it can't be //josefine//

S: Ashen wood forrest
T: 13.00
V: solrigt
O: træer , en smal slov sti og en lille bæk
P: et par lærreds bukser og en tank top så man kan se hans tatoverde tegn langs hans arme

Victor tog det der nok skulle blive en af de sidste ture gennem Ahsen skoven han løb lang s en lille sti. den samme han altid løb af når han løb ture *jeg må bare håbe at det nye slot bliver perfekt* han smilede ved tanken om at han og Azazel skulle giftes. han fortsatte med at løbe et langt stykke før han holdte en pause

Josefine havde en hvis kjole på der sad flot på hende da hun gik gennem stien, hun gik og tænkte på sin familie som hun ik havde, *hvorfor har alle en familie og jeg har ingen det alså ik fair'' sagde hun trist og savnede en familie en bror som ville passe på en og alt det der...

Victor så op da han så en pige komme gående han rejste sig op og så på hende ”hvad laver en pige som dig her det er ikke et sted at have sådan en kjole på *åh gud jeg begynder at lyder som min mor* Victors forældre var blevet myrdet og han havde mistet sin søster da menneskene havde taget hende. Det var det sidste skridt for at Victor blev den harske person han var i dag. Man da han så på pigen igen kunne han genkende noget ved hende ”hør hvad heder du” han så på hende *nej det kan ikke passe*

josefine smielde mod dem og havde det faktisk godt i sin kjole, ''det kan godt være men jeg elsker at have den på'' sagde hun med et smil... josefine smilede sødt til den herre som snakkede til hende, ''mig? jeg hedder Josefine det sagde dem som addopterede mig at min storebror havde sagt jeg skulle hedde inden jeg blev taget væk der fra da mine forældre døde meget hurtigt efter min fødsek'' sagde hun trist...

Victor tyggede på navnet lidt tid *det er hende* han kunne lade værde med at kramme hende ”det er godt at se at du er vokset op godt søs” han gav slip på hende igen ”sidst jeg så dig var jeg kun 16 år gammel og nu er du så fin ”han kunne ikke lade værre med at smile om han så prøvede”

josefine skubbede ham væk, ''hvad har du gang i jeg kender dig ik... vent sagde du lige søs?'' spurte hun med et smil på sine læber... ''victor?'' spurte hun undrene og en tåre faldt ned af hendes kinder og var glad for at se ham.... selv om hun jo ik rigtig havde kendt han overhovede... hun var bare glad for at se ham igen...

Han så på hende ”var menneskene gode ved dig” han gik en omgang rundt om hende ”ja de har i hvert fald ikke sultet dig, nå men lad mig se din drage form” han klappede hænderne sammen og de blev lange og skællede, hans krop blev lang og snoede. Foran hans søster stod der nu en to meter lang drage ”din tur” han smilede så man kunne se de store tænder i hans mund.

josefine smilede og så på sine bror, hun gik lidt væk der fra og hun blev en lang smuk hun drage som var mørkebrun og flotte gyldne øjne og lange klør og spidse tænder hun så på ham, ''hvad syns du? er det godt nok til min storebror?'' grinede hun sødt... ''mine forældre tog sig godt af mig victor, de elskede mig til skyerne ind til vampyr idioterne tog dem fra mig og jeg dræbte dem'' sagde hun og så på sin bror...

Victor så på hende mens han gik rundt om hende ”ja halen mangler stadig lidt pigge men ellers ligner du næsten mor” han blev normal igen og så på hende og gned en tåre væk ”du skal endelig være velkommen til at bo hos mig og min forlovede i det nye slot jeg snart skal bygge” han tørrede noget sved af panden som havde været der siden han løb for hvad der føltes som en evighed siden. De små tegn på han arme lignede at de snoede sig op og ned af hans arme. *jeg har på fornemmelsen jeg har glemt noget* han så på hans søster ”ja jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg havde det på samme måde med min familie, den ældste søn fra min sidste pleje familie prøver stadig at dræbe mig” han spyttede i jorden.

