Diplomatiskforsøg på at genetablere handelsaftale - Juniper

Sted: Junipers palæ
Tid: Formiddag, April 1166
Omgivelser: kommer i emnet.
Vejret: lidt køligt grundet havet, men ellers lunt. Solen skinner fra en let overskyet himmel og en blid brise fejer ind over byen.
Emnepartner: @Juniper

Outfit: Skjorte, men i grøn silke. Lysegrå silke bukser, sort bælte (skjult af skjorten) og sorte læder støvler.


Det var nu nogle måneder siden hun havde fået et brev fra Beldragon og Kat. Et brev som hun afgjort ikke var glad for. Og slet ikke da der kom besked fra Huset Graceling, om at handelsaftalen omkring kryderier og sukker var stoppet. Derfor havde hun gennem tiden der var gået, forsøgt på at få lov til at få et møde med familien, som havde et hus her i byen.

Nu havde det så endelig båret frugt og hun havde derfor klædt sig i det fine tøj, som hun havde fået i gave fra sin kusine kort efter brylluppet. Hun strøg en hånd ned over den fine skjorte og nød hvordan silken føltes. Håret var samlet som det plejede, så det ikke generede hende.
Af hensyn til situationen, havde hun valgt ikke at tage våben med. Så det eneste der sad i bæltet, der var skjult af skjorten, var et par læderpunge med samlet ti opaler, som kun lige var slebet sådan at klippefarven var fjernet. Hver opal lå i sin egen pose, for at undgå at de blev skadet under transport. De var alle omkring tre centimeter store, så de kunne nemt deles og stadig blive slebet til forskellige smykker. Priserne for disse sten, i slebet tilstand, lå gennemsnitligt på fem guld velv.

Da hun nåede frem til adressen hun havde fået, gav hun sit navn og besked om at hun var ventet. Derpå ventede hun på hvad der nu ville ske.

//Pengesystemet
rå opaler 1
rå opaler 2
Andre billeder kan ses ved Blackfire klanen eller søges efter på Google //

Outfit

Juniper kunne have leet sig selv øm, da hun så brevets indhold. Et brev fra en vis Taalia Valcyriel Leigan. Så lillebitte Kat sendte altså moooar for at redde trådene ud for sig? Den unge Lady Graceling ville normalt ike have givet ret meget for noget sådant. Blackfire klanen havde handlet af egen fri vilje og nu lå de, som de selv havde redt. At deres økonomiske grundlag muligvis var blevet delvist revet væk under dem, kunne de bare have overvejet, før de lagde sig ud med hende, og i forlængelse deraf med hendes forældre. De slog til hurtigt og de slog til hårdt. Hvordan skulle de ellers være nået til tops her i verden? Men hvor om alting var, så havde hun til sidst givet efter for deres forespørgsel om en audiens. Hvorfor, hvis ikke fordi hun direkte ønskede at hjælpe dem tilbage til den aftale, de engang havde været i besiddelse af? I virkeligheden var Junipers grundlag nok langt mere…simpelt. Dette var hendes hjemmebane, fuldstændig, så hun kunne tillade sig at høre, hvordan Taalia havde tænkt sig at gøre sit forsøg på at redde sin dyrebare aftale uden at føle sig i fare. Så selvom forældrene purre havde nægtet, at høre, hvad kvinden ville, da det første brev var nået deres adresse, sendte de det videre til Juniper, der som de så pænt formulerede det, trods alt var den, der bar blevet forulempet, forurettet og ydmyget af klanen og dens kumpaner. Og Juniper, Huset Gracelings dyrebare datter, havde sagt ja uden ret meget tøven. Hun havde magten til at give Taalia nået, hun ønskede sig og de var i hendes hus. Kort sagt elskede hun at se folk krybe. Metaforisk så vel som fysisk. Desuden kunne hun sagtens spille den søde uskyldige, forurettede part, hvis hun syntes, at det ville give hende noget. Nu måtte de se, hvad der ville blive relevant for hende i dag. I hvert fald havde hun klædt sig fint på og fået sine kokke til at forberede et måltid, der ville være passende for gæster. Da selv almindelige hverdagsmiddage i hendes hus ville kunne overgå hvad der blev serveret ved et kongeligt hof, sagde det en del. Graceling gæstfrihed var en special ting og udgjorde på mange måder en magtdemonstration i sig selv.

Hun tog dog ikke ud for selv at byde sin gæst velkommen ved porten. I stedet placerede hun sig i det lille lysthus i midten af den næsten labyrintiske blomsterfyldte have. Det stod så kunstfærdigt og afsides placeret blandt frugttræerne ved siden af en spejlblank kunstigt anlagt så.
Hun brugte ventetiden på at spise lidt mad og læse en bog, eller rettere tvinge Castien, hendes husholdnings overtjener og hendes egen tidligere huslærer, til at læse bogen for hende.

Taalia blev mødt ved porten af et par næsten identiske husslaver, velklædte i perlehvide ens uniformer og alt i alt ganske velplejede at se på. Juniper havde behændigt fået de mere sygelige og udsultede slaver stuvet af vejen, således at Taalia ikke skulle blive generet af at se på noget ubehageligt i hendes hus. Den ene blev ved porten og den anden fulgte Taalia gennem haven, tavs som graven. Lod ikke rigtig til at registrere eller ænse den skønhed han var omgivet af. Alle de eksotiske blomster, kostbare skulpturer og springvand. Det kunne alt sammen lige så godt ikke eksistere. Han var fuldstændig fokuseret på sin nuværende opgave.

