nyt bekendtskab(Tania)

T: 10.30
O: der mange mennesker som handler og nogen børn som prøver at stjæle mad. der meget larm af alle mulige handelsmænd og købere.
V: det solrigt, med fugtig vejr, og nogle briser og duften af morgen.

Lucian gik for sig selv med sit sværd skjult hved sin side, han var dog alene denne morgen for hans følgesvende var ikke vågne.
hans tøj var tæmmelig uselt og han lignede en slave.
han havde bøjet hovedt og gik tæmmelig langsomt, for at høre folks snakken, for at finde ud af ting og sager, som kunne være interresante.
han lod ikke særlig meget mærke til dem der gik foran ham eftersom han ikke rigtig havde løfter hovedt.

Tania stod roligt op af en væg og kiggede rundt på alle menneskene der vadede rundt på hele markedet. Hun smilede glad ved at vide, at hendes tilstede værelse gjorde at folk havde det meget bedre. Den aura som hun var blevet født med gik ind og gjorde alle glade og folk smilte når de gik forbi.
Hun havde et par fine hvide lukkede sko, et par hvide tætte bukser og en hvis top, med en lysebrun kappe ud over. Hendes sorte hår faldt ned af ryggen på kappen og fløj lidt rundt i vinden. Hendes vinger var dækket af kappen, da hun ik ville have andre til at se hvilken race hun var. Hun var tit kommet i problemer fordi hun er en engel.
Hun kiggede rundt på boderne og de glade mennesker som gik og handlede lidt ind. Hun så en mand købe et smykke til en pige, en kæreste, eller hustru måske. Hvem ved. Hun smilede glad over at se folks glade ansigter vinkede til alle dem som smilede tilbage til hende.

Lucian vendte hovedt mod hende da han fik færten af noget anderledes.
han kiggetog så noget, han havdedog ingen anelse om hvad hun var, eftersom hun var noget nyt.

han gik lidt tætter på hende, for at se om det kunne være det som han ledte efter, vilket han ikke trode efter auraen at dømme, dog kunne man aldrig være for sikker.
han havde sit sværd parat hvis nu hun var farlig.

Tania stod lænet op af muren mens folk gik forbi. Hun snakkede med et par stykker hist og her og der var endda kommet en hen for at tigge om lidt penge. Tania kunne ik klare at se andre lide, så selvfølgelig gav hun den lille dreng nogle penge. Hun holdte lidt øje med ham for at være sikker på at han brugte dem godt og så ham købe et brød for pengene. Hun smilede glad, da hun så en mand nærme sig hende. Var så enderledes ud. Hans tøj var pjaltet og gik med let bøjet hovede. Hun lod hovedet falde lidt på skrå og så ham nærme sig.

han kiggede igen på hende men gemte sit ansigt bag håret.
han blev mere interreseret i hende men han vidste han skulle passe på.

da han var nået helt hen til hende kigget han op og ned at hende for at se om der var noget mistænksomt om hende, selvom han ikke kunne finde noget.
"goddag" sagde han og prøvet at lyde venlig, selvom han ikke just ville havde venner, de eneste han ville hvade var et bestemt hoved som han ledte efter.

Tania så at han kom tættere på. Det virkede næsten som om han havde en mistanke om hende og lige var nød til at tjekke det. I det samme kom et par børn løbende, to drenge og en pige. Drengene jagtede pigen og det var tydeligt at det havde noget med penge at gøre. Drengene var tydeligvis mere velhavende end pigen og de ville måske drille hende med fattigdommen.
Den dreng der så ud til at være ældst nåede op på siden af pigen og spændte ben for hende, ik ret langt fra hvor Tania stod. Tania rystede på hovedet af foragelse over hvordan nogle mennesker var og hun var ovre og hjælpe pigen op før den anden dreng nåede op ved siden af.
"Det her slutter nu!" Tania var bestemt og det kunne drengene åbenbart ik klare, for de rakte tunge af hende og begyndte at løbe den anden vej. Hun satte sig på hug for at se om der var sket pigen noget. Der var ik sket det store og hun lod pigen løbe hjem. Hun rettede sig op idet manden fra før nåede over til hende. Hun smilede imødekommende og glad til ham.
"Goddag," hendes øjne lyste af varme og der var en venlig klang i hendes stemme. "Kan jeg hjælpe med noget?"

han kigget foragede, nærmest skuffet på hende idet hun hjalp pigen.
dog bliv han vel nok nød til at svare hende eftersom han havde startet med at tale til hende.
"det tror jeg ikke" sagde han koldt og var på vej til at gå videre.
han følte dog at han stadig var nysgerrig efter at vide hvad hun var, nu hvor hun ikke lugtede menneskelig.
han kigget hen på drengene der var løbet væk, dog var han ligeglad med både pigen og drengene, generalt efter sin families død var han ligeglad med mennesker.

