A differents of deals

Langt om længe en næsten tilsyneladende rolig nat i det intrikate heksehus. Haven var smuk selv i sin usædvanligt overgroede stand og nattens manglende lys. Den ilderamte tjener fløj gemt i mørke, så huset ganske charmerende ud, overgroet af rosenstokke og skær af stearinlys fra runde malede vinduer. Næsten idyllisk som en sort kat sad godt gemt i æbletræets blade og nattens mørke og få roser bar blomst allerede, et tegn på bedre tider at komme. Væk fra idiotisk oprør væk fra Ludwigs rester af indflydelse. Væk fra dæmonfruens besvær i at hyre levende og tolerebare ladies maids. Mange historier bar huset allerede på trods af Madelena Grays kun få år lange bosættelse deri, dystre af slagsen. Ulykkeligt ægteskab, en nær uddød slægt og en traumatiseret kat. Men intet af dette var ved første blik synligt.

Madelena Gray selv kunne findes i dvale ved den varme pejs. Rolig så hun ud, for en gangs skyld langt om længe. Men meget ro er der ikke at hente for en fordrejet dæmon sjæl med et mord eller tre i bagagen.

Selvfølgelig tre godt begrundede nogen af slagsen mente lady Gray. Ægtemanden valgte sin skæbne som han i raseri havde grebet om katten, holdt en pisk som han gjorde for slaverne inden Lena nåede til undsætning. Et kvaj havde han været et fælt et af slagsen. Bedre skjult var raseriet af en patetisk mand end ved den ældste sviger bror, en som i offentlighed vil disciplinere sin hustru i verbalt forstand og bag skjulte døre… ja Lena havde set hendes mærker. Den tredje bror, præst det var en ubelejlig fornøjelse men havde han holdt sig bort og holdt mund var han måske stadig i de levendes verden. Hvorfor nogen vil savne dem overhovedet, gik over hovedet på Lena men inden hendes egen død havde den ældre Haynes mors gråd havde nået at spredes til en flok dedikerede kvaj med alt for mange overflødige kors liggende åbenbart. Ikke at den stolte lady Gray var kendt for at indrømme bekymring men ubekvemme var truslerne og artefakter man brændtes af at fjerne af vejen.

Dette hus var, lige som så mange andre i dette område, et nydeligt hus, selv til trods for at haven, der endda i denne form så flot ud, så en kende upasset ud, i forhold til hvad man normalt ville forvente. Så lydløst som nærmest kun en vampyr kunne gøre det, bevægede Renata sig gennem haven, mens hendes øjne faldt, på hver en lille detalje i hendes omgivelser. Selv den sorte kat, der sad lige så pænt og gemt, kunne ikke undvige hendes blik, der ville møde kattens blik, skulle det ske at det kære væsen, valgte at kigge på hende.
Så snart hun nåede til have døren, rakte hun en hånd frem, og strøg revnen mellem døren og karmen. I takt med at hun strøg denne, blev en smule af hendes rustning flydende, og flød op til hebdes hånd, så det blev smurt ud på det hun rørte. Det flydende metal, der fulgte Renatas vilje, gled ind i det minimale mellemrum, der var at finde mellem døren og dørkarmen, kom ud på den anden side, og bevægede sig ned til håndtaget, samt hvad end der måtte være af låse mekanisme på døren. Hun brugte metallet til at teste om døren var låst, og hvis den var, ville hun låse den op, før hun langsomt åbnede døren, trådte inden for, og lukkede den efter sig.

Nu hvor hun var inden, bevægede hun sig hurtigt. Hendes næse fortalte hende, at der kun var et menneske lignende væsen i huset, udover hende selv, og hendes lettere sultne mave, gjorde at hendes ører var mere fokuseret på lyden af hjerteslag. Hun gik derfor direkte efter den milde lyd, af et roligt hjerteslag, blot for at finde sit mål, siddende foran hendes optændte pejs.
"Intet dufter bedre, end blodet fra et velfodret offer!"
Sagde hun i et uhyggeligt mildt toneleje, situationen taget i betragtning. Hun valgte at lade sin tilstedeværelse blive kendt, da hendes klient ikke havde nogen specifikke ønsker til, hvordan mordet skulle klares. Det tillod hende at gøre som hun ønskede, så længe det ønskede resultat, blev gjort til virkelighed, så det gjorde hende ikke så meget, hvis hendes mål, gjorde situationen lidt mere spændene, med en uforventet reaktion.

Den fremmede mistænkte hun først for at være endnu en af dem, ja et kvaj med hellige trusler. Kors, lysmagi… hvad end objekter hun havde fundet i sin have de seneste måneder. At den fromme Haynes familie kunne bære indblande en dæmon i slægten var en skandale i sig selv, da brødrene omkom… hjalp det vel ikke lige frem. Selv begravelsen så noget makaber ud. Som dæmonfruen måtte stå slørklædt på afstand af kirken som ægtemanden blev lagt i grav. Denne skikkelse dog, bevægede sig mod døren til havens side, nok kløgt til at holde sig fra hoveddøren hvor diverse gaver var blevet lagt. Desuden bevægede den fremmede sig listigt, usædvanligt for et menneske ville det have været. Kattens blik fulgte sit objekt som hun så let lukkede sig ind. En evne af en slags antog hun, en mission? Usædvanlig en af slagsen, noget af en selvsikkerhed at have for en gemen indbrudstyv. Husene her vil normalt være bemandet af tjenestefolk desuden, så en enkel en af slagsen måtte stole noget på sin sikkerhed eller besidde et dødsønske. En opdatering på låse måtte hun skrive bag øret hvert fald.

