I need you to hear the story - Genevira

Sted: Borgen i Doomsville
Tid: Tidelig eftermiddag
Vejr: solskind, dog stadig køligt.
Partner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Der var ikke gået meget mere end et par dage siden han og Sean havde haft deres noget ”specielle” aften! Lori var langt fra Healet, og selvom han havde lovet Sean at han ville slappe af, og måske lige få styr på det brækkede ribben, kunne han ikke holde det!
Han var nød til at komme afsted! Jo længere der gik inden han opsøge Brunso, des værre! Han var nød til at komme med en god forklaring på det hele, og også hurtigt!
Han havde pakket sine ting, og var på vej ud af byen, da han pludselig hørte en af vagterne råbe af ham.
”HEY! Dig der! Bliv hvor du er!” Lori kiggede tilbage. Hvad nu? Før han vidste af det, blev han nærmest revet ned af hesten, og fik vredet armene om på ryggen. Det gjorde fandens ondt, og Lori kunne ikke undgå at jamre sig over smerten der med det samme skød frem fra det brækkede ribben.
Han blev hevet med af vagten, og inden længe kom der flere til. Lidt ærgerligt, for Lori var sikker på, at selv med at brækket ribben havde han kunne klare den ene vagt selv.
”du er tiltalt for massemord!” udbrød den ene vagt pludselig. Lori så overrasket på ham ”Massemord?!... er du seriøs?” Spurgte han helt forvirret.
Vagten så på ham. ”Du er blevet set forlade et brændende hus, fyldt med lig! Ville du ikke selv kalde det for massemord?” vrissede han.
Tankerne røg tilbage til et par aftner siden. Så huset havde ikke nået at brænde ned? Siden de kunne se at der var en masse lig inde i huset. Det her var ikke godt! Han havde ikke skænket det en tanke at de kunne være blevet opdaget. Hans tanker havde kun drejet sig om, om hvad han skulle forklare Brunso og ikke hvad han skulle sige, hvis han blev tiltalt.
Han tænkte hurtigt. ”jeg ønsker at Herskerinden skal bedømme min skyld!..” vagten stoppede op. Dette var jo noget folk havde lov til at bede om! Han knurrede irriteret, men valgte alligevel at føre Lori op til borgen.

De blev stoppet foran porten, og en af vagterne kom over til de andre vagter for at tale situationen igennem. Vagten fra borgen, var desværre ikke et nyt ansigt. Men en havde mødt flere gange, i den tid hvor det var Sean der boede her.
Han stillede sig foran Lori.
”nårh… så fik vi dig endelig!” lød det lidt for triumferende.
”Du har måske savnet mig så meget? Eller er du stadig sur over alle de gange du fik ballade, fordi jeg sneg mig uden om det vagtmandskab?” Kom det fra Lori provokerende. Resultatet af dette, kunne Lori sikkert godt have forudset, for en knytnæve ramte ham i maven, så han uundgåeligt bukkede sammen, og smerterne i hans side blev bestemt ikke mindre af det.
Vagten greb fat i hans krave.
”Pas på dæmon!... Lord McGivens er her ikke længere til at beskytte dig! Og jeg tvivler stærkt på, at du kan manipulere lige så meget med Herskerinden!” Kom det truende fra ham.

Han havde jo nok ret! Han havde mødt Genevira 1 gang, og han anede ikke helt selv, hvordan det var gået. Han havde endt med at forlade selskabet, fordi Genevira og Sean var kommet op og diskutere. Og Lori havde ikke ville sidde der og være i vejen.

En af vagterne var gået ind på borgen, for at fortælle Genevira, at der var en fanget mand der insisterede på at tale med ham, om hans sigtelse.

Retsager var ikke nogen uvant ting for Doomsvilles nye herskerinde. Snare tvært imod. En bølge af dem var blevet afholdt i kølvandet på brandnatten og hendes overtagelse af byen. Det havde været nødvendigt at rive ukrudt op. Hvad der undrede hende i denne sag, var at den tiltalte ”insisterede” på at tale med hende. Som om det ikke netop var hende, der var øverste dømmende myndighed og hun, i en sag så stor som denne, ville være nødt til selv at tage stilling til sagen. I mindre alvorlige sager overlod hun det gerne til vagtkorpset, stolede på deres kompetencer til at udmønte mindre straffe, men i en sag, der kunne ende i en mands død, aldrig i livet. Vagten, en ung, bemærkelsesværdigt lille og slank, engel ved navn Suriel undskyldte også for at have regnet med andet, krøb nærmest nede ved gulvbrædderne også selvom Genevira ikke havde gjort mere end at se skarpt irettesættende på ham. Han og hans fuldstændig indentiske tvillingebror Raphel skræmte egentlig Genevira ret meget, blot fordi de var engle. Hendes mor havde altid insisteret på, at de kunne se ind i din sjæl og grave alt dårligt frem. Men på en måde, var det også sært betryggende nu. Siden, at de to brødre var blandt hendes mest dedikerede støtter, så måtte det vel betyde, at hun ikke gjorde noget galt. De så altså, at hendes intentioner var rene.

I deres iver efter retfærdighed og for at udføre Geneviras noble vilje overfor den brede befolkning, kunne brødrene dog godt have en tendens til at blive grebet af stemningen og deres egen idé om retskaffenhed. Hvilket Genevira også gik ud fra, var tilfældet her.
Hvor om alting var, værfede hun Suriel bort efter hans afrapportering og den unge mand forsvandt for at genfinde sin bror. Imens gjorde Geneviras tjenerinder hende klar til officielt embede. Klædte hende i liljehvidt og gyldent, hendes officielle farver, og placerede liljekransen på hendes tilslørede hoved, den tunge kappe af stofliljer og ædelsten om hendes spinkle skuldre.
Det syn, der mødte Lori, som han blev trukket op på borgen, ville muligvis forekomme ham bizart meget anderledes end sidst, han var her. Alt virkede strålende hvidt og rent. Væggene var fulde af kunst, der i vidt omfang illustrerede mennesker af alle forskellige social klasser, der arbejdede sammen om forskellige ting. Liljer var at finde over alt. Her var ingen religiøse symboler. Alligevel hang der en følelse af andagtighed over stedet, ikke ulig at træde ind i en kirke.

Hvad der mødte dæmonen, når han trådte, eller muligvis blev slæbt afhængig af hans samarbejdsvilje, ville muligvis chokere ham endnu mere.
Det lange højløftede rum henlå i halkølig dunkelhed. Nok mest for at skåne herskerindens skrøbelige vampyrskikkelse for solens altødelæggende stråler, var de høje mosaikvinduer skodet til i dagtimerne. Her og der skabte lyskrystaler deres eget flakkende sart glødende lys. Langs væggende stod tilslørrede tjenestefolk i hvide ens klæder. Det var umuligt at sige, om de var mænd eller kvinder. Medmindre du følte dig modig nok til at dømme efter kropsform. Her var individet udslettet og blevet til en enhed. Den ultimative selvopofrelse for styret.
I rummets anden ende fra døren Lori var kommet ind ad sad byens herskerinde på en stol af glat sort sten og lyste op i mørket i sine liljehvide klæder. Også hendes ansigt var dækket af et gyldent slør. I disse situationer, var hun Doomsville. Ikke en kvinde af kød og blod. Et individ med et ansigt.
I takt med at den tiltalte blev slæbt tættere på, læste hun op fra et tydeligvis oldgammelt dokument i de små slanke hænder. Hendes stemme var lys og klar som en kirkesangers, men tung af alvor.

”Det er ikke tilladt at slå en anden person ihjel, uanset grunden. Den eneste undtagelse er bødlen, hvortil personen der dræbes er dømt til døden af retten.
Skulle en person slås ihjel er det familiens pligt at søge hævn og kompensation derfor. Dette gøres ved at samle begge familie til et privat møde med retten, hvor en passende straf og kompensation vil blive aftalt. Bøden kan betales i guld, ejendele eller ved blod.
Det er ikke tilladt, med fuld overlæg, at sætte ild til ejendomme. Er der omkommet personer under brænden, anses det for mord og behandles herefter,”

”Det er ikke tilladt at slå en anden person ihjel, uanset grunden. Den eneste undtagelse er bødlen, hvortil personen der dræbes er dømt til døden af retten.
Skulle en person slås ihjel er det familiens pligt at søge hævn og kompensation derfor. Dette gøres ved at samle begge familie til et privat møde med retten, hvor en passende straf og kompensation vil blive aftalt. Bøden kan betales i guld, ejendele eller ved blod.
Det er ikke tilladt, med fuld overlæg, at sætte ild til ejendomme. Er der omkommet personer under branden, anses det for mord og behandles herefter,”

”Dette er vor lov.” sagde hun, samtidig med, at Lori blev tvunget i knæ foran hendes stol og alle de forsamlede tjenestefolk og vagter ligeledes synkront faldt på knæ.

