nyt bekendtskab - Caty

Tid: 11:10
Vejr: sol med lidt skyer, lunt og luftigt
Sted: En lysning med en lille dam omkring 2 timers gå-tur fra Kiras hjem

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Kira var lige ankommet til lysningen og mærkede på vandet i dammen med tæerne. Det var stadig køligt, men ikke så koldt at det ikke kunne udholdes. Hun overvejede om hun skulle tage sig et bad eller om hun bare skulle nyde vejret. Hun havde taget en lysgrøn kåbe med et mosgrønt skærf på i dag, eftersom hendes ynglings støvblå hang til tørre. Et par hare kom hoppende frem, da hun satte sig ned med ryggen op af en stor egestamme. Og et rødt egern kom ned fra trækronen for at se om hun havde lidt godbider med. Kira grinede og fandt lidt nøder og et par gulerødder frem, som hun gav til de små gæster.
Hun så op i træerne og savnede Una. Det var et par uger siden at den gamle ugle var sovet ind i hendes arme. Hun sukkede og en tåre gled ned over hendes kind, hvor hun strøg den væk med sin ene hånd.
Hun tænkte tilbage på alle de år som hun havde haft sammen med Una, og kunne godt se at uglen var blevet pænt gammel af et vildt dyr at være.

Caty havde netop forvandlet sig til sin ulveform, da hun løb gennem skoven. Hun havde været i tvivl med vejret, og havde spurgt sig selv 1000 gange om hun skulle blive hjemme den dag.
Til sidst blev hun enig med sig selv om, at tage ud eftersom hun havde været lidt trist her de sidste par dage. Minderne kom stærkt tilbage, og det fik hende ofte til at krybe under dynen og være deprimeret i lang tid. At tænke på, hvordan hun mistede sine forældre til de feje hunde, var forfærdeligt. Hvis hun dog bare ikke havde løbet væk, men havde derimod taget kampen op selvom hun vidste, at hun vil have tabt.

Hun slog tankerne ud, før følelserne for alvor tog til i hende. Måske skulle hun prøve at finde en ny ven. Det kunne måske hjælpe lidt at man kunne lukke luft ud til en der var villig til at lytte. Hun var løbet et godt stykke uden at bemærke hvor hun var på vej hen. En lysning med en dam, ikke et sted hun havde været før, tænkte hun og snuste ind.
Der var nogen i nærheden, hvilket gjorde hende en anelse utryg men gjorde sig også parat til kamp, hvis det skulle være.

Kira havde plukket nogle lange græsstrå ved egen og var begyndt af flette dem imens hun nynnede stille. Hun overvejede igen om hun skulle hoppe i vandet, men efter et blik på himlen, bestemte hun sig for at vente lidt igen. Nu kom forskellig dyr ind i lysningen, som om de var tiltrukket af hendes nynnen. Der var blandt andet hjorte, ræve og forskellige fugle, selv et par almindelig ugler kom og satte sig i nærheden af hende.
Hun fornemmede godt at der var en anden i nærheden, men hun fornemmede ikke en angribende holdning, så hun forholdte sig rolig og forsatte på at flette græsstrående.

Hvad nu, hvis det ikke var en fjende, men blot en venlig sjæl? Det kunne vel ikke skade at nærme sig personen eller dyret eller hvad det nu var, hun kunne lugte. Hun kom forsigtigt frem bag træerne, men ingen lod til at ville angribe. Hun så i stedet en ung, smuk kvinde sidde ved dammen og plukke græsstrå.
Da hun ikke lige vidste hvordan hun skulle håndtere denne situation, valgte hun at gå om på den anden side af dammen og lægge sig ned. Hendes blik var fæstnet til den unge kvinde, og hun lod hende ikke slippe af syne.
Alligevel virkede hun rolig og afslappet, så selv hun blev mere rolig i sindet og lod de fordomsfulde tanker flyve af sted.

Kira mærkede frygten fra en del af dyrene og så over på den anden side af dammen, hvor en hvid ulv var kommet frem og havde lag sig imens den så over på hende. Hun så imponeret over farven i dens pels, at hun ikke kunne lade vær med at stirre nysgerrigt.
"Hvor er du smuk." Hendes stemme var rolig og stille, men hun viste at ulven kunne høre hende. Hun ærvede sig over at hun endnu ikke havde lært ulvenes sprog, og lovede sig selv at hun snart måtte lære det.

