No shade all tea, please. (Valentine og Kain)

Tid: Tidlig februar 1166. Klokken 21:30 cirka
Sted: Lille fancy tested ved Terrorville districts gågade
Omgivelser: Beskrives i emnet

Havde det taget noget tid overhovedet at overtale Valentine til at tage med? Eh ja. Og ærlig talt, så var Genevira ikke sikker på, om det mest var udsigten til at skulle side et sted, der ikke som hovedudgangspunkt serverede alkohol eller det faktum, at han skulle se sin lillebror, der generede ham mest. Men nu kendte hun ham jo ret godt efterhånden og overtalelse var ikke umuligt. Og hun havde et sæt meget nuttede øjne, så til sidst var det lykkedes. Hun håbede ved guderne at det, at de mødtes i offentligheden ville holde de to brødre fra at lave en scene og flå hovederne af hinanden midt i et tehus. Ellers kunne hun vidst godt kysse tanken om at blive ladet ind igen farvel. Men familie var familie og blod var vigtigt ikke? Det var dem man havde, når man ikke havde andre. Hun havde svært ved at sætte sig ind i, at de måske rent faktisk slet ikke ville kunne fungere, når det kom til stykket. Hun som havde et utal af undskyldninger for sin familie, selv efter, at de basically havde kaldt hende en luder og slået hånden af hende, kunne ikke forestille sig en verden, hvor andre ikke gjorde det samme. Det var simpelthen bare ikke et valg man havde.
Ikke at hun tænkte, at det skulle være en anstrengt hadefuld genforening kun på baggrund af familiære forpligtelser. Snare ønskede hun, at de to, kunne nå til en eller anden form for forståelse, som det ikke lod til, at de havde haft som børn. Valentine og hans søster var gode venner ikke? Så hvorfor skulle Kain og ham ikke kunne være det, hvis de blev givet det rigtige rum at finde hinanden i?
Kain ville sikkert have kaldt hende naiv, men hey, så vidt hun vidste, så havde hendes note om, at hun havde vigtige ting at diskutere med ham ramt plet, så måske var hun ikke så usmart alligevel.
Selv mente Genevira som sådan ikke, at hun havde holdt noget skjult.
At hun havde fundet Kains bror og….sådan lidt var…hvad sammen med ham? Var vel i grunden vigtig information.
Hun rettede lidt nervøst på sine albuelange hvide fløjlshandsker og den bredskyggede hvide hat med blomsterdekoration, som i aftenens anledning havde taget kysens plads for at passe til den uvante nye [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun følte sig på én gang utrolig glamourøs og exposed. Og alligevel var det ikke helt ubehageligt.
Hun så rundt i det lille halvtomme lokale med dets fine krystallysekroner, spejlblanke gulve og snehvide due. Her duftede af te. Beroligende. Og alligevel skulle hun aktivt afholde sig fra at sidde uroligt på stolen.
Hun greb Valentines hånd og klemte om den et øjeblik.

”We’ll be okay right?”

Hånden gled op og rettede på håret for 10’ende gang siden deres ankomst. Han rykkede uroligt på sig i sædet, dog meget bevidst om ikke at krølle hverken hans eget eller Geneviras outfit. Bare fordi han absolut hadede idéen bag selve deres besøg i den ellers vidunderligt smukke tesalon, så betød det ikke, at han havde tænkt sig at møde op uforberedt. I hvert fald ikke, når man talte fremtoning og udstråling. Sidstnævnte var dog det, som han kæmpede mest med. For på trods af, at det på en eller anden måde var lykkedes Genevira at overtale ham, så forstod han stadigvæk ikke helt, hvad de egentlig lavede her. Der var blevet talt højt og længe om genforening, familie, kærlighed og andre yderst uinteressante emner i forsøget på at overtale ham. Emner som hun desværre - og underligt nok - lod til at vægte meget højt, på trods af hendes egne mere eller mindre åbenlyse familie issues. Noget som han stadigvæk havde til gode at undersøge nærmere. I løbet af deres tid sammen, havde der været talrige andre emner som havde virket langt mere spændende at udforske. Hvilket sikkert også var grunden til, at hun havde været i stand til at overtale ham i sidste ende. Hun kendte ham efterhånden, desværre, lidt for godt. Og dette inkluderede selvfølgelig nogle af hans svage punkter. Fysiske såvel som psykiske. Så her sad de så. I Pomt og pragt, og afventede broderens ankomst.

Valentine trak blikket væk fra deres glamourøse omgivelser for et øjeblik, og lod det i stedet vandre over den lille vampyr ved hans side. Studerede outfittet med tilfredshed, som han i høj grad havde haft en finger med i spillet om at få kreeret. Outfittet havde de sat sammen med en diskret men fremhævende make-up, samt diverse accessoires, hvilket gjorde, at Genevira så absolut henrivende ud denne nat. Selv havde han mere eller mindre forsøgt at matche hendes lyse farver med sit eget [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som ligeledes var blevet kreeret i en fart, da det ret hurtigt var gået op for parret, at Valentines medbragte bagage ikke ville strække sig, og så var der det faktum, at Genevira ejede sådan ca. 10 outfits. Absolut ikke noget, som dødssynden havde fundet passende for en kvinde af hendes karakter. Så de havde shoppet byen tynd. Besøgt skrædder efter skrædder, butik efter butik indtil, at han havde ment deres køb var tilfredsstillende… for nu altså. Forventede man, at Valentine blev meget længere i Doomsville, så burde han snart begynde at planlægge sine næste indkøb. Det krævede dog, at skrædderne havde fået nye forsyninger siden sidst.