”De står tiltalt for at have forbrudt Dem herimod, tal Deres forsvar eller rens Deres sjæl for skyldens skam ved at tilstå.” Et øjeblik blev hun ramt af kvalme…for hun kendte manden.
Han var Seans.

Stedet var på ingen måder som han huskede det! Det lettere dystre der altid havde været over borgen, var her på ingen måde mere! Her var derimod blevet ufatteligt lyst og… blomstrende? Det var lige før, at han ikke engang kunne huske hvor de forskellige døre ledte hen, trods han havde været her mange gange!
Men han havde heller ikke ret meget tid, til at stoppe op og overveje det. Der blev hele tiden hevet eller skubbet i ham, fra vagterne, og efter slaget i maven, var han ikke Liiige i humør til at gøre modstand, mens hans hænder stadig var fanget på ryggen.
Da han blev ført ind i det store rum, så han sig om. Det hele blev en anelse voldsomt. Dette lignede virkelig en domsal. Det var ikke helt det han havde ment, da han havde bedt om at tale med Genevira! Han havde håbet på en snak mellem 4 øje, og ikke en rettergang, hvilket han kun blev bekræftet i, da han nærmest blev sparket i knæ foran Genevira, af den lidt for emsige vagt.
Det her blev nok ikke nær så nemt, som han havde håbet på! Det hele var en del nemmere den gang det var Sean der var Hersker… ikke fordi Lori bare kunne gøre som han ville… men han havde en noget længere ligne, og Sean var ikke helt så skrap med reglerne.
Efter han var blevet sparket ned på knæ, skulede han mod den emsige vagt.
”Er det normen at lade en stadig uskyldig mand sidde på knæ med hænderne på ryggen?” spurgte han pludselig. Han så over på vagten han i forvejen havde lidt af en konflikt med.
”jeg ved du tænder på det hård, men det her er måske lige i overkanten” lød det provokerende, og det resulterede i det han havde forventet, ende det med et slag i baghovedet, hvilket fik ham til at ømme sig.
Lori havde i forvejen en del sår og blå mærker, både i ansigtet og på rasten af kroppen, mærker fra et par aftner før. Han havde fået en del slag, og skrammer.
Han vende dog blikket mod Genevira igen, da hun begynde at tale, og efterhånden begynde det at gå op for ham, at det her nok var en del mere seriøst, end han først havde regnet med.
Da Genavira bad ham forsvare sig, eller at han skulle bekende, sukkede han tungt.
”Jeg må erkende at jeg ikke havde regnet med at blive taget imod, med en hel velkomstfest, da jeg sagde jeg ønskede at tale med dem” lød det fra ham, med et træk på skulderen.

Han så sig om, inden han igen vende blikket mod Genevira. Det var ikke længe siden de havde mødt hinanden, så hun kunne vel næppe have glemt ham?
”Jeg tilstår min skyld… Men jeg kan også forsvare mig selv… men” han så atter rundt på de mange folk i salen, og det ende på den emsige vagt, som han allerede kende så godt. Denne vagt havde også været under Sean, og Lori havde mange gange drillet ham, og endt med at få ham i ballade, når Sean opdagede, at en så ”almindelig” person som Lori, kunne snige sig forbi vagterne.
Han kunne ikke forklare sig i dette forum. Det ville ende med at han udleverede ikke blot Sean, men også sig selv. Han så atter op på Genevira.
”jeg underskylder deres nåde men… Jeg kan ikke komme med mit forsvar, ej heller forklare mine motiver mens så mange høre lytter med, og øjne kigger på da… Det hele handler om én der står os begge nært” Hans blik blev mere intens, og han håbede virkelig hun forstod.
”hvis deres nåde blot ville lytte til mig, i enerum, kan jeg forklare det hele…jeg…” Mere nåede han ikke at sige, før han mærkede en voldsom smerte i maven, efter et spark fra den emsige vagt. Et spark der fik ham til at falde sammen, og stønne af smerte. Smerten fra ribbenet nev ud i nærmest hele kroppen.
”Du skal ikke tage dig friheder Dæmon!... jeg har allerede advaret dig en gang!” knurrede vagten, inden han igen greb fat i Lori, og trak ham op på knæ igen, en bevægelse der også gjorde ondt, og fik Lori til at ømme sig.

Genevira var pludselig ekstra taknemmelig for sløret, der dækkede hendes ansigt. For ved Loris ubehøvlede og dybt upassende seksuelle kommentar fik hendes ansigt til at fortrække sig i væmmelse.
Hun foldede de små behandskede hænder foran sig for at holde dem i ro. Hendes mor ville have slået ham for denne mangel på respekt på et så vigtigt sted. Og så i en situation, hvor hans handlinger meget vel, kunne have kostet ham livet, hvis ikke han havde været Seans. Men bare fordi, at han var Seans, betød det ikke, at han skulle have lov til at opføre sig som en klovn i et horehus, hvilket var, hvad Genevira efterhånden var ved at få indtrykket af, at Lori reelt var. I guder, hvor havde Sean samlet denne imbecil op. Hun åndede sagte ind, og mindede sig selv om, at hun ikke var sin mor. I stedet adresserede hun ham med kølig ro.

”Jeg vil minde Dem om, at De befinder Dem i en statsbygning, sir. Jeg forventer at mit folk har evnerne til at artikulere sig med en respekt, der er passende for situationen og deres omgivelser.”

Hun var allerede træt. Da han sagde, at han havde forventet mindre, at tale med hende under fire øjne, følte hun næsten et glimt af lettelse. Han havde altså åbenbart trods alt et vidst blik for situationen han befandt sig i alligevel og hun kunne stadig nå at sende sine folk bort og i stedet konsultere med ham selv. Så meget nåede hun at tænke, før alt hendes håb om en fredelig og fordragelig løsning på den nuværende kattepine prompte blev knust, som glas et overivrigt barn havde kastet direkte mod det hårde kolde stengulv.
For før hun kunne nå at gøre så meget, som at løfte hånden i en affærdigende gestus, havde Lori tilstået sine handlinger.
Genevira havde lyst til at grave sig ned i et hul. At skrige meget længe ud i tomrummet ind til hendes problemer løste sig selv, men som herskerinde, kunne hun ikke gøre noget sådant.

”Meget vel. Jeg agter at føre samtalen videre under fire øjne, som denne mand ønsker. Gilly, hent ham en stol, og alle jer, mine kære medborgere mit elskede folk, forlad os så. Frygt ikke for min sikkerhed, for jeg ved at sandheden og retfærdigheden vil beskytte mig, som den gør os alle i Doomsville.”


Hun holdt en pause, regnede med at folk nu fredsommeligt ville forlade hendes tilstedeværelse. Hvilket de i vidt omfang også gjorde.
Men den ene vagt….han have brugt dæmon som et skældsord. Det både undrede og generede Gene, der vendte sig skarpt mod ham. På trods af hendes tilslørerede ansigt, var irettesættelsen i hendes værdigt skarpe holdning tydelig.


”Sir Vincent. Behøver jeg minde Dem om at vi her i vor elskede by ser værdig i racernes samarbejde og ligeværd? Behøver jeg minde Dem om, at de selv har tjent side om side med mig, under Lord Mcgivens, da han herskede fra det sæde, hvorpå jeg nu sidder? Jeg behøver vel heller næppe minde Dem om, at mange af Deres ærede brødre og søstre i vagtkorpset er dæmoner?” Manden virkede et øjeblik klar til at sige noget, en undskyldning sandsynligvis, men Genevira verfede ham bryskt af.


”Suriel, Raphael. Følg venligts sir, Vincent ud. I kan passende minde ham om de nye protokoller,” fastslog hun og de to brødre slanke og små som de var, slog ufortrødent trit med manden og fulgte ham ud, formåede at se intimiderende ud, som de gik der, på hver side af sir Vincent, der pludselig virkede helt sammensunken.
Den sidste der forlod salen var en modvillig Gilly, den unge tjenerinde fra Rotten Root, der havde været Genes tro støtte siden brandnatten. Hun hjalp Lori på plads på en stol og stod et langt øjeblik og virkede mistænksom. Hang lidt ved Genes side, indtil også hun forlod salen og den var efterladt tom udover Genevira og Lori.
Et øjeblik måtte Genevira vende ryggen til ham. Forsøge at minde sig selv om, at hendes sind måtte og skulle være yndefuldt og rent, hvad hendes mor havde sagt, hver gang Gene selv blev for udadreagerende (ironisk, måske, givet hendes egen adfærd).
Men lige lidt hjalp det, rædslen for, hvad denne mandspersons idioti kunne få af fatale konsekvenser for Sean…og for Isthar guderne forbyde det, forbød hende at undertrykke sit raseri længere.
I en lynsnar bevægelse vendte hun sig så de stod ansigt til ansigt og før hun næsten selv vidste af det, var hendes lille, fine behadskede hånd, bag hvilken lå en vampyrs rå og uforfalskede styrke, kolideret hårdt med hans kind.
Dette stod i skarp kontrast til det faktum, at hun end ikke hævede stemmen ved det næste hun sagde. Hendes stemme var samme roligt næsten hviskende toneleje som altid.

