. Men han, havde ikke troede at denne kvinde var en ven af Beth, han var faldet ned med at være spion, nu når han havde hende os. Han stolet næsten blindt på hende, derfor var han blive blind overfor hende og hvad hun faktisk måske kunne vide om ham, han var begyndte med at se fortvilet på det. Hvis hun solgte informationer om ham, hvis hun bar havde mere end ham. Det ville ikke ende godt for ham, hvilket var lidt mærkeligt. Geralt sank en klump, hvorefter han begynde og gå rundt i den del af huset, hvor køkkenet var, for at få en ide om hvor stærkt alle vinduer og døre var og om, hvad de kunne holde til. Grunden til han gjorde det os, var ikke kun det men, han havde brug for at tænke lidt for sig selv, hvilket var lettest når hun ikke troede han gjorde andet end at tjekke, husets svagepunkter.

Så snart Spencers stemme lød for hende sank hun en klump. Hun kunne mærke hendes hjerte rytme blev ureglmæssig. Den tøs holdt altid øje med hende følte hun. Lige i øjeblikket var det sikkert for at holde øje med Geralt, højest sandsynligt. Beth kiggede over mod Geralt da han tog afstand til hende. Det fik hende til at holde kort op med at trække vejret, hun prøvede let diskret at gå over mod ham, uden han egentlig viste hende megen opmærksomhed. Hun nikkede og sukkede så tydeligt. Hun gik så forbi Spencer og skubbede let til hendes skulder og forsatte igennem gangen og blinkede kort for ikke at tage noget alt for personligt. Dog forsatte hun med at gå. Lyden af walkerne udenfor var pludselig ligeså utydelig som alt andet - det eneste hun bemærkede var hendes egne skridt. Kort stoppede hun op og kiggede ind af en dør hun kunne se nogle sidde der. Kort kiggede hun ned af personen og fandt ansigtet. "Andrew..." Mumlede hun svagt og satte kort sig derned til hun kunne fornemme at han var i live og ville klare sig. Så rejste hun sig op og rystede let på hovedet. Hun gik derefter videre og dybere ind i huset - længere og længere væk fra de andre. Som en anden hysterisk teenager gik hun ind på et værelse, og smækkede døren i. Dog falt en bjælke ned foran døren, så den næsten ville være umulig at få op. En lyd bagved hende fik hende til at synke en klump, imens hun kunne mærke hvordan hårene rejste sig lige så stille.
Beth vendte sig om og gispede, faldt tilbage i døren og faldt ned på jorden. Hun trådte sit ben til at holde væsnet på afstand. Walkeren. Det klamme væsen som prøvede at nå hende. Det snappede ud efter hende med sine rådne tænder. Og Beth kunne intet andet end at klemme øjnene sammen. Endelig fik hun sparket den lidt på afstand og prøvede at rive døren op, men bjælken sad foran, og vejede mere end noget menneske kunne løfte. Hun hamrede på døren. Da walkeren lagde en hånd på hende skreg hun i ren frygt, og prøvede at holde den på afstand af sig. Dog var hun slet ikke van til at slås, men andralinen var stærkere end nogensinde før. Hun fik gået til siden imens hun holdt den på afstand - så kom hun frem til et klædeskab, hvor hun med den ene hånd hurtigt fik fast i et tæppe som hunlagde over sin arm da walkeren satte tænderne i hendes arm. Så heldigvis kunne det ikke nå igennem hendes arm, men hun kunne stadigvæk mærke presset imod sig. Beth skubbede derefter walkeren væk fra sig og kravlede hurtigt ind i skabet. Hun lukkede det lige inden den fik fast i hende, og hun holdt fast i lågen for den ikke skulle gå op. Det var en enkelt lille rund håndtag som var alt afgørende for hendes liv, og hun holdt den ind mod sig med alle kræfter imens walkerens fingernegle prøvede at glide ind imellem skabes små sprækker. Den havde ikke i sind at give op så let.

