Blood will tell, but often it tells too much ~ Camille

Igen denne...særlige lille indvendige jublen...en konsumerende tilfredsstillelse , så stor at der kunne føles på den - greb fat i hendes indre og sendte små sigende bølger igennem hende.Dette skete hver gang hun fik beviser på ...reaktioner fra ham på , at Aleck kunne lide det, var lige så indfanget af dette , som hun.
Da hans tunge gled frem, blev hun samtidig en smule mere svag i sine knæ og hun følte sig så...underlig inden i.Han var hendes røde æble...den forbudte frugt og han kunne betyde hendes udvisning af edens have, men hun kunne ikke modstå...ikke nu.Og æblet skulle ikke bare sluges i en mundfuld, det skulle nydes...
Hun ville ikke bare åbne sin mund og starte nogle, sikkert vidunderlige ,kys med deres tunger med det samme.Hun ville lige mærke og smage hans tunge rigtigt først, inden hun blandede oplevelsen med den lille rest af hans blod , som hendes mund sikkert stadig bar præg af.
Så hun slikkede på hans tunge, nærmest hen over den...langsomme blide slik,der ind i mellem kom til også at strejfe lidt af hans læber.
Hun så op på ham, ville have øjen kontakt og sikre sig at det var okay...og at hans 'Camille' fra før , ikke betød der var mere han ville sige.....
Hun nappede i hans tunge med sine læber, da det lykkedes at få fat i den våde og glatte tunge og endelig drillede hun ham lidt med nogle mere hårde pres og slik , hvor hun opførte sig mere krævende og dominerende end hun ellers normalt ville gøre. Camille var helt klart mere en der lod sig lede igennem disse ting , eller ventede på grønt lys til at køre....sjældent tog hun rettet og susede over for rødt lys, da hun sikkert frygtede at blive arresteret- eller noget.Man skulle sikkert have mange kørelektioner, før man følte sig tryg ved ikke at være i passager sædet, men i føre sædet....det krævede vel en vis viden om...' bilen' ?
Men det er jo altid undtagelsen der bekræfter reglerne, er det ikke?
Så godt hjulpet af hans blod, legede hun lidt...
Hun holdte stadig godt fast i hans skulder, den hånd....det greb ...providerede sikkerhed og tryghed, midt i dette inferno af galskab der blussede op og slikkede op af dem, som en ring af flammer omgav de to deltagere.
" Mmmmmm" lød det blødt som velour , fra hendes læber.Smagen af hans tunge....følelsen af hans tunge skabte så stort velbehag at hun ikke formåede at trække det længere ud.Camilles anden hånd var gledet om i nakken på Aleck, hvor hun drillende trak i nogle af hans lokker af hår....men pludselig skiftede retningen og istedet for at trække udaf,som med håret, pressede hun let indad....imens hun åbnede sin mund en smule mere op for at ramme hans læber og få hans tunge involveret i et dybt kys, på en mere grådig facon.

Det var en lidt underlig følelse. At kunne smage sit eget blod... På en anden. Da deres tunger mødtes - og lynene begyndte - så betød det ikke at han ikke kunne smage den let metalliske smag af blod på hendes tunge. Smagen af hans eget blod blandede sig ind med hans spyt og det tog ham noget tid, før det gik op for ham, hvad den nyankommende smag var. Han udelukkede Camilles spyt.
Der endte han dog med at tage fejl.
Så slog det ham. Han havde været for langt væk i denne lille vidunderlige sensation - som Camilles læber og tunge udgjorde -, til at huske at det ikke var mere end få minutter siden Camilles havde lappet blod fra det sår, han selv havde lavet, under hans kraveben. Smagen af hans eget blod, overført fra Camilles tunge, tilføjede noget til sensationen. Tilføjede noget til glæden. Blodet blev blandet mellem deres tunger, lavede et slags 'bånd' mellem dem. Men han havde en ide om at det ikke kun var blodet der lavede dette bånd. Der var mange andre ting, der spillede ind over.