Hun lagde mærke til, at mange af dyrene var blevet bange for hende. Hvilket var forståeligt - hun var en ulv og for hende var de byttedyr, men hun vil ikke ødelægge den rolige stemning ved dammen.
Nu havde hun lagt mærke til at kvinde så over på hende, hvilket fik hende til at spænde i musklerne og lægge ørerne en anelse tilbage. Men da hun hørte, hvad kvinde sagde, blev hun igen helt rolig.
Hun lader ikke til at ville gøre mig fortræd, tænkte hun og rejste sig for at ryste sin pels. Hun gik langsomt hen mod kvinden, løftede ørerne i nysgerrighed og satte sig nogle meter fra hende. Da der ikke skete noget videre, tog hun modet til at tage de sidste skridt og lægge sig hen ved hende, så der kun var få cm afstand fra dem.
Hun lavede en lille knurrende lyd, ikke truende, men som i at hun var tryg, selvom hun ikke kendte kvinden.

Kira blev overrasket da ulven kom hen og satte sig nogle meter fra hende, for derefter at ligge sig nogle få cm fra hende. Det sidste fik hende til at gispe af betagelse. Hun flyttede langsomt sin hånd lidt frem, med håndryggen opad, så ulven kunne snuse til den hvis den ville.
"Jeg er virkelig imponeret over den tillid du viser mig." Hun holdte stemmen lav og rolig, for ikke at gøre ulven nervøs. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så stadig på ulven.
"Du skulle vel aldrig være en shapshifter? Ser du, jeg er selv en shapshifter. Jeg kan tage form som en sneugle." Hun viste ikke hvorfor hun blev ved med at tale til ulven, men det føltes som om den forstod hende og følelsen var dejlig. Hun havde savnet selvskab på denne måde siden Una var sovet ind.

Hun blev noget forbavset over, hvor rolig og afslappet den unge kvinde kunne være. Måske forbandt kvinde dette sted med noget behageligt og harmonisk. Hun lod til at være en sand dyreven, hvilket også gav mening, siden hun viste sin tillid til en fremmed person.
Den unge kvinde holdt hånden frem, og hun snuste til den og slikkede på håndryggen.
Hun sagde noget igen, og hun forstod noget af det hun sagde. Hun overvejede at skifte form, men det var så afslappende at hun blev helt døsig. Da kvinden så stillede spørgsmålet om hun var en shapeshifter, lavede hun et lille hyl, og lagde hovedet ind mod hendes mave.
Caty vidste hun ikke kunne trække den længere, så hun forvandlede sig så hun kun lå i undertøj. En anelse akavet.

Hun smilede da ulven slikkede hendes håndryk, hun tog det som et tegn på tillid. Da ulven skiftede form og blev til en kvinde, så Kira over på en af de voksne hjorte, hvorpå hun talte på hjortens sprog.
"Vil du være sød at løbe hjem og hente en af de kåber, jeg lagde på sengen?" Hjorten nikkede og sprang derpå af sted.
Kira vente sig igen mod kvinden.
"Om kort tid vil hun være tilbage med en kåbe du kan få over dig. Mit navn er Kira Méken. Jeg ved ikke hvor meget du forstod imens du var i din ulveform, som for resten var noget så smuk. Det er første gang jeg har set en hvid ulv." Hendes øjne var stadig fyldt med for undring over det hun havde set og oplevet.

I starten var hun meget genert og sårbar, da hun ikke kunne beskytte sig selv for hverken dyr eller mennesker. Alligevel var hun tryg nok så længe hun var i nærheden af kvinden. Hun blev noget forbavset over, at kvinden kunne tale med den smukke hjort, som stod overfor dem. Kvinden havde en beroligende stemme og præsenterede sig selv.

Caty satte sig op og betragtede hende. Så vis og guddommelig hun var. "Hej Kira. Det er virkelig rart at møde dig og tak fordi du tager dig af mig på den måde. Jeg hedder Caty." svarede hun og smilede.
"Min ulveform er ingenting, men min hvide pels har jægerne altid været fascineret af." sagde hun en anelse nervøs og kiggede rundt som om der skulle være en jæger i nærheden.
"Det er ikke så tit man ser hvide ulve, de er ikke så udbredte." fortalte hun.

