Why? What for? Honestly? - (Taliia)

Sted: Aquerne, ved Abigail Mereforts hjem
Tid: Forår 1167
Vejr: Solskind
Emnepartner: @Taliia

Stille en dag i Merefort slottets gange, så stille… alt for stille fandt ladyen af huset sig, som hun strøg gennem hallerne i længsel. Husets gange var formidable, med gamle skibsdele inkorporeret i vægge og decor. Malet I hvide toner og pastel mønstre. En havfrue her og der i træudskæring og krystal vinduernes mønster. Sølv lanterner udskåret med billeder, billeder som blev til eventyr der i skygger dansede på væggene når mørket lagde sig.

Abigail Merefort havde helt og aldeles ondt af sig selv, som hun i en tom stue, på nær en tjener eller fem, smed sig på en divan der bar lignelse til en nobel pastel Krakken. Som klar til tragisk et maleri så hun ud, lyserød en dagkjole i blonder og sølv pindsvin broderet, en hat af hav skaller og skov blomster og de intrikate men dødelige handsker med knive til negle dækning.

Forladt af Lord Merefort måneder siden, da ægtemanden igen drog på eventyr til havs. Forladt efter fætter Calebs korte besøg. Forladt af et pindsvin, på vej i modsatte retning af hende i øjeblikket, i færd med at anskaffe sig drikkevand i stedet for at ligge i skødet på sin ejer alle stunder af døgnet. Kvaler, pinsel… hvad må en lady dog udholde?

En stemme afbrød dog den sørgmodige stilhed som en uigenkendelig tjenerinde informerede hende om en ankommen gæst. En elverkvinde, på Merefort ejendommen? Jah en ubuden gæst og intriger der følger, kunne Abigail måske nok mangle. Dog for hun op i… ikke ligefrem glade maner. Hun greb tjenerinden om halsen med den i knive, behandskede hånd.



”Hvad mener de med der er en ELVER PÅ MIN EJENDOM! ER VORE EJENDELS STAND AF MORSKAB TIL JER?”


Havde hun ikke stormet afsted og efterladt tjenerinden gispende efter luft og ar at tage sig til, havde hun hørt en ganske simpel forklaring. Lord Merefort havde bestil kvindens service I form af personligt besøg med sine handelsvarer, sorte opaler deres klan alene kunne tilbyde, derefter draget til havs og tilsyneladende uden at informere sin hustru om handelskvindens kommende besøg. Thomas var en mand der nød de finere sager i livet. Med sine Merefort blå silke dragter, bar han ofte smykker i dunkle toner og sære motiver af memento mori symbolik. Jah Juniper havde engang sammenlignede ham med en pastel kopi af Abigails onkel Edgar, en lignelse Abigail ikke brød sig om at undre sig for meget I dog. Og Juniper Graceling var nu også en af årsagerne til nuværende udbrud. Graceling forældren var elvere… elvere med skummel en smag i adoptivbørn endda. En hån havde den familie bragt på hendes ry og hendes pindsvin, derefter glemt Abigail som betød deres pinen af hende intet… Jah ikke at de resterende elvere havde gjort meget af et indtryk med deres sære magi og nonsense om lys levende væsner.

Ængsteligt et kaos var ladyen, som hun i vrede stormede den ”ubudne gæst” i møde.

Outfit: Skjorte, men i grøn silke. Lysegrå silke bukser, sort bælte (skjult af skjorten) og sorte læder støvler.

Taliia var ankommet sammen med en lille gruppe på femten folk, hvor racerne var blandet imellem dæmoner, shapshiftere, engle og mennesker.
Alle som en var klædt i finere klæder, af hensyn til besøget. De var i fuld gang med at stille de ti medbragte borde op i den hall, som tjenestefolkene havde modtaget dem i. På bordene blev forskellige kasser med sorte opaler i forskellige størrelser, former og farvespil. Alle stenene var slebet og hvilede på et lag beskyttende stof.
Hun kunne godt mærke på tjenestefolkene at de var lidt nervøse for at have hende her. Men Lord Merefort havde jo bedt hende om at komme, så gad vide om det var husets frue, der ikke var glad for elvere. Hun håbede ikke at det kom til at påvirke handelen.

