My Only, My Own (Edgar)

Sted: Edgars hus i Aquener
Omgivelser: Beskrives
Tid: En tidlig morgen, cirka en måneds tid efter Taliias besøg i Von Umbra huset

Himlen havde været blygrå, da Lenore og hendes tjenerinde Xenia var taget af sted, imens resten af verden stadig sov. Von Umbra huset havde været tavst som graven. Sigfred var bortrejst af forretningshensyn, ikke at hans tilstedeværelse tilføjede meget støj til nogen omgivelser overhovedet. I sammenligning med det døde sterile hus var den grå verden, de begav sig ud i et kærkomment syn. Og på trods af at himlen ikke længere bare var grå, men snare stod i et med havet i form af et voldsomt regnvejr, virkede Lenore mere levende end hun havde i ugevis. Hun havde fornægtet hestevognen, brød sig lidet om at tage heste med til sine og sin brors genforening af årsager, der kun ville være åbenlyse for Grays. Så i stedet var hun gået, med Xenia som sin tavse skygge, gennem en by, der stadig stort set sov eller i hvert fald blot gjorde sit for at undgå regnen, havde forladt selve byens minimale travlhed og orden for i stedet at følge snoede stort set ubetrådte stier til det eneste sted i Aquener, hvor hun følte nogen hjemlighed overhovedet. Og ikke tale om, at hun ville vente til et mere menneskeligt tidspunkt på dagen. Så snart hun havde fået at vide, at Edgar var ankommet i Aquener var hun selv taget af sted. Hun vidste, at han ville have gjort det samme. Tanken om at misse så meget som et sekund af deres i forvejen alt for begrænsede tid sammen, var…ja utænkelig.
Xenia gjorde sit bedste for at sørge for at fruen trods alt bekæmpede sin gensyns glæde nok til at dog at blive under den paraply, tjenerinden havde medtaget for at skåne hende for regnen, men Lenore lo blot af hende og konstaterede, at Sigfred måske ville give hende lønforhøjelse, hvis hun kunne påvise at den hustru, der voldte ham så mange kvaler kunne uskadeliggøres blot ved en smule regnvand.
Således dansede dæmonfruen videre hen af ensomme stier med havet og regnen som baggrundsmusik og sine ravne cirklende omkring sig. Et underfundigt syn som taget fra et eventyr. Man kunne nok have bildt et par bønder ind, at hun kom for at stjæle deres børn væk. Xenia var ikke bekymret for nogen ikke eksisterende børn, men mere for hvor meget hun skulle frygte geder indenfor den nærmeste fremtid, hvis fruen udover at blive antastet af inkompetente elverfolk nu også pådrog sig en lungebetændelse.
Sådan fortsatte det ind til det umage følge på en stejl klippeskråning nåede et snirklet og mørkt hus, der hvis ikke man vidste bedre, virkede pånippet til at styrte i bølgerne under det. Et hus der lignede, at det ville sluge hvemend der trådte ind, så de aldrig blev set igen.
Det var med totalt ufortrødne skridt, at Lenore stillede sig ved døren og bankede på. Hvis dette hus aldrig gav slip på hende igen, ville hun trods alt være lykkelig.

Velkomment tilbage, kære læser. De undrer dem måske allerede hvor balladen om vore kære dæmoner fører hen? Jamen følg med, træd ind i vore hjem. Også kendt som Requies Sanguinis, Blodets Hvilested, opkaldt naturligvis efter godset i de grønne skove, men vore omtalte dæmoner nød den svagt morbide drejning deraf. Forestil dem grå stenvægge, med hvirvler groet til af mos. Porte af sortnet bronze, og statuer af mægtige gedebukke. I Reuqies Sangines findes altid savn af ravne stemmer og somber musik i luften. Huset fandtes et ganske ensomt sted, for nogle at mene… men for andre? Oh der var væggens sprækker hvilested for afkræftede sjæle og sombre hjerter.  

