A common goal ~ Sean

De havde ikke set hinanden i en evighed men alligevel stod hun nu her i udkanten af Terrorville distriktet, det var ikke et sted hun var kommet ret meget før i tiden, og slet ikke længere. Det var efterhånden sjældent Alane satte sine fødder i Doomsville men i dag havde hun gjort en undtagelse.
Hendes dybe grønne øjne gled over borgen dybere inde i distriktet, nu hvor hun tænkte over det så den egentlig ret intimiderende ud som den kastede skygger over de omkringliggende bygninger, måden den tårnede op over alle hustagene. Hun havde hevet hætten op på kjolen som hun havde sat sine ben i Doomsville, ikke interesseret i at blive genkendt her til aften, hun var her af en grund og den ene grund alene og som sædvanlig var det Sean, det var det oftest når hun var kommet i byen.
Men denne gang var det anderledes, de havde faktisk aftalt at mødes denne gang, efter de mange naturkatastrofer havde Alane taget nogle af byens Shapeshifters til sig da de pludselig stod uden hjem. Det havde givet en rar følelse indeni og det var ikke så tit hun følte det længere, det meste af tiden føltes det bare tomt og det skræmte hende men hun havde sat sig for at gøre noget ved det. Alane længdes efter den frihed, den glæde, den naivitet hun havde haft før i tiden, før hun havde været leder og nu ville hun gøre nærmest alt for at nå tilbage dertil og dette var en god start! Hun havde besluttet sig for at gøre hvad end hun kunne for at hjælpe byen, for at hjælpe Shapeshifterne i den og ja i sidste ende nok også hjælpe Sean.

Hendes hjerte sprang et slag over ved den tanke eller også var det fordi hun stod foran portene ind til borgen, hun viste vagterne ved den brevet fra Sean som gav hende adgang dertil uden det store drama.
Da hun krydsede gårdspladsen slog hun hætten ned fra den sorte og mørkegrønne kjole hun bar så det lange bølgede hår faldt ned langs hendes ryg. Kjole hun var stoppede cirka midt på låret, nogle steder lidt længere og andre steder kortere. Man kunne lige ane tatoveringen på hendes lår som den forsvandt op under kjolen, fristende for nogen ville det sikkert være.
Sidst Sean havde set hende havde hun været magre men hun havde langt om længe fået sul på kroppen, hun havde genvundet sine former, de bløde hofter, brysterne havde fået mere fylde, den runde velformede bagdel samt hendes tonede ben hvilket ledte til hendes som altid bare tæer, en ting hun var begyndt at gøre atter engang.
Alt luften forsvandt fra hendes lunger et øjeblik som hun stoppede foran hoveddøren og løftede hånden for at banke på og tilkendegive hendes ankomst.

Håndbevægelsen var frustreret, som den smed en lille stak papirer ned på det ellers fyldte arbejdsbord. De mørkegrå øjne gled op til det store vindue foran sig, kiggede ud på det tiltagende mørke, som endnu en forårsdag gav sin afsked. Han trak vejret dybt, skubbede sig op af sin stol. Gik rundt om bordet og helt over til vinduet. Som borgen lurede ud over hele byen, således stod herskeren på borgen og lurede med. Han kunne se langt heroppe fra, omend ikke hele byen. Det behøvede han heller ikke. Han kunne fornemme horisonten, en udsigt han så næsten dagligt. De sidste rosa farver, som solen var på vej ned.
Det var kun et spørgsmål om tid.