Katten fulgte på afstand, eller rettere fruen i kattens form gjorde indtil figuren havde infiltreret bygningen, uden at gøre sig tilkende, fandt hun vej ind af en lille skjult indgang. Ikke andet end fuglemotiver af træudsmykning lignede den lille skjulte kattelem som nu førte fruen til en fløj væk fra haven, hvor den besøgende var trådt in. Lavinia havde været den rette kat besidde en dag som i dag. Ericas frygt iblandet i fruens egen velskjulte ængstelighed, kunne have slået ind og skubbet Lena bort og Archibald… jah killingens mangel på kontrol var… stadig for ukendt. Hun bevægede sig mod egen krop uden tid til at beskue den mystiske gæst yderligere. Kun lige tæt nok på til at springe tilbage men langt nok fra til at undgå afbrydelser af denne forestilling.

Og samme sted fandt gæsten hurtigt frem til. Som hun talte åbnede Lenas øjne, som sindet fandt sig tilbage i dæmon formen. Belejligt var det ikke med en sulten og ubuden gæst, i et hus tømt for tjenestefolk især. I det mindste var hun anstændigt nok klædt. Nu ikke til samfunds bal men for en ubuden affære gik det. I sin Gray bordeaux aftenkjole med perleøs signatur blonder i krave og manchetter med en vinblads hat af ametyst druer som holdte et slør for håret. I gyldne og grå toner kunne detaljer af perlemønstre findes, den opmærksomme seer vil se gengivelser af Doomsvilles arkitektur. En stund var hun stille, så den fremmede i øjnene i veltrænet monoton maner.


”…De er sulten? Det er sørme ubelejligt. Kan ske for de bedste af os”

I håb på at sarkasmen og manglende skælven vil forvirre beskueren fortsatte hun.


”Det er ikke mit første attentatforsøg bare så de ved det… set dem ned vi har hele aftenen”

Nu hvor hun stod overfor sit mål, kunne Renata svagt mærke noget bekendt over hende. Noget der fik hende til at tænke på katten udenfor, som hun til at starte med havde regnet med, bare havde siddet og hygget sig, i nattens mulm og mørke. Hvad end det gik ud på, måtte hun vel se tiden an, for at se om det måske var noget, hun ville lære mere om senere, eller om det var noget hun bare måtte lade stå, som endnu en ting hun ikke ville lære mere om.
"Hvorfor undre det mig ikke, at dette ikke er deres første gang? Kunne det have noget at gøre, med de underlige fanatiker typer, der bestilte attentatet på dig? Eller er der måske noget andet, der ligger dybbere?"
Spurgte hun med en mystisk, mistænkelig stemme. Hun virkede ikke lige frem uvant med denne situation. Det var trossalt heller ikke færste gang, hun stod overfor et mål, der opførte sig selvsikker, eller på anden vis upåvirket, når de stod overfor nogen der var brudt ind i deres hjem. Med lydløse skridt, som nærmest kun katte og vampyre kunne gøre det, bevægede hun sig mod Gray, ikke for at gøre hende ondt, men for at se nærmere på hende.

Da Renata bevægede sig om bag hende, lænede hun sig kort frem mod hende, i tilfælde af Gray havde hår hængende ned omkring halsen, fjernede hun let hendes hår med en finger, for at dufte let til hendes hals, mens hun bevægede sine hænder op, til de var oppe omkring Grays hofte højde, uden rent faktisk at lægge hånd på hende. Renata var i gang med at mærke efter metal, så hvis Gray havde nogen metaliske våben på sig, ville hun kunne mærke det, og hun kunne bruge sin evne, til at fjerne det fra Grays person.
"Hmm interessant duft! Måske jeg skulle blive hængende lidt, og finde ud af hvad du er for en!"
Alt efter hvor Gray ønskede at sidde, overfor denne fremmede der var dukket op i hendes hjem, ville Renata sætte sig, så hun kunne se Gray i øjnene. Hun lagge det ene ben over det andet, lænede sig tilbage så hun sad behageligt, og så på Gray med et lettere sultent blik, blandede med nysgerrighed.

Det ubudne væsen havde bekræftet allerede et væld af information. Nok til et håb om at hun var op for lege frem for ja… et hurtigt skud i panden på sit offer. Naturligvis havde lady Gray efter måneders trusler ventet, forberedt, haft kattene på udkig. Hvornår mon de vil slå til og om de vil overgå absurditeten i sidste forsøg af moderens dumdristige elsker. Og nu var tiden inde, for store kujoner til at møde op i egen krop, gode kirkedrenge kunne ikke få sig selv til det måske… altså en hær bevæbnet med fakler og høtyve ville have været en ydmygende kliche for dem såvel som trist en død for en åh så teatralsk Gray lady, så en del ros måtte hun give dem. Mon de dog så ironien i at sende hvad end væsen det her er? Denne listighed og appetit var noget umenneskeligt bekræftet, noget der kunne overgå hendes egen styrke i høj mistænkelighed. Var kvinden vampyr ville hun af natur have fordele i styrke, var hun dæmon… jah rustningen og indbruds hobbyen indikerede jo yderligere træning end hun selv kunne mestre. Nok havde Lena været akademiets darling med en skinnende æresbroche at vise for det, men de fysiske færdigheder havde Madelena ikke fundet sin styrke i, en kamp var udelukket.