Andrew mærket hans armbrøst ramme ham i hovedet, hvorefter han faldt ned og besvimet på gulvet. Han kunne ikke høre, hvad spencer havde sagt, men da han begynde og komme til sig selv. Andrew mærket en hånd på ham, hvorefter han hørte en stemme han ikke, havde hørt i lang tid, hvorefter han hørte personen gå væk og ned af gangene. Andrew fik rejst sig op, hvorefter han tog sig til hovedet. Han kunne ikke mærke andet end en kæmpe hovedetpine lige nu, men han måtte se sig omkring. Han lyttet efter de trin som lød, hvorefter han forsætte der ned mod. Men da skridtene stoppet, sank han en klump og kiggede sig omkring. Der var vildt stille lige nu, men i det samme han hørte et skrig, begynde han at løbe der ned af. Andrew ende med at stå foran, døren, som lød til at være smadret. Eller ikke smadret, Andrew vidste ikke hvad han skulle sige Han kunne dog ikke bare sparke døren op, uden og være sikker på hvad der skete, men da han hørte en som skubbet sig selv ind bag et dør inde i skabet. Andrew sank en klump, hvorefter han sparket til døren af alle hans kræfter men det var som om den ikke ville åbne sig, som om noget var inde foran den på den anden side, huset her var jo faldefærdigt mere eller mindre. Andrew gav et dybt suk, fra sig da døren ikke gav sig, Andrew begynde derfor at åbne døren, hvorefter han fik klemte sig selv ind. Men idet,han var ved at være helt inde. Fik Andrew et kæmpe chok, hvorefter han hamret sin kniv, eller sin dolk  hovedet på den, hvorefter han bevægede sig ind mod det sted lyden var kommet fra. Geralt kom dog løbende kunne Andrew se, han vidste ikke hvad denne mand ville gøre men han, havde en ide om han betød noget for Beth og omvendt. Derfor, gik han til sid og lod Geralt kaste sig selv ind og åbne døren, hvor Beth var. Hvorefter han bare ville vente, ham og Beth, havde ikke noget sammen længere det vidste han godt han, havde jo selv slået op med hende, Andrew kiggede frem, med en ny pil påsat, da han så den selv samme kvinde, som var løbet mod lyden som, han havde afhørt før.

Spencer kiggede på Geralt da Beth gik efter at have lavet noget af en entre. "Du ved godt, at Beth tager det meget personligt når man ignorere hende ikke?" Spurgte hun med et hævet bryn og blinkede kort da døren blev smækket i. Hun skar en grimasse for at pointere det. "Btw. hendes eks kæreste ligger besvimet på gulvet inde ved siden af, det synes jeg lige du skulle vide." Spencer kastede sit hår lidt tilbage. Dog løb det hende koldt ned af ryggen da hun lidt senere hørte et skrig. Hun spærrede kort øjnene op og havde øjenkontakt med Geralt, inden de begge to for ned af gangen og klemte sig ind af døren for at komme inden for til Beth. Geralt kom dog først - hvilket også var hendes mening. Da Andrew sigtede på hende igen rystede hun let på hovedet. "Du burde tænke dig om Andrew. Ikke alt for mange behøver at dø i aften. Hver ikke dum. Overlev." Sagde hun så og kiggede ham direkte i øjnene. Spencer kiggede over mod Beth. "Klare hun den. Hun er ikke blevet bidt vel?" Spurgte hun Geralt, og lod ham tage sig af undersøgelsen.

