Gaslight Gatekeep Girlboss

Sted: Kains palæ i Terrorville District
Tid: Cirka 22:30
Vejr: Irrelevant
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Selvom solen for længst var gået ned, var der ikke meget søvn at hente i palæet. Intet af det var usædvanligt for Kain. Meget af den forretning, han kørte, foregik primært om natten, hvilket betød, at der ofte var papirarbejde, møder og andre opgaver at varetage på dette tidspunkt. Desuden, så var han trods alt nødt til at forholde sig til dem af sine samarbejdspartnere, der ganske enkelt ikke kunne tåle solens stråler. Og netop en af disse vampyrer havde han aftalt at drikke en kop te med for at diskutere situationen omkring.. Vel, det pludselige oprør, som der har vist sig at dukke op blandt den nedre klasse. Vampyren, som han var i snak med, virkede til at have ret så stærke holdninger om, at de skulle slå hårdt ned på dem hurtigst muligt, men ærlig talt? Det lød som en dårlig forretning. Det var trods alt de svage og sårbare, der var den største investering - omend de kunne blive arbejdskraft, der kunne sælges videre, eller om de skulle have deres dosis af stoffer, som de ikke kunne få nok af. At bekæmpe dem direkte virkede for kortfattet og ugennemtænkt. Men selvfølgelig, så skulle de heller ikke tro, at de var noget. Hierarkiet var der af en årsag, og hvis de ikke kunne komme ud af deres position selv, jamen.. Så var de jo netop der, hvor de hørte til.

Hvad var Kains holdning så? Tja, det var jo lige det. For nu valgte han blot at lade ham få indsigt fra begge sider. Se hvad der ville gavne /ham/ mest. Det var jo det, det i sidste ende handlede om. Alle kæmper for sig selv. Spørgsmålet er bare, hvem der spiller spillet bedst. Om end Kain ikke lovede for lidt, da han nødig ville have, at vampyren troede, at han var imod ham, så lovede han heller ikke for meget. Og efter et par timers møde, hvor de havde diskuteret frem og tilbage på hans kontor, lod han Erda vise vejen ud. Med et let suk, tog han sig til tindingerne, som han kiggede ned på avisen. Udover nyhederne om oprøret i Doomsville, var det eneste, der var værd at bemærke, at hans bror, Avaritia, havde formået at gøre sig selv til kongelig. Af Sunfury endda. Det måtte være en joke. Det virkede for absurd, at en som ham ville formå at ægte sig til kronen. Kain fik en sur smag i munden, så han rejste sig for at gå over for at skænke vin til sig selv. Dog nåede han ikke så langt, før han atter så, at Erda var kommet igen.

“I believe I recall telling you I wasn’t interested in any further interruptions for tonight.” Stemmen var kold men kontrolleret. Han havde trods alt ikke i sinde at lade sig tabe ansigt foran sine såkaldte tjenere. “My apologies, sir. However, this girl.. I mean lady came around once again.” Han sukkede let. Det var ganske tydeligt ud fra den forklaring, hvem det var. Så han signalerede blot til, at Erda skulle lade Ginny komme indenfor på kontoret. “Tell Ave to bring more wine, and an extra glass.” Og med det tog han plads i sin kontorstol igen, som han ventede på Ginnys ankomst.

Arbejdet i dag var for en gang skyld forløbet relativt stille og selvom det var tidligt på aftenen, havde hun principielt ikke meget mere at foretage sig. Eller. Det vil sige, arbejdet sov aldrig rigtig, især ikke, når man arbejdede for byens hersker, men alle hjerner havde brug for hvile, selv et udødeligt væsen, der ikke sov. Så hun havde fået lov til at tage resten af aftenen fri. Kain arbejdede sikkert stadigvæk, gik det op for hende, selv som hendes fødder bar hende på vej mod hans hus. I guder, sov den mand nogensinde? Kom han overhovedet udenfor? Det var vel netop det, hun var på vej for at tjekke op på. Det var længe siden, hun havde hørt fra ham og dette evigt ambitiøse væsen, var hende ærlig talt lidt en kilde til bekymring. Hun var ikke sikker på, hvor mange venner og bekendte han havde udover hende, der sikrede sig, at han rent faktisk tog vare på sig selv i sin tilsyneladende altid uafsluttede mission om at nå toppen indenfor…ja, hvad egentlig? Genevira anede det ikke selv. Der var meget, hun ikke vidste om Kains gøren og laden, hvad han egentlig ønskede sig udover det synlige ønske om konstant at overgå sig selv, selvom han aldrig direkte nævnte det med ord. Det var ikke som sådan fordi, at hun ikke støttede ham i hvad end hans mål var. Hun var sikker på, at han på et eller andet tidspunkt nok skulle nå det. Hvis ikke han brændte sig selv ud på vejen. Det var langt mere det, der gjorde hende nervøs. Og som hun tidligere havde konstateret om sig selv, kunne alle bruge hvile, om så han ville det eller ej.

