Udkik efter nyt hus og møder et skyggevæsen - Monique

Monique's blik gled også kort overpå musikerne da de forlod lokalet, og så snart døren var lukket bag dem, røg hendes blik også tilbage på Winky, som mændene hurtigt fik omringet hende, og hun kunne mærke den der dejlige angst og panik vælde op i hende... Hun kunne nærmest lugte den, og det gjorde hende sulten på præcis samme måde som et menneske nok ville blive det af duften af en vel tilberedt bøf.

Det tog lidt tid, men da de var nået til et punkt hvor hun ikke rigtig kunne mærke eller lugte Winky's panikangst blive større, løftede hun blot en hånd for at få dem til at stoppe, som hun trådte tættere på, og tog et blidt, men fast tag i Winky's skuldre - hvis hun prøvede at vride sig fri, ville hun hurtigt find eud af præcis hvor stærk Monique var, at der ikke var nogen måde at undslippe på... Da hun havde beholdt sin styrke fra de mange århundreder hun havde levet som vampyr i, førhen.

Hun lænede sig langsomt ind mod Winky, før hun lukkedeøjnene... Og så begyndte at suge følelserne til sig, noget der for Monique føltes nærmest intimt, men som ofte kunne gøre ondt på folk... Lidt forskelligt alt efter måden hun gjorde det på, dog.Men hun havde at gøre det lidt langsommere end normalt, for at det skulle gøre mindre ondt på hende, så hun stadig ville kunne danse videre bagefter. Det tog vel i alt nogle gode minutter,før hun gav slip på Winky igen, og trådte tilbage... Før hun tørrede sig om læberne af ren refleks, som om der fysisk havde været noget efterladt på hendes læber, selvom der ikke var.

Drengene trådte roligt tilbage, da hun gav signalet, så hun kunne komme til at gøre det hun havde brug for. De stod dog klar til at gribe fat i Winky, hvis hun ville prøve på at flygte.
Linne og Amelia så, ligesom drengene, nysgerrigt til mens hun greb fat om Winky og lænede sig frem mod slaven.

Winky var virkelig panisk og havde været rad for at drengene ville til at voldtage hende, men de nøjedes med at skræmme hende, hvilket hun enlig var taknemmelig for. Men så igen, hvorfor skulle de dog skræmme hende sådan? Hun så hen på deres underviser som havde vinket drengene væk, blot for selv at gribe Winky om skulderne og læne sig ind mod hende, hvilket gjorde Winky mere nervøs. Hun prøvede at vriste sig fri, men mærkede hurtigt at det var spilte kræfter. Så derfor stod hun helt stille mens hendes krop skælvede kraftigt. Hun frygtede lidt at kvinden var vampyr, men i såfald var der ingen grund til at drengene skræmte hende sådan først.
Pludselig mærkede hun noget trække i et eller andet ved sig, som om en usynlig der greb fat om hendes følelser og trak dem ud af hende, hvilket efterlod hende i en noget nær tom fornemmelse, som om hun skulle besvime. Hvilket gjorde at hun vaklede lidt efter at kvinden slap hende. Det endte dog med at Winky satte sig ned med et lille bump, mens hun så forvirret op på kvinden.
En ting var dog sikkert, hun havde ikke kræfterne til at rejse sig lige med det føste.

Monique var selvfølgelig på nuværende tidspunkt så vandt til at 'spise' på denne måde, og til måden folk i starten prøvede at stritte imod på, at hun ikke så meget som fortrak en mine af det, da Winky netop prøvede at vriste sig fri, uden den mindste smule held. Men så igen - så stærk som Monique var, skulle man trods alt selv være en vampyr der var adskillige hundrede år gammel for at matche hendes styrke.

Måden Winky vaklede på bagefter var så også meget normalt, og den lidt bratte måde hun satte sig ned på. Det dræbte jo ikke folk, men det gjorde at folk blev ekstremt trætte, udmattede, om ikke andet. "Bare rolig... Når der er gået lidt tid skal du nok komme til kræfterne igen." sagde hun så i en blid og rolig stemme, med et svagt smil - der dog, som de næsten altid var fra hende af, var en kende sørgmodigt i det, ligesom hendes tanker også tit var. Men det var vist meget normalt for hendes race... Af hvad hun havde hørt, i alt fald.