Geralt kiggede på Beth, da hun forsvandt væk fra ham og Spencer, hvor hun smadret døren efter sig. Geralt kiggede på Spencer da hun begynde og forklare det, "kunne du bare ikke ha lade vær med at skygge os, jeg  opdaget det ikke fordi, jeg tænkte for meget på Beth, det er ikke en god ide og være sammen med en, som kan bringe den anden og en selv i fare." Geralt kiggede på Spencer, da han var færdig med at sige det lyttede han dog efter den mindste lyd. Men idet, et kæmpe skrig lød kiggede, Geralt over på Spencer, hvorefter hanløb forbi Spencer og Beths eks. Han kastede sig selv ned, under den. Han gled derved under den, hvorefter han rejste sig op og rev skabet op, hvorefter han tog Beth ud, og begynde at tjekke hende for skader. Hun, havde intet bid det kunne han se, men hun havde hvis fået nogen få rifter. Geralt kiggede over på Spencer, "hun er ikke bidt" Geralt kunne dog se, hvor meget vrede der var i mellem Andrew og Spencer. Geralt vidste ikke hvad, han skulle gøre, men nu var Beth i sikkerhed, for tiden indtil videre. Geralt vendte sig lyn hurtigt om, da han hørte en lyd bag sig, den walker som havde været ude efter Beth, var ikke helt død i nu. Geralt rev sin kniv op, hvorefter han hamret den, op til syv gange i hovedet. Da han var færdig, havde han blod over alt sit tøj, men nu var den død. Geralt kiggede på Beth, hvorefter han træk hende ind til sig i et kys og et kram. Geralt lukkede kort øjne, hvorefter han lagde sin pande mod hendes, "lov mig du ikke gå alene afsted, eller uden våben næste gang." Lød det bekymret fra Geralt af, han bed sig selv svagt i læben walkerne var død, men de måtte lukke dette sted af huset af, Geralt træk derfor Beth med sig over mod døren ud derfra.

Beth bemærkede nogle kom indenfor, men hun turde ikke rigtig at røre på sig. Hendes tøj var dækket af rådent blod fra walkeren. Hun reagerede først da skabsdøren blev revet op og hun mistede grebet omkring knappen og åndede dog lettet ud da Geralt trak hende ud. Hun sank en klump og gispede imens hun trådte et skridt tilbage da walkeren angreb igen. Geralt slog den ihjel efter flere stik i hovedet på den. Hun gengalde det korte kys og lod sig hvile krævende ind i hans favn - hun var tydeligvis rystet lige nu. Beth sank en klump og nikkede så til ham. "Det lover jeg." Svarede hun åndeløst. Hun klemte sin hånd i hans og fulgte dog med ham. Dog vendte hun hurtigt hovedet om. "I to. Kan i ikke glemme fighten til senere. Hellere walkerne tager jer end i angriber hinanden." Sagde hun til Spencer og Andrew, men fulgte så med Geralt. "Lad os gå ind på et værelse. Vi skal have noget andet tøj på. Vi stinker af død." Gjorde hun en smule grin med dem, og smilede svagt skævt, en måde at komme sig over episoden.

Andrew lyttede dog ikke til Spencer som sådan, "det har du ret i men, det bliver dig der kommer til at dø." Sådan nu var det sagt, da Beth talte til ham og Spencer fnøs han kort, "jeg går hen til hovedetdøren jeg har det bedste alene." Andrew bed sig svagt i læben, hvorefter han gik med raske skridt hen til hovedetdøren, hvorefter han sætte sig til at lade sin Armbrøst igen, eftersom han, havde taget den anden ud.  Han gad ingen af dem indtil videre, han skulle måske bare få taget sig selv sammen til at finde hans bror istedet for. Andrew, havde det bedste alene, han havde ingen han skulle tænke på, derudover havde, han ikke nogen som kunne stikke ham i ryggen. Men den han stolte mindste på, var mere eller mindre Spencer.  Det at hun var en dæmon, havde afgjorde alt for ham. Da Andrew, havde siddet der i en times tid rejste han sig op. Andrew begynde  derefter at bevæge sig rundt omkring i huset, hvor de ikke havde været. Han vidste ikke, hvad han ville finde men han var os ligeglad. Han klaret sig jo bedste alene, lige meget, hvor meget han prøvet. Andrew kiggede sig omkring, hvorefter han sparket alle døre ind ned af en gang, for at se om der var nogen, men det var der heldigvis ikke.