Hun blev lukket ind, modvilligt, af Erda, der derefter farede af sted, sikkert for at beklage sig til sin arbejdsgiver over hendes tilstedeværelse.
Genevira afleverede sin tunge kappe og udendørskyse til Ave, som hun, som sædvanlig, ikke kunne få mere end to ord ud af. Ærligt talt anede hun ikke, hvor de to tjenestefolks mishag mod hende stammede fra, men hun var holdt op med at grave i det og lod sig ikke længere mærke med det synderligt.

Hun trådte indenfor på Kains kontor og sendte ham et smil, der på trods af de potentielt dødbringende hugtænder, formåede at være varmt, indbydende, blødt.

”Hello. I had the night of, so I thought I would drop by and check in on you. Are you well? You look a bit pale, did you remember to eat?” Hun tog det sidste par skridt over til ham og lagde armene om ham i et løst kram, kort nok til, at hun håbede at undgå at gøre ham ukomfortabel.

Omend Kain ikke havde haft nogen intention om at invitere yderligere gæster over, så var han ikke just overrasket over, at Ginny alligevel havde formået at finde sig vej hen til ham. Lige siden de havde deres reunion, havde hun trods alt en tilbøjelighed til.. Ja, at komme rendende i tide og utide. Hvordan han havde det med det, var blandet. På den ene side havde hun potentiale til at være brugbar. Især nu hvor hun /somehow/ havde formået at mingle sig med herskeren af Doomsville selv. Hvordan hun havde formået at gå fra at være den skrøbelige skabning til at komme så højt op i rangstigen, tja.. Det havde Kain endnu ikke regnet ud. Men det gjorde hende til en ressource, hvis han skulle danne sig et overblik over, hvad der foregik i inderkredsene. Potentielt, hvis hun altså ville stoppe med at fokusere så meget på hans helbred og på at kramme ham. Det var helt vammelt. Men så igen, det viste bare, at hun atter var det samme pigebarn, som den han fandt som barn. Og så var hun lettere at manipulere på den måde - så længe /visse/ personer ikke kom ham i forkøbet.

“Why, hello to you too. Don’t you know how inappropriate it is jumping to conclusions about other people’s well-being?” Han løftede et let øjenbryn. Den omfavn, som han modtog, krøb ned af rygraden på ham i sådan grad, at han var nødsaget til at bide tænderne sammen. Han undlod dog at sige noget omkring det. “At the very least, it would suit you to be more subtle.” Han gik et skridt tilbage, da hun endelig gav slip på ham. Taget i betragtning, at Ginny havde evnen til at charm speake, så havde hun stadig meget at lære omkring, hvordan man bedst formulerede sig, ville Kain mene. Medmindre hun blot teede sig sådan omkring ham, men i så fald måtte hun gerne ændre vaner. Kain havde det fint.
Ave dukkede op, og efter en kort undskyldning for at forstyrre, lod hun sig gå hen til bordet for at placere vinen og det ekstra glas, som Kain havde bedt om. Kain nænnede knap nok at sende hende et blik, men lod i stedet hånden signalere, at hun skulle forlade rummet igen. Han havde ikke i sinde, at hans tjenere skulle være her, når han havde Ginny over. Ginny havde trods en tilbøjelighed til at finde hans mere.. sårbare side frem i tide og utide. Selvom han ikke var vild med at stå ved det.

“However..” Han gik hen til bordet, hvor han lod sig skænke to glas vin - en til hver. “If you must know, I did eat, a few hours ago. I had yet another meeting just before you arrived. I’m sure you must have heard about the turbulences around Doomsville.” Han vendte sig om og tilbød hende et glas, før han gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig, før han selv satte sig. “But I suppose that’s not what you’re here to talk about. So why don’t you tell me what you’ve been up to?”

Kain kunne lige så godt have stukket hende en lussing. Hun sprang nærmest bort fra ham, som om hun havde brændt sig på ham. Hun stod på den anden side af skrivebordet, som var det en mur mellem dem. Rettede et øjeblik hektisk på kysen, der gemte hendes hår væk også selvom den ikke reelt havde brug for at blive rettet på, men for at have noget at gøre med sine hænder. Hun stirrede på gulvet et langt øjeblik, foldede de nervøse hænder foran sig for ikke at stå og ligne en idiot, hvilket hun sikkert gjorde alligevel.