Som hvad? Kærlighed? Tiltrækning? Noget seksuelt?
Aleck lukkede øjnene. Han vidste ikke, hvilken mulighed der var den rigtige, men han håbede at udelukke den sidste.
Langsomt, meget langsomt, lænede han sig fremad og lod derved hendes tunge komme tættere på hans læber. De langsomme slik henover hans tunge sendte virkelig hans tålmodighed på prøve - på en god måde, hvis sådan en da fandtes. Han så normalt sig selv som en meget tålmodig person, men dette drille i hvert fald hans tålmodighed.
Det var som legen mellem en kat og en mus. Musen godt klemt ind i sit musehul. Tror i den grad, at den er i sikkerhed, men katten forbliver udenfor musehullet; ventende. Klar, hvis musen bare overvejede at komme ud derfra. Klar til at dræbe, sætte til livs. Den sad der - drillende - med halen bag sig, der slog provokerende rolige slag. Fra side til side dansede den, stille, som havde den al den tid verden kunne tilbyde den.
Men hvis musen nærmede sig udgangen til musehullet, så var katten der. Uden nogen chance, selvom katten bare driller den. Leger med maden.

Han følte sig næsten fuldkommen taknemlig, da hun endelig begyndte at give tegn fra sig; tegn der indikerede at hun snart heller ikke kunne holde legen gående længere. Aleck pressede sin tunge lidt hårdere imod hendes, hans hænder - der holdt om hendes ansigt - pressede over, samtidigt med at Camilles hænder fangede nogle lokker hår i hans nakke og så pressede hans ansigt imod hendes.
Deres læber ramte hinanden i et lidt hård sammenstød, men han tog sig ikke af det. Hans tunge blev også godt flettet i hendes, under sammenstødet. Den ene af hans hænder kravlede blidt op af hendes nakke og flettede sig ind i hendes hår, hvor den holdt fast og holdt hendes hoved presset ind imod hans. Hans tunge slikkede og masserede, han både drillede hende ved at gøre det langsomt og ellers gav han hende, hvad hun ville have - eller hvad han gættede på, at hun ville have. Kysset blev mere intenst, men han klagede ikke.
Den summende fornemmelse havde fint taget plads i hans mave igen og virkede ikke til at ville gå væk foreløbigt.

Hvad man skulle kalde dette her, havde hun virkelig ingen ide om.
Når hun forsøgte at gribe ud efter et ord, efter en label hun kunne påklistre , så vaporiserede den ud i den tomme luft.
Hendes tanker smuldrede fra hende.
Nææ, skulle man have en forklaring , var det nok nødvendigt at inddrage en vampyr , den ville nok kunne give langstrakte beskrivelser, fyldestgørende oplysninger ,omkring hvad der eksakt var på færde med det spind af blod, der var ved at blive vævet omkring dem.
Men Camille mærkede det også...båndet af blod...der blev formet og intensiverede alt det hun i forvejen følte for ham.Det der var unfair ved blodet var, at det kun synes forstærke hvad der omhandlede Aleck, og det var nok på en måde en smule snyd og en bagside af madaljen, med mindre man altsår lige var Aleck.

Camille kunne mærke at Aleck lidt efter lidt overgav sig til hendes kys .Stakåndet fik hun trukket sig lidt væk....måtte lige have luft og undvige en følelse at at blive opslugt af ham.Som hun følte det lige nu, var hun på den nærmeste parat til at lade sig konsumerer af den unge fyr foran hende.Istedet stilled hun sig lidt på tåspidserne og strakte sig en smule op mod ham.Da hendes respiration kom i små stød ville han kunne mærke hendes varme ånde mod sin hals, da hun indsnusede hans duft, og bagefter begyndte at kysse ham op af halsen.Hun havde en snurrende følelse i kroppen og følte sig nærmest som et rovdyr. Hun stivnede et øjeblik.Hvor kom dog denne følelse fra? Den var så...tydelig skarp...at den faktisk formåede at få hende lidt ud af sine ensrettede tanker om Aleck.Et rovdyr?hun...hun plejede da aldrig at føle sig...sådan.
Hun stoppede med sine kys, og rettede sine øjne mod Alecks.Var det en følelse fra blodet? En af hans, måske? Hendes store spørgende øjne , hvilede på hans og hun forventede en eller anden form for svar.
Hendes hænder gled fra deres forskellige pladser, ned og lagde sig på hans bryst, imens hun ikke slap ham med øjnene.
Hun skulle nok formulerer det verbalt, hvis han ikke kunne mærke det? Hun havde på fornemmelsen at blodet kunne sende små glimt af følelser mellem dem...som en lille frekens...men måske var det hendes fegener der havde en...atypisk reaktion på dæmon blod.Hvordan fanden skulle hun kunne vide det ? Hun lænede sg frem og pressede hungrend sine læber imod hans, kort og indtog så samme afventende statur.