Kvindens ord havde fået en del af besøgets natur til at falde på plads, men spørgsmål var der stadig rigeligt af.

”Tjah nu behøver du vel ikke kende hele min attentathistorik gør du? Hmm lad mig sige det sådan, som otte årig kom jeg igennem og kvajet gav en del mindre information af sig end dem. Så det fascinerer mig, hvad deres spil i virkeligheden er?”

Dæmonfruen håbede mystificeringen af sig selv vil danne nok interesse i gæsten. Men i kontrol var hun trods alt ikke. Figuren måtte være tilvant hvad end… hvad end pågældende stykke skulle forestille. Stille forblev Madelena Gray som den fremmede kom nærmere, beskuede hende med sult af en form. Hunger? Begær? Afsky? Kvinden kunne ikke læses og fruen stod stille, bevarede sin værdighed som væsnet så ud til at markere sin position øverst i fødekæden. Væsnets sære bevægelse af hånden nåede Lena kun undre sig over i en kort stund før en rysten, en smerte spirede fra dæmonens øre, som om øreringene var kommet til livs og skippet etiket undervisningen. Et forpint støn undslap den forvirrede dæmon frue som to perledekorerede bronzeroser faldt til gulvet. Hun så blot på smykkerne en stund i forundring, hændelsen bragte flere spørgsmål og måske svar, var figurens akter ved dørens lås af samme kategori? Tilbagekald fra sine tankers løben blev fruen som den fremmede kvinde talte, sin yndige kolde fatning måtte hun genvinde. Svagheder ville denne figur nødigt falde for. I rolig maner nejede lady Gray og satte sig i den drue mønstrede mahogni lænestol så hun kunne se kvindens ansigt perfekt belyst af pejsen, men hendes eget lå blot halvt eksponeret.


”Manerer nok til at komplimentere de hvis hjem de invaderer? Hmm bravo. Ønsker de et glas vin? De finder bærer i skabet bag dem”

Lena nikkede mod karaflen foran sig, måske vil denne ubelejlighed bringe mere morskab med druesaft hvem ved.


”Nu er de jo en ubuden gæst i mit hjem, så det er vel kun fair jeg får lidt i gengæld for min… gæstfrihed ikke?”

En magt af alvorlig fatning havde den fremmede kvinde vist, og information måtte lady Gray give for at overleve natten, men en hver hensigt havde hun om at få sine egne spørgsmål besvaret, sin sikkerhed bekræftet.


”Lad mig starte blidt ud, de er her på grund af nogen ”underlige fanatiker typer” ikke venner af væsner som os, nødigt kære bekendte af dem personligt. Så… hvad er situationen? Hvor fandt de dig? Jeg tvivler på de gør tjenester for fanatiske kvajpander for ingenting?”

Dette begyndte at virke interessant. Det var ikke tit, Renata fik muligheden for at snakke med sin mad, de fleste blev trossalt bare spis på stedet, og ofte virkede de ikke lige frem som væsner, hun gad at spilde tid på alligevel, før hun gjorde sin ting. Men den her lille lækkerbisken, ønskede at overleve dette møde, hun kunne mærke det, selv gennem den fine facade, og lige som Renata, var denne fine lille ret, bekendt med følelsen af at tage andres liv, omend det nok var på hendes egen måde.
Med rolige skridt, bevægede Renata sig hen til en stol, som hun satte sig til rette i, hvorefter hendes øjne endnu engang faldt på Madelena, med et blik der mindede mere om nogen, der kiggede på et fint måltid, end nogen der så på en samtale partner. Det var nu op til Madelena, hvordan denne aften ville gå. Ville hun være i stand til at få Renata, til at se på hende som andet end mad, eller ville hun blive fortærret, inden natten var omme?

"Måske en omfattende fortælling om deres attentat historik, ville være lige i overkanten, omstændighederne taget i betragtning! Desuden er jeg ikke selv typen, der går og snakker om hvad jeg har opnået, så måske det er for meget at forvente, fra andre at gøre andet?"
Hun lavede en let bevægelse med hånden, der fik bronze øreringene på gulvet, til at flyve hen til hende, nærmest som om de havde deres egen vilje. I takt med at deres samtale fortsatte, fik hun dem til at svæve i ring over hendes håndflade, som var de et legetøj for hende.

"Jeg drikker ikke når jeg er på arbejde! Eller rettere.... jeg drikker ikke alkohol specifikt, når jeg er på arbejde!"
Hun lavede en lille gestus med hovedet, da hun nævnte det med alkohol, da hun før havde oplevet livs truende problemer, efter at have drukket blodet fra en der var fuld.
Et smil kom frem på hendes læber, da hun hørte Madelenas næste ord. At kalde dette gæstfrihed, når man stod overfor et væsen der var brudt ind, med intentioner om at dræbe, var noget hun sjældent hørte. Og så endda at kræve informationer, i en situation som denne? Det så ud til at denne lækkerbisken, var mere vovet end Renata havde regnet med. Måske det var meget godt, at hun ikke havde sat tænderne i hendes yndige hals, ved først givende lejlighed.

