who are you? //Ezekiel//

S: Ashen Wood Forest i den sydligste ende
T: formiddag
V: Køligt og gråt udenfor
O: Træer
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Luce var vågnet tidligt denne morgen og var rastløs. Hun var samtidig ved, at kede sig ved, at være i Doomsville. Der skete aldrig noget, dem hun kendte var enten i Sunfury City og havde efterladt hende i Doomsville alene. Sakref var forsvundet ligesom resten af hans familie og lærlinge. De havde bare ikke taget Luce med fordi de andre åbenbart ikke fungerede alene i Doomsville. Dog var Sakrefs familie endt i Sunfury City hos Sakrefs bror. Luce havde heller ikke kontakt med Sean længere efter de var blevet uvenner og havde haft et skænderi over noget så latterligt som, at hun var bekymret for ham og han hadet at hun var det, men Luce hadet også at Sean var bekymret for hende. Det havde været et åndssvagt skænderi som havde skilt dem fra hinanden. Sean havde ellers været en af dem som Luce altid havde været loyal overfor og som hun aldrig ville stikke i ryggen. Selv ikke Sakref ville kunne få hende til, at spionere på Sean og give besked videre dengang Sakref tog hende ind som lærling igen.
Luce havde en mørkerød og sort kjole på og en sort ulden kappemed hætte på så man ikke kunne se hendes øjne, hvor der var bundet et rødt stykke stof omkring som var blevet beskidt og slidt med tiden. Hun havde også nogle sorte handsker på. Hendes hår sad i 2 fletninger som rottehaler der gik ned til hendes bryster. Hun var gået sig en tur og hun vidste sådanset ikke, hvor hun var på vej hen ad men hun var sådanset også ligeglad der skulle ske noget nyt end at gå rundt i gaderne i Doomsville. Hun havde sin servicehund Speedy med, hvor der var en særlig sele som han havde på så han var tæt på hende for, at føre vej. De var endt ude i Ashen Wood Forest i den sydligste del. Hun vidste sådanset ikke, hvor længe hun havde gået overhoved. "Find sted, at sidde" sagde hun kort til Speedy som førte hende hen til et træ som var væltet. Den kradsede på træet og gav et lille bjæf fra sig som tegn på, at han havde fundet et sted hun kunne sidde. Luce kørte sin hånd ned indtil hun ramte træstammen og kørte sin hånd lidt rundt på den for, at sikre sig at hun ikke satte sig ved siden af den inden hun satte sig. Hun satte sig stille og Speedy satte sig imellem hendes ben og lagde sit hoved på Luces skød. "God dreng" sagde Luce stille og nussede Speedy på hovedet.

Det havde været hvad der for Ezekiel nu nok var blevet til en meget almindelig morgen og formiddag. Han havde brugt aftenen forinden på jagt, hvor han atter en gang havde sørget for at få dyret til at lide så meget som overhovedet muligt. Han forstod ikke hvorfor andre endte et dyrs lidelser så hurtigt som de kunne - når det nu føltes så godt at få dem til at lide så meget som overhovedet muligt? Det var derfor han yndede at skære lemmerne af dyret et af gangen mens det stadig var i live, og tilberede det sådan, løbende, ind over bålet. Han havde også i tankerne at prøve det på en person engang... Nok ikke for at spise personen der, men bare for at mærke... Hvordan Deres smerte og lidelse måtte føles... Når et dyrs var så godt... Hvordan måtte det så ikke være fra en person af en eller anden art? Racen var for ham ligegyldig, så længe det ikke var en af hans egen art.

Men lige nu vovede han sig lidt tættere på udkanten af skoven end han havde gjort de sidste par dage. Han var ikke voldsomt tryg ved at være i nærheden af mange mennesker, især med den måde de stirrede på hans vinger på, som var det noget unaturligt. Men de var jo en del af ham, akkurat lige så naturlige som en hale var for en hund! Så hvorfor skulel der glos sådan på ham? Ja, det anede han ikke. Men han opfangede hurtigt, at han ikke var alene i denne del af skoven. Der var en anden her... Og det var ikke en af hans egne. Han havde en hånd halvvejs omme mod sin ryg, på vej til at hurtigt kunen gribe fat i hans spyd, skulel det blive nødvendigt... Da han diskret så rundt om et træ, og fik øje på en kvinde, der sad på et væltet træ, med en hund lænet op af sig.