Tilbage til virkeligheden mærkede Valentine, hvordan et par blide fingre lukkede sig om hans egne. Han sendte hende et smil, ikke helt så afslappet, som håbet, men stadigvæk varmt og indbydende, som de havde tendens til at være i hendes nærhed. “Of course, darling. We’ll be fine… besides, if he starts throwing a hissy fit, we can always just muzzle him… right?”. Der gemte sig et spøgende glimt i de blå øjne, velvidende Genevira højst sandsynligvis ikke fandt kommentaren fandt kommentaren helt så passende, som han selv gjorde. Men han frygtede ikke Invidia. Eller reaktionen. Nej, det han mest af alt gruede for var den timelang diskussion der ventede dem, uden så meget som en dråbe alkohol i sigte. Så man bort fra den lille portion, som havde sneget sig med ind via en lommelærke selvfølgelig. Gemt under bæltet, overøset i en af hans egne parfumer og med låget skruet uhyggeligt godt på, kunne han kun håbe på, at det ville være nok til at undgå en vampyrs skarpe lugtesans. Uanset hvad var det for sent at skaffe sig af med beviserne nu. Og hun ville da forstå ham. Ikke?

Hvad det var, som Ginny havde fundet så vigtigt, havde Kain ikke formået at få ud af hende, da hun bad om at se ham i et af Doomsville tehuse. Hvis han skulle være helt ærlig, ville han ikke være alt for overrasket, hvis det var endnu et af hendes forsøg på at få ham til at komme ud at lave noget mindre ambitiøst og mere meningsløst. Men Ginnys overtalelsesevner var blevet stærkere, og hun havde da også sagt, at der var nogle vigtige ting, de skulle drøfte. Så han lod sig overtale, lettere modvilligt.

Han havde ikke været hjemme længe, inden han atter skulle ud af døren for at nå det dog. Han nåede dog lige at skifte tøj til noget, der var mere passende til et tehus og mindre… laset. Sådan var det jo, når man ønskede at udforske konkurrenternes områder uden at vække opsigt. Man måtte ligne en fra den slum, man befandt sig i. Han måtte dog give til kende, at han havde håbet på, at det ikke ville have taget så lang tid, som det gjorde. Hans evner var en smule drænet, og selvom han altid gjorde sit for at udstråle sig fra sin bedste side, så måtte han give til erkende, i det mindste overfor sig selv, at han ikke var den mest oplagte lige nu. Ikke at han regnede med, at det skulle være noget problem. Ginny var ikke ligefrem den sværeste at håndtere.

Derimod.. Så kunne han ikke ligefrem sige det samme om Avaritia. Hvad lavede han overhovedet her? Og med Ginny af alle? Han fik en vammel smag i munden, som han stod der og betragtede dem fra indgangen, hvor en tjener var kommet hen for at spørge, om han havde reserveret et bord. Han nænnede hende dog knap nok først. Havde de ikke været et offentligt sted, havde han om muligt flegnet. På Ginny? Avaritia? Det var svært at sige. Men hvad end Ginny tænkte på med det her, så burde hun vide bedre end at blande sig i hans private sphere af relationer. Han tog en dyb indånding, før han fortalte tjeneren, at han havde de to til at vente på ham derovre. Så hun lod ham passere.

Da han kom nærmere kunne han ikke undgå at bide mærke i, at deres hænder rørte hinanden. Hvad i alverden foregik der her? Hvor væmmeligt tanken var, kunne han ikke påstå, at Ginny overraskede ham i hendes adfærd. Hun virkede altid så håbløs, når det kom til romantik og følelser. Men Avaritia? Sammen med hende? Det var næsten komisk, hvis det ikke var så absurd. Han sendte ham et kort men olmt blik, før han nikkede til Ginny. ”Good evening.” Og med det, valgte han at sætte sig ned. Hvor meget han end afskyede det her, nægtede han dog at lade sig tabe ansigt nu, især med Avaritia til stede.

”You may absolutely not muzzle him, Valentine. We are all going to be civil about this? Right? Everyone here is an adult right? We can all handle this. He’ll be mature about it. He…is…usually. Besides what would there be to throw a hissy fit over? It’s not like he owns me or something. He knows that. And you’re not unkind to me so he would have no reason to be angry at all obviously. I mean, I did…technically…not tell him for a whole year….well more than I year, but I…wasn’t sure what we were or…what to do with anything. And he when all came down to it I don’t think he would want to know anyway. I’ve never seen him express interests of that kind ever so I thought it might just make him uncomfortable and I don’t want that. Oh gods, this might make him uncomfortable too anyway. Well, sometimes life is uncomfortable, Kain. I think you and I both know that. And at this point, he should know right? Like if you and I are going to see more of each other, which….well I hope we are, it would be awkward, if we just ran into him one day and he got all upset about it, right? Not that he would have a right to be upset of course. I can make my own decisions. I can do that.” Ordstrømmen forlod hendes læber I lynfart, måske hjulpet på vej af, at hun ikke behøvede at trække vejret. Panikken i hendes hvisken blev kun tydeligere af, at hendes accent syntes at tyknes endnu mere, end den normalt var, når hun altså ikke anstrengte sig for decideret at undertrykke den. Den sidste sætning, om hendes evne til at træffe egne valg her i livet, lød, på trods af formuleringen som en konstatering, selv i hendes egne ører mere som et tøvende spørgsmål, end som noget, hun var reelt sikker på.

”Well…if it all goes to hell at least we will look good in the flames.” Hun lo, den klirrende sølvklokkeagtige latter, der som regel var tegn på, at hun forsøgte at gemme sin egen akavethed eller nervøsitet.

En tjener kom forbi og bad om en bestilling, hvilket var hendes redning fra situationens alvor et øjeblik. På trods af at ingen af de fremmødte rigtig lod til at spise, bad hun om scones til teen, for alle kunne vel bruge sådan en fra tid til anden. En barndom med mangel på alting havde i hvert fald vænnet hende til ikke at sige nej til at spise bare lidt, når det var indenfor rækkevidde.
Åh og der var han. Deres tredje gæst. Han så…træt ud. Hun skulle lige til at spørger, om han var frisk nok til det her, men holdt tand for tunge, da den slags spørgsmål ikke plejede at falde i god jord.

”Kain I’m so happy you could c…” Hun nåede ikke at gøre sætningen færdig, før han mere eller mindre skulede af hende og hun måtte tage et øjeblik for at samle sig. Koncentrere sig om ikke at se decideret skamfuld ud. Hun pillede nervøst ved perlerne i kæden om sin hals et øjeblik. Der var noget beroligende i den fremmede følelse af deres glathed under hendes fingre.

