The Thunders curse - Faye - Logan - Jo

Selvfølgelig var hun eftertragtet, hvad var mere farligt end en vampyr der kunne gå i sollys, og som var vampyros - endda tidligere raceleder? Caroline havde været fanget før og bundet til næsten sidste åndedrag, men overlevede altid. I sidste ende, så vidste hun at hun kunne overleve - derfor var hun så farlig. Denne solrige eftermiddag gik hun rundt i Terroville, i ført et par lange bukser, en rød/sort ternet skjorte samt en masse smykker til at pynte hende ekstra godt. Det blonde hår hang løst i sine slagekrøller ned over hendes skuldre. Hun så altid helt overnaturlig ud, sjovt nok... Carolines blå øjne spejlede sig rundt, imens hun let gik stille rundt i gaderne.

Dog stoppede hun op da en underlig fært ramte hende. Ligesom da hun mødte Allyson for første gang siden hun blev vampyr. Blodet fra en Thunder. Det var altid mere sødt i sin duft, som om, at de havde været de perfekte jægere for det overnaturlige. Caroline var jagtet på grund af hendes blod da hun var menneske, og en af de ganske få som havde overlevet en forvandling var varulv til vampyr. Den søde duft og det bankende hjerte fik hende til at løbe derover, dog til at blive trængt op i en krog. Hun himlede med øjnene.
"Er det virkelig det bedste du har?" Hende skarpe sanser bed mærke i den person der gemte sig let i skyggerne.
"At bruge det blod til at lokke mig frem, det alligevel første gang. Bravo." Hendes sarkasme flød let henover hendes tunge.
"Skal vi få det overstået. Træd frem og vis hvad du kan."

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] xD

Faye havde været ude at gå en tur, hun havde brug for noget luft. Hun elskede hendes familie, dem der havde taget sig til sig, opdraget hende og givet hende en plads i verdenen, men der var alt for meget testosteron, det var næsten kvælende og hun havde derfor brug for at komme væk. Som altid havde hun dog sin bue og pil med, samt en sølvdolk, hvis nogen kom for tæt på hende. Hun stoppede op ved synet af en lyshåret kvinde. Alle kendte hende, og alle de andre jægere - samt Faye selv - ønskede at dræbe hende. Hun var tidligere raceleder og en ekstra stærk vampyr. Der var endda et væddemål om, hvem der kunne dræbe hende. Faye havde ikke fået meget støtte. Hun var den eneste kvinde og en af de yngste, men nu stod hun lige her foran hende, og hun ville ikke lade chancen slippe fra hende. Da Caroline nærmede sig, reagerede Faye hurtigt og fik skubbet hende op ad en mur. Så begyndte blodsugeren at tale. Faye forstod ikke hvad hun mente. Ordene virkede overflødige, ind til hun begyndte at snakke om blod. Faye havde en arm presset imod Carolines brystkasse, så hun blev stående hvor hun var. Faye var dog udmærket klar over, at hendes egen styrke ikke kunne hamle op med Carolines, hun kunne så let som ingenting komme væk, så hvorfor blev hun? ”Hvad snakker du om? Det eneste blod jeg har er i mine årer, og det bliver der!” Fayes blik var et øjeblik strengt, så Caroline tydeligt kunne se der var alvor i hendes ord. Faye trak hendes dolk frem og lod den hvile imod Carolines bryst, hvor hendes hjerte sad. Det krævede så lidt, og alligevel kunne hun ikke få sig selv til det. Hun blev nød til at vide hvad hun mente. Vampyrer kunne muligvis kende blod fra hinanden, og hvis Caroline kendte hendes blod, kendte hun måske hendes familie. Hun blev nød til at vide hvem det. ”Svar på mine spørgsmål, og jeg lader dig leve.” Hun fjernede dolken, men havde stadig en arm fastnet imod hendes bryst. Faye kunne ikke risikere, at lade hende slippe væk.

Caroline var nysgerrig denne jæger lignede Octavia, men hun vidste det ikke var hende. Dette var ikke noget blandet med Nicolas familie. Det samme mørke hår som Allyson og Eliza. De samme blå øjne som resten. Caroline følte ikke for at slippe væk, men hun ville heller ikke lade mennesket tro, at hun kunne slå hende ihjel. Sølvdolk eller ej. Det var ikke den specielle trædolk der kunne gøre det af med hende. Så hvad var der egentlig at frygte? Caroline lagde hovedet halvlegende på skrå, og rystede let på hovedet.
"Interessant. Din duft mindede mig blot om min lillesøster Allysons før hun blev forvandlet til vampyr. Facinerende." Tilføjede hun med et lidt mere dybte gående blik. Ansigtet mindede hende lidt om sin mors, ekstremt med de blå øjne.
"Du mener. Jeg lader dig leve. Men spørg løs." Kom det så fra hende. Hun kunne så let som ingenting brække kvindens arm og smutte uden at løbe, men hun valgte at blive. Desuden så kunne hun løse det her uden nogle døde. Rowan havde virkelig ændret lidt på hende, men måske til det bedre. Hun så ikke vold som sidste udvej længere som hun var kendt for. Hun var mere rolig nu.
"Men først, så fjerner vi lige den hånd, og lad os snakke som to fornuftige voksne i stedet." Hun lagde en hånd om menneskepigens håndled, og fjernede den mildt. Ingen overnaturlig styrke, kun, hvis hun ikke gjorde det frivilligt. Der var noget over mennesket der gjorde, at Caroline ikke ønskede at være eller virke voldsom. Hun var ret sikker på, at denne menneskepige var endnu et medlem af hendes familie. En søster til. Denne familie blev større og større for hverdag nærmest. En skam hun ikke kunne kontakte sine forældre og få de sidste informationer ud af dem.