Han havde også kunnet høre hende tale lige inden han så hende... Men han forstod intet af hvad hun sagde. Han forstod trods alt næsten intet af det fremmede sprog alle talte her... Alt var så forvirrende... Men hun var trods alt alene. Hunden var ikke noget han var bekymret over - kom alt til alt, så var en hund ingen udfordring, og ej helle rvar en enkelt person. Normalt, i alt fald. Roligt trådte han frem fra omme bag træet, hånden ej længer epå vej om mod hans spyd, omend han stadig så lidt mistroisk på hende som han gik lidt tættere på, men stadig standsede nogle meter fra hende - han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til hende. Deres ord for 'hej', kunne han dog, men han ville ikke have noget at følge det op med... Men uanset hvad, så var det da en bedre start end meget andet, især nu han kunen se hun havde et bind for øjnene. "... Hej," sagde han derfor, roligt, afmålt, og med en tyk accent der ikke rigtig kunne placeres, nu han originalt ikke var fra denne verden.

Luce sad stille på træet og nød alligevel lidt roen, men hendes ro blev hurtigt afbrudt da hun begyndte, at kunne høre nogen eller noget kom imod hende, hun blev en smule utryg da hun jo ikke kunne se hvad der kom imod hende og hun sådanset ikke vidste hvor hun var udover i en skov. Speedy kunne godt mærke den utryghed Luce havde fået og havde vendt sig om imod stedet hvor lyden kom fra og begyndte, at knurre advarende.
Luce rejste sig hurtigt op og holdt fast i selen på Speedy. Hun fornemmede noget var kommet i nærheden af hende, men var stoppet op nogle meter væk fra hende. Speedy kiggede dog stadig advarende på personen som var kommet hen til hende. Hun bed sig lidt usikkert i læben da hun hørte nogen sige hej til hende. "Hej, hvem er du? Hvad vil du?" spurgte hun usikkert. Det var ulempen ved, at Luce var kommet udenfor hendes tryghedszone. Hun havde sådanset ikke været ude fra Doomsville alene siden hun blev blind. Før i tiden kunne hun se aurarene fra andre levende væsner, men det havde hun mistet efter en kur mod den gift Zero havde givet hende for mange år siden.

Ezekiel kiggede kort ne dpå hunden som den knurrede af ham, men han lod sig ikke videre mærke af det. Han var efterhånden vandt til at mange dyr ikke kunne lide ham. Han vidste det ikke selv, men det var nok den meget mørke og kolde aura alle dødsengle nu engang havde. Og selvfølgelig... Så spurgte hun om noget han ikke helt forstod. 'Hvem', forstod han dog god tnok, og han vidste da også hvad hans navn var, men det andet hun sagde... Forstod han ikke en lyd af.

"Ezekiel," svarede han hende derfor. Kunne trods alt ikke svare på noget han ikke forstod. Men han rykkede sig dog en enkelt meter tættere på hende, som han nærstuderede hende, og også lugtede let ud i luften. Hun lugtede ikke som nogen som helst anden han havde mødt endnu... Hmm... de ti sig selv var rimelig interessant. Men det var nu også lidt upraktisk at hun ikke umiddelbart kunen se ham, da meget af hans sprog lå i fagter for tiden, nu han næsten intet forstod af de ord folk sagde til ham.