”Good evening to you too,” sagde hun. Et øjeblik så formel, at der næsten snare var tale om gravalvorlig.

”I ordered scones. It seemed suitable. They make them with this really good lemon spread here and well you’re…kind of a lemon boy…so,” Hun smilede varmt, glitrende. Et forsøg på at lette stemningen, der allerede virkede…forkert.

Valentine mærkede, hvordan smilet stivnede - bare en anelse. Han sukkede stille, mest af sig selv, og betragtede så uden et ord, hvordan den lille vampyr foran ham på ganske få minutter fik hidset sig selv op til noget der mest af alt mindede om et mindre panikanfald. Accenten, som han allerede kæmpede med at forstå i forvejen, blev tyk og grødet, og de sidste ord var mere gætteværk for ham end egentlig forståelse. Alligevel havde han en ganske klar idé om, hvad årsagen til panikken skyldtes. Men han vidste, at det bedste for nu var at forholde sig passivt. Lade hende tale færdig. Egentlig så burde han have forudset dette. Standset ulykken før, at den overhovedet begyndte. De havde trods alt tilbragt tilpas meget tid sammen til, at han efterhånden vidste, at Genevira ikke nødvendigvis håndterede pressede situationer særlig… afslappet. Ordstrømmen som pludselig væltede imod ham fortalte i hvert fald om, at han havde skubbet hende for langt ud. Hånden, som stadigvæk var i hendes, gav et beroligende klem fra sig, og da en naturlig pause pludselig opstod, skyndte han sig at tage ordet et øjeblik.

“Darling… Relax. Breathe. I was only joking. No doubt this will make him uncomfortable. Everything makes him uncomfortable… unless it’s someone getting hurt… but he is a big boy. He can handle this. And so can you. You look amazing. We look amazing. You’ve got nothing to worry about.”

Stemmen var lav - rolig - samtidig med, at han forsøgte at fange hendes blik. Give hende noget at fokusere på, som kunne hjælpe hende med at falde til ro igen. Det sidste Valentine ønskede var at lade Invidia finde dem sådan. Han så ingen grund til at give broderen mere at arbejde med. I forvejen havde han en idé om, at det ikke blev svært for nogen af dem at finde materialet til et par spydige bemærkninger. Men han havde ingen intentioner om at lege med broderen, så længe at Genevira var helt ude af den. Til hans store lettelse lod det dog til, at hun langsomt fik genfundet den indre ro. I hvert fald en i en sådan grad, at hun hurtigt overtog ordet, så snart en tjener dukkede op for at modtage deres bestilling. Valentine forholdt sig tavs, og lod hende bestille, hvad end hun ønskede. Han havde alligevel ingen meninger om maden, da han højst sandsynligvis ikke kom til at spise noget - medmindre det på en eller anden måde kunne genere Invidia.

Snakkede man om solen, så var han der pludselig. Invidia. Valentine gjorde ingen mine til at rejse sig, da han endelig nåede dem. I stedet forblev han roligt siddende i sofaen, med benene krydset, og mødte broderens matchende blå blik uden problemer. Hånden havde han diskret trukket til sig igen, ved første glimt af broderen. I stedet havde han placeret begge arme på ryglænet bag dem, med den ene hvilende bag ryggen på Genevira. Et diskret men effektivt signal, som Invidia ikke burde have problemer med at tyde. Medmindre broderen selvfølgelig var dummere end han huskede, hvilket der trods alt var en reel chance for.

Det næste som skete var næsten smertefuld at overvære. Hendes ulykkelige, næsten forskræmte forsøg på at byde broderen velkommen. Desperat tilbød hun ham alle mulighederne for at falde naturligt ind i deres lille bobbel. Som om kulden og trætheden der strålede fra ham, ikke stod i grel kontrast til deres egen lykkelige skønhed. Han havde lyst til at sige noget, som kunne reddede hende. Befri hende fra broderens greb, som han irriterende nok lod til at holde om hende. Det var forkert. Men han manglede ord. Mærkede i steder frustrationen bygge sig op, som han betragtede hende glide ind i sig selv. HANS. Blikket blev mørkt. Men netop, som han skulle til at træde ind, smed hun pludselig kommentaren omkring madbestillingen. Øgenavnet der fulgte, fangede ham et øjeblik med et overrasket udtryk - før at han endelig brød ud i et stort grin. Han ville have leet, men kvalte latteren i sidste øjeblik. Alligevel gjorde han ikke meget for at skjule det morede udtryk. For han huskede ganske tydeligt en samtale for blot ganske kort tid siden. Nok havde han været ualmindelig blæst den nat, men underligt nok stod dele af deres samtale uhyggelige klart. Og lige netop snakken omkring blod var en af de ting, som han huskede allerbedst. Måske fordi han også havde leet allerede dengang ved tanken om, at Invidia lugtede mindst lige så syrligt, som han opførte sig. Øgenavnet var bare prikken over i’et. Så… storsmilende gled hans blik over broderens trætte udtryk inden, at han mødte hans blik endnu engang. Da han endelig brød stilheden mellem dem, var stemmen sød. Alt, alt for sød… som dyppet i honning. Klæbende, varm og en anelse for meget. Men han kunne ikke dy sig. Ikke når muligheden var lige foran ham. Måske det ikke blev helt så slemt alligevel?

“ You look tired, brother! Might I suggest a nice facial treatment for you? I’m sure we can find something… acidic… enough for your taste, lemon-boy.”

Kain kunne ikke undgå at observere det uventede.. par foran ham. Det virkede som en direkte hån. En joke, direkte rettet mod ham. Hvad var det overhovedet, at Avaritia forventede at opnå ved at spendere tid sammen med Ginny? Hvad var deres relation overhovedet, og hvordan opstod den? Kain lænede sig en smule tilbage i stolen og lod armene hvile let over kors, som tankerne kørte i hovedet. Han nænnede dog ikke at ytre den foragt, som han nærmest kunne smage på tungen. Hvorfor skulle han dog? Det ville blot være brænde til, at Avaritia kunne få hånden over ham. Den fornøjelse skulle hans bror ikke bare få givet.