Og der i midten af haven i sit næsten sølvstrålende lille lysthus sad dagens værtinde gemt som sit eget kunstværk og omgivet af anstandsdamer i kostbare silkekjoler, der strålede klart i hver sin farve. Hun havde en hel regnbue af dem, kendte ingen af dem ved navn, men referererede til dem ved farver.

Juniper løftede en slank næsten måneskinsbleg hånd og vinkede. Sollyset lynede i hendes ringe og det klirrede melodisk i hendes mange gyldne armbånd, som de let slog mod hinanden. Det lange lyse hår faldt hele vejen til hendes hofte i dovne bølger og indrammede et mildt, smilende ansigt. Kort sagt et ansigt der aldrig havde gjort noget galt i sit liv.


”Lady Valcyriel, hvor dejligt, at De ville komme og besøge mig. Sid endelig ned.” Hun hilste på kvinden på flydende syngende elvisk. Slog ud med hånden i retning af den tomme stol ved gyldent bord, der bugnede af forskellige varme og kolde retter.

Hun var fuldt roligt med den tavse slave, og havde undervejs beundret den flotte have. På en måde føltes det næsten som at være hjemme i skoven på øen, hvilket styrkede hende en hel del. Lydene fra springvand og de forskellige fugle der holdte til i haven var som sød musik i hendes øre.

Taliia blev letter overrasket over at finde værtinden udstillet nærmest som en prinsesse eller dronning. Men hun var hurtigt til at forene sig med det. Da hun var trådt ind i det lille lysthus og værtinden talte, bukkede hun elegant og svarede ligeledes på elvisk af høflighed.
"Jeg takker ydmygt for invitationen. Må Guderne velsigne Dem og Deres familie." Da hun rettede sig op smilede hun venligt til sin værtinde og fortsatte.
"De skal være velkommen til at kalde mig Taliia eller Leigan. Men jeg er ingen lady og navnet Valcyriel har jeg ikke brugt i mange år. Jeg må sige at jeg er imponeret over at De taler elvernes sprog så perfekt, samt er utrolig betaget af Deres smukke have."
Der var noget ved denne kvinde, som Taliia syndes at genkende. Men hun kunne endnu ikke huske hvor og hvordan det kunne sammenkædes.

Godt så. Taalia virkede ikke umiddelbart alarmeret af noget som helst i hendes nærvær. Heller ikke over slaverne. Det var så distraherende at have gæster, der sad og krøb sammen over det, som om det ikke bare var en del af hverdagen. Hun betragtede vurderende sin nye gæst henover kanten på en kop varm chokolade og måtte træt konstatere, at deres ringe viden om, hvordan man klædte sig i finere selskaber øjensynligt gik igen i familien på nøjagtig samme måde, som det ildrøde hår åbenbart åbenlyst gjorde det. Bevares, hendes tøj så ud til at være af udmærket kvalitet, silke af hvad Juniper kunne se herfra, men hvis Taalia Valcyriel Leigan havde klædt sig på i håbet om at imponere en Graceling, så havde hun fejlet fra start. Hun havde vel et kønt nok ansigt, men de mondæne klude, hun havde iført gjorde intet godt for hende.

Invitationen? Kvinde, det er dig, der har tigget og bedt min familie om at reetablere en handelsaftale og nu har jeg givet dig lov til at komme her for at lytte til, hvad du har at sige. Overdriv ikke din egen vigtighed.

Hun lo, en blød munter lyd, og slog ud med de slanke arme som for at omfavne sine omgivelser.

”Jeg vil næsten vove at påstå, at vi er velsignede i forvejen ikke? Men jeg takker for venligheden og gengælder den selvfølgelig.” Se! Se hvor storsindet jeg er, selv efter, hvad din familie har udsat mig for!

”Det er ikke hver dag, at en elver komplimenterer min have.” Hun smilede glitrende. Rent. ”Deres venlighed er højt skattet. Med hensyn til sproget skyldes det såmænd blot, at mine forældre er elvere og jeg har talt det, siden jeg var barn. I virkeligheden ikke specielt imponerende, er jeg bange for.” Hun rystede lidt på hovedet.

Hun slog ud med hånden i retning af alle de mange retter på bordet. Så nøje og smukt anrettet, at det næsten udgjorde et kunstværk i sig selv.

”Spis endelig. Alt fisken er friskfanget. Muslingesuppen er god i dag, men jeg ville undgå laksen….den er blevet tør.” Det gav et næsten umærkeligt sæt i Rød, der var i gang med at fjerne hendes tomme tallerkener.

”Perlehønen er også udmærket. Passer fint til de bagte rodfrugter" .” Imens hun talte var hun i færd med at fylde tallerkener og skåle med diverse hovedretter og salater til husets gæst ud fra en hurtig vurdering af, hvilke ting, hun måske ville syntes bedst om.

”Åh…jeg glemte helt at sige, at meget af det er ret krydret…hvis man ikke har været vant til det, kan det være lidt…overvældende.” Der var et muntert glimt i de isblå øjne. Hvad der morede hende var svært at sige.

”Nå, hvad var det så, De ville tale med mig om?” spurgte hun henkastet.