//undskyld den blev lidt kortere

Hun stod i et godt stykke tid og begyndte, at undre sig over, hvorfor han ikke sagde noget overhoved. Hun var dog lidt nervøs over, at han stod og stirrede på ham. Hun var godt nok van til, at folk stirrede på hende til hverdag, men det har var noget helt andet. Hun var et sted, hvor hun ikke vidste, hvor hun var henne. Hun kunne ikke se, hvem der var der. Det var utrygt for hende. Hun lagde sit hoved dog let på skrå da han kun havde svaret hende på, hvem han var, men ikke hvad han ville og der stadig var stille. Var han måske døv? Men så burde han kunne haft mundaflæse hende og svaret på resten af det hun sagde udover kun hans navn. Hun trak vejret lidt overfladisk da hun kunne mærke, at han kom tættere på hende. Det var tydeligt, at hun ikke var helt tryg ved situationen overhoved. "Hvad vil du?" prøvede hun igen, at finde ud af. Hun sagde det dog mere stille og roligt for det kunne jo også være, at han var en som ikke kunne klare for mange spørgsmål på en gang for dem havde hun også mødt nogle stykker af. Hun tog hætten af så hendes hoved blev mere tydeligt.
Hun stod lidt og tænkte imens hun ventede på at han svarede hende. "Kan du snakke?" spurgte hun kort For det kunne være han bare ikke forstod det hun sagde eller ikke kunne sige særligt mange ord.

På sin vis havde han både håbet hun ikke ville sige så meget, og så den anden side havd ehan også håbet på at hun ville sige lidt mere - og måske noget der indeholdt en smule af det, han allerede forstod. Han kunne ikke engang huske det sprog han havde talt der, hvor han var før han var dukke top her. Hvorend det så var. Men han vidste at det her sprog var anderledes. Meget anderledes. Det lød meget... Blidt? I forhold til hvad han mente at kunne huske, uden så helt at kunne huske det alligevel. Hans meget vurderende blik gled over alle aspekter af hende, katagoriserede hende i forhold til ham selv - og kom frem til, at hun nok ikke ville være nogen udfordring, skulle det komme til kamp. Sådan så han altid på alle... Vurderede deres kampstyrke i forhold til sin egen, og kiggede derefter på alt andet.

Hun sagde ordene igen. Dem han ikke helt forstod. Eller, jo, noget af det - ordene 'hvad' og 'du'. Men han kendte ikke ordet i midten... Spurgte hun hvad han var? Det vidste han ikke engang helt selv endnu. Han kunne ikke huske det. Eller spurgte hun om noget andet? Men detnæst ehun sagde - det forstod han! Det var noget han ofte havde hørt, og var vist lidt hen af om han sådan... Forstod folk? Troede han? "Nej... Svært... Sprog..." sagd ehan, rimelig langsomt, da han lige skulle huske ordene, huske deres udtale, og så også lige få munden til at makke ret med at sige det højt.

Normalt var Luce en meget tålmodig kvinde ville hun selv mene, men det at bare stå og vente i det hun ville kalde i en usikker og lidt utryg situation var hun ikke så tilpas med og det gjorde, at hendes tålmodighed bliv sat på prøve. Hun skulle til, at vende sig om for bede Speedy om, at føre hende hjem da hun kunne høre på ham, at han prøvede at udtale noget for hende. Hun gik 2 skridt tættere på ham godt nok langsomt da hun var lidt utryg i situationen. Hun forstod pludselig hvorfor denne mand ikke sagde så meget. Han kunne ikke forstå hende. Hun kunne forestille sig, at han var lidt frustreret over det. Det havde hun sikkert været og det hjalp ham sikkert ikke meget, at hun ikke kunne se ham overhoved. Hun stod lidt og tænkte før hun trak vejret dybt og kiggede hen imod ham. Hun kunne vel hjælpe denne stakkels mand så han lettere ville kunne komme til, at snakke med folk. "Du lære sprog?" spurgte hun, hvor hun udtalte ordene langsomt og tydeligt. Hun vidste ikke hvor meget han forstod, men hun havde fået en ide om, at han ikke forstod så meget for han havde haft svært ved, at svare hende på de simple spørgsmål hun havde stillet ham tidligere. Hun ville gerne hjælpe ham, men hun havde også en ide om, at hun ville have svært ved det for de fleste brugte fagter mm til, at lære sprog men det kunne han jo ikke bruge imod hende for hun ville ikke kunne se det og derfor ikke forstå det, men hun ville gerne prøve, at hjælpe ham. Speedy kunne mærke, at Luce var blevet en smule roligere og havde derfor sat sig ved siden af hendes ben, men han ville alligevel være meget opmærksom på hvordan Luce havde det og ville reagere, hvis Ezekiel gjorde noget ved hende.