josefine så på ham, og blev normal igen og så på ham og gik over og krammede ham med et smil.. ''bare rolig det skal nok gå hvis jeg noglesinde kommer i nærheden af ham, bliver jeg vred victor'' sagde hun med et smil på sine læber, ''victor du var den søde dreng da vi var små var du ik?'' spurte hun med et smil og satte sig hos ham med et smil på sine læber og sad sammen med ham, ''liner jeg virkelig mor?'' spurte hun med et smil på sine læber...

”jaaa helt artig var jeg nok ikke men det var intet ved siden af de ting jeg har udrettet nu” han pegede hen på en lille rygende by lidt der fra ” det er utroligt hvor lidt der skal til før en by smadre sig selv” han så på hende ”det var hvad de mennesker drev mig til da de dræbte mor far og Brutus” han så det forvirrede udtryk på pigens ansigt da han nævnte Brutus ”ja her bliver det så lidt indviklet ser du brutus var min tvilling men fordi at jeg gemte dig så løb brutus efter de mennesker der dræbte mor og far, det eneste jeg hørte var et sving fra et sværd og lyden af noget der ramte jorden” han tog et billede frem der var lidt brændt i hjørnerne og viste det til Josefine ”her det her var vores sidste familie foto” han smilede da pigen spurgte om hun lignede deres mor ”ja det gør du helt klart” han skubbede venskabeligt til hendes skulder.

josefine så på ham og så hvor han pagede og så på ham og havde det dårligt og var dog glad for han havde beskyttet hende, hun tog imod billede og så på det og smilede.. ''åhrrr hvor var du bare nuttede det var brutus også, wow mor var godt nok smuk, jeg tror ik på jeg er så smuk'' sagde hun og tørte sine øjne og holdte om sig selv med tåre i øjnene, ''jeg kan ik forstå hvorfor folk vil gøre sådan nogle dræbe familier'' hviskede hun og krammede sin bror, ''tak fordi du gemte mig victor jeg skylder dig mit liv'' græd hun...

”nårh kom her” han krammede hende og lod hende græde ud ”det skete for så mange år siden og ham der stod bag det er død og borte” han aede hende på hovedet ”jeg sørgede personligt for at den satan fik en enkelt billet til helvede” han gav slip på hende ”men vi skal ikke leve i fortiden, hvad er dit job nu du har jo set mit arbejde” han nikkede hen mod landsbyen der stod i flammer ”guderne må vide hvad du laver” han grinte og tørrede de sidste tåre væk fra Josefines kind

josefine smiler sødt og rør ved sin arm, ''øm... lidt af hvert, mest hade vampyre for at dræbe den familie der opdrog mig'' sagde han med et smil på sine læber og så på ham, ''hvordan var mor og far endelig?'' spurte hun sødt og tog hans hånd med et smil... ''og var jeg en sød lillesøster i den tid du var hos mig'' sagde hun med et smil på sine læber...

”tja mor var en god kok og hun elskede os alle lige højt” han smilede lidt og så lighederne mellem Josefine og deres mor ”og far var en meget afslappet mand, man så ham næsten aldrig sur” han tænkte sig om *jo en enkelt gang hvor jeg åd naboens hund men det skal jeg nok ikke sige højt* han så på hende ” nå har du gjort dig bekendt med nogen af magi bøgerne endnu” han smilte mens han prøvede at regne ud hvad hun mente med lidt af hvert da han havde spurgt om hendes arbejde. han så på hende "ja det skal jeg ikke kunne sige da du kun var et spædbarn men nuttet var du i hvert fald" han drillede med at nive Josefine i kinden og sagde med en bedstemor stemme "når det er da vel nok en lille guldklump hva'"

josefine greb hans hånd og smilede, ''beklager ingen bestemor snak jeg er træt af det, men nej jeg har ikke noget bekenskab til de såkaldte maibøger du snakker om'' sagde hun med et smil på sine læber... og så på ham, ''der er i hver til faldt en ting vi ik liner hinanden på mor og jeg, jeg stinker til at lave mad'' grinede hun sødt...

