Let's help eachother

Tid: 13.07
Dag: Tirsdag
Dato: 14/4
Sted: Ashen Wood Forest
Omgivelser: I en lysning med birketræer.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Skoven er meget livlig denne dag. Hjorte gik rundt uden den store bekymring. Fugle sang lystigt og egern løb op og ned af træer. I skovkanten var der fare på færde. En flok jægere havde besluttet sig for at gå på jagt. Og i dag stod den på Shapeshifters. De var efter kattedyr og ulve denne dag. "Okay alle sammen. Lad os gå ind og få fat i de to. Køberne har betalt mange penge for dem!" sagde lederen og slyngede sin rifle over skulderen. Sammen gik gruppen ind i skoven.

Menominee var den yngste i Niylahs flok. Idag havde hun gennemført sin træning og havde besluttet at gå på opdagelse nede ved floden. Hun slyngede sin taske, fyldt med tøj og mad, over skulderen og begyndte at gå. Hun kikkede rundt på vejen. Rørte ved træer og så på hjorte der sprang rundt omkring mellem træerne. Med et blev der stille og hun stivnede. Enten var der et andet stort rovdyr i nærheden eller også var der jægere i skoven. "Er her nogen?" kaldte hun og med hånden førte håret om på ryggen.

Hun havde besluttet sig for at jage dem på flugt. Så langt væk fra sin flok som hun kunne. Hun var lige kommet til skoven for et par solnedgange siden, men havde hun vidst at der var så mange jægere havde hun tænkt sig om en ekstra gang. På samme tid så vidste hun vel, at Sean og Assorian ville dræbe skoven i sidste ende. Så at flytte var en god nødløsning. Mente hun da. Luna skiftede altid først form når hun mente det var nødvendigt. Lige nu var det ikke nødvendigt. Modsat andre på flugt så listede hun. Hun flygtede aldrig, hun sneg sig væk. Luna havde troet at hun var alene. Det var lige til hun hørte nogle kalde. En pige. Sikkert ikke særlig gammel. Let sank hun en klump og skiftede retning.
Hun lagde en finger imod sin egen læbe for at vise pigen at de skulle være stille.
"Hvad laver du dog herude?" Spurgte hun. Der var ingen vrede i hverken blik eller stemme. Hun var mere bekymret for et fremmed væsen i fare end hun kunne tillade sig at være vred. Hun sank let en klump og kiggede sig tilbage. Så rakte hun hånden frem for at pigen kunne tage den. "Kom med mig. Så skal vi nok få dig hjem." Sagde hun og sendte pigen et smil.

Menominee så på den fremmede kvinde med let tvivl i blikket, men tav hurtigt. Hun fulgte hendes blik og anstrengte sine øre. Med en gennemskærende frygt kunne hun hører menneskestemmer. "Venner eller fjender?" hviskede hun og tog hendes hånd. Hun var kun en lærling og havde ret til at være bange, men hun kunne ikke vise dem vej til deres lejr. Alfaen og Betaerne ville blive rasende. Hun så sig fortvivlet om. Men så huskede hun et gemmested længere inde i skoven og væk fra lejren. Et hurtigt på den unge kvinde. Hun trak let i hendes hånd og pegede mod øst. Dybt inde i skoven. En vind blæste nu i retningen af jægerne. Hun håbede at de ikke havde taget jagthunde med. Fugleskrig lød og en stor flok fugle fløj skræmt væk. Menominee knurrede og blottede tænder. Det må have set mærkeligt ud at en lille pige knurrede og viste tænder.