Faye brød sig ikke om måden Caroline så på hende. Som om hun prøvede at gætte hvem hun var. Men hun holdt masken. Det var endnu en ting hun havde lært, ikke at lade sig slå ud. For nogle overnaturlige - særligt vampyrer - ville helt sikkert forsøge at ramme hende. Men hun stod fæstnet til jorden, og ville ikke lade Caroline rokke hende så meget som en centimeter. Da hun legende lagde hovedet på skrå, følte Faye sig endnu mere utilpas, hun vidste tydeligvis noget, som Faye ikke selv var klar over. ”Fascinerende? Det er ikke det ordvalg jeg vil bruge.” Før Faye nåede at uddybe, studerede Caroline hende yderligere, og det gjorde hende ikke ligefrem tilpas, nærmere det modsatte. Faye vidste lige så godt som Caroline, at Caroline havde magten i deres situation, men Faye var nød til at tro på, hun kunne tage Caroline i kamp, hvis det kom så langt. Uden selvtillid ville hun ikke komme langt, men det ville også være dumt, at tro Caroline var svag, og ikke se hendes styrker. Et kort nik til Carolines kommentar, før hun overvejede hendes spørgsmål. Hvad skulle hun overhovedet spørge om? Hun nåede ikke at spørge, før Fayes arm blev fjernet, ganske blidt, underligt nok. Hun var forberedt på at Caroline stak af, men hun blev stående. Måske var hun ikke det monster, som folk havde sagt hun var. Hun var stadig en vampyr, hvilket var ret monstrøs, og hun ville aldrig blive Fayes yndlingsperson, blot fordi hun er overnaturlig, men Faye kunne måske godt lytte til hende, tale med hende uden at true hende eller forsøge at dræbe hende. ”Hvad mente du med det blod?

Selvtillid kom man langt med, og Caroline respekterede det mange ville kalde for dumhed. Måske fordi, at hun vidste, at hvis denne kvinde virkelig var en del af hendes familie - så var det rent instinkt. Allyson havde også prøvet at dræbe hende. Men Allyson var virkelig heller ikke nem at blive klog på, og overraskende nok var Caroline glad for hun var væk. Hun orkede ikke den tøs gav hende skylden for alle problemerne i sit liv. Carolin nikkede let da det virkede til mennesket gik med til at tale som normale væsner. Der var virkelig forskel på den måde hun var på, fra nu og nogle år tilbage. Gad vide om det var derfor Nille vendte hende ryggen, fordi hun ikke kunne klare at se Carolines liv stille stable sig på benene og blive godt igen? 25 år tog det blot, hun burde have været glad på hendes vegne i stedet for. Nå nok om det.
"Dit blod dufter som Thunderblod. Derfor vil jeg skyde en pil efter, at du er en endnu en af de børn der blev taget da de var lille." Caroline var kendt for at sige hvad hun tænkte, og dele sine meninger samt teorier. Så det var hvad hun gjorde. "Mine forældre havde mange hemmeligheder jeg ikke kendte til før efter de døde. De har stadigvæk mange jeg ikke kender til." Tilføjede hun let og kiggede mennesket direkte i øjnene. Det var farligt at prøve at analysere en der prøvede at holde sine kort tætte. Men Caroline var ikke ligefrem typen som gav op før hun fik de svar hun ledte efter. Hun ville finde ud af det en dag.