Det vurderende blik som værtinden sendte hende, fik hende indvendig til at krympe sig. Hun skulle ikke have sagt det med invitationen, selv om det var venligt ment. Udvendigt smilede hun blot mens hun bukkede let, inden hun satte sig.
”Det er heller ikke hver dag, jeg ser så smuk og betagende have. Må jeg tillade mig at spørge hvor Deres forældre er fra?” Selv om værtinden slog ud med hånden i retningen af bordet med maden, nøjedes hun med smile. Så længe værtinden ikke havde givet hende lov mundligt, så skulle hun ikke nyde noget om at fejltolke flere ting. Smilet blev en smule større, da hun så det mundter glimt, og tog imod tallerkenen med perlehøne og rodfrugter.
”Jeg takker for Deres venlighed. Det ser alt sammen fantastisk ud.” Hun tog en forsigtig mundfuld af perlehønen med rodfrugterne og nød smagen. Ja, det var krydret. Men hun havde prøvet det der var værre. Derefter tog hun en smagsprøve på de andre retter, som værtinden havde stillet foran hende. Det var alt sammen udsøgt.
”Min komblimang til kokken. Det er alt sammen perfekt tilberedt.” Hun tørrede sig let om munden med servietten og så venligt på sin værtinde. Nu kom det svære... At rede bod for det Kat havde gjort. På en måde kunne hun ikke forstå hvad der havde fået Kat til at reagere på den måde, men på en anden måde syndes hun at Huset Graceling reagerede for hårdt. Hun var godt klar over at hun skulle holde sine meninger for sig selv, ellers kunne hun godt opgive at få handlen i gang igen.

”Jeg ville tilbyde Dem en bod, for det min datter gjorde mod Dem og Deres bror. Med Deres tilladelse vil jeg tage den frem fra mit bælte.” Det var bedre at spørge først, i stedet for at blive mødt af våben.

”Mine forældre er fra Silvansti,” svarede hun mildt på kvindens spørgsmål. En skygge gled over de fine ansigtstræk og et øjeblik stirrede hun ret frem for sig. ”Selvfølgelig….var de nødt til at evakuere ligesom så mange andre da…” Hun blev tavs. Så bort et øjeblik, kom kun med en lille halvkvalt lyd. ”Undskyld mig..tanken om mit barndomshjem i ruiner er….” Hun lagde en hånd over hjertet et øjeblik. Så på Taalia med et blik, der var blevet blankt. Lad hende se en blød ung pige, ikke i stand til at gøre nogen noget, nej overhovedet ikke. Selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle hun gøre nogen noget? Juniper Graceling ville aldrig gøre så meget som en flue fortræd. Lignede hun måske en, der kunne finde ud af det, når det kom til stykket? Skulle de fine bløde hænder kunne slå? Strammes om en hals, ind til der ikke var mere luft tilbage? Nej, det var en latterlig tanke. Lige så absurd som ideen om, at de våde krystalblå øjne var i stand til at lyse af foragt. Lignede hun måske ikke sårbarheden selv i sin fine lyserøde prinsessekjole?

Juniper tog en dyb indånding, lod til at samle sig.

”De må…virkelig have mig undskyldt, Taalia, forstår De…jeg havde..nok aldrig rigtig oplevet glæde, før mine forældre og de var venlige nok til at tage mig ind, da de ikke behøvede det….Min mor er, som De måske ved, meget involveret i velgørenhedsarbejde, så det stikker måske dybere i hende end som så. Det smerter mig at tænke på dem i nødt…” Hun sukkede dybt, sørgmodigt. Spiste noget mere mad som for at håndtere det.

Men selvfølgelig….jeg serverer ikke noget under standard for mine gæster.” Heller ikke dem, der burde være kommet krybende på deres grædende knæ i stedet for at tro, at de er nok som de er.

Det næste kom næsten en smule bag på hende. Så Kats mor, anerkendte altså, at det var Kat, der havde gjort noget galt? Udmærket. Så kunne man alligevel stadig blive positivt overrasket selv i dagens verden.
Hun sendte Taalia et lille forsigtigt smil.

”Fortsæt endelig,” bad hun.

Hun nikkede med et sørgeligt blik. Det var ikke svært at forstå at værtinden var påvirket af det.
"Det gør mig ondt. Men jeg ved at min kusine og hendes mand har sendt hjælp. Det ligger min kusine så meget på sinde, at hun skrev til mig kort efter deres bryllup om jeg kunne hjælpe, og siden da har jeg en gang om ugen sendt vogne afsted med vare til byen. Jeg er også sikker på at højelverne nok skal rejse sig igen, i en ny og stærkere by." Hun og Larlii havde snakket lidt om det dagen efter brylluppet, inden Taliia var nød til at rejse tilbage til Aquener.

Da værtinden havde givet sin tilladelse, rakte hun sin ene hånd ind under skjorten og løsnede den ene pung. Derefter tog hun de fem små poser ud af pungen og fandt opalerne frem, samt lagde dem til skue på bordet oven på den pose de havde lagt i.
"Opalerne kan dels i mindre, for eksempel til smykker. Men de kan også slibes i deres nuværende størrelse. Hvis farve udvalget ikke er til Deres smag, skal De være velkommen til at komme hen til et af klanens handelshuse og vælge den eller de sten som de ønsker."

//Link til stenene ligger i første indslag //

Hvad ville Taliia have af hende? Ønskede hun oprigtigt at blive klappet af? At Juniper ville juble? Måske bryde sammen i taknemmelighedstårer og omfavne den anden kvinde for hendes forståelse og helgenindeagtige godhed? Juniper blev siddende. At antyde at hendes forældre, måske en af de mest latterligt velhavende familier på hele kontinentet havde brug for lillebitte intetsigende Taliias hvad…ekstra sæbe og madrester var som et slag i ansigtet. At blive stukket i stoltheden.