De ser måske nu dem selv ved døren, den fortæller dem historier allerede, i sin mægtige mørke egetræs form. Udskæringer af øjne i himlen og bevingede geder. De er velkommen til at banke på, tag om dørhammeren, i bronzegedens mund, pas på de ukarakteristisk skarpe tænder, og pas på som de færdes videre. For når de træder ind, vil de møde en refleksion af ejerens hjerte. Ser de mon et kaos, eller en ro der kan sammenlignes med døden? Gardiner, som kunne ligne (eller bogstaveligt være) ligklæder. Vægge fuld af minder, lady Lenores broderier, Edgar Grays tegninger af søsterens minder, en udstoppet ravn.
 
Men langt vil de i nuværende stand ikke komme, fordi ved dørtærsklen findes han allerede, døden i velour, åh så munter er hans smil. Ved sin udkigspost ved verdens ende, så han sin kære lady danse kilometer bort, og i det kolde døde hjerte, antændes en ghostly flamme. Blot skulle han bevæge armen, da Oswald, en ældre herre, hvis aldrings linjer og hule cirkler ved øjnene, han fandt tilfredsstillende, tog violinen frem og fulgte sin spøjse arbejdsgiver ud af døren. Edgar, sin mørke bordoux kappe, med Lenores broderier, svingende bag ham, dansede sin kære lady i møde, som var var det det mest naturlige i denne verden.

Lyden af violinmusik blandet med regnens slag mod jorden, ville måske have fyldt de fleste hjerter med sorg. Det var ikke en munter melodi, der blev slået an til, men en ful af sorgfuld længsel, som vores kære dæmoner nu engang bedst syntes om det. Og lady Lenore Gray lyste da også op, som en patient, der efter lang tids sygdomsisolation endelig får lov at rejse sig og se solen. En halvvissen blomst, der endelig fik vand. At hun stod der midt i en verden af grå regn og vindomsust hav virkede ikke til at mindske hendes nyvundne glød, men snare at styrke den. De to tragiske elskere af den mest usunde og dog sørgeligt dedikerede slags, delte først ingen ord til gensyn. Først da deres komplicerede, hvirvlende dansetrin bragte dem tæt på hinanden og deres hænder fandt hjem i mellem hinandens fingre og de to i sandhed betragtede hinanden stilnede violinen efterhånden af. Ord var ikke nødvendige. Det der skulle eller kunne siges lyste ud af de to makabre søskendeægtefolk. Din manglende tilstedeværelse har plaget mig mere end noget andet, men nu er du her, og jeg er hel igen. Lenore trak kærligt sin sjæletvilling, så tæt på sig, som hun overhovedet kunne komme, uden at kravle ind under hans hud og leve i hans hjertes kamre. Lænede sig ind til ham, som om hun havde tænkt sig at smelte sit eget væsen sammen med hans. Hun sagde ikke noget, i stedet åndede hun bare tungt ind, som om hun først nu rigtig kunne få luft igen efter, at nogen havde forsøgt at drukne hende i afsavn.
Hun så op på ham, smilede strålende, muntert til ham og mærkede at hun eksisterede. Regnens kulde ville måske smerte hende senere, men for nu mærkede Lenore den knap nok. Det var kun de to eksisterede. Hvad var vejret så værd? Intet.
Et stykke væk fra vores to dæmoner, hovedpersonerne i deres egen lille forskruede verden, stod de to tjenestefolk, Xenia og Oswald og udvekslede kort et enkelt blik, der på trods af dets flygtighed sagde alt.
Det her er dumt. Får du nok i løn?

De to elskere af den dybt forkerte slags, de hører ikke til i den velkendte underverden. Nej hvis blot de kunne danse ind i en verden af støv og ånder, en verden hvor månens venskab og melankolske lege var alt af betydning. Et blik så langt borte, men af ømhed mere ægte end havets brise der omfavnede dem, skabte en hvirvel af sort Gray hår.

”Min egen… mit liv… min undergang”

Hviskede den sære dæmon endelig, til sin lady, som han strøg hendes ansigt. Efter hvad for på seere måtte ligne en evighed, tog han Lenore under armen og førte hende mod sit… (deres, i mere korrekte termer) hjem.

”Ser du!”

Udbrød Edgar, teatralsk som altid.

”Ser du, selv havet har forberedt en dans blot for din ankomst!”

Og en dans lignede skam, bølgernes galskab som bragte komfort for disse to spøjse sjæle.

