Blood will tell, but often it tells too much ~ Camille

Tid: Aftens tid.
Dato: Midten af juni.
Årstid: Sommer.
Vejr: Mørket er begyndt at lure.
Omgivelser: Et noget tomt hjem - sådan føles det i hvert fald.
Sted: Hans lejlighed i Angerforge District, Doomsville.
~ Privat ~

Selv katten kunne mærke det. Den tomme stemning i huset, hver en lyd efterlod en hale bag sig. En hale af ekkoer, som svingede fra side til side, fra væg til væg og blev bragt til hvert et hjørne af rummet. Det foromtalte rum værende stuen. Katten slikkede sig på poten og gned over den ene øje, som prøvede den at holde sig vågen. Kattens ejer, som i dette øjeblik befandt sig i stolen, fandt en trang til at gøre det samme og lod ikke trangen hænge. Hvordan hun kunne klare at skulle vente oppe - vente på, at han kom hjem fra en opgave, som i nogle tilfælde kom tættere på livet af ham end han brød sig om - fattede han ikke.
Aleck sank en smule mere ned i stolen han havde placeret sig i. Killingen på sofabordet foran ham gabte og udtrykte nøjagtig, hvad han følte. Men han havde valget mellem at gå i seng og måske ikke være klar over, hvornår Camille kom hjem, eller om hun var i god stand, eller blive oppe og tage imod hende, når hun kom hjem. Han havde valgt den sidste.

Han var ikke længere klar over, hvor længe han havde siddet i den stol, men hans gæt lå på "lang tid". Hvis det var sådan Camille tilbragte alle de aftener (eller nætter for den sags skyld, "Gud forbyde det"), så forstod han ikke, at hvordan hun kunne holde til det. Hun måtte da være ved at falde sammen af træthed...
Måske... Bare måske, burde du taget det faktum, at du ikke har sovet i to dage, med i dine overvejelser om nærdødsoplevelser med ventetiden.
Ja, det burde han måske, men når det nu ikke var det han helst ville huske, så var hans andet bud noget bedre. Ja, stemmen havde ret, det var hans træthed, der talte - han anede ikke, hvad han snakkede om. Eller, hvad han tænkte.

Efter en hurtigt overstået diskussion med sig selv, rejste Aleck sig op og tog nogle prøvende skridt, jo hans ben var stive (og tunge). Ikke destomindre gik han videre ud i gangen - et bump indikerede, at Pan var fuldt efter ham - drejede til venstre og gik imod køkkenet. Ude i køkkenet fandt han te, varmesten og kande frem, vandet var der allerede. Det havde ikke taget ham lang tid at blive enig med sig selv om, at te var tiltrængt.
Vandet blev kogt, teen blev puttet i og bragt ind i stuen igen - stadig tæt forfuldt af en vis lille sort killing. Stolen blev igen besat, det samme blev pletten på sofabordet, denne gang dog af en kande te og ikke en kattekilling. Denne satte sig demonstrativt ned ved siden af kanden, den ville sikkert havde sat sig på kanden, hvis det havde været den muligt.
Aleck lænede sig frem, albuerne hvilende på knæende, og spurgte - hviskende - katten:
"Du vil også gerne have hende hjem, ikke?"

Hvis det ikke havde set meget mistænkeligt ud, havde hun sikkert krøbet langs husmurene i Angerforge Distric.Men hvis et blik skulle tilfalde hende , ville hun virke langt mere suspekt i sin adfærd - og ende med at tiltrække sig helt unødig opmærksomhed, hvilke hun ikke antog ville være smart.
Hun havde et ubændigt ønske om at forblive så usynlig som det lod sig gøre- og det ønske blev større og større, efterhånden som hun nærmede sig sin endelige destination, Alecks hus....hendes hjem.
Det var sent....langt senere end hun havde forstillet sig, og det havde ikke været hende mulig at få sendt en besked hjem til Aleck.For 3737484849 gang, ærgede hun sig gul og blå over at der ikke fandtes mobiler i Underworld.Det var jo forfærdeligt! Tænk dig lige...hvor ofte have hun ikke brug for liiige at give en hurtig men yderst vigtig besked? Meget ofte!! Og alt afgørende var det at kunnegive nesked, hvis og så frem man ikke kom hjem- eller kom meget sent hjem.
Det smukke hus tronede frem og Camille kunne se at der i flere af vinduerne stadig brændte levende lys.En lille skælven gennemsyrede hende, så var Aleck nok stadig oppe.
Dette betød at hun nu måtte være meget lydløs og helt enormt heldig, hvis hun skulle undgå at....forklare.
Camille stod nu foran hoveddøren.Hun havde taget sine høje sorte sko af , som hun holdte i hånden- dette for at hælene ikke skulle lave en opsigtsvækkende larm - og havde nu bare ben. Og i sin sorte knæ lange tætsiddende kjole....den der manglede en ryg, som hun kaldte det , lænede hun sig imod døren....og åbnede den så ganske forsigtigt, gled lydløst indenfor - og lukkede den.Hun ånede lettet ud.Det gik jo meget godt!

Den lille pjuskede hårbold foran ham udstødte et lille piv, som sikkert skulle have været et miav, men mere blev det ikke til. Aleck selv smilede ved killingens manglende evne til at miave. Endnu - han regnede med at det ville komme med tidens løb.
Han lænede sig tilbage i stolen og denne udstødte en høj klagen - i form af en knagende lyd - men faldt ikke fra hinanden. Godt, inventaret var stadig fungerende, selvom han havde haft det i noget tid.
Rolig nu... Inventaret falder ikke fra hinanden fordi Camille ikke har været hjemme i noget tid.
Overraskende nok opdagede han, at han selv havde tænkt det. Stemmen havde måske ret, måske var det bedre at smutte i seng lige nu. Eller var det ikke den, der havde sagt det? Var det ham selv, der havde tænkt det? Han kunne næsten allerede se, hvordan det spindelvæv han kaldte en hjerne begyndte at trævle op. En tråd blev trukket i her, løsnet der. Flere tråde løsnede sig, og mindre af hans fornuft var velkommen. En af trådende havde næsten nået bristepunktet...

Med et frustreret vredesudbrud sprang Aleck op fra stolen og væltede den bagud. Panther hoppede op fra bordet og bakkede væk fra ham. Katten havde for nogle sekunder siden siddet stille på sofabordet, men stod nu omkring en fod fra der, hvor den havde siddet før. Forskrækkelsen den havde fået havde også fået hårene på halen til at rejse sig til vejrs og få halen til at virke endnu mere pjusket end før. Aleck sukkede og rystede på hovedet; prøvede at ryste trådene sammen igen, få dem til at hænge sammen. Da der ikke var noget der virkede anderledes regnede han med at det ikke havde hjulpet. Pan sendte ham også et bebrejdende blik. Hvad skulle det til for?! Sagde det. Han ville hellere end gerne vide, hvordan et hvis det er okay med dig, så prøver jeg bare at holde sammen på min fornuft-blik, for så ville katten med sikkerhed blive tildelt det.

Aleck gjorde mine til at ville kaste sig tilbage i stolen igen - dog bare for at ende halvt på gulvet, halvt på stolen, da den ikke havde rejst sig op under hans "diskussion" med Pan - men et bump forhindrede ham i at gøre det. Forvirret kiggede han efter katten, som tilsyneladende havde glemt alt om forskrækkelsen, da den dappede ud af rummet.
"Panther, hvor skal du hen?" Sagde han højt efter katten; og fik ikke noget svar, ganske belejligt. Nysgerrigheden blev for meget for ham og han gik med lange skridt efter katten, ud i gange, videre ned af gange - vejen til højre - og endte ude i entreen, hvor han fandt ingen ringere end Camille.
"Camille..." Sagde han først, forvirret over at se hende, endelig hjemme, fortsatte så, "Hvor har du været? Skulle du ikke bare på bytur er du okay? Jeg-" Han stoppede sig selv, han havde lige været ved at sige; Jeg var ved at gå ud af mit gode skind af bekymring. Ikke at det ikke var sandt, han ville bare ikke helt erkende det, endnu.