”Så det De siger er altså, at fordi de kan finde et nyt sted at være, så er traumet ved at være nødt til at blive revet væk fra det sted, man måske har boet hele sit liv bare lige meget? De foreslår at det vil blive det samme et nyt sted, selvom ingen af os er vokset op der? Taliia, De som er fordrevet af deres eget folk, havde jeg håbet ville vise bare en smule mere forståelse for en hel generations traumer.” Hun rynkede på næsen. Drak det sidste af endnu en skål med suppe, før hun nysgerrigt betragtede, hvad det var Taliia havde til hende. Hun lagde forvirret hovedet på skrå, stirrede på stenene med øjne, der var store af uskyldig undren. Inde i kogte hun. Hun kunne tælle dem på to hænder, hvad i alle synders navne var det her for noget?
Forsigtigt tog hun dem op og vejede stenene i hånden, de var behagelige at røre ved, som den slags ting ofte var. Et øjeblik var hun overvældet af trangen til at putte dem i munden, men hun nøjedes med at lukke fingrene om dem. De kunne uden de helt store problemer være i hendes hånd, relativt lille om end den var. Hun rejste sig i en nonchalant flydende bevægelse.

”Men jeg har jo slet ikke vist Dem resten af mit hjem eller noget. Hvor uhøfligt af mig. Kom kom, jeg tror det vil afklare et par…misforståelser her,” sagde hun munteret. Uden videre begyndte hun at gå. Hvis Taliia ikke selv frivilligt fulgte med, ville hendes anstandsdamer hastigt genne hende i den rigtige retning. At modsætte sig deres herskerinde var ikke noget, der lå til dem overhovedet. Ej heller ønsket om at se andre gøre det.

Såfremt Taliia fulgte med, det ville hun gøre, hvis hun vidste, hvad der var godt for hende, ledte Juniper på hende gennem haven og op til palæets enorme dobbelte hoveddør. Den ene side i guld den anden i sølv. Begge dekoreret med hver deres royalt klædte kvindeskikkelse, der lod til at udgøre personificeringer af henholdsvis solen og månen. Når dørene var lukkedes mødtes deres udstrakte hænder på midten.
Juniper standsede kun et øjeblik for at sikre sig, at Taalia ikke var forsvundet, så fortsatte hun ind i husets indre. Et hus man kunne forsvinde i. Fortabe sig i kunst…skønhed, eller måske ville nogen nærmere kalde det en kvalmende udstilling af velstand. Væggene i entreen var dekoreret med landskabsbilleder…skabt af en mosaik af bittesmå stykker af glitrende ædelsten lagt ind i væggene. I midten af den rummelige hall klukkede et gyldent springvand, hvori var placeret en statue af en kvinde, der hældte vand ned i springvandet fra en krukke. Kvindens øjne var smaragder og hendes hår var forgyldt. Juniper trak metaforisk Taliia med sig videre ned ad lange gange fulde af kostbare vaser fulde af parfumerede blomster, væggene behængt med malerier der varierede fra familieportrætter til portrætteringer af Juniper alene, et nævneværdigt et var hende i et badekar fuldt af diverse ædelsten, dækket helt til kravebenet og med et lettere irriteret udtryk i ansigtet. Hun var nu med tiden blevet ret glad for maleriet, selvom det havde været en krig af stå model til. Den senere glæde ved det, skyldtes mest, hvor meget det havde generet Kain.
En gang i mellem standsede Juniper op for at snuppe noget, fra et af de fade, der stod placeret med jævne mellemrum. Det duede vel ikke, at hun fandt sig et sted i huset, var sulten og ikke havde øjeblikkelig adgang til mad?
Men ellers lod det til at hun havde et mål i sigte. Hvis Taliia så sig om ind af diverse åbne døre, ville hun se lige så overdrevent møblerede rum. Badeværelser med kar man kunne have svømmet i, fulde af dampende varmt vand, der konstant skulle skiftes ud, diverse stuer med forskellige farvekodninger og temaer, en hel balsal. En spisestue med plads til nøjagtigt syv, hvor der altid var dækket op, og vis døre blev hastigt lukket, men ikke hastigt nok, af et par slaver, da husets herskerinde og hendes gæst gik forbi.

Juniper nåede endelig sit bestemmelsessted og slog døren op ind til et enormt højloftet soveværelse. Væggene var delvist beklædt perlemor, der skinnede blot i lyset og alt andet lod til at have et vagt sølvfarvet skær over sig. Sengen var hævet lidt fra gulvet af tynde sølvkæder og gemt delvist væk bag en slags spindelvævstyndt slør, der glitrede som månelys. I den ene ende af rummet stod et spinkelt sminkebord af sølv og alle overflader syntes dækket af diverse kostbarheder. Små skulpturer, juvelbesatte Fabergé æg, småbitte mekaniske fugle i et sølvbur. Juniper havde bog noget hun skulle. For på en reol stod diverse dekorative skrin og nu tømte hun skødesløst alt deres indhold udover gulvet. Glitrende smykker i alle afskygninger og farver syntes at vælte udover det hele. Til sidst gav hun endelig slip på den lille håndfuld opaler, der nu lå og glitrede, men alligevel formåede at se lidt søle ud blandt alle de andre rigdomme på gulvtæppet.

”Sig mig, Taliia Valcyriel Leigan, hvad regner mig egentlig for? En moderat prissat luder?”

Det var tydeligt at Taliia blev forvirret. Det lod til at værtinden havde misforstået hendes ord. Men om det var bevidst eller ved en fejltolkning, viste Taliia ikke.
”Jeg tror der er sket en misforståelse. Det jeg mente var at højelverne ikke stod alene med deres udfordring. Min kusine har skrevet at byen bliver genopført på samme sted, og at de allerede er nået ret langt.” Hun tog en lille slurk af det glas, som stod ved siden af hende, for at fjerne den tørhed der var kommet, efter værtindens arrige udsagn.