Det skulle dog vise sig, at det var lettere sagt end gjort. Især da Ginny viste en side af sig, som Kain helst havde været foruden. Nærmest uforstående lod han øjenbrynene hæve, som han fik tillagt et øgenavn. "Lemon boy, you say?" Hans stemme var lavmælt men kold. Havde Avaritia ikke været her, havde Kain ikke tøvet med at udfordre Ginny til at gentage sig selv blot for at sende et signal om, hvem det var, hun udtalte sig til. Men det måtte vente. Avaritia hørte ikke til under den snak. I det hele taget ville Kain helst have, at hans bror holdt sig helt væk fra Ginny. Hun tilhørte ikke /ham/. Men han måtte vare sin tunge for nu. I stedet sendte han blot Avaritia et olmt blik, som han gentog det øgenavn, han nu var blevet pålagt. Desværre var det ikke tiden eller stedet til at lange ud efter sin bror, så i stedet lot Kain tage en dyb indånding.

"I sincerely doubt you contacted me for a urgent meeting, simply for us to gather together for scones and tea?" Spurgte Kain endelig i håb om at komme til sagens kerne om, hvorfor han skulle udstilles til at opleve det her cirkus. "Considering he is here, I assume he must be of relevance somehow?" Kain nænnede ikke engang at kigge på Avaritia imens han snakkede. I stedet var hans strategi blot at ignorere sin bror for nu. Det måtte være Avaritia, der havde røbet deres relation til hinanden, for Kain havde ikke haft i sinde at have sin familie til at Ginny. Men hvorfor ville Avaritia dog sladre? Hvad fik han ud af det?

En sær form for ro fyldte hende ved Valentines ord. Da hun ikke kunne overbevise sig selv om, at det her kunne lykkes efter næsten at have talt sig selv ud i et panikanfald, var det rart at opleve, at nogen kunne hive hende ned fra den spids, hun var ved at køre sig selv op i. Hun lukkede øjnene et øjeblik, klemte hårdt om hans hånd og tog en dyb indånding, følte sig nu lidt bedre tilpas med at skulle klare den situation, som hun så naivt selv havde sat sig i. At Valentine NÆSTEN havde lovet at opføre sig bare lidt underligt, ordentligt efter Val standarder var godt nok anderledes, men alligevel, var da også med til at skabe en vis…tryghed var det vel. I hvert fald var hun ret sikker på, at ingen ville ende i en mundkurv eller det der var værre.
Denne nye selvsikkerhed, fik Kain dog igen hurtigt slået skår i blot med det isnende blik, han sendte hende. Det tog mere af hendes viljestyrke, end hun rigtig ville være ved ikke at krybe hele vejen ind i sig selv. Kain lignede en, der alvorligt talt overvejede, om hun i det hele taget virkelig havde brug for en tunge, når nu hun brugte den til at sige ting, der var så dumme. Hvilket gjorde, at hun bare tvivlede endnu mere på sig selv. For var det, hun havde sagt, virkelig så slemt? Der var så mange forfærdelige ting, man kunne kalde hinanden og hendes kaldenavn til ham var jo i for sig kun kærligt ment. Desuden kunne han jo altid bare sige fra, på en ordentlig måde, hvis der var noget, han var utilfreds med. Og sige fra skulle Kain nok kunne finde ud af. Det var mere det at gøre det ordentligt, hun havde sin tvivl om, hvorvidt hendes ven, for det var han trods alt og hun ønskede ikke at gøre sin ven ondt, var i stand til.

”Yes. Lemons are sour obviously, but misunderstood if you just eat them raw. They’re versatile though, can be used in a lot of things. Dinners, cakes, sweets, drinks. Kinda like how you seem to just get stuff done when you really want to, no matter what the thing is. And people misunderstand you at first glance, because you’re so serious and austere. Besides it’s a fancy rich person fruit,” konstaterede hun, som forklaring på kælenavnet, og lige så meget et forsøg på at formilde ham og afholde ham fra at ætse hende med blikket.

At Valentines arm på ryglænet bag hende kunne forekomme som en overlagt provokation var simpelthen ikke faldet hende ind. Hun var for absorberet i sit eget og desuden for taknemmelig for en bekræftelse på hans stadige tilstedeværelse, men hans ord kunne hun ikke så let lade passere som rent uskyldige. Til gengæld så hun dem heller ikke som meget andet end den måde helt almindelige søskende drillede hinanden. Hvor mange gange havde hun ikke været i kirke som yngre med Howard og Phillip på slæb og skulle lægge øre til kommentarer som ’Oh, se. Det er din fremtidige mand,’ som de udpegede en eller anden tilpas dæmonisk skikkelse i et kalkmaleri? Dette var ikke meget værre end den slags umiddelbart, så hun lod det passere.

”Well, if I had been separated from one of MY siblings for twenty years and you suddenly found one I think I would want to know, so I think this was actually pretty important. It would have been awkward if you had just run into us some day without warning or anything. I thought it might be nice for you two to meet up in a…controlled setting. Also what’s wrong with just having tea and scones with a friend?”

Fancy rich person fruit? Åh du godeste… Han måtte virkelig huske at tage hende mere med ud. Tydeligvis var der forskel i deres opdragelse, men det lod stadigvæk til, at Genevira havde svært ved at overgive sig til det faktum, at hun altså ikke længere tilhørte bundslammet, men at hun derimod florerede blandt nogle af de bedste cirkler kendt i Doomsville. Joken, der ellers havde frembragt et perlende hvidt smil hos Valentine, trak nu ud i en sådan grad, at det næsten var pinefuldt. Og ærlig talt havde han ikke mange ord, som rigtig kunne redde situationen, da hun endelig besluttede at stoppe. I stedet lod han blot et fast blik rettet mod broderens sølle skikkelse advarer ham mod at komme med flere af den slags verbale lussinger. Genevira kæmpede nok som det var i forvejen. Det sidste han ønskede var at se hende smuldre mellem fingrene på Invidia. Det fortjenede pestilensen alligevel ikke - blod eller ej.