Hun kunne levende sætte sig ind i det Caty fortalte om med jægerne, og nikkede.
"Jeg kender det kun alt for godt selv. Sneugler er sjældne og det sætter også mig i jægernes søgelys." Hun åbnede hurtigt skærfet, tog kåben af og forvandlede sig til sneuglen. Her så hun på Caty i et halvt minuts tid inden hun forvandlede sig tilbage, tog kåben og skærfet på igen. Derpå smilede hun til Caty.
"Så længe dyrene her er rolige har vi intet at frygte. Det er desuden sjældent at jægerne kommer så langt mod vest, som vi er nu."

Hun sad og lyttede opmærksomt på det, Kira fortalte hende. Hvorfor kunne jægere ikke bare lade dyrene være? I starten undrede det hende, at Kira nævnte sneugler, men få sekunder efter fandt hun ud af, hvorfor hun havde nævnt det. Hun sad og betragtede den smukke ugle, der var så hvid og fascinerende, at hun dårligt kunne tage øjnene fra hende.

"Hvor er du dog bare bedårende og smuk." udbrød hun og smilede. For hende, havde ugler altid været mystiske og ikke altid til at få øje på.
"Ja, jægerne plejer vel ikke at komme så langt ude i skoven." sagde hun undrende og kiggede ned i dammen.
Hun spekulerede.
"Hør, bor du i nærheden? Er det okay, hvis jeg tager med dig hjem?" spurgte hun meget forsigtig og med en høflig tone.

Hun smilede.
"Jeg takker." Hun lyttede igen og så over imod udkanten, hvor hjorten kom gående med en skovgrøn kåbe og skærf, hen over sin ryg. Hun rejste sig og tog tøjet imens hun takkede hjorten. Derpå rakte hun det til Caty, imens hun grinede lidt.
"Her, tag denne på. Det er noget varmere end intet. Ja, jeg bor omkring to timeres gåtur her fra. Og ja, du skal være velkommen til at komme med hjem. Jeg har en ekstra seng, hvis du ønsker at overnatte." Hun så afventende på Caty.

Det var virkelig en venlig sjæl, hun havde mødt, tænkte hun taknemligt og smilede. Hun fik øje på den flotte hjort der kom gående med noget på ryggen. Hun blev forbløffet over hvor meget det varmede hende, selvom det ikke var så koldt i vejret.
"Mange tak for din venlighed. Og hvis det ikke er til ulejlighed, vil jeg være glad hvis jeg måtte overnatte der, i hvert fald denne nat. Jeg føler mig lidt ensom til tider, og derfor er det altid rart at møde en, som er så gæstfri som du. Jeg skylder dig en tjeneste." svarede hun og smilede, da hun rejste sig.
Kira virkede meget jordnær og harmonisk i sine omgivelser, og det var netop sådan nogle mennesker, som Caty foretrak.
"Hvilken retning skal vi gå?" spurgte hun nysgerrigt og så afventende på Kira.

Kira var glad for at hun kunne glæde Caty. Det hjalp på humøret at have en at snakke med, noget hun havde savet i et par uger. Hun kunne godt lide dette og smilede.
"Jeg kender selv til at være ensom eller har i hvert fald gjort det i et par uger. Og du må blive lige så længe du har lyst til, jeg har mad nok til længere tid og kender nogle gode steder med bær, urter og rødder. Desuden kender jeg en å hvor vi kan fiske, hvis det tørrede kød skulle slippe op." Hun pegede i sydvestlig retning.
"Vi skal denne vej."

Tidshop

Efter et par timer kom de frem til en ny lysning med en lille skovhytte. Hvis man var stille kunne man høre klukken fra en å, som lå omkring to meter bagved hytten. Ved siden af hytten var en tørresnor spændt ud imellem et par træramme, hvor hendes tøj hang til tørre. Forskellig dyr gik og græssede eller lå og slikkede sol, men så kort op da Kira kom gående sammen med Caty. Eftersom der ikke var nogen truende adfærd reagerede dyrene ikke yderligere på deres tilstedeværelse.

Hun kunne se, at Kira også nød hendes selskab. Det var rart at føle sig tryg og blev helt varm indeni. Det gjorde hende ekstra glad, at Kira ikke havde noget imod at hun blev der i længere tid. Kira var virkelig et åbent og venlig person, der ikke dømte folk uden videre, så vidt Caty havde set.