”Det ville være at gøre Sean en tjeneste at sende dig direkte i galgen. Har du ingen idé om, hvilken farer du nu udgøre?”
Hun havde lyst til at ruske ham, men gjorde det ikke.
Hun sukkede dybt, som om det næste voldte hende meget smerte.

”Jeg gør det ikke, for han holder imod sit eget bedste mere af dig end det afskum, du er, fortjener. At tilstå foran en sal fuld af folk, når jeg ikke engang har presset dig? Jamen er du komplet idiot, eller vil du os rent faktisk det ondt? Hvad kunne du ikke komme til at afsløre under tvang? Under tortur? Stod det til mig i dette øjeblik alene, ville du aldrig se dagens lys igen. For hans sikkerheds skyld.”

Det var en lettelse at Genecira gik med til at tale med hende under fire øjne. Hendes irettesættelse af ham, var dog ikke noget han lade meget i. Han var ikke adelig, og han havde ingen intentioner om, at lade andre bestemme hvordan han skulle opføre sig.
Han så til mens folk forlod salen. Han vidste st det kunne være farligt at tilstå i en sådan forsamling, men havde han nægtet, og bare var blevet sluppet ud igen, ville folk se det som, at han havde fripas.

Da salen var tømt, og Genevira, og han selv var alene, regnede han med at denne samtale kunne gå mere uformelt. Han havde dog ikke regnet med at det ville være SÅ uformelt, at Genevira mente hun kunne tillade sig ligefrem at stikke ham en lussing.
Det var et langt mere vredt blik der mødte Genevira nu, særligt efter at have nævnt at hun ville gøre Sean en tjeneste ved at lade Lori blive hængt på stedet.

Han lod Genevira tale ud, men hvert ord, gjorde ham blot mere og mere rasende. Hvad bilde hun sig egentlig ind? At udtale sig om noget hun intet vidste noget om!?
Endelig talte ham, og det var med en skarp tone.
"De kender mig ikke Genevira.. og de har ikke været her længe nok til at vide hvad jeg har gået igennem for Seans skyld... jeg har holdt Seans ryg ren SELV under tortur! Jeg har været Natalies tortur fange, jeg tvivler på at herskerinden af Doomsville kan udsætte mig for værre ting, uden at hendes folks vil begynde at gå imod! Desuden undre jeg mig over at de har en opfattelse af, at jeg på nogle måde skænker dem en tanke, hvis jeg gør noget for Seans skyld. Sean har måske nok et familieart forhold til dem,.. men det betyder ikke at de har nogle som helst betydning for mig!.. så at spørge om jeg virkelig vil JER det ondt! Er at give dem selv alt for meget smir, det lyder til at de lider af en forstilling om, at jeg rent faktisk tillægger dem nogle som helst betydning!  Sean betyder alt for mig, og det har han gjordt i mamge år!.. dem har jeg truffet nu 2 gange, og de har ikke givet et særligt godt intryk nogle af gangene... så at tro, at jeg rent faktiks går op i hvad der kan skade DEM, er vidst at være lidt for selvglad.
Desuden taler de om Seans sikkerhed! Og de mener at Sean ville være mere sikker uden mig i sit liv... er det en måde for dem at komme over det faktum at det var MIG der var nød til at beskytte ham? Vidste de overhoved at der var folk efter ham? Har de overhoved gjordt noget for at holde ham sikker? Deres ord virker nærmere som en bitterhed over at de ikke SELV har gjordt noget for at beskytte ham, men at der skulle et "afskum" som de kalde mig, til for at beskytte ham! " Lori rettede sig i stolen.
Mest for at samle sig, for lige nu var der en STOR del af ham, der virkelig ønskede at finde ud af hvem der var stærkest.. en vampyr, eller en dæmon? Med andre ord, Genevira  eller ham selv!
Han så op på Genevira igen.
"DOG..ønsker jeg ingen af jer ondt, og mine handlinger har været for at beskytte Sean og Isthar... og endda også dem!"

Han rejste sig fra stolen, og stod nu overfor hende.
"Jeg havde fundet ud af at mændene i det hus, havde iagttaget Sean og hans familie.. og de planlage at skade ikke blot Sean men også Isthar... mændene i huset var alle dæmoner, og selvom Sean er stærk, ville selv han ikke kunne gøre noget, hvis de besluttede at angribe om natten! Jeg besluttede at jeg ikke ville risikere at lade tvivlen komme dem til gode! Derfor dræbte jeg dem"
Det her var ikke hele sandheden. Men hvis Genevira skulle vide at Sean seal havde deltaget i det her, og at der ikke var tale om at forsvare Sean, men derimod at Sean og Lori blot gjorde dette for at få et adrenalinen kik... så skulle det komme fra Sean, og ikke fra Lori.

"Jeg overvejede at blande dem ind i det..  men så igen... hvis de brugte byens resurser på at redde Sean, ville halvdelen af byen gå imod dem! Og de ville stå i virkelig dårligt lys... der er trods alt stadig mange der hader Sean, og helst ser ham død!"
Hånden gled kort op mod kinden som Genevira havde slået, og gnubber den lidt. Trods det ikke var en voldsom smærte det havde forholdt, brænde hans kind stadig en smule.
"Hvis jeg var kommet ind her, og havde talt med dem under fire øjne, og blot havde fået lov til at forlade stedet, uden noget som helst, uden rettergang,
eller noget, så ville folk tro at du skånede mig, pågrund af dit forhold til Sean, og mit forhold til ham.. folk glemmer ikke i denne by! Og desværre var Sean og jeg naive nok til at tro,at vi kunne tillade os ting uden konsekvenser,  fordi han var hersker"  Lori huskede stadig alt for godt den glæde der havde fyldt ham, da Sean sagde, at han ville have at de offentliggjorde det! Men lykken havde været kort, folk havde ikke været klar til at se 2 mænd sammen, og alt ikke deres hersker. Og det var også det der førte til ikke blot Natalies kidnapning, men også Sean og Loris brud.

Lori rettede atter blikket mod Genevira.
"Jeg er glad for at han har dem i hans liv!.. det gør forhåbentlig hans evige ensomhed mindre.... men lad mig slå en ting fast!"
Loris bryn krammede sig sammen, og der var med et skabt blik han ni så på Genevira.
"De har ingen ide om hvad Sean og jeg har været igennem... hvad jeg er blevet udsat for, for Seans skyld... Sean er det vigtigste for mig, og jeg ville med glæde udryde en hel by, eller gennemgå tortur endnu engang, for at holde ham og Isthar i sikkerhed" en tung udånding kom fra ham, som om han endelig havde fået luft. Og det gjorde da også at han satte sig ned på stolen igen. Han foldede hænderne foran sig.

"Hvis galjen er det de fortrækker så gør det!... jeg har aldrig bedt om særbehandling på grund af mit og Seans forhold til hinanden" konstaterede han blot.
"Men... vi kunne komme uden om det ved, at jeg kun har tilstået brænden... de kan kræve at jeg skal have 50 piskeslag, og så kan vi få lov til at gå hvert til sit" Lori rejste sig atter op.
"Jeg bedre kun om en ting.... hvis de vælger galjen... så lad mig tale med Sean inden.. jeg ville hade at skulle efterlade ham netop nu"

Lori bed sig lidt i tungen da han fik sagt "netop nu" for igen.. hvis Genevira skulle vide hvad der skete mellem Lori og Sean.. burde det komme fra Sean.

Havde de været tilbage i kvarteret i Rotten Root, hvor hun voksede op, havde Genevira kunne finde på farverige ukvemsord at smide efter ham. Din hjernedøde cunt, var en klassiker, ikke specielt kreativt, men ville have været et udmærket valg, hvis ikke Gene aktivt havde afholdt sig fra at tabe besindelsen fuldstændig.

Yndefuldt sind, yndefuldt sind, yndefuldt sind,
gentog hun igen og igen for sig selv, som hun roligt satte sig tilbage på sin stol og foldede de små dukkehænder i kjoleskødet.

”Så jeg har ikke gjort et godt indtryk ved vores første møde? Dette er…fortrydeligt…i sandhed. Jeg gik fra vores første møde med et indtryk af, at de var naiv ja…men god af hjerte i det mindste…nu…ja, De fremstår ikke som om, at de har lært ret meget af alt den litteratur, De åbenbart går så meget op i.” Hun sukkede.


