A strange, but delightful, deja vu - Ammon.

Vejr: En kold formiddag.
Omgivelser: De sædvanlige, men nu med Blair i huset.
Tid: 10:24
Sted: Ammons hus.

Blair havde været vågen det meste af natten, hun havde sovet i en time eller to, max. Hun frygtede at hun ville drømme om Alian og Lucy, de sidste to personer hun ønskede at drømme om. Loftet var blevet til en stor masse i nattens løb og var blevet til et punkt Blair altid havde set op i mod. Hun lukkede sine øjne i håb om hun kunne sove, selvom hun inderst inde ikke ønskede at sove. Hun vendte sig om så hun lå på maven med hovedet gemt ned i puden, hun bed sig hårdt i læben og knugede sine hænder mens hun borede neglene ned i hendes håndflader, som var en normal ting hun gjorde når hun var vred på sig selv eller prøvede at glemme en smerte. Lige der var det begge dele. Hun skreg ned i puden af sine lungers fulde kraft. Hun tænkte ikke over at Ammon måske ville høre hende, hun skulle bare af med nogle følelser som kun et skrig kunne få følelserne ud.

påklædning; bar mave, bare fødder, pyjamasbukser der hænger nede om livet. Håret er uglet efter en nat uden søvn.

Ammon stod ude i køkkenet, og lavede te mens han så ud på vejret udenfor. Det så ud til regn.
Han sukkede. Natten havde været ret så barsk for ham. Han havde siddet i køkkenet, og holdte sig vågen med kaffe og en bog, for at være sikker på at hun ikke gjorde noget hun ville fortryde.

Han tog teen, og en bakke med kiks og frugt, og gik ind til hende.
''Blair...'' sukkede han, da hun skreg ned i puden.
Han satte teen på bordet ved sengen, og satte sig ved hende og aede hende blidt over ryggen.

Blair så op da døren gik op, hun vendte sig på siden så hun bedre kunne se hvad der skete. "Vækkede jeg dig?" Spurgte hun og så ned i gulvet, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre uden Alian, det var bare ikke det samme uden ham. Hun kæmpede hårdt for at være tapper, hun ville ikke være sårbar, det gjorde at hun altid gjorde ting hun fortrød. Blair så kort over på bakken han havde stillet på bordet og overvejede at tage noget. Men hun så ingen grund til det, så hun vendte i stedet blikket mod Ammon."Undskyld." Sagde hun og sukkede. Hun ødelagde altid alting. Blair rejste sig fra sengen, hun var iført sit undertøj, som næsten var blevet tørt inden hun skulle sove. "Jeg skal lige.. Jeg kommer om lidt." Sagde hun og gik ud af døren for at nærme sig badeværelset. Hun ville lige friskes lidt op.

''Nej.. Har ikke sovet endnu.'' Sagde han roligt, og satte sig til rette.
''fair nok'' sagde han roligt, da hun rejste sig.

Han så på teen, stille. Han rejste sig igen, og gik ud i køkkenet, tog en kop kaffe og satte sig igen med bogen

Blair sprøjtede vand i hovedet på sig selv for at blive opfrisket. Hun var ked af at Ammon ikke havde sovet. Sådan skulle det ikke være. Blair gik ud af badeværelset og hentede bakken fra gæsteværelset og gik ud i køkkenet. "Du skal altså ikke gøre så meget for mig. Jeg fortjener det ikke." Sagde hun og satte sig, hun tog et æble og lod det falde mellem hendes hænder før hun endelig tog en lille bid. Hun blev nød til at spise bare en lille smule.

''du har lige mistet din datter og ham du elsker. Du har brug for nogen til at hjælpe dig.'' sagde han bare, og nippede til sin kaffe mens han så på hende.

''har du fået sovet, bare en smule?'' spurgte han roligt.

Blair sukkede. Hun mente stadig ikke hun fortjente det. "Men det hele var min skyld." Hun tog endnu en lille bid af æblet og flakkede med hendes blik. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre uden Ammon, så ville hun være helt alene og gå mutters alene på de tomme gader. "Ja, en lille smule. Men ikke meget. Har du sover?" Det var langt vigtigere at han havde sovet, fremfor hende.

''Det er ikke vigtigt for mig at sove.'' sagde han med et smil.