”Sorry…I just…I wanted to make sure you’re alright is all…I didn’t mean to intrusive it’s just been a while and….I should have known. Sorry for being stupid.” Hun sank ned I den nærmeste stol, selv om hun kort efter begyndte at overveje, om det ikke ville have været mere passende at spørge, om hun overhovedet måtte sætte sig. Men kunne det virkelig passe, at hun skulle det i en barndomsvens hus? Var det ikke andre regler der gældt der? Og så alligevel. Det var Kain og Kain var generelt svær at finde ud af overhovedet. Også selvom hun ville mene, at hun havde en bedre forståelse af ham end de fleste andre af hans bekendtskaber. Hvis han vel og mærke overhovedet gjorde sig i den slags længere.
Nå, hun kunne ikke så godt rejse sig, når nu hun havde sat sig og så bede om tilladelse efter det. Det ville bare se endnu dummere ud.

”Of course I’m aware what is happening in the city I don’t live under a rock, Kain.” Hun fortrød sit ordvalg næsten med det samme for hvor irriteret, hun kom til at lyde. Men han vidste, hvor hun arbejdede og han læste aviser, så et eller andet måtte han vel vide om hendes involvering. Og der var sket meget siden dengang, hun bare var naiv unge, Kain kunne dirigere rundt med, som det passede ham.

”You’ve seen the papers no? We do what we can for the town. The poor and unfortunate have a voice in me now. Things will get better. You’ll see.”

”Hm..”Kain lod blot et fnøs ud, som lød mere hånende end noget andet. I det mindste kunne hun makke ret og indse, hvor hendes plads var i forhold til bare at gå til konklusioner på, hvordan hans velbefindende stod til. Han vidste trods alt godt, hvad han lavede. Desuden levede han jo ikke på almen føde på samme måder som mange andre væsner. Den slags information kom dog slet ikke Ginny ved, hvilket også var årsagen til, at han for alt i verden havde undladt at fortælle hende, hvad han var. Og så længe hans bror bare kunne tie også, ja.. Så fungerede den strategi jo udmærket.

Ginnys kommentar om ikke at bo under en sten var næsten nok til at få ham til at grine. Næsten. Det var så absurd, at en, der altid havde fremvist sig så håbløs naiv og godtroende, tale tilbage på den måde. Selvfølgelig havde hun fat i den lange ende om, at hun trods alt, på mirakuløst vis, arbejdede for herskeren af Doomsville. Men i sidste ende var det svært at tro på, at hun ikke stadig var det håbløst naive pigebarn, som han kendte fra de slummen. For ikke at nævne, at hun havde en tendens til at bruge åh så meget tid på Avaritia, som på mange måder godt kunne sammenlignes med en sten. De virkede omtrent lige meningsfulde at have en samtale med. Bortset fra, at Kain nok ville få mere ud af stenen.

”The poor have a voice in you? What kind of voice?” Okay, det her var faktisk ret interessant. Kain havde trods alt bevidst undladt at vælge for meget side i forhold til alt det, der foregik. Han skulle stadig finde ud af, hvor det gav mest mening for ham at stå trods alt. ”Are you telling me you’ve become some sort of saint within the misery?”

Hun krympede sig som en slået hund bare ved det fnys. Ikke at hun ikke var vant til den slags. Måske var det egentlig netop fordi, at hun var vant til den slags, at det stak så dybt. Det var nogle mærkelige lighedspunkter mellem Kain og så Edith Isherwood. I hvert fald i, hvordan de begge lykkedes med, at komme under huden på hende. Man ville nok have kunne sagt sig selv, at det nok også var en del af, hvorfor hun var så tolerant overfor Kains behandling af hende, selvom mange andre ville have påpeget, at den på nogle, hvis ikke direkte de fleste punkter, kunne være ret nederdrægtig. Hun havde aldrig været vant til andet gennem sin opvækst og denne måde at behandle hinanden på var derfor hverken unormal eller noget man stillede spørgsmålstegn ved i Geneviras verden. Og hvis alternativet var, at Kain nærmest lækkede arsenik i form af dårlig stemning, så foretrak hun, at gå på æggeskaller omkring ham for at holde deres interaktioner tålige og deres venskab holdbart.

”A voice like their own of course. They know what I am and what I came from. Suppose it’s a comfort to know that someone is speaking their case to his lordship now, no? This was not a thing before. Imagine if people actually cared about Rotten Root, when we were small? Someday maybe no one will have to live as we did, wouldn’t that be nice?” Troede hun på det? Nej egentlig ikke rigtig. Så naiv var hun trods alt ikke. Så længe der var en verden, ville der altid være en underklasse, men hun kunne da gøre tingene i hvert fald lidt bedre. Hovedsagen var desuden, at hun gav folket noget at tro på. Og tro gjorde de. Meget ihærdigt.