"Så nu vil du have informationer? Hvor nuttet! Det er sjældent jeg snakker med min mad, men jeg er ret sikker på, at de fleste ikke ville spørge om informationer, i en situation som denne! Er du sikker på, der ikke er noget andet, du hellere kunne tænke dig?"
Hvad ville normale væsner mon spørge efter, hvis de kunne snakke med den der ville spise dem? Deres liv? Nåde? Sikkerhed for nogen de holdt af? Renata vidste ikke meget om den slags, men det betød ikke så meget for hende. For hende var det nok ikke så relevant, da der ikke rigtig er så meget i naturen, der spiste vampyre.
"Okay, jeg leger med! De fandt mig, gennem en af mine tidligere klienter! Jeg efterlader som regel kontakt metoder, hos mine tilfredse klienter, så de kan kontakte mig igen hvis nødvendigt, og så andre der søger mig, og som har råd til min service, kan få kontakt til mig gennen disse! Det er dog sjældent nogen lader tosser, såsom de der fanatikere få kontakt til mig, og jeg plejer heller ikke at tage jobs fra dem! Men lige i dette tilfælde, havde jeg ikke meget at lave, og da de nævnte at jeg kunne spise målet, accepterede jeg opgaven! Trossalt foretrækker jeg vel fodret væsner, selv en slank lækkerbisken som dig, har alt muligt lækkert i blodet, fordi du har råd til at spise ordentligt!"

Den fremmede kvindes greb på øreringene satte nogle brikker på plads. En form for metalbetvinger måtte hun være, en magtfuld en af slagsen. Med et vist flair for showmanship oven i, dertil kunne Lena relatere.


”Sikke bedårende et trick, jeg er sikker på de er fuld af dem. Jeg mener det skam, men at bryde ind i mit hus og kaste rundt med fruens smykker er vel en smule ubehøvlet ikke?”

Sagde hun efter stunder af forundring, blikket i sigte mod gæsten, så nonchalant en tone som muligt fra et ...næsten mordoffer.

Lena hældte sig en kop af faderens vin, smagte på druesaften et moment… et moment hun mindes en lille pige hvis far ikke vil komme til undsætning denne gang. Undertrykte den lille pige hårdt gjorde hun som samtalen fortsatte.

”Deres tab, formidable varer går de glip af”

Havde kvinden ønsket det, var Lena død allerede så meget måtte hun tro på. Forhandlinger var mest sandsynlige resultater hvis altså en lykkelig slutning skulle være på dagsordenen. Penge kunne Lena såmænd nok give men en forsikring for sin fremtidige tryghed måtte bekræftes. Information var kostbart, både om hendes gæst selv og de som sendte hende.


”Mad ah… lad mig forstå ret? De ønsker at gøre mig til middag? Det er heller ikke første gang”

Jah Juniper Gracelings version deraf var noget mere… komfortabel. Mon Juniper vil begræde hende lod hun den fremmede tage sig? Fruen overvejede en kort stund hvad denne mulighed vil betyde, beruset af spillets kaos.... fred? smerte? Det morede hende næsten, hvor tæt hun befandt sig på grænsen til det hinsides. Nej, et par patetiske menneskedrenge og en ubuden gæst var ikke hvad skulle afslutte fablet om lady Gray.


”Her? Ser de for meget blod af en sjæledæmon er vist ikke ligefrem sundt. Og et værre rod lyder det til. Dette er en respekterbar husholdning ikke et makabert horehus. Jeg vil helst ikke have tæpperne ruineret… Så de kan vel nok regne ud jeg vil fortrække ikke at lade livet endnu”

Sarkasmen et skjold for husets nuværende skrøbelighed talte hun og den fremmede kvinde svarede skam. Grundigt nok til at give håb for et potentielt spil. Men blot at betale hende bort nu forhindrer hende ikke i at returnere, ikke uden en vis forståelse mellem dem er sat på plads.

”Så dette er en karriere for dem? De går hvor guldet kalder? Eller nyder de det? At tage liv?”

Nok kunne hun overbetale sine attentat bestillere men spørgsmål havde hun inden.


”Jeg kan let tilbyde dem en liste af meget mere velsmagende goder hvis det er det de ønsker…. Jeg kan tilbyde dem guld…. Men det er til vor begges bedste interesse når vi til en mere langsigtet forståelse vil de ikke være enig? Jeg betaler bedre jo mere jeg får igen.”

"Finder du det lige så ubehøvlet, som at lade maden vente? Eller måske lige så ubehøvlet, som at lege med maden, i stedet for at spise den? Det virker som om, denne nat blot er en af de få nætter, hvor jeg må have glemt mine manere derhjemme!"
Hun havde et tænkende toneleje i sin stemme, med en let undertone af at hun lavede sjov, da hun ofte kun brugte manere, i forbindelse med hvordan hun behandlede sine klienter. Eller rettere, hvordan hun behandlede sine klienter, når de fortjente hendes respekt, og gode manere. Trossalt var det ikke alle, der behandlede arbejdsmæssige forhold med hende, med samme respektfulde takt som hun gjorde, så i disse tilfælde, havde hun mere hård tilgang.