"Jeg er virkelig heldig at have mødt dig, Kira. Du er virkelig speciel. Og mange tak for din gæstfrihed. Jeg er dig evig taknemlig. Sig endelig til hvis der er noget jeg skal gøre." fortalte hun og smilede. Hun nikkede, da Kira fortalte hvilken retning de skulle gå.

Det gjorde hende ikke noget, at de gik nogle timer, før de ankom til Kiras skovhytte. Den så hyggelig og fredelig ud, mens de forskellige dyr gik eller lå ned og slappede af. Det var lige før, hun havde lyst til at lægge sig ned med dyrene.
"Det er et meget smukt hjem du har, Kira. Jeg er glad for du tog mig med." fortalte hun. I et splitsekund fornemmede hun noget ubehageligt; som om nogen var fuldt efter dem. Lige så hurtigt fornemmelsen kom, lige så hurtigt forsvandt den.

Under gåturen grinede Kira af Caty.
"Hvis du vil, skal du være velkommen til at fange lidt kød ind imellem. Men det må godt være udenfor ca. fem meters omkreds af lysningen her." På resten af turen viste hun nogle af de steder, hvor de kunne finde bær, spiselige urter og rødder, samt nøder.

Kira var glad for at hun havde fuldt sit instinkt og havde inviteret Caty med hjem. Selv dyrene havde intet imod den nye gæst, hvilket sagde en del.
Hun gik hen og låste døren op, for derefter at vinke Caty med ind. Hun gik hen i den ende af huset hvor der var to døre vedsiden af hinanden, begge ledte ind til et værelse med en seng. Den ene en dobbelt seng og den anden en enkelt seng. Hun tog hurtigt tøjet som lå på dobbelt sengen og lagde det på plads i skabe og skuffer, som hun forklarede til Caty hvad de indeholdte.
"Du får dette værelse, så længe eller så ofte du har lyst til at være her. Det var mine forældres, da de levede og de ville have elsket at møde dig."

Caty lyttede igen opmærksomt til Kira, som forklarede og fortalte om at jage, og at vise hvor nødderne og bærrene var henne. Det var ret praktisk, hvis hun nu en dag skulle hjælpe Kira.
"Det er jeg meget glad for at du siger. Jeg skal holde en pæn afstand fra din hytte. Jeg har bare denne trang til at jage. Du siger endelig til hvis jeg e dag skal finde bær, nødder eller urter til dig." svarede hun og smilede.

Da Kira låste op til hytten, blev Caty blot mere nysgerrig og øjnene blev større; ikke noget hun selv lagde mærke til. Hun fulgte ivrigt med, da hun blev vinket ind. Der duftede af træ, og hun viste ikke hvorfor, men på en måde følte hun sig hjemme uden at kende stedet.
Hun lyttede og nikkede og kiggede rundt, mens Kira fortalte og forklarede hvad skabene og skufferne indeholdt.
"Det er virkelig pænt af dig, Kira. Jeg er dig evig taknemlig, og sig nu endelig til hvis der er noget jeg kan gøre. Dine forældre var sikkert helt fantastiske, søde og gæstfrie som dig." sagde hun og smilede så hendes smilehuller kom frem.

Kira smilede stort og gik hen til Caty.
"Det kan du tro de var. Men de var også utrolig beskyttende, hvilket har betydet at jeg selv har måtte lære noget om selvforsvar. Hvilket har været noget af en udfordring." Hun grinede lidt.
"Og det har heller ikke være smertefrit."

Caty sad og tænkte sig lidt om.
"De gjorde det nok i en god mening i at overbeskytte dig, men på den anden side, vil det også være sværere for dig at klare dig. Hvis du ikke har noget imod det, må du gerne fortælle mere omkring hvorfor det ikke var smertefrit." svarede hun, og havde det også okay med, hvis Kira ikke havde lyst til at fortælle om hendes fortid. Af og til kunne den virkelig gøre ondt, og man vil egentlig helst gemme den væk og glemme den tid, hvis den havde været hård mod en.

Hun havde selvfølgelig også haft en hårdt liv og barndom, men hun kunne ikke sige, hvor meget slemmere hendes fortid var, i forhold til Kiras.