En kvinde kunne nemt slå en mand ihjel. Med den rette motivation. Spencer lyttede dog til Beth og lod hver. Hun vendte ryggen til ham og gik ind i et tomt værelse, hvor hun smed sig i sengen og kiggede op på loftet. Hun skulle hjem herfra. Hun havde noget at tage hjem til. Hun havde Veronica. Elodie. Mackenzie. Aria. Her havde hun også Beth, og derfor betød deres sikkerhed alt for hende ligenu. Geralt virkede god nok, og derfor var hun også under hendes sikkerheds gruppe lige nu. Hvilket var en god ting. Det betød hun ville æde Andrew før ham, hvis det kom til det. Spencer lukkede kort øjnene og derved omverdenen ude i et godt stykke tid, først da Andrew begyndte at gå og sparke døre op sprang hun op af sengen og gik ud og kiggede efter ham. "Har du virkelig intet bedre at lave end at sparke på døre?" Spurgte hun med et svagt skævt smil. Hun bed sig kort i læben og lagde armene overkors. "Hey. Jeg ved godt du langtfra stoler på mig, eller vil tale med mig. Men jeg er ikke din fjende her okay. Jeg har en grund til at tage tilbage til byen." Fortalte hun kort og sank en klump. Hun prøvede at bryde isen let, hvilket ikke var det nemmeste.

Geralt så på Andrew og Spencer da de gik ud, det så nærmest ud til at de kunne dræbe hinanden uden at tænke sig om. Geralt ville dog ikke blande sig idet, så han fulgte bare med Beth, han åbnet den nærmest dør da de var kommet langt nok væk fra dem. Geralt kiggede sig omkring inde på dette soveværelse, som de nu stod i. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til Beth, men han havde på fornemmelsen at hun, havde brug for ham denne gang. Geralt skar en kort grimase, "yeah, det er nu dig der bare lugter af død, jeg lugter som jeg altid lugter." Lød det drillende, fra Geralt af, hvorefter han kiggede sig omkring. Værelset så ikke så dårligt ud når, man tænket på at de var flygte det så ud som om, folk ikke havde været i huset i mindste en uge. Men det så dog stadig ud til, at de havde været her før, eller at nogen andre havde. Geralt kiggede sig omkring kort igen, hvorefter han opdaget et bad ude ved siden af, han gik kort derind, og var klar til at dolke en walker hvis der var en. Men det var der heldigvis ikke, "ja der er et bad til dig Bethany, og tøj tror jeg der er i skufferne, det er da et perfekt ferie sted ikke." Lød det drillende fra Geralt af, hvorefter han bevæget sig ud til hende igen. Man kunne se at han drillet hende, men han vidste dog ikke om hun ville ha ham med sig, og hvis hun ville det, skulle han ha en god grund. "Bethany, vil du ha mig med, det skal jeg lige ved inden," lød det kækt fra Geralt af, der var lige så stille begynde med at være mindre stille ude foran dem. Men Geralt var på den anden side sikker på det måske, var et hjemsøgt hus. Geralt kiggede over på Bethany, hvorefter han gik hen til hende og kysset hende på munden ganske kort, mere for at drille hende, Geralt regnet dog ikke selv med og skulle i bad, hvilket nok ville være lidt mærkeligt for nogen folk.

Den drillende attitude gjorde hende bedre tilpas. Hun så en anelse udfordrende på ham da han drillede hende med badet. De havde aldrig været intimt sammen før, Beth havde aldrig været det med nogle. Chokket Idag havde nok skubbet hendes grænser tættere på at hun vidste hun ville det. Beth gik tættere på ham og tørrede noget råddent blod af i hans ansigt. "Sorry honey, det ser ud som om, at du bliver nød til det." Svarede hun han drillende. Han ville kunne føle det på hende, hun var mere intim i sin snak- langtfra desparat. Hun vendte sig om så hendes ryg var mod ham. "Vil du lyne den op" toppen hun bar havde en lang lynlås på ryggen, som blot ventede på at blive lynet op. Beth fjernede de lange lokker fra ryggen og over den ene skulder.
Sagen var den. Chokket havde været noget så stort for hende, så hun havde fundet ud af at livet var for kort til ikke at nyde det. Hun havde Geralt og det var hun ekstremt taknemlig for - om hun så kom til at overreagere før var en anden ting. Spencer vidste ting om dem begge to - hun vidste ting om alle. Det gjorde hende enten en god ven eller en farlig fjende.
Beth blottede sin nakke for ham - godt han ikke var vampyr. De fine blonde lokker slængede sig rundt over hendes skulder.