En hånd gled igennem det mørkebrune hår. Det strittede let, som det så ofte gjorde. Det havde ikke ændret sig meget, med pandehår der stadig faldt legesygt ned over hans pande. Han var iklædt et par sorte bukser og en sort skjorte. De øverste knapper var ikke knappet, og afslørede derfor hans tydelige kraveben. Et par læderstøvler på fødderne. Sværdet hang ikke ved hans side, men lå ved hans bord. Altid inden for rækkevidde.
Sean trak vejret dybt. Genevira ville nok snart begynde sit arbejde, da hun som vampyr naturligt lavede mest om natten. Selv burde han nok overveje at sove, når han kom dertil - men lige nu var der andre planer. Et ventet møde. Med en kvinde han ikke havde set i lang tid. Hvad forventede han?
Han lukkede let øjnene.
For at være ærlig...Forventede han ingenting. De havde ikke snakket sammen i lang tid, og deres kærlighed lå en del år tilbage efterhånden. Alligevel bar de hinandens hemmeligheder uden at forråde dem. Eller...Det håbede han. Alane vidste hvem han var. At han både var hersker, og leder af den største kriminelle klan i byen. Men han var en anden mand i dag, end han havde været dengang. Og hun formentlig også en helt anden kvinde. Mon hun stadig så sygelig ud?
Som en skikkelse gik op af gården foran borgen, vendte han sig fra vinduet for at modtage sin gæst. Han havde ikke bedt Genevira om at deltage. Der var stadig et eller andet over Alane...En følelse af at ville møde hende alene. At have hende for sig selv, om så bare for en kort samtale. Gene ville kunne se det med det samme. Hun var for klog, for observant. Han måtte passe på sine hemmeligheder.

Hjemmevant fandt han vej ned til den store entre. Det store gulvtæppe i midten var væk, og der var mørke pletter på stengulvet - en rest fra et angreb, i forlængelse med oprøret, for ikke så længe siden igen. En gruppe var brudt ind, havde slået flere vagter ihjel. Det havde udviklet til en nedslagtning lige her i entreen. Detaljer offentligheden selvfølgelig ikke vidste meget om.
En tjener åbnede døren, samtidig med at Sean nåede entreen. Han kunne derfor gå hende i møde. Helt naturligt gled det samme skæve smil over ham, som han så ofte mødte folk med.
"Alane! Kom indenfor"
Han slog let ud med armene, som han åbent inviterede hende indenfor. Hun så bedre ud, ja. Han skjulte ikke at han kort studerede hende. Med deres fortid, hvorfor skulle han? Det hvide hår, der for altid havde ødelagt hans præferencer hvad det angik. Intet kunne vække hans interesse som hvidt hår. En svaghed han måtte stå ved, selv om han aldrig havde indrømmet det for nogen.
"Jeg stoler på turen herop var overskuelig? Jeg ved du helst ikke forlader skoven uden grund. Jeg håber du kan tilgive, at jeg ikke imødekom dig på det punkt"
Hvis hun tillod det, ville han på elegant vis tage hendes ene hånd og kysse den let. Ikke uden et drillende blink i øjet samtidig.

Hun havde ikke engang nået at træde indenfor da tjeneren åbnede døren før hun stod ansigt til ansigt med Sean, en mand hun nok aldrig ville glemme og ærligt så havde hun heller ikke lyst til at glemme ham. Tanken fik ubevidst et svagt, varmt og ja personligt smil til at vokse frem på hendes fyldige læber. Et smil der var reserveret mellem elskere kunne man sammenligne det med.
"Sean! Mange tak", hendes stemme var varm og levende, måde hun sagde hans navn på gav hende kort et flashback til da de havde været sammen. Der var så meget historie mellem de to og selv hvis hun ville hvilket hun ikke ville, så ville hun aldrig kunne benægte det.
Alane trådte indenfor, hendes bare fødder ramte det kolde stengulv og det første hendes øjne landede på som ikke var Sean var de store mørke plamager på gulvet. Tørret blod... Hendes øjne løftede sig langsomt op over ham, scannede hans krop eller det hun nu kunne se af den for at se om han havde nogle synlige skader eller men, en ting han uden tvivl ville kunne se hun gjorde.
Et legende smil gled over hendes læber da hun lagde mærke til hvordan hans øjne gled over hendes krop, det virkede til at han var glad for det han så hvilket hun også selv var. Hun var lykkelig over at have fået sin krop tilbage, den stærke feminine krop, om dog lidt ældre. Han ville højst sandsynligt kunne se de første meget svage antydninger på en rynke i panden, et tegn på hvad hun var, dødelig.