Hun lo lidt. Den perlende sølvklokkeagtige latter, der som regel var reserveret til situationer, hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre med.

”A saint? I suppose? They certainly do like me very much and if it gives them hope I am not about to discourage that.” Blot en ydmyg ung kvinde, der ønskede de folk, som hun var begyndt at holde af det bedste. Ikke et ord om, at alt var fint kalkulerede tandhjul i styrets maskine.

Kain kiggede lettere skeptisk på Ginny, som hun sydede ud en tale om noget så ideelt og lyserødt som at hjælpe det, som hun påstod var ligesindede fra Rotten Root, der intet havde at for sig. Tanken alene om, at de overhovedet skulle nå ham til sokkeholderne ville have været nok til at få ham til at grine, hvis det ikke var fordi, at han havde en mistanke om, at Ginny rent faktisk mente det. Hvor indbildsk kunne hun dog lige være? Han tog en tår af sit eget glas, nærmest for at undgå at sige noget. Hun havde trods alt kontakter og indflydelse, så hvor meget han end havde lyst til at slå ned på hendes forskruet syn, var det ikke det rette tidspunkt.

"So you are trying to create a some fairytale?" Han drejede omhyggeligt rundt i sit glas, hans opmærksomhed væk fra hende i en stund, som han tænkte. "Nice or not, it does sound quite.. delusional." Han tyggede let på ordet. "I can't help but think it might end up causing nothing but a false sense of hope." Hvis han virkelig skulle være på hendes side i det her, måtte han udfordre hendes idealer på en anden måde. "It would be a shame if that was to backlash someday. Don't you think?" Han hævede let det ene øjenbryn, som hans blik endelig fangede hendes igen. Roligt tog han en lille tår af sin drink.

Tanken om at Ginny nu skulle ud at lege helgen var nok til at give Kain en væmmelig smag i munden. Hvorfor ville hun dog besvære sig med den slags? Måske hvis hun rent faktisk fik noget personligt ud af det, ville det give mening for Kain, men.. Det pigebarn, han havde kendt fra Rotten Root District var ikke ligefrem typen, der gjorde noget for egen vindings skyld. "If you are to play saint, I believe you at the very least have a solid plan." Hans stemme blev kold og dæmpet. "After all.. Those who do not live up to their promises tend to be.. crucified."

”A fairy tale? You think in absolutes, Kain. There is a spectrum between unobtainable fairy tale and the pure misery we used to live in. And though YOU may be woefully unambitious enough to think even a slight betterment in the service of public good is an impossibility I am not one to be held back by such small-mindedness.” Meget kunne hun tolerere fra ham, men lige nu var det ikke kun hende han trådte på. Det var hendes arbejde. Og styret. Hun fæstnede ham med et uudgrundeligt blik i de enorme mørke dukkeøjne. Et øjeblik så hun bare ufravigende på ham, ventede på, at en af dem til sidst ville bøje af. Normalt ville hun aldrig have turde, men nogen stolthed var hun nødt til at have overfor, hvad hun var ved at skabe. Meget selvtillid havde Gene ikke, men hun havde troen på sit arbejde og på det, hun selv og Sean var i gang med at skabe. En sådan tro var det nødvendigt at have, når større system ændringer var i gang med at blive foretaget. Og hvis hun ikke kunne stole på sig selv, så hun kunne hun i det mindste stole på vigtigheden af at styret stadig stod i morgen. Og denne slags snak. Denne åbne tvivl, kunne ikke tillades, heller ikke fra en god ven.

”If you had never dared to dream at all, you would not have made it out of Rotten Root District. Now the whole city is dreaming, Kain and I have faith that in time we will lift ourselves out of the darkness that has plagued this city and its history for so long. I harbour no illusions that I will change everything over night but I would never reach the stars if I did not dare reach for them for fear of you mocking me for it. I can take much from you. You are a dear friend after all, but my work, work for the city lord may I remind you, will not bear insult.” Hendes ord var lige så rolige som altid. Forsigtigt bløde, men en anden bestemt undertone havde alligevel sneget sig ind og det mørke blik veg ikke fra ham et sekund.
Hun foldede hænderne i skødet.

”Crucified? I would hope that does not constitue a threat, Kain.”

Normalt ville Kain ikke have accepteret, at Ginny begyndte at tale igen til ham. Normalt vil han sende et iskoldt blik, der havde til formål at få hende til at krympe som en hund. Eller også ville han stille spørgsmål i sådan en grad, at hun mistede evnen til at vide, hvad hun skulle svare. Men denne gang.. Der var noget anderledes over den måde, hun virkede til at gribe hans provokation an på. Hun holdt hovedet højt. Hun undveg ikke øjenkontakt med ham. Hendes ord var bestemte og intakte. Velovervejede og faste. For en stund kunne han næsten ikke genkende den pige, han mødte tilbage i Rotten Root District, som han formåede at finde nytte af.