Og som om det ikke var forvirrende nok, så rejste kvinden sig pludseligt efter at have taget de fem opaler i den ene hånd. Godt nok talte hun med en munter tone, men Taliia var sikker på at der lå noget under den. I særdeleshed fordi hun nærmest blev puffet ud af stolen og efter værtinden af dennes damer. Hvad forgik der? Hvorfor skulle hun pludselig have en rundvisning? Selvfølgelig fulgte hun med. Havde hun noget andet valg? Nej vel. Og hvad var det for nogle misforståelser som yderligere skulle afklares?

På rundvisningen blev Taliia kun bekræftet i at familien havde rigdomme, med alt dette pomp og pragt. Faktisk syndes hun at det var for meget af det gode, at udstille sig på den måde. Men hun holdte tankerne for sig selv og ansigtet i udtryksløse folder.
Jo længere ind i palæet de kom, jo mere havde Taliia en fornemmelse af at der var noget rivende galt.
Det rum de stoppede endte i, var nærmest mere end Taliia kunne klare. Hun var på nippet af at takke af og forsvinde i en hulens fart. Men tankerne blev afbrudt af de lyde, som reolens indhold lavede, da det blev tømt.
Hun så til mens værtinden nu lod de fem opaler falde ned på gulvet og derefter talte til hende. Ordene føltes afgjort som et slag i ansigtet.
”Hvabehar? Hvor i alverden har De fået den tanke fra?” Hun kæmpede en indre kamp for at forholde sig rolig, samtidig med at hun mentalt gjorde sig klar på kamp hvis det blev nødvendigt.

Nej nu måtte det simpelthen være nok. Havde ingen lært Taliia at holde kæft i stedet for at blive ved med at ævle videre om ting, hun ikke gad høre? ? Jamen vi hjælper, det hele skal nok gå blablabla. . Hvad ville kællingen have? En guldstjerne?
Juniper sagde intet, nedværdigede sig simpelthen ikke til overhovedet at svare. Ord er vind, var der nogen der sagde og den vind Taliia slap ud af munden betød ikke ret meget mere, end hvad hun kunne have sluppet ud af enden.
Hun fokuserede i stedet bare på at holde sig selv under kontrol, imens hun gik. Lige nu ville det være træls at ligne en, der var ved at eksplodere. Heldigvis havde hun lært at smile, selv når hun blev stillet til ansigt med komplet idioti, hvilket lod til at være mere reglen end undtagelsen for hverdagen efterhånden. Hun sukkede næsten lydløst, savnede sine søskende og lidt Lena, men sidstnævnte var nok ubevidst lige i dette øjeblik mest for at have noget at holde fast i, når Taliia opførte sig mere og mere dumt.
Det var lige før, at Juniper ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv, ved Taliias forvirrede udbryd. Havde hun da ikke gjort det tydeligt nok uden direkte at råbe af hende? Hun magtede ikke at stå og skrige af hende, hvis hun kunne undgå det. Fandt det under sin værdighed. Faderen, Necromanceren, ikke godmodige lille Cornelius Graceling, syntes aldrig at have haft behov for det, selv i sine vredeste øjeblikke og selvom hun efter bedste evne, forsøgte at lade faderens evigt lurende skygge blive i fortiden var der en vis styrke i at kunne imitere hans håndtering af…utilfredsstillende situationer. Så på trods af, at hendes kinder efterhånden havde antaget en blussende lyserød farve, ofte misfortolket som bedårende og ikke et udtryk for, hvad det var, arrigskab, og de blå øjne lyste intenst, var hun hurtig til at holde tand for tunge og i stedet gøre sig komfortabel i en lænestol.

Hun greb et glas og en karaffel fra et sidebord og hældte vin op til sig selv, tog en slurk og betragtede Taliia afventende et øjeblik.
”De må have mig undskyldt. Har jeg ikke været tydelig nok? På akademiet fik jeg ellers altid at vide, at jeg var for direkte. Konfliktoptappende,..bare se mig nu, abbedisse Viviana.” Hun lo dæmpet, viftede afværgende med hånden.

Dit blod ville tage evigheder at få ud af mit dyre gulvtæppe.

”Hverken jeg eller min familie er utaknemmelige, men…lad mig sige det sådan her. Selv jeg lærte almindelig høflighed på akademiet og de imprintede os meget tydeligt, at når man besøger nogen af nogen som betydning, er det vigtigt at have noget passende med. Bevares, De prøvede, men….vores situation kompliceres af årsagen til Deres besøg. Ser De, som vi jo alle ved, er De her ikke bare på et almindeligt høflighedsvisit, men for at vinde en handelsaftale tilbage, ikke sandt?" Hun lænede sig frem i stolen, betragtede Taliia med et næsten drillende smil. Det stjerneblå blik borede sig ufravendt ind i den anden kvindes.

”Og De tror at min familie kan købes tilbage med en håndfuld småsten?"

Taliia kæmpede bragt med sig selv, uden at vise det. På en måde havde hun lyst til at stikke værtinden en på skrinet for at være så kæphøj. Men hun viste også at det var mere eller mindre hvad Kat selv havde prøvet på den gang. Selv om hun i starten havde været sikker på at Kat havde gjort mere end det hun og Beldragon havde fortalt om, så var hun nu begyndt at tvivle på det. Noget tydede på at kvindemennesket her var gal nok til at blive fornærmet over at få gjort sit tøj vådt.

Ligeledes undrede hun sig en smule ved kvindens ord omkring et akadami og en abbedisse Viviana. Hun gennemgik hurtigt nogle af de rygter og historier hun havde hørt gennem tiden. Dog havde hun aldrig lagt særlig meget i det, men noget tydede på at det var sandheder. At der var et akadami for adelsfrøkener og rigmands døtre.