Det var lidt irriterende at han ikke kunne forstå folk og omvendt, ja... Men det gik ham nu heller ikke så meget på. Det var der uhyre sjældent noget der rent faktisk gjorde. Han havde set andre... Folk der boede i denne verden... Lade sig styre af alle mulige ting frem for logik. Folk der bare flejnede på hinanden, folk der holdt sig tæt på hinanden og støttde hinanden selvom det ikke gavnede dem selv at gøre sådan. Hvorfor, ja, det kunne han ikke helt finde ud af. Det gav jo ikke mening at gå amok - så kunne man ikke tage ordentligt beslutninger. Og det gav ikke mening at knytte sig til nogen medmindre det havde en fordel for dig selv. Folk var underlige.

Han kiggede stille og roligt på hende som hun trådte tættere på - og han kunne se hvordan hun lod til at slappe lidt mere af nu. Bevægelserne var ikke helt de samme som de små forskræmte bevægelser han havde set hos de to personer han allerede på nuværende tidspunkt havde tortureret til døde.

"... Ja. Tak." sagde han derpå stille, efter nogle sekunder hvor han lige måtte dreje sætningen i hovedet. Han kiggede kort ned mod hunden, for derpå at se hen på kvinden igen.

Hun stod roligt og ventede på, at Ezekiel svarede på hendes spørgsmål. Hun tog sig god tid for hun vidste det kunne være svært, at lære noget nyt. Hun kendte det fra at gå rundt det brugte hun lang tid på og ham her havde vel behov for, at lære sproget. Han kunne måske haft været døv og ikke kunne udtale orderne eller aldrig hørt dem.
Da han svarede hende smilte hun kort og nikkede til ham "Hedder Luce" fortalte hun og lagde kort en hånd på sin brystkasse for, at fortælle ham hvem hun var. Nok ville hun ikke kunne se hvis han lavede fagter, men hun kunne jo lave dem så han kunne se det. Hun bakkede lidt og satte sig på træstubben som hun havde siddet på forinden. Luce vidste dog ikke helt, hvad Ezekiel ville lære for hun tænkte normalt ikke over hvad hun sagde til folk og nu skulle hun jo til, at tænke over den slags. "Er du sulten?" spurgte hun prøvende for, at finde ud af, hvor meget han forstod, men det var også en god sætning at kunne, hvis man mødte andre og ville byde dem på noget, at spise. Hun udtalte orderne tydeligt og langsomt så han ville kunne fange dialekten, men det ville også give ham tid til, at hører på hvert et ord og havde han behov for dette ville hun gentage sætningen igen roligt.

Et svagt smil, et der næsten ikke var der, gled over Ezekiel's læber. Så Luce var hendes navn - javel. Ikke det mest normale navn at høre, men igen, det var hans måske heller ikke? Han havde i alt fald endnu ikke stød tpå nogen med samme navn som sig selv, ikke at det sagde meget, så kort tid som han nu engang havde været her, i denne verden. Der kunne meget vel være adskillige folk med det navn som han jo så bare ikke havde mødt eller hørt om endnu.

Ordet sultn havde han dog godt fået sjusset sig frem til efterhånden, så ofte som folk brugte de tor di forbindelse med ordet mad... Så efter at tænke sig en smule om kom han frem til hvad det velnok måtte betyde. Var han sulten? Måske, men ikke så meget som han havde været igår, før han nedlagde den lille hjort, som han stadig havde en lille smule tilbage af, gemt i sin bæltetaske med noget salt så det ikke blev dårligt. "... Nej. Har mad." svarede han derfor. Snacksulten var jo ikke at være rigtig sulten. Og hans sult efter smerte var også blevet stillet ved at torturere det stakkels dyr dagen før.

