My Only, My Own (Edgar)

Sted: Edgars hus i Aquener
Omgivelser: Beskrives
Tid: En tidlig morgen, cirka en måneds tid efter Taliias besøg i Von Umbra huset

Himlen havde været blygrå, da Lenore og hendes tjenerinde Xenia var taget af sted, imens resten af verden stadig sov. Von Umbra huset havde været tavst som graven. Sigfred var bortrejst af forretningshensyn, ikke at hans tilstedeværelse tilføjede meget støj til nogen omgivelser overhovedet. I sammenligning med det døde sterile hus var den grå verden, de begav sig ud i et kærkomment syn. Og på trods af at himlen ikke længere bare var grå, men snare stod i et med havet i form af et voldsomt regnvejr, virkede Lenore mere levende end hun havde i ugevis. Hun havde fornægtet hestevognen, brød sig lidet om at tage heste med til sine og sin brors genforening af årsager, der kun ville være åbenlyse for Grays. Så i stedet var hun gået, med Xenia som sin tavse skygge, gennem en by, der stadig stort set sov eller i hvert fald blot gjorde sit for at undgå regnen, havde forladt selve byens minimale travlhed og orden for i stedet at følge snoede stort set ubetrådte stier til det eneste sted i Aquener, hvor hun følte nogen hjemlighed overhovedet. Og ikke tale om, at hun ville vente til et mere menneskeligt tidspunkt på dagen. Så snart hun havde fået at vide, at Edgar var ankommet i Aquener var hun selv taget af sted. Hun vidste, at han ville have gjort det samme. Tanken om at misse så meget som et sekund af deres i forvejen alt for begrænsede tid sammen, var…ja utænkelig.
Xenia gjorde sit bedste for at sørge for at fruen trods alt bekæmpede sin gensyns glæde nok til at dog at blive under den paraply, tjenerinden havde medtaget for at skåne hende for regnen, men Lenore lo blot af hende og konstaterede, at Sigfred måske ville give hende lønforhøjelse, hvis hun kunne påvise at den hustru, der voldte ham så mange kvaler kunne uskadeliggøres blot ved en smule regnvand.
Således dansede dæmonfruen videre hen af ensomme stier med havet og regnen som baggrundsmusik og sine ravne cirklende omkring sig. Et underfundigt syn som taget fra et eventyr. Man kunne nok have bildt et par bønder ind, at hun kom for at stjæle deres børn væk. Xenia var ikke bekymret for nogen ikke eksisterende børn, men mere for hvor meget hun skulle frygte geder indenfor den nærmeste fremtid, hvis fruen udover at blive antastet af inkompetente elverfolk nu også pådrog sig en lungebetændelse.
Sådan fortsatte det ind til det umage følge på en stejl klippeskråning nåede et snirklet og mørkt hus, der hvis ikke man vidste bedre, virkede pånippet til at styrte i bølgerne under det. Et hus der lignede, at det ville sluge hvemend der trådte ind, så de aldrig blev set igen.
Det var med totalt ufortrødne skridt, at Lenore stillede sig ved døren og bankede på. Hvis dette hus aldrig gav slip på hende igen, ville hun trods alt være lykkelig.

Velkomment tilbage, kære læser. De undrer dem måske allerede hvor balladen om vore kære dæmoner fører hen? Jamen følg med, træd ind i vore hjem. Også kendt som Requies Sanguinis, Blodets Hvilested, opkaldt naturligvis efter godset i de grønne skove, men vore omtalte dæmoner nød den svagt morbide drejning deraf. Forestil dem grå stenvægge, med hvirvler groet til af mos. Porte af sortnet bronze, og statuer af mægtige gedebukke. I Reuqies Sangines findes altid savn af ravne stemmer og somber musik i luften. Huset fandtes et ganske ensomt sted, for nogle at mene… men for andre? Oh der var væggens sprækker hvilested for afkræftede sjæle og sombre hjerter.  