Andrew åbent, hver dør som han kom hen til. Andrew rykket dog ind i hvert rum,  med armbrøsten klar. Andrew kiggede sig selv omkring, i et hvert rum, hvorefter han forsætte med at gøre det. Da han kom ud hørte han dog en stemme ige, han skar kort en grimase, hvorefter han vende sig om mod Spencer. Han havde, hørt alt hun havde sagt så dette skulle ikke blive så svært.  Andrew vendte sin opmærksomhed, hvorefter han gik hen mod hende. "Ikke for noget, men jeg stoler ikke på dig eller andre for den sags skyld, men det at du er den Race du er gør det ikke lige frem letter." Andrew bevægede sig lige så stille tætte på hende, mens han sagde det. Da han stod foran hende, gav han hende et kort blik, hvorefter han bevægede sig lidt væk igen. "Men det er godt, du har noget og komme hjem til, men hvorfor er du her så stadig." Andrew bed sig kort i læben, hvorefter han bevægede sig ind på det værelse lige ved siden af, hvor der ikke var andet end en seng. Han sætte sig i den, hvorefter han lige så stille træk trøjen af, for at  se på alle de ar  han, havde fået. Hele hans krop, lignet at han, ikke var mere end kommet væk fra helvede ved hjælp fra held. Han var ligeglad med alle andre, hvilket der sikkert ville ende dårligt for ham selv. Han var ren gift for alle folk, lige meget hvor meget han prøvet ville han selv skubbe sig selv væk. Andrew sætte sin armbrøst fra sig, hvorefter han kiggede sig omkring på sin overkrop.  Andrew kiggede dog over mod døren, han anet, ikke hvad Spencer ville men det var nu os lige meget. Andrew var sikker på, hvad han end gjorde måtte han bare få folk væk fra ham.  Andrew rejste sig kort efter op, hvor han gik rundt inde i værelset igen. Hvad der end, var herinde ville han finde sig frem til det. Andrew sank en klump, hvorefter han rev Armbrøsten til sig og begynde og gå ud i gangen igen, han ville med sikkerhed gå længere ind. Andrew sende Spencer, et skævt smil, hvorefter han bevægede sig længere ind i huset selv.

Ingen kendte til Spencers historie, det var pointen for hende. Hvis man ikke vidste den, så kunne folk ikke dømme dig på baggrund af den, folk kunne ikke sidde og stryge dig over håret imens de havde ondt af dig. Det var det hun ikke orkede. Medlidenhed. Det lagde ikke til hende, for hun ønskede det ikke. hun kiggede mod hans øjne. "Jeg vil sikre mig Beth er okay. Om Geralt er her eller ej. Men du kan godt huske hende ikke? Blond. Blå øjne. En person som faktisk holder af dig med det meste af sin sjæl." Beth holdt af folk med alt hun havde. Det vidste Spencer udmærket godt. Folk var igennem en masse lort, men hvis man lod det styre en - så ville det aldrig ende godt. "Jeg er ligeglad med om du stoler på mig eller ej. Beth er den eneste her som er vigtig for mig. Så støt op omkring, vi er nød til at arbejde sammen - ellers dør vi alle." Sagde hun så og lod kort sit blik henover hans ar. Hun havde selv ar på sin ryg.