Man skal ikke tro, man skal vide! Og her troede hun lige at hendes lykke var gjort, da Alecks stemme rungede gennem gangende og kom hende i møde ved hoveddøren.
Det var også Panthers skyld.Hvis killingen ikke havde været noget så ualmindelig kær og ligefrem nuttet, havde hun været meget utilfreds med den.Pan opførte sig altid, som den var en del af Aleck, den...holdte med ham, normalt.Som nu! Ja....lige nu hvor puttegøjen var i færd med at lede Aleck ud til hende, som for at sige ' se....her har du hende! Skæld så bare ud'
Camille vidste han var på vej, og hurtigt rakte hun ned og satte de høje sorte sko, tilbage på hendes fødder, så det ikke skulle være så synligt at hun havde forsøgt at snige sig ubemærket ind i huset.
Hun kunne mærke hendes puls banke hårdt, ved tanken om han om lidt ville stå overfor hende og det gav hendes kinder et måske nok klædeligt- men helt malplaceret rosa skær.
Hun blev helt ulykkelig, hvad var der dog galt?
Det var som....det føltes som et fyrværkeri inden i hende...af følelser...overfor ham.Det var forkert...specielt efter forrige nat, hos Tristan.Det var virkelig meget forkert og NU måtte hun altså holde op, med det samme.
Han vil finde ud af det.Nu slipper katten ud af sækken, taltebhendes frygt til hende...og den havde mere på hjertet....han vil grine af dig, finde dig...finde ...det....utiltrækkende, og bagefter - når latteren stopper, så vil han tvære Tristans ansigt ud i den pøl af rædsel der vil ligge tilbage.
Hun kunne høre han var nær nu, og som havde noget slået et trylleslag, fik hun et smil sat på plads og nåede lige at indtage en god og naturlig position, som havde hun netop lukket døren bag sig.
" Aleck...hej..øh.ja , undskyld ...det trak lidt ud, jeg er ked af jeg ikke lige kunne give besked.
Hendes øjne mødte hans og rent spontant trådte hun lidt nærmere ham...som var der usynlige tråde der trak hende hen imod ham, tråde der skulle vise sig endog yderst vanskelige at stå imod.

Den lille killing så rigtigt nok stolt ud af sig selv, som den sad der; halen der svingede dovent frem og tilbage og med et seee, jeg fandt hende, er du ikke stolt-blik i Alecks retning. Denne sukkede og vente opmærksomheden fra katten og tilbage til, hvad et hele drejede sig om. Camille. Og hvor end hun havde været.

Endnu en af trådene blev prikket til og dirrede.
Han kneb øjnene sammen, og prøvede at holde sammen på sig selv. Bekymring; en gammel forbandelse af hans. Men den havde også været nødvendig, når tankerne gik til det, der havde startet det. Hans familie. Ikke den blodsbeslægtede familie, men den han så som sin rigtige familie. Og med så mange mennesker (væsner) han skulle holde styr på i sin tid, så var bekymring uundgåeligt. Selv om han hellere end gerne ville finde noget der kunne hjælpe ham udenom det og videre med forstanden i god behold. Men... I sidste ende var det ikke en mulighed, uanset, hvordan han eller hvor meget han prøvede. Den ville for evigt være der, prikkende til spindelvævet; klar til at fjerne en tråd her og der, klar til at ødelægge.
Han måtte holde sammen på sig selv, for alt i verden.

"Byturen trak ud, okay..." Den lette tvivl var nok ikke svær at spore, men han stolede på hende. Ikke nok med at hun boede sammen med en Dæmon; ham, hun kunne heller ikke lyve overfor ham, nogle ting måtte han vel lade hende beholde for sig selv. Men hvis det var alvorligt, så ville han vel få det at vide... Ikke?
Aleck vente sig om og gik ud af entreen.
"Stil skoene og kom med ind i stuen; jeg har lavet te." Sagde han over skulderen til hende. Den manglende øjenkontakt var et forsøg på at tage sig sammen - det var noget sværere end først antaget.
Da hans forsøg ikke lykkedes som han synes det skulle, så smuttede han ned af gangen og ind i stuen, små hurtige dap bag ham fortalte ham, at Pan fuldte efter. Han håbede bare Camille gjorde det samme. Inde i stuen fandt han endnu en kop frem til Camille og tændte op i pejsen.

Det var sandheden hun fortalte, blot uden at gøre rede for årsagerne der lå til grunde.
Andet end sandheden , var iøvrigt umuligt i Alecks selvskab.
Camille fandt denne evne af hans yderst interessant og meget ...powerfull.
Sommetider anså hun den for værende en vidunderlig og skøn evne - hvorimod den selv samme evne, under andre omstændigheder kunne være grusom,nådesløs og decideret ond. Som Aleck selv, måske? forslog hendes indre stemme,men hun ignorerede den lettere irriteret.
Camille bøjede sig forover, tod de sorte sko af- igen- og satte dem pænt ved siden af Alecks , i entreen.
Hun kaldte Pan til sig, og da den mirakuløst adlød hende, sikkert som payback til Aleck der nu ikke havde et blik tilovers for killingen, samlede hun den op i sine arme og fulgte efter Aleck ind i stuen.
Det hjalp lidt...at havde hænderne beskæftiget og være nødsaget til at havde opmærksomhed på katten også- og dermed ikke kun på hendes yderst tiltalende udlejer.
" Det lyder dejligt.Jeg kunne virkelig godt drikke en kop" lød det fra hende, mildt og imødekommende.Det væreste var vel overstået nu? Og det var gået helt uden problemer, uden spørgsmål af nogen art, sikkert fordi han var træt? Eller bare ligeglad ? lød det igen i hendes tanker.
Men uanset årsagen, passede det kun glimrende ind i Camilles behov netop nu.
Hun gik over til sofaen og satte sig med Pan plantet i sit skød.Hendes hånd følte efter på hendes hals hvor to røde rifter stadig var tilstede, selv om hævelsen var faldet til under det halve af hvad den havde været.De var dog stadig ømme, men hun var tilfreds med de nu var væsentlig mindre , så hendes løse hår nu dækkede dem.Mente hun bestemt.
" Jeg troede du måske ville være gået i seng nu?" smalltalkede hun lidt, imens hun fik trukket hendes nok så trætte ben op i sofaen, og begge hænder nu var i færd med at kilde Panther på maven, eftersom killingen havde ormet sig om så den lå på ryggen.


// bær over med alle mine indlæg fra mobil og ipad....min elektronik er underfrankeret, desværre undskyld.

Han smilede, mens flammerne åd sig vej igennem træet han havde fodret den med, hvorfor han ikke havde tænkt på at tænde op, mens han havde siddet her, vidste han ikke.
"Te kan man altid drikke." Sagde han og blinkede et par gange. Trætheden havde endelig virkelig nået op på siden af ham. Han lod en hånd køre henover sit ansigt og tog en dyb indånding. Ja, tog dage uden søvn... Også valgte trætheden at slå til nu?! Af alle tidspunkter...
Han lænede sig bagover og strakte sig og tillod sig et svagt gab. Camille trådte ind i rummet - havde hun mon hørt det han havde sagt? Nå lige meget. Han rejste sig og vendte sig imod Camille. Endnu et smil gled over hans ansigt, ved synet af det foran ham. Camille sad foran ham, i sofaen, og med Panther i skødet.
Hvaaa~? Ville du ikke hellere have at det var dig?
Den flabede tone stemmen havde skiftet til var svær ikke at lægge mærke til, men det ændrede ikke på faktummet, at Aleck ignorerede den. For nej, Panther så meget bedre ud på den plads.

Langsomt gik han op til sofaen og satte sig ned ved siden af Camille.
"Joo..." Han sad lidt og kiggede ud i luften, "Men jeg ville gerne være her, når du kom hjem. Jeg ville gerne sikre mig, at du var okay..."
Hans øjne landede på Pan og en kort grin forlod hans læber. Han rakte ud og strøg også katten og maveskindet. Dennes spinden blev en smule højere og den strakte benene over hovedet og vippede med den ene pote, som prøvede den at fange noget. Aleck greb fat i den pote og vippede selv lidt med den. Pan trak den til sig og bed ud efter hans fingre. Den fik også fat i den og satte tænderne hårdt i. Hans smil blev bredere, da den også tog fat om hans fingre med poterne, for at holde dem på plads.
"Bare rolig, jeg smutter ikke nogen steder." Beroligede han den, smilende.


ooc:
Indtil nu har jeg ikke langt mærke til bemærkelsesværdige fejl, så en enkelt fejl tror jeg godt jeg kan klare

Hun fulgte Alecks bevægelser , hver og en ....elegant som en sort Panther, en rigtig en af slagsen- ikke den lille hårboldt i hendes skød.Hun sukkede....det var virkelig ikke helt fair, og så var han oven i hatten altid så sød...og så omsorgsfuld ved hende.
Hun tænkte på hvordan han havde passet og plejet hende, efter hospitalsopholdet, og der slog det hende med et.For pokker da, det var jo første gang siden da at hun ventured ud.Og så blev hun bare væk...enda i hele to dage.Måske han havde været bekymret for hende? han så i hvert fald træt ud nu.