De ser måske nu dem selv ved døren, den fortæller dem historier allerede, i sin mægtige mørke egetræs form. Udskæringer af øjne i himlen og bevingede geder. De er velkommen til at banke på, tag om dørhammeren, i bronzegedens mund, pas på de ukarakteristisk skarpe tænder, og pas på som de færdes videre. For når de træder ind, vil de møde en refleksion af ejerens hjerte. Ser de mon et kaos, eller en ro der kan sammenlignes med døden? Gardiner, som kunne ligne (eller bogstaveligt være) ligklæder. Vægge fuld af minder, lady Lenores broderier, Edgar Grays tegninger af søsterens minder, en udstoppet ravn.
 
Men langt vil de i nuværende stand ikke komme, fordi ved dørtærsklen findes han allerede, døden i velour, åh så munter er hans smil. Ved sin udkigspost ved verdens ende, så han sin kære lady danse kilometer bort, og i det kolde døde hjerte, antændes en ghostly flamme. Blot skulle han bevæge armen, da Oswald, en ældre herre, hvis aldrings linjer og hule cirkler ved øjnene, han fandt tilfredsstillende, tog violinen frem og fulgte sin spøjse arbejdsgiver ud af døren. Edgar, sin mørke bordoux kappe, med Lenores broderier, svingende bag ham, dansede sin kære lady i møde, som var var det det mest naturlige i denne verden.

Lyden af violinmusik blandet med regnens slag mod jorden, ville måske have fyldt de fleste hjerter med sorg. Det var ikke en munter melodi, der blev slået an til, men en ful af sorgfuld længsel, som vores kære dæmoner nu engang bedst syntes om det. Og lady Lenore Gray lyste da også op, som en patient, der efter lang tids sygdomsisolation endelig får lov at rejse sig og se solen. En halvvissen blomst, der endelig fik vand. At hun stod der midt i en verden af grå regn og vindomsust hav virkede ikke til at mindske hendes nyvundne glød, men snare at styrke den. De to tragiske elskere af den mest usunde og dog sørgeligt dedikerede slags, delte først ingen ord til gensyn. Først da deres komplicerede, hvirvlende dansetrin bragte dem tæt på hinanden og deres hænder fandt hjem i mellem hinandens fingre og de to i sandhed betragtede hinanden stilnede violinen efterhånden af. Ord var ikke nødvendige. Det der skulle eller kunne siges lyste ud af de to makabre søskendeægtefolk. Din manglende tilstedeværelse har plaget mig mere end noget andet, men nu er du her, og jeg er hel igen. Lenore trak kærligt sin sjæletvilling, så tæt på sig, som hun overhovedet kunne komme, uden at kravle ind under hans hud og leve i hans hjertes kamre. Lænede sig ind til ham, som om hun havde tænkt sig at smelte sit eget væsen sammen med hans. Hun sagde ikke noget, i stedet åndede hun bare tungt ind, som om hun først nu rigtig kunne få luft igen efter, at nogen havde forsøgt at drukne hende i afsavn.
Hun så op på ham, smilede strålende, muntert til ham og mærkede at hun eksisterede. Regnens kulde ville måske smerte hende senere, men for nu mærkede Lenore den knap nok. Det var kun de to eksisterede. Hvad var vejret så værd? Intet.
Et stykke væk fra vores to dæmoner, hovedpersonerne i deres egen lille forskruede verden, stod de to tjenestefolk, Xenia og Oswald og udvekslede kort et enkelt blik, der på trods af dets flygtighed sagde alt.
Det her er dumt. Får du nok i løn?

De to elskere af den dybt forkerte slags, de hører ikke til i den velkendte underverden. Nej hvis blot de kunne danse ind i en verden af støv og ånder, en verden hvor månens venskab og melankolske lege var alt af betydning. Et blik så langt borte, men af ømhed mere ægte end havets brise der omfavnede dem, skabte en hvirvel af sort Gray hår.