”De antyder, at det ville have rejst spørgsmål om særbehandling, hvis De havde nægtet Deres skyld og jeg havde ladet dig gå. Men lad mig til dette stille Dem et spørgsmål. Hvad regner De med, der ville ske, når nu De har tilstået, skulle jeg så lade Dem gå? Det ville da om noget give antydning af særbehandling. Havde de ikke tilstået og i stedet holdt tand for tunge blot et øjeblik længere og fortalt mig om tingenes tilstand, som vi sidder nu, kunne vi i god ro og orden have fundet en anden til at dø for Deres tåbeligheder. Det var en mørk nat. De kunne meget let være blevet taget ved en fejl. Se? Tror De virkelig ikke, at jeg tænker mine muligheder igennem? Nu, nu foreslår De at jeg skal gradbøje lands lov og ret for at holde hånden over Deres hoved, efter De har tilstået til en forbrydelse, der kræver galgen eller halshugning.
Og ligegyldigt, hvilket monster De måtte tro jeg er, så ønsker jeg i princippet ikke at se Dem død. Folket kræver dog orden og retfærdighed. Blod skal spildes for en forbrydelse som disse. Ikke Deres selvfølgelig. Jeg holder for meget af Sean til at skubbe dem han elsker af brættet, men De har unægtelig gjort mit arbejde med at skåne Dem mere besværligt.”

Hun børstede indbildt støv af kjolen.


”Jeg er taknemmelig for at De nu fortæller mig om truslen mod Seans sikkerhed. Jeg ville have foretrukket at have været underrettet før, men hvis det havde været vigtigt for Sean, at jeg vidste det, ville det ikke være kommet fra Dem. Dog kan vi naturligvis ikke gå ud og bedyre for folket at en terrorcelle har haft virke i blandt dem. Det ville kun skabe frygt og bekymring. Jeg ville have foretrukket at truslen blev taget hånd om i stilhed og at der var blevet gjort nydeligt rent efterfølgende, men ak, en hvis overgangsperiode fra det gamle kaos ind i ny renhed er vel at forvente.
Så her er hvad vi nu gør, og De skal ikke stille spørgsmål nu, men blot lytte. Det vil inden længe blive bedyret for folket at du handlede under tvang, da du begik din handling. Naturligvis vil vedkommende der tvang Dem til at begå en så bestialsk handling mod vort eget elskede folk, dø i dit sted. Jeg vil foreslå Dem at de følger med mig ud på balkonen. Græd en smule måske. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad De tænker om mig i Deres hjerters hjerte, men en vis underkastelse vil bringe folket glæde. Vi er alle ét, trods alt. Se på det som teater. Men først.”

Hun rejste sig og tog ham i hånden, en gestus, der ville have været venlig, blid i en hver anden sammenhæng.
Hun trak ham med sig over til væggen bag sin stol og de fulgtes ad gennem den, da hun afslørede en dør i hvad der ellers bare lignede massiv sten.
Hun tog ingen hensyn til Loris syn i mørket, som hun trak ham med sig ned af en lang, smal snoet trappe og så ned i et højloftet mørkt kælderrum. På hver side af dem var der celler.
Selv her var der enkelte, der rakte desperat ud efter hende gennem deres trammer. Et forsøg på at opnå nåde, tilgivelse, hvad som helst, et glimt af lys.


”Disse mennesker står anklaget for andre forbrydelser end Deres egne. Nogle vil selvfølgelig møde galgen eller sværdet, uagtet Deres indblanden. Andre vil gå fri eller få mildere straffe, når deres sager er blevet hørt. Men De, Lori, har nu dømt en af disse mennesker til døden. Verden kræver balance.Og Deres liv koster. Vælg en. Vedkommendes blod er Deres at bære.”

Han kunne ikke undgå at komme med en latter da hun nævnte at han ikke havde lært meget af den litteratur som han holde af.
Var pigebarnet virkelig så naiv, at hun troede på at man kunne leve efter den slags bøger? De var fantasi! Og ikke virkelighed.
"De lyder som et barn, der ikke forstår at verden ikke er som siderne i en bog. Så tro mig jeg har lært en masse, jeg har lært at man er nød til at kunne skeldne mellem virkelighed og fantasi, og få sit hoved ud af siderne" konstaterede han blot. Han havde selv engang troet at alting kunne klares på en rolig og retfærdig måde! Han havde været blid og "uskyldig" Men han havde måtte indse at verden ikke kun var smuk og fuld af blomster! Men at den var grusom.


Han så på Geneviras mens hun talte. Der kom en følelse af lettelse, da han hørte Genevira sige, at hun ikke havde tænkt sig at slå ham ihjel. Det var trods alt en trøst. Han var dog klar over, at det ikke var for Loris skyld, men nok nærmere frygten for, hvordan Sean ville reagere hvis hun fik Lori hængt.
Så vidt hun var orienteret, så betød Lori noget for Sean. Han var dog i tvivl om hun vidste HVILKET forhold de havde til hinanden, og om hun vidste hvad der var sket mellem dem den aften som han nu stod tiltalt for?
Han tvivlede. Sean var ikke typen der talte ret meget om sine følelser, og på nuværende tidspunkt, vidste hverken Lori eller Sean selv hvad der var mellem dem.
Men det var tanker der måtte vente.

Han rejste sig, og fulgte med Genevira ned af den meget mørke trappe. Det var tæt på at han var ved at snuble et par gange. Han kunne Ikke se nær aå godt i mørke som en vampyr kunne.
Men det lykkedes ham at komme hele vejen ned, uden at falde.

Han så på hende da de stoppede op. Han sukkede en smule ved hendes ord. Der var det igen. Denne underlige trang hun åbenbart havde, for at få ham til at have dårlig samvittighed. Troede hun at han ville føle skam og skyld over at lade en anden dø i hans sted?
"Jeg beklager Genevira... men hvis deres mission er, at få mig til at føle skam over mit valg, så får de ikke det resultat de ønsker" sagde han blot, inden han så sig om på de mænd der nu stod for skud.

I starten havde det skæmt ham, hvor meget han begynde at tænke som Sean altid havde prøvet at lære ham.
Et blødt væsen fra eller til, betød ikke det store, så længe det reddet ens eget liv! Og derfor var der heller ingen grund til at skamme sig, eller have dårlig samvittighed. Trods alt, var de incubus! De slog ihjel for at få føde.
Lori stoppede foran en celle, hvor en stor, og for nogle måske skræmmende mand sad.
"Det må blive ham her... de andre ser ikke ud til at være nogle, der kunne være intimiderende nok til at kunne true mig" sagde han med et træk på skuldrene. Som om han lige havde valgt hvilken høne han gerne ville have slagtet, og spise til middag.

Han vende sig mod Genevira.
"Jeg beklager faktisk min mangel på skam... men den slag er desværre blevet drevet ud af mig for længe siden.. og trods jeg kan angre.. så har jeg det ikke længere i mig, at kunne gøre det over det her" sagde han med et træk på skuldrene.

Et kort og skævt smil bredte sig lidt på hans læber, mens han betragtede manden i cellen.
"På en måde ærger det mig lidt, at vi to ikke mødte hinanden før jeg rejste fra byen.. jeg tror vi kunne have fundet fornøjelse i hinandens selskab... måske endda være blevet venner" han vende atter blikket mod Genevira.
"Men det er mange år siden.. jeg respektere dem, fordi de betyder noget for Sean! Og... jeg er faktisk taknemmelig for, at de har været ved hans side" hans blik fjernede sig igen, og denne gang, kom der en snært at skyldfølelse over hans ansigt.
"Jeg tænke ofte på om han var okay... og om han var ensom" afslørede han inden han dog rettede sig op, som hvis han prøvede at børste denne sentimentalitet væk.

Det var derfor også med et langt mere bestmet udtryk, at han vende sig mod Genevira igen.
"Okay.... hvornår vil det gøre det? Jeg lover ikke at ket kan græde, men jeg skal forsøge at se tynget ud" lød det så fra ham

Hun smilede næsten under sløret et øjeblik, for hans ord kom helt reelt bag på hende på en måde, der var uventet morsom.