Faye ventede på et svar. Et svar hun frygtede. Faye var ikke dum, og ud fra Carolines reaktion og ord, var det næsten tydeligt hvad der foregik. Enten var Faye i familie med Caroline, eller i familie med hun havde tæt på sig. Hvis ikke, var Faye overbevidst om, at den lyshårede kvinde for længst var væk. I hele Fayes liv havde hun hørt skrækhistorier om vampyrer, dæmoner og alle andre racer, hun var blevet trænet til specifikt at dræbe alle væsner, og hun vidste hvordan man gjorde, men hun havde på fornemmelsen, at Carolines svar kunne vende hele hendes verden på hovedet, og det fik hende til at fortryde, hun havde spurgt i første omgang. Da Carolines stemme lød, blev hun igen opmærksom. Thunderblod. Okay. Faye lagde sine hænder på hendes pande og strøg hendes hår bagud. Hun var i familie med Caroline og en anden vampyr, Allyson. Men ud fra hvad hun sagde, var det langt fra de eneste i familien. Det var alt for meget for Faye. Hun havde i mange år spekuleret på, hvem hendes familie kunne være, hvem hun skulle bebrejde for at have efterladt hende. For det var virkelig hvad hun troede, men ud fra Carolines år, var hun ikke blevet efterladt, men taget. ”Nej.” Det var den eneste respons hun kunne komme på. Hun kunne simpelthen ikke tage det ind. Hun kunne bare ikke være i familie med Caroline. Så havde hun i mange år gået og plottet på at dræbe sin egen søster. Det var alt for messed up til, at Faye kunne være en del af det. Hun gad ikke sådan noget drama. I frustration over hendes nye information og Carolines analyserende blik afviste hun det fuldstændig. Det var lettest sådan. ”Vi er ikke søstre. Det her har aldrig fundet sted.” Faye kunne ikke glemme det, men før hun kunne bearbejde det, blev hun nød til at holde sig væk. Uden videre begyndte hun at gå væk fra Caroline.

Det var ikke fordi, at hun havde regnet med en lykkelig familie sammenkomst. Hendes familie var for kompliceret til at være lykkelige sammen. Det tætteste hun var kommet på et godt forhold var til hendes døtre. Hendes søstre hadede hende altid. Caroline trak let på skuldrene.
"Sorry to bring it up, men det rigtig nok. Du ikke den første der prøver at løbe væk fra sandheden." Hun så efter mennesket. "Så snart folk finder ud af det, så kommer de efter dig. Du ikke i sikkerhed længere." Det lød måske åndsvagt, men det var sandheden. Hvis folk var efter hendes dødtre og hendes andre søskende. Så skulle det være mærkeligt hvis de ville lade Faye være i fred. "Jeg siger ikke du skal sidde og drikke varm kakao med mig. Men bare du skal passe på. Hvis du vender informationerne til noget positivt, så kan det ikke bruges som noget negativt imod dig." Det var overraskende hurtigt Caroline tog sin storesøster rolle til sig igen. Nærmest overraskende.

Faye stoppede ikke med at gøre, før hun hørte Caroline sige, hun ikke var i sikkerhed længere. Hun trådte et par skridt frem imod hende, da hun kom i tanke om hun sagtens kunne høre hende med afstanden imellem dem. ”Jeg kan godt tage vare på mig selv.” Faye skulle lige fremvise, at hun ikke var svag. Mange så på mennesker som noget der skulle beskyttes, noget skrøbeligt. Nogle var sådan, men ikke Faye. Men hun ville gerne vide, hvad hun var oppe imod. ”Hvem er ’de’?” Hun vidste at jægerne var ude Caroline, men hvem der ellers kunne være det, var hun ikke sikker på. ”Okay. Tak.” Hendes ord virkede tørre, fordi hun skulle vise taknemmelighed over for hende. Det var lang fra en vant situation for Faye. Normalt dræbte hun vampyrer, og her stod hun og takkede en. Hun forsøgte dog at få så meget ud af situationen som muligt, hun kunne få viden om en potentiel fare, så hun ville blive længe nok til, at hun fandt ud af hvem der eventuelt kunne komme efter hende.

Hun løftede hænderne op på siden af hovedet.
"Jeg tvivler ikke på, at du ikke kan klare dig selv. Bare fordi jeg er vampyros betyder det ikke, at jeg ikke kan genkende styrke når jeg ser det." Svarede hun hurtigt, for at forklare hurtigt at hun ikke så Faye som en svækling på grund af race.
De ja hvem var de. Caroline vidste egentlig ikke meget om sine fjender. Josette vidste mere, det kunne være en ide at få fat i hende. Caroline havde haft for travlt til at tænke på overlevelse og mere overlevelse - hun var besat af tanken om Rowan. For helved som en person kunne fylde i ens hoved?!
Caroline nikkede let.
"Hvis du virkelig vil vide det, så skal vi have fat i Josette. Den ene af mine trillingesøskende. Hun ved mare om det end mig. Og det mine fjender. Og et fif, hvis du ikke prøver at dræbe hende, så dræber hun ikke dig." Caroline blinkede drillende, selvom det ikke var sjovt overhovedet. Men det var et faktum, Josette var ekstremt voldsom overfor frisk kød, hvis hun så en fjende ville hun angribe, men nu når det var familie... så var det vel anderledes ikke sandt?