Hans sætning om at være her og se at hun var okay, ramte hende i hjertet og gav også hendes samvittighed et kraftigt puf.
" undskyld Aleck...jeg var ude og se Tristans hus...og det blev sent, så jeg blev der natten over"
Det forklarede det føtste døgns fravær.At hun også var sluppet af med,krystallen, det kunne hun fortælle om senere.
Hans indledte lille leg med uldklumpen i Camilles skørter, var kær at følge.
Selv om hun smilede med øjnene, kunne hun ikke dy sig for at kommenterer på det " Aleck...du har virkelig en dårlig indflydelse på vores kat. Den er da ikke bange for du går, når den har mig" mumlede hun lidt tvært.Pan var ved at blive en rigtig ' fars kat'.
Det var også Alecks seng den helst ville op og sove i, hvilke Camille fandt lidt irriterende, taget i betragtning at det var hende der forsøgte at indsmigrer sig, med dejlige fiske bidder og dets lige- naturligvis i fuld hemmelighed, når ingen så det- men det virkede bare ikke.Den var stadig mest tiltrukket af Aleck.
Camille skiftede stilling i sofaen.Hendes tanker var igen begyndt at vandre, og hun mærkede de begyndende abstinensligendende reaktioner danne sig i hendes krop og sætte små fine skarpe klør, ind i hendes lyse hud.
Åh..nej..ikke nu! Please gå væk....få det dog væk, formanede hun sig selv.
" ved du hvad...jeg skal lige på ..." hun næsten sprang op af sofaen, Panther trillede ned fra hendes varme skød og gav et lille vredt piv fra sig.Camille hastede ud på badeværelset, låste døren og trådte ind foran et spejl.hun kunne ikke se hvem hun var...ikke genkende hende, den unge kvinde i spejlet.Hun tændte for vandet og lod det rende , så det blev rigtigt koldt.Så pjaskede hun det i sit ansigt i håb om at blive klar i sine tanker.For de kredsede om blod....hendes mund føltes tør og hendes krop...uforløst.

Den lille pjuskede killing besvarede ham ved at sende det lidt større skyts ind i legen; kløerne. De små fyre sprang frem fra de misvisende bløde poter og sank ned i Alecks fingre. De var sendt som en advarsel - "Mig skal du ikke drille, husk hvem du har at gøre med!" Truslen var - selvfølgelig - harmløs. Den lille killing kunne ikke en gang skade en mus, hvis Camille på noget tidspunkt faldt over en og sende den efter det lille skade dyr. Den ville jagte den - ja - men den ville ikke være i stand til at dræbe den...
Bare rolig...
Lød den kælende bløde stemme, det skal den nok blive...
Stemmen lød til at være sikker i sin sag, om Panthers udvikling til en dræber. Og Aleck hadede det. Dog mest fordi, at han var enig med den. Han var enig med stemmen om at Panther nok skulle blive større - og blive en dræbe ved samme lejlighed.
Det ville da ej gå, at I havde en kat, der ikke kunne beskytte sig selv.
Opmuntrede stemmen ham. Og det var vel rigtigt, men...
Men han behøves - i realiteten - ikke være en dræber for at kunne beskytte sig selv.
Og det var rigtigt, hvis bare hans forældre var gået ned af den vej, i stedet...

Men grænsen mellem selvforsvar og drab, kunne være hårfin. Nogle gange var det svært at se den ene fra den anden, men sådan ville det nok blive ved med at være. Der var intet han kunne gøre der; udover at (måske) gøre Panther i stand til at forsvare sig selv, og ikke dræbe...
Hvordan han selv ville være i stand til det, så han dog ikke. Han kendte kun drab-delen og ikke dens bedre halvdel - som i dette tilfælde forblev indenfor den... Måske værre del af livet. Dræbe kunne han, og han ville sikkert også være i stand til at lære Pan det, men spørgsmålet var om det ville være en god ide? Højest sandsynligt ikke, men... Hvis det var nødvendigt...

Aleck blev revet ud af hans tankestrøm, da Camille adresserede ham.
"Okay..." Han samlede sig selv op og koncentrerede sig om Camille, ikke stemmens forslag. "Okay." Sagde han igen; det havde forklaret det første døgn, men hun havde været væk i to... Hvad så med det sidste? Han nåede ikke at kommentere på det - til Camilles lettelse, var han sikker på - da hun brød ind med noget om Pan. Dårlig indflydelse, ham?
Neeej, da! Den onde Dæmon er da slet ikke en dårlig indflydelse!
Den kælende stemme var der igen, men han smilede bare.
"Nå, så det mener du? Skal den lille fyr her, så være lige så dårlig ikke køkkenet som dig?" Drillede han, smilet på hans læber var blevet bredere. Jo, Camille kunne skam sagtens være i et køkken, men hun så vist hellere at han var der. Hvilket han ikke klagede over.
Han nåede heller ikke at gøre noget, som bare lignede det, da Camille styrtede ud af stuen og fór ind på badeværelset. Pan faldt med en vred lyd til gulvet. Aleck klappede ham mellem ørene og gik med lange skridt efter Camille; der var noget galt.
"Camille." Kaldte han igennem døren, mens han stod lænet op af den. "Camille, hvad sker der?" Hun kunne jo godt bare være på toilet, men det lød ikke sådan. "Camille, er du okay, hvad er der galt?" Han havde mere lyst til at sparke døren ind og kræve svar, men det ville nok bare gøre det værre...

Det kolde vand sænkede kun temperaturen kortvarig.Andet kunne det ikke være behjælpelig med.På ingen måde havde det magten til at dæmpe de signaler, de stille tiende krav , som både hende tanker og hendes krop udsendte og fik til at strømme i alle retninger inden i Camilles lille krop.
Hvad skulle hun dog stille op med dem?
Hvor længe kunne hun holde dem skjult...kontrollerer dem, uden at nogen fik nys om det?
* du gode..hvad er det her dog?*
Camille forstod ikke helt selv hvad der skete med hende, kun at det måtte være relateret til Alecks blod, da det var startet kort tid herefter.
Hun søgte med to fingre på sin halspulsåre - og fandt sin egen puls ...godt!
så var hun da ikke død.Og hun følte sig heller ikke sådan.
Det var mere....du ved...hvis bare hun kunne få nogle få dråber....bare nogle få dråber så ville det være....skønt.
* Hold så op!* forsøgte hun , netop som Alecks stemme brød igennem den låste dør og krævede svar .Svar på hvad der forgik.
Klart...han havde allerede lugtet lunten, havde ænset at noget var galt.
Pis.
" Jeg kommer om lidt" mumlede hun og forsøgte at fokuserer, stille skarpt på sit eget image i spejlet, men det forblev underligt nok utydeligt.
Hendes tårer var begyndt at blande sig med de kanaler , det kolde vand allerede havde anlagt , i stribevis ned af hendes kinder.
Argh..han spurgte al for direkte, det ville være næsten umuligt nu ikke at skulle forklare det, men måske...måske kunne Aleck hjælpe?
Måske vidste han hvad det var?
Hvorfor hun havde det sådan og hvad man skulle gøre ved det?
Burde hun betro sig til bare ham, kun ham? Well....nu så det ud til hun ikke noget valgt havde, medmindre hun ville gennemleve et regulært smertehelvede ,som hun just might ikke ville overleve, såå...