De fem andre slaver havde set til med nysgerrighed og samlede sig nu ved siden af deres lære. Amelia smilede venligt.
"Jeg kan ikke fornemme Winkys rædsel eller panik mere. Og hun virker ikke just som en der kunne modsætte sig ret meget. Jeg er overbevist om at fruen sikkert vil finde din sult brugbar, hvis du ønskede at arbejde for hende." Linne og drengene klukkede lidt, de var helt enige. Særligt når det ville gøre Winky noget nemmere at havde med at gøre. Bare tanken fik en særlig varme op mellem de fem, som udvekslede små kyst mellem hinanden og på tværs af hvad var normalt for deres køn. Linne så varmt over på deres lære.
"Kunne vi være behjælpelige på anden vis, inden vi forsætter undervisningen?"

Et bank på døren og den blev åbnet af nogle andre slaver, som hurtigt fik sat mad og drikkevare på et par medbragte borde, inden de skønsomt forlod lokalet igen. De fem klukkede lidt, da døren igen var lukket. De var alle godt klar over at de andre slaver var nervøse i deres selskab, men det skyldtes nok at de fem konstant var sammen og rørte hinanden på forskellige kærtegnene måder. Kort sagt de vedligeholdte deres træning på det erotiske plan. Men ja, nu havde disse fem også fra starten været glade for den tilværelse som deres frue havde givet dem. Kræ bukkede let for Monique med et smil.
"Tag for dig af hvad end du måtte ønske. Er det her ikke, så skaffer vi det."

Et svagt, omend stadig sørgmodigt, smil dukkede op på hendes læber som de andre slaver kom hen til dem, og hun så kort rundt på dem før hun så ned på Winky der stadig var en del omtåget - logisk nok, når hun lige havde fået drænet hendes følelser fra sig. "Det kunne godt være jeg ville det i ny og næ. Men kun når jeg lige er i nærheden af byen her. Jeg er lidt for glad for at rejse om i verden og få set mig omkring til at blive i området hele tiden." sagde hun roligt, og lod atter sine øjne glide over dem alle, og deres kærtegn imellem hinanden. Det blev tydeligere og tydeligere hvorfor Melisandre godt ville have de skulle lære mavedans også - når de allerede var så sensuelle med hinanden, ville dansen jo kun gøre det bedre.

"Ikke umiddelbart." hun havde godt på fornemmelsen hvad Linne mente, men hun var ikke rigtigt i humør til det. Det var hun forholdsvist sjældent efterhånden, og nu hendes sult også var blevet stillet, var der ikke så meget andet hun behøvede. Hendes blik røg over på de andre slaver da de kom ind med mad og drikke, og hun kunne heller ikke selv lade være med at give en lille latter fra sig som hun så hvor hurtigt de gik igen, hvor nervøse hun kunne mærke de havde været. "Tak som byder. Men jeg er fint tilfreds som det er nu. Dog vil jeg anbefale jer at få spist og drukket noget, inden vi fortsætter jeres træning."

Både Amelia og Linne smilede varmt til deres lære, mens de roligt lyttede til hendes ord. Der var forståelse i deres øjne og ingen frygt at spore, selv efter det de havde set hun havde gjort ved Winky.

Thom og James så på Winky med en særlig sult i øjnene og overvejede kort om de skulle udnytte at hun var drænet for modstandskraft, men deres maver fortalte dem at de heller skulle spise. Så de droppede hurtigt ideen og gik sammen med pigerne over til bordet, hvor de satte sig og spiste.

Mens Kræ havde lyttet til Monique, havde han roligt nikket forstående til hende. Det var klart at de skulle bruge en del energi på at lære dansens kunst. Han nåede lige at se et glimt af det blik Thom og James havde mens de så på Winky, hvilket fik Kræ til at smile bredt, samt flytte lidt på sine ben i håb om at hans mandom ville ligge sig lidt bedre uden at han behøvede at skulle bruge hænderne. Ikke at det generede ham at gøre det, men han viste ikke helt hvordan Monque ville havde det med det.
Han så igen på hende og lænede sig lidt frem for at hviske til hende, så Winky ikke kunne høre det.
"Kunne det tænkes at du kunne bruge lidt dessert når undervisningen er færdig? Vi kunne godt bruge at hun er udmattet som hun er nu, når du forlader os. Det vil gøre vores arbejde lidt lettere." Han blinkede til hende og ventede høfligt på hendes svar inden han med et forstående nik, uanset svaret, ville gå over og sætte sig for at spise.
Mens de spiste, drillede de hinanden på kryds og tværs med fødderne under bordet, hvilket fik deres lyster og energi til at vokse endnu mere.

Monique var imponeret over manglen af frygt hos de andre slaver - men på den anden side kunne hun stadig se der var respekt, og det var vel også sundt nok. Igen virkede det også kun som om Winky var den eneste der ikke kunne holde sig indenfor de rammer hun blev givet, så det var vel kun logisk at hun på denne måde her også blev straffet lidt for ikke at gøre som der blev sagt og være modvillig i at følge instrukserne til fulde.

