I need help. Truly – Dr. Trott (fortids emne)

August ventede roligt til Kat begyndte at vende tilbage til ham. Holdt hende, til hun selv trak hænderne tilbage.
Han kunne se bevidstheden komme tilbage til nuet, en proces der godt kunne være forvirrende, så i en rolig stemme gentog han hvor de var og hvorfor de var der. Hvem han selv var.
Til en pige tog alt opmærksomheden.
August så ikke hvor hun kom fra, som han havde været fuldstændigt fokuseret på Kat. Han kiggede bare på interaktionen, og smilte selv lidt over den søde pige, der bare ville hjælpe. Børn var så uskyldige på det punkt. Pigen lærte at hjælpe folk - en opdragelse og oplevelse forældre gav pigen.

Mens Kat drak - var det kun August der tænkte man ikke drak fremmede væsker man ikke kendte? - kiggede han sig omkring og bemærkede at moren stod i urteboden. Pigen løb ind til hende, og moren nikkede og smilte venligt.
Faktisk virkede mange til at kende Kat på den ene eller anden måde, og dermed til at acceptere hendes tilstedeværelse. Det var ret exceptionelt, og noget man kun ville opleve i en lille by. Måske han skulle overveje at blive landsbylæge?
Men han havde så meget arbejde nu i Doomsville, og var ved at lave et navn af sig selv. Han kunne ikke bare vende en hel by ryggen. Ikke lige nu.

"Her, lad mig"
August tog venligt krusset fra Kat, for at aflevere det tilbage til kvinden i boden. Og mens Kat fik et øjeblik for sig selv, fik August handlet nogle urter - sikkert med en lille rabat, ikke at han ville vide det.
"Jeg tænker det har været en fin lille tur. Men vi skal måske vende tilbage. For meget på en dag kan være ret hårdt"
Med en rolig hånd på Kats ene overarm, gled hans brune øjne ned over hendes ansigt, for at vurdere om hun stadig hørte ham og var enig med ham.

Han havde ganske rigtigt fået rabat. Endda næsten halvpris, eftersom kvinden var Kat taknemmelig for både at have passet hendes datter og for at have samlet urter forskellige steder, som kvinden var nervøs for at komme. Kat havde taget det som en fornøjelse at kunne tilbringe timer for sig selv.

Da August kom tilbage til hende, havde hun fået samlet sig nok til at hun kunne smile og nikke til kvinden og hendes datter, som begge vinkede tilbage. Derefter smilede hun til August og nikkede til ham.
”Det har været en fin tur. Og du har ret. For meget på en gang er ikke godt. Det plejede min farfar at sige.” Med et lille stik i hjertet, kom hun til at tænke på at det nu ville blive langt svære at besøge Raco nu. Og rejsen ville tage flere uger.. Altså måtte hun blive stabil nok til at hun kunne være blandt folk ombord.
Hendes smil blev en smule bredere, mens hun nu så frem til den næste tid sammen med den gode doktor.
”Jeg ser frem til at bruge tid sammen med dig.”

//tænker vi kan lave tidshop, hvis du er intresseret //