Tania rynkede brynene da hun så foragelse og senere skuffelse overtage hans ansigts træk. Hun rystede let på hovedet og kiggede fortsat på ham. Han var jo kommet til hende, det var ham der begyndte at tale. Nu var det Tanias tur til at blive foraget. Først kommer han frivilligt hen for at snakke og nu havde han en kold stemmeføring og var på vej til at gå igen. Normalt generede det hende ik at folk talte koldt til hende.
For fanden hun havde jo stået ansigt til ansigt med en vampyr som kun tænkte på hendes blod og en dæmon der ik ville andet end at se lyset gå ud af hendes øjne. Tania forstod ik hvorfor det genrede hende på den måde det gjorde. Hun trådte ind foran ham og kiggede direkte på hans ansigt. Hun havde aldrig været god til at være bestemt eller hård så hun valgte at tage den søde side istedet for.
Hun smilede til ham og sagde så venligt, "Var der så noget andet du ville?" Hun kiggede intersseret på ham og fortsatte, "du kom jo hen for at ville snakke, gjorde du ik?" Hun smilede stadigt og lod hovedet falde til den ene side.

han fnyste lidt over at hun stilte sig i vejen.
og kigget bare kold og kynisk på hende, med sine dyriske øjne somgodt kunne mindes om en ulv.
"det var ikke noget vigtigt" sagde han og prøvet at komme forbi hende.

han gik lige forbi hende og fortsatte stille og roligt, han så lidt træt ud, selvom han ikke var det.
han hadet når han var skuffet det irriteret ham men nu behøvet han ikke at spørge hvad hun var, vilket han var glad for, selvom han var tæmmelig nysgerrig efter at vide det.

Tania så ham gå forbi hende og hun drejede sig rundtefter ham, så hun fortsat kunne se efter ham. Hun så ham fortsætte op af gaden, men lod ham aldrig rigtig komme ud af syne. Der var et eller andet ved ham som Tania ik kunne bestemme hvad var, og hun valgte at følge efter ham.
Hun trak kappen tættere om sig, så hendes vinger ik ville dukke frem ved et uheld og gik så ellers med raske skridt efter ham. Hun blev udenfor auraens række vidde, så han ik ville føle hendes tilstedeværelse. Hun håbede lidt på at hun ik blev opdaget, men hun ville gerne finde ud af, hvem han var og hvorfor han opførte sig, som han gjorde tidligere.

han med langsome skridt videre og lod som om at han ikke vidste hun var der.
han drejede til venstre hved en gyde og han stoppet op nogen meter efter han havde drejet og ventede på hende for at være sikker på at det var ham hun fulgte efter.

Tania gik stille og roligt efter ham og holdte den samme afstand hele tiden. På et tidspunkt drejede han om et hjørne og var ude af syne. Hun tabte kæben lidt og satte så i løb. Hun ville ik miste ham af syne og drejede så ned af den samme gyde som manden fra før. Hun kiggede rundt og kunne ik rigtigt se ham, men det var også lidt mørkt derinde. Hun sukkede let og gik så ind i gyden mens hun holdte udkig efter ham.

han kigget på hende da hun løb, da hun så havde drejet af og nu kigget efter ham kigget han bare bagfra på hende.
han gik og stod lige bag hende kun to meter.
"hvad vil du mig" sagde han koldt og bare kigget koldt på hende, han kunne mærke at følelsen efter at vide hvem hun var og hun ville med ham blev større, han kontrolerede sig godt nom selv om det var svært for ham.
han begyndte at få følelsen til at hylle og holdt det inde så godt han nu kunne.

