maybe you can cure me! (Veltoí)

De gik sammen ud i haven, der var mange smukke blomster og bede man kunne tydeligt se, at der var blevet arbejdet meget i haven her fordi de blomster der var, var jo rigtig smukke og havde vokset sig rigtig store. De gik lidt frem og tilbage men han kunne mærke på Sop, at der var noget galt som om hun var træt af noget eller irriteret, så han stoppede op "er du okay?" han kiggede hende dybt i øjnene og kunne se, at det var hun ikke så hvis hun løj for ham, så ville han blive ret nysgerrig "kom, der er en bænk herover" han fulgte hende over til bænken og de satte sig begge to ned og han satte sig ved siden af hende "nu skal du ikke lyve Sop, jeg ved du har noget på hjerte" han lagde så hans hånd på hendes lår "du kan fortælle alt til mig, okay?" han smilede til hende.

/du skal ikke undskylde! dine svar har været de længste og bedste xD

Sophiaa gik rundt i haven, og selvom den var så utrolig smuk, så kiggede hun slet ikke på den, hendes hjerne kørte på højtryk. Hun mærkede dog at han stoppede hende, og så på ham med et forvirret blik. Hun hørte hans spørgsmål. Hun så væk fra ham ”Jeg har det fint” sagde hun så, og trak sin frakke mere op. Hun rystede på sine hænder, og hendes blik flakkede meget.

Da han trak hende med hen til en bænk, sad hun der lidt, hun sagde ikke noget, men trippede bare lidt, mens hun begynde at bide i huden på hendes fingerspidser, en meget dårlig vane hun havde når hun fik et af disse angst tilfælde. Hun hørte hvad han sagde med at hun ikke skulle lyve for ham, hvilket kun fik ende til at trippe mere. Da han lagde sin hånd på hendes lår, og hun hørte hvad han sagde med at hun kunne fortælle ham alt, skubbede hun hans hånd væk og rejste sig.
”nej jeg kan ej!... jeg kender dig ikke Valtói!... og du kender ikke mig? Hvorfor er du overhoved så sød ved mig? hvorfor nyder du ikke bare godt af den gestus jeg giver dig, og så skider mig et langt stykke? Hvad er det der får dig til at være så sød ved mig?.. Jeg…….” Hun stoppede sig selv, og så meget studerende på ham, og nærmest forarget.
”det er mine forældre der har betalt dig er det ikke? Det er dem der har betalt dig for at spille denne komedie foran mig? For at jeg kan blive mere ”normal” som de siger?.. Det er derfor min far er så vild med dig?...... Du har løget for mig siden markedet har du ikke?...” hendes stemme var skinger og skræmt. Hun var alt for meget oppe og køre. Hendes hænder rystede, hendes øjne flakkede, og hun trippede rundt, Mens hun flere gange tog sig til hovedet.


Hun så på ham, og slog ham så hårdt i brystkassen, eller så hårdt hun nu engang ville kunne med de små og tynge arme. ”Du har holdt mig for nar!... Hvordan kunne du!” udbrød hun mens hun slog sine hænder mod hans bryst flere gange. Det der foregik inde i Sophias hoved var selvfølgelig svært at se. Men tanken om at noget hun var begyndt at holde af, måske var en løgn der var købt og betalt af de forældre hun i virkeligheden ikke stolede på, var for hjerteskærende. Hun begynde at hive efter vejret, og tårne var også på vej, selvom hun prøvede at holde dem tilbage

Hun hævede stemmen kunne han høre men han lod sig ikke gå på af det også da hun slog ham så føltes det som ingenting, som to små prik faktisk, han lyttede til det hun sagde, så rejste han sig op og kiggede ud mod haven "Nej, jeg kender dig ikke og du kender ikke mig, men.. der er noget over dig som jeg godt vil lære og kende, derfor har jeg allerede givet dig et kælenavn jo han lyttede til hvad hun mere havde og sige og gik så over til hende og tog hans hånd på hendes kind "dine forældre har ikke betalt mig eller noget jeg mødte dig tilfældigt i byen i dag" han tog en pause.. fordi han havde det lidt svært ved at sige det her "og der var noget over dig, noget jeg bare kunne lide.. som jeg gerne vil have noget mere af" han smilede til hende og tørrede hendes øjne af med hans hånd da der kom et par tåre ned af dem "jeg kyssede dig før, fordi jeg kan lide dig.. faktisk ret meget Sop" han smilede til hende og løftede hende så op igen "ingen har betalt mig eller noget fordi jeg er så sød ved dig, er fordi jeg kan lide dig og gerne vil lære dig og kende" han kyssede hende så igen, denne gang et længere et end det før.