En hånd gled op for at glide gennem de lange hvide bølger som hun skubbede det bedre ned langs ryggen inden hun tog et skridt yderligere indenfor som hun hørte dagen bag sig lukke. Hun anede ikke hvad hun skulle forvente, om hun egentlig forventede noget men hun kendte godt svaret, hun håbede på at de stadig kunne være så tætte som de altid havde været når de var sammen, selvom de var blevet ældre og havde ændret sig, det var uundgåeligt at tingene havde ændret sig på en eller anden måde mellem dem men hun håbede på det ikke var til det negative. Hun havde aldrig fortalt nogen om de ting han havde fortalt hende i fortrolighed og hun håbede på det samme gjaldt den anden vej.
"Det var den skam og for dig kan jeg nok godt lige overleve det, men også kun lige så du er mere end tilgivet", det røg ud af munden på hende før hun kunne stoppe sig selv, det var en vane, den drillende og frie tilgang de havde til hinanden var svær at ryste af sig. Om det var velkomment anede hun ikke, hvis han nu bare ønskede at det skulle være komplet professionelt mellem dem så havde hun da lige lavede rav i det hele der.
I det hans hånd greb hendes betydeligt mindre for at bringe den til hans læber og kysse den ville han kunne se de dybe grønne øjne blive en anelse større samtidig med at der lagde sig et fint lag af rosenrødt støv henover hendes kinder og næseryg, der var ingen der kunne få hende til at rødme som han kunne.

Hendes tilstedeværelse var som et pust af en lun forårsvind i hans mørke sind. Han følte sig...Lettere? Han havde nemmere ved at lægge de tunge byrder, der kom med at herske en hel by og være dæmonlederens højre hånd, til side. I hvert fald for et par minutter. Det var noget han manglede i sit liv. En måde at blive distraheret, en måde at koble af og slappe af. Gøre ting som han selv havde lyst til. De plejede altid at drille hinanden. Eller danse til noget musik. Eller nyde et eller andet dejligt øjeblik.
Men det var selvfølgelig ikke derfor de mødtes lige nu, og borgen var alt andet end associeret med den slags aktiviteter.
Han bemærkede godt hun studerede ham. Men måske var nysgerrigheden gensidig: Han havde også kigget på hende, fået et indtryk derfra af hvordan hun havde det. Det slog ham ikke at hun ledte efter skader. Hvor ofte kom han lige til skade? Godt nok havde han fået en mindre skade den nat...Men det var noget tid siden.
Han bemærkede også tegnene på at Alane var ved at blive ældre. En konstatering der ikke ødelagde hendes smukke ydre, og på sin vis gjorde hende mere tiltrækkende...Men også en konstatering der kunne give ham et stik i hjertet. En eller anden dag ville hun ikke være her mere. Hvordan ville det være? Faktisk at opleve en person, der betød noget, dø? Folk rejste som regel, og Sean vidste ikke om de var hverken levende eller døde. Og andre havde han selv slået ihjel.

Et let smil gled over ham, som han viste vej til et modtagelsesværelse til venstre fra døren. Rummet var stort nok til at rumme en tilpas skare af mennesker, med et bord i midten med tilhørende stole. En pejs, og tilhørende lænestole og et lille thebord. De store vinduer beklædt med lette gardiner. På bordet var der tændt nogle lys, og der var allerede båret forfriskninger ind - Sean havde jo vidst hun kom. En lille skål med frisk frugt, en kande med dampende varm the og en kande med frisk vand.
"Kom blot" forsikrede han i en let tone. Ah, hvor synd de skulle snakke arbejde! Hans tanker drev hele tiden mod byen udenfor væggene. På kroerne, med musik og liv. Det ville kræve en anstrengelse at tænke arbejde i Alanes selskab...
"Så, kære Alane. Hvordan kan denne store og stygge hersker hjælpe en skovbo som dig?"
Med endnu en håndbevægelse inviterede han hende til at sætte sig, ligeglad med om det var ved bordet eller i en lænestol ved den tændte pejs. Stilletiende tilbød han hende også en forfriskning, hvis hun ønskede det.