"Muligvis. Jeg behøver det ikke, men jeg siger ikke nej til det, hvis det er noget jeres Frue også vil være tilfreds med." sagde hun roligt, med et lille smil, der dog stadig havde antydningen af tristhed over sig - sådan var hendes smil bare altid, de var aldrig helt igennem gladesom de var for de fleste andre. Så snart de var færdige med at spise, og musikerne igen kom ind i lokalet, gik undervisningen atter i gang, og fortsatte ind i aftenen.

Kræ havde nikket smilende til Monique, inden han var gået over og havde sat sig for at spise. Han havde ligeleds deltaget i legen med fødderne, og det resulterede i at de forskellige havde stønnet nogle gange hver inden de var færdige med at spise.
Så snart de var færdige, havde Kræ åbnet døren og kaldt på slaverne der skulle fjerne bordet og resterne af maden igen. En ting var sikkert: slaverne havde nærmest gispet nervøst, da de så de Kræ, James og Thom med deres lange bule i bukserne, og set hvordan Linne og Amelia nærmest så sultent på alle. Derfor var oprydningen gået ud over alt hast og kort efter var de igen alene med de to musikkere, der begge var mænd, som nu skævede lidt i det skjulte til de fem slaver.

Da undervisningen skulle til at starte op, havde Kræ beroliget Monique om at hun ikke skulle tage sig af Winky. Han lovede hende at de fem nok skulle lære hende det som hun gik glip af. Så da de forsatte undervisningen bevægede de fem slaver sig med erotiske og lidenskabelige bevægelser, som kun satte deres eget sind mere i kog end det var. Musikkerene begyndte at have lidt besvær med at holde tonerne rene og rytmen lige, som undervisningen skred frem og luften blev mere og mere mættet med duften af de fem slavers svedige og lystende kroppe.

Winky havde ikke kunne slæbe sig selv hen til bordet, og var derfor gået glip af maden. Så da undervisningen begyndte igen, holdte hun sig i ro på gulvet mens hun så hvordan undervisningen udviklede sig til det mere erotiske og sensuelle plan. Frygten begyndte igen at komme frem i hende og blev stærkere i takt med det hun så hos de fem slaver. Alt tydede på at de ville forlyste sig på hinanden – og på hende, når undervisningen var færdig. Hvilket hun afgjort ikke så frem til. Hun viste at hun var fanget mellem væggen og sine medslaver og døren var over på den anden side, udenfor hendes rækkevide. Hun sank et par gange og begyndte at ryste over hele kroppen.

Et svagt smil var at spore på Monique's læber da hun så de andre slavers reaktion på hvor opstemte dem hun underviste, var blevet i løbet af al deres dans og middagen. Det var trods alt en smule underholdende at se forskrækkelsen og hvor flove de så ud til at være over noget så simpelt som dette. Efter Monique's mening var der jo slet ikke grund til det, det var blot helt naturlige, kropslige reaktioner? Men det var også et godt våben at kunne få andre til at føle sådan indimellem. Det gjorde folk en hel del mere medgørlige, trods alt.

Men selvfølgelig bevarede Monique også sin professinalitet, og fortsatte blot med at undervise dem efter at have nikket til kræs forsikring om at de nok skulle undervise Winky i det, hun ikke kunne være med til lige nu. Godt - så længe Monique ikke fik skylden for det. Det tog resten af eftermiddagen, og et godt stykke ind i aftenen, før Monique godt kunne mærke at hendes krop havde lyst til en pause, og hun også selv nok egentligt var nået til det punkt hvor hun syntes det var trættende at blive ved. Derudover, var det vel nok også ved at være aftensmads tid - i alt fald for dem der spiste normal, fast føde - så hun tænkte det ville være et godt sted at stoppe. "Det må være det for i dag. Jeg tænker jeg lige vil tale med jeres Frue om hun vil have flere dages undervisning, dog. Men jeg må da sige, I har gjort store fremskridt, når man tænkerpå det kun har været idag, at I har øvet." roste hun dem, med et smil der var så svagt at det ligeså godt kunne være ikke-eksisterende.