”Jeg ville have troet, at Deres år med Sean ville have lært Dem at litteraturen kan være mere end fantasihistorie, men hvad ved jeg. De har øjensynligt ikke lært noget reelt om det politiske system….eller ret meget andet, så hvorfor jeg skulle håbe, at andre genre var sunket ind hos Dem, ved jeg ikke.” Hun sukkede. Følte sig træt. Og gammel til trods for, hvor ung, hun reelt var. Hun havde levet i tusind år på 27. Der var meget Lori aldrig ville forstå. Uendelig meget. Ikke at der ikke utvivlsomt var ting, hun ikke forstod om ham, men jo mere hun lærte, om manden. Jo mindre havde hun også lyst til det.
Hun stolede på Sean, der var faktisk næsten ikke et levende væsen, hun stolede mere på, herunder ville hun gerne stole på hans dømmekraft, men hun ønskede ham også det bedste og jo mere Lori talte, jo mindre troede hun på, at det bedste for Sean var ham.
Men Sean var voksen og kunne træffe sine egne vælg. Hun måtte blot træde et skridt tilbage og græde sine tårer i stilhed, når Sean enten blev såret fordi Loris dumhed gjorde ham ondt, eller Lori fik sig selv slået ihjel med sin inkompetence.
Hans reaktion på fangerne var heller ikke ligefrem hvad hun havde forventet. Hun vidste selvfølgelig at han var en dæmon, hun var vant til Sean. En vis emotionel distance var at forvente og i for sig helt uchokerende for hun, som havde kastet alt sin datterlige kærlighed på en mand, der mere eller mindre for nogen kunne gå som dæmonen over alle dæmoner. Men Lori…Lori virkede bare død inden i. En tom skal.

”De gør det ganske svært at overlade dem man elsker i Deres selskab,” sagde hun stilfærdigt. Samvittighedsløs, væk, ufølende. Var det ikke netop præcis det modsatte af hvad Sean, en mand der havde tendens til at falde i næsten depressionslignende huller havde brug for.
Hun lyttede til hans beklagelse over egen mangel på skam.

”Vi har vel alle forskellige pladser her i livet, men jeg må føle mit folks smerte, hvilken leder ville jeg ellers være?”

Sagde hun og lagde ufortrødent hånden ovenpå den store mand i cellens hånd, som havde krøllet sig om tremmerne. Det var noget desperat næsten barnagtigt frygtsomt i det ellers stenagtige ansigt.

”Moder jeg stjal kun fordi….mine sønner.”

”Dine sønner vil vokse trygt op under styrets omsorg, frygt ikke. De vil sørge over dig, som alle børn gør over deres forældre, men dine forbrydelser vil ikke smitte af. Dine børn er Doomsvilles børn og jeg tager mig af mine egne,” svor hun og klappede ham på hånden, før hun lod vagterne det vide, at han skulle klargøres.
Hun vendte det tilslørede ansigt mod Lori med undren.

Venner.

”Jeg ville ikke have været ladet i nærheden af en som Dem så meget som et sekund, der er meget De ikke ved,” svarede hun, imens hun atter trak ham op af trappen.

”Solen skal gå ned, selvfølgelig. Dette er til vores fordel. For alles øjne har De og jeg haft en lang samtale, hvor vi er nået til bunds i sagen. De kunne jo passende øve Dem på i det mindste at virke respektfuld i mellemtiden.”

Alle Geneviras fornemmelser pralede efterhånden af på ham, og han havde ikke så meget andet tilbage til hende, end at himle med øjnene, og ligefrem grine af hendes tro på at være overlegen. Han blev mere og mere klar over, hvilket barn der befandt sig under det ellers smukke ydre.
”Nu behøver alle ikke at gå op i politik, og når det kommer der til, burde de vidst selv have læst lidt mere… men Sean har stolet på at deres naive og barnlige tankegang kan gøre noget godt for byen, det må jeg acceptere…” konstaterede han blot.

En latter kom fra ham da hun nævnte at det var svært at overlade dem man elskede i hans selskab.
”Sjovt at det kommer fra netop dem!” Grinte han blot.
Dog ændrede hans udtryk sig, da han atter så på hende.
”De har langt mere travlt med at fremvise deres liljer, og komme med højtidelige taler, end at passe på de folk du påstår at du elsker!... men sid de blot der på deres adelige bagdel, og duft til blomsterblade. I mellemtiden skal jeg nok sørge for at holde Sean og Ishtar sikre” knurrede han.
En ting var at Genevira ikke brød sig om Lori, han kunne heller ikke lide hende, så det gjorde ham faktisk ikke noget! Men at hun stod og talte om ikke at have lyst til at overlade Sean og Isthar til Lori, kunne kan brække sig over, når man tog kendsgerningerne i betragtning.

Endnu engang himlede han med øjnene, da hun kom med endnu en af sine kvalmende taler til fangen der nu var dømt til døden.
Ja, Genevira var desværre meget af det, han ikke kunne fordrage i en hersker. En der havde mere travlt med at tale på en bestemt måde, og fremstå yndefuld og perfekt, end en der rent faktisk var bare i nærheden af at være på lige fod med sine borgere.
Sean havde i det mindste været ærlig omkring, at det vigtige for ham, var at byen overlevede. Men det her var kvalmende.

Da Genevira kom med endnu en fornemmelse om at der var meget han ikke vidste, trak han på skuldrende ”det giver jo så 2 af os”
Andet magtede han ikke.

Da de igen stod i salen så han på hende.
”lad mig spørge dem om en ting Genevira… Er det, det faktum at jeg er kommet tilbage i Seans liv, og de risikerer at miste pladsen som den vigtigste efter Ishtar, der får dem til at hade mig så meget på forhånd?... Jeg er klar over de er vred over at jeg har bragt mig i en dum situation… Men da jeg bad om at snakke med dem, var det rent faktisk fordi jeg troede de var en man kunne tale fornuft med… De starter hele vores samtale med at slå mig?... kalde mig en idiot, og endda nedgøre mit forhold til manden som jeg elsker… De vil gerne fremstå som den bamhjerte herskerinde, men de er tydeligt fordømmende og forudindtaget… Så forklare mig lige, ud over min berettigede modstand mod dem i dag, hvad har de så at bedømme mig på? Allerede ved vores første møde, var de afvisende overfor mig, trods de aldrig havde mødt mig… og i dag har de bedømt mig ud fra, at jeg tilstod en forbrydelse… i virkeligheden har de ikke gjort andet, end at vise dem fra en virkelig væmmelig side. Jeg forsøgte mig endda med at åbne op og være venlig over for dem, og de ramponerede med endnu engang at fornærme mig... Så jeg stiller mig undrende over deres motiver, det virker mest til, at de allerede fra første færd har besluttet dem for, at de vil gøre alt for at Sean og jeg skal droppe vores kontakt”

Han sukkede lidt, inden han atter satte sig tilbage i den stol der var blevet sat til ham.
”tænk om mig hvad de vil Genevira, de kender mig ikke, de kender ikke mine værdier, de har kun mødt mit de her 2 gange, og det vælger de så at bedømme hele mit væsen ud fra… og samtidig har de gjort alt for at fremstå som det værst tænkelige, jeg kunne forstille mig skulle omgås især Ishtar” lød det med et træk på skuldrende.
”Alt dette kunne undgås, hvis vi havde kunne møde hinanden på en ordentlig måde, men det valgte de at ødelægge fra starten af”
Et dybt suk lød fra ham, som han kort lagde hænderne i ansigtet, og gned det et par gange. Dette virkede alt for bekendt! Det mindede ham om den gang med Razor. De havde heller ikke kunne enes, og de havde endda endt med at prøve at slå hinanden ihjel. Men de var i det mindste kommet til enighed, omkring at det vigtigste var Sean, og at finde en kur til ham mod den dæmonsyge han led af.
Men det ville næppe blive tilfældet her! Han tvivlede på at Genevira var i stand til at se ud over hende selv.
Det var tydeligt at Genevira havde besluttet sig for ikke at kunne lide Lori, og hun virkede desværre som en person der var alt for stivnakket, til at kunne se noget som helst andet, end det hun havde besluttet sig for.

“Hvis jeg var så barnligt naiv, som De forsøger at gøre mig til Lori, så havde jeg ikke siddet, hvor jeg sidder nu. Jeg bebrejder Dem ikke for at se forkert, for De kender mig ikke, men jeg stoler på Seans dømmekraft. Hvis De i sandhed elsker ham, burde De så ikke gøre det samme?
Han har brugt de sidste mange år på at lære mig op. Regner De virkelig med, at han ville gøre et så ringe tiltro til ham, at De ikke kan se, at De måske selv har en blind vinkel?” spurgte hun, men forventede ikke noget reelt svar fra ham. Nogen forståelse for det, hun havde bygget op besad han i hvert fald ikke. Et samfund bygget på skarpe ordensregler dækket i et næsten magisk skær, borgerne følte sig trygge nu, en sjældenhed i Doomsville. Det vidste hun om nogen, hun som havde brugt hele sin barndom og ungdom i den værste del af byen, så hvor vovede han i det hele taget at komme her og antage, at hun var uvidende? For ikke at tale om hvilken fornærmelse en sådan antagelse var mod Sean, en mand som Lori påstod at elske.