Han så på hende. ''hvordan har du det Blair? Har du overhovedet nogle steder at tage hen?'' han så hende i øjnene

Blair så ned i bordoverfladen og prøvede at få styr på sine tanker. "Det er vigtigt for mig. Hvis du ikke sover føler jeg det er min skyld." Hun sukkede igen, hun havde ikke tænkt på det. Ikke så meget i hvert fald. Hun vidste bare at hun aldrig skulle tilbage til hytten. "Ikke godt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Han vidste at jeg ville få det sådan her og han forlod mig alligevel for at han kunne få fred. Jeg hader ham for det." Sagde hun og tørrede en tårer væk. "Nej. Jeg h ar ikke nogle steder at bo."

''hader du ham for at hade sig selv?'' han så tomt på hende.
''Blair, han var knust. Det ved du udemærket godt. Ville du kunne leve med dig selv hvis du havde slået barnet af den du elsker ihjel?'' Han satte sin kaffekop fra sig.

Han gik ind i værelset og hentede et tæppe, og gik ind og lagde det om hende, inden han lagde armene om hende i et kram.

Blair havde aldrig tænkt på det på den måde. "Jeg ved det ikke. Jeg forstår bare ikke hvorfor han gjorde når han vidste at den han elskede ville få lyst til at dø." Blair sukkede, hvorfor var det så svært at have et forhold? Det gik aldrig godt. "Men hvis han elskede mig ville han ikke knuse mig. Jeg ved godt at det var svært for ham, men nu er det svært for mig. Han var egoistisk." Blair gumlede på sin læbe.

''og det er du ikke lige nu?'' han så gennemtrængende på hende.
''Blair, Alian elskede dig virkelig højt. Han ville tæske løs på efterkommeren af en Nightcan for din skyld. Han kæmpede for dig. Men vi ved begge to at han var psykisk syg. Ikke alvorligt, men han havde problemer. At du bebrejder ham for at forlade dig, det er ikke blot egoistisk, det er direkte uretfærdigt, og utaknemlig overfor ham.''

Han så stadig på hende, med blågrønne gennemsyrende øjne.
''Hvis du vil bebrejde noget, så bebrejd den smerte han følte ved at finde sin lille pige flået ihjel, fordi han havde haft en tilbagefald.'' Sagde han og rejste sig stille.

Blair rejste sig, hun havde ikke brug for at nogle fortalte hende at hvad hun gjorde var forkert. "Det var en fejl det her. Jeg burde ikke have kommet." Blair gik over mod døren, hun ville bare gerne væk fra alle de følelser der åd hende op indenfra. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen, men var egentlig også ligeglad. Hun skulle bare væk derfra. "Det er også uretfærdigt overfor mig." Hun tog fat i håndtaget og tøvede med at åbne døren, hun vidste ikke om hun burde gå, men det var det hun havde lyst til.

Før hun overhovedet havde fået fat i dørhåndtaget stod han foran hende.
Han stirrede på hende. ''Glemmer du at Lucy også var mit barn? Eller tænker du slet ikke på at hun også er væk?'' han løftede et øjenbryn.

''jeg ved at du er såret, vred og grædefærdig, men at du går din vej løser ingen ting.'' Han tog fat i hendes hånd som hun holdte på håndtaget.
Han fjernede den blidt.

''jeg mener ikke at det var fair at han forlod dig, men jeg forstår ham. Jeg hader ham, men jeg kan godt sætte mig i hans sted..'' Han aede hendes kind.
Han kyssede hende på panden.

''Se så at komme i seng igen, inden du bliver syg af manglen på tøj.'' Sagde han roligt

Blair tænkte rigtig meget på lucy, men hun valgte det ikke selv. "Det ved jeg godt. Men det var ikke din skyld hun.. forsvandt, hvis jeg ikke havde efterladt Lucy alene med Alian var det ikke sket." Der var ingen der forstod hende, ligemeget for meget hun end prøvede at forklaredet var der ingen der forstod det. "Han ville have fred, det forstår jeg også godt. Men han tænkte kun på sig selv da han stak den kniv i hans bryst. Han tænkte kun på at han selv kunne få fred. Mine følelser efter det var irrelevante for ham." Hun sukkede igen, det havde hun gjort så mange gang det sidste døgn. "Jeg kan ikke sove nu." Sagde hun og så ned i gulvet.