Tania stod og kiggede sig om og mærkede så nogen komme op bag hende. Hun hørte hans stemme og hvor kold den lød. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hun vendte sig om og hendes hår blev svagt grebet af vinden. Han stod lige bag hende og kiggede på hende. Hun kunne mærke at han var lidt anspændt og selvom hendes aura var stærk og skulle have beroliget ham med det samme. Hun kiggede op og ned af ham, for til sidst at fokusere på hans ansigt.
"Du ville have kontakt til mig og jeg lader ik bare folk gå uden at sige hvad det var de ville," lød det opmuntrende fra hende og hun sendte ham et smil og lod hovedet glide over i højre side. "Hvorfor ik bare sige hvad det var du ville før?" Spurgte hun venligt og rettede hovedet op og kiggede ham direkte i øjnene smilende.

han kigget bare koldt på hende da hun vendte hovedt selvom han godt kunne mærke auraen ville han ikke havde nogens tillid.
han havde spændt alle sine sanser for at være sikker på ingen fulgte efter dem.
"det jeg vil, er du ikke en del af" sagde han koldt og ville havde mest lyst til at gå hvis hun ikke havde spurgt ham om noget andet.
"jeg vil ikke dig noget" sagde han og gik længer ind i gyden.

Tania stod som forstenet. Den kulde og den måde han lukkede sig selv væk, var forvirrende for hende og hun sænkede hovedet svagt. Det blik han havde sendt hende, den kulde hun havde set i hans ansigt. Der var et eller andet. Hun løftede da hun mærkede ham gå forbi hende og hun vendte sig om og så efter ham. Hun lagde hovedet på skrå og så på hans ryg mens han gik.
Hun ville gerne sige noget og hun åbnede munde og sagde, "hey" men stoppede op da hun ik vidste hvordan hun skulle sige det. Hun havde aldrig stødt på nogen så kolde før og hun rystede svagt på hovedet.
Hun ville prøvede noget andet i stedet.
Hun rettede svagt på sin trøje og kappe, og kiggede så ellers over på ham med venlige øjne. "Jeg er Tania," sagde hun med et smil, "Må jeg få dit navn?" Hun kiggede på ham og håbede lidt på at han ik ville være så afvisende igen.

han gik nogle få skridt da han hørte at hun snakked til ham igen.
han smilte lidt men hans hår dækket det.
han drjede hovedt mod hende og kigget med kolde øjne, og man kunne se hans had i hans øjne.
"Lucian" sagde han stille og vidste ikke hlet hvorfor han havde sagt sit navn til en vildt fremmet.

Hun så ham gå væk og hun sænkede bedrøvet hovedet og drejede selv en halv omgang rundt. På vej til at gå tilbage til markedet. Hun hørte at hans skridt stoppede og hun løftede hovedet over mod ham, da hun hørte hans stemme.
Hun blev fyldt med glæde over at han faktisk havde villet sige sit navn til hende, så hun lagde slet ik mærke til det hadefulde blik han sendte til hende.
Hun bukkede for ham, uden rigtig at vide hvorfor hun gjorde det og smilede stort til ham.
"Rart at møde dig Lucian." Sagde hun glad. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede den vej han var ved at gå. Hun havde ik boet i byen i særlig lang tid, men hun havde da hørt om at det område skulle være den dystre del af byen.
"Må jeg spørge om hvor du er på vej hen? Jeg har hørt at den del af byen der," sagde hun ærligt og der en bekymret undertone i hendes stemme, mens hun pegede forbi ham og mod den anden af gyden, "skulle forstille at være den dystre del."

han vendte sig helt og stod nu med ansigtet mod hende.
der var et lille smil på hans læber men det bliv dækket af hans hår.
han gik lige så stille mod hende med hovedt sinket og håret over ansigtet.
"ingen steder" sagde han stille og vidste ikke om han skullegå vider eller bare snakke lidt med hende.

Tania så ham vende sig rundt og stod med fronten mod hende og med håret der dækkede øjnene og resten af hans ansigt. Hun smilede glad da han var stoppet og havde vendt rundt. Han havde dog stadig sit ansigt gemt væk af hans hår og han så en lille smule skræmmende ud.
Da han begyndte at gå hen mod hende stivnede hendes smil en smule. Den måde hans hår hang på fik det til at se ud som om han havde nogle mørke intentioner. Hun beholdte dog smilet på læberne da hun ik ville få ham til at føle sig dårlig, hvis han nu ik var så slem som han så ud til.
"Det er ik for at snage eller noget, men du virkede bare som en der var meget opsat på noget lige før," hun sænkede hovedet og tøvede lidt, kiggede derefter på ham og fortsatte, "ledte du efter nogen bestemt?" Hun tænkte på at han var kommet hen til hende og så bare smutte bagefter uden at forklare noget.
Hun løftede hænderne for at vise at hun ik ville gøre noget ondt ved ham.

han smilte og rakte hånden frem for at være venlig han vidste godt at hun havde fået hans navn men alligevel for ikke være uforskammet.
"lad mig præsenter mig ordentlig. jeg er lucian loch houston" sagde han og tog den anden hånd og fjernet håret så man kunne se hans ansigt ordentlig. han vidste ikke rigtig om han skulle stolle på hende selvom auraen sagde noget andet.
"jeg leder faktisk efter høvn" sagde han stille.
"men det ikke noget du skal tage dig af" sagde han og vidste ikke hvorfor han bekymrede sig om dette væsen.