"Well, if you are so certain you can make a difference for the people in the city.." Sagde han endelig, eftertænksomt og for en gangs skyld var der ikke fordømmelse af finde i hans tone. Tværtimod gjorde han ekstra meget ud af at lyde interesseret i at høre om hendes vision. "Maybe you could elaborate further about your means of changing the city for the better? After all, one thing is to speak on behalf of the unfortunate.. Another thing is to find a solution." Selvom Kain ikke selv kunne påstå, at han havde empati for det nederste lag af byen, så kunne han heller ikke benægte, at han helst så sig selv stå på vindersiden af det opgør, der var sat igang. Og med hans relation til Ginny, havde han allerede en fod indenfor døren, så det handlede bare om at udnytte chancen.

"I see no reason why I would constitute a threat. But I'd rather not see yourself getting into trouble because you let your ideals be blinded due to the lack of a rational plan to make said ideals happen." Hans tone blødte en smule op. "Though, I do have to say, you surprise me with your ambitions. I wasn't aware you had it in you." Og med det sendte han et lettere imponeret smil. Ginny var åbenbart i stand til mere, end hvad han gav hende credit for.

Den anspændthed, der var begyndt at danne sig i hendes krop i ren og skær frygt for Kains reaktion fordampede og efterlod hende komplet forvirret. Hun takkede Elona dal for den mængde af kontrol hun trods alt havde med sit ansigt, for hvis ikke det var for det, så havde hun siddet der og stirret helt fortvivlet på ham i ren forvirring, for hvad i alverden var der lige foregået? På den anden side, var det heller ikke unaturligt, at Kain engang i mellem blev sådan her. Med eftertryk på én gang i mellem.. Det ville have været meget let bare at synke ned i den tryghed, som var hans anerkendelse, hun ellers aldrig rigtig var i stand til at opnå, fordi det hele helst skulle handle om ham selv. Det var fristende at gøre, bare hvile sig i visheden om at hendes ven endelig rent faktisk kunne se pointen og stolede på noget af det, som Genevira foretog sig. Var dette fundet sted for nogle år siden, så havde hun nok også gjort det. Bare ladet hans ord og den pludselige forståelse, han havde for hende vaske rensende over sig og dermed også have tilgivet ham for absolut alt tidligere hårdhed i løbet af aftenen. I stedet tog hun en forsigtig slurk af sit vinglas og betragtede ham i tavshed. Hendes tid hos Sean havde trods alt lært hende en del. Folk var altid ude efter noget. Det var bare et spørgsmål om hvad og når først man havde fundet ud af det, kunne man gemme den oplysning til senere brug. Et eller andet sted, havde hun det dårligt over at tænke sådan om en af sine nærmeste venner, men i hendes position var det vel i et eller andet omfang nødvendigt at kunne holde selv sine nærmeste på en armslængdes afstand for at sikre at hendes arbejde ikke blev kompromitteret på den ene eller den anden måde.

”If I did not believe that my work could make at least some kind of difference, I would not be doing this, Kain," konstaterede hun roligt og så afmålt på ham over kanten på sit vinglas. Han var gået fra den ene yderlighed til den anden virkelig hurtigt. Ikke som sådan usædvanligt, men hun undrede sig over, hvorfor hun aldrig havde lagt mærke til dette mønster før. Havde hun virkelig været dum? Eller, have han kvajet sig ved at gøre det for åbenlyst? Nej, det måtte være det første. Det var hun alligevel altid hurtig til at overbevise sig selv om.

”I do appreciate your concern for me. It is touching.” Og ude af karakter…

”But I do believe that I have it under control thus far. Thank you.”

Selvfølgelig var han ikke klar over, at hun også havde ambitoner. Han havde ikke spurgt.

Kain tænkte sig let om, før han valgte at komme med yderligere forklaringer. Med hendes pludselige påpasselighed, var det trods alt vigtigt, at han ikke virkede som fjenden i hendes såkaldte vision. Uanset hvor idealiseret og unødvendig, han måtte finde den. Tværtimod var hendes idealer faktisk i strid med hans eget arbejde. Hvis der kom bedre vilkår i Rotten Root, så kunne det gå udover hans forretninger, trods alt. Det ville også gøre det vanskeligere med at få fat i en lettilgængelig fødekilde for ham selv. Men igen, skulle hun vinde det her slag, som det umiddelbart virkede til, skulle Kain bestemt ikke gå glip af sin bid af kagen. Og som man sagde, hold dine allierede tætte, og dine fjender tættere.