Geralt smilite skævt til hende, da han så hendes udfordrene smil. Men kort efter tid stod hun foran ham, hvor hun så tørret rådnet blod i hans ansigt. Geralt sende hende et kækt smil bagefter, "kunne du ikke bare ha spurgte mig om jeg ville." Lød det drillende fra Geralt af, hvorefter han kiggede hende i  øjne. Hun vidste, hvad hun ville ha nu det var han da sikker på. Geralt tørte det kort efter væk, hvorefter han bevægede sig helt hen til hende da hun vende sig om mod ham. Geralt havde det faktisk sjovt med dette nu, Bethany vidste hvad hun ville ha og hun gjorde så hun fik det nu. Geralt havde aldrig været intim før, mere fordi alle folk, havde han prøvet og undgå og få en følesse for.  Geralt bed sig selv kort i læben, hvorefter han lynet hendes top op, lige så langsomt. Han gjorde det dog mere for at drille hende, hvilket hun os ville kunne mærke. Han vidste nogen gange ikke, hvad han skulle gøre med sit liv. Geralt fik kort efter lynet, den helt op. Geralt kort på hende, han havde aldrig set hende helt sådan i nu og hun så faktisk vildt godt ud.  Geralt kiggede på hende, hvorefter han selv begynde med at trække trøjen over sit eget hovedet. Blodet fra Walkerne, som hun havde tørret rundt i hans ansigt gjorde at han var nød til at være forsigtigt for ham.  Han hadet dog, at hende Spencer vidste så meget han måtte selv få styr på lidt mere omkring hende inden. Geralt fik endelig trukket trøjen over sit ansigt, hvorefter han sende Beth en drillende smil. "Såå, du fik mig med som du ville men jeg ved nu ikke om jeg er så glad for det blod du tørte af i mit ansigt."  Kom det lidt drillende fra Geralt af, hvorefter han tog sine strømper af, det ville måske være en ide og komme af med alt tøjet tude i bade men, han tænkte dog bare på at drille hende mens det skete. Han kysset kort på Bethanys hals, hvorefter han tørte noget af det blod hun havde tørt ud i hans ansigt på hendes nakke.

Så snart han havde lynet hendes trøje ned trak hun den af med lethed, og kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede hårdt ind imod hendes brystkasse. Hun drejede blikket over imod ham, og kiggede henover hans overkrop og sank kort en klump. Hun så drillende på ham og smilede skævt til ham. Hun tog let sine sko og strømper af, hvorefter hun lod sin nederdel falde let ned og trådte ud af den, hvorefter hun nød hans læber mod hendes hals. Hun lukkede øjnene let og bed sin læbe nydende sammen imens hun smiede af det. "du har ret. Du burde virkelig få vasket det blod væk." Hun greb om hans hånd og førte ham med ind til bruseren og lukkede døren efter dem, hun åbnede stille for vandet, og lod vanddråberne lande på deres hud. Hun kiggede ham i øjnene. Det var første gang de så hinanden an på den her måde, og hun var ikke i tvivl. Hun lod hendes hånd køre henover hans brystkasse, imens hun så ham intimt i øjnene.

Geralt kiggede på hende, da hun lige så stille smed alt hendes tøj af. Geralt vidste ikke helt, hvad han skulle svare hende for at være helt ærlig. Da hun talte til ham igen, omkring det begynde han selv at tag det sidste tøj af han fik sine bukser af, hvorefter an lige skulle til at smide dem da han mærket Bethanys hånd tag fat i hans. Han fik dog sine bukser af, imens han gik med hende ud på badeværelset, hvor han stilte sig overfor hende inde i brusserne. Geralt mærket hendes hånd, som kørte over hans brystkasse. Der var ingen anden, han ville stå under badet, med end hende. Geralt kunne dog ikke lade være med at svare hende på det andet omkring blodet, " hvad så hvis jeg godt ville ha beholdt det blod i ansigtet." Hvisket Geralt til hende, da han stilte sig tætte på hende, hvor orden som kom hen via hendes øre. Geralt lod kort hans egen hånd, begynde at lede rundt omkring på hendes krop, mens de stod under vandet. Geralt, havde for en tid glemte de to andre der var i huset. Geralt kyssede hende dog os på halsen og lidt ned af, hvorefter han kærtegnet hendes overkrop. Geralt bed sig svagt i læben, mens han kiggede hende i øjne. Han var nu lidt glad for at drille hende, hvilket kunne mærkes på den måde han var overfor hende lige nu. Han prøvet nemlig hele tiden, at tirre hende drille hende for at få hende til gøre noget. Han gad ikke at være sådan helt kedelig, hvilket var derfor han forsætte med at gøre det på denne måde. Hun måtte nemlig gerne vise, at hun kunne tag, hvad hun ville ha. Geralt træk dem, dog lidt mere under vandet. Det var nemlig igen for at drille hende, Geralt hvisket dog svagt, noget til hende igen. " Så du ser da meget stolt ud, efter som du har fået mig med i badet." Geralt sende hende et kækt smil, hvorefter han kyssede hende let og stille ned af nakken.