De havde altid været gode sammen men af og til havde hun nu været for god af sig, selv overfor ham. Hun havde set igennem fingrene med ting som hun absolut ikke burde skulle men hun havde virkelig elsket den mand der stod foran hende, og tildels gjorde hun det egentlig stadig. Sean ville hun altid elske, på den ene eller anden måde ville han altid have en speciel plads i hendes hjerte som hendes store kærlighed. Er varmt smil gled over hendes læber, et intimt og privat smil hvor der slet ikke var nogen tvivl om at var for hans øjne kun. Smilet var varmt, kærligt og ja betagende mildest talt som hendes dybe grønne øjne fandt hans.
Alane elskede den del af sig selv, den dødelige del, man vidste aldrig hvad der ville ske og desuden var hun ikke klar over om hun havde hjertet til at se alle dem hun elskede eventuelt dø, uanset om hun ville det eller ej så var hun blød indeni, empatisk, varm og omsorgsfuld og oftest for meget af det. Det havde hun lært på den hårde måde.
Det virkede til at han var lige så langt væk i tankerne, i minderne om dem som hun havde været da ingen af dem havde sagt noget i et stykke tid man bare betragtet den anden, stilheden var ikke akavet mellem dem eller det følte hun i hvert fald ikke, hun følte nærmere at den var intim, en tur down memory lane hvis man kunne kalde det det.

Hun fulgte ham ned af gangen, hendes bare fødder gav genlyd mod stenene som hun fulgte ham, hun betragtede ham som hun gik, de brede skuldre og hvad hun vidste var en muskuløs ryg under skjorten han bare og et kort øjeblik lod hun tankerne flyve, en svag varme bredte sig i hendes krop og hendes kinder blev en anelse røde. Hurtigt hev hun dog sig selv ud af det, det var ikke derfor hun var her og hun var egentlig heller ikke sikker på at han tænkte sådan om hende længere.
De hun trådte ind i rummet efter ham lod hun sine øjne glide over det et kort øjeblik inden hun gik tværs gennem rummet og over til et af de store vinduer som hun åbnede. Brisen der kom ind blæste gennem hendes lange hvide hår kort og hun lukkede øjnene og nød den inden hun vendte rundt og kiggede på Sean. "Jamen tak som byder min gode herre", sagde hun i en drillende tone som hun bevægede sig over til bordet men i stedet for at sætte sig i stolen eller ja lænestolen for den sags skyld satte hun sig på kanten af bordet så den ene balle hvilede mod pladen, det ene ben trukket op under hende og det andet dinglede over kanten på bordet, dette fik kjolen til at glide lidt længere op og blottede derved mere af hendes lys, bløde lår.
Alane kunne ikke lade være med at grine lidt da han omtalte sig selv som den store stygge hersker. "Jamen ser du min store stygge hersker, jeg er her i dag for at tilbyde dig min assistance i forhold til de shapeshifters der skulle have mistet deres hjem grundet katastroferne", hun kiggede op på ham med et blændende smil, en stolthed og varme voksede i brystet på hende, hun havde altid elsket at hjælpe og nu havde hun en kæmpe mulighed for at gøre netop det. Hun nikkede med et smil og et tak som han gjorde hentydning til at ville hælde en kop the op til hende.

//Undskyld det sene svar men der har været død travlt på arbejdet men nu er påske over og morsdags forberedelserne ovre!

Der ville altid være noget ved Alane. Måske han bedste skjulte hemmelighed, i virkeligheden. Han var ikke typen der fortalte om sit personlige liv, eller sine følelser. Folk samlede brudstykker op blot ved at være nær ham, eller ved at udforske rygterne i byen. Men det var længe siden nogen havde nævnt noget om Alane. Det var mere hans gamle forhold til en mand, Lori, folk snakkede om. Og hvis ikke det, så alle de falske nyheder Genevira og ham selv spredte i øjeblikket. For at give et bedre billede af ham, som byens hersker, i en tid hvor halvdelen af byen var dybt utilfredse og et oprør hele tiden lurede om hjørnet.
Mon Alane havde en mening om det hele? Mon hun så ham i et dårligere lys? Han havde ikke været den bedste for hende. Dengang de kom sammen, havde han ikke haft mange ideer om hvad et fast forhold indebar. Som en incubus havde det været naturligt for ham at forfølge enhver interesse, på trods af hans følelser dog havde ligget loyalt hos Alane. Deres opfattelser havde dog ikke været ens, og det havde været en lærdom Sean havde båret med sig lige siden. Uvillig til helt at indgå samme form for fast forhold. Altid med det i mente, at folk måtte elske ham, men vide han var incubus og ikke ville begrænse sit seksuelle liv til en person.
Ikke at han nogensinde var single længe. Folk vedblev at finde en interesse i ham, men han vidste også interessen ville falde før eller siden. Så helt investeret var han nok aldrig mere. I noget som helst, andet end hans kommende barn. Endnu en godt skjult hemmelighed.