"I'm well aware that you believe in your cause. But I'm curious as to how you'll make it work, Ginny." Han lød oprigtig i hans betragtninger. "We both know just how rotten and corrupt it is down there. It will require a lot to fix the system. I just wonder how you'll approach such a task?" Han kiggede i sit eget glas et øjeblik, som han lod bundslatten dreje langsomt rundt. "It needs to be done with care, unless you are willing to risk coming off as another tyrant. And considering from what I hear, the last thing we want is yet another civil war."
Kain tog en slurk af sit glas, hvorefter han vendte tilbage til sit bord, hvor han havde efterladt den avis med artiklen om, hvad der foregik i Doomsville. "But if you are certain everything is under control, I won't interfere."

Der var noget køligt i det mørke blik hun sendte Kain nu. Usædvanlig afmålt og distanceret i forhold til, hvad deres forhold engang havde været. Men faktum var at Kain ikke kunne komme her og tro at hun var lige så nem at kontrollere som førhen. Da de begge havde været ingen. Reelt var magtbalancen vel tiltet til hendes fordel nu. Når Genevira tænkte rigtigt over det. Bevares det var tydeligt at Kain havde en vis indflydelse, men set i sammenligning med Sean….ja der var han vel ingenting. Hun holdt stadig af ham, ville nok altid gøre det til en grad, men hendes øjne var åbne nu. Åbne til mange ting og den hjælp hun havde givet ham kun for så selv at blive efterladt i støvet stod så klart for hende nu, som var det skrevet i stjernerne. Hendes læber trak op i noget, der i dets sørgmodighed aldrig blev et sandt smil. Du så en mulighed igen, gjorde du ikke? Talte hendes øjne, de ord, som hun ikke magtede at sige, for sagde hun dem først højt blev falskheden i hvad end der var mellem dem kun tydeligere. Så ville hun ikke længere kunne løbe fra den.

”I have an eternity to do this work do I not?” spurgte hun en anelse spidst. “It may not chance tomorrow, but in the future it shall.. I will make it so and I would kindly advice you to not stand in the way of progress, Kain.”


Hans næste ord fik hende til at le, mere af frustration end fordi det reelt var morsomt. Denne konstante underkendelse.

”Do you think me stupid?”

Selvfølgelig gør han det, det er sådan han har kunne kontrollere dig i årevis, brød hendes hjerne uhjælpsomt ind.

”Of course I intend to be careful. You seem to forget that I am in fact living surrounded by lords currently. Tell me with what education do you speak on the state of our city?”

Hun stillede vinglasset fra sig og foldede hænderne i skødet. Så afventende på ham.

"You make it come off like I have some malicious intentions in stopping you." Selv hvis Kain så hele hendes prædiken om at redde folket i Doomsville som det rene idealistiske nonsens, så havde han ikke bedt hende om at dukke op for at drøfte, hvad hun skulle. Måske var det netop den del i ham, der nagede ham mest. Var Ginny virkelig blot kommet her for at rette på ham? I så fald kunne hun ligeså godt spare ham og hende selv den tid og den energi, det krævede. Og alligevel, uanset hvordan Kain vendte og drejede det, så vidste han også godt, at Ginny var en.. emotionel person, der ofte havde ladet hendes sympati komme hende i forkøbet. Det var vel egentlig grunden til, at de havde netop denne samtale i første omgang. Hun ønskede at hjælpe dem, der aldrig havde gjort andet end at hive hende længere ned i hierarkiet selv. "However, it does lead me to wonder.." Han holdt en kort pause, som for at sikre sig, at han havde hendes opmærksomhed. "If you are not here to ask for my advice, why did you come here to tell me?"

Det næste spørgsmål om hvorvidt han anså hende som værende dum var uventet, men om ikke andet ikke så ligetil, som han først ville have antaget. "I wouldn't consider your stupid. In fact, I'm aware you're quite capable. Resourceful, even." Skulle man tage i betragtning af, at hun arbejdede sammen med Sean af alle folk.. Desuden havde Kain kunnet formå at bruge hende i løbet af deres barndom, fordi hun havde evner, han kunne regne med. "You've always been quite naïve, but even that doesn't seem to quite fit anymore. Perhaps that's where I'm caught off guard the most, if you must know." Reflekterede han let. Han havde brug for mere at drikke, hvis de skulle blive ved med at have disse samtaler om, hvordan han så på hende. Selvom det nok var godt at spille på patos, så kunne Kain ikke holde den sentimentale og sårbare tilgang ud. Ikke fordi, at den ikke fandtes, på sin vis.. Måske netop dét var grunden til, at han væmmedes sådan over det.