Geralts kærtegnelser på hendes krop virkede som små elektriskestød. Hun sukkede svagt nydende af det. Læberne mod hendes hals, fik ulven i hende til at hyle efter mere. Det var en ny følelse for hende, men hun elskede hvert sekund af det. Hun smilede mens hun bed sin læbe let, da han hviskede i hendes øre. "Det var vel en skam... for dig." Hviskede hun tilbage og nød endnu engang hans kærtegnelser henover hendes krop. Vandet gjorde deres hår vådt, fugtede deres hud. Den varme følelse fra vandet imod deres hud - var fantastisk, men hun bemærkede den knapt nok. Da han kyssede hendes nakke og ned mod skulderen slog ulven til, og hun tog lidt af kontrollen - ikke det hele men en del af den. Hun tvang hans ansigt op til sit og kyssede ham lidenskabeligt, imens et koldt stød mødte hendes ryg blidt, da hun havde ryggen mod muren.



Der var damp overalt inde ved dem. Hvad havde de stået der flere timer. Det føltes sådan. Tiden var gået uden dem - de havde været sammen for første gang, og Beth kunne ikke rigtig tage smilet af sine læber. Det havde føltes godt, og hun fortrød intet. Hun skubbede en lok af det våde hår til siden og vendte blikket om imod Geralt imens hun svang et håndklæde rundt om livet hvorefter hun kyssede hans læber let. Det var tydeligt på hende, at hun ikke fortrød noget. Geralt var den første person hun lukkede så tæt på sig og hun håbede også på han blev den eneste.

Geralt rullede kærligt hans øjne, da hun hvisket til ham at det var en skam. Geralt bed sig eftertænktsomt i læben, hvorefter han mærket hende tag styringen lidt som han, havde håbet på.  Geralt mærket ikke vandet, selv om det var lige så vigtigt, men det var som om hele hans krop bare ville ha hende mere. Geralt nød hendes kys, hvor han selv kysset videre med hende.  Han var fanget af hende, om han ville det eller ej, var han fuldkommen falde for hende, hvilket ville kunne ende vildt dårligt for dem begge. Men det var som om hans krop, ville ha hende og omvendt. Geralt, elsket dog at hun tvang ham ind i et kys, da han jo havde gjorde det med vilje for at hun kunne få lov til at vise, hvor meget hun var opsat på at ville ha ham. Hvilket der gjorde at Geralt os ville ha hende, mere end før.
*Tidsspring then xD*
Dampen fra badet af, var ikke til at tag fejl af, Geralt havde nydt det lige meget hvor meget han ville komme væk fra denne ting med at binde sig. Men hun betød for meget for ham, han ville ikke være egoistisk så lige meget, hvad ville han ikke forlade hende med mindre det var for at beskytte hende. Geralt bed sig selv svagt i læben, mens han kysset Beth lidenskabeligt igen.  Hvorefter han så hende tag et håndklæde på sig, "kan du ikke bare lade vær med at ha et håndklæde på du ser jo alt for smuk ud til at bære sådan en." Lød det fra Geralt af, hvorefter han træk håndklæde fra hende, hvorefter han kysset hende kort i nakken.

Hun hævede drillende på et bryn af ham da han tog håndklædet fra hende. Hun nikkede let til ham, hvorefter hun rystede på hovedet af ham. "Beklager, der er ikke nogle i ægte silke." Svarede hun drillende og lod ham kysse heneds nakke, hvorefter hun satte en finger op foran hans læber og rystede let på hovedet. Et kækt smil blottede sig på hendes læber. Lige nu var hun i godt humør. Først da hun kunne høre dørene smække rundt omkring - som en svag summen i hendes øre, drejede hun blikket derover imod. "Måske burde vi gå nedenunder, og lave noget mad. For at få ro på flokken." Forslog hun med et skævt smil på læben. Det var et godt forslag. Spencer var den eneste som ikke ligefrem levede på normal mad, de andre tre havde brug for noget at styrke sig på.