Han mærkede det med det samme. Det var så svagt, men alligevel nok til at det lod sig mærke. Noget inde i Camille ændrede sig. Det var svagt - og han tvivlede på at det ville forblive der - men det gjorde ham nærværende.
(Han havde været lidt væk i alle kyssene og kælerierne - lidt var kun i følge hans egen mening.)
Hun trak sig væk fra ham for at få luft og det var også helt forståeligt, situationen taget i betragtning, da deres læber havde været ret tæt presset sammen få sekunder siden. Men det han havde bemærket - og som undrede ham - var en ændring i Camilles adfærd. Hun virkede... Mere sulten, end hun havde indtil nu. Han kunne også mærke det bagefter, da hendes læber angreb hans hals med kys. Fornemmelsen af hendes kys, og den varme ånde imod hans hals få sekunder før dem, var i den grad med til at forstærke den berusende fornemmelse han blev hyllet ind i. Den omsluttede ham; oversvømmede ham og hans sanser. Det eneste han ønskede at tænke på, føle og omfavne var Camille. Hun kredsede hans tanke, sendte dem kun i en retning; hende.
Men noget var galt, det kunne han mærke. Eller det var han overbevist om at han kunne mærke. De øjne som før var lukket tæt sammen, i et øjeblik af ren nydelse, åbnede sig og kiggede ned på den unge kvinde armene på ham.
Hun havde stoppet kyssene imod hans hals for en grund og han havde på fornemmelsen, at grunden ikke længere var mangel på luft.

Hans bryn trak sig sammen på midten, hans læber blev en smule stramme og øjnene udtrykte tydelige den forvirring der lurede i ham. Hvorfor det pludselige stop?
Hun havde stoppet før, ja, men ikke sådan. Før, der begyndte hun at kysse ham igen, denne gang gik der noget længere tid. Og han brød sig ikke om det - forvirring bredte sig på hans ansigt, efterlod tydelige spor. Han lagde hovedet let på skrå og holdt hendes øjne med hans, selv om han var sikker på at også holdt fast i hans på en måde.
"Camille?" Hans stemme var spørgende, men klar. "Camille er der noget galt?" Spurgte han. Hans fingre rakte ud, og kom i kontakt med hendes kind. Fingerspidserne kørte blidt over den og en enkelt finger kørte ned langs hendes kæbe, da den ramte hendes hage var han nød til at fjerne den igen. Han nåede aldrig at få svar på sit spørgsmål, men det gjorde ham ikke noget; Camille havde lænet sig frem og presset læberne imod hans. Hans hoved lænede sig lidt til den anden side af, hvor det var før. Så med hovedet lidt mere rettet op kyssede han hende tilbage; lige så hungrende som han fornemmede fra hende, håbede han.

Hver gang hun fik presset læberne mod hans, så hun en symphoni af farver , der alle spillede så rent og klart, at man bare måtte elske melodien.Hendes sidste kys, var ingen undtagelse til den regel og det var derfor meget hårdt da hun stoppede det.Det var som en del af hende selv blev hængende der...ved hans varme,bløde og meget begæret læber.Men hans spørgsmål vendte tilbage, som en boomerang..eller en gammel dame ved et busstopsted, der bare ikke synes at forstå , at man i den grad ikke lystede at samtale omkring hendes mave tarm problemer, eller den pensionsopsparing der ikke slog til....det endte tilbage og ville ikke gå væk.Hun rettede sine øjne op mod ham.Den unge dæmon der ikke bare havde hende i sin favn men også i sin hule hånd.
" Aleck...der er noget galt..jeg.." hun holdte pause og kløede sig lidt på sin hals, nogle sekunders tid, før hun forsatte " Jeg...jeg tror jeg kan mærke dig...eller noget af dig...inden i mig" ja...altsår hvor godt et ordvalg det lige var, tænkte hun ikke over.Bare en undren over det sus af vildskab der havde floreret i hendes åre og bevidsthed- og nu lå og ulmede et sted.Var det en del af hans dæmoniske træk hun der fornemmede?
Et kort øjebliks forvirring , og næsten frygt for hvad der dog skete med hende, fik hende til at holde godt fast i Aleck og trykke sig ind mod ham, hvilke både gjore det hele meget bedre, da hun blev mere tryk....lige indtil en ny brusen af lyst efter ham ,skyllede ned over hende og gjore det hele meget værre.
" Aleck?" spurgte hun med bange stemme.