Hun hørte godt hvad han sagde, men prøvede virkelig ikke at lytte. Hun ville ikke høre det! Hun ville ikke have at han holde af hende! Den slags fortjente hun slet ikke. En så sød fyr som ham, han fortjente meget bedre. Ikke en syg og nervøs pige som hende.
Hun prøvede lidt af trække sig væk, da han kom over og lagde en hånd mod hendes kind. Hun bed sig i læben, og prøvede virkelig på at holde tårende tilbage. Hun hørte hvad han fortalte med ikke at være blevet betalt af hendes forældre. Hun vende blikket op mod ham, og bed sig i læben der dirrede en smule. Hans øjne så ærlige ud, men den slags kunne hun slet ikke bedømme. Hun havde så svart ved at skille løgn fra sandhed.
Hun mærkede hvordan han tørrede hendes øjne. Hun sank hovedet lidt. ”undskyld…” klynkede hun lidt.

Hun åbnede øjnene og så på ham da han nævnte kysset, og mærkede hvordan han løftede hende op. Hun mærkede kysset, og engentlig havde hun var lyst til at slå armene om ham, og kysse ham. Men hendes tanker blev ved med at slå til hende. Hun kunne ikke lade ham komme så tæt på, han ville blive såret… og det samme ville hun. For lige meget hvad han lovede, så ville han ende med at svigte hende ligesom alle de andre.
Hun brød kysset og fik skubbet sig væk fra ham ”Veltói stop!” Hun landede på jorden igen, og gik væk fra ham.

Hun slog armene om sig ”Jeg kan ikke… det går ikke!” sagde hun mens hun trippede frem og tilbage. Hun så på ham ”Jeg kan ikke… Jeg kan ikke stole på dig!... Jeg kan ikke stole på nogle” Hun holde en pause, og man kunne se hvor svært hun havde ved at skulle sige det næste ”jeg er syg Veltói… du har sikkert lagt mærke til at jeg ikke har det godt mellem andre.. Der er fordi jeg er syg!.. for 3 måneder siden kom jeg hjem fra den lukkede… Jeg er syg i hoved Veltói!... Jeg er psykisk syg!.... det var det de talte om der inde” sagde hun så. Hun så væk mens hun bed sig i den dirrende underlæbe.
”Mine forældre tvangs indlage mig… mine egne forældre.. de svigtede mig!”

Han lyttede til hvad hun sagde og hun havde brug for en, en der var som en klippe for hende som ikke var hendes forældre, han smilede til hende og tog så hans hånd på hendes hår og nussede hende "Søde sop, uanset hvad, om du er psykisk syg eller ej, så vil jeg støtte dig" han krammede hende "jeg ved godt, at jeg lige har mødt dig" han tog en pause for at give hende et ordenligt knus "men allerede nu betyder du meget for mig og jeg vil passe på dig" sagde han og slap hende. Han tænkte dog over, hvorfor hendes forældre havde indlagt "men fortæl mig lige, hvorfor har dine forældre indlagt dig?" spurgte han meget undrende til hende.

//undskyld det korte svar, men der kommer mere! bare rolig.. har faktisk ret meget krea på det her emne... o.o

Sophiaa så på ham mens han talte, mærkede hans hånd i hendes hår. En klump samlede sig i hendes mave, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Han var den første der ikke var blevet skræmt væk. Den første der ikke enden var løbet skrigende bort, eller som havde set på hende som om hun var syg i hovedet, unormal og anderledes. Han bed sig i læben over hans karm, og vidste virkelig ikke hvad hun skulle svare til alt det han sagde. Hvordan kunne han være så rolig? Hvordan kunne han sige den slags? Han kende hende slet ikke! Og hun ikke ham. Men… Hun havde det nok lidt som ham! allerede nu, var han kommet til at betyde ufatteligt meget for hende! Og at han sagde at han nok skulle passe på hende, gav hende en underlig tryk fornemmelse i kroppen. Hun fik en følelse af at hun ville kunne klare hvad som helst.. bare han var der! Selv de snoppede og dumme mennesker der inde, dem der ikke tænkte på andet end penge og status.

