I need you to hear the story - Genevira

Retsager var ikke nogen uvant ting for Doomsvilles nye herskerinde. Snare tvært imod. En bølge af dem var blevet afholdt i kølvandet på brandnatten og hendes overtagelse af byen. Det havde været nødvendigt at rive ukrudt op. Hvad der undrede hende i denne sag, var at den tiltalte ”insisterede” på at tale med hende. Som om det ikke netop var hende, der var øverste dømmende myndighed og hun, i en sag så stor som denne, ville være nødt til selv at tage stilling til sagen. I mindre alvorlige sager overlod hun det gerne til vagtkorpset, stolede på deres kompetencer til at udmønte mindre straffe, men i en sag, der kunne ende i en mands død, aldrig i livet. Vagten, en ung, bemærkelsesværdigt lille og slank, engel ved navn Suriel undskyldte også for at have regnet med andet, krøb nærmest nede ved gulvbrædderne også selvom Genevira ikke havde gjort mere end at se skarpt irettesættende på ham. Han og hans fuldstændig indentiske tvillingebror Raphel skræmte egentlig Genevira ret meget, blot fordi de var engle. Hendes mor havde altid insisteret på, at de kunne se ind i din sjæl og grave alt dårligt frem. Men på en måde, var det også sært betryggende nu. Siden, at de to brødre var blandt hendes mest dedikerede støtter, så måtte det vel betyde, at hun ikke gjorde noget galt. De så altså, at hendes intentioner var rene.

I deres iver efter retfærdighed og for at udføre Geneviras noble vilje overfor den brede befolkning, kunne brødrene dog godt have en tendens til at blive grebet af stemningen og deres egen idé om retskaffenhed. Hvilket Genevira også gik ud fra, var tilfældet her.
Hvor om alting var, værfede hun Suriel bort efter hans afrapportering og den unge mand forsvandt for at genfinde sin bror. Imens gjorde Geneviras tjenerinder hende klar til officielt embede. Klædte hende i liljehvidt og gyldent, hendes officielle farver, og placerede liljekransen på hendes tilslørede hoved, den tunge kappe af stofliljer og ædelsten om hendes spinkle skuldre.
Det syn, der mødte Lori, som han blev trukket op på borgen, ville muligvis forekomme ham bizart meget anderledes end sidst, han var her. Alt virkede strålende hvidt og rent. Væggene var fulde af kunst, der i vidt omfang illustrerede mennesker af alle forskellige social klasser, der arbejdede sammen om forskellige ting. Liljer var at finde over alt. Her var ingen religiøse symboler. Alligevel hang der en følelse af andagtighed over stedet, ikke ulig at træde ind i en kirke.

Hvad der mødte dæmonen, når han trådte, eller muligvis blev slæbt afhængig af hans samarbejdsvilje, ville muligvis chokere ham endnu mere.
Det lange højløftede rum henlå i halkølig dunkelhed. Nok mest for at skåne herskerindens skrøbelige vampyrskikkelse for solens altødelæggende stråler, var de høje mosaikvinduer skodet til i dagtimerne. Her og der skabte lyskrystaler deres eget flakkende sart glødende lys. Langs væggende stod tilslørrede tjenestefolk i hvide ens klæder. Det var umuligt at sige, om de var mænd eller kvinder. Medmindre du følte dig modig nok til at dømme efter kropsform. Her var individet udslettet og blevet til en enhed. Den ultimative selvopofrelse for styret.
I rummets anden ende fra døren Lori var kommet ind ad sad byens herskerinde på en stol af glat sort sten og lyste op i mørket i sine liljehvide klæder. Også hendes ansigt var dækket af et gyldent slør. I disse situationer, var hun Doomsville. Ikke en kvinde af kød og blod. Et individ med et ansigt.
I takt med at den tiltalte blev slæbt tættere på, læste hun op fra et tydeligvis oldgammelt dokument i de små slanke hænder. Hendes stemme var lys og klar som en kirkesangers, men tung af alvor.