Alecks læber blev ved med at omfavne Camilles, selv om fornemmelsen af at der var noget galt, groede sig endnu større end den var før.
Den ene af hans hænder - den venstre - blev på sin plads ved Camilles kind, mens den anden vandrede ned af hendes kind, ned over hendes hals og til hendes skulder, hvor den blev liggende, støttende. Næsten da. Med et svagt klem til hendes skulder sendte han sig selv længere ind i kysset og ind i den fantastiske sensation af Camille; hendes læber, duft og skabning.
Derfor blev han efterladt i forvirring, da hendes læber igen forlod hans, for at ytre ord. Men - lige nu - ønskede han ikke hendes ord, men hendes læber, sensationen hun hyllede ham i.
Dog kunne han ikke bare trykke sine læber imod hendes igen, for at gøre hende tavs, for hendes ord havde en stor betydning for ham.
Selv om, at hun blot gentager det du sagde...
Hold mund!

Det var tydeligt for Aleck, at hvad end der plagede Camille, så var det ikke let for hende at sætte ord på - noget stemmen tydeligvis ikke fangede. Han flyttede sin hånd fra hendes skulder og sendte den op imod hendes kind igen. Så på hver af hendes kinder hvilede hans hænder, mens han lænede sig frem imod Camille. Han havde ikke i sinde at kysse hende igen, ikke nu - han havde på fornemmelsen at det ikke var dét hun behøvede netop nu. Han lænede sig frem for at hvile sin pande imod hendes, for at yde trøst, han ønskede at berolige hende og hjælpe hende.
Men hendes ord gjorde ham dog en smule bekymret. Hun følte en del af ham inde i hende selv...
Han var ikke i tvivl om at blodet var synderen til dette, men han vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det. Hvordan skulle han kunne stoppe denne indfiltreren i hendes krop, som han selv foretog? Han tvivlede svagt på om det overhovedet var muligt, men han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt.
"Camille, jeg tror det er vigtigt, at jeg ikke giver dig mere blod; jeg tror der er den der er den skyldige i dette. Det er nok mit blod, der gør at du kan føle... Mig inde i dig. Det skaber et slags... Bånd mellem os." Den sidste del hviskede han, mest fordi han var en smule usikker på det selv, ikke omkring dets eksistens, - det tvivlede han ikke på - men om han skulle have sagt det til Camille eller ej.
Hun havde en kæreste, han var ikke sikker på, at kendskaben til det faktum, at hun måske havde skabt sig et bånd til en Dæmon, var det hun helst ville høre. et hørligt suk rungede i hans hoved.
Hør her; hun kommer til dig for at spørge om dit blod, hun tager dit blod, hun kysser dig og hun bor hos dig og har kysset dig før. Burde det ikke sige noget om, at hun nok allerede kender til det bånd?
Jo stemmen havde ret, det gjorde hun nok, han havde bare ikke tænkt over det. Selvfølgelig kendte hun til båndet mellem dem! Det var da klart!
Ikke?