Luce sad stille og ventede på Ezekiels svar og smilte roligt da han svarede på det spørgsmål hun havde stillet. Det var dejligt, at han forstod det og han kunne svare med en simpel kort sætning var hun glad for. "Det var godt for mad er vigtigt" sagde hun stille, hvor hun igen udtalte ordrene langsomt og tydeligt. Speedy havde sat sig ved Luces side og lagde sit hoved på Luces skød imens han kiggede på Ezekiel. Luce aede Speedy stille på hovedet "Det her er Speedy. Han er min servicehund fordi jeg er blind" fortalte hun. Hver gang Luce sagde noget var det roligt, langsomt og tydeligt og hun gav Ezekiel hver gang ro samt tid til, at forstå de ord hun sagde.

Hans øjne gled fortsat stille, let vurderende over hendes form. Han havde allerede mentalt udpeget alle de fysiske svagheder hun havde, der kunne gås efte rhvis kamp skulle blive nødvendig engang, men lig enu lod det ikke til at det ville vær enødvendigt i den nærmere fremtid, i alt fald. Det var også derfor at spyddet stadig var omme på hans ryg, og ikke i hans hænder som det havde været med mange andre han havde mødt.

Han nikkede let som hun introducerede hendes hund - før han kom i tanke om, at hun jo netop ikke kunne se ham. Derefter så han ned på hunden, og sagde, en smule kortfattet, blot "Hej Speedy." til den, med et lille nik i en form for hilsen. Dyr havde han ikke så meget til overs for, bortset fra de større rovdyr, da det var fascinerende at se de måder de jagede på. Han havde allerede fået en del inspiration fra blot at se på dem. Men en anden ting var han nu meget nysgerrig over, da hun kke umiddelbart lod til at være et menneske. Så derfor blev det næste han sagde; "... Hvad er du?"

Speedy kiggede undersøgende på Ezekiel. Han vidste ikke helt om han kunne stole på Ezekiel eller ej og var derfor på vagt selvom han vidste, at han ikke ville kunne gøre meget for, at beskytte Luce hvis det kom til stykket. Han nikkede dog kort til Ezekiel da han sagde hej til ham. Lidt opdraget var han da.
Luce sad lidt og spekulerede over hvad hun ellers skulle lære Ezekiel, at sige for det var jo ikke så nemt, at lære en sproget når de var alene syntes hun. "Jeg er draconianer, hvad er du?" spurgte hun stille. Hun sad lidt og spekulerede over, hvad hun skulle spørge ham om eller fortælle ham. "Hvor bor du henne? Har du familie?" spurgte hun. Hun vidste godt, at det var mange ord på en gang og 2 spørgsmål han skulle forholde sig til, men så havde de en start, at gå ud fra. "Hvor længe har du været her i skoven?" spurgte hun stille. Hun vidste godt at hun var i en slags skov pga der var så mange træer omkring hende.

Ezekiel kiggede slet ikke på hunden længere. Han havde kun hilst på den fordi det lod til at nogle folk gjorde det heromkring... Den ragede ham vitterlig ikke en høstblomst, da han ikke umiddelbart lod til at kunne få noget ud af hunden og ej heller virkede dem som nogen særlig trussel overfor ham - og derfor var den ikke værdig til hans opmærksomhed.

Draconianer? Han havde hørt det før, men kunne ikke huske i hvilken sammenhæng. Nu ville han i alt fald kæde det ord sammen med en der havde den specielle lugt over sigsom hun havde... Det var nærmest som om hun lugtede af varme. Og en smule af reptiler, som firbenene i skoven, bare større. Interessant. Men hvad han var...? "... Ved ikke." svarede han, stille og roligt, men ærligt. "Vinger. Sorte. Kæmper godt. Alt jeg ved." uddybede han så, med en mindre pause mellemnogle af ordene som han lige skulle vride hjernen lidt for at prøve at regne ud hvilke ord der skulle bruges, som der betød det han ville få sagt. "Ingen steder. Rejser. Ingen." svarede han så på hendesnæste spørgsmål. Forganske rigtigt havde han intet fast sted - og så vidt han vidste, ej heller ingen familie. Hvis han havde, var den i alt fald ikke her, i denne dimension, sammen med ham. "En dag. Måske to."