Hun var så flov.
Virkelig...hun følte sig...beskidt - og det var yderst pinligt at skulle blotte sig og indrømme hvad hendes tanker rungede af.
Hun ville ikke komme ud, ikke se ind i hans øjne..nægtede det pure .Bum!
Istedet lænede hun sig op mod døren og besvarede med en svag stemme hans spørgsmål.
" Dit ..blod...Aleck...D-det gør...noget ved mig" De sidste ord var ikke mere end en hvisken der blev hængende tunge i luften - og hun støttede sin pande mod døren.Camille var også selv træt , da hun det sidste døgn ikke havde fået sovet.Nææ..hun havde først spenderet en masse timer, hvor hun forgæves forsøgte at bekæmpe og stå imod denne enorme altopslugende lyst, til Alecks blod - og til ham for det var jo noget så forkert. Da det ikke var lykkedes havde hun - istedet for at tage hjem og starte et sandt kaos- taget på en klub...og havde forsøgt indsmiger sig hos en vampyr, men det var endt...knap så godt , som i en stk død vampyr og en utilfredsstillet Camille, der istedetfor at have fået sin blodtrang dækket, istedet havde fået skræmmer på sin hals, efter vapyrens spidse tænder.
Hun lukkede sine øjne, stadig lænet op af døren, stadig uden at komme ud....mon han anede hvad hun talte om, eller var han nøjagtig lige så uvidende som hun?

Aleck bankede endnu en gang på døren.
Hvad sker der? Tal til mig Camille...
Alt ved ham udstrålede den bekymring han følte. Brynene var trukket sammen og ramte næsten hinanden på midten, hans læber var presset - koncentreret - sammen og øjnene skinnede. Skinnede af beslutsomhed - han skulle nok finde ud af, hvad der var galt med Camille. Uanset hvad.
Hvad nu hvis... Hvis dit ønske gik i opfyldelse?
Ja... Hvad nu hvis... Og hvad var hans ønske egentlig?
Overraskelse tog kort over i hans ansigtstræk, så gik de tilbage til bekymring - det var ikke ham selv, der havde tænkt det, som han havde troet. Det var stemmen der havde tænkt det.
Og hvad, hvad er det, helt præcist, du anser for at være min drøm?
Trådene dirrede, da stemmen kluklo af fryd.
Camille som vampyr... Du kan da ikke mene, at du har glemt den? Tanken om alle de andre der visner væk, under alderdommen eller sygdommens isende frost? Tanken om at være alene. Alene om hende, ikke at skulle dele...
Stemmen var tillokkende.
For alle andre end Aleck. Han vidste, hvad han skulle stille op med den.
Det er lidt svært at dele noget man ikke har... Ikke sandt?
I hans hoved lød Aleck meget fornøjet, munter. Men det var ikke den sædvandlige muntre tone, hos en som var glad. Det var en galnings muntre tone.

"Om lidt, okay." Endnu engang lød han ikke helt overbevist, men hun var nød til at komme ud derfra på et tidspunkt... Ikke?
Hvad nu, hvis hun har planlagt at blive derinde i flere timer?
Stemmen havde overtaget hans muntre tone, men den lød knap så... Gal, som hans havde gjort. Om det en lettelse eller ikke, kunne han ikke helt blive enig med sig selv om.
Men Camille ville da ikke blive derinde i flere timer... Ville hun? Hun havde jo været væk i to dage - hun havde nok fået mad hos Tristan, men hvad med dette døgn? Havde hun fået noget at spise? For hvis ikke, så kunne hun ikke holde længe derinde, før hun måtte komme ud og få noget mad.
Men... Hvad nu hvis stemmen havde ret, hvad nu hvis Camille var blevet en vampyr?
Aleck rystede hovedet; det burde hun jo ikke, hun var ikke blevet bidt nok, til at hun kunne blive forvandlet. Eller hvad?

Det næsten han hørte, stemte dog sin del imod det. Camille snakkede om blod; hans blod, for at være mere præcis. Behøvede hun hans blod? Hvorfor?
Gav jeg hende virkelig så meget blod på hospitalet, at hun nu...
Sætningen blev hængende i hans sind.
At hun nu er afhængig.
Færdiggjorde den altid hjælpsomme stemme.
Men måske var det bare en bivirkning - en effekt, der stadig påvirkede hende... Det virkede lidt tyndt og det ville ikke gøre det bedre, at hun led af bivirkningerne hans blod efterlod.
"Ved du, hvad det gør ved dig?" Spurgte han, hans stemme var prøvende og afslørede - mere end hvad han så godt af - at han ikke helt brød sig om situationen. Var nervøs ved den. Hvad skulle han gøre? Skulle han give hende hans blod?
Hvis han gjorde det, så ville afhængigheden være længere fra at fortage sig. Og hvad kunne der ikke ske, hvis hun endte med at gå en dosis Dæmonblod hver dag... Det ville ende med at ødelægge hende, både kroppen og sindet ville give efter... Til sidst.

Den flammende ild i hendes krop og de blussende kinder, var tydelige beviser på hun var så menneskelig som det var nogen muligt.Camille lagde sine hænder på hver side af hovedet og stønnede svagt.Hvad havde hun af valg her? De synes at være ganske få, og ingen af dem iøvrigt særligt appelerende.Hun kunne vælge at gå ud, kaste sig i armene på aleck og hviske ham alle hendes begærlge tanker, i hans øre....og dø langsomt af skam.Eller....hun kunne blive derinde, låst væk og ude af stand til at gøre noget dumt.
Camille stod stadig lænet op imod døren.Lige nu var den hendes læværn mod Aleck, og det eneste der stod mellem dem.
Hun lyttede efter om noget han fortog sig på den anden side af døren, kunne afsløre om han fandt hende morsom, ignorant eller barnagtig måske ligefrem ? Men den eneste lyd hun kunne opfange var stilhed.
Da Aleck eneådelig talte, var der ingen morskab at spore i hans stemme.Det var vel på sin vis gode tegn.Tegn på han tog hende alvorlig, og ikke bare slog det hen med en frisk bemærkning.
Alecks stemme fandt vej til hende...selvom den måske ikke lød sådan, havde den en nærmest kærtegnende effekt på Camille.Den smøg sig omkring hende...drillende...lokkende.
Hun bankede panden mod døren en enkelt gang, imens hun overvejede en løgn.Men hun vidste at hans lille dekadente evne, ville komme efter hende og få hende på andre tanker, så snart hun forsøgte sig at snige sig uden om sandheden.
Hun gned sin pande,der hvor hun havde slået den ind i døren og hviskede ud til ham.
" Den....får mig til at tænke ting...længes....dit blod" - og dig,...Aleck, dig... Tilføjede hendes bevidsthed, men gud ske lov havde den ikke en stemme der kunne høres, ikke af andre af Camille.

Aleck løftede hånden op for at banke på døren endnu en gang, men noget afholdt ham fra at gøre det. Et bump havde lydt fra stuen, og fanget hans opmærksomhed. Han bekymrede sig ikke med at lede efter kilden; han vidste hvad det var. Og ganske rigtigt - et par minutter lød Pans dappende skridt i korridoren. Den lille killing kom med hoppende skridt helt op til ham og gnubbede hovedet imod hans ben. Hallo! Hvad med mig?! Virkede det lidt som om, at den ville sige. Aleck pressede den bare lidt væk fra ham og vendte sig igen imod døren.
Han bankede endnu engang på døren. Hvorfor sagde hun ikke noget? Var det så skidt det hans blod gjorde ved hende? Han håbede det ikke. Den lille killing - som så en smule fornærmet ud - havde placeret sig selv ved hans side og kradsede på døren. Som i et forsøg på at komme ind under døren lagde den sig ned og pressede forpoterne ind under døren, stadig kradsende. Nogle piv kunne høres fra killingen, men Aleck var ikke sikker på om det skyldes, at den fik kløerne i klemme (eller at det gjorde ondt på nogen anden måde) eller om den bare prøvede at kommunikere med Camille på sig egen måde. Han rakte ned og lød fingrene stryge over Pans side, den bløde pels kildede hans fingre.
Hans fingre trak sig så tilbage fra Panthers pels og lagde sig i stedet imod dørens hårde træoverflade. Som på kommando lød Camilles stemme på den anden side af døren.
Aleck havde altid anset "længsel" som et stærk ord, men det virkede underligt rigtigt at høre det fra Camilles mund. Det passede der, dog på en måde han ikke forstod. Det gjorde dog ikke at denne længsel, hun følte, indviede ham mere. Han forstod ikke helt denne trang til blod, men det så ud til, at der ikke var nogen vej tilbage fra hvad der ville ske nu.
"Camille, kom herud, så skal jeg give dig mit blod."