"Åh jeg har skam ingen intentioner om, at spilde noget af dit blod, og jeg har tilfældigvis en ret heftig appetit, så du behøver ikke bekymre dig, over noget svineri! Desuden kan jeg altid bruge den ekstra krops vægt, i tilfælde af jeg støder på nogen problemer i fremtiden!"
Omend hendes sidste sætning, afslørede at hun kunne bruge ekstra kropsvægt til noget, gemte hun på flere hemmeligheder i den sætning alene, end hun gav noget afslørende om sig selv. Renata kunne mærke at Madelena, ønskede flere informationer, at hun på sin egen raffinerede måde, fiskede efter en måde at overleve dette møde på, og for at være ærlig, var Renata villig til at lade hende prøve. Hele denne opgave, var i sig selv ikke en særligt stor indtjening for hende, hun accepterede den mest for mad muligheden. Efterfølgende, havde hun tænkt sig at dræbe den gruppe, der udgjorde hendes klient for denne opgave, da hun ikke ønskede at høre fra dem igen, eller at de spredte info om hende, til de forkerte væsner.

"Mit arbejde kræver ikke altid, at jeg tager nogens liv, men det er hovedparten af de forespørgsler jeg får, fra mine klienter! Det hjælper nok også en del, at jeg er god til den slags opgaver, men hvem går op i den slags detaljer?"
Et lumsk smil dannede sig på hendes læber, mens hendes øjne så dybt ind i Madelenas, med et mystisk blik.
"Det er måske også for meget sagt, at jeg går hvor guldet er! Jeg holder mig som regel, til et mere velstående klientel, folk der rent faktisk har råd, til at betale for de lyssky ting, de ønsker at jeg udføre! Derfor er denne opgave en kende uortodoks, da klienten ikke lige frem, ligger inden for mit sædvanlige valg!"


Renata var blevet nysgerrig nok, til at kaste Madelena en knogle så at sige. Hun ønskede at se hvad denne dæmon kunne finde på at gøre, med denne information hun havde valgt at afsløre, om hun overhoved valgte at bruge denne til noget.
"Interessant! Når du snakker om langsigtet forståelse, og tilbud om andre måltider, lyder det som om du prøver at redde dig selv, hvilket jeg kan forstå, men det lyder også som om du frygter, at en aftale der kan redde dig nu, ikke nødvendigvis stopper mig fra, at dræbe dig senere! I bund og grund, lyder det som om at du ikke er vant til, at arbejde med folk der har en ordentlig arbejds morale!"
Hun lænede sig frem i stolen, satte sine albuer på armlændene, og placerede fingerspidserne mod hinanden, mens hun så på Madelena, henover sine hænder.

"I modsætning til mange andre inden for mit fag, har jeg en arbejds morale! Jeg arbejder med velsiddende klienter, ikke kun fordi de betaler godt, men fordi de kommer igen, skulle de have flere jobs! Jeg efterlader gerne en kontakt metode, hos tilfredse klienter, så de kan kontakte mig igen, eller så de kan henvise nye klienter, af en karat der minder om klienten selv! Og vigtigst af alt: omtale betyder alt, inden for mit fag! Et godt omdømme, for veludført arbejde, og god klient behandling betyder meget, i et fag hvor mund til mund, er din eneste måde at forblive relevant på!"
Hendes blik var blevet nået mere fokuseret, og hendes attitude indikerede, at hun gik meget op i hendes erhverv, omend det var lyssky arbejde. Hun behandlede sit job professionelt.
"Hvad jeg i bund og grund prøver at sige her er, at jeg normalt ikke dræber mine klienter, efter et gennemført samarbejde! For mig ville det være det samme, som hvis en handler skyder sine kunder, så snart de havde betalt for varende, i stedet for at håbe på de kommer tilbage dagen efter!"

Kvindens forklaring af kropsvægt fik dæmonfruen til at løfte et øjenbryn, makabert og ubehageligt lød det men en del af Lena undrede sig over om den fremmede gemte på en trang til at dele af sin mystik.

”Interessant, er det noget de ønsker at tale om?”

Sagde fruen i fuld sarkasme, med monotont et blik af en gammel træt dæmon psykolog.

”Jeg bliver imponeret kan de tømme mig helt, men de hvis de vil ende som min kusines pindsvin kan jeg ikke stoppe dem”

Mere tilføjede hun ikke dertil, om den fremmede havde mulighed for at kende til Isle of Pearls skrøner kunne hun ikke vide. Men en mystik vil det hvert afgive, mystik var noget kvinden virkede til at respektere. I virkelighed var historien om kusine Abigails pindsvin tragisk og Lena nød ikke håne en anden Grays familiar som sådan, men hun nød heller ikke fremstå blød uden besynderlige udsagn at byde med, foran en morder. Jah historien gik at pindsvinet slap ind i blandt Juniper Gracelings familie produceret narkotika og led noget af et trip. Sadistisk fodret var dyret af Juniper med vilje men Abigail blev mobbet i sin resterende skoletid med sit stofmisbruger af et pindsvin. Jah Lena havde hørt blodet af en sjæledæmon havde lignende  euphoriserende effekt så kvindes ide om at tømme hende virkede… ambitiøs. Hun havde dog aldrig selv prøvet af indlysende årsager.