Hun smilede venligt, tros sin indre kamp.
”Opalerne var ikke betaling for Deres familie, men der imod for det tøj som blev ødelagt. Hvad handelsaftalen angår, så regnede jeg med at vi kunne snakke om hvad det krævede at få den op og køre igen.” Hun var glad for at hun ikke havde taget begge poserne frem. Men meget tydede på at denne kvinde var for 'velhavende', til at kunne tales med. Og hun nægtede at tikke. Ikke med den tone og væremåde som kvinden havde brugt frem til nu.

Hun bemærkede godt kvindens ubehag, svælgede i den for sig selv. Hun lyttede til, hvad hun havde at sige og forholdt sig tavs i lang tid derefter. Hendes ansigt komplet blankt, som om hun overvejede, hvad hun skulle svare. I virkeligheden overvejede hun nærmere at tvinge Taliia til at samle de ting, som hun selv havde smidt på gulvet op. Bevares. Hendes anstandsdamer skulle nok sørge for det hele ellers, det gjorde de altid. De vidste alle sammen, hvor de ville ende, hvis de ikke gjorde. Hierarkiet i huset var simpelt når det kom til stykket. Først hun selv selvfølgelig, og så Castien, husholderen, som hun nok egentlig var mere emotionelt knyttet til, end hun selv indså eller ville indrømme. Så var der hendes anstandsdamer. Velklædte farvekodede kvinder, der ikke havde ret meget andet at foretage sig i livet end at holde orden i Junipers ting og sørge for, at hun ikke manglede noget. Et uholdbart job med hyppig udskiftning, fordi folk ikke altid levede op til hendes forventninger, men bedre end at være en af de mange spøgelsesagtige skæbner, der ellers fandt sig tilbageholdt her i huset uden ret meget andet mad end køkkenaffaldet og Juns rester, som de ofte måtte slås om og de gode var som regel altid allerede taget af dem højere oppe.
Taliia var en gæst og havde derfor ikke nogen fastlagt plads i husets system, selvfølgelig havde hun ikke det og Juniper kunne ikke reelt slippe afsted med at behandle hende som en af de tyende, det vidste hun godt. Kedeligt. Alligevel syntes hun absolut at Taliia burde genoverveje sin situation og hvor hun befandt sig, hvem hun rent faktisk talte til.
Hun smilede. ”I så fald burde De have formuleret Dem anderledes til at begynde med, De sagde, at Deres småsten var en bod på det, Deres datter har gjort mod min bror og jeg. En bod ville antyde, at noget skal genoprettes. Ikke en betaling for ødelagt tøj. Men der er noget der siger mig, at De generelt ikke er nogen imponerende poet eller lingvist, så jeg tilgiver Dem Deres fejltrin,” sagde hun luftigt.

”Så tal.”

Taliia kunne holde sig helt tilbage længere og knyttede derfor hænderne, mens hun stadig forsøgte at smile og lyde venlig. Denne kvinde var virkelig en prøvelse efterhånden, og Tal var ved at fortryde at hun havde skrevet til hende.
”Det min datter gjorde ved Dem og Deres bror, var at smide forskellige væsker efter Dem. Hvilket resulterede i ødelagt tøj, hvilket de 'småsten', som De så venligt kalder dem burde kunne dække. Med mindre De bruger mere end femogtyve guld velv på tøjet.” Hun tog en hurtig beslutning og viste at hun herefter var nød til at sejle til øen for at snakke med rådet og sin svigerfar. Dette ville højest sandsynligt ikke falde ud til klanens fordel, men hun var nød til at prøve.
”Den tidligere handelsaftale blev givet af Deres familie, med ønsket om at vi skulle gøre det hårde arbejde, så at sige. Den aftale har vi været godt tilfreds med, da det fik flere kunder ind, som også købte andre vare. Hvad profitten angår, så var aftalen på fem procent. Men set i lyset af den tidligere problematik mellem min datter og Dem, vil jeg tilbyde at nøjes med to procent.”

”Gør De ikke det?” spurgte hun uskyldigt, til den ellers spydige kommentar om hendes tøjbudget. Hun så åbenlyst Taliia op og ned.

”Åh, hvad er det jeg siger? Selvfølgelig gør De ikke det, undskyld mig.” Hun strøg en løs lok hår væk fra sit ansigt.

”Desuden var Deres datters fejltagelse ikke blot nogle ødelagte klude, Fru Leigan. Det var en fornærmelse. En forsøgt voldshandling. De må vel som forældre kunne forstå, at det er svært for mine at se bort fra, ikke sandt?” spurgte hun og trommede let i stolens armlæn med de lange ringbesatte fingre.
Juniper nåede kun lige at bremse den hyæneagtige latter, der ellers truede med at bryde stilheden mellem dem. Hun troede….hun troede at hun kunne komme her og forhandle som om, det var hende, der sad med kortene på hånden? Som om de var generøse at gå ned på to procent og det ikke var omvendt, at hendes familie ville være nådige, hvis de overhovedet overvejede at give de to procent, som Taliia vovede ikke engang at bede om, men nærmest at afkræve


”Tjaa.” Hun trak den ud i nogen tid, nippede til vinen, bød hverken Taliia et glas eller, at hun kunne sætte sig. Hvis hun ville være så uhøflig, så fortjente hun ingenting.

Hun burde krybe på gulvet lige nu og alligevel kom hun vadende og troede, at hun havde autoritet til at forhandle.

”I har, som mine forældre os vil sige, været en udmærket mellemmand ind til dette kolossale fejltrin. Men I er ikke så uundværlige, som det lader til, at I selv tror. Der er MANGE, der ønsker en bid af profitten fra krydderihandlen, Taliia og jeres aftale var generøs…nu da I har smidt den væk så…lad os bare sige, at folk er ivrige, efter at tage jeres plads.” Hun trak på skuldrene.