Så snart folkene var færdige flyttede de sig om bag ved bordene, så de kunne assistere hvis Fruen ønskede at se en bestemt sten for sig selv. Til det havde de medbragt forskellige små podier hvor der kunne ligges et lille stykke farvet stof på og derefter stenen, så man kunne se hvordan stenen vil tage sig ud sammen med den stoffarve. De havde, i dagens anledning, taget omkring fyrre silkestykker med, i forskellige farver og nuancer. Ligeledes havde de et lille fremvisnings bord og tilhørende stol, så kunden fik stenene at se i en passende højde uden at kunden skulle anstrenge sig.
Taliia havde også snakket med nogle af folkene om de kunne have lyst til at tage instrumenter med, hvilket fem havde sagt ja til. Så de stod i en lille gruppe og var klar med lut, harpe, fløjter og små trommer, i det tilfælde at husets frue ønskede lidt musik.

Så snart fruen ankom, bukkede og nejede folkene for fruen. Taliia bukkede elegant og smilende. Stemmen var venlig og mild, samt i en tilpas samtalehøjde der sømmede sig for dette selskab.
”Vær hilset, my Lady. Vi er ankommet efter ønske fra Lord Merefort. Men jeg kan gætte mig til at han ikke er hjemme... ...Eller har informeret Dem om vores aftale, kan jeg fornemme...” Det sidste tilføjede hun efter et blik på fruen.

Det var ikke just et syn Abigail havde forventet skulle komme hende i møde. Stadig i fuld færd med at ynke sig selv og forbande denne verden, tilsyneladende skabt til hendes pinsel, som hun stoppede op foran selskabet. Det var ikke elvere med Gracelings families særprægede vulgaritet i klæder, som hun til tider misundende. Nej Juniper vil være ganske fornærmet over sammenligningen, hvilket bragte ironisk et smil på hendes læber en stund.

Selskabet bestod ikke blot af elvere, nåede hun at observere, som hun langsomt begiks sig omkring dem. Beskuede alle ansigter i stilhed, som hun i et forsøg på at etablere intimiderende en faktor, synliggjorde knive på handskerne i sine håndbevægelser. Ved noget det tilsyneladende var en engel, udlod hun et svagt nys. Om dette var et tilfælde, eller en passiv aggression? Ja det vil ladyen ikke uddybe.
En elver kvinde valgte at tage ordet, som Abigail nåede frem til hende. Blikket i færd med at anskue kvindens træk og præsentation. En kvinde I bukser, havde hun måske engang anset for hore lignende adfærd, abbedisser på Isle of Pearls vil have sagt sig enig. Men Mereforts, bar sig ikke lige så normativt ad. For svigersøstrene var det ikke usædvanligt at klæde sig i læder og intrikate rustningsdele, som almen praksis. At bære praktiske korsætter med våben hylster, over fine silke skørter var hverdag på havet, ikke valg Abigail selv som sådan havde taget til sig men vant til synet var hun nu. Så meget som hun end forsøgte at minde sig selv om Morgan og Hecates u-ladylike maner, kunne en vis charme, som Thomas søstre havde, ikke benægtes. Denne kvindes hår var nær til Merefort rødt, et træk Abigail til tider misundende, til tider afskyede. Se der var en stolthed i Gray familiens sorte hår, som der var i evnen de så desperat forsøgte at bevare. Abigail elskede måske nok sine mørke krøller, men de var også en påmindelse om, at hun aldrig kunne være en Merefort fuld ud. Denne elverkvindes hår var ikke en fornærmelse mod guderne(ud over at være for løst men det kunne forventes for elvere), hvilket til en grad irriterede Abigail, som ønskede det var mindre kønt.

Kvindens ord dog, de vækkede til dels Abigail ud af sin egen verden, som hun pludselig tog sig tid til at beskue forestillingen fuld ud. Varerne, musikken… alt til hendes fornøjelse, eller Thomas… men som han endnu engang havde fejlet at kommunikere med sin ensomme hustru, var handlen hendes at varetage nu.

Hun rakte en hånd ud til elver kvinden i ladylike maner, uden forventning om at hun skulle tage den eller kysse den, grundet de fem centimeter lange knive på fingrene, men hun ønskede at se en reaktion.