Faye kunne være ret provokerende, og mange fandt hende frustrerende, fordi hun er så pokkers udadgående. Folk skal ikke undervurderer hende, og det fortæller hun også gerne folk. Ved Carolines ord nikker hun blot selvom hun et eller andet sted, er glad for hun sagde det. Overlevelse betød meget for Faye, men mange af hendes drab handlede ikke om overlevelse, men om at rydde op i verdenen, sørge for den er fuld af de ”rene”. Da Caroline nævner Josette, som åbenbart også er Fayes søster, er hun usikker på om hun vil tage kontakt. Det betyder endnu en person der vil få en plads i hendes liv, og det havde hun ikke umiddelbart lyst til. ”Hun lyder dejlig.” Sarkasmen var tyk, det var jo ikke fordi hun ligefrem kendte Josette, men ud fra hvad Caroline sagde om hende, lød hun som en charmør. Faye trådte et skridt tilbage, da et stort ækelt monster kom til syne bag Caroline. Det havde røde øjne, der var tydelige i den sorte hud. Den havde desuden en hale. Det var helt sikkert et monster, der var værre end noget Faye endnu havde mødt. Hun trak hendes bue og pil frem og rettede den imod monsteret. Hun sigtede imod monsterets hjerte, og skød pilen af sted. Den ramte midt i brystkassen, men så let som ingenting, trak monsteret pilen ud og satte i løb imod Caroline og Faye. Af en refleks greb hun fat om Carolines hånd og trak hende ind imellem to huse. ”Hvad fanden var det?”

Hun himlede let med øjnene.
"Man skal bare lære hende at kende.. tror jeg." Hun forstod sarkasmen tydelig. Josette var heller ikke altid hendes yndlings person. Hun rynkede dog forvirret på sine bryn da Faye trådte tilbage ganske kort. Nok fordi, at hun var fuldt fokuseret på Faye og ikke omgivelserne omkring hende - så bemærkede hun ikke væsnet før Faye skød en pil efter det og Caroline løb op på siden af Faye. Hun havde aldrig set noget lignende før. Da Faye greb fast om hendes håndled og trak hende med sig. Caroline kiggede let tilbage, væsnet var efter dem, det var tydeligt.
"Jeg har aldrig set noget lignede. Men det har ikke opgivet jagten.. kom lad os skynde os." Caroline førte dem længere væk, men stoppede op da endnu en troppede op foran dem. Caroline sank let en klump. Og da den ene af dem fløj direkte imod dem, skubbede Caroline let Faye til siden og løb væsnet smide Caroline til jorden. Hun Brugte sin styrke til at holde væsnet fra sig, men det var stærkt. Meget stærkere end hun først lige havde tænkt. Man kunne nærmest se anstrengelsen i hendes øjne. De skarpe tænder bed ud efter hende, og de røde øjne lignede rubiner. Det var som at have sine hænder fast i læder. Dog ville hun mere samligne dette med noget ubehageligt. Det skræmte hende faktisk lidt, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle gøre det af med sådan et magtfuldt væsen.

Logan havde brugt meget tid alene. Først havde han mistet Andrea, hvilket i den grad havde været svært for ham, så havde han mødt Caroline, der lagde et plaster på såret, men også hun kom videre. Han havde ikke haft meget lyst til at være omkring folk, men da hans føde bestod af andres følelser, blev han nød til det. Han havde fået en god portion følelser fra en ung kvinde, da han spottede en lyshåret kvinde længere henne. Når man taler om solen. Oven på Caroline lå der et stort sort væsen. Logan havde aldrig set noget lignende, men han blev nød til at hjælpe hende. Han satte i løb og fik væltet væsnet af hende, der så kort efter lå oven på ham i stedet. Han havde ikke nær den samme styrke som Caroline, men han skulle nok komme væk. Det gjorde han altid. Logans hænder lå på væsnets bryst, eller hvad det nu havde. Han forvred sit ansigt i smerte, da en enkelt fingerknogle voksede ud af hans hånd og op til hans ansigt. Væsnet snappede ud efter knoglen, og fik også fat en enkelt gang, hvilket bragte mere smerte frem i Logans ansigt. Han nåede væsnets øje, som knoglen prikkede i, indtil væsnet trak sig væk fra ham. Logan rejste sig hurtigt og nåede hen til Caroline. ”Tiltrækker du problemer?” Han smilede let til hende, og så hen på den anden pige, der lå på jorden. ”Er hun okay?” Logan blev kort efter væltet af væsnet endnu en gang. Hvad i alverden var det for et væsen?