Tania så ham række hånden frem. Hun tænkte ik over om det kunne være et trick på nogen måde, da han havde ændret sin opførsel. Hendes smile blev mere selvsikkert og hun tog hans hånd. Hun nejede for ham og kiggede så op på ham igen.
"Jeg er Tania Velenski. Det er ik lige så langt som dit, men det er personligt" sagde hun venligt. Hendes øjne fulgte hans bevægelser da han tog den anden hånd op til håret. Hun slap hans hånd og kiggede op mod himlen. Tiden var gået hurtigt og hun var sikker på at solen havde skiftet position siden hun sidst kiggede, men hun kunne ik være sikker det, da hun stod i en gyde.
Hun lagde hovedet let på skrå og kiggede indgående på ham, da hun havde nemmere ved at se hans ansigt, efter at han havde fjernet håret fra ansigtet. "leder du efter hævn?" Spurgte hun forvirret før han nåede at sige det andet. Hun lukkede også munden da han sagde at hun ik skulle tage sig af det. Hun smilede overbevisende til ham og sagde, "hvis du ik vil have jeg snager, så skal jeg nok lade være med at gøre det, men hvis du har brug for hjælp eller har lyst til at snakke om det så er jeg her." sagde hun venligt. Hun var kun ude på at være venlig, som hun altid var.

et lille grin kom frem da hun spurgte noget så dumt som dette.
"nej jeg agter at få hævn" sagde han og et lille smil var på hans læber.
han vidste ikke om det var hendes aura eller bare hende der fik ham til at stole på hende. "hvorfor fulgte du efter mig" spurgte han og han kigget lidt mere alvorligt en før, hans nysgerriged for at vide det var stor og nu syntes han at havde holdt det inde i lang tid nok.

Tania kiggede på ham og lagde hovedet lidt på skrå. Han havde faktisk en pæn latter, i forhold til hans udseende. Hun havde regnet med at latteren ville være mere rå, hvis han i det hele taget ville le. Ved første indtryk gav han ud til at være typen der ik ville le, så da han vidste hende anderledes, blev hun overrasket, men på en god måde.
Hun tog hånden op til hovedet og lagde det mod panden. "Upss," lød det fra hende. Hun indså selv hvor dumt hendes spørgsmål lød. Hun knyttede svagt hånden med sit hår imellem og sænkede så hovedet. "Oka, dumt spørgsmål," erklærede hun mens hun mærkede at hun blev lidt varm i kinderne.
Hun kiggede op på ham med et ryk, da han spurgte hende, og hun så alvorligheden i hans øjne. Hun vidste ik helt hvordan hun skulle forklare det, da det selv virkede underligt nu hvor hun tænkte over det. Hun lukkede øjnene og vendte svagt hovedet mens hun stod og tænkte.
"Du starter med at ville snakke med mig, men trak dig så tilbage med at sige jeg ik hvad du ledte efter," sagde hun mens hun fortsatte med at tænke. "Du virkede som om du havde brug for hjælp eller noget, jeg ved ik hvordan jeg skal forklare det. Nogen gange reagere jeg bare impulsivt, og lige før, der sagde det mig at jeg skulle finde ud af hvad det var der foregik." Det sidste kom ud af hende som et vandfald, og hun vidste godt selv hvor dårligt det lød. Som et barn der ik vidste hvordan man løj, men heller ik ville fortælle sandheden, og dog var det sandheden. Hun kiggede på ham for at se hans reaktion.

han stoppet med at smile da hun havde lagt sit hoved på skrå det undrede ham lidt men han tog det ikke så tungt. han vidste ikke om hvad hun sytes om ham og af en eller anden grund følte han sig tiltrukket af hende og denne følelse skræmte ham i stor stil. han smilte svagt "der ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar" sagde han og smilte lidt. han gabte lidt og lyttet rundt for om se om der var nogle svar selvom der ikke var en sjæl. han tog sig til panden og begyndte at grine højlydt han havde slet ikke forstillet sig hvor dumt det måtte havde set ud da han uden tøven var gået hen til hende og så bare gået vider. "beklager, har ikke brug for hjælp eller noget" sagde han.