Hun så dog op på ham da hun hørte hans spørgsmål. Hendes blik gled lidt ned igen. ikke sikker på om hun kunne fortælle ham det. Dog… så virkede det ikke så pinligt at skulle sige det til ham. ”jeg har være syg længe… faktisk siden jeg var omkring 16-17 år” fortalte hun, og fjernede en tot der havde revet sig løs fra det ellers stramt opsatte hår.
Hun gik over til den bænk der var ved siden af dem og satte sig. Hun vende blikket op mod ham ”Jeg begynde at se.. og høre ting.. ting der nok ikke var der!... jeg begynde at forstille mig ting, se ondskab alle vegne…” Hun gned lidt sine hænder mod hinanden ”samtidig…. Så blev jeg besat af at være perfekt!... Perfekt til min dans, perfekt krop, og alt andet… Jeg holde op med at spise… trænede konstant, og gjorde INTET der ikke var fejlfrit….. Det gjorde mig kun mere syg..” Hun sukkede lidt, og så næsten opgivende ud. ”En dag under en forestilling.. blev det for meget.. jeg havde intet spist eller drukket… og jeg så ting der ikke var der.. mørke skikkelser der ville gøre mig fortræd, stjæle min rolle, fjerne det perfekte fra mig… og så.. Midt på scenen” Hun så væk, og man kunne se at det smertede hende at tale om ”jeg fik en angst anfald, jeg skreg af skikkelserne, sloges med noget der slet ikke var der.. og i det hele taget.. havde jeg mistet forstanden… Det var derfor mine forældre valgte at få mig indlagt… for heller sige at jeg var taget væk for at få det bedre….. end at vise deres syge datter frem til andre mennesker” Det sidste kom ud med en skarp tone.

Han lyttede til hende og tænkte hvad der dog fik sådan en talentfuld og smuk pige, som hende til at få sådan nogle hårde anfald, det undrede ham lidt. Han krammede hende da hun var færdig, da han havde så ondt af hende, hun havde det hele hun var den bedste til at danse og så falder det hele sådan og så endda med, at hun fik anfald efterfølgende, hun havde brug for en til at støtte hende da han kunne mærke, at hendes forældre ikke var den støtte hun havde brug for og han kunne mærke, at hun følte sig tryg når han var der "Sop, hvordan kunne det ske? at du fik anfald efter alt var så godt" han holdt en pause og gik så lidt væk fra hende og kiggede op "problemet er bare.. jeg kan jo ikke være ved dig hele tiden" han sukkede og forsatte så "jeg kan jo ikke bo her, det går din mor ikke med til.. så jeg skal jo snart ud på gaden igen" han vendte sig så mod hende "men jeg kan være i nærheden af dit hus, så ved du jeg er der, okay?" sagde han og rørte ved hendes kind "jeg ville ønske jeg kunne være ved dig hele tiden.. men det får jeg nok aldrig lov til, det er nok også bedst jeg snart kommer ud på gaden igen din mor vil jo ikke have jeg er her" sagde han og gik så hen og satte sig på bænken, det har været hans bedste aften nogensinde og bedste måltid for den sags skyld, i så langt tid har han ikke haft fået en bid god mad. Han sad og tænkte.. tænkte på hvornår han fik lov til at se hende igen da hun har brug for ham og tager han af sted så.. får hun det skidt men det bliver han nødt til så han rejste sig op "jeg bliver nok nødt til at gå nu.. jeg har forstyrret din familie længe nok" han agede hendes kind igen "tak for mad Sop, og tak for at komme i ly i bare nogle timer, må vi ses igen" sagde han og gik ud mod vejen igen, han havde dog i håb om et nyt liv men det sker sikkert ikke, så uheldig som han var, da han var kommet ud på vejen vendte han sig om mod hende og smilede og gik videre.

Hun trak på skuldrende da han spurgte hvordan det kunne ske for hende, når alt var så godt. ”lægerne mener at jeg i en alt for tidelig alder var blevet oplært til at alt skulle være perfekt.. at alt skulle gøres rigtigt.. både her hjemme, men især også i dansen.. og det kunne jeg åbenbart ikke holde til” sagde hun så.
Hun lyttede til hvad han fortalte, og måtte erkende at han nok havde ret! Hendes mor ville aldrig tillade at han blev hos hende! Hun ville sikkert ikke engang tillade at han sov der i nat, trods det allerede var sent. Hun sank hovedet, det var en umulighed at han ville kunne blive her. Hun nikkede lidt med et halvt smil da han nævnte at han ville være i nærheden. Men det ændrede jo ikke på, at hun stort set aldrig kom uden for en dør. Det gjorde ondt i maven når han talte om at han måtte tage af sted. Hun mærkede allerede hvordan hun blev urolig over det! Hun havde ikke lyst til at han skulle gå…. Men… hendes mor! Hun ville aldrig tillade det.
Hun så på ham da han satte sig på bænken, hun havde lyst til at bede ham blive. Men gjorde hun det ville han bare få ballade med sin mor! Og det ville hun også selv.. Det var dømt til at gå galt!