Han havde fået selvskab, på den anden side af døren.
Alle andre ville have været meget uvelkommende nu, hvis det stod til Camille.
Alle andre end deres fælles lille hårbold af en killing.
Et svagt smil dukkede frem, ud af det blå.Hun så så mange ligheds tegn mellem killingen og Aleck, at hun nærmest måtte gribe sig selv i ikke at overfortolke al for kraftigt på den lille killings handlinger.Efteralt var den blot en kat.
Hun kunne høre den kratte på døren og udstøde et piv.Bare Aleck nu var sød ved den.
Det var han normalt....kærlig, kunne han beskrives som, selv om han garanteret ville benægte det helt og aldeles.Hun havde dog set hans håndtering af katten, og den matchede fint hans kælen og hans tale til den.Aleck var faldet for den lille fyr, og det blødte op for hans mere hårde side .....lukkede solen ind i mørket om man ville - og det klædte ham, uimodståeligt godt faktisk.
Hendes frygt kom til live...lige nu lige her, da Aleck talte til hende igen.
Årh...lyden af hans stemme, hans ord! Hvordan...hvordan forventede nogen at hun skulle kunne stå imod? MEN...
Det var forkert! Trangen til igen at blive høj på hans blod...beruset af ham.
Det hele var forkert....både med og uden en kæreste, var det helt forkert.
Hun tørrede en tåre væk fra sin kind.Hun lignede et mess by now, intet glamour over hende da.
Hun tog en dyb vejrtrakning....der var kun et rigtigt svar at give, kun en rigtig vej at gå, og hun vidste det.Alle de krav hendes krop og sind lystede, måtte ignoreres, måtte bekæmpes.Hun sukkede og fik
døren låst op, åbnede den på klem- og kiggede ud for at finde Aleck.
Åh...hun var så flov, så pinlig....som var hun en meget ung teen taget i at surfe porno på nettet, eller noget andet pinagtigt tjavs.
Hun trådte ud, parat til at afslå.Klar.
Lige indtil det øjeblik hendes øjne faldt på Aleck, så smuldrede det hele...alle parader blev sprængt væk....og hendes øjne brændte sig fast i hans.

Aleck lagde øret imod døren, lyttede, men ingen lyde kom ham i møde. Det var som om at hun ikke engang var derinde. Det eneste bevis på at hun var derinde i øjeblikket var den skygge der blev sendt ud under døren, ud til ham.
Pan havde fjernet sig fra under døren og lagde sig oven på skyggen, fjernede den fra hans øjne. Han sukkede, det virkede som om at den lille killing prøvede at komme tættere på Camille på denne måde. Han havde dog på fornemmelsen, at katten selv også godt kunne se at det ikke ville være en succes. I endnu et forsøg på at kommunikere med Camille begyndte Panther at spinde. Men ej heller den fik nogen besvarelse fra Camille. Et let skingert piv kom så fra killingen, der nåede et lidt desperat punkt.
Aleck rakte ned imod killingen igen og strøg den over pelsen, beroligede den. Killingen gik over til at spinde svagt, men virkede stadig bekymret. Han sukkede svagt og rettede sig op igen. Øret blev lagt tilbage imod døren. Stadig ingen lyde.

"Camille?" Sagde han, han brød sig ikke om den manglende besvarelse. Det manglende tegn på liv, udover skyggen - som dog ikke bevægede sig og forværrede hans bekymring, langsomt.
Endnu en gang bankede han på døren. "Camille..." Prøvede han igen. En latter lød i hans hoved.
Måske har hun tænkt sig at blive derinde.
Han trak vejret dybt og ignorerede den. Det ville hun ikke - det havde han jo lige overbevist sig selv om. Hun skulle nok komme ud.
Aleck lod hans fød nusse over Pans side og killingen vred sig, så han nussede dens mave, og bed så fat i hans tæer og greb fat om hans fod med kløerne. Han vred foden rundt, flyttede på den og rystede den, men den lille hårbold blev siddende, hvor den sad (fast). Han løftede så foden og killingen faldt af. Hvorfor gør du ikke noget virkede det som om den sagde.
Jeg prøver, men... Ja resultatet kommer ikke rigtigt.
Dog måtte han indse, hvor fejlagtig den tanke havde været, da Camille trådte ud af døren.

Som var hun frosset fast af evner af en overnaturlig karakter, stod hun bevægelsesløs i entreen , med sine øjne klistret til Aleck.
Hvad skulle hun nu fortage sig, hvor gik hun fra her?
Hans stemme rungede i hendes hoved, igen igen og igen* Camille..Camille..kom ud, så vil jeg give dig mit blod*
Forstod han ikke hvor forkert det var?
Camille lavede første bevægelse, rettede lidt på sit ansigt og kiggede ned på sine egne fødder.De var trætte- trætte og ømme.Hun havde gået al for lange distancer, var kommet for langt væk hjemmefra i sin søgen, i sit forsøg på at finde en løsning, af en slags.
Var løsningen den Aleck tilbød? Hun var så træt, så udmattet....og til trods så fyldt op med fjollede fantasier om....ham.
Anden bevægelse, fik hende til at komme nærmere dæmonen der tronede høj og rank, foran hende.Hvorfor virkede han altid til at have alle svar, når hun var så usikker?
Hun trådte ngle ekstra trin frem og stod nu helt foran Aleck.
Hun rankede ryggen og hævede igen sit blik, så hun nu kunne møde hans.
Camilles øjne var blanke, blanke fordi hun var genert,flov og blanke fordi forventningen forplantede sig deri og fik dem til at skinne.
Hun lagde hænderne på hans bryst og med rolige bevægelser op og ned , føte hun på ham....hans muskler...hans hjerte..hans varme.
Hendes puls reagerede promte og hun pustede luft ud af den lille næse.
Camille var lagt i følelsernes og drifternes lænker, og søgte ly og befrielse hos ....dæmonen. Hvor ironisk var det? Han der var opflasket på drab og nådesløshed, han der have dræbt fler uskyldige- og skyldige end Camille kunne tælle til....hans dør var den hun bankede på og tiggede om det hun behøvede....det var for hans fødder hun faldt.
Med den følelse i sit hjerte, lagde hun sin kind mod hans bryst og hendes hænder på hans skuldre, som de klemte hårdt..." Giv mig det Aleck...bare lidt" plæderede hun og trykkede sig ind mod ham.Ind mod det hun lige nu behøvede mere end noget andet.

Det var lidt som om at tiden ikke gik, det føltes dog ikke... Rigtigt. Det føltes ikke positivt, det var ikke et rart stop i tiden. Han ville hellere end gerne have at tide kom til at gå igen, følelsen af at være fanget i tiden huede ham ikke. Tiden havde aldrig lænket ham og det ville den ej heller komme til at gøre nu.
Tik... Tak... Tik... Tak... Tik... Tak...
Det hjalp ikke ligefrem, men hvornår havde den også nogensinde gjort det? Hvorfor dog begynde på det nu?
Aleck rystede stemmen af sig og kiggede på Camille. Hun burde ikke stå her - stivnet og som ude af stand til at bevæge sig - hun burde ligge i sin seng (det burde hun have gjort for lang tid siden, men da hun ikke havde været her...) Hun havde været ude i lang tid og hun havde ikke haft andre transport muligheder end at gå, af hvad han vidste i hvert fald.
Hmmm, hvad nu hvis hendes kæreste transporterede hende rundt?
Smilet stemmen havde åbenlyst plantet i ordene fik flere at trådene til at true med at knække. Igen rystede han den af sig, da billeder af Tristan - med Camille på skuldrene - kom løbende, smilende. Dette gjaldt dem begge, og han brød sig ikke om det. Endnu et billede dukkede op i hans sind, dette var dog anderledes og dette kunne han godt lide.
Billedet forestillede ham, der som Tristan havde gjort, der nok løbende med Camille i favnen den første gang de havde mødtes. Mindet fik ham til at smile. Han kunne stadig huske det, som var det blot minutter siden. Mødet i kroen, den døde vampyr og deres flugt sammen. Smilet bredte sig.