De fem slaver var godt forpustet, da Monique stoppede undervisningen. Men de var også utrolig godt tilfredse med alt det de havde lært i løbet af dagen.
Amalie og Linne gik begge over til musikanterne, som de begyndte at gøre sig til for med nogle af de bevægelser de lige havde lært, noget musikanterne nød i fulde drag. Pigerne lod endda mændenes hænder glide rundt på deres kroppe.
Thom og James begyndte at små snave hinanden, mens de bevægede sig over til Winky. De kærtegnede hende blidt og nænsomt, mens de gjorde alt hvad de kunne for at få hende til at føle sig godt tilpas. Og det gav pote, efter omkring fem minutter var Winky lige så opstemt som de andre.

Kræ smilede til Monique og viste roligt vej hen til fruen, som lå henslængt i en lækker sofa i havestuen. I hendes ene hånd havde hun et glas med engleblod. Han bukkede og ventede pænt udenfor døren, da han blev bedt om det.
Mel så smilende på Monique og gjorde en gestus mod de frie pladser i de to lænestole og en anden sofa.
"Det må jeg sige. Hvis de andre stråler ligeså meget som Kræ gør, så har du virkelig haft succes med undervisningen. Hvad kan jeg give dig som bonus for din undervisning?"

Monique smilede let da hun så rund tpå deres forpustede ansigter - det var kun et godt tegn, det tydede jo på at de virkelig havdegivet den alt hvad remmer og tøj kunne holde, gjort alt hvad de kunne for at efterligne hendes bevægelser til perfektion, noget som deres Frue nok ville være himmenhenrykt over at se.

Hun blev hængende et par minutter og så hvordan de forskellige nu gjorde sig til overfor musikerne og Winky, og et svagt smil blev på hendes læber som hun fulgte efter Kræ, som han viste vej hen til Melisandre igen. Dade var nåe then til hende, nejede Monique let, af ren høflighed, før hun satte sig ned i den ene af stolene.

"Det lader i alt fald til at have efterladt dem en kende opstemt, for at sige det mildt." sagde Monique blot, med det svage smil der alligevel næsten ikke var der. "Og en smule penge er alt hvad jeg har brug for. Det er ikke ligefrem billigt at rejse så meget omkring som jeg selv gør. Men hvis jeg skulle befinde mig i byen igen en anden gang, skal de være velkommen til at hive fat i mig. De var skønne at undervise."

Mel smilede stort, da hun hørte at det havde haft den effekt som hun havde ønsket. Hun hævede stemmen nok til at Kræ kunne høre den gennem den lukkede dør.
"Kræ." Kræ åbnede roligt døren og bukkede for sin frue, mens han efterfølgende lyttede til hendes ordre.
"Hent Niko til mig og derefter kan du slutte dig til de andre igen." Et bredt smil lyste op i hans ansigt og han bukkede igen for fruen, inden han lukkede døren for at udføre hendes ordre.
Mel så igen på Monique og smilede stadig. Denne kvinde var andreledes end mange andre, så Mel gættede på at hun ikke var menneske.
"Hvis penge er alt hvad du har brug for, så er det det du får. Kan jeg byde på en forfriskning eller noget at spise?"
Kort efter blev der banket på døren og da Mel gav sin tilladelse, kom [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ind og nejede høfligt for fruen.

//sorry hvis det blev for kort

Monique drejede roligt hovedet for at se på Kræ som han blev kaldt ind i rummet og prompte kom rendende. Hun kiggede også kort efter ham som han gik ud af lokalet igen for at efterkomme sin frues ønsker, inden blikket atter gled tilbage på Melisandre.

"Penge er så absolut det eneste jeg kræver. Det skal dog siges - du vil måske finde at Winky er mere medgørlig resten af denne aften. Jeg må erkende min sult ramte - så hun er lidt ved siden af sig selv indtil hendes følelser vender tilbage i fuldt flor." hvis kvinden vidste bare det mindste om skyggevæsner i forvejen, ville hun nok nu godt kunne gætte at det var hvad Monique var, nu de var de eneste der umiddelbart levede af andres følelser. "Så min sult er skam blevet stillet. Men du skal have tak for tilbuddet." sagd ehun derpå, med et lille nik, ment nærmest som en form for siddende buk eller nejen.

// min blev ikke meget bedre.

Mel glippede lidt overrasket med øjnene, da Monique talte om Winky, men smilede bredt og en smule skælmsk.
"Ser man det. Så du er skyggevæsen. Sikke en fornøjelse. Og dejligt den tøs endelig kunne bruges til noget fornuftigt. Skulle du have lyst til en ekstra mundfuld inden du smutter, så skal du være velkommen til at dræne tøsen igen. Kræ og de andre kan sikker hjælpe med at gøre hende bange, ellers skal jeg gerne." Mel klukkede lidt med et glubsk glimt i øjnene, inden hun så på tjenestepigen.
"Ja, så var der alligevel ikke noget, Niko. Ud over at de fem skal have en god nærende aftensmad. Winky... Tja. Hør Kræ efter hvad han syndes hun fortjener. Og hvad med musikanterne? Blev de tilbage, da Kræ viste dig her hen?" Det sidste var rettet til Monique.