”Ah, Abigail Merefort…. min husbond er bortrejst… han må i sandhed have glemt deres ankomst, så travl en mand han er.”

Hun undlod at uddybe, hvordan hun selv var blevet glemt i denne sag. Stenene vist var smukke som sådan, han kunne se dem blive båret af sin husbond i brocher og ringe. Selv sin moder og onkel Edgar ville nyde synet af de mørke juveler. Men tiltænkt en gave til hende, det havde Thomas hvert fald ikke.


”…Opaler? Bad min husbond dem om specifikke instruktioner?”

Hun overvejede kort at skænke sin mand en gave, men måske i stedet han bør lide konsekvenser af at forglemme sin hustru. Der var dog én… en Abigail tænkte på, som vil så ganske nydelig ud i disse mørke juveler. Hun så på stenene, på alt andet end armbånd. Geneviras håndled behøvede ikke mere opmærksomhed. Især nu med… Doomsvilles øjne på sig…

”Er… disse sikre for vampyrer? Ikke noget af dette… lysmagi her og der?”

Taliia så godt de skarpe knive på Abigails fingre og sørgede for ikke at få sine egne fingre for tæt på dem, da hun tog den fremstrakte hånd. Hun bøjede sig og placerede et florlet kys på Abigails håndryg.
”Mig en ære... Mit navn er Taliia Leigan. Ejer af handelshuset ”Red Arrow”, som ligger ned til havnen.” Så snart hun var færdig med præsentationen, slap hun roligt Abigails hånd og rettede sig op igen. Hun havde stadig et smil på læberne, da hun fortsatte.
”Og ja det er en skam, da han skrev at han havde nogle ønsker som han ville kommer mere ind på her i dag. Men det betyder at De har beslutningerne, når han nu ikke er tilstede... Og ja. Opalerne er ganske sikre for alle racer.” Det sidste sagde hun med et bredere smil på læberne, mens hun tænke på at fruen havde en veninde eller et familie medlem i tankerne.

Taliia så lidt undersøgende på Abigail, mens hun tænkte lidt over hvordan fruen var ankommet.
”Lady Merefort. Tilgiv mig hvis mit spørgsmål er for upassende. Men har De haft problemer med andre elver?” Hun var klar på at spørgsmålet kunne give udfordringer, men hun ville heller have at der var ærlighed imellem dem.

En modig kvinde, denne Miss Leighan. Abigail måtte indrømme den upåvirkede gestus af håndkysset morende hende en smule. Men tiden måtte vise hvorvidt frygt eller opmærksomhed var hvad Abigail ønskede fra hende. For nu bar lady Merefort en mere end en anelse mistanke. Ja handelshusene var ikke et sted hun kom, disse tjanser tog tjenerskabet til sig. Eller Thomas tilsyneladende?

”Kender de min ægtemand godt?”

Måtte hun spørge, med snerpet fokus på ’min’.

Opalerne var ikke uden deres skønhed, de mindede om Doomsvilles nattehimmel på en helt speciel nat… En hun havde holdt fast i for længe måske, men hun havde haft lysten til at tvære i sin husbonds ansigt for at have svigtet hende den selvsamme nat. Alene havde han forladt hende… som så mange. Men i stedet for at visne hen, havde komfort fundet hende i form af en køn tjenerinde som så gjorde noget magisk ved ladyens ånd.

… Nu en herskerinde? Havde Genevira blot været en lord… og hun selv ugift. Det vil være en komfortabel eksistens, en hun ville være beundret i… Ikke efterladt alene med en elvere og hvad end...

Hun samlede en fint slebet sten op, for stor til at bære om halsen men sine funktioner kunne den have, i mere intime lege. Et smug smil på læben så hun tilbage på Taliia. Skulle til at spørge om juvelens pris, men kvinden nåede at tale først. Et uventet spørgsmål virkelig, måske fordi hun ikke forventede indsigt fra mange. Eller at handelsfolk eller tjenere skulle betvivle hende. Lady Mereforts elverfjendske tanker var ikke rationelle. I hendes verden kunne meget reducere en til underlegen et væsen. Ukendt blod, lysmagi eller blot en petty fornærmelse.