”Min egen… mit liv… min undergang”

Hviskede den sære dæmon endelig, til sin lady, som han strøg hendes ansigt. Efter hvad for på seere måtte ligne en evighed, tog han Lenore under armen og førte hende mod sit… (deres, i mere korrekte termer) hjem.

”Ser du!”

Udbrød Edgar, teatralsk som altid.

”Ser du, selv havet har forberedt en dans blot for din ankomst!”

Og en dans lignede skam, bølgernes galskab som bragte komfort for disse to spøjse sjæle.

”Lad os bede stormen er så utilgivende som lovet”

En munter, ødelæggende storm, som himlen såede… var lige hvad de to begærede. Og Requies Sanguinis, her ved verdens ende… tillod dem den perfekte udkigspost. Hvad for sømænd og bønder, var udsigt til et helvede, var for vore eventyrdæmoner en fryd. Hvilken bedre lejlighed var der? Til at danse i regnen med havens ånder? (Ja haven var i bogstavelig forstand hjemsøgt, hvilket jeg lover dem, kære læser, skal blive uddybet.) Skjule sine synder i mørket? Og fortælle romantiske historier med grusomme drejninger. Hvad Edwin, den ældste af de spøjse søskende været til stede, havde deres lege endt endnu mere bittersødt. Ja de tre havde delt en fornøjelse for makabre eventyr siden tidlig barndom. Lenore havde tusinder af gange påtaget sig rollen som den afdøde lady med en tragisk hemmelighed, som skræmte bønder havde grave hendes grav for hende. Edgar, en sørgende necromancer, en særdeles romantisk morder eller et væsen fra stjernernes land. Edwin… den søde, blide bror… ja han bar en forkærlighed for den helt store undergang. For det uvidende øje at skue, kom dette som en overraskelse, den ængstelige dæmon der forgudede døden. I hans yndlings lege, vil de tre børn skjule sig i en grotte og afvente denne verdens destruktion. Men tragisk vis (ifølge nogen)… var de vokset op uden forhindringer der nu kommer med underverdenens undergang. Så i deres kødelige stand, befandt vores to dæmoner i tale sig nu her. Men den søde søde brise af verdens ende… den skulle de nyde for en stund, som Edgar ledte sin lady tæt på skrænten af bjerget, hvor den voksende vind var ved sit mest brutale at føle.

Lenore så sig om med et sælsomt smil på læben, så væsner i havet, i vinden og i jorden, som kun hun kunne se. Trods alt, hvad var verden omkring dem, hvis ikke levende?

”Og vinden har sluttet sig til dem. Måske er også de elskende adskilt af ondskabsfulde omstændigheder,” sagde hun luftigt og strøg en lok fugtigt hår væk fra sin elskedes ansigt.


”Aquener er i sin kerne måske nok et ondsindet sted, simpelt fordi det ligger så langt borte fra jer andre og naturen bør ikke holde et heles dele adskilt på denne måde, men jeg har dog fundet det i mig, at respektere havet.”

Da hun først var flyttet hertil, hvis man kunne kalde et tvangsægteskab at flytte, stod hun ofte ved vandkanten så tæt ved von Umbra-palæet, overvejede hvordan det ville være at drukne.
Som en omfavnelse havde hun engang vurderet, hvis hun lå på havets bund længe nok, ville strømmen måske en dag bære hende hjem, men hun var aldrig nået så langt.
Mest fordi, at hun, den ene gang hun var nået til at gøre forsøget halvvejs igennem sin første graviditet var hun ret hurtigt blevet hentet tilbage igen og Agnes havde knap nok ladet hende gå to meter alene bagefter.
At slutte sig til altings moder og blive en del af havmiljøet havde lidt mistet sin tiltrækningskraft efter den oplevelse.
Men i dag var en glædens dag, det var bedst kun at dvale ved det tragiske, der kunne romantiseres, og det var der for disse to dæmoner, vil den skarpe læser hurtigt opdage, meget der kunne.