Kvinden afslørende sin profession, interessant en salgs pitch, og nok kunne hun tjene virkede det til. En meget belejlig evne som hun stadig måtte undersøge gjorde underværker i branchen var Lena sikker på. Og kvinden var klædt i en intrikat rustning, værdifuldt arbejde. Eller… eller eget værk? Desuden talte hun ikke just flatterende om sine nuværende klienter hvilket gav håb… Lena kunne heller ikke bebrejde hende ud fra de bekendtskaber af Haynes familien hun var så uheldig at huske.

”Ah hah… men de ser ikke just ud til at være af dårlige kår, deres rustning er et dedikeret håndværk. Har de selv lavet det måske? De er en metalbetvinger ikke sandt?”

Den fremmede virkede til at nyde det, den lille leg med madden, at dele information bid for bid. Så hun fortsatte i oprigtig interesse og en appel til væsnets ego. Livsstils mordere kunne vel lide smigeren og anerkendelse for deres værk så vel som hustru skole piger for yndigt broderi. Hun undlod at nævne præcis hvor meget hun havde set deraf og hvordan, fra kattens øjne havde det lignet kvinden havde formet materialet let som ingenting.

Kvindens præsentation fortsatte, arbejds morale? Hvad mon det betød i branchen? Mon der var et snigmorderkodeks for god skik i livs afsluttende bedrifter?  Kompliceret blev det nu en anelse, tilbød kvinden hende en aftale? Eller vil det blive betragter modstridigt til denne ”morale”? Men et forsøg måtte lady Gray vel gøre sig.

”Jeg må indrømme mig en smule forvirret. Er det de siger at jeg er fordømt? At skåne mig vil være dårlig skik? Fordi de ved jeg vil bede dem tage mine attentatmænd ud i stedt? Fordi det vil jeg forså, det må man næsten respektere… Men de virker… underholdt. Trækker de tiden ud fordi de nyder denne snak? Ingen kunne bebrejde dem derfor, det må være en ensom branche… kender de årsagen til forsøget på mit liv… kan de måske se jeg forstår. Ensomhed.”

En alvor var der i Lenas stemme, som hun forsøgte at appellere til den fremmede kvinde i næsten emotionel forstand. En af denne brance vil nødigt falde for tårer og åbenlys sentimentalitet. Men en forståelse blandt dem, en appel til ønske om underholdning her i livet, det forsøgte hun at plante som heltinder i de mørke  folkeeventyr de plejede teatralsk at spille ud hjemme i Forestina med Caleb. Hvor heksen minder engle krigeren om deres ligheder, om en munter velkomst på mørkets side.

”Det er isolerende en affære, dette ry… Hvis de derimod tilbyder mig en aftale, hmm det kan vi begge få gavn… valget er deres men jeg må advare… jeg mistænker hvilken skare dine klienter tilhører og de er et bedrøveligt selskab. Tjah… og Gray familien de er muligvis ikke glade for min bortgang… mindre detalje”


Sidste sætning blev tilføjet i munter sarkasme og uden at uddybe. Tjah hvorfor skulle det skade den fremmede? Anonymt som hun var ankommet kunne hun ikke identificeres let. Selv hvis hendes far skulle gennemgå alle Doomsvilles fugle for intel vil det være en svær opgave. Men kan nogen modstå en skummel påmindelse om sin status? Ikke en Gray.

"At dømme ud fra det du har at sige, og din sarkatiske tone, ville det så være forkert af mig at antage, at du aldrig har mødt et væsen, hvis evne gør dem i stand til at bruge dele af sin krop, som var det et simpelt byggemateriale?"
Renata var ikke lige frem dømmende. Der fandtes masser af måder, hvorved man kunne regne ud, hvilken race et andet væsen var, men når det kom til evner, var det en helt anden snak. Man kan aldrig helt vide, hvad man er oppe imod, før man har set det i kamp, hørt det fra brugeren selv, eller hvis man har en evne der kunne identificere hvad man står over for.

"Omend penge, ikke er noget jeg som sådan mangler, grundet mit arbejde og mit klientel, så er denne rustning noget jeg både har lavet, på egen hånd! Selv metalet jeg har lavet den af, er noget jeg selv har fremstillet, fra blot et lille eksemplar af metal, jeg engang fik fat i! Det tog godt nok sin tid, at lave så meget metal på egen hånd, men på den måde kunne jeg være sikker på, præcis hvad jeg har med at gøre, når det kommer til det metal, jeg har mest adgang til, i min daglige gøren og laden!"
De næste ord der passerede over Madelenas læber, virkede til at give Renata noget at smile lidt over, men samtidig også noget at tænke over. På en måde havde hun ret. Renata levede et ensomt liv, mest fordi hun ikke stolede på nogen, så hun kunne forstå hvordan den slags føltes, men når det kom til hendes arbejds mæssige moral, havde hun vist forklaret det på en måde, der fik det til at lyde som om, at denne opgave var dækket, af det samme kodeks, som hun normalt ville holde sig til, under hendes sædvanlige typer opgaver. Lena havde ret i hendes antagelse om, at gråd aldrig ville have virket på Renata, men sjældent var der nogen, der kunne komme igennem til hende, via den følelse hun havde oplevet, i hele sit liv.