Niko havde nikket til fruens ord, men eftersom fruen pludselig spurgte ind til musikanterne blev hun stående, i det tilfælde at fruen havde flere ordre.
Hun havde prøvet et par gange at gå inden fruen var færdig med at give sine ordre og begge gange var det gået ud over en slave. Noget hun ikke ønskede at se igen. Den stakkels slave havde nærmest været lammet bagefter, så hårdt havde fruen slået.

Monique nikkede blot roligt til Melisandre's observation on hendes race. Det kunne hun ikke ligefrem løbe fra - der var dog få der vidste de forskelilge racer hun havde været førhen. Det var trods alt lidt af en rutschebanetur, hendes liv havde været. Intet under at et skyggevæsen fandt hende og besluttede sig for at hun ville være god som endnu en af dem. At hun havde sorgen og mørket i sig til det.

"Det er ikke nødvendigt - jeg er mæt nok til et par dage mere, nu. Og ja, de blev der. Amalie og Linne nød vist også at fremvise noget af det de lige har lært, til dem." sagde hun derpå, med det svage smil der var det eneste man rigtigt kunne få ud af hende. Større smil blev det i alt fald aldrig til, og latter var utrolig sjælden. Men det var godt at se at de allerede kunne bruge det til noget, det hun nu havde brugt en hel dag på at lære dem. "Hvis der skulle være brug for at de lærer noget mere avanceret en anden gang, så tøv ikke med at hive fat i mig, hvisDe eller en af deres slaver ser mig i byen igen."

Mel nikkede smilende og rejste sig roligt for at gå over til et aflåst skab. Her fandt hun tre poser, hver indeholdte ti velven. To af poserne var af kobber og den sidste var af sølv. Poserne tog hun med hen til Monique og rakte dem frem til at hun kunne tage dem.
"Jeg håber dette er en passende løn. Der er også et værelse til rådighed, hvis du ønsker at overnatte." Hun var overordenlig tilfreds med resultatet af denne dag, særligt når hun hørte hvor ivrige de fem havde været for at lære og bruge det. De skulle nok nå langt, det var hun sikker på. Winky der imod. Ja hun var og blev en klods om benet på hende. Det var nærmest ligegyldigt hvad hun gjorde for at straffe pigen, så vendte hendes uønsket stædighed tilbage. Nå men det måtte hun ordne på et andet tidspunkt.
Hun så roligt og smilende på Monique, uden at afsløre den diskution hun havde med sig selv om den dumme tøs.
Niko havde stillet sig hen ved siden af døren og stod afventende, til fruen igen blev opmærksom på hende.

Monique's øjne fulgte Melisandre som hun rejste sig op og fandt betalingen frem - en god betaling i forhold til hvad mange andre havde tilbudt førhen, så selv syntes hun det var mere end fint nok, og selvfølgelig ville hun tage imod det. Hun bukkede hovedet meget kort, af ren høflighed, som hun tog imod pengene. "Det er mere end passende. Mine planer var dog at være ude af byen inden i morgen, så jeg må desværre afstå fra tilbuddet, og tage afsted igen. Men tak."

Hun rejste sig stille og roligt, og fik spurgt om præcis hvilken vej hun skulle tage ud igen- og efter igen at have forsikret Melisandre om at hun kunne tage fat i hende til hver en tid hun så hende, så gav hun en let nejen, før hun forlod huset, og tog tilbage til hvor hendes vogn og heste stod, og var næste dag på vej sydpå fra Doomsville af - hen mod Théban.

//Out <3

Mel smilede til Monique, og nikkede forstående til at hun ville afstå fra tilbudet om overnatning. Mel huskede selv sine yngre dage, hvor hun havde rejst en del og ligeledes havde været meget rundt. Så på den måde var det forståeligt nok. Hun nikkede til Niko, der sørgede for at Monique fik en slave med som guide til rejsestalden og Mel selv satte sig igen på sofaen, hvor hun ville tage sit glas fra sofabordet, kun for at se at sofabordet var tomt. Hun drejede hovedet og så over mod skabet hvor hun havde en del af sine penge. Og ja, der stod glasset med engleblod på kanten af kommoden. Hun sukkede og rejste sig. Hun måtte snart få trænet en slave op til at kunne tage sig af miksturbrygningen. Det gik ikke at hun fik alt for permanente skader af dampene.

//Out