Ufortrødent fulgte hun med Edgar til kanten af klippen. Stod et øjeblik så tæt på kanten at blot et enkelt skridt mere kunne have sendt hende styrtende ud i tomrummet og ham med. For var de måske ikke for tid og evighed bundet sammen.
Hendes skørter var en ustyrlig hvirvel omkring hende. Usømmeligt ville både Agnes og Diana have insisteret, men det rørte ikke dæmonladyen, der havde travlt med at tage del i følelsen af ravnene, der legede i blæsten. Hendes sind et øjeblik splittet i flere dele, ind til hun satte sig ned med de ligblege ben dinglende udover skranten.

”Jeg har længdes i tusind år med kun månen til vidne, men nu kan hun hvile i vished om, at mit ønske er opfyldt.”

”Oh stormvinden er den yndigste af dem alle”

Ytrede den melankolske dæmon, som fortabt i sin elskers stormgrå øjne. Hvis blot hun var vindes ånd og han havets, kunne de efterlade denne verden i laser blot for en forlænget dans imellem dem.

”Vi er hjemme nu, min kære. Min kære kære Lenore”

Han løftede hende ved taljen, og rundt svingede de for galant til denne virkelighed. På randen af kløftens kant, hvor den mindste fejl så let vil styrte dem i døden. Et faktum, der blot forhøjede momentets romance.

Aquane havde været et grufuldt sted, som Edgar havde været forberedt på at forbrænde og pine hvis nødvendigt, da Lenore først blev giftet væk i så grove maner. Og en hævn på Von Umbra slægten var skam ikke glemt, den blot sat på hold, grundet besværligheder der nu fulgte med virkelighedens kvaler… såsom love. For den familie havde forvoldt dem dybe smerter… ikke blot afstanden men hvor tæt de havde bragt dem til en verden uden Lenore. En verden han havde lagt planer for. Efter Lenores tætte møde med døden, under den berygtede første graviditet, havde de to forsøgt at hvile i at væsnet hun voksede trods alt var deres, ikke så anderledes end de væsner de med fantasiens kraft havde bragt til verden. Men fejl tog de, for Lenores måneder af sygdom og pinsel begyndte snart, og ideen tilhørte ikke længere dem, men grandtante Agnes, som så inderligt ønskede denne drejning, et barn af reneste Gray blod. Og han havde lagt planer for Sigfred, bragt ideer til værks for byen og barnet… ja omkom hans elskede, ville barnet lide en grufuld død foran Agnes øjne, det samme vil han selv.

Kære læser vi er ude i morbide territorier, men trods alt er vi ikke nået til disse drejninger endnu. Nej Lenore kom sig… og kom sig igen, og Edgar byggede et hjem for dem begge at skjule sig I. Og her stod de, to elskere, hjemme… endeligt. Den sande grund til Edgars rejse, stod højest sandsynligt tættere i Edgars erindring end Lenores egen. Denne handelskvinde, og Blackfire klan… de havde Edgar ikke glemt. Men hans kære var i momentet så lykkelig, så lykkelig vil han forblive lidt længere.

”Du bad om min hjemkomst, min elskede”

Et øjeblik kunne Lenore kun blinke forvirret, som hun lyttede til Edgars ord.

”Gjorde jeg? Mere end sædvanlig? For sandt at sige, bad hun nok altid om hans tilstedeværelse og han det samme. Kære læser spørgsmålet var blot, om der var andre til at vidne det end dem selv. Det havde der været denne gang og Xenia havde, som den troskyldige (og velbetalte) tjenerinde hun var, under ekstrem rædsel for at få skylden for sin frues kvæler, skrevet det brev til Edgar, som Lenore havde bedt hende om.