Hvad havde hun gang i? Det var et udmærket spørgsmål. Hun havde opdaget for længest at verden var i kaos. Ikke det gjorde hende nået, så længe det ikke gik udover hende. Hun havde bevæget sig igennem disse gader i noget tid nu. Hendes søstre sans ringede, hvilket nok var derfor. Familie var noget af det eneste hun bekymrede sig om... faktisk. Og i det øjeblik, at hun så et angreb mod hendes familie, så spredte hun de store mørkerøde vinger - de lignede næsten blod. Jo fløj hurtigt igennem gaden og sparkede væsnet på længere afstand før hun landede. Så trak hun sine vinger til sig, og kiggede over på dem. "Alle okay? Lad os give dem lidt smerte." Sagde hun med et skævt smil og vendte blikket over på Logan. "Hvor dejligt du deltager i et lille slagsmål. Det ikke hverdag man ser dig ude af din grotte." Tilføjede hun kækt, og kørte en hånd igennem det skulderlange mellemblonde hår. De grønblå øjne strålede let. Så vendte hun blikket over imod væsnerne. Der kom en endnu større til festen.
"Great." Mumlede hun let. De skulle nok klare den.

Faye havde opfanget hvad Caroline sagde, men så blev hun skubbet til siden og ramte jorden. Hårdt. Hun fik vendt sig rundt, så hun lå på ryggen, men hun var stadig ret omtåget fra faldet. Først efter godt fem minutter fik hun sat sig op. Hun mærkede rundt på hendes krop, for at finde ud af om hun havde nogle alvorlige skader. Da hun havde erklæret sig rask, rejste hun sig op og tog del i kampen. Der var nu en mand og en kvinde mere, de virkede begge til at være hjælpere, så hun kunne lige så godt slås med dem, det var den eneste måde de kunne klare dem på. Faye så på ham der lå og moslede med et væsen. Hun fandt en pil frem og sprang på ryggen af væsnet. Hun stak pilen ind i øjet og sprang hurtigt ned igen, da væsnet garanteret ville vakle bag over. ”Hvordan dræber man dem?” Hendes spørgsmål var ment til dem alle, i tilfælde af nogen af dem vidste hvordan man gjorde. Hvis ikke, kunne man altid fjerne deres hjerte eller hoved, det kunne ingen leve uden. Hun så hen imod flokken af væsner på vej imod dem. Faye fik en anelse tvivl i sig. Kunne de mon klare dem? Hun havde ingen anelse om, hvor stærke de to nyankomne var. Caroline var stærk, så meget vidste hun, men disse var fremmede væsner, så hvordan skulle de dræbe dem?

Logan fjernede væsnet fra hende, så hun kort kunne puste ud og komme på benene igen. Lige da en anden skulle til at overfalde hende kom Jo svævende i lyn fart og sprang på væsnet med et kraftigt spark. Caroline nikkede til Jo, og kiggede så over på Logan.
"Et talent for spænding ville jeg kalde det, men okay." Svarede hun kækt og nikkede derefter til ham. De havde haft noget, Logan havde lagt et plaster på såret med Nicolas dengang. Men hun var videre. Både for godt og ondt, men hun stolede stadigvæk på ham. Han beviste også blot at hun kunne. Caroline trak let på skulderen.
"Jeg ved det ikke. Men der kommer flere og flere. Så det intet aller alt." Et væsen kom imod dem, og Caroline sprang på ryggen af en af dem. Hun greb fast om nakken på dem, og brækkede halsen. Hun hamrede til, så hovedet til sidst trillerede hen af jorden. Elegant sprang hun ned fra ryggen af det 2 meter høje væsen.
"Jeg har aldrig hørt om nogle der kan leve uden hovedet.. så" Svarede hun og lo ganske kort af sig selv. Hun vidste dog ikke det skulle brændes, men dygtige jægere havde da hørt om de små rygter med, at lignende af vampyrer og andre monstre skulle brændes for at blive rene. Hun havde selv læst om den myte, men den lagde meget langt tilbage i hendes hoved lige nu.

Logan så på Jo med antydningen af et smil. Det var ikke ligefrem fordi han fandt situationen morsom, men hendes og Carolines tilstedeværelse hjalp da lidt på det. ”Nogen skal jo lege helt,” svarede han med en sarkastisk undertone. Han var klar over både Jo og Caroline kunne klare sig selv, men disse væsner var der vist ingen af dem, der kunne klare alene. Logan fjernede sig fra væsnet, da den ukendte pige hoppede op på ryggen af det store bæst og stak en pil i øjet på den. Ressourcefuld. Hun kunne tydeligvis også klare sig selv. ”Hvem er det?” Han pegede på pigen, men måtte dukke sig, da et væsen kom springende imod ham. Han så på Caroline med et smil, det samme han havde sendt Jo. ”Du har et kæmpe talent Caroline.” Logan ville lyve, hvis han sagde det ikke gjorde ondt at tænke på Caroline med en anden. Selvom han måske ikke havde været hovedkulds forelsket i hende, havde de haft noget ægte, og fordi hun nu var sammen med en anden, begyndte at tro der var noget galt med ham, siden han ikke kunne holde på en kvinde. Måske havde de mange år han var forstenet, bare ændret ham for meget. Af med hovedet. Det var en god plan. Hvis alle havde den samme styrke som Caroline, hvilket han ikke havde. Han blev nød til at tænke kreativt. Logan sparkede et væsen ind i en mur, hvilket åbenbart gjorde det sur. Logan fandt et spidst stykke træ. Det kunne han godt bruge, det ville ikke være let at dræbe et væsen med det, men ikke umuligt.