”De har fulgt meget lidt med ser jeg. Eller også har De helt glemt vores sidste samtale. Jeg var ikke adelige før Sean selv gav mig titlen. Disse er arbejdende hænder Lori og jeg har, som De ville vide, hvis De forstod noget som helst ikke gemt mig væk i en blomsterhave for at flygte fra mit folks lidelser. Jeg er en skomagerdatter fra den bitreste lille del af Rotten Root og det bære jeg med stolthed. Når mit folk går sultne i seng, så kender jeg den smerte, når mit folk er bange for at gå ud om natten af frygt for at blive slået ihjel eller det der er værre, så kender jeg den smerte, når endnu en arbejder bliver udnyttet på grotesk vis af en arbejdsgiver, der burde værdsætte, hvad de giver med liv og sjæl, så kender jeg den smerte og når jeg kan gøre noget som helst for at ændre blot en brøkdel af den smerte, så gør jeg det og jeg HAR gjort det i vid udstrækning allerede. Vi giver bønder deres jord tilbage fra herremænd, der tidligere har ejet den, jeg har selv aktivt deltaget i genopbygningen efter brandnatten, jeg har åbnet et hjem for nødstedte kvinder. Jeg har sørget for statsregulerede muligheder for opbevaring af korn og andre fødevare til vinteren så folket ikke sulter. Jeg er folket og folket er mig. Vov igen at antyde, at jeg ikke elsker dem. Folket er byens blod og jeg ville give dem alt,” ,” sagde hun skarpt, da de trådte ind i salen igen. Det var tydeligt, at hun selv var fuldt ud overbevist.

”Jeg hader Dem ikke,” svarede hun og det var sandheden. Et eller andet sted var det morsomt, hvordan Lori anklagede hende for at være barnligt naiv og så selv havde nok nær det mest sort/hvide syn på tingene, Gene længe havde set.

”De holder Sean sikker på Deres måde og det kan jeg i for sig respektere, men jeg gør også mit. På måder de tydeligvis ikke forstår, men hvad jeg har gjort og gør for Doomsville tillader Sean at synke lige så stille tilbage i glemslen og leve det liv han ønsker…at De så kommer her og lige minder hoffet om hans eksistens…ja, det sætter en kæp i hjulet for det og det værdsætter jeg ikke. Endvidere er De dybt respektløs overfor alle livets regler. Som om De har set Dem sur på systemet og derfor blot har besluttet, at de samme regler, der binder os andre ikke længere gælder for Dem. De har hævet Dem over fællesskabet, fornægtet enheden. De lader til at tro, at De er noget, De ikke er. Jeg har ingen fejde med Dem i forhold til Sean, at tro at De kunne true min position hos ham er….nonsens. Vi udfylder næppe den samme funktion hos ham og jeg tror nok på Seans godhed og kærlighed til mig, til at De ikke kan rokke ved den.” Fordi den gik begge veje. Nok syntes hun at Sean havde ramt skævt med valget af Lori, men hun elskede ham og hun ville aldrig vende sig bort fra ham på grund af et så småt væsen som det.


”De har på intet tidspunkt været venlig overfor mig. De har ladet stå hånt om alt, hvad jeg forsøger at opbygge, alt hvad jeg er. De kommer til mit hjem og opfører Dem som om De kan sige lige hvad der passer Dem, De kunne lige så godt have spyttet mig i ansigtet.”

At han vovede at bringe Isthar ind i det var kun endnu et slag. Den lille pige som Gene så som en søster og nu forsøgte Lori på det nærmeste at skille dem ad.
Hun havde kvalme.

”Nej Lori, jeg hader Dem ikke, men jeg frygter hvilken skade De kunne gøre Sean. Og jeg væmmes ved Dem,” erklærede hun bedrøvet.

Lori vende blikket mod Genevira
"Jeg tror de har misforstået... jeg har på intet tidspunkt betivlet deres evner som herskerinde... at jeg ikke er fan er metoden er en anden sag... men alle kan ikke være enige i hvordan ting skal ske, og med hvilken facade..for ja! Jeg ser alt dette som en kynsig fasade." Han gjorde en bevægede med armene rundt i rummet. "Men som de selv siger, Sean må have set noget i dem, og det forstår jeg godt, jeg har ikke været tilbage ret længe, men jeg KAN se en udvikling! hvordan de er som herskerinde af byen, har jeg aldrig haft et problem med!... og jeg føler mig heller ikke hævet over deres regler og love...jeg føler mig ikke hævet over andres liv heller.. men jeg gør hvad keg er nød til for at beskytte mit eget, i hvertfald når de kommer til at stå mellem mig selv, og en vildt fremmed" han rettede sig på stolen.

Og sukkede ved hendes ord om at han ikke havde været venlig, at han lige så godt kunne have spyttet hende i ansigtet.
Han så på hende.
"Jeg forsøgte mig rent faktisk med at åbne op overfor dem, for lidt siden" han pegede mod set sted de var gået ned af trapperne.
"Men de ville hellere kaste snavs tilbage i mit ansigt, end at lytte til mig... og så en anden ting... forventede de virkelig at jeg ville opføre mig pænt og eksemplarisk, blidt og venligt, efter at DE starter hele vores samtale med at give mig en flad?... det var dem og deres mangel på ordenlig opførsel, der har sat hele tonen for denne samtale Genevira... I virkeligheden, giver jeg dem blot nøjagtig det tilbage som de selv fremviser... de startede hele dette skænderi og de er KUN fortsat i samme spor!" han rejste sig op, og så på hende med arme over kors.

"De har i næsten hver sætning de har sagt til mig, nedgjordt mig, talt ned til mig, og endnu værre, nævnt hvor lidt de ønsker mig i nærheden af Sean..." han lagde hovedet en smule på skrå.
"Tror de deres egen opførelse i dag, har gjordt mig tryk ved at han er i deres selskab?... de har vist dem fra den værst tænkelige side.. og de har endda vist, at de er villig til at lade deres næve tale før deres læber" han rettede hovedet op, og sukkede en smule tungt.

"I virkeligheden er det lige meget, hvad de syntes, og hvad jeg syntes... Sean bestemmer hvem han vil have i sit liv, jeg holder af ham, og han er den der betyder mest for mig... derfor kommer jeg ikke til at fremvise hvordan jeg har det med dem
.. men jeg kommer heller ikke til at bruge energi på at de skal kunne lide mig eller i det mindst lære mig at kende... det er tydeligvis ikke et ønske de har haft på noget tidspunkt.. da de åbenbart har dannet dem et indtryk allerede efter første gang vi mødtes" han trak på skuldrene.
Han vende rundt og kiggede lidt I salen. Den var betydeligt anderledes end den gang han kom her.
Ham tog sig en smule til hovedet. Han var træt... træt af at diskutere med en kvinde der var stivnakket, og NÆGTEDE at se andet end dårligt, og som for længst havde besluttet at det var Lori den var gal med, trod det var HENDE der havde startet det hele, og nægtede at give slip på det.
Hvis Genevira ville holde fast i hendes negative syn på ham, så kunne han ikke stille noget op.
Før i tiden, ville han havde gjordt alt for at vise hende at han kunne være omsorgsfuld, kærlig, og ikke mindst en virkelig god ven. Men den slags havde han kun brændt fingrene på.

”Jamen tillykke da, De har åbenbart øjne. Facaden er ikke sat op for Dem,” konstaterede hun roligt.
Det var som om han tænkte, at det skulle komme som et chok for hende, som om dette ikke netop var pointen, at indhylle alt i et mystisk stråleskær. Hun havde for alles øjne renskuret Doomsvilles brutalitet. Hvor der før kun var hårde uvelkomne stenvægge lyste alt nu hvidt og rent, hun havde ravet kanterne af. I ruinen af det gamle var opstået en blomstrende have. Nye tider og nye håb var på vej. Selv vagterne var, når det ikke galt svipsere som i dag, ændret. Folket kunne godvilligt gå til dem og bede om hjælp, og de der skabte uorden blev i stilhed fjernet.
Hvor folk blev ført hen, hvad der skete med dem og hvorfor der var nogen man aldrig så igen, ja det var der kort og godt ikke nogen, der talte om. Styret havde jo styr på og herskerinden, der jo var en af deres egne, ville aldrig gøre nogen ondt uden at have en ganske god grund til det.

Thi sådan var symbolets magt. Sean havde selv foretrukket at være mere ligefrem, sandt, men Gene foretrak at klæde styrets jernnæve i en fløjlshandske.

”Var det at åbne op?” spurgte hun og smilede under sløret som af et barn, der ikke forstod noget som helst.

”Meget vel. Jeg forsøgte at skåne os begge, da jeg konstaterede, at De og jeg ikke ville have været tilladt at være venner, men hvis De absolut ønsker en uddybning, jamen så skal De få den Lori.”

Der var en snert af noget næsten snerrende bag den ellers altid så blide stemme. Et rovdyr, der havde fundet ud at den kun kunne komme ud af en saks ved at gnave sit eget ben af.