Han kunne have drejet hendes nakke af led, knækket halsen på hende...alt...uden hun ville have forsvaret sig imod ham.
Ikke at Aleck på noget tidspunkt havde optrådt truende overfor hende, det ville han ikke gøre ,regnede hun da stærkt med...men som han stod der, med hendes ansigt mellem hans hænder og hendes hjælpeløse spørgende øjne, havde han den totale magt.Hun var underkastet ham, fordrejet af hans blod , blodet der låste døren op til de forbudte følelser og trak frem i lyset, hvad Camille dagligt kæmpede for at få til at forsvinde.
Jo...hun kendte udmærket til et bånd mellem dem.I hvertfald havde hun følelser for hendes udlejer, som var helt uacceptable...især fordi hun elskede Tristan....højt....så hun forstod ikke...forstod simpelthen ikke hvad der var mellem hende og Aleck, men hun mente dog at kunne tage kontrol over det og få det bragt i orden .Det var hendes ansvar at gøre det.
Hendes hænder søgte op til hans bryst , hvor hans hjerte bankede imod hendes håndflade.Hun havde en trang til at hive Aleck ned over sig....kysse ham inderligt og lukke verdenen ude...men...hun bekæmpede den, dette var alvorligt.
Aleck lagde sin pande mod Camilles, og hun følte sig.... Trøstet...midt i al dette vanvid, følte hun at han passede på hende, så hans ord hang som sorte skyer i luften , i flere sekunder efter de var udtalt.
Camille slog blikket ned....De havde HVAD! * knyttet et bånd....et bånde mere ! * irettesatte hun sig selv.Hun rystede svagt på hovedet. * Et der ikke lader sig bryde, uanset hvad du gør....uanset hvad!* Hun rettede sit ansigt op igen og hendes hænder havde grebet fast i stoffet hans Tshirt var gjort af, og knuede det mellem sine fingre.
Hendes øjne smeltede ind i hans og med en stemme så skrøbelig som fin krystal, lød det lamslået fra hendes mund " Det er løgn...sig det er løgn" lige der var paradne faldet til jorden med et brag.
Men hun samlede dem op igen og og sagde nu i et næsten truende tonefald, skabt ud af en panisk reaktion inden i hende.." Dét får du ryddet op i NU, du får det VÆK Aleck" imens klamrede hun sig indtil ham.

Som han stod der, med panden imod Camilles og hendes ansigt lagt beskyttende i mellem hans hænder, følte han næsten følelserne inden i Camille røre på sig. Alle de følelser hun nu bar uden på tøjet, men også dem hun havde begravet dybere end noget andet. Han mærkede, hvordan hun forsvandt ind i ham, smeltede sammen med ham.
Selv efter rusen af de kys og kærtegn de lige havde delt så fik følelsen af den ro, han bragte til hende, ham til slappe mere af. At han kunne trøste hende fik hans krop til at stoppe med at spænde, hvilket han opdagede den havde gjort i lidt tid, og hans sind til slappe af. Han lukkede øjnene lidt, lod følelsen af denne ro sive ind over ham og berolige ham fuldt ud. Han nød denne følelse, nød at der ingen var i verden; udover ham og Camille. De var de eneste i denne verden.
Deres verden.

Alecks fingre nussede blidt henover hendes kind, beroligende. Hans krop pressede sig blidt lidt frem af, imod hendes. Ikke så meget, at deres kroppe rørte - udover deres pander, hans hænder imod hendes ansigt og hendes hånd imod hans bryst - men så han km tættere på hende. Hvilket var, hvad han ville. Han ville gerne tæt på hende, i hvert fald så længe, at det beroligede hende og, at hun sagde ja til det.
Han kunne godt mærke, da ordene var sunket ind. Hendes blik faldt og en sær stilhed dukkede op, han havde ikke lagt mærke til den før, på trods af, at de ikke havde snakket meget og den havde domineret på nogle tidspunkter. Og han ville hellere end gerne bryde den, bryde den med det Camille ville have, en løgn. Han ville hellere end gerne være i stand til at give hende dét, en løgn, men han var ikke i stand til det.
"Camille..." Det er løgn, bare rolig, det er løgn. Disse ord, var dem han aldrig ville få chance for at sige. Han kunne høre panikken i hendes stemme ved de næste ord, der fulgte. Han tog et lidt fastere hold om hendes ansigt og kiggede hende dybt i øjnene.
"Camille... Jeg ved ikke, hvordan vi skal få blodet ud, men vi skal nok finde på noget, det kan jo være, at det forsvinder fra din krop også skal vi bare sørge for, at du ikke får mere." Han prøvede at lyde optimistisk, men var ikke sikker på om det lykkedes.

Hun var ved at miste grebet . Camille var intet andet end ved at drunke i et hav af ren uoverskuelighed. Det eneste der holdte hende fra at blive trukket yderligere ned af, var Alecks mere stramme greb om hendes ansigt.Han holdte hende fast.