"I'm afraid I never had such honour. As you may have recalled, on behalf of both of us, I never had such luxury. I had to learn it all by myself." På trods af det, kunne han mærke irritationen rejse sig. "Perhaps my ways aren't ideal, either. But nothing you see here was simply handed to me. Just like the people you seem to hold so dear, that sort of luxury of living surrounded by lords is non-existent here. However, I did what I had to to get both you and myself out of that hellhole."

”Malicious? No I do not believe that you are. However it would be foolish to not assume, that you have your own ambitions, that might not always align with my own. Well, either way you do know I hate quarrelling with you, I should rather prefer that we be friends. Besides despite my influence, I am still only a servant,” konstaterede hun, mest af alt I et forsøg på at lette stemningen. Hun var jo trods alt dukket op, for at tjekke om Kain var okay og ikke for at sidde her og skændes med ham, henover vinen, som hun knap nok havde drukket noget af.
Hun stillede glasset lidt akavet fra sig. Drak så sjældent, at hun faktisk som oftest bare ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op med den slags. Hendes mismod blev ikke bedre af at blive mindet om, præcis hvor meget, hun havde trådt ved siden af.

”I know you had to and I’m sorry. I did not mean to chide you…I just…” Da hun ikke kunne finde ord, der var gode nok til reelt at beskrive den konstante angst for på en eller anden måde at blive undermineret selv fra sin inderste cirkel, at hans tilsyneladende manglende tiltro gjorde ondt, slog hun i stedet opgivende ud med armene.
For en tid sad hun n der bare i stilhed, overvejede, hvad der ville være det bedste at sige nu. Om hun havde slået uigenkaldelige skår i noget. Genevira håbede det ikke. Pludselig følte hun sig udmattet. Drænet. Hvorfor var det, at hun så ofte havde en fornemmelse af at gå fra Kain mere usikker end hun var kommet der?

”Well….you do help keep me grounded,” tillod hun sig til sidst at sige.

“I have a sense we may further benefit from one another in the future…”

Kain skævede let til hende, som hun fortsatte. Kun en tjener? I så fald bør hun vide, at den frækhed at svare ikke førte nogle vegne, ikke førte noget godt med sig, om det så var ens egen leder eller ej. Men Kain måtte også erkende, at hendes tone ikke lod til at få ham til at tænke helt rationelt, heller. Hvor meget han end hadede at indrømme det.. Han var nok mere påvirket over den måde, hun svarede igen på end han havde forventet. Eller i hvert fald overrasket. Han var ikke helt sikker på, hvordan han havde det med det, hvis han var ærlig. Havde det været enhver anden, så ville gejsten for at hævne sig, udkonkurrere dem, være i høj position. Men med Gene? På en eller anden måde formåede hun altid at være et særtilfælde, og det nagede ham. Især når hun formåede at blive så uforudsigelig.

Stilheden var nok egentlig bedst for dem begge to i sidste ende. Desuden gav det Kain muligheden for at reflektere over, hvad præcist det her handlede om. Hun sukkede dybt og tømte sit glas, som han lagde på bordet. Det formåede altid at dulme toppen af isbjerget, trods alt.

"Do I now?" Det var ikke ligefrem noget, han havde forventet, at hun ville sige. Holde hende nede på jorden? Hvor ironisk, taget hans egne ambitioner i spil. Men alligevel, at vide præcist hvordan Gene anså ham kunne næppe være ubrugelig viden. Om ikke andet ville det hjælpe ham med at vide, hvor han kunne trykke.

"And how exactly do you find us benefitting from one another? With all the ressources you seemed to have gained for yourself, I am but a small pawn in your game."

Hun krympede sig ved det blik, Kain sendte hende. Nogle gange troede hun ikke engang, det var helt intentionelt fra hans side af, men han besad en måde at se på folk på, som om de mere eller mindre var slim, han havde fundet under sin ene sko ved et uheld. Selv denne diskrete skæven var nok til t sende et tydeligt signal om, at hun havde fucket op. I stedet for at møde hans blik tirrede hun stift ned i skødet op sig selv.

”Don’t be this way please….not when I came to check on you…I try so hard to be good and you make it out as though I’ve gravely insulted you every time…can’t you just for once be happy to see me?” Et øjeblik var hun lige ved i et øjeblik af desperation at tilføje, at det jo ikke ligefrem var fordi, han ellers væltede sig i venner, så måske ville en smule taknemmelighed faktisk være på sin plads for én gang skyld, men Genevira var, når alt kom til alt, stadig, på trods af at hun elskede og holdt af Kain, samtidig relativt bange for ham. Så et sådant postulat ville hun have forventet at blive stukket en lussing for, også selvom han aldrig i sit liv havde slået hende. Dette talte hun dog mere som held end forstand. Hendes mor havde slået hende for mindre end hvad Kain skulle deale med fra hendes side.