Jo trak let på skulderen da Logan spurgte hvem pigen var.
"Jeg har ingen anelse, jeg venter lidt på hun præsentere sig. Men indtil videre er hun da nyttig, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne kende mine søstre på afstand. Tydelig en af os." Svarede hun først Logan også sluttede hun af med at give Caroline en hentydning. Josette så analyserende på hvordan de andre håndterede væsnerne. Hun havde den fysiske styrke, og evnerne der kunne hjælpe, og disse væsner generede hende så grufuldt! Endnu en kom imod dem, og Jo rystede på hovedet af væsnet - før hun så lavede en bevægelse med hendes arm som sendte et kraftigt vindstød i monsterets retning - der sendte det til Langbortitan. Josette havde altid været ret stolt af hendes evne, og det kunne da ses. Hun brugte sin evne til at sende sig selv i luften, hvem havde brug for vinger med sådan en evne her. Hun placerede sine fødder på et tag under de andre for at kigge rundt. Alt var ruiner, det havde det været så længe nu - og ikke et kønt syn. Nok var hun falden, men hun havde noget med skønhed. Hendes tanker blev sat på plads da hun så flere væsner komme imod dem. Hun kiggede op på skyerne og samlede alt luften omkring sig, og snorrede et par gange rundt om sig selv - det ville lidt ligne hun stod og dansede på taget. Dog snart ville der stamme en tornado fra hende af og sendt afsted imod herren af de små grimme væsner. Hun havde dog brugt meget af sin balance og mistede blancen ned fra taget. Det lignede hun styrtede og det gjorde hun også. Men to sekunder inden hun ramte jorden lavede noget luft til at holde hende oppe. Let kom hun på benene, og søgte imod det nærmeste for lige at blive klart i hovedet. Det resulterede i hun brugte Logan som søtte til at genfinde sin balance. Det begyndte dog også at blæse op, Jo havde brugt meget af sin evne for at holde væsnerne på afstand af dem.

Faye så skiftevis på dem. De kendte tydeligvis hinanden alle tre. Det fik hende også til at føle sig en anelse udenfor. Hun kendte kun Jo og Caroline efter omdømme, men fyren kendte hun intet til. Faye var ikke sikker på, om hun faktisk havde tænkt sig at præsentere sig for dem. Hun havde det bedst med at være skjult i skyggerne, der hvor hun kunne se alle, men de ikke kunne se hende. Faye havde aldrig set Jo, og kendte hende også under navnet Jo, så hun havde ikke fundet ud af, Josette var Jo, leder af de faldne engle. ”Det må gøre mig til Faye Thunder.” Faye havde aldrig kendt hendes efternavn, hun havde aldrig fået et efternavn, så alle havde bare kendt hende som Faye. Kun Faye. Hun fandt en kæde som kunne bruges til at kvæle væsnet, så ville en anden måske kunne fjerne hovedet, da hun ikke selv havde ressourcerne til at gøre det, uden at risikere at blive dræbt selv. Hun sprang på ryggen af et væsen, og viklede kæden om halsen. Hun strammede til, indtil der ikke var mere liv i væsnet og det faldt til jorden og trak Faye med sig. Hun fjernede kæden og overvejede, hvordan hun skulle fjerne hovedet. De andre havde selv travlt. Hun nåede ikke at tænke mere, før en pludselig blæst fandt sted, hun fandt støtte ved en mur, og prøvede at orientere sig om, hvad der skete. Det så umiddelbart ud til, at Jo stod bag.

Faye Thunder. Navnet klædte hende. Caroline børstede hænderne kort i hinanden og trak på mundvigen.
"Navnet klæder dig." Svarede hun med et skævt smil og flyttede så blikket op på Josette der sprang op på taget og lavede en mærkelig dans. Lyden af himmelen der brummede gjorde, at Caroline måske før de andre var klar over, at der var en storm på vej. Ganske rigtig fremkaldte Josette en storm, eller i hvert fald en tornado. Nok til at sænke monstrene i lidt tid. Dog mistede tossen balancen og styrtdykkede. I det sekund Caroline overvejede at løbe hen, stoppede Jo sig selv og støttede sig til Logan. Hvis det havde været tiden før hun mødte Rowan igen, så havde hun nok været ekstremt jaloux - men nu når hun tænkte over det... Klædte de to hinanden ufattelig meget - Logan og Josette. Caroline skar en kort grimasse og kiggede over på Faye. Stormen fik Carolines hår til at overfalde hendes ansigt. En ren komedie.
"Lad os søge ly. I en af de små huse der ikke er taget af ruinerne." Forslog Caroline og kiggede på de huse der var lige omkring dem. Uh! Det ene lignede Angelas gamle tilholdssted. Hun gik ned af nogle trapper og åbnede døren op. Der var ingen. Det var lille, men med en stue og et soveværelse samt et bad og køkken. Det nødvendige. Der havde ikke været nogle her i et stykke tid, hvilket fik Caroline til at tænke på, om hun skulle have sendt Nic ud efter Angela i stedet for at smutte ned til Andrea. Der var ingen der vidste hvor Angela var henne trods alt jo.
"Jeg kender ejeren. Bare slå jer løs, hun er flyttet ud for længest." Smilede hun kækt og kørte en hånd igennem sit hår.