Hun så hjælpeløst ind i hans øjne. Hans smukke øjne.Hvordan kunne en mand så skøn, så blid og så kærlig overfor hende...hvordan kunne han være en hensynsløs , rå, top trænet dræber ved siden af ? - Og måske mere interessant ...hvordan kunne hun dog stole på ham ? Men hun gjore det...stolede på ham...og lige nu var han måske nok kilden til hendes problem ( hendes lyst til ham og en stigende afhænighed af ham...og nu også af hans blod ) - men han var mere end det.Aleck var også den der passede på og samlede hende op,når hun snuplede...Han var med til at udvide hendes måde at se og opfatte ting på, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om , at hvis hun havde problemer han kendte til, så ville han hjælpe hende....ville han ikke ? Måske var hun lidt i tvivl...det var jo også en måde at garderer sig på, så blev man ikke al for skuffet.

Hun vidste at Aleck var en god fyr....en god fyr der havde fået tildelt nogle skod kort på hånden - i form af...sin sociale arv og et fucked up værdisæt - og havde spillet sit spil, naturligvis for at vinde. Han havde ikke selv fået lov til at forme og præge reglerne, vel....det havde andre, hans far blandt andet, så ' kærligt' sørget for.
Camille vidste ikke meget om det, Aleck havde kun foralt nok 1% , og det sagde hende alt... at han forsøgte at holde den del væk fra hende....ude af hendes liv.
Den ville være barsk- måske for barsk for hende at skulle kende til ? - Og alligevel stod hun her....i hans varetægt, og så op på ham.

Ambivalent....så helt utrolig ambivalent var hun hele tiden.
Hvilke senarie var det værste? At båndet ikke forsvandt - eller at hun aldrig måtte prøve at få hans blod igen? Hun kunne næste mærke en bobel af vrede over den sætning, tage form i hendes mave og knurre dernede. Hvad var det egenlig hun ønskede ?
Hun løsnede grebet i hans trøje, med hendes sammenkrampede fingre , bøjede og strakte dem et par gange... Imens hun nu så på sine hænder.
Så lagde hun sine håndflader på hans bryst og så igen op på Aleck...
Så mange følelser ...de stod nærmest i kø, skubbede og masede til hinanden for at komme ud. Hun virkede jo både til at være vred på ham lige nu...over at have skabt et bånd , mere ( ja ja...hun deltog også selv, men lige nu fik Aleck dog lov at bære skylden ) , men også opslugt af en forelskelse...en Infatuation af ham, en lyst til ham. Det hele var....kaos.
" Du er nød til at gøre et eller andet " krævede hun af ham, uden helt at forstå selv hvad han dog skulle stille op med det hele.Han skulle i hvert fald ikke bryde sig om at nægte hende blod, ikke så længe trangen sled i hende.Han måtte da finde på noget...andet!
Hun skulle ikke låses inde på en værelse, som en anden junkie på afvæning, næ næ næ.
" Blodet....det går vist ikke at tage det fra mig" lød det halvt klynkende fra hendes mund, han ville nok kunne forstå det, mon ikke ?

Aleck håbede den plan han havde lagt ville gøre tricket. Han håbede virkelig, at det ville hjælpe hende.
Hvordan ville det ikke ende, hvis hun endte i en afhængighed af hans blod? Eller af ham selv generelt... Tilføjede hans sind stille. Og det var rigtig nok, hvordan ville det gå for sig, hvis Camille tog en afhængighed på sig af ham? Af en Dæmon? En Dæmon med hang til at dræbe alt omkring sig, specielt det han stoler på? Det havde han dog, heldigvis, kun prøvet på endnu.
Han endte altid med at dræbe det eller dem (eller den) han stolede på, på den ene eller anden måde.
Hvis man vil leve, så må man lave nogle ofringer engang i mellem.
Belærte stemmen ham og han vidste skam godt, at det var sandt, men han ville ikke indrømme det. Stemmen skulle ikke have den tilfredsstillelse af at se ham bukke under for dens ord. Det ville ikke ske - eller det var det han fortalte sig selv. Han vidste, at stemmen havde en vis kontrol over ham, han hadede den - mere end noget andet - han hadede det levn hans far havde efterladt i ham.

Når man tænkte over de ting han var blevet efterladt med, hvad mon Camille så var blevet - måske ikke efterladt - "sat af" med? Hvad havde hendes barndom lært hende, hvad havde den givet hende med i posen? Hvorfor var det muligt for hende at være sammen med en Dæmon, så tæt som de var? Hvad var grunden til det?