”… er det indrykket de har dannet dem? Hmm… ”

Betænksom var hun en stund, nu havde Abigail ikke selvindsigt nok til at analysere sine fobier for alle de ovennævnte ideer eller aflære systematisk indlærte problematikker… men slette oplevelser med elvere… dem var der rigeligt af. Hvordan mon man i ladylike forstand forklarer at Graceling familien er en flok fæle skøger med en adoptivbastard der ødelagde hendes liv?

”…Jeg mistænkte deres ankomst havde at gøre med en… vis slægt af… upassende forretning og fæle traditioner!”

Og vredere blev både ord og tone end tiltænkt.

Hun rystede let på hovedet ved fruens spørgsmål om hendes mand.
”Nej. Jeg har kun snakket med ham et par gange i handelshuset, når jeg er stødt på ham. Her for tiden er desværre ikke ofte at jeg er i handelshusets visningslokaler.” Hun havde en ide om at fruen måske var en smule jaloux og havde sine mistanker om sin mand. Ikke at Taliia skulle rode sig ud i den slags, ellers tak.
Hun sørgede altid for at de bekendtskaber hun fandt var unden partner eller kæreste.

Taliia lyttede roligt til fruens ord. Og jo mere hun hørte, jo mere fik hun en fornemmelse af at det havde noget at gøre med Juniper Graceling. En kvinde som hun aldrig håbede at se igen. Taliias ansigt blev selv mere stramt og stemmen blev mere hård mens hun kæmpede for at tale roligt.
”Hvis De tænker på Graceling familien, så kan De være ganske rolig. Jeg har så lidt med dem at gøre som overhovedet muligt.” Bare det at tænke på kvinden, gav Taliia en dårlig smag i munden. Hun havde lyst til at tale ned om den familie, men det var klogest at sige så lidt som muligt, da man aldrig viste hvem der var i deres lommer.

Ydmygende nok, kunne Abigail se, at hendes anklage for Taliias forhold til Thomas, ikke bar meget substans. Havde det mon været en besidderisk del af hende som afskyede selv de kvindelige tjenere i nærheden af ham? Eller var det hendes røde hår, som mindede hende om eventyrene han havde med sine søstre, de Abigail nu om dage blev ekskluderet fra? Jah absurd en tanke, at misunde familierelationer af sin mand. Men Gray familien havde vel så ofte ødelagt forståelsen af romance.

”Min husbond er en venlig mand… de bør ikke mistænke hans affektioner for andet end malplacerede højtideligheder. ”[/i] Følte hun alligevel trangen til at tilføje, i tilfælde af at denne elverkvinde skulle glemme sin plads som ubetydelig i Thomas verden… mere ubetydelig end Abigail…

[i]”Elona dal velsign deres hjerte… ” tilføjede hun, som var advarslen blot en forsikring fra kvinde til kvinde, om at Thomas intet at frygte var.

Hun stirrede blot på stenen i sin hånd en stund, smilende, nært bedårende…

Men glemt var selv den, som samtalen tog en drejning, der alligevel kom bag på hende. Graceling familien havde været et korrekt gæt, men hvor hurtigt kvinden nåede til denne konklusion en anelse mærkværdigt. Ikke just alle som vil indrømme sig i modstand mod en familie af så megen indflydelse, vulgaritet eller ej, var Graceling familien farlig. Så meget havde Abigail erfaret på eget pindsvin.

”Hvad ved de om Graceling familien?”

Startede Abigail ud med. Et spørgsmål der ikke burde til fare sætte hende selv at stille, men nysgerrig var hun. Om ikke andet til at fodre den obsessive del af hende, den afkrog reserveret til Juniper Graceling. Blot tanken om den sært avlede skabning fik et kuldegys frem i hende. Nej… det var ikke et Juniper Graceling forskyldt kuldegys det var… mere… det var koldsved? En dæmonisk kvalme? Uden mere omtanke om eleveres renhed, eller knivene på sine hænder, greb hun fat i Taliias arm som støtte.

Hun nikkede forstående til fruen. Det blev mere og mere tydeligt for Taliia at kvinden var af den jaloux type. Intet under når hun blev efterladt hjemme og manden tog ud på forretningsbesøg.
*Godt jeg ikke er af adelig slægt, ellers var jeg sikkert havnet et sted som dette.* tænkte hun.
Alligevel bukkede hun med et venligt smil ved fruens næste ord, som Taliia var lidt i tvivl om hvad skulle betyde.
”Og må Elonadel velsigne Dem og Deres familie.”