"Havde dette været en af mine sædvanlige opgaver, havde jeg højest sandsynligt allerede angrebet dig, inden for det første minut, efter jeg var kommet indenfor, men lige denne opgave er anderledes! Jeg følger ikke mit normale moralske arbejds kompas, fordi jeg ærlig talt ikke kan tage klienten seriøst! Jeg tog kun denne opgave, fordi du er inden for min foretrukne type mad! Med andre ord, havde det været en normal opgave, havde du været dødsdømt, men siden det ikke er tilfældet, er der andre muligheder!"
Hun lavede en rolig bevægelse med sin hånd, hvilket fik Lenas øreringe til, at svæve hen til bordet, hvor de blev lagt ned så de lå pænt. Renatas øjne fokuserede på Lenas ansigt, upåvirket af hvad end mørke, der end måtte dække over hende, hvorefter hun fortsatte samtalen, i et toneleje der indikerede, at det her nu handlede om arbejde.

"Hvis de virkelig ønsker en aftale, bliver dette nok lidt anderledes, end det de har prøvet før i tiden! Nogle ting vil de nok kunne genkende, men som sagt arbejder jeg lidt anderledes, så nogle ting vil sikkert være nyt! Eftersom de er inden for min klientel mål gruppe, er de som regel typen, jeg takker ja til hvis de ønsker et job gjort, der ligger inden for mine egenskaber, så til at starte med, lad mig høre hvad for et job, du ønsker klaret?"

”Jamen dog det lyder… brugbart… på makaber vis… ”

Lena måtte indrømme sig en anelse foruroliget som hun lyttede til den fremmede kvindes forklaringer af sin evne. Fascineret dog på sin vis, hvem mon sådan en kvinde var? Ikke blot i sit karrierevalg men sin komfort med denne magt evnen tillader hende. Ikke et spor af anerkendelse af morbiditeten, en kølighed i smilet havde kvinden. En kølighed Lena næsten misundende. Dog var der et helt væld af livsvalg lady Gray ikke kunne finde hoved eller kattehale i. Ikke at hun fortiden var stolt over sine… hendes mor havde måske for enegangs skyld haft ret, at gifte sig med et menneske havde været kvajagtig af en ide. At omtale en fejl gjorde hun sjældent dog… men hun undrede sig over hvor meget kvinden vidste om hele husbondmordet, grunden til at hun var her. Lena vil dog bevare fokus væk fra eget idioti og på besynderligheder hun fandt ved sin gæst.

”Lad mig stille dem et ærligt spørgsmål… eller to de fascinerer mig… Miss… lejemorder? Hvad må jeg kalde dem?... det blev så tre…”

Hun lænede sig længere tilbage og løftede et øjenbryn, en illusion af komfort.

”For det første… hvorfor? Hvorfor de morderiske karrierevalg? Det lyder forfærdelig tidskrævende (”jeg taler fra erfaring” var hun tæt på at tilføje). De kunne med den evne blive rigernes mest eftertragtede couture smed, betalt lige vel eller bedre endda? Andet spørgsmål… om krops… materiale … emnet. Vil det sige de i teknisk forstand bærer rundt på en køddragt af eget skind?”

Et sarkastisk smil befandt sig efterhånden på Lenas læber, på trods af stadig at være en anelse foruroliget over situationen. Ja metal køddragten og hele attentatforsøgs ideen. Men kvinden virkede oprigtig i sin fremlæggelse af planer.


”Tak jeg var ved at blive rundtosset”

Sagde Lena med den tørreste dæmon klang, som kvinden på sin excentriske vis afleverede smykkerne tilbage. Det var tid til at handle og forhåbentligt overleve. Væsnet var et modigt et af slagsen, hun nød at vise sin magt måske? Endda på subtil vis bed Lena mærke i. At hun gentagende refererede til hende som ”du” var noget mange noble vil tage som fornærmelse. Selvfølgelig havde kvinden allerede krydset grænsen til høflighed ved indbruds delen af hele affæren. Generelt var tiltaleformer noget hun kun tog som fornærmelse fra de uddannede og andre adelige da de bør vide bedre og hun kendte tricket. Et smil på læben og forgive at mistænke en for pøbel stand, et adelige piger brugte ofte. Denne kvinde havde et helt andet magtspil spil i gære, mon det var en vane? At spise sin samtalepartner før formaliteter kom på tale? Eller ventede hun på en reaktion fra Lena? Hun undlod at give en, kvinden havde fået nok tilfredsstillelse ud af hendes pinsel. Forretning, det kunne Lena forhold sig til.

”Ah så har vi morale af vejen, vi har begge vores forbehold til sådan en aftale, er jeg sikker på. Fremlæg gerne deres. Mine består af hvad jeg vil kalde meget retfærdige krav. Jeg skal som nævnt have en bekræftelse på min sikkerhed fra dem selv. Deres kontaktinformation og en god portion Gray guld til dem bør gøre det… Derudover skal mine attentatmænd af vejen… jeg har også en stak ikke specielt høflige eller kreative breve fra flere af disse fanatikere… hvis de kan finde frem til afsenderne betaler jeg også vel for deres afskaffelse. Og … ja så vil jeg kræve de banker på og undgår hele det potentielle mord scenarie næste gang de kigger forbi.”