Udover måske tiltrækning?
Hjælp stemmen kedet Alecks tankegang af sted, men det var vel rigtigt nok. Dét var i hvert fald en af faktorerne, hvad de andre så skulle benævnes som kunne han ikke sætte fingeren på.
For at tage tankerne af, hvad end der var hændt Camille før de mødtes, fjernede han en hånd fra hendes kind, kun for at erstatte den, ved at lægge den på hendes skulder. Her gav den hende et klem og sørgede for, at hun vidste, at han stadig holdt hende oppe. Hans højre hånd, den der ikke var blevet flyttet, forblev på hendes kind og nussede hende blidt. Hans tommelfinger kørte blidt henover hendes læber, fulgte linjerne der omkransede hendes flotte læber.
Han fugtede sine egne læber med tungen og fjernede sin tommelfinger fra hendes læber. Han var blevet opmærksom på, at hendes fingre skiftede fra at holde godt fast i hans trøje og til at næsten slippe ham. Det var tydeligt på hende, at der var noget, som ikke var som det skulle være. Man kunne næsten se den ild, der brændte i hendes øjne. Han havde på fornemmelsen, at han selv havde overhældt de spæde flammer med benzin.

Aleck nikkede.
"Bare rolig." Sagde han bare, han kunne ikke gøre så meget. Han kunne i hvert fald ikke fortsætte med at give hende blod, i sidste ende ville det ikke gå godt.
Hans bryn trak sig sammen og hånden, der ellers havde klemt om hendes skulder, slap taget lidt. "Det går ikke?" Spurgte han lidt skeptisk, som havde han ikke hørt rigtigt. Det havde han dog, helt rigtigt. "Camille." Man kunne høre den seriøse tone i hans stemme. "Hvad skal vi ellers gøre, det vil ikke gøre dig noget godt at få for meget af mit blod hele tiden. Der er ikke så meget andet vi kan gøre end at holde dig fra det." Hans tommelfinger kørte blidt over hendes ene mundvig. Han var ikke klar over, hvad de kunne gøre ved... Hvad end, der var sket, men noget skulle gøres.

Var han blevet sindssyg? Havde fornuften forladt ham, trukket syd på sammen med de fugle der stak af når den kolde vinter kom nærmere? Aleck havde jo helt mistet grebet om det her, hvis han troede at hun ville lade ham frarøve hende sit blod.
Nej nej - nej ! Han måtte bare være kvik...og finde en anden måde, så hun kunne få sit blod i fred.
Sådan klingede ordene , og skar skarpt igennem Camilles eller så lydhøre sind.
Om det var blodets effekt eller Alecks dæmoniske sind, der pulserede i hende...eller måske bare sider af hendes egen person ,der ikke var så fremherskende normalt, det vidste vel ingen.Men det var helt sikkert en lidt mere kantet Camille, der ikke lige lod sig stille tilfreds med et nej.
Men, hvis Aleck troede at han bestemte, så ville han måske nok få sig lidt af en overraskelse, rimeligt snart.
For hun var simpelthen nød til at vise ham, at hun var nød til at kunne drikke, når hun ønskede det.Tanken om næste gang hun...hungrede efter blodet, at han bare ville afslå...den var grusom, og den bekymring ville hun bare ikke trækkes ned af, så den måtte luges væk...nu.
Hans finger flugtede hendes læber og et lydløst støn blev afløst.
Når han....rørte hende sådan...det burde han ikke.Ikke hvis han mente det var en god ide med lidt afstand , vel? hun lukkede kort sine øjne, og gav sig hen til hans kærtegn , inden
Camille fangede hans finger..da hun snappede lidt ud efter den, og bed blidt i den.
" Skal vi gå ind i stue...?" forslog hun.
Egenlig betød det mindre, han kunne ligge sig på køkken bordet for hendes skyld, hun skulle blot bevise sin adgang til hans blod stadig eksisterede. også for sin egen sjæle fred.
Hun stillede sig på tær, og kyssede hans kind.... Og et kort øjeblik, fik hun en kæmpe trang til at slå armene omkring hans hals, og hulke efter tilgivelse for alle de slemme tanker , hun pludselig var overfyldt med.
Men hun undlod...da en anden stemme,hendes egen hviskede...blodet først, undskyldningen bagefter.