Han hældte the op til dem begge, og satte sig over for hende, også på bordets kant. Med den forskel hans ene ben hvilede på en stolekant, og gav ham stabilitet. Som han skubbede koppen over til hende, lagde han ikke skjul på at han bemærkede hendes mere blottede lår - og nød synet.
"ah. shapeshifters. Ja"
Det gav mening. Hun havde allerede taget imod nogle, og som deres tidligere leder, var interessen nok aldrig forsvundet. For deres ve og vel, altså. Og hvorfor ikke? Send dem, der ville, ud af byen. Det gav færre der kunne skabe ballade, og færre hvis klager han skulle høre på. Og ikke mindst...Ville det måske gøre Alane glad.
Blikket var vandret ned til hans egen kop med the, mens han kortvarigt havde overvejet det. Nu gled de mørkegrå øjne op på hende igen, med et skævt smil.
"Jeg har aldrig holdt dem fanget i byen. Hvis de ønsker at forlade byen, og ønsker at slutte sig til dig i skoven, mere specifikt...Så har jeg ingen grund til at stoppe dem i det"
Han trak let på den ene skulder. Nok var han hersker, men han havde ikke tid til at stoppe alle ved porten og kræve de blev i byen. Lidt personlig frihed var der, på trods af feudalismen.
"For det var vel hvad du mente? At de kunne rejse ud i skoven til dig? Vi har beklageligvis ikke mange tilbud i byen, deraf...Nok nogle af deres problemer" Tilføjede han sigende.

Nok havde de været forskellige på punkter men på så mange andre punkter havde de virkelig fungeret, fungeret så godt og havde det ikke været for det faktum at de begge to var blevet så opslugt af deres arbejde havde de nok endda stadig været sammen. Alane havde aldrig haft et problem med hvad Sean var og hvad han havde brug for at gøre for at overleve, hun vidste at det var anderledes end når han havde været sammen med hende men det der havde knust hendes hjerte var det at han havde fået et barn med en anden bag hendes ryg, han havde været sammen med en anden som han havde været sammen med hende og selvom hun havde valgt at forblive hos ham og tilgive ham så havde hun nok aldrig glemt det.
Men de var begge anderledes nu, Alane var ikke længere lige så naiv omkring verdenen, af og til savnede hun lidt følelsen af uskyldigheden om ikke at kende noget til alt det hun gjorde den dag i dag.. Der var nogle ting hun gerne havde været foruden, men ikke hende og Seans forhold. Det var en ting hun ikke fortrød.

Et kræligt smil gled over hendes læber som hun tog the koppen, holdte den med begge hænder mens hun kiggede ned på den dampende varme the i den inden hun tog en tår af den og satte den fra sig på bordet.
Alane kunne ikke lade være med at sende ham et drillende smil da han kiggede ned på hendes blottede lår og hun rettede sig en smule mere mod ham for at drille ham lidt, lokke ham lidt om man ville. Hun anede ikke helt hvad det her var men hun havde altid nydt den måde han kiggede på hende på, som om hun var ja noget særligt på den ene eller anden måde og et eller andet sted nød hun også det her lige nu, det lettere uskyldige flirten der var mellem dem lige nu.
Hun gav et anerkende nik til det han sagde for at vise ham at han havde ret. Alane havde aldrig efterladt hendes folk selv efter hun næsten var død grundet titlen, hun havde ikke kunne holde sig fra det og havde taget nogle ind som katastroferne begyndte og ramme og de mistede deres hjem.
Ordene der forlod hans mund kom lidt bag på ham og selvom han havde sagt det med et skævt smil skubbede hun koppen let til side og vendte sig fuldt mod, lænede sig ind over bordet og lagde hendes hånd på hans arm og gav den er varmt klem.
"Hey, det var ikke det jeg mente.. Jeg ved du gør dit bedste.. Uanset om folk ser det eller ej, det er svært at gøre alle tilfredse men jeg ved hvor hårdt du arbejder for at rette op på tingene efter katastrofen", hun kiggede op på ham med hendes dybe grønne øjne der brændte med en usagt omsorg og varme.
Hun havde helt sikkert overtrådt en grænse mellem det professionelle nu men hun var ligeglad og det håbede hun også Sean var.
"Faktisk så var planen at bygge et sted her til dem, et frirum for dem.. Og så selv flytte derind, flytte tilbage til byen i hvert fald for en tid", sagde hun i en lettere forsigtig tone da hun ikke anede hvordan han ville tage det.