“Bold of you to assume that your presence requires any kind of relevance, Kain... ever stopped and wondered if we just needed a good laugh with our tea?”

Med en stemme smurt i selvsamme gyldne honning, som man ville forvente serveret med theen om et øjeblik, lod han ordene slynge af sted mod broderen. Ubekymret og problemfrit. Det varede sådan cirka lige så lang tid, som det lod til at tage dødssynden at indse, at det formentlig var den slags kommentarer som Genevira havde frabedt sig tidligere. Derfor rømmede han sig kort, og kastede sig i stedet ud i at redde resten af samtalen, samtidig med, at han forsøgte at undgå det skarpe blik og/eller den spidse albue, som sandsynligvis fulgte hans snarky kommentar - hvis den da altså ikke allerede havde været der.

“Ahem. What darl-... Genevira… is trying to say is that that she would like for us to spend more time together… little brother. Make up for lost time if you will.”

På trods af det høfligt påduttede smil var der forhåbentlig, samt fryden ved at benytte broderens lavere rang så tydeligt, så håbede Valentine et eller andet sted, at der var noget ved hans forklaring som ville få Invidia til at forstå, at dette bestemt ikke var hans egen idé. Men hvordan skulle han ellers forklare det? Forklarer, hvordan Geneviras usunde besættelse af familieforhold var noget, som han havde modsat sig lige fra starten, og på trods af at han ikke havde bestilt andet end at brokke og modsætte sig hele idéen, så sad de her alle tre alligevel. Han fortsatte, selvom han ikke brød sig om emnet, som de nærmede sig. Det var underligt… personligt. Selv blandt brødre.

“And of course, we both know how you tend to be a little sensitive around people, so we thought it best to introduce you slowly to the idea of us seeing each other on… friendly terms."

Og med de ord kunne Valentine alligevel ikke dy sig. Et diskret, men diskret klem blev placeret mod Geneviras ene skulder, imens dødssynden stadigvæk fastholdt det kølige blå blik mod broderens spinkle skikkelse. En markering af territoriet om man ville. For der lå noget i luften. Noget nyt. Rivalisering var bestemt ikke nogen nyhed mellem brødrene, men at kæmpe om gunsten… nej, ikke gunsten, men ligefrem "rettighederne" over et stakkels “levende” væsen, som de begge havde udset sig. Den slags havde ikke været muligt som barn. Der gjaldt kun faderen og hans ord. Hans lov. Det var overlevelse, og magtkampene eksisterede mere ud af desperation end af kedsomhed. Tingene var anderledes nu. Men chancerne var alligevel store for, at de ville ende på samme måde. Voldeligt.

Kain havde virkelig lyst til at rulle øjne af Ginnys lange, ligegyldige forklaring omkring det navn, som hun bør kunne regne ud, at han ikke ligefrem ville sætte pris på. Og så overfor Avaritia? Han fik kvalme alene ved tanken. Alligevel havde han i alle de år, hvor han havde kendt Ginny, lært, at hun havde en eller anden ting for alt familiære. Den måde, hun nogle gange valgte at agere i en grad, som han havde lært var typisk moderligt, var beviset nok i sig selv. Dermed sagt måtte han nu erkende, at han helst frabad sig den slags. Det gav ham altid en mærkelig sæt i kroppen, når hun var sådan. Han følte sig næsten helt sårbar i sådan en situation.. Altså, næsten.

Og tilbage til virkeligheden, var det ikke så underligt, at Avaritia vendte samtalen fra at være anstrengt akavet til hånligt, hvilket blot fik Kain til at sukke dybt. Han var trods alt nødt til at opføre sig pænt. Eller, så pænt, som han nu måtte gøre for ikke at Ginny troen, at Avaritia var den, der agerede sig mest passende i den her situation. Det var trods alt slemt nok at se, hvordan broderen nærmest sværmede sig om hende, som om han skulle markere noget territorium. Noget, der bestemt ikke var hans.
"Into you two, huh?" Så det var altså sådan noget, det her drejede sig om. Selvfølgelig havde Kain sine mistanker baseret på, hvordan de sad sammen, men.. Han måtte nok indse, at han havde prøvet ihærdigt at benægte det. Han knyttede en næve under bordet, ganske for at holde ham selv under kontrol. Af alle personer, Ginny skulle falde for, hvad var chancerne så lige for, at det var en af hans søskende? Det var nemmere, havde det været en eller anden regulær væsen, som Kain eventuelt også kunne udnytte på en eller anden måde. Men Avaritia? Der var ikke meget indbyrdes tiltro mellem dem. Og med god grund. Og hvad mon den slange kunne have hvisket i Ginnys øre allerede inden, at Kain vidste noget om det? Han skulle spille sine kort rigtigt, hvis han skulle undgå at tabe det her spil.

"I see. So the two of you thought it would be fitting to invite me for a family reunion? How virtuous of you, Valentine." Hans blik var rettet hånligt mod Avaritia, som for at påpege ironien. Da Avaritia valgte at påstå, at Kain var sensitiv, kunne han dog ikke undgå at snøfte. Det var absurd snak. "And how exactly did the two of you meet? You must have a lot to tell, considering how close you already seem to be." Kain kunne ikke lade være med at sende et olmt blik mod Avaritia, kortvarigt. ville egentlig være foruden detaljer, men på den anden side kunne det vise sig at være brugbart at vide, hvad der foregik her. Desuden gav det dem en muligheden for at få snakken lidt væk fra ham, hvilket han foretrak. Han havde ikke just lyst til at høre Ginny fortælle sladder om ham til hans bror.