Aleck kiggede Camille i øjnene, hendes øjne virkede blanke, men det kunne godt være, at det bare var ham. Hendes hænder på hans bryst sendte stød igennem hans krop, og fik ham til at trække vejret lidt tungere.
Tiden var gået lidt op i fart, men synes stadig at være sat i et langsomt tempo. Men... Lige nu føltes ikke forkert, den følelse var ovre. For nu var hun her - helt. Oppe imod hans krop, tæt ind til ham.
"Anse det som gjort." Sagde han til hende, i en hvisken og begav sig ned af gangen til køkkenet. I køkkenet fandt han en kniv og - efter at have trukket trøjen til side - åbnede en flænge under kravebenet.

Hendes hjerteslag dominerede rummet, så hårdt det lille hjerte slog, måtte det kaste lyd af sig ..lyd der blev slynget mod alle rummets vægge- eller også var det bare inde i hende lyden af pulsen blev kastet rundt.
Hun mærkede en tilfredsstillelse røre på sig, alene ved Alecks udtalte ord.Han bøjede sig for hendes ønske, tildelte hende hvad hun havde behov for....hvorfor? Fordi hun havde underkastet sig ham, måske? Whatever....sålænge han var deltagende i det her, kunne det vel ikke gå helt galt....håbede hun.
Camilles arm lagde sig om livet på Aleck, og hun holdte sig dermed fast til ham, da han begyndte at gå mod køkkenet.Først vækkede han forvirring i hende....og i hendes tanker bad hun desperat * ikke mere the nu Aleck...ikke udskyde det.... ikke udskyde...det* men hun forblev tavs.Hun havde allerede blottet sig så rigeligt, at det halve ville være lange mere end tilstrækkeligt.
Han førte dem begge hen til en skuffe, og da hun så ham trække en kniv frem, slap hun instinktivt, for at træde et trin tilbage.Hvad nu? Var han SÅ gal på hende? hendes øjne så fortvivlet på ham , men kunne ikke finde spor af vrede.Camille selv var for ufokuseret til at se hvilke følelser der end måtte optræde i hans så smukke træk.
Hun så hvorledes Aleck trak blusen til side og hans lyse hud kom til syne.
Nu vidste hun hvor han ville hen...og hendes hjerte slog helt vildt ved tanken....
Camilles tunge gled over hendes læber, imens hun kiggede væk fra kniven der forcerede sin vej i hans hud og gav plads til hans blod ville kunne løbe frit.
Da hun kiggede igen, havde hun let adskildte læber, og øjne der søgte Alecks tilladelse, for sidste gang, inden hun hurtigt stod helt close op af ham.
Hendes hænder greb fat ...tøvende...omkring hans skuldre og lukkede sig fast der...for støtte og for intimitet.Hun lukkede sine øjne..og langsomt og blidt slikkede hun en enkelt bane af blod, fra hans bryst og op til såret, i sig....stønnede svagt..og omsluttede så flængen på Aleck med sine bløde læber og sugede det tykke varme blod...hans ...livskraft ind i sig...og sank...mundfuld efter mundfuld...imens hun stønnede og pressede sin krop ind mod ham...mere og mere...itakt med hun fik mere og mere blod.

Han kunne mærke kniven bide i hans hud, bladet der skar sig vej igennem hans hud og lod den åbne. Et lille stik lod sig bemærke, da smerten nåede frem til hans hjerne og blev aktiveret. Han reagerede dog ikke på det, smerten var ikke stor nok til at gøre netop det. Ud af den friske flænge pressede blodet sig gennem og ud fra gemmerne i Alecks årer. Blodet faldt og banede sig vej ned af hans bryst - i en tynd stribe -, ned i hans trøje og spredte sig i en blodplamage. Eller det som Camille ikke nåede at slikke op gjorde. Hendes læber stoppede den lille røde flod, som flød ned igennem hvidt sand, og fjernede den. Udtørrede den.

Hendes læber imod hans hud virkede... Desperate. Hendes hænder imod hans skuldre måtte være blevet plantet der for støtte; hun var nervøs, det var i hvert fald det Aleck trak ud af hendes handlinger. Den stønnen der så kom fra hende forvirrede ham derimod. Hvorfor? Var det der skete noget... Intimt? Han rystede svagt på hovedet; det burde det ikke, det var jo bare hans måde at prøve og hjælpe hende på. Han tydede for meget i det der skete. Søvnen var sikkert i gang med at slå kraftigt tilbage. Ja, det måtte være det.
Men, det at dele blod er jo noget der viser intimitet mellem vampyrer...
Ja vampyrer!
Bed Aleck tilbage, hverken Camille eller han var vampyrer - og det ville de ej heller komme til at være. Det skulle han nok sørge for.

Hans hænder lagde sig på Camilles skuldre, for at presse hende imod sig eller skubbe hende væk var han dog i tvivl om. Han ønskede ikke andet end at hjælpe hende, men han tvivlede på at det udviklende intime scenarie ville hjælpe hende bare en del.
"Camille." Han fjernede en hånd fra hendes skulder og lagde den på hendes hoved, hans fingre flettede sig ind i hendes hår og holdt fast, ikke for stramt håbede han. "Rolig." Hans stemme havde sænket sig til en hvisken, men den var stadig fast; dette skulle ikke gå over gevind - ingen af dem ville nyde godt af det.
På nuværende tidspunkt ja.
Aleck kunne mærke nogle af trådene rette sig ud, da hans stædighed tog over. Heldigvis.
Camilles krop der pressede imod hans hjalp ikke ligefrem i hans kamp om at holde stemmen fra kontrollen. Men han klarede sig.

Hvad der var den bedste oplevelse ? blodet der flød ind mellem hendes ignorente og uprøvede læber eller følelsen af at stå så tæt- at slikke og sutte på Aleck, at kunne presse sig op af hans stærke og dragende krop, vidste hun ikke.Måske var det i hendes situation slet ikke muligt at adskille de to ting.Aleck og...blodet.
Hendes hænder klyngede sig til hans skuldre og sørgede for der ikke var meget afstand der have overlevet mellem de to skikkelser, Alecks og Camilles.
Blodet ....hun kunne ikke beskrive smagen, hun ejede ikke ordene til det, og måske skulle der ligefrem udvikles nye, da hun ærligt talt ikke kunne sammenligne smagen med noget som helst andet.Hun behøvede ikke blod for at være tiltrukket af Aleck, det vidste hun så udmærket...hell...det vidste alle tæt på hende, desværre.Hun havde ikke kunne skjule det, at hun var forgabt i ham....men hun havde kunne kontrollerer det....sådan nogenlunde....ja, der var da grænser de både havde overtrådt samme- men sandelig også nogen de ikke havde krydset, så lidt havde hun da kunne kontrollerer det.
Men blodet ....trangen til hans blod og til Aleck, den var ny og hun havde ingen ide om hvordan hun skulle styrer den, bestemme og tage kontrol over den.Var det overhovedet menneskeligt muligt at gøre netop det?
Hun mærkede Alecks hånd på sin skulder og lidt efter en i håret.Det gjore ikke ondt at han havde et lidt fast greb i håret hendes - men føltes....dejligt.Hans stemme var som et fjernt kald, hun burde adlyde , dog hun lappede stadig blod i sig...så længe hun sugede, ville flængen ikke lukke sig helt, så hendes læber og tunge arbejdede flittigt.Men der var noget i hans stemme....noget bestemt, der alligevel fik hende på andre tanker.
Havde han fortrudt?
Hun slikkede sine mundvige rene og kiggede næsten ængestlig op på ham.
" Hvad ?"hviskede hun åndeløs.
Hun så ind i hans øjne og det eneste hun kunne tænke på var , at det var en synd og skam at han ikke syntes at nyde...dette...som hun gjore.Og da først den tanke havde ramt hende, fik hun ondt i hjertet.
Han....brød sig ikke om det? .
Han deltog bare for hendes skyld . Det var bare for hende.
Camilles blik blev oversvømmet af forlegenhed og hun kiggede væk fra ham, i håb om at dække over sin dumhed og de følelser det nu kostede hende.
Tankerne kredsede stadig om hans blod og om ham, de lod sig ikke så let distraherer som hun ...men pludselig dukkede en ny lyst op og mængede sig.
Hun havde lyst til at slå ham...hårdt! Skubbe ham, kradse ham.Fordi han....afviste hende.
Så her stod hun ...forvirret...med tre lige store lyster....
1 at drikke hans blod, mere af det
2 at slynge armene omkring Alecks hals og tvinge ham til at kysse hende
3 at slå ham hårdt fordi han bremsede hende og dermed fortslte hende at det var forkert...at ..hun...var forkert.