”De er en mand. Af den allerfarligste slags for at gøre ondt værre. Din nærhed ville ikke have været tilladt og jeg ville skulle betale prisen for det hos min mor. Min far ville naturligvis have forsøgt at ægte os. De er privilegeret, fra en stabil baggrund og De kan læse. Hvad mere ville han realistisk have kunne skaffe mig, når alt kommer til alt? Vi to kunne have siddet sammen og haft det elendigt og føjet et nyt hold børn til alt elendigheden. Er det det De ønskede at høre? ER DET? SPAR MIG FOR DERES TOMME FLOSKLER OM, HVOR GOD OG VENLIG DE ER, DE VED INTET, DE FORSTÅR INGENTING.”

Hendes stemme var blevet skinger af desperation og raseri. Et øjeblik kunne hun ikke gøre andet end at blinke hårdt og bide tænderne sammen.

”Sid,” snappede hun så, da han rejste sig. Det var ikke en opfordring, men en ordre.
For hele hans kropsholdning fik ældgamle frygt til at røre på sig. En frygt der var flydt til hende med modermælken og aldrig havde og nok aldrig helt ville forlade hende igen.
Hun kæmpede med trangen til at stirre ned i gulvet, gøre sig så lille så muligt.


”Som min mor ville have sagt, så lader det til, at De glemmer hele Deres egen opførsel, før jeg slog dem. Jeg lover, at jeg ikke ville have slået Dem, hvis ikke De havde givet mig grund til det,” sagde hun fuldstændig roligt.

Det her var SLET ikke hvad han havde forventet!
Hans blik slog op, og var overrasket da Genevira begynde at fortælle om sig selv. En vis tristhed ramte ham, da han hørte om hendes barndom og tiden før alt dette. Men så igen... der var desværre mange kvinder det gennemgik den slags forventninger.
Men Geneviras fortid virkede dog til at være en del hårede end de fleste andres.
Han stod og betragtede hende lidt, selv lidt tid efter hun havde beordret ham at sætte sig ned.

Tvært imod hvad man ville have forstille sig, bredte der sig faktisk et smil på hans læber, et lille et, men dog et smil.
Han gjorde dog som hun sagde og satte sig.
Han så over på hende, inden han satte sig lidt tilbage I sædet.
"De tror mig nok ikke... men jeg er oprigtig ked af, at det er den slags de kommer fra" sagde han så roligt.
Han sukkede lidt.
"Ingen kvinder burde gennemgå de ting som de har... men desværre er der alt for mange, der lever under disse urimelige krav" han rettede sig en smule op.
"Deres far var dog blevet skuffet, hvis han havde regnet med at jeg kom fra en stabil baggrund" han trak lidt på skuldrene med et roligt smil.
"Jo, midt i alt ulykken var jeg dog heldig, og der var nogle der tog mig til sig, stabil ville nok være det sidste man ville kalde det" sagde han inden han endnu engang rejste sig, men ganske roligt.

Han gik over mod Genevira, dog ganske roligt og afslappet.
"Men for at svare på deres spørgsmål så.. ja, lidt" han trak på skuldrene.
"Ikke at jeg ønskede at de skulle fortælle mig hele deres livs historie, men det var alligevel rart at se, at der er mere end alt dette her.. mere end blot denne fine facade, og de fuldstændige velovervejet ord" sagde han roligt.

Han stoppede lidt fra hende.
"Genevira... jeg ved godt du har det svært med mig, og jeg ved at jeg har dummet mig omkring hele den her sag.. det politiske spil har altid været Seans ting" han kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet.
"Jeg ved godt at det virker til at jeg bare er arrogant og ligeglad... men ligesom i dit tilfælde, så er det en facade man tillægger sig, for at folk ikke skal se hvad der virkelig foregår her inde" Lori pegede mod sit hoved
"Eller her inde" sagde han og lagde derefter en hånd mod sit bryst.

Han så på hende "Hvad med at vi laver en aftale?... jeg viser mig fra den mest skamfulde side jeg kan, og jeg lover at jeg fremadrettet passer langt mere på, hvis jeg ender i en lignende situation" sagde han og prøvede lidt at virke oprigtig, og måske også lidt opmuntrende.

Der var ingen reaktion på Loris ord. Kun på det faktum, at Lori ikke lyttede til hende, da hun beordrede ham om at sætte sig. Reduceret til et næsten dyrisk frygtbaseret ønske om at lægge så meget afstand mellem sig selv og Lori så muligt, bakkede den unge vampyr desperat væk fra denne mand, der måske nok sagde, at han havde ondt af hende, men mænd kunne sige så meget og havde han ikke måske netop ladet hånt om alt hvad hun var og stod for kort forinden. Nej, han ville gøre hende fortræd, hvorfor skulle han ellers ikke lytte? Hvorfor skulle han gøre det her, hvis ikke for simpelthen at sætte hende på, hvad han mente, var hendes plads.
Hun blev ved med at bakke ind til hun ikke kunne bakke længere, fordi hun stod opad en væg.
Fornemmelsen af kølig sten mod ryggen gjorde det hele pinefuldt tydeligt for hende, at der ikke var flere steder, hun kunne flytte sig hen.
Blikket var fikseret ublinkende på Lori og hans hånligt afslappede holdning og rovdyret i hende rørte på sig.
Hun gravede neglene ind i sine håndflader, et forsøg på at fastholde sit greb om virkeligheden, men da han tog et skridt for meget, kunne hun ikke længere vare sig. Tilbage var kun et dyrisk overlevelsesinstinkt.
Tanken om, at hvis han ikke skulle nå at gøre skade på hende, så var hun nødt til at uskadeliggøre ham først.
Uden nogen form for forvarsel satte hun i et spring, der ville have gjort selv den mest kyndige balletdanser misundelig. I en hvirvel af skørter og med fremstrakte arme kastede dette bæst sig over ham, hagede sig fast til ham i en grotesk parodi på en omfavnelse, med en styrke der kun kunne være en vampyrs. Der var ingen genkendelse i de øjne, der nu var afsløret, da hendes slør var fløjet i forbifarten. Havde det ikke været fordi hele den lille krop stadig skælvede af angst, kunne det meget vel have været antaget, at hun var fuldstændig borte, som hun ihærdigt forsøgte at hamre hans hoved ned i det kolde stengulv.
Den eneste udvej var at få ham til at holde op, han skulle holde op. For evigt.

Han så en smule undrende på hende som hin bakkede væk fra ham, og til at starte med, blev han stående.
Hvad var der med hende? Hvorfor opførte hun sig sådan?
Han havde med at tage et skidt mod hende, for at ville sikre sig at hun var okay. Men uden helt at opfange hvad der skete, andet end at Genevira pludselig kom mod ham i et spring han ikke kunne have forudset, for dernæst, at mærke vægten af hende mod sig, og balancen forsvinde, og derved også hans fødder mod gulvet.
Det næste han mærkede var hvordan hans krop ramte gulvet, og luften blev slået ud af ham, men endnu værre, den pludselige smærte i hans baghoved, mens han hørte et brag. Det var som om han ikke selv opfattede hvad der skete, han kunne høre lyden af hans eget baghoved der slog mod gulvet, og mærke et smæld for hver gang, hvor mange gange, var han ikke selv sikker på, men hans blik blev sløret.

Endelig slog hans eget system til, og han fik fjernet hendes hænder, så hun ikke kunne gentage det. Han så chokeret på hende dog med et sløret blik.
"GENEVIRA! STOP!" han råbte hendes navn, forsøgte at få hende til at falde til ro, men uden held.
Hvad skulle han gøre? Hvis han kæmpede imod, risikerede han at skade hende! Måske en underlig ting at tænke over, når man tænkte på, at hun lige nu prøvede at slå ham ihjel! Men for det første var hun herskerinden! Skadet hende, så kunne han være SIKKER på at han ikke kom her fra. Men endnu værre! Hun betød noget for Sean! Og ham ville blive knust over at se en han holde af blive skadet!
Lori havde været i denne situation før! Med Rozor.. og det var endda mens Sean havde ligget på dødens rand! Hvordan ville Sean reagere denne gang? Hvis Lori skadet en der stod ham så når?

Han så på hende.
"Undskyld Genevira.. men du giver mig intet valg" Hans stemme var næsten skyldig.
Ikke at det han skulle til at gøre var værre end hvis han havde kæmpet mod hende.
Istedet lyste de eller grå øjne op i en orange/gul farve med reptil artige propiler, og med nærmest et suk, lod hans sine Incubus evner sprede sig. En evne der gjorde ham nær.est uimodståelig overfor den han rettede den imod. En evne der var effektiv, når man gerne ville have et nemt måltid!
Men i denne situation, ville den forhåbentlig vende Geneviras had og forsøg på at skade ham, til at hun fandt ham uimodståelig. Det var ikke ideelt, da han bestemt ikke ønskede at udnytte hende, men hellere det, end at hun nåede at give sig fri af det greb han havde om hendes håndled lige nu.
Han vidste ikke om det ville virke op hende, folk med meget stærk mental styrke, ville kunne modstå det, men det sind hun var i nu, fik ham til at håbe, at hun ikke havde kontrol nok til at modstå hans evne!