Snarligt derefter havde Lenore glemt hele den hændelse, der havde ledt til hendes mentale sammenbrud og alle de folk, der havde været involveret. Hvis nogen viste hende Taliia Valcyriel nu, ville hun på ingen måde kunne genkende hende og at Sigfred var vred og skummende var også en mere naturlig hændelse, end hvis det modsatte havde været tilfældet, så hun havde ikke stillet spørgsmål til, hvorfor han var vred, hvorfor skulle hun gøre noget så dumt, når han nu koncentrerede det om noget andet end hende, trods alt?

Men nu, nu kom det tilbage til hende. Ikke klart, men glimtvis, en fragmenteret og forvirrende forståelse.

”Åh, det gjorde jeg vidst også,” sagde hun i det sælsomme næsten søvnige tonefald, som var hun kun netop vågnet og forsøgte at genkalde sig en drøm, der var ved at glide ud mellem fingrene på hende.

”Pirater, der er blevet til en handelsklan virker stadig mest, som om at det ville give forretningsmæssige problemer,” funderede hun uden rigtig at være til stede i sin egen samtale.

”Skal vi gå ind?” spurgte hun, da hun pludselig blev opmærksom på, hvor våd og kold, hun rent faktisk var nået at blive.

Edgar, som de nok kan se, kære læser, havde ikke glemt Taliia Valkyriel, nej langt fra. Han strøg sin elskedes ansigt som hun mindedes om de forbandede pirater. Forbandede skulle de skam blive, havde Edgar noget at sige, men for nu var Lenore vigtigst, skulle hun atter ønske at omtale truslen, vil han agere derefter.

”De er så evigt vis, min kæreste elskede”

Deres øjne fandt hinanden, og fortabt var de atter igen en stund. Et vindpust blæste dem nær af klippen, og galskaben af den dystre romance, fik begge til at le. Indtil Edgar tog sin elskedes hånd, og af hendes forespørgsel, førte dem indenfor i sikkerhed. Deres hjem, nær lige så kaotisk som deres sind… hver en krog besat af minder og skabninger de sammen bar med sig allevegne.

”Hvad ønsker du denne skønne dag, min kære lady?”

Hendes Ravne havde alle fundet kroge at sætte sig, de passede så perfekt ind i salen, at det det fik dæmonens hjerte til at briste. Gray familiens bånd med hver given familiar var stærkere end nogen væsner i sandhed kunne forestille sig. Men Lenore… Lenores bånd med fuglen, var nær guddommelig. En egenskab Edgar så som et af mange beviser på sin søsters overlegne væren. Der var verden omkring dem, og der var verden i Gray blodets orden… men mest ægte af alt, var verden de i søskendeflokken havde skabt kun iblandt dem. En verden hvor kødbæster drak af kontinentets fineste te og der intet skel var på liv og død.

”Du er smukkere end Aurelius eget skelet… du er smukkere end selveste livet og dødens evige dans”

Udtalte en desperat forelsket dæmon, herefter Oswald instinktivt hentede herren sit papir og kul. Hvorefter lord Gray gav sig til at tegne sin gudinde.

”Jeg stiller ingen krav, så længe du er her, du min mest elskede af alle guders skabninger,” ,” sukkede hun lykkeligt og betragtede sin anden halvdel, som om, hun kunne blive et med ham, hvis blot hun lod sig synke langt nok ind i hans øjne.
Måske ville det ikke være så slemt. Kun at eksistere som en tilstedeværelse i den andens sind og kød. På den anden side vidste hun, lige så instinktivt, som hun huskede at trække vejret, at den ene ikke ville overleve længe uden den anden. Sådan var dog trods alt disse to væsners tragiske lod her i livet.