Taliias humør var dalet en del ved snakken om Graceling familien. Men hun var alligevel om tilstede til at hun reagerede med selv at gribe støttende fat i fruen, da hun så ud til at blive dårlig. Hvad knivene på fruens hænder angik, så bed hun tænderne sammen, da de ramte hendes arm og skar sig gennem skjorten. Hvis fruen trykkede meget hårdere så ville hun trække blod. Pyt, Taliia kunne heale sig selv hvis det var nødvendigt.
”Tag det helt roligt, my Lady. Har De brug for at sidde lidt?” En af folkene havde skyndt sig hen med den stol som de havde med. Og Taliia var klar på at hjælpe fruen ned og sidde, hvis hun ønskede det.

”Den familie, eller rettelse en af deres døtre har ødelagt rigeligt for min familie og mit handelshus.” Det sidste blev sagt så lavt at det nærmest kun var en hvisken og direkte rettet til fruen. Taliia havde ingen intentioner om at skulle fanges i at snakke åbent om den familie. Selvfølgelig var der en risiko eftersom hun ikke kendte fruen her, men det lod til at fruen heller ikke havde meget tilovers for den familie.

Abigail Lenora Gray Merefort var et kompliceret individ. Så meget kunne enhver, der havde tilbragt mere end et par minutter med fruen indrømme. Den jaloux type, som handelskvinden havde deduceret sig frem til… var en underdrivelse, skulle vi beskrive hende i dybden. Vrede, vrede var ikke uvant hellere bag det dukkelignende ansigt og de flæsede kjoler. Og ser var der de særheder som kom med adlen og Gray blod. Så at antage, at nuværende nedbrud hos ladyen, var forskyldt udelukkende af an fobi for Graceling familien… det kan man ikke helt bebrejde Taliia Leigan for. Det var sådan set også Abigails egen første antagelse.

”Juniper Graceling… en utroværdig skøge af usselt blod og hun ødelagde mit liv…”

Hvæsede Abigail, ikke højt nok for alles øre men nok for elverkvinden at høre, som hun satte sig på den første overflade hun kunne ane, lige blandt Taliias ædelsten. Udbruddet chokerede hende selv, ærligt var det skam. Men denne ærlighed var i de finere cirkler ikke tilladt. Ikke hvis man begærede sin families sikkerhed. En familie som Graceling elverne, havde endda formået at snige sig blandt i Gray familiens gode vilje. Gray familien, der lå blandt de mest traditionelle af adlens stand, og så stort ned på nyrige huse. Der var kusine Lena og hendes hundehvalpe lignede besættelse med Graceling datteren. Onkel Edwins delte fascination for knive og uanstændigheder, delt med Cornelius Graceling. Og grandtante Agnes, som jo nok mest så Graceling parret som sine brugbare kæledyr, den eneste vis hvorpå nyrige venner var acceptable at beholde, i den ældgamle generations traditioner. Ja det var blot nogle af familiens tilknytninger til kryddermafiaen, men sorger bragte det Abigail. Som nu græd i en fremmed elverkvindes arme.

”…Jeg mente ikke disse ord… i bogstavelig forstand! Jeg befaler dem at glemme denne ydmygelse af et udbrud! Jeg ser ud til at lide af…”

Abigail forsøgte at redde sig ud af sit tidligere udsagn. Desperat og ikke specielt elegant lød hun, Abigail var måske ikke kendt for sin påpasselighed, men den vrede der havde blusset frem i hende, den skræmte hende. Og nok var hun klar over konsekvenserne ved at sætte sig i konflikt med Graclings. Panisk forsøgte hun at finde ord, at forklare sig ud af denne kabale på, men heller ej kunne hun risikere en indlæggelse for hysteri ved Firehope hospitalet, som hun kendte så mange grufulde historier om. Men hvad ladyen fejlede var ikke blot den uforklarlige vrede eller koldsved. Nej hendes hoved har været nær at pine hende til døde, og det hele kunne ikke skyldes ej Junipers minde eller for mange hårnåle. Hun havde vågnet op med en kvalme, der igen vendte tilbage netop nu. En dæmonisk en af slagsen. Og… og så havde ladyen endnu ikke noteret sit forsinkede måneblod. En læge eller grandtante Agnes havde for længst diagnoseret sig frem til tegnene på et barn at vente… men fru Merefort var blank.