Logan så godt at Jo kom op i luften, men så ikke hendes bevægelser, da han havde travlt med et væsen, der dog kort efter blev smidt væk af tornadoen. Logan fik fat i en bjælke, der muligvis havde været en del af et hus engang, så han ikke selv blæste væk. Han drejede hovedet imod Jo, og så hun var på vej imod jorden, men ikke på den elegante måde hun var kommet op på. Han var hurtigt henne ved hende, men hun nåede at komme på jorden uden at komme til skade. Han lagde en hånd imod hendes ene albue og tog hans anden hånd om hendes. ”Er du okay?” Han kunne se bevægelser ud af sin øjenkrog, og så Caroline på vej hen imod hendes hus, med Faye lige efter sig. ”Din søster har fundet et sted vi kan være. Kom.” Han sørgede for hun var stabil på benene, før han gik hen imod huset. Han forventede Jo var lige i hælene på ham, ellers skulle han nok gå ud efter igen. Han gik hen til Caroline, for at sikre sig hun ikke var kommet noget til. Selvom Faye muligvis var den der var lettest at skade af deres lille gruppe, var hans bekymring rettet imod Jo og Caroline. Det var trods alt dem han kendte og holdt af. ”Er du okay?” Logan havde ikke længere følelser for Caroline. Ikke romantiske følelser, men han ville altid føle noget for hende, de havde stadig kemi, den var bare rettet imod noget venskabeligt i stedet, og det havde han det helt fint med. ”Så endnu en søster. Det er da noget en familie du har dig.” Logan havde aldrig haft meget familie, og den han havde haft var død for længst.

Det var mærkeligt for hende. At stå så tæt med nogle, for at få deres støtte - det var ikke normalt for hende. Folk hadede hende enten eller ønskede at udføre tortur med hende som makker - også var der hendes familie. Og her kom Logan, og hjalp hende. En af hendes venner, ja det vidste hun godt. Men der var bare et eller andet særligt over ham. Hendes blå øjne kiggede ind i hans. Hvad var det? Følte hun sig lige pludselig skrøbelig, som om, hun havde mistet kontrollen? Normalt ville hun hade det, for kontrol var alt hun ejede - men dette var anderledes. Hun nikkede let inden hun fik samlet sig selv op.
"Ja jeg klare den. Tak." Svarede hun og lod ham slippe hende. Hun følte sig stabil, og det var hun vel også i sin forstand. Hun nikkede og fulgte med. Det lille sted var passende til at samle op på. Jo lo let af Logans kommentar om Carolines familie.
"Ja når to forsvinder kommer tre nye op. Det lidt at leve med hva Caroline?" Spurgte hun lettere drillende. Josette var fin nok, overfor ganske få. Hvis man havde set hende sammen med Kol eller Ramsay - ville man ikke tro hun var rigtig klog. Denne del af Jo var ganske unik, det var med at tage det til sig når hun gav af det. Jo lagde en arm på skulderen af Logan, så hendes albue lagde blødt henover hans ene skulder.
"Så hvad er planen. Stormen varre ikke evigt, og væsnerne er rasende." Tilføjede hun let og stod lidt ved Logan før hun gik ud i køkkenet. Det var i et med stuen, med et par borde til at lave en skillevæg. Typisk Angela indretning.

Jo vidste hvad hun ledte efter og fandt det også. Whisky. Hun åbnede flasken og førte den imod sine læber.
"Det var dejligt med lidt stærkt." Sagde hun med et smil på læben, efter hun havde taget en slurk. Let satte hun flasken fra sig og kørte en hånd igennem sit hår. Men var ikke ligefrem i tvivl om, at Jo og Faye var i familie sammen. Det var ret tydeligt ved dem alle tre når man tænkte ydeligere over det.