Luce sad stille og ventede på, at Ezekiel svarede hende på hendes spørgsmål. Hun blev overrasket over, hvor hurtigt han var begyndt, at kæde de ting hun spurgte og sagde til ham sammen. Men hun vidste også godt, at der ville gå et stykke tid før han ville kunne have en ordentlig dialog med andre. Hun havde dog en smule svært ved, at finde hoved og hale i det han sagde da han jo svarede på flere spørgsmål på en gang med nogle få ord, men hun var sikker på, at han nok skulle blive bedre til, at snakke med tiden.
Hun kunne dog heller ikke genkende hans race udover det kunne være en form for dæmon eller engel, men der fandtes jo så mange forskellige former for engle og dæmoner. Hun trak vejret dybt "Er der noget du gerne vil vide noget mere om?" spurgte hun ham stille. Dels for, at finde ud af om han forstod det spørgsmål og måske selv kunne stille hende nogle spørgsmål eller prøve sig frem for det var ikke nemt for hende, at skulle lære ham en masse som hun jo ikke tænkte over hun sagde til hverdag.

Heldigvis havde han altid været meget lærenem. Ikke at han selv rigtigt kunne huske det, men det var dét, der trådte i kraft nu... I og med at han kædede hendes ord sammen med fagter og gøren fra andre, når de havde brugt ord der lød lige sådan.

Han rynkede let på brynene over det næste, dog, ikke helt sikker... Men 'vide', det var noget med at lære, var det ikke? Hmm... Hvad var der han virkelig gerne ville lære? Se, dét var et godt spørgsmål. Han tog en dyb indånding, og satte sig så endelig ned, som han tænkte lidt over det.

"... Hilsener. Ord med kamp." med det mente han nu mere ord der lagde op til kamp, og lignende - så han ikke udelukkende skulle gå efter folks kropssprog for at se hvornår han skulle være klar til kamp.

Luce sad stille og roligt og ventede på Ezekiels svar på hendes spørgsmål. Hun havde generelt en rigtig god tålmodighed og gav ham også den tid han ville have behov for, for at kunne svare ordentligt på det hun sagde eller for, at lære sætninger og ord.
Hun lyttede stille til hans svar. Hun sad og tænkte lidt over hvad det var han mente med det han havde sagt, men hun var ikke helt sikker og var nød til, at få det afkræftet eller bekræftet om hun havde forstået ham rigtigt “Mener du, at du vil lære hvordan man hilser på andre måder og hvordan du kan høre med ord, at folk vil kæmpe?” spurgte hun ham stille. Hun var nemlig ikke helt sikker.
Hun sad i et lille stykke tid og tænkte over samtidig med hun gav ham tid til, at svare. Da han havde svaret smilede hun venligt til ham “Når folk hilser er det ofte med hej, goddag, godaften, godmorgen og hverhilset. Hverhilset bliver mest brugt af de høje herre som holder fester eller skal tale i store forsamlinger. Hej er mere det neutrale de bruger når man snakker med deres nære og bekendte.” forklarede hun ham kort.
Hun sad lidt og tænkte over det med kamp for det var ikke tit, at folk sagde med ord, at de ville gå til angreb mod nogen der var det jo mere deres kropssprog og måden de snakkede på der indikerede at de havde lyst til det eller skulle til, at gøre det “Når folk vil kæmpe fortæller de ikke altid direkte at det er det de vil for der er det mere måden de snakker på og deres kropssprog der vil fortælle dig, at du skal være klar til det. Der er dog nogle som kan finde på, at udfordre dig i en kamp og der ville de som oftest sige noget i retningen med, at du skal finde dit våben frem og kæmpe som en mand” forklarede Luce. Luce kunne ellers ikke rigtigt forklare det da det generelt var meget kropsligt der indikerede det.
Hun sad lidt og tænkte over hvordan hun kunne fornemme, at folk ville angribe hende for hun kunne jo ikke på samme måde aflæse kropssprog som Ezekiel kunne “Jeg fornemmer på folk om de vil mig noget ondt eller ej. Det kan oftest høre på deres vejrtrækning og folk der vil angribe eller vil mig noget ondt får jeg en fornemmelse af, at det ikke er godt, men jeg kan desværre ikke fortælle dig helt hvordan jeg kan aflæse det” forklarede Luce.
Luce vidste dog ikke helt om hun havde sagt for meget på kort tid imens hun snakkede for, at fortælle Ezekiel det og hvis det havde været for meget ville hun selvfølgelig gentage det for ham.