Kira gik hen og satte sig på sengekanten.
"Tja. Der har været et par gange hvor jeg har været heldig at have livet i behold. Den ene af dem, var jeg taget til den sydvestlige kant af skoven. Der fandt jeg en gruppe jægere, som havde fanget et par ulve. Jeg slap dem fri og blev skudt i venstre side af en pil med modhager. Da jeg ikke stoppede, skød de mig i højre hofte. Jeg nåede at skifte form og flyve væk. Jeg nåede næsten helt hjem, faktisk landede jeg omkring tre meter fra hytten her. En ung mand var heldigvis i nærheden, og han fjernede pilene, samt plejede mine sår til jeg selv kunne klare mig." Hun smilede ved mindet om Sargonis. Gad vide hvordan han havde det? Hun forsatte fortællingen.
"En anden gang var jeg i Doomsville for at sælge urter. Men jeg havnede i klørrene på en ung mand, som viste sig at være halv demon og halv shapeshifter. Han ville have mit blod og mine øjne. Og det var også nær blevet min død, da en kvinde kom og redet mit liv. Jeg slap med en brækket arm, forskellige knivsår og et stort blodtab." Hun løftede den ene fod, hvor der var et ar på fodryggen efter den dolk Razor havde hamret igennem den.

Da Kira begyndte at fortælle, satte Caty sig hen ved siden af hende på sengekanten og så ned i gulvet, mens hun lyttede.
"De jægere burde jages væk, så de aldrig kommer til at skade nogen dyr igen." tænkte hun og lyttede videre. Det gjorde ondt at høre, hvor tæt på Kira havde været at blive dræbt. Kira virkede som en meget modig kvinde, der har villet redde dyr uanset hvad.

Hun gjorde store øjne, da hun hørte om den halve demon og halve shapeshifter, der vil slå hende ihjel. Hun var blevet reddet hver gang, og hun havde været heldig at møde sådan nogle gode mennesker, som vil tage sig af hende og redde hende.
Da Kira viste hende hendes fod med arret, blev hun chokeret og vidste slet ikke, at folk kunne gøre noget mod sådan en sød og venlig kvinde.
"Det gør jeg mig ondt at høre med hensyn til din fortid og dine skader. Jægerne burde jages væk fra skovene for ikke at gøre skade på nogen. Og visse væsener burde slet ikke være her." svarede hun sørgmodigt og fik en stikken i hjertet.

"Du er en god person, Kira. Lad dig ikke ændre af andre, bare fordi de ikke vil dig det godt. Jeg er meget glad for at du fortæller mig om dig selv og din fortid." sagde hun og sukkede dybt.

Hun smilede og så direkte på Caty.
"Ja, livet er ikke altid lige venligt. Men man bliver som regl stærkkere, når man kommer ud på den anden side. Og ja, de jægere burde jages ud. Jeg har tænkt på at snakke med nogle af flokkene, om at lave et sammenhold imod jægerne."

Nej, livet var skam slet ikke altid venlig mod en. Somme tider var livet bare uretfærdigt, og det var ikke noget, man kunne gøre noget ved.
Hun lyste op, da hun fortalte om at lave et sammenhold. 2Hvis I ikke har noget imod det, så står jeg gerne til rådighed mod de jægere." sagde hun fast besluttet.
Nu begyndte hendes mave at knurre, nærmest tordne og buldre. Hun tog sig flovt til maven og lo. "Jeg har slet ikke fået spist morgenmad, så derfor brokker min mave sig." fortalte hun og smilede mod gulvet. Hun overvejede at jage, men de der bær og nødder så også meget tillokkende ud, som hun havde set tidligere.
"Jeg ved ikke med dig, Kira, men jeg går ud og jager og måske finder nogle bær og nødder. Vil du have noget med?" spurgte hun og så afventende på Kira med et smil.

Kira kunne ikke tilbageholde en latter, da hun hørte hvordan Catys mave knurrede. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor hun åbnede skabe og skuffer. Frem fra dem tog hun tørret kød, frugt, bær, spiselige urter, nødder og brød, samt tallerkener, bestik og krus. Fra en pumpe i hjørnet fyldte hun en kande med frisk vand. Alt dette satte hun på bordet i midten af rummet og så på Caty med et stort smil.
"Kom og sæt dig. Spis til du revner." Hun satte sig selv og fyldte det ene krus med vand.
"Åh ja, hvad vil du helst have at drikke - vand eller vin?"