Aleck kunne mærke et lille træk i hans krop, imod hendes, da et svagt støn blev revet fra hendes læber. Han lukkede kort øjnene, åbnede dem så igen og kiggede på hende.
Hun behøvede egentlig ikke at sige noget. Han kunne godt se den beslutsomhed, der havde taget sin plads på hendes ansigt. Han forstod hende godt, han kendte selv til trang. Trang kunne være noget forfærdeligt noget, hvis det blev ignoreret for længe, derfor ville det også være forfærdeligt for hende, at skulle undvære hans blod, dette kunne han godt fornemme, men han var ikke klar over, hvad han ellers skulle gøre. Han trådte endnu tættere på hende, hvis det var muligt og lagde sin anden hånd på hendes kind.
Han kluklo svagt, da hun snappede efter hans finger. Han var ikke sikker på om han overhovedet kunne indfri det ønske han selv havde. Han var ikke sikker på om han overhovedet kunne nægte hende hans blod. Det ville blive svært, hvis han ellers valgte at gøre det sådan. Han kunne vel - i realiteten - bare give slip, lade Camille få, hvad hun gerne ville have. Aleck stoppede sig selv og lukkede stemmens hvisken ude, den var blevet bedre til at snige kommentarer med ind i hans tanker. Nogle gange kunne han ikke engang følge trådene ud til hans egne tanker og stemmens påvirkning, han kunne næsten ikke kende forskel. Dette ville have skræmt ham, normalt, men han havde andre, mere vigtige, ting at tage stilling til.
Han nikkede til hendes spørgsmål og tilføjede:
"Jo, vores te bliver kold."
Hvis den da ikke allerede er det...
Så lagde han en arm omkring hendes skuldre og gik sammen med hende ind i stuen. Inde i stuen satte han sig ned i sofaen og med et blidt tag om Camilles håndled hev han hende ned i hans skød.
"Camille..." Sagde han. "Vi bliver nød til at finde en løsning, måske virker det ikke at tage blodet væk fra dig, men vi må finde ud af et eller andet, dette må ikke gå galt, for hvis det gør... Så går det meget galt." Han håbede hun forstod og plantede et beroligende kys under hendes kæbe.

Det var en besynderlig følelse, at noget fremmed havde taget over ens krop og dermed dikterede ens behov.
Camillle havde aldrig før haft en afhænighed, af hverken den ene eller den anden slags.
Hun havde ikke haft hang til stoffer, faktisk havde hun aldrig rørt dem, kun alkohol til hygge og fest, men ellers intet.Og følelsesmæssigafhænighed? Tja, der var folk hun elskede og folk der betød noget ....dem var hun forbundet med, men hun havde aldrig haft et behov for at være elsket eller afholdt af alle.
Og helst ville hun falde i et med panelerne til en fest...hun var ikke se mig og hør mig typen, så det var faktisk meget overvældende denne craving hun nu havde efter Alecks blod og den tiltrækning hun havde til ham.
Han var som et drug for hende nu.
Og selv om hendes fornuft godt vidste den skulle shakes, og fornuften forslog hun skulle tage ud på Valentine gården, langt væk fra det hele...og der tage en koldtyrker, så ignorerede hun den lige nu.

Alecks arm indgød trykhed og hun måtte indrømme hun følte sig godt tilpas under den. Efter blodtrængen havde begyndt at røre på sig, havde hun følte sig fortabt...og helt uden et kompas at navigerer efter...hun anede ikke hvem hun kunne tale med det om, fordi hun var så...ja, flov.
Aleck lokkede hendes smil frem , da han trak hende ned i sit skød.De plejede ikke at sidde sådan...ikke når de slappede af. det var kun når de øjeblikke opstod, hvor de ikke kunne lade være med at røre...men dette virkede mere ....casual.
Camille lagde hovedet til hams bryst og sukkede...hun trængte til at slappe af og hvile ud.
" ja...vi skal....men indtil vi ved hvordan vi løser...øh...problemet, så kan du ikke smide mig væk" fastslog hun og måtte bekæmpe lysten til igen at presse læberne til den lille flænge han have tilbudt hende før, og hans kys- omend det kun var på kæben , gjore det ikke lettere for hende.
Hvis hun skulle modstå ham, burde en eller anden komme og trække hende væk i håret, ellers var kårene slet ikke gunstige for Camille.