Faye havde lagt mærke til stemningen imellem de tre. Det var svært ikke at lægge mærke til. Jo og Logan havde haft deres interne jokes, det samme havde Logan og Caroline faktisk også. Men Caroline så ikke ud til at være synderligt glad for, at Jo støttede sig til Logan. Men det var ikke Fayes sted at blande sig, selvom hun ikke kunne undgå at være nysgerrig. Hun så skiftevis på dem som de talte. ”Vent.. Hvor mange søskende har i lige?” Faye var endnu ikke klar til, at omtale sig selv som en af dem, derfor sagde hun I fremfor Vi. ”Er der en anden vej ud?” Faye så på Caroline, da det trods alt var hende, der havde vist dem hen til stedet, så hun måtte kende det bedst. Faye fulgte Jos bevægelser, da hun drak en tår whiskey. Faye var ikke typen der hverken festede, drak eller brugte andre rusmidler. Men i nogle omstændigheder, var alkohol en god ting, især hvis hendes nerver skulle løsnes. Uden videre tog hun flasken, og tog en stor mundfuld. Det varmede hele hendes krop op, og hun kunne hurtigt mærke, hvor rolig hendes krop blev. Men hun var også klar over, hun ikke skulle tage en tår mere, da hun så for alvor ville blive påvirket. Det var ulempen ved at være menneske, men ifølge Faye var det også en af de eneste. Faye stillede flasken tilbage hvor Jo havde stillet den og så rundt på dem. ”Jeg ser mig lige omkring, og leder efter en vej ud.” Hun forlod gruppen og gik i stedet rundt i huset, i håb om der ville være en anden udvej.

Caroline så over på Faye. Og skar en kort grimasse.
"Altså, Josette også kaldet Jo, mig også Aurora - vi trillinger og de ældste. Du må være den ældste af vores yngre søstre. Allyson også Eliza. Men de to har valgt at gå fra os. De kunne ikke klare efter livet som vampyrer. De prøvede, men det ikke alle Thunders der kan tage det. Det var selv svært for mig." Første gang Caroline var vampyr var en kattestroffe, hun var mere sølle end Eliza og Allyson til sammen.
"Nej der kun en vej ud. Hoveddøren. Min veninde har flere skjulesteder end dette, men der kun en dør. Eller det ved jeg ikke... Logan.. Du kender Angela bedre end mig i guess. Plager hun at have en nød plan.. en ekstra flugtvej?" Spurgte hun Logan. Hendes blik fulgte Faye da hun drak whiskyen, typisk Angela, at have en flaske eller 5 til at stå. Caroline sukkede let, og prøvede at tænke sig om - hvilket var tydeligt som hun nærmest bed sine negle i øjeblikket - uden egentlig at bide dem. Hun tænkte. Under andre omstændigheder, så ville hun måske have slåset til hun ikke kunne mere, men nu havde hun et mål - at holde sig selv i live så hun kunne se Rowan igen. Sukkersødt måske, men sandt.

Logan lyttede efter, da Caroline forklarede deres familiesituation. Han havde aldrig rigtig fået fat i, hvem der var i hendes familie. Men han havde jo heller ikke kendt hverken Jo eller Caroline særlig længe. Logan kunne ikke lade vær med at smile, over Jos kommentar om 'noget stærkere', han blev dog opmærksom på Caroline, da hun talte direkte til ham. Ind til da, havde han studeret Jo nærmere. "Hvis jeg kender Angela godt, vil hun ikke have nogen grund til at have en anden udgang. Hun tager altid kampen op." Logan havde set en smule til Angela efter han var kommet tilbage, ikke nær så meget som han ville, men det var bedre end slet ikke. På det sidste, havde han dog ikke set hende overhovedet. De havde aldrig rigtig fundet tilbage til det sted de var engang, men de var også begge forandret helt ekstremt, så det var ikke underligt. "Måske skal vi vente og se om de ikke går sin vej. De virkede ikke voldsomt intelligente, så hvis de tror deres 'bytte' er væk, vil de vel bare finde et nyt." Logan anede ingenting om de væsner, så det var blot et gæt.

Jo talte med da Caroline talte og fortalte navnene på deres søstre. Hun nikkede let.
"Jeg har intet imod Allyson og Eliza er væk. Altså de kunne ikke engang forsvare sig selv, hvis de prøvede. Jeg kan meget bedre lide Faye. Der gang i hende, modsat de andre to." Sagde Josette meget ærligt og trak en anelse på skulderene. Angela, det navn havde hun hørt før, i hvilken sammenhæng kunne hun dog ikke rigtig huske. Derfor valgte hun at være ligeglad. Let gik hun op til Logan og kyssede ham kort på kinden. Hvorfor hun gjorde det. Det havde hun ingen anelse om overhovedet! Derfor flygtede hun og gik stille ind for at hjælpe Faye med at lede. Hun stillede sig i dørkarmen til soveværelset hvor Faye var inde.
"Så velkommen til familien kiddo." Sagde Jo med et skævt smil. Lederen af de faldne engle var ellers kendt for at være sådan en kold skid der ikke så forbi sin egen næse. "Du skulle møde Aurora en dag, hun er menneske ligesom dig." Tilføjede hun forsigtigt alligevel. Familie var nok det vigtigste for hende i sidste ende. Selv de onde havde folk de holdt af.