”Måske ville det være i grunden være rart ikke at være våd,” funderede hun, som om hendes dyngvåde kjole først tyngede hende nu og det først reelt var gået op for hende, at dette kunne være et problem i samme sekund.
Fuldstændig ublu fik hun Xenia til at hjælpe sig ud af sine tunge skørter, hvorefter hun satte sig, som guderne eller hvad end væsen fra det dybeste og mørkeste helvede, nogen ville sige havde skabt hende, i en lænestol ved den knitrende pejs. Mest som om hun havde hængt sig selv til tørre, sad hun og hang med ryggen op af det ene armlæn og lange glasblege ben hængende dinglende udover det andet. På stolens ryglæn sad den ene af hendes ravne og tronede med vingerne foldet ud, som om den håbede, at den på den måde også selv ville tørre hurtigere.
Den lille grå ged Thomasin, der fornuftigt havde holdt sig inden døre, rejste sig fra, hvor havde halvsovet i et dunkelt hjørne og klaprede over for at blive klappet på hovedet, hvorefter hun lod til at gøre sit bedste for at vinde en præmie for ”bedste tæppekostume” foran pejsen.
En ravn svævede ned og tog i stedet plads på hendes ene horn.
Lenore smilede. Et sjældent ægte afslappet smil. Næsten søvndrukkent et øjeblik, før hun atter fik øjenkontakt med Edgar.

”Noget nyt hjemmefra, der ikke har nået mig i det gravkammer, de vover at kalde mit hjem?” spurgte hun.

”Ej kunne bør vi skilles blot i sekunder, var denne verden retfærdig…”

Sukkede den desperate dæmon, forundrende så han ud, med blikket langt borte… For herren havde skam planer for denne grufulde verden. Bøde ville den… så meget havde Edgar fastlagt. Og mon ikke snart…

Han kærtegnede skyggen han havde formet på sin ladys ligne i kul. Hendes skønhed ej mulig at fange is fuld sandhed. Selvom lady Lenore selv påstod hans værker mere sande end sit spejlbillede til tider. En dråbe af regnens gaver til hans hår, landede på kul kvindens skulder og vaskede væk de logiske begrænsninger af anatomien. Han smilede kort, for Lenore vil frydes derved.

Som hans lady så yndefuldt afklædte sig sit dække, smed Edgar egne klæder mod Oswald I hast, som var han klar til en duel for livet, og lagde sine ben over sin elskedes skød. Alt var på sin plads, deres kød forenet og ravne vågende over dem.

” De frodige skove er blot et fængsel uden de… som du ved min elskede. Edwin befinder sig fortsat i levende live… til sin store skuffelse… ”

Dæmonen smilede i forundring i erkendelse af sin kære bror, et af de få væsner Lenore var sikker i fandtes. Som en søn var den ældre dæmon for dem i virkeligheden, spøjst som det måske lyder.

”Ebenita græd forleden i dagevis… hvorfor mon vides ej, men det var ganske morsomt…”

Ja kære læser, som de måske nok har opdaget, har vore dæmon herre en sadistisk side til sig og mon ikke de kan regne ud, at Edgar havde noget at gøre med denne affære? Jah sagen var, at den berusede kvinde, vågede se på Edwin forkert. Så en ged leverede et besynderligt kunstværk. En kultegning af en gammel afgået elsker, i noget morbide kvaler. Jo og en hånd bevaret i eddike, altså nu erstattet med rødvin naturligvis.

” Villa de Sanguis, har mistet skorstensfejeren… finder du en passende erstatning skal det arrangeres.”

Ja kære læser, kender de ikke til Villa de Sanguis er de måske nok heldig. Ja ser de, skoven og dets ydre er beboet af adskillige landsbyer. Alle dæmonernes legeplads, mener de skam, men en… ja en meget lille en af slagsen, den tør de færreste forlade, på trods af at deres bosættelser ej nødvendigvis er frivillige. Ja den holder de to dæmoner især øje med, og tilføjer eventyrpotentiale til. Ja en plage af ghouls, en ”forbandelse”… ja kære læser, husk på… ser de geden, med bronzeklokker i horn og en lanterne i munden, er det allerede for sent.