Hun var meget forvirret.

Hånden på bagsiden af Camilles hoved lagde et blidt pres på og pressede hendes læber mere ind imod hans hud og den åbne flænge. Han havde stadig på fornemmelsen at blodet flød fra flængen, men havde ikke noget udsyn til den, så han var ikke sikker.
En lyst havde dog forplantet sig i ham. Han havde lyst til lade den trøje han bar kassere, smide den, på grund af den stigende varme i køkkenet. Eller var det bare i... Ham? Han kunne mærke varmen pulsere inden i ham. Som havets bølger, kastet imod ham, varmet op til en glødende varme, der spredte sig i hele kroppen, hvor end den ramte. Disse bølger skyllede ind over ham, varmede hans krop og lod ved samme lejlighed over trådene formindskes.
Han kunne høre, hvordan de trævlede.

Aleck sænkede sit hoved - og før han vidste af det - begravede sit ansigt i Camilles hår og indåndede. Hendes duft omsluttede ham begravede sig i hver en fibre af hans krop. Han vidste godt, at det nok ikke burde være sådan, men han var ligeglad.
Han kunne mærke en af trådene knække over.
Begge hans hænder havde nu fundet vej til hendes hår og flettede sig ind der. Hendes hår duftede... Friskt, selvom at hun havde været gående to dage i træk og han havde ingen ide om hun havde været i bad, men hun luftede stadig frisk, indbydende.

Lettere forvirret, da han blev revet ud af stemmens "drømmeverden" kiggede han på Camille. Det havde været rigtigt nok, han havde følt, hvad han havde følt, men stemmen var ikke længere den der ledte dansen.
"Jeg..." Jeg ville bare ikke få dig til at gøre noget du ville fortryde. "Jeg vil kun, hvad der er godt for dig og jeg skal nok give dig, hvad du vil have... Her." Han trak hende ind til sig igen, læberne imod flængen, som stadig lækkede den fyldige røde væske.
"Her. Tag for dig." Disse ord kunne både tages som en beordring eller en opfordring. Det var kommet lidt mere hård ud, end han havde ønsket, men det var mest en opfordring.
Nu var det bare om hun ville tage imod den.

Hvad andet kunne han gøre? Havde han andre valg end det, han havde tilbudt hende?
Noget lurede i de mørke kroge af hans sind. Han kunne dog ikke koncentrere sig nok om det til at opklare, hvad det var. Han rakte ud, men fangede ikke andet end mørket - som han hurtigt skubbede fra sig, han skulle ikke i nærheden af det, ellers kunne han ikke garantere udkommet. Men hvad end der lurede der bagved, i mørket, lod sig ikke skræmme, den dansede fortsat; forsøgte at drage ham nærmere. Ikke at det ville lykkedes, hvis I spurgte ham.
Imens det lette blodmangel og stemmens efterhånden meget overbevisende forsøg lod Aleck hovedet sænke - som var han træt, men det var slet ikke det, der kredsede hans tanker. Noget havde fanget hans opmærksomhed: Camilles læber. Han sænkede hovedet yderligere og lod fingrene gribe fat om Camilles nakke, rettede hendes ansigt op imod hans og kastede et længselsfuldt blik på Camilles ene mundvige, før hans læber ramte den.
Kampen var slut; han havde tabt og kontrollen var væk.

En tryg og beroligende følelse begyndte langsomt at vende tilbage , som resultat af Alecks hånd ,der havde lagt sig lidt fast på hendes baghoved, med et let pres.
Interessant , hvilke tanker og intentioner, der kunne udlades af en enkelt berøring.
Camille så det som en tilsagns erklæring om at det havde været iorden for ham, at han var helt indforstået med hun drak af ham.Normalt ville et pres af den størrelse, havde været ubehageligt, hvis det ikke lige have været hans hud og den åbne sår at hendes sultne læber blev holdt ind imod.Men hun adskildte dem bare en smule, og de bevægede sig , næsten usynligt for det menneskelige øje, men alligevel nok til at holde flængen åben og drage blod derfra.
Camilles hænder havde fået et liv for dem selv, så det ud til.
Hun var selv for involveret i aktivitetet i - og omkring hendes mund, til også at overvåge deres handlinger- og holde dem i kort snor...hvilke de naturligvis udnyttede.
Så nu havde de fundet en vej, var gledet langsomt op af Alecks arme og nu listet op under Tshirtens ærmer, hvor de med prøvende fingerspidserne kradsede blidt på hans bare hud.
Camille der blev nærmest høj af at endelig have adgang til hans blod, trak sig lidt ud fra ham, kun for at lade hendes tunge cirkulerer lidt over flængen, ikke for at det skulle gøre ondt eller på anden måde være ubehageligt.Det var tættere på en kærtegnende gestus, men en aldeles ubevidst en, da det hele kørte på rent instinktive skinner og hun ikke formåede at gennemtænke spor.
Ved lyden af hans stemme, slog hun blikket op og mødte hans....han fik et "Mmm okay" som bekræftigelse på hun havde hørt, at han bare ville gøre hvad hun nu engang synes at have brug for.
Hun kneb øjnene let sammen, kort, og fik et noget undrende udtryk....Havde han måske ikke lydt, næsten kommanderende lige nu? Ikke at det havde den store betydning...han bød hende kun hvad hun slev higede efter.Dog fandt hun ændringen både interessant og en smule...ophidsende.
Med en langsomt slik, fjernede hendes normalt lyserøde- nu en anelse mørkere tunge en tyk dråbe blod,der netop var påbegyndt dens flugt fra flængen og ned af Alecks bryst.Hun fangede den, trak den ind i sin mund med tungen og fjernede også dens efterladte spor op til selve flængen hvor hun blidt kyssede, inden hun sugede bare en smule mere.Hele hendes krop summede...vibrerede... Som når en junkie får det længe ventet fiks.Var det sundt? Naturligvis ikke! Afhænighed af blod...dæmon blod...var intet at tilstræbe, på nogen måde. Var det derimod fantastisk- alligevel? Ligenu ville hun lade sig kronrage for at opnå det- selv om det nok ikke på nogen måde ville øge hendes fremtidige chancer for at få blodet tilbudt, vel.
Hun mærkede en...forstyrrelse?- I sin nakke - men opdagede snart at det var Alecks fingre og de havde et fast hold, der uden at stille spørgsmål ledte hende til at kigge op, hvilke hun adlød , uden at forsøge modstand.
Hun havde ingen ide om hvorvidt hun havde blod i mundvigen eller andre steder for den sags skyld, men kun en ting ville gøre hendes lille rus...komplet.Fysisk kontakt.
Hænderne havde forladt deres base, og spillede nu op, op af Alecks hals med indviterende små nusserier og da han lænede sig mod hende, turde hun næsten ikke tænke....ikke på noget som helst.Overhovedet.Ikke udover ham.
Han kyssede hende...skråt på læberne og hendes hænder gled ind i hans hår, imens hun hviskede " Mmmm Aleeeck" og forsøgte få fat i hans læber , til endnu et kys.
Det var som prikken over i' et, den fysiske kontakt til ham.Den vækkede...næsten rev en ligeså dyb og krævende trang frem i hende.
Hun sukkede blidt og lod fingrene borer sig længere ind i hans hår, og der låste de sig fast.Hun kunne fornemme hans krop...hans styrke...sikkert fordi de stod rimeligt tæt, dog ikke helt foruden luft imellem dem.

Latter fyldte hans hoved. Latteren blev gradvist forstærket, da stemmen åbenbart fandt scenariet morsomt. Aleck selv kunne ikke se det morsomme i det - i hvert fald ikke det, der ville få en til at bryde ud i latter - han fandt nydelse i det derimod, men han havde en ide om, hvad det var stemmen fandt så morsomt. Hans manglende kontrol over sit eget sind var nok det, der havde udløst den voldsomme latter. Latteren lod sig kaste rundt i hans hoved, sprang fra tråd til tråd og sendte hver en rationel tanke hårdt til jorden.
Han ville snart ikke kunne holde sig selv meget længere, hell, han kunne næsten ikke holde sig selv nu.
Det gjorde han nu heller ikke, men han brugte alle tænkelige midler til at overbevise sig selv om andet. Hans prøvelser var dog uden frugt, naturligvis, med dem kom han ingen vegne. Han troede skam fuldt og fast på at han stadig havde en mulighed for at tage kontrollen tilbage, men igen, hans prøvelser ville ingen frugt bære.
Latteren gjorde hans hoved tungt, mens hans læber imod Camilles gjorde det en anelse svimmel. Den indre konflikt, dette skabte, forvirrede ham svagt, men gjorde ham også vred. Han havde været væk fra Camille i så lang tid, også endelig når han fik lov til at komme i nærheden af hende, så blev hans hoved overfyldt med forvirret, sløret af manglende kontrol.

