I am so sorry, Althorn. But waou.. - Althorn

Althorn havde godt lagt mærke til hvordan hun endte med langsomt at læne sig ind mod ham, og han var også ved at skulle til at trække sig lidt fordi det kom liige lidt for tæt på til hvad han syntes der var venskabeligt, da hun så pludselig fik vristet sig selv fri og trukket sig tilbage. han trak også sin hånd til sig, og sank en lille klump som hun så væk, før hun rejste sig op, og gik hen til planten hun havde fået øje på. Han observerede hende stille som hun fik indsamlet det hun skulle bruge, og dragt det tilbage til posen i hendes ransel.

Han sukkede let, og kørte en hånd igennem noget af det løse af hans lange hår, og lagde dernæst hovedet bagover for at se op i trækronerne, se de hvide skyer dovent glide over den blå himmel bag dem. Mærkede den lette brise hive lidt fat i tøj og hår såvel som træernes løv. "Hvadend du har brug for at gøre, for at afstå fra det... Gør du blot det. Du behøver ikke undskylde. Det... Det er trods alt ikke op til en selv, hvem man falder for. Det... Det sker bare. Du har ligeså lidt kontrol over det som jeg har over at... Ja...." han rømmede sig lidt, og så væk, "... Være tiltrukket af andre mænd."

Mens han talte fik hun pakket sin ransel. Hun havde endda lavet en madpose med valnøddebrød og blåbær kager, samt en lille pose kandiseret marts violer. Hun gik hen lænede sig frem og lagde posen i hans skød, mens hun gav ham et kys på kinden, inden hun rejste sig og tog ransel op. Hun smilede lidt drillende til ham.
"Jeg må heller komme afsted med de urter til "Den Springende Hjort". Hun skulle bruge nogle af dem her i aften.. Og inden jeg lader følelserne løbe af med mig. Jeg kan få posen der en anden gang når den er tom. Og skulle du løbe tør for duft, så sig til eller send bud." Hun hen på ham og overvejede kort om hun skulle spørge om de skulle følges, men droppede ideen igen.

Althorn holdt fortsat stille og roligt øje med hende som hun pakkede sine ting sammen. han kiggede lidt overrasket ned på madposen hun gav ham, men da han kiggede op på hende igen, var både hans smil og øjne fyldt af varme og taknemmelighed. Han så ned på tingene han havde fået fra hende, igen, og begyndte at omarrangere det til at ligge i hans forskellige bæltetasker, før han selv rejste sig op igen.

"Det skal jeg nok. Du skal også endelig sende bud hvis du har brug for mere hjælp med nogen som helst del af fristedet eller urtehaven... Jo hurtigere det hele kan komme op at køre, jo bedre. Jeg tror især lederen af healerne nok meget gerne vil se på urtehaven som tingene skrider frem." sagde han så med et smil - og han ville da også selv komme på besøg indimellem, det var da klart, så involveret han nu var i det. Men endelig vendte han sig da også om, og piftede højlydt. Det tog lidt tid, men snart kunne man høre hove komme gallopperende mod dem, før det gik ned til et rask trav, da Ílthar fandt Althorn og standsede ved siden af ham.

Hun smilede og klukkede lidt over hans kommentar omkring lederen af healerne.
"Det lover jeg. Og så er det da meget god at jeg allerede har gang i haven. Hvis urterne vil, så kan jeg plukke de første portioner om et par måneder. Og ellers har jeg et godt lager af tørret urter. Men jeg er ikke sikker på hvor i byen de holder til." Hun smilede bredere da Ílthar kom og bukkede let for den.
"Vær hilset Ílthar. Det er dejligt at se dig igen."
Hun så igen på Althorn uden at rødme, hvilket var meget godt. Hun sendte et lille fingerkys som en drillende afsked, inden hun begyndte at gå i retningen af byen.
Tankerne om hvad der var sket for nogle timer siden var begyndt at køre rundt i hovedet på hende igen. Så hun ville tage sig lidt tid til at få bearbejdet det hele, inden hun opsøgte ham igen. Men hun glædede sig over at han stolede så meget på hende som han gjorde, noget hun havde bestemt sig for at gengælde det bedste hun kunne.

//Larlii Out

"Healernes huse er lige uden for den vestligste del af det royale distrikt." forklarede han smilende Larlii. "Men jeg skal nok give hende besked om at jeg om ikke andet har gjort dig opmærksom på at hun godt vil besøge urtehaven... Hun skal nok selv tage kontakt til dig, så. Det plejer hun at være god til." han var trods alt nok selv en af dem der kendte healerne bedst, da han havde arbejdet der i adskillige årtier, fra tid til anden.

Ílthar bøjede hovedet let for Larlii, i sin egen hilsen, da hun tiltalte ham, før Althorn vendte sig og kom op på ryggen af ham - naturligtvis uden nogen form for saddel på ham, ej heller seletøj at holde fast i. De havde god nok kommunikation mellem hinanden, kendt ehinanden godt nok til at det ikke gik galt, selv i fuld gallop. Og som Larlii gav ham sit farvel, smilede og nikkede han også til hende, før han klappede elgen let på halsen, og de red bort.

// Althorn out <3