”Men ser du..som sagerne står er vi mere eller mindre klar til at cutte jer mellemmænd ud. Hvad jeg kan tilbyde jer, er de to procent i en afgrænset periode, ind til vores handelsstationer for vores produkter er etableret. I vil selvfølgelig blive advaret i tide til at kunne…gemme jeres inkomst til en regnvejrsdag, når I ikke længere nyder godt af vores. Når det så sker, kan vi lukke handlen og skilles uden skænderier" sagde hun roligt.

Taliia skulle lige til at ryste på hovedet, da værtinden fortsatte og undskyldte for at tro at hun brugte svimlende summer på tøj. Men det var tydeligt at kvinden ikke mente sine ord. Det fortalte hendes næste ord tydeligt. Hun præsterede forsat at holde sin vrede nede og smilede let, da værtinden snakkede om at det var en fornærmelse og en forsøgt voldshandling, som Kat havde gjort.
”Naturligvis kan jeg forstå at en fornærmelse og et forsøg på voldshandling bør straffes. Men det vil jeg så afgjort mene at De og Deres bror allerede har gjort. I form af den sætning, som nu er ætset ind i min datters arm. For ikke at nævne den lille handling med at De dryppede lidt af Deres blod ned i den.”

Da værtinden begyndte at tale om at klanen havde været en udmærket mellem mand ind til dette kolossale fejltrin og at andre stod klar til at overtage deres plads, måtte hun bide sig lidt i indersiden af kinden for ikke at komme med en spydig kommentar. Det gjorde da heller ikke sagen bedre at hun fortsatte med at tale nedværdigende om klanen.
Hun bukkede smilende, selv stemmen var varm og venlig.
”Det lyder yderst formidabelt. På Blackfire klanens vejene, takker jeg. Jeg formoder at De har nogle pergamenter, som skal underskrives.”

Et glimt af forfærdelse gled over hendes ansigt og hun lagde en hånd over hjertet. ”Frue, det der er sket med Deres datter er hæsligt. Hvis min bror og jeg kunne have gjort mere for at hjælpe hende ud af det forhold hun var fanget I, så kan jeg forsikre Dem, at vi havde gjort det. Jeg har mødt min andel af voldelige og ustabile mænd, men det der….det…det var virkelig…noget af det mest ækle, jeg længe har været vidne til. Typisk dem at tale om evig kærlighed og så så snart man gør bare den mindste smule forkert, klapper fælden og de gør….” Hun blev tavs, hendes ansigtsudtryk forundret på grænsen til fornærmet.

. ”De tror da vel ikke at jeg og min bror kunne finde at gøre sådan noget? Hvad har Katrina nogensinde gjort os? Og hvorfor skulle vi dømme andre mennesker? Nej…jeg ved ikke hvilket narrativ Katrina har været nødt til at spinde for at kunne leve videre i det forhold og jeg dømmer hende ikke for det. Man skal kunne lyve for mange mennesker for at kunne befinde sig bare nogenlunde sikkert i et usundt forhold og måske vigtigst af alt er det, at man kan lyve effektivt for ikke blot sine nærmeste, men for sig selv.” .” Hun sukkede bedrøvet, vred sine hænder et øjeblik.

”De må selvfølgelig forstå, Fru Leigan, at når vores aftale nu falder på plads, må den slags anklager mod min familie og jeg selv tie. De fordrer hverken gode forhandlinger eller et produktivt samarbejde. Desuden, og som hendes mor er jeg sikker på, at De er enig, Katrina virker som en ganske almindeligt begavet kvinde, hvis min bror og jeg var så farlige, som De fejlagtigt her antager, så ville hun vel næppe vedblivende søge tilbage til os? Jeg kan forsikre Dem om, at vi ikke ønsker hverken Dem eller Deres familie noget ondt,” sagde hun og tømte sit vinglas i et drag, før hun stillede det fra sig på siddebordet, rejste sig og hentede pergament, en fyldepen og satte sit signatur gyldne voks til smeltning.
Det tog hende ikke ret længe, at udfatte aftalen. Hun havde selv gjort det så mange gange og havde desuden set sin mor gøre det tusind flere.

”Underskriv her,” ,” bad hun med et venligt smil og prikkede på linjen med enden af pennen, før hun rakte den til Taliia.

Hun hævede det ene øjenbryn, da værtinden begyndte at forklare at det ikke var hende og hendes bror, som havde lavet såret og at Kat måtte have løjet i brevet. Skulle hun virkelig tro på at Dust var blevet voldig og ustabil? Hvis han var, så viste hun med sikkerhed, at Kat ikke var blevet hos ham. Kat var alt for livlig til at ville blive hos en mand, som ikke behandlede hende ordenligt. Desuden havde Beldragon skrevet til hende før Kat og advaret hende om hvad der var sket. Så Taliia var sikker på at kvinden her var en løgner.
Men ja, når aftalen faldt på plads, måtte de holde tand for tunge med situationen. Og hvad angik at Kat opsøgte dem, ja så havde hun lige nu æren af Kat, der lå hjemme i handelshuset og var enormt dårlig. Og Taliia viste hvilken afhængighed pigen var i.