Hell no.

Den sivende tåge, der overbebyrdede hans sind og lagde sig som en tung vægt på hans skuldre. En byrde, lagt på ham af stemmen, han ikke havde i sinde at bære.
Hans hænder flettede sig ud af Camilles hår, nogle enkelte hår sad stadig flettet fast i hans fingre, og lod fingerspidserne løbe langsomt ned af hendes tindinger - kærtegnende - videre ned langs hendes kæber, hvor de mødtes på midten lige under hendes hage. De faldt fra hendes hage og lagde et blidt pres, kradsede, på hendes strubehoved og gled videre ned over hendes kraveben og op over hendes skuldre, hvor de lagde sig til at hvile, holdt hende der, som for at sørge for at hun var der og for at hun blev der.

Aleck var pludselig blevet meget klar over, hvad der skete rundt om ham. Den tunge byrde på hans skuldre, tågen, var lettet og havde efterladt ham klarere i hovedet end han troede muligt. Hver en bevægelse de hver især lavede - specielt Camilles hænder i hans hår -, hendes krop imod hans, kærtegnene, kyssene, alle de syndige bevægelser og akter. Alt det forkerte blev han klar over, men hvad fanden han var en Dæmon hvis ikke han måtte udføre det forkerte, hvem måtte så?
Nogle blide ord kærtegnede hans ører og trak ham tættere på Camille. Hendes læber var så indbydende som resten af hende, så vidunderlige at de ikke kunne tillades at være uberørte - selv om, at han tvivlede på at de nogensinde havde været det - en brændende lyst til at udforske hver en lille del af hendes krop vældede i ham. Den alarmerede og pressede hans sanser til det yderste.
Hans fingre kunne ikke holde sig på hendes skuldre; de rystede let, kløede efter at få lov til at udforske eller berøre hud. Han lod dem villigt gøre det og de kravlede blidt opad. Op af hendes hals nussede de - efterlod nogle gange, efter et par for hårde nus, nogle svage kradsemærke - og videre op under hendes ører, før de lagde sig der, hvilende. De lagde dog et blidt pres på hendes hals, mens han samtidigt pressede hendes ansigt opad, imod hans mund. Hans læber fandt hende i et - indrømmet - hungrende kys. Lige nu var han ligeglad med, hvem der havde kontrollen, så længe han kunne få lov til at tilbringe hans tid sammen med Camille. Når de kunne gøre dette; selv om de begge var klar over, hvor forkert det i sandheden var, men uden at bekymre sig om det.

Det kunne ses på begge måder.Og alt efter hvem man var ,kunne man enten beskrive relationen og det der skete for Camille og Aleck, som en udløsning på en masse indestænkte og fortrængte følelser.Som en naturlig og længe ventet reaktion. En reaktion på en tiltrækning der ikke måtte være, og derfor sirligt var blevet stoppet i en kasse og blevet fornuftigt forseglet - men nu var der lettet på låget og alle de skjulte følelser sivede ud.
Man kunne også fristes til at sige at det bestemt ikke var en udløsning, med derimod et fald. Et fald af sådan en kraft , at det rungede højt i miles omkreds, da Camille snuplede, og ekkoet af hendes fejltagelse gav genlyd, og ville blive at varigt men i hendes sjæl.

Uanset… tildelte hun blodet æren for den manglende kontrol.Hun havde på ingen måde forstået eller været klar over konsekvensen, da hun drak fra Alecks håndled på hospitalet.Og faktisk troede hun slet ikke at Aleck – endnu- havde helt fanget blodets dybe rørstrømske effekt, på hende.
Da hans hænder kom til live, boblede hendes indre af en sær tilfredsstillelse, en glæde over hendes..lyst…ikke blev fejet af banen.Camille trak sig lidt ud fra ham, da hans hænder forlod hendes hår…det nev lidt…men betød kun at hun følte sig mere …levende.Hun lænede sig frem og kyssede ham med passion på hans varme læber,bare et enkelt kys…og lod så så mærke hans hænder på hendes ansigt ,hage og hals..en ubeskrivelig lille lyd, kom fra hendes mund, da han pressede på hendes strubehoved, og delvist fratog hende at trække vejret frit- om end det var kortvarigt.Hun kiggede op på ham ,med store undrende øjne.hans kærtegn var …hårde men hun tvivlede ikke på hans følelser ikke var det.Det føltes både godt , men på samme tid ualmindeligt farligt, som hun udfordrede både ham – og sin egen skæbne ved at være deltager, en deltager i et forbudt spil. At det til tider var så ublidt, at små mærker ville blive efterladt, som et visit kort fra ham, bremsede hende ikke ( desværre)…..som sagt, tankerne var meget ensporet nu…og blod og Aleck, var deres primære indhold.
Camilles hænder løb ned til hans skuldre, og en smule ned af hans ryg , inden den ene hånd kom tilbage til hans skulder- og holdte fast som var hans skulder et anker…Et anker der holdte hende fra ikke at drive ud i det glade vanvid ,uden mulighed for at kunne finde sin vej hjem igen.
Den anden hånd fandt Alecks mundvige, hvor hun undersøgende kørte sin pegefinger over hans læber…imens hendes øjne slugte hans mund.
Smagen af hans blod var på hends tunge og mundhule og at mikse den smag med hans…via deres tunger, ville være en lille festeksplotion i hendes mund.
Så forsigtigt lod hun sig tunge spille op, hen over hans læber.

En svag boblen kildede i Alecks mave. Han tildelte det ikke nogen speciel tanke, det måtte være normalt i... En sådan intim situation. Der måtte det vel være normalt at... At ens indre summede, snurrede, som om alle organerne vred sig rundt om hinanden. Var det normalt? Burde det føles sådan?
Det føltes godt nok... Rigtigt; det føltes godt, men burde det så føles sådan? Var det normalt? Spørgsmålet gentog sig i hans hoved.
Normalt?! Du har ikke brug for normalt! Du er Dæmon! Du er og bliver ikke normal!
Hidsede stemmen af ham, men den havde vel ret? Han var Dæmon, han ville aldrig være i stand til at komme i nærheden af 'normal', han var ikke født ind i et normalt liv. Men hvad var et normalt liv?

Aleck skubbede de rørstrømske livsspørgsmål til side. Det kunne der spekuleres over på et mere passende tidspunkt.
Hendes læber blev presset imod hans. En svag glæde blev bragt til ham sammen med dette kys, en glæde, der var grundet i det, at hun reagerede på det kys han havde givet hende. Han smilede ind imod hendes læber og sammen med smilet faldt ordene: "Camille..." Fra hans læber. Det var ikke et spørgsmål, eller reprimande, hendes navn havde bare forladt hans læber i ren ekstase.
Camilles hænder vandrede ned over hans skuldre og ned af hans ryg, en svagt lyd af nydelse forlod hans læber, og han ønskede brændende, at han ikke var nød til at føle hendes vidunderlige kærtegn igennem stoffet af en trøje. Han ønskede at han kunne mærke hendes hænder imod hans bare hud, mærke hvordan hvert en berøring ville sende stød igennem hans krop; stød der bragte ham i ekstase.
Men da Camille ikke lod nogen luft være imellem deres kroppe, var akten lidt svær at udføre.

Da Camilles finger berørte hans læber sendte det små elektriske stød igennem dem og ind i hans summende indre. De elektriske stød forstærkede den summende følelse og fik Aleck til at lukke øjnene. Han kunne mærke hendes finger forlade hans læber og med et smil om læberne snappede han blidt ud efter hendes finger. Finger blev dog hurtigt erstattet med noget andet; noget meget bedre. Da hendes tunge gled blidt over hans læber, var det ikke bare små elektriske stød der blev sendt igennem ham, det var lyn. Disse bragte ham dog ikke smerte, men nydelse. Hans tunge gled ud for at møde hendes og bare en enkelt berøringen fik ham til at hungre efter mere.