"... Ja." svarede han roligt,nogle sekunder forsinket, på hendes spørgsmål - hun havde skam forstået det korrekt. Så vandt som han var til kamp... Så ville detvære godt at vide om hans intuition var rigtig, eller om der også var andre 'triggers' at holde øje med, så at sige, udover udelukkende krossprog.

Igen kom han til blot at nikke da hun forklarede hilsener, men kom da atter i tanke om, at hun var blind - hvorfor han også roligt sagde; "... Jeg forstår." blot for at hun ikke skulle sidde og blive forvirret over, om han nu engang også havde hørt og forstået alt det med de mange hilsener. Han bed mest mærke i at hun havde sagt 'hej' de to gange - så måtte det vel bare være det han skulle bide mest mærke i, ikke?

Han lyttede godt efter med det med kamp, da det trods alt var lidt vigtigere for ham end at hilse på folk... Og fik lidt sin formaning bekræftet om at kropssprog nok var den måde han bedst kunne skelne ting på, medmindre han altså blev direkte udfordret, åbenbart.

Han bad hende dog lige om at gentage det sidste, da han stadig havde været igang med at processere det andet, da hun var fortsat - men derefter følt ehan sig nu også fint med, efter lidt mere tid til sådan at 'fordøje' det hele. "Tak... For forklaringen.." sagde han derefter, men igen var der ikke megen ægte følelse at spore i tonen af hans stemme, der forblev mere eller mindre monoton.

Luce havde siddet stille og lyttet til hans svar på det hun havde fortalt ham. På en måde kunne hun fornemme på ham, at han havde forstået det hun havde sagt og det var jo også det han havde sagt, men hun blev flere gange blevet hevet lidt ud af fatning når hun fokuserede på måden han snakkede på fordi hun kunne ikke aflæse hans følelser eller noget ud fra hans stemme som hun ellers normalt kunne og det gjorde hende en smule utryg ved situationen som ville kunne ses ved at hun lagde sine arme mere beskyttende om sig selv for at berolige sig selv. For hende var det utrygt da hun ikke kunne regne ud om han ville skade hende eller ej for der var intet fra ham af som hun kunne aflæse end ikke hans kropssprog hjalp hende overhoved.

Hun sad lidt og tænkte for sig om hun skulle tage hjem igen for at komme væk fra ham og hvis hun gik ville han så skade hende? Hun lod kort tankerne flyve rundt i hovedet på sig selv, hvor man ville kunne fornemme at hun var fraværende i det øjeblik.
Hun tvang sig tilbage til virkeligheden og vendte sit hoved imod ham "Hvad er der sket med dig siden du virker så følelseskold?" spurgte hun nysgerrigt. Hun forventede sådanset ikke at han ville svare hende eller om han forstod hende, men hun var nød til at prøve at tvinge noget frem i ham som hun kunne aflæse ham på.

// sorry men tænker at vi outer emnet hvis du ikke har noget imod det - jeg har prøvet flere gange men kan ikke finde mere krea til netop dette emne. Så håber det er okay med dig