”Det er ikke tilladt at slå en anden person ihjel, uanset grunden. Den eneste undtagelse er bødlen, hvortil personen der dræbes er dømt til døden af retten.
Skulle en person slås ihjel er det familiens pligt at søge hævn og kompensation derfor. Dette gøres ved at samle begge familie til et privat møde med retten, hvor en passende straf og kompensation vil blive aftalt. Bøden kan betales i guld, ejendele eller ved blod.
Det er ikke tilladt, med fuld overlæg, at sætte ild til ejendomme. Er der omkommet personer under brænden, anses det for mord og behandles herefter,”

”Det er ikke tilladt at slå en anden person ihjel, uanset grunden. Den eneste undtagelse er bødlen, hvortil personen der dræbes er dømt til døden af retten.
Skulle en person slås ihjel er det familiens pligt at søge hævn og kompensation derfor. Dette gøres ved at samle begge familie til et privat møde med retten, hvor en passende straf og kompensation vil blive aftalt. Bøden kan betales i guld, ejendele eller ved blod.
Det er ikke tilladt, med fuld overlæg, at sætte ild til ejendomme. Er der omkommet personer under branden, anses det for mord og behandles herefter,”

”Dette er vor lov.” sagde hun, samtidig med, at Lori blev tvunget i knæ foran hendes stol og alle de forsamlede tjenestefolk og vagter ligeledes synkront faldt på knæ.

”De står tiltalt for at have forbrudt Dem herimod, tal Deres forsvar eller rens Deres sjæl for skyldens skam ved at tilstå.” Et øjeblik blev hun ramt af kvalme…for hun kendte manden.
Han var Seans.

Genevira var pludselig ekstra taknemmelig for sløret, der dækkede hendes ansigt. For ved Loris ubehøvlede og dybt upassende seksuelle kommentar fik hendes ansigt til at fortrække sig i væmmelse.
Hun foldede de små behandskede hænder foran sig for at holde dem i ro. Hendes mor ville have slået ham for denne mangel på respekt på et så vigtigt sted. Og så i en situation, hvor hans handlinger meget vel, kunne have kostet ham livet, hvis ikke han havde været Seans. Men bare fordi, at han var Seans, betød det ikke, at han skulle have lov til at opføre sig som en klovn i et horehus, hvilket var, hvad Genevira efterhånden var ved at få indtrykket af, at Lori reelt var. I guder, hvor havde Sean samlet denne imbecil op. Hun åndede sagte ind, og mindede sig selv om, at hun ikke var sin mor. I stedet adresserede hun ham med kølig ro.

”Jeg vil minde Dem om, at De befinder Dem i en statsbygning, sir. Jeg forventer at mit folk har evnerne til at artikulere sig med en respekt, der er passende for situationen og deres omgivelser.”

Hun var allerede træt. Da han sagde, at han havde forventet mindre, at tale med hende under fire øjne, følte hun næsten et glimt af lettelse. Han havde altså åbenbart trods alt et vidst blik for situationen han befandt sig i alligevel og hun kunne stadig nå at sende sine folk bort og i stedet konsultere med ham selv. Så meget nåede hun at tænke, før alt hendes håb om en fredelig og fordragelig løsning på den nuværende kattepine prompte blev knust, som glas et overivrigt barn havde kastet direkte mod det hårde kolde stengulv.
For før hun kunne nå at gøre så meget, som at løfte hånden i en affærdigende gestus, havde Lori tilstået sine handlinger.
Genevira havde lyst til at grave sig ned i et hul. At skrige meget længe ud i tomrummet ind til hendes problemer løste sig selv, men som herskerinde, kunne hun ikke gøre noget sådant.

”Meget vel. Jeg agter at føre samtalen videre under fire øjne, som denne mand ønsker. Gilly, hent ham en stol, og alle jer, mine kære medborgere mit elskede folk, forlad os så. Frygt ikke for min sikkerhed, for jeg ved at sandheden og retfærdigheden vil beskytte mig, som den gør os alle i Doomsville.”