”I love you as I love my brothers and sisters. You know this. I would never mean to bring to bring you harm, or insult,” næsten mumlede hun, imens hun forsøgte at bekæmpe trangen til at bore sin fingernegle hårdt ind i sin håndflade.

”I only ever wanted happiness for both of us. You’re ambitious and I admire that about you, but you’re so hard on yourself that I think it blinds you at times. For all that you may hate to admit it, right now I’m in a more prosperous position than your own. Let me help you. As my own influence grows, and it will grow, I sense as much, I will need your sense of realism to temper my own idealism and visions. I do not think I should need to specify for you, how much you potentially stand to gain from such and arrangement?”

"What way?" Var hun gået helt fra den? Udover at komme uanmeldt, hvilket Kain nok ikke havde set så gavmildt til, hvis det var enhver anden, hvorefter hun skulle spille høj og hellig over sine planer for folket i Doomsville.. En ting var trods alt, at hun faktisk tog tyren ved hornene og satte sig selv i respekt overfor ham og derefter anklagede ham for at betænke hende for at være dum og naiv.. Og nu hvor han endelig lod hende føre ordet, så droppede hun pludselig fuldstændig den selvsikkerhed og beskyldte /ham/ for at være den besværlige? Han rynkede på panden. En ting var at forholde sig til Ginnys naive tendenser, men det her? Han vidste jo snart ikke, hvad han skulle forvente af den tøs.

"You accuse me of belittling you and yet when I talk to you on equal terms, you suddenly back down." Drøftede han, præcist som det nu engang var. Selv hun måtte kunne se, hvor absurd det var. "Besides, don't act like you didn't threaten me just earlier as well. It's not exactly a proper appeal if you simply desire to turn up on friendly terms." Han veg sig dog fra at fnyse, da hun sammenlignede sig med hendes søskende. Blod er tykkere end vand, som nogen ville mene. Det gjorde det så også mere beskidt, problematisk og vammelt. Men familie virkede til at have en anden betydning for Gene end for ham, selvom han nu altid havde forstået det som om, at hendes familie heller ikke ligefrem skulle være den rene fryd. Han havde aldrig helt interesseret sig for detaljerne, men i sidste ende var konstateringen den samme.

"I'm well aware of the potential, in case you succeed, that is." Han lænede sig en smule frem med hans hænder samlet. "But if I can't say a thing without you either becoming offended nor considering it a personal attack, then how am I supposed to be of help? Besides, if you are going to be among the top, you have to learn to handle such criticism, if not worse."

På lige fod vovede Kain at påstå, at han mødte hende og Genevira undrede sig et langt øjeblik over, hvorvidt han kendte sig selv. Kain mødte ingen på lige fod. Enten var han forbitret over deres højere status eller frydede sig over at kunne træde på dem. Bevares, han kunne gemme det bag en maske af rolig karisma. Til tider kunne han være meget varm, noget af det måtte være ægte, det fortalte Genevira i hvert fald sig selv, fordi tanken om at have en ven, hvis personlighed, hun slet ikke kendte, var for smertefuld til, at hun kunne overveje den særlig længe.
Men når alt kom til alt, så havde Genevira kendt ham siden de var små og fornedrede. Han lod næsten selv til at glemme det fra tid til anden, hvor meget, de havde set af hinandens liv. Selvom hun ikke kendte hele hans fortid og ikke længere spurgte ind til den særlig ofte, havde hun nogle gange ikke kunne lade være med at tænke tanken, at hun kendte hans mønstre bedre end selv hans rigtige søskende måske gjorde det.
Hun smilede bare. Det der politiske smil, hun efterhånden havde tilegnet sig, som gjorde hendes ansigt til lukket uudgrundeligt land for de fleste. For nu vurderede hun, at det var bedst for dem begge ikke at hænge sig i disse ord og stridigheder. De ville kunne nå til enighed, eller i hvert fald at være enige om at være uenige en anden dag, hvor ordsne faldt mere gunstigt ud. Det besluttede Genevira uden at rådføre sig med ham, nøjagtigt som hun egenhændigt nu i flere år havde taget beslutninger med hensyn til driften af borgen og dens ansatte. Dette var ikke så meget anderledes, som hun vurderede det. Hvis man hang sig i petitesser hele tiden, ville man jo aldrig få noget gjort. ’
Hun viftede lidt med en lille behandsket hånd, som for at erklære sagen skrinlagt. En holdning, der ikke stod til diskussion.

”I will succeed, Kain. The only quesstion for you is whether you will be beside me to watch it happen.”

Hun rejste sig fra stolen.

“If there was nothing else I suppose I shall leave you to ponder this question.”