”Lad os bede stormen er så utilgivende som lovet”

En munter, ødelæggende storm, som himlen såede… var lige hvad de to begærede. Og Requies Sanguinis, her ved verdens ende… tillod dem den perfekte udkigspost. Hvad for sømænd og bønder, var udsigt til et helvede, var for vore eventyrdæmoner en fryd. Hvilken bedre lejlighed var der? Til at danse i regnen med havens ånder? (Ja haven var i bogstavelig forstand hjemsøgt, hvilket jeg lover dem, kære læser, skal blive uddybet.) Skjule sine synder i mørket? Og fortælle romantiske historier med grusomme drejninger. Hvad Edwin, den ældste af de spøjse søskende været til stede, havde deres lege endt endnu mere bittersødt. Ja de tre havde delt en fornøjelse for makabre eventyr siden tidlig barndom. Lenore havde tusinder af gange påtaget sig rollen som den afdøde lady med en tragisk hemmelighed, som skræmte bønder havde grave hendes grav for hende. Edgar, en sørgende necromancer, en særdeles romantisk morder eller et væsen fra stjernernes land. Edwin… den søde, blide bror… ja han bar en forkærlighed for den helt store undergang. For det uvidende øje at skue, kom dette som en overraskelse, den ængstelige dæmon der forgudede døden. I hans yndlings lege, vil de tre børn skjule sig i en grotte og afvente denne verdens destruktion. Men tragisk vis (ifølge nogen)… var de vokset op uden forhindringer der nu kommer med underverdenens undergang. Så i deres kødelige stand, befandt vores to dæmoner i tale sig nu her. Men den søde søde brise af verdens ende… den skulle de nyde for en stund, som Edgar ledte sin lady tæt på skrænten af bjerget, hvor den voksende vind var ved sit mest brutale at føle.

Lenore så sig om med et sælsomt smil på læben, så væsner i havet, i vinden og i jorden, som kun hun kunne se. Trods alt, hvad var verden omkring dem, hvis ikke levende?

”Og vinden har sluttet sig til dem. Måske er også de elskende adskilt af ondskabsfulde omstændigheder,” sagde hun luftigt og strøg en lok fugtigt hår væk fra sin elskedes ansigt.


”Aquener er i sin kerne måske nok et ondsindet sted, simpelt fordi det ligger så langt borte fra jer andre og naturen bør ikke holde et heles dele adskilt på denne måde, men jeg har dog fundet det i mig, at respektere havet.”

Da hun først var flyttet hertil, hvis man kunne kalde et tvangsægteskab at flytte, stod hun ofte ved vandkanten så tæt ved von Umbra-palæet, overvejede hvordan det ville være at drukne.
Som en omfavnelse havde hun engang vurderet, hvis hun lå på havets bund længe nok, ville strømmen måske en dag bære hende hjem, men hun var aldrig nået så langt.
Mest fordi, at hun, den ene gang hun var nået til at gøre forsøget halvvejs igennem sin første graviditet var hun ret hurtigt blevet hentet tilbage igen og Agnes havde knap nok ladet hende gå to meter alene bagefter.
At slutte sig til altings moder og blive en del af havmiljøet havde lidt mistet sin tiltrækningskraft efter den oplevelse.
Men i dag var en glædens dag, det var bedst kun at dvale ved det tragiske, der kunne romantiseres, og det var der for disse to dæmoner, vil den skarpe læser hurtigt opdage, meget der kunne.

Ufortrødent fulgte hun med Edgar til kanten af klippen. Stod et øjeblik så tæt på kanten at blot et enkelt skridt mere kunne have sendt hende styrtende ud i tomrummet og ham med. For var de måske ikke for tid og evighed bundet sammen.
Hendes skørter var en ustyrlig hvirvel omkring hende. Usømmeligt ville både Agnes og Diana have insisteret, men det rørte ikke dæmonladyen, der havde travlt med at tage del i følelsen af ravnene, der legede i blæsten. Hendes sind et øjeblik splittet i flere dele, ind til hun satte sig ned med de ligblege ben dinglende udover skranten.

”Jeg har længdes i tusind år med kun månen til vidne, men nu kan hun hvile i vished om, at mit ønske er opfyldt.”