”Jeg oplever meget uheldige symptomer på… som jeg beder at må overkomme i levende live”

Fik Abigail udtalt, i håb om at hendes medlidenhed og ynk for sig selv vil overføres til den fremmede handelskvinde.

Nogle af folkene så lidt bekymret på det bord, som Fruen havde sat sig på, men Taliia var ligeglad. Hun smilede og nikkede forstående til Fruen.
”De har intet at frygte. Jeg kan kun være enig i Deres ord om den kvinde.” Hun så roligt på Fruen og genkendte de begyndende tegn, hvilket fik hende til at smile mere varmt, som en moder til en kommende moder, da Fruen mindede hende lidt om sig selv, da hun havde båret Kat under sit hjerte.
”Disse uheldige symptomer. De minder meget om det jeg selv oplevede, da jeg ventede min datter. Kvalmen om morgenen, humørsvingningerne og trangen til mærkelige sammensætninger af madvare, for at nævne nogle få. Jeg kan dog forsikre Dem om at glæden ved at holde barnet i sine arme og se det vokse op; ja, det gør hele ubehaget vær at komme igennem. Også selv om det ikke virker sådan.”

Taliia holdte øje med Fruen, i det tilfælde at hun skulle få det mere dårligt.
”Må jeg byde Dem noget køligt at drikke eller noget frugt?” Kort efter at Taliia havde spurgt Fruen, kom to folk hen med en bakke hver. Den ene havde en skål med blandet frisk frugt og den anden havde en flask med køligt vand og en flaske med mild og sød æblevin.

”Hun begravede mig i sand en afskyelig dag og efterlod mig natten over…”

Åh nej åh havets herre hvad havde hun mon sagt, Igen? Mere skam på sin familie og antagonistisk færd med Graceling familien, det havde hun ikke råd til at bringe, hun hulkede i sin ynk for sig selv og havde blot denne elverkvindes, og de andre hvad en for nogle væsners ord for den lovede diskretion. Men Taliias rolige ord lød til at involvere sandhed, var hun ikke i færd med en nedsmeltning, havde hun været fristet til at afhøre hende om disse Juniper Graceling skandale. For jo, ser de, denne rivalisering mellem Abigail og Juniper var ingen helt sikker på årsagen til, ud over de almene stoltheder og fordomme der opstod i finere kredse. For hvad kongruerede de for? Var det status af perleøen? Var det Lenas opmærksomhed? Var det blot faktummet, at Juniper nægtede at lade sig påvirke af Abigails had til den grad fruen ønskede? Men fortsatte gjorde hun.

”En krabbe måtte reddes ud af mit hår, en LEVENDE KRABBE!”

Denne fortælling havde hendes ægtemand i tidernes morgen af deres trolovelse fundet ganske morsom, og foræret hende en krabbe besat af safirer til sin ladys hår. En ganske romantisk gestus, som igen… ingen jalousi fra Juniper Graceling fremkaldte.

Så meget som hun med glæde vil have fortsat med at fortælle historien, både på tragiske (to ubemærkelsesværdige lokker af hendes hår måtte amputeres) og romantiske grundlag, var ladyens pludselige sygdomstegn en hindring. For både historier og elverracisme.

Som Taliia nævnte alle hendes problemer fra den seneste uge, stirrede hun blot ud i luften, som hun forsøgte at sammenkæde sin situation. Hun havde skam forberedt sig på at bære arvinger hele livet, som de fleste ladys nu gjorde. Men dette betød… mere sygdom, mere opkast, mere grå hud og mat hår, at… hun ikke kunne passe sine kjoler de kommende baller!

”Hvorfor?!”

Var det eneste hun for nu kunne ytre i komplet chok. Hun drak nær hele flasken af vin, som elverkvinden tilbød, og så gik sandheden op for hende. Thomas afrejse dato… og Calebs ankomst. Barnet var… en bastard? Lady Merefort udlod et skrig af fuld styrke, i hvad der føltes som flere minuttet. Et pindsvin stoppede op, også i chok, og så på Taliia i forvirring.