Så da værtinden var færdig med at skrive på pergamenterne, tog hun dem op og gennemlæste dem. Men det afholdte hende ikke fra at komme med en sidste kommentar.
”Min viden om Dem, Deres bror og såret, har jeg skam ikke kun fra min datter, men også hendes beskytter der var med til at rense såret efterfølgende. Og det med at hun opsøger Jer, har noget at gøre med Jeres blod. Jeg kender tegnene på blodafhængighed når jeg ser den. Uanset hvad I end er, så ser I ikke mere til hende før hun er kommet ud af det... Og hvad angår Dust. Tja, så kender jeg skam manden udmærket. En rar og venlig mand, som ikke gør en flue fortræd. Med mindre man kommer mellem ham og hans mad eller kvinde.” Med den sidste kommentar, lagde hun pergamenterne på bordet og fandt en sort pose frem fra en lomme. Posen indeholdte en lille rødsort voks stang og et stempel med klanens mærke. Så snart hun havde underskrevet, smeltede hun en smule af den rødsorte voks og satte klanmærket i den på hvert pergament.

”Hvis det er det De ønsker at tro på, Fru Leigan, så dømmer jeg Dem ikke. Det er hårdt at stå ansigt til ansigt med, at man har fejlet en man holder af så meget, at de er blevet såret af nogen, de troede elskede dem. Som de troede de elskede. Og tja…jeg kan ikke passere dom over dem for at ville fortrænge den slags. Men sandheden er, at vi som samfund er alt for gode til at tænke ´Det sker ikke for mig. Hvis nogen behandler mig dårligt, ville jeg bare gå.´ Jeg formoder, at de er voksen nok til at vide, at det ikke er sådan virkeligheden fungerer. Men at se i øjnene at det er ens egen datteer..det er hårdere. Men så længe De holder denne antagelse, som De måske har brug for for at kunne beskytte Dem selv og Deres eget ego som mor, eller hvad det såend skyldes, så….ja, well, så længe de holder det for Dem selv, så er der vel sagtens ingen grund til, at vi ikke kan fortsætte samarbejdet i fred og fordragelighed. Men De skal vide, at vi ikke tolererer bagvaskelse.
Jeg finder det dog bekymrende, at De er så ivrig efter, at forsvare en mand, der efter Deres eget udsagn, reagere på samme måde over deres datter, som over sin mad. Sikke en dehumanisering af Deres eget barn! Nå, jeg har ikke det privilegie at være mor, så hvad ved jeg. Måske er det vigtigste virkelig et image af et stabilt forhold og ikke at ens børn reelt har det godt. Mine forældre har bare opdraget mig meget anderledes end at noget sådant på noget tidspunkt skulle være en mulighed.” Hun trak på skuldrene, så mismodigt, næsten medlidende på Taliia.

”Jeg forstår virkelig at dette må være svært at håndtere og I har som familie min dybeste sympati, men hvis Kat søger forståelse fra kilder, De ikke selv forstår, kan De så virkelig bebrejde hende. Jeg agter ikke at jagte en lidende sjæl fra min dør, fru Leigan.” Hun underskrev pergamenteterne svungent. Satte sit segl i den gyldne voks ved hjælp af signetringen, hun altid bar på den ene finger.

Nej ved du nu hva... Taliia var mega tæt på at åbne munden igen og give los for sin mening. Men for klanens skyld måtte hun heller holde igen. Derfor lod hun det hele svæve hen over hovedet på sig. Lige indtil kvinden begyndte at tale om at hun ikke bekymrede sig om sin egen datter. Hvilket var for meget for hende.
”Et ord til fra Dem om Kat og jeg river kontrakten itu. Jeg ved hvad De og Deres bror har gjort. Uanset om De er kvinde nok til at anerkende Deres egen gerning eller ej. Jeg har været høflig og ignoreret Deres tildels uforskammede, fornemme ord om min datter og hendes partner. Men nu er det nok.” Stemmen var stille og rolig, men meget bestemt. Ligesom hendes øjne lynede af misbehag. Rådet, hendes svigerfar og klanen måtte råbe alt det af hende, som de ønskede. Men hun nægtede at sætte sin datters glæde og liv på spil for en forpulet handelsaftale.

Hvis værtinden begyndte igen, gjorde hun alvor af sine ord og holdte resterne ind over den flamme der var til at smelte voksen.
Hvis værtinden derimod var klog nok til at forholde sig tavs, ville hun tage sin kopi af aftalen og bukke.

Uanset hvad, så ville hun efterfølgende forlade det forpulede fornemme palæ og den øretævende indbydende kvinde af en værtinde.

//Out//

Høflig??? Magen til løgnagtighed. Juniper havde været venlig nok til at lade hende komme og sige sit og kvinden havde stillet krav som om det var noget, hun havde ret til, anede tydeligvis ikke, hvem hun havde med at gøre eller hvordan denne del af verden fungerede. Ja, Juniper havde endog på trods af sin egen mors mishag og et tydeligt brændende ønske om at slette hele Blackfire klanen og beslægtede blodlinjer fra kontinents overflade, fordi nogen havde vovet at gøre hendes datter noget, alligevel taget denne kvinde ind i sit eget hjem (med fare for liv og lemmer, hvis man lyttede til Prismira Graceling) og så stod hun her og talte om høflighed, som om det var noget, hun kendte noget til overhovedet??? Hun havde lyst til at skrige, men gjorde det ikke. I stedet smilede hun blot, nejede graciøst for sin gæst og slog let ud med hånden i retning af værelsets dør.

”Mig en fornøjelse at handle med Dem, fru Leigan. Finder De selv ud?” Spørgsmålet var glat, retorisk. Skulle det ske, at Taliia rent faktisk havde problemer med at finde udgangen i det labyrintiske hus, så ville husslaverne være mere end behjælpelige. Ønskede ikke at de deres frues vrede vækket af en eller anden træls ”handelskvinde” der dalrede forvirret rundt, som en hovedløs høne.
Da dette irritationsmoment var behørigt fjernet, gik Juniper ud for at finde sig noget mere mad og en drink, guderne måtte vide, at hun havde brug for begge dele efter det her.

//Out <3//