Han nikkede da hun sagde at hun ikke kendte til magi bøgerne og tog der efter et eksemplar af Natura Vita frem ”her du kan låne det her eksemplar af mig” han gav hende den lille grønne bog ”med vores arv kan vi lære de her besværgelser, du kan øve dig lidt jeg kan dem nogenlunde nu” han smilede til sin søster ”ja det er vel en forskel men du ligner hende stadig han smilte til Josefine og puffede til hendes skulder ”du skal være velkommen til at bo hos mig og Azazel i vores nye hjem, jeg skal bare lige have det bygget først” han smilte

josefine smielde hun så på sin bror ''det vil være mig en ære at bo sammen med dig og min kommende svigerinde'' sagde hun kærligt med et smil, ''jeg er vel indviterede til jeres bryllup ik?'' sagde hun sødt og smilede mod ham...

//sorry min krea er lidt død//

Victor smilede og rodede hans søster ”selvfølgelig stump” han grinte ”vi har valgt udsætte det til efter vores nye hus er færdigt” han smilte og aede hende på hovedet ”her” han stak hende bogen i hånden ”behold den og lær dem uden ad så kan jeg høre dig ad i dem” han smilede og prikkede lidt til hende ”det bliver ligesom den gang jeg gjorde det med far” han smilte og kunne ikke lade værd

josefine greb fat om ham og krammede ham, ''jeg er nok bare den mere forførende tybe men far og dig bruger magi istedet for'' grinede hun og smielde glad mod ham... hun grinede lidt og så på ham, ''alså det er mit hemmeligvåben når jeg skal spise''grinede hun med et smil...

Victor holdt om hende "ja så længe at du ikke forføre drenge hjem til vores nye hjem så er jeg glad" han hviskede det men man kunne stadig høre det "nå hvad siger du til at vi gå lidt nu" han nussede hende i håret" og skubbede lidt til hende "tænk at jeg fandt dig efter alt den tid" hans gule reptil øjne flakkede rundt. det var faktisk ikke så sikkert for ham at rejse i skoven mere da han havde gjort en psykopat vred på et lokalt værtshus så han ville helst være opmærksom.

josefine grinede et sødt grin, ''victor, har vi flere søskende?'' spurte hun sødt med et smil på sine læber og rørte ved hans kind og prikkede hans næse, ''hehe, var far meget overbeskyttende?'' spurte hun emd et smil og så på ham, for hvis deres far var, så var victor helt sikkert også en smule det var helt sikkert...

"flere end brutus. nej med mindre far havde en hemmelig familie" hansøjne låstes på hans søster med et smil på læben
"tja du var fem da de døde så nej det ville jeg ikke tro" han smilte lidt igen men lod en hånd vile på en lille knap der sad på siden af hans stok som frigjorde en klinge inde i stokken
" vi er næsten færdige med huset nu så du kan snart komme og bo ved os" hans smil ville ikke forsvinde selv om de måske blev forfulgt af en psykopat med en kniv

josefine rammed eham med et smil på sine læber og slapper af med et smil og rørte hans kind, ''jeg er glad for du er her'' sagde hun med et smil på sine læber og slapper ag med et smil på sine læber... ''victor er jeg smuk?'' spurte hun med et smil på sine læber og slapper af med et smil...

"hvad er dog det for noget snak, selvfølgelig er du det" han så på hende med et lille smil "selve solen og stjernerne er misundelige på dine øjne" han smilede så de filede tænder "du er køn, men overdriv nu ikke" han gav hendes skulder et lille klem "nå skal vi tage hen mod shadow peaks jeg mangler at få pakket nogen ting" han begyndte at gå mod den store kløft.