Hendes hånd var en overraskelse. Det var sjældent folk tilbagelagde den naturlige afstand, især for at vise omsorg. De fleste omkring ham var der for arbejdets skyld, og det tætteste han kom på noget mere intimt, var ordvalget. Eller til nøds et lille kram hist og her. Ud over Dannika, hans nuværende hemmelige partner, på trods af hun var meget væk i øjeblikket. Nok til at han næsten følte sig single igen, og på trods af det var Dannika der havde insisteret på et forhold til at starte med. Kærlige forhold var for altid ødelagt for Sean. Han kunne nok have dem, men han investerede sig aldrig 100% i dem mere. Han var blevet forladt - eller havde selv forladt - for ofte til det. For at beskytte sig selv, investerede han sig aldrig følelsesmæssigt længere. Ikke for meget, i hvert fald. For folk forsvandt altid. Som Dannika, der nu var mere væk end....End før. Hans personlige læge, den eneste der nogensinde havde opnået den titel.

hans blik hvilede på hendes varme hånd, da han ikke vidste hvordan han ville reagere. Forvirret nok, til at tænke logisk over det, i stedet for at indleve sig i det. Til bare at kigge på hånden i et langt sekund, før han så op igen. Hun var varm og kærlig, men det virkede fremmed for ham. Som om han ikke helt forstod det. Hans hoved gled en anelse på skrå, som han næsten ikke hørte hvad hun sagde mere.
"Jeg er ikke personligt ked af tingenes tilstand" bemærkede han i en let tone, det skæve smil prøvede at komme tilbage, men nåede ikke helt samme højde som før.
"At styre en by er ren arbejde for mig. Om det gør mig bedre eller værre...Det ved jeg ikke"
Det var heller ikke fordi han selv havde valgt at styre byen, men mere fordi hans leder - Natalie - havde tvunget ham til det. For dæmonernes skyld. Hans elskede Doomsville. Men han gik altid logisk til arbejdet, overvejede konsekvenserne og de bedste løsninger for at gøre sit arbejde på en god måde. Han var nok dæmon, men han tænkte ofte på sig selv som relativ retfærdig. Også selv om hans tålmodighed snart var ved at være opbrugt. Måske byen havde brug for en stor opvågning, blive rystet ud af deres evige piven over hvad året med naturkatastrofer gjorde for hele byen?

Sean rømmede sig svagt og vendte opmærksomheden til sin the. Selv pustede han også let, før han smagte på den. Med Geneviras store årvågenhed var theen altid som han gerne ville have den. Tilfreds satte han koppen fra sig igen.
Arbejde. Arbejde var nemt at gå til. Bedre end at blive presset til at vise svaghed.
"Her i byen? Med hvilke midler? Som du selv har sagt, så arbejdet vi hårdt på at få hele byen op og køre. Jeg trækker allerede på de adeliges villigheder til at give lån, blot for at fodre befolkningen, have ekstra vagter og bygge nye huse til de fattige" Han trak vejret dybt og så lidt ud i rummet et kort øjeblik.
"Jeg ved ikke om jeg kan finde midlerne til at finansiere et hus specifikt til jer, os så samtidig blive mødt af en vred befolkning over at shapeshifters - af alle - får speciel behandling" han så på hende igen.