Hun holdt en pause, regnede med at folk nu fredsommeligt ville forlade hendes tilstedeværelse. Hvilket de i vidt omfang også gjorde.
Men den ene vagt….han have brugt dæmon som et skældsord. Det både undrede og generede Gene, der vendte sig skarpt mod ham. På trods af hendes tilslørerede ansigt, var irettesættelsen i hendes værdigt skarpe holdning tydelig.


”Sir Vincent. Behøver jeg minde Dem om at vi her i vor elskede by ser værdig i racernes samarbejde og ligeværd? Behøver jeg minde Dem om, at de selv har tjent side om side med mig, under Lord Mcgivens, da han herskede fra det sæde, hvorpå jeg nu sidder? Jeg behøver vel heller næppe minde Dem om, at mange af Deres ærede brødre og søstre i vagtkorpset er dæmoner?” Manden virkede et øjeblik klar til at sige noget, en undskyldning sandsynligvis, men Genevira verfede ham bryskt af.


”Suriel, Raphael. Følg venligts sir, Vincent ud. I kan passende minde ham om de nye protokoller,” fastslog hun og de to brødre slanke og små som de var, slog ufortrødent trit med manden og fulgte ham ud, formåede at se intimiderende ud, som de gik der, på hver side af sir Vincent, der pludselig virkede helt sammensunken.
Den sidste der forlod salen var en modvillig Gilly, den unge tjenerinde fra Rotten Root, der havde været Genes tro støtte siden brandnatten. Hun hjalp Lori på plads på en stol og stod et langt øjeblik og virkede mistænksom. Hang lidt ved Genes side, indtil også hun forlod salen og den var efterladt tom udover Genevira og Lori.
Et øjeblik måtte Genevira vende ryggen til ham. Forsøge at minde sig selv om, at hendes sind måtte og skulle være yndefuldt og rent, hvad hendes mor havde sagt, hver gang Gene selv blev for udadreagerende (ironisk, måske, givet hendes egen adfærd).
Men lige lidt hjalp det, rædslen for, hvad denne mandspersons idioti kunne få af fatale konsekvenser for Sean…og for Isthar guderne forbyde det, forbød hende at undertrykke sit raseri længere.
I en lynsnar bevægelse vendte hun sig så de stod ansigt til ansigt og før hun næsten selv vidste af det, var hendes lille, fine behadskede hånd, bag hvilken lå en vampyrs rå og uforfalskede styrke, kolideret hårdt med hans kind.
Dette stod i skarp kontrast til det faktum, at hun end ikke hævede stemmen ved det næste hun sagde. Hendes stemme var samme roligt næsten hviskende toneleje som altid.

”Det ville være at gøre Sean en tjeneste at sende dig direkte i galgen. Har du ingen idé om, hvilken farer du nu udgøre?”
Hun havde lyst til at ruske ham, men gjorde det ikke.
Hun sukkede dybt, som om det næste voldte hende meget smerte.

”Jeg gør det ikke, for han holder imod sit eget bedste mere af dig end det afskum, du er, fortjener. At tilstå foran en sal fuld af folk, når jeg ikke engang har presset dig? Jamen er du komplet idiot, eller vil du os rent faktisk det ondt? Hvad kunne du ikke komme til at afsløre under tvang? Under tortur? Stod det til mig i dette øjeblik alene, ville du aldrig se dagens lys igen. For hans sikkerheds skyld.”

Havde de været tilbage i kvarteret i Rotten Root, hvor hun voksede op, havde Genevira kunne finde på farverige ukvemsord at smide efter ham. Din hjernedøde cunt, var en klassiker, ikke specielt kreativt, men ville have været et udmærket valg, hvis ikke Gene aktivt havde afholdt sig fra at tabe besindelsen fuldstændig.

Yndefuldt sind, yndefuldt sind, yndefuldt sind,
gentog hun igen og igen for sig selv, som hun roligt satte sig tilbage på sin stol og foldede de små dukkehænder i kjoleskødet.