Selvom det nok kun var hende der havde nogen reel form for interesse i den, var det alligevel en lettelse for Genevira, da teen og deres andre ting endelig ankom. Så kunne hun beskæftige sig med at hælde op til folk, imens brødrene havde deres indbyrdes kamp for sig selv. Hun foregav ikke at tænke over det, som hun skænkede te op i de skrøbelige porcelænskopper malet med kulørte fugle, men hun havde selv søskende og vidste, hvordan de fungerede. Ikke at hun regnede med at det ville hjælpe særlig meget, hvis hun begyndte at binde de her to til ting på samme måde, som hun havde gjort med sine yngste brødre, når de ikke opførte sig ordentligt. Som hun kendte Valentine ville han bare ende med at være sær omkring det, hvilket ville have undermineret hele pointen. ’
I stedet iagttog hun dem slynge barnagtige spydigheder efter hinanden med en værdigt ophøjet mine, som om det ikke kunne være mere under hendes værdighed at blande sig i, hvad end for en nedrig søskendekappestrid de nu var i gang med. Håbede at de på den måde, ville fatte pointen i, at de begge, trods at de immervæk begge gjorde deres for at skjule det, opførte sig barnligt.
Forsigtigt smurte hun sig en scone med lemoncurd og flødeskum og spiste med en langsommelighed som kun de, der var vant til ikke at vide, hvornår de kunne spise igen kunne værdsætte en enkel bid mad. Hun lod brødrene snakke ud, medmindre det blev alt for voldsomt så hun ikke grund til direkte at blande sig. Det var trodss alt det de var her for. At de kunne få talt ud. Det stod dog efterhånden mere og mere klart, at de to næppe ville nå til en fredelig konklusion. Hun håbede bare, at de trods alt holdt sig for gode til at spilde blod i hendes yndlings tehus.
Hun tog en slurk te og så over på Valentine, der havde lagt en hånd på hendes skulder. Et øjeblik betragtede hun ham bare med den åbne blødhed med hvilken man så ofte ser på folk for hvem man nærer varme følelser.
Så vendte hun blikket tilbage til Kain.


”It’s an odd story really. I almost ate him.”

Hvor… vovede han? Et øjeblik var det lige før, at man fysisk kunne fornemme, hvordan ansigtet krøllede sig sammen i ren og skær afsky over det væmmelige ord, som Kain havde valgt at slynge af sted. Dydig. I virkeligheden kunne broderen lige så godt have slået ham i ansigtet med en kold, våd klud. Følelsen var i hvert fald den samme. Valentine formåede på trods af det kraftige ubehag fremkaldt af ordet, at forholde sig i nogenlunde ro. Det sidste han ønskede, var at give Kain fornøjelsen af at se, hvordan ordet faktisk tog effekt hos dødssynden. Noget den lille slange helt sikkert ville nyde at se ham vride sig over… men ak. Kain måtte nøjedes med en let trækning ved det ene øje, samt et hurtigt skift i hans position, stadigvæk siddende i den bløde sofa - og allervigtigst, stadigvæk med armen lagt omkring Geneviras ene skulder.

“Well, of course! You can’t exactly have a family reunion without any family… can you now? Besides… This is about being patient and kind with each other. Things I-... we know for a fact, that you value more than anyone... don’t you, Kain?”

Ud af øjenkrogen fornemmede Valentine vagt, hvordan en tilfældig tjener banede sig vej ind i krigszonen. Med favnen fuld af te og friskbagte herligheder som Gula uden tvivl ville have sat langt større pris på end nogen af brødrene, fik tjeneren nænsomt sat det hele fra sig på det fint udseende bord, som for nu lod til at fungere som en slags uigennemtrængelig mur mellem de to søskende. Men uanset hvor meget tjeneren skyndte sig for at blive færdig, kunne det alligevel være ligemeget. Det karakteristiske blå blik veg ikke fra broderens skikkelse, og bar med sig et køligt udtryk. Kain var på tynd is. Men… det var Valentine måske også mere end han først havde antaget. For da det næste spørgsmål landede - måske knap så uventet egentlig - havde Valentine end ikke nået at tage ordet før, at Genevira kom ham i forkøbet. Hvor pinligt det end måtte være, havde Valentine et øjeblik helt glemt alt om vampyrens tilstedeværelse til trods for hans fingre hvilende mod hendes kølige hud. Fuldt optaget af barndoms stridighederne var hans fokus blevet lokket væk for en stund, men nu befandt han sig lige præcis, hvor han var startet. Fanget i et smukt men ulideligt scenarie, hvor han var tvunget til at genopleve noget, som han egentlig aldrig havde ønsket. Og hvor meget han end ønskede at tvære hele historien om deres første møde i ansigtet på hans egen, spydige lillebror, så magtede han det simpelthen ikke - i det mindste ikke før, at han havde fået lidt at styrke sig på. Valentine påtog sig sit bedste og ganske karakteristiske kundeservice smil, som han gerne brugte blandt knap så interessante personligheder på arbejdet, mens han forsigtigt fik snoet sig fri af Genevira. Han lo desuden. Kort. Som scenen ikke fremstod det mindste makaber.

“Odd indeed! Which… I’m sure Genevira wouldn’t mind telling you all about. In the meantime, will you excuse me?”

Uden egentlig at vente på svar fra nogle af yderlighederne, rejste han sig i en flydende bevægelse, og trak sig derefter bort fra det vammelsøde bord foran sig. Et hurtigt, beroligende blik mod Genevira, samt et flygtigt kys placeret mod hendes ene håndryg fortalte, at alt var godt. Han var snart tilbage igen. Og medmindre at Genevira gjorde noget særligt for at holde på ham, ville han kaste et lynhurtigt, advarende blik i retning af Kain for derefter bevæge sig i retning af, hvad der udgjorde “the powder rooms”. Broderen skulle være særligt dum for at prøve på noget bare fordi han forsvandt et øjeblik, men Valentine kunne alligevel ikke undgå at mistænke Invidia for at typen der valgte at prøve alligevel.

Selvom Aviritia ikke sagde det direkte, kunne Kain alligevel nærmest mærke, hvordan et enkelt ord tirrede på broderen. An fryd fyldte ham næsten og for en stund kunne han ikke holde et lille, vagt smørret smil fra læben. Han tog dog sin tekop, som havde fået op til munden for at dække det. Hvor meget han end ville elske at tvære salt i såret mod sin bror, så var Ginny stadig til stede. Hun skulle ikke vide, at under alle disse, komplimentære dyder, var de ved at brække hovederne ad hinanden. Den første, der ødelagde den illusion for hende, havde tabt hele det store spil.