I lang tid var det eneste hun følte frygt, væmmelse, trangen til at få ham til at stoppe. Det var ikke fordi hun nødt at gøre ham noget. Genevira var på trods af mange ting ikke præget af sadistiske træk. Nej, i hendes hoved var dette en nødvendighed, et desperat forsøg på at beskytte sig selv.
Hun kunne knap nok høre ham, for optaget af en inderlig trang til at skrige, ønsket om at alting skulle stoppe. Det var svært at sige, om hun kunne have forskanset sig fra det, der nu ramte hende, hvis hun havde været bedre forberedt. Men hvordan i alverden skulle man kunne forberede sig på noget så virkelighedsfordrejende, så ækelt, som dette?
Genevira var vant til at leve i relativ nærhed af incubi og deres naturlige tiltrækningskraft givet sin tæthed med Sean, men hun havde aldrig set eller følt det brugt på denne måde.
Det ramte hende som en chokbølge og hun kunne intet gøre, hverken fra eller til. Alt i hendes hoved blev pludselig underligt tåget og det eneste, der syntes at give nogen rigtig mening var, hvor ondskabsfuld, hun selv havde været. Hvor kunne hun dog skade Lori? Det mest perfekte væsen, hun nogensinde havde set? Spurgte den omtågede fortvivlede del af hendes hjerne, mens den del af hende, der stadig var ved at gå til i rædsel, så til fra et sted dybt inde i hende med et voksende selvhad over måden hun mærkede sig selv reagere. Den pludselige intense trang til at sætte sine egne behov til side for hans egne.

”Undskyld, undskyld, undskyld,” udbrød hun og klyngede sig desperat, ja, ynkeligt til ham, som om han var det eneste væsen, der havde nogen ret til at eksistere. Imens skreg hendes indre stadig, mere rædselsslagen end nogensinde, selvom hun kunne mærke sine læber smile helt mekanisk. Det var som at drukne i sig selv. Det sitrede i kroppen efter at røre, at holde om og den lille rest af vågen bevidsthed fortrak sig i væmmelse. Men hun hamrede på en væg hun ikke kunne bryde igennem. En lyserød tåre løb ned af den ene blege kind, og hun tørrede den forvirret væk.

”Undskyld jeg overreagerede sådan,” ,” sagde hun og strøg helt uden at tænke over det hans hår tilbage på plads.

Hore. Du er ikke engang gift endnu og du er allerede en horribel hustru, spar dig og spring ud af vinduet.

Tanken druknede hurtigt i tågen.

Hun stoppede! Endelig stoppede hun! Og Lori kunne endelig slippe hendes hænder og i stedet falde en smule sammen.
Hans hoved gjorde ondt, og han følte sig svimmel. Hans blik var stadig sløret, og han havde mest lyst til at lulle øjnene. Men han vidste at han ikke burde. Han havde haft rigeligt af samtaler med Trott, til at vide, at man aldrig måtte lægge sig til at sove lige efter at ens hoved var blevet skadet.
Men det var så fristende blot at lukke øjnene.

Han så dog op på Genevira der nu sad der, og undskylde, men endda også smilede til ham.
Med en træt, og næsten uoverskuelig bevægede, løftede han sin arm op, og med en rolig og blid bevægelse, lod han sin hånd røre blidt ved Geneviras kind.
"Det er okay.. jeg ved godt du ikke gjorde det med vilje" Hans stemme lød træt, og øm.
Hvis bare han kunne lykke øjnene et øjeblik... bare.. lidt.
Han lod igen sin arm falde til jorden.
"Jeg ved du sikkert kommer til at afsky mig endnu mere nu.. men jeg havde ikke noget valg" lød det fra ham, som han kæmpede for at åbne øjne igen, efter hvert et blik.
"Jeg slipper dig nu, før det sker mere"
Han slap sig "greb" stoppede med at lade sin evne påvirke hende. I virkeligheden vidste han ikke hvordan Genevira ville reagere. Nogle blev blot lidt forvirret og vidste ikke helt hvad der var sket, andre kunne intet huske, og nogle ville blive frastødt når de "kom til sig selv"
Men Lori ønskede ikke at Genevira skulle blive i denne trance for længe! Det kunne resultere i at der skete ting mellem dem, som ingen af dem ønskede! Og det ville ham ikke byde hende.
Selvom hun lige hvad prøvet på at slå ham ihjel, så ønskede han hende ikke noget ondt.
Han så op på hende "Undskyld at jeg ikke lyttede, og gjorde som du bad om" Hans stemme blev svagere.

Hvor ville han dog gerne bare lukke øjnene.
En varm, men våd følelse spredte sig ned langs Hans nakke og skuldreblade, og erfaring fortalte ham, at det måtte være blod der var begyndt at flyde fra såret i Hans baghoved.
Til sidst overgav han sig, Hans øjne lukkede i, og han orkede ikke længere at skulle åbne dem.

Det var med et instinkt, der ikke var hendes eget, at hun lænede sig ind mod hans hånd, der strøg hendes kind. Lænede sig tættere og tættere på ham. De store dådyrøjne var fuldstændig tomme. Som om den sande personlighed for en stund var blevet hvisket ud.


”Men jeg gjorde det jo med vilje,” sagde hun, helt henført. Ude af stand til at lyve for ham i dette stadie. Udover selvfølgelig de løgne, som denne ufrivillige tiltrækning tvang hende til at fortælle både ham og sig selv.

”Jeg var nødt til det.” Hendes stemme var sært klangfuld, hviskede undskyldende ord til en elsket. ”Du gjorde mig bange,” fortsatte hun, som om det ikke længere var tilfældet, på trods af at den lille rest bevidsthed, hun havde tilbage syntes at vride og vende sig i selvhad og rædsel. Efter dette ville Lori meget hurtigt være blandt de folk i verden, som hun var mest bange for.
Om Sean kunne gå fri for denne nye opdagelse af en incubus’ potentiale til at være rædselsvækkende, ville tiden vise, men lad os ikke dvale ved potentielle fremtidige tragedier i Geneviras, vel og mærke allerede noget tragiske, liv for nu.

”Jeg kunne ikke afsky dig, om så jeg ville,” sagde hun, forvirret over, hvor han fik den idé fra. For var han måske ikke det mest perfekte væsen Elona Dal nogensinde havde sat på jorden? Hvorfor havde hun i det hele taget nogensinde været så ondskabsfuld? Hun rystede på hovedet, som for at klare tankerne, men intet blev bedre af den grund.
Og så gav han slip og hun trak sig bort fra ham som om, han havde brændt hende. Hun stirrede på ham med en så afgrundsdyb væmmelse, at det snart sagt ikke var til at fatte, men det var knap så meget væmmelse for ham og langt mere for sig selv.
Hun turde ikke længere vænne ryggen til ham, for hvad ville han så ikke finde på?
I stedet bakkede hun panisk væk fra ham.
Kvalmen vældede op i hende og før hun snart sagt selv vidste af det, havde hun kastet op udover sit eget gulv. For udmattet og rædselsslagen til at føle skam over denne biologiske funktion stirrede hun et øjeblik bare tomt på den blodige plet på gulvet. Så satte hun sig ned, lagde armene om sine knæ og hvilede ansigtet mod knæene. Og så var det som om alle følelserne fik lov at boble op til overfladen.
En skælven gik gennem hende og hun skreg, skreg og skreg, ind til hun ikke længere vidste, om hun nogensinde ville være i stand til at stoppe igen.
Det varede ikke ret længe, før en lille gruppe vagter og tjenestefolk fandt hende, siddende presset op i et hjørne.
I lang tid var det eneste, hun kunne mønstre at fortælle dem et hulkende: ”Jeg vil have min mor.” Da de spurgte til Lori, overvejede hun et øjeblik blot at lade ham ligge der og bløde ud. Så var hun fri for den pinsel, der var hans eksistens, men han blev nu alligevel til sidst sendt til slotslægen.

Hun selv forlod ham uden så meget som at se sig tilbage og uden at bekymre sig over hans tilstand.
Da mørket senere var faldet på og hun atter var blevet gjort i stand, blev manden, de havde udvalgt til at bøde for Loris forbrydelser, naturligvis hængt og Loris uskyld erklæret. Retfærdigheden var, i offentlighedens øjne, sket fyldest. Men det stod så godt som mejslet i sten, at ingen af tjenestefolkene på borgen nogensinde ville sende Lori et venligt blik igen.