”Så jeg har ikke gjort et godt indtryk ved vores første møde? Dette er…fortrydeligt…i sandhed. Jeg gik fra vores første møde med et indtryk af, at de var naiv ja…men god af hjerte i det mindste…nu…ja, De fremstår ikke som om, at de har lært ret meget af alt den litteratur, De åbenbart går så meget op i.” Hun sukkede.


”De antyder, at det ville have rejst spørgsmål om særbehandling, hvis De havde nægtet Deres skyld og jeg havde ladet dig gå. Men lad mig til dette stille Dem et spørgsmål. Hvad regner De med, der ville ske, når nu De har tilstået, skulle jeg så lade Dem gå? Det ville da om noget give antydning af særbehandling. Havde de ikke tilstået og i stedet holdt tand for tunge blot et øjeblik længere og fortalt mig om tingenes tilstand, som vi sidder nu, kunne vi i god ro og orden have fundet en anden til at dø for Deres tåbeligheder. Det var en mørk nat. De kunne meget let være blevet taget ved en fejl. Se? Tror De virkelig ikke, at jeg tænker mine muligheder igennem? Nu, nu foreslår De at jeg skal gradbøje lands lov og ret for at holde hånden over Deres hoved, efter De har tilstået til en forbrydelse, der kræver galgen eller halshugning.
Og ligegyldigt, hvilket monster De måtte tro jeg er, så ønsker jeg i princippet ikke at se Dem død. Folket kræver dog orden og retfærdighed. Blod skal spildes for en forbrydelse som disse. Ikke Deres selvfølgelig. Jeg holder for meget af Sean til at skubbe dem han elsker af brættet, men De har unægtelig gjort mit arbejde med at skåne Dem mere besværligt.”

Hun børstede indbildt støv af kjolen.


”Jeg er taknemmelig for at De nu fortæller mig om truslen mod Seans sikkerhed. Jeg ville have foretrukket at have været underrettet før, men hvis det havde været vigtigt for Sean, at jeg vidste det, ville det ikke være kommet fra Dem. Dog kan vi naturligvis ikke gå ud og bedyre for folket at en terrorcelle har haft virke i blandt dem. Det ville kun skabe frygt og bekymring. Jeg ville have foretrukket at truslen blev taget hånd om i stilhed og at der var blevet gjort nydeligt rent efterfølgende, men ak, en hvis overgangsperiode fra det gamle kaos ind i ny renhed er vel at forvente.
Så her er hvad vi nu gør, og De skal ikke stille spørgsmål nu, men blot lytte. Det vil inden længe blive bedyret for folket at du handlede under tvang, da du begik din handling. Naturligvis vil vedkommende der tvang Dem til at begå en så bestialsk handling mod vort eget elskede folk, dø i dit sted. Jeg vil foreslå Dem at de følger med mig ud på balkonen. Græd en smule måske. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad De tænker om mig i Deres hjerters hjerte, men en vis underkastelse vil bringe folket glæde. Vi er alle ét, trods alt. Se på det som teater. Men først.”

Hun rejste sig og tog ham i hånden, en gestus, der ville have været venlig, blid i en hver anden sammenhæng.
Hun trak ham med sig over til væggen bag sin stol og de fulgtes ad gennem den, da hun afslørede en dør i hvad der ellers bare lignede massiv sten.
Hun tog ingen hensyn til Loris syn i mørket, som hun trak ham med sig ned af en lang, smal snoet trappe og så ned i et højloftet mørkt kælderrum. På hver side af dem var der celler.
Selv her var der enkelte, der rakte desperat ud efter hende gennem deres trammer. Et forsøg på at opnå nåde, tilgivelse, hvad som helst, et glimt af lys.


”Disse mennesker står anklaget for andre forbrydelser end Deres egne. Nogle vil selvfølgelig møde galgen eller sværdet, uagtet Deres indblanden. Andre vil gå fri eller få mildere straffe, når deres sager er blevet hørt. Men De, Lori, har nu dømt en af disse mennesker til døden. Verden kræver balance.Og Deres liv koster. Vælg en. Vedkommendes blod er Deres at bære.”