"Oh please, now you're just being modest, too, brother." Han vendte blikket hen mod Ginny. "Always trying to look out for the young. But in the end, as any younger brother would do, I'd much rather... test his waters, so to say." På visse fronter kunne det virke ret så ukarakteristisk for Kain at snakke nærmest kærligt om sine søskende. Minderne, som han havde, var ikke just gode, men dertil gik Kain ikke ud. Det her var en nemmere måde at konfrontere minderne på alligevel, skulle Avaritia vælge at bringe noget af det op - eller skulle Ginny nogensinde vælge at spørge ind til hans barndom efter det her.

Så hun spiste ham næsten? Kain fnøs ved tanken, som han lænede sig tilbage i sin stol. Han måtte erkende, at han var lidt skuffet over, at hun ikke havde opnået at gøre det succesfuldt. Det ville have sparet Kain en kæmpe hovedpine.
"I'm sure there's lot of details to share about how that almost came into fruition." Fnøs han med nærmest et hånligt smil rettet mod Avaritia. Han kunne dog ikke undgå at bemærke det kys, han lagde over Ginnys hånd samt det blik, han selv fik tilsendt. Han bed tænderne sammen, men undlod dog at sige mere for at holde på broderens opmærksomhed her. Kain kunne dog ikke undgå at være skeptisk over, hvad han skulle.

I guder, hvor kunne de dog blive ved. Det her var aldrig gået i Isherwood-huset. Denne genstridighed. Men Genevira havde også bare svært ved at sætte sig ind i det. De var søskende, så hvorfor var det så svært for dem at tage sig sammen? Man kunne umuligt hade sine søskende vel? Det var simpelthen ikke tilladt for hende overhovedet at overveje tanken om, at det var en mulighed for nogen at have et så anstrengt forhold til sin familie, at man end ikke kunne tolerere at være i rum sammen. Det stred med alt hvad hun selv vidste. Og hvis hun erkendte, at det var muligt at skære sin familie fra, lå der heri også en smertefuld erkendelse af, at alt den lidelse hun havde udstået fra især sin mors hånd, var meningsløs og ikke ret meget andet end grundlæggende ondskabsfuld. Hendes hjerne lukkede af for erkendelsen, måske for at beskytte sig selv.

”You two are impossible,”konstaterede hun tørt, men det var dog ikke uden affektion for dem begge to.
Hun nikkede kort af Kains ord. Som et midterbarn var hun vel på en måde selv begge dele og udfyldte begge roller for sine søskende, dengang de stadig havde kontakt altså, så for hende lød det her i princippet mest, som ret standard søskendeadfærd. Dog kunne Genevira ikke slippe tanken om, at der stak noget andet under og hun totalt havde miskalkuleret ideen med den her udflugt. Stemningen var for anspændt til, at der bare var tale om almindeligt at finde sine søskende generende.
Et øjeblik vred hun hænderne. Hvis ikke hun havde haft handsker på, ville hun have gravet neglene ind i sine håndflader. Et tydeligt tegn på usikkerhed.
Dårlig samvittighed over i sin stædige uvidenhed potentielt at have udsat begge søskende for noget dybt ubehageligt skyllede ind over hende og hun forsøgte at få ro på sig selv ved at sluge hele resten af indholdet i sin tekop.
Hun sendte Valentine et bekymret blik, da han rejste sig, forsøgte at greje, hvorvidt han havde det dårligt, men fortænkte heller ikke, at han kunne have brug for en pause, sendte ham et beroligende smil, før hun vendte opmærksomheden tilbage mod Kain og sænkede stemmen, næsten konspiratorisk, men i virkeligheden var hun bare begejstret over at fortælle ham, at hun rent faktisk var glad.
Før hun næsten selv vidste af det strøg ordene ud.

. ”Well he forgave me quite quickly thank the Gods but it was awkward. He was walking down this deserted road totally oblivious and I just saw free dinner, you know but then I panicked because…well you don’t smell the same, but there’s something going on with your blood and I couldn’t possibly eat your brother so…we got to…talking instead and it was just like something sort of….clicked? We’ve been sending eachother letters ever since and everything is just sort of…brighter.” Hun skånede bade ham og sig selv fra at nævne den mere fysiske del af deres møde. Hvorfor skulle de dele den slags? Det virkede unødvendigt.

”Kain, I think we could be happy,” afsluttede hun i stedet, i et tonefald, som om konceptet af lykke på denne måde var hende lige så fremmed, som hvis nogen forsøgte at bilde hende ind, at hun kunne flyve, hvis bare hun prøvede.

Valentine kunne ikke mindes, at han nogensinde havde set broderen opføre sig så… humant. Selv ikke i Faderens varetægt. Selvfølgelig kunne sagtens have noget at gøre med det faktum, at Faderen altid havde ladet søskendeflokken tæve hinanden halvt ihjel før, at han så meget som overvejede at blande sig, hvorimod Genevira lod til at insistere på, at den slags kunne klares med en lille kop te samt en god, lang snak. Ganske vist var Valentine ikke i tvivl om, at det formentlig var metoden hun selv havde brugt til at overleve de mindre ideelle levevilkår i hendes tid før livet som uddød. En slags forsvarsmekanisme, om man ville. Benægtelse. Men… han fandt det svært at forklare, hvordan det næppe ville virke i hans sted, selvom han ellers havde gjort sit bedste forud for dagens besøg. For han havde aldrig ligefrem følt behovet for at dele ret meget mere omkring de traumatiserende år som barn, end det hun allerede vidste. For det var barndommen, hvor man stjal maden fra hinanden for ikke at sulte selv, og hurtigt lærte at sove med en kniv om natten, da kamptræningen rigtig satte ind. Faderen ville formentlig aldrig have ladet dem gå så langt som at myrde hinanden. Han brød sig trods alt ikke om spildt arbejde. Men han ville lyve, hvis der ikke havde været dage, hvor Valentine havde nået at tvivle på den idé. Hans egen overlevelse. Og resten af søskendeflokken, hvis han skulle være ærlig. Heldigvis var de aldrig nået så langt. I stedet var de bare blevet kasseret, som var de intet andet end ødelagte stykker legetøj.