Hun så op på ham med et trist og næsten panisk blik da han rejste sig og sagde at han hellere måtte gå. Alt i hende skreg af hende! Bad hende stoppe ham. Hun nikkede stille da han sagde tak. Hun så efter ham da han begynde at gå. Hun kunne allerede mærke hvordan mørket begynde at krybe imod hende! Hun bed sig i læben. Hvad skulle hun gøre? Hun ville ikke have at han gik! Hun havde lige mødt ham… men allerede… så havde hun slet ikke lyst til at undvære ham! Hendes hoved skreg højere og højere jo længere han kom væk. Det kunne ikke passe! Hun havde endelig fundet en hun kunne slappe af sammen med! En der accepterede hende, og ikke løb skrigende bort!
Men hendes mor! Hendes mor ville slå hende ihjel!.... FUCK HENDES MOR!
Hun satte af og løb efter ham ” Valtói!... VENT!” kalde hun efter ham! Hendes kinder var helt røde, som var hun tæt på at græde. Hun nåede knap at stoppe før hun ramte ham, kastede sig i hans arme. ”Du må ikke gå!” udbrød hun, og krammede sig fast ind til ham. Allerede nu! Allerede nu mærkede hun denne trygge fornemmelse! Følelsen af at være beskyttet, her i hans stærke og varme favn

Der gik dog ikke langt tid, før han kunne høre Sop komme bag ham og sige han ikke måtte gå, men hvilke muligheder havde han? han fik aldrig lov til at være der for hendes mor, måske for hendes far da han lød til at kunne lide ham, men det ændrede stadig ikke på, at hendes mor aldrig ville lade ham blive der. Men da Sop så kom, så krammede hun tæt ind til ham og han kunne ikke lade vær med at kigge på hende, så han holdt om hende og smilede. De krammede i lidt tid og så begyndte det og regne og de stod bare derude og krammede, men han gav hende så et kys på kinden til hende og havde dog inderlig lyst til, at kysse hende på munden men det var nok bedst og lade vær "Sop, der er ikke andet vi kan gøre, din mor vil ikke have, at jeg er tilstede i hendes hus selvom.." han holdt en pause for at tænke, om det nu var en god idé og spørge om det her "men vi kan jo prøve og høre din far" sagde han og holdt hende tæt ind til sig. Han havde lyst til at kysse hende.. så meget.. "Du Sop.. jeg.. har altså virkelig lyst" han stoppede sig selv i at sige det han ville, da han var lidt.. vel alle folk bliver jo genert "har du egentlig læst romantiske historier? der kysser parret i regnen og det skulle være.. romantisk" sagde han, han kunne ikke få sig selv til at sige det andet.. "Nå Sop, du må hellere se og komme indenfor, jeg finder et sted jeg kan være okay?" sagde han og krammede hende en sidste gang og slap hende så.

Hun holde sig så tæt på ham, holde nærmest kramp artigt fat i ham, som ville hun ikke lade ham gå. Og det ville hun egentlig heller ikke. Hun mærkede dog pludselig regnen, og egentlig burde de nok komme i tørvejr, men hun havde ikke lyst til at de skulle skilles. Hun Bed sig i læben over det han sagde med hendes mor. Det var sandt! Hun ville aldrig tillade det.
Men ja! Måske hendes far!? Men igen… han gjorde for det meste hvad hendes mor sagde, for at få fred.
Hun vende blikket op mod ham da han sagde at han havde lyst… men hvad var det han havde lyst til? Hvorfor stoppede han midt i en sætning? Det næste han sagde gav overhoved ingen mening!? Hvorfor talte han pludselig om romantiske historier?
Hun så på ham da han atter sagde at han måtte tage af sted. ”måske…. Måske behøver vi slet ikke sige noget!... jeg mener.. vi kan bare gå ind af bagvejen i min sidefløj! De opdager det ikke, og jeg kan bare få mine piger til at sige at du er taget hjem!.. Jeg har et gæste værelse!” Hun lød ivrig. Og det var hun også. Hendes hjerne kørte på højtryk for at finde på en måde hvor de ikke skulle skilles af.

Hun så på ham ”hva… hvad med at jeg så tager med dig?!” kom det pudseligt fra hende. ”Jeg kunne leje et værelse til os! På den måde får du ikke ballade med mine forældre, og du får tag over hovedet! Hvis vi gå nu… så opdager de det slet ikke! De tror bare jeg er gået i seng!” udbød hun, og grab hans hånd. Hun begynde at trække lidt afsted med ham (det hun nu kunne) ”kom nu… ingen de går ud og kigger hvor vi bliver af” sagde hun så.
Dette var ikke noget hun nogle sinde ville have gjort før hun mødte Valtói, aldrig! Men lige nu tænkte hun ikke på de skærmende ting, for det eneste der skrammede hende lige nu, var at han ville gå, uden hende.


//undskyld længden.. Men hvis du beslutter dig for at svare i aften, så svare jeg så snart jeg vågner i morgen