“Ah yes… that’s me. Always looking out for my dearest baby brother. Someone’s gotta keep him on his toes.”

Lød det oprigtigt? Sikkert ikke. Heldigvis lod det til, at Genevira bar over med dem alligevel. For nu. Invidias næste konstatering, der nærmere lød som et spørgsmål, indbød dog heldigvis den perfekte mulighed for en lille pause, imens Genevira fik lov til at forklare den mere børnevenlige version af nattens forløb. Der var visse dele, som Valentine ville have elsket at tvære i broderens ansigt, men ikke her. Ikke nu med Genevira til stede. På det punkt fortjente hun alligevel bedre. Så han forduftede i behagelig stilhed, og ignorerede fuldstændig broderens stikkende blik i ryggen.

Valentine lukkede døren bag sig med et suk. Mændenes afdeling virkede heldigvis forholdsvis øde, så man bort fra en enkelt optaget bås. Dødssynden bevægede sig over mod et område med flere større spejle, hvor der ligeledes befandt sig et par vaskefade og andet, som man kunne bruge til at friske sig op med. Uden at tænke nærmere over det faktum, at Invidia lige så godt kunne vade ind af døren hvert øjeblik, rakte han ned mod bæltet og fiskede let den lille lommelærke fri fra sit gemmested. I en øvet bevægelse, skruede han låget af den smukt dekorerede beholder og lagde nakken tilbage, som han lod sig selv nyde en god slurk af væsken. Likør. Ikke hans foretrukne gift, men tilpas sød til ikke at vække mistanke blandt duften af parfumer og bagværk, og samtidig stærk nok til at give en tilstrækkelig form for rus. De blå øjne fikserede sig mod spejlbilledet foran sig. Flaskens sølvbelagte overflade spejlede lyset og farvede hans hud. Han så bleg ud. Træt.

“Sobriety is not a good look for me…”

Mumlede han, egentlig mest til sig selv inden, at endnu en slurk røg ned.

Normalt ville Avaritias forsvinden være den rene fryd, men det her show var langt fra overstået. Der var blot en pause fra hans konfrontation med sin broder, men han havde desværre ikke en ordentlig undskyldning for at gå. Gene var stadig i Avaritias hule hånd, og det fik det til at syde indeni ham. Og dog skulle han være varsom med sine ord. Ligeså meget eller lidt som han havde på Avaritia, ligeså gik det den anden vej. På det punkt var de nødt til at spille sammen, for ellers havde de begge tabt deres kamp om, hvem der egentlig havde Gene i deres hule hånd. Det spil var trods alt næsten umuligt, når hun var til stede. Opdagede hun, hvad der virkelig foregik imellem dem, så var det tabt. Trods alt, så nægtede hverken Kain eller Avaritia at lade den anden vinde, så det bedste man kunne håbe på var at lade den anden briste af sig selv.

At Avaritia havde gået ud på toilettet for, hvad end han nu måtte gøre, ville dog have været en fin afbræk, hvis det ikke betød, at Kain skulle lytte til hele den kærlighedshistorie, eller hvad man nu måtte kalde det. Uanset hvad havde han lyst til at kaste op. Han havde helt klart hellere set, at Gene faktisk åd ham rub og stub. Så var der et mindre problem tilbage. Men nej, held var sjældent noget, der var med ham.

Han lagde armene over kors og lænede sig tilbage i sin stol. Teen lod han være for nu. Den måde hun dog så håbefuldt faktisk troede på en lykkelig slutning mellem hende og Avaritia.. Han ville have grint højlydt over hvor absurd det lød, hvis det ikke netop ville ødelægge hans appel. "You believe he can make you happy?" Spurgte han endelig med en skeptisk toneleje. Hun var virkelig ligeså naiv som altid... "Or rather.. Wants to make you happy.." Han mumlede det mere til sig selv, selvom han bevidst gjorde det tydeligt nok til at blive hørt. Han rynkede på øjenbrynene. "And you have known him for how long?"

Genevira lod sig ikke mærke synderligt med Kains krydsede arme og kølige attitude. For nu lignede han virkelig bare, hvad han var. En irriteret lillebror. Hun havde ikke ligefrem forventet, at han ville være ovenud begejstret og kunne sådan set heller ikke fortænke ham i, hvis han ikke kunne se pointen i at høre en helt masse om sin brors…ja, hvad end man så skulle kalde det her.
Derfor bekymrede hans umiddelbare reaktion hende heller ikke voldsomt meget og hun brugte i stedet et øjeblik på at hælde sig selv en ny kop te og tage en bid scone. Det at skulle sluge den og en slurk te, gav hende også et øjeblik til at overveje sit svar på hans spørgsmål. Spørgsmål der, trods hun netop havde reflekteret over, hvor underligt lidt den reserverede attitude rørte hende, stak en smule. For kunne han da virkelig ikke tro på hende bare et øjeblik?

”We’ve known each other for about a year and a half. Or near enough as to make no matter. Most of it has been through letters but…Kain he is so kind it’s like…I don’t have to explain everything to him all the time, he just sort of gets it? He actually listens to me. It’s not a chore to be around him like it was with Timothy. I can just be myself and if we disagree on something we can talk about it. He hasn’t even hit me once.” Det sidste sagde hun, som om det var en magisk gave, man ikke kunne forvente at få af nogen og ikke blot et udtryk for almindelig menneskelig anstændighed.
Hvorfor skulle Valentine ikke ønske at gøre hende glad? Var de ikke glade sammen? Var det ikke netop, det han gjorde i forvejen? Gene betragtede Kain alvorsfuldt med de enorme mørke øjne, imens hun overvejede hvordan man svarede på spørgsmålet bedst muligt, pilede ved perlekæden om sin hals for at holde sine hænder beskæftiget imens.

”Yes. I do believe he wants that. And I want that for him too. We’re obviously very different people but…I think we’re good for eachother…I feel safe like this. He is not trying to make me into something I’m not…”