Det blev pludselig mange mennesker som vil lide tidlig en død… på grund af en sølle Haynes dreng som ikke kunne lade en kat være. Og Lena var den efterladt med blod på hænderne… mord måtte hun indrømme ikke var hendes fortrukne spil. Lydwig Haynes hvad har du gjort…

"Hvis du ønsker at gøre brug af min service, er det vel kun på sin rette plads, at du på lige fod med alle andre i mit klientel, er bekendt med mit navn! Renata!"
Svarede hun i et næsten professionelt køligt toneleje, og med et let smil på de fyldige læber. Lenas efterfølgende spørgsmål, var på en måde forståelige, når man tænkte over det. Med evnen til at kunne manipulere med metal, helt ned på et molekulært niveau, kunne hun skabe hvad som helst ud af metal på stedet, så selv de mest åndssvage forespørgsler, kunne leveres så længe metalet og betalingen var der.

"Valget af denne blodige karriere, har dybe rødder i en ret så voldelig fortid, der indbefatter en stor mængde had og afsky! En fortid, jeg ikke er særligt glad for at dele, omend den har ledt til en karriere, jeg er blevet ret god til, og derfor aldrig rigtig har overvejet at bytte ud, med noget så populært som at skabe ting, på folks forespørgsel!"
Omkring lige dette emne, var det tydeligt ud fra Renatas mere hemmelighedsfulde opførsel, at det var noget hun ikke delte med hvem som helst, hvis hun da overhoved havde delt den historie, med nogen som helst. Angående Lenas næste spørgsmål, havde Renata lavet noget, der måske kunne hjælpe lidt, med at forstå resultatet af hendes producerings evne. I en let bevægelse, spyttede hun en tro kopi af Lenas øreringe ud, som landede på bordet, ved siden af originalen.


"Prøv at samle dem der op, og fortæl mig om du kan kende forskel, på dine øreringe og dem jeg har lavet!"
Øreringene hun havde lavet, var lavet af præcis det samme metal, havde den exact samme form, vægt og sågar de samme fejl og skavanker som originalen, skulle der være nogen.
"Når jeg laver en kopi af et metal, bruger jeg fedt fra min egen krop til at lave det, men så snart jeg er færdig med at lave denne kopi, er fedtet ikke længere fedt! Det er nu, lige som denne kopi af dine øreringe, lavet af fuldstændigt det samme metal, som jeg prøvede at kopiere!"


Da Lena begyndte at snakke om den forestående opgave, hun ønskede klaret, samt de krav hun havde omkring deres kommende samarbejde, tog hun sig god tid til at lytte efter, så hun fik hvert et ord med.
"Som regel, indbefatter mit arbejde en på forhånd aftalt pris, halvdelen bliver betalt før jeg starter, den anden halvdel bliver betalt når jeg er færdig! Prisen er som regel baseret på, hvor mange der skal dræbes, og hvor betydelige de er, samt om der er nogen specielle ønsker omkring mordet! Jeg kræver desuden, så meget information de kan give mig omkring dem, de ønsker at jeg håndtere, og hvis de har nogen specielle ønsker til hvordan de skal dø, hvorhenne og alt den slags! Når vi er nået frem til enighed på disse punkter, er betalingen op til dig, mens jeg tager mig af resten!"


Med en rolig bevægelse, lænede hun sig fremad sig, så et skær fra pejsen glimtede i hendes øjne, mens hun så på Lena.
"Så lad lad mig høre, alt hvad du har om deres mål, så tager vi den derfra!"

Renata? Ja det gav mening ikke at oplyse fulde navne og titler i sådan en branche vel. Men hun havde nu et kaldenavn og havde set kvindens ansigt, det er information værd at bære i mente. Når det kom til Renatas næste svar, var Lena overrasket. På en måde bar svaret både mere og mindre information end forventet. Ærligt havde hun ikke forventet at Renata vil tage hendes spørgsmål alvorligt overhovedet, rimelig absurd var det måske nok at foreslå karriereskift til en som forsøger sig på dit liv. Hun nød måske mystik mest af alt, at reklamere sig med en tragisk historie, så Lena som uvant i andet end poesi… men til en grad ildevarslende på sin vis. Var det hvad kvinden den ønskede at fremprovokere? En voldelig fortid betød hun var villig til hvad som helst, havde set verdens kabaler og lært vejen af en sand koldblodig morder? Lena måtte indrømme sig mere forvirret end noget andet.


”Aha? Kom nu, Renata… De kan ikke bare tirre med en tragisk historik og ikke uddybe? Jeg fortæller dem min hvis de fortæller mig deres?”

Hun sendte Renata et drillende smil og tog en slurk vin i en blanding af spænding og tørhed. Kvindens næste valg fik lady Gray til at spærre dæmonøjnene op en stund som en bronzeørering fandt sig vej gennem Renatas… mund? Det virker… ubehageligt? Men hun samlede øreringen op, var de ikke for perlerne på originalen, jah så var forskellen ikke til at se eller mærke. Selv ridsen efterladt af Archibalds leg med den fra morgenen var kopieret præcist. Imponerende virkelig, brugbar kunne kvinden vise sig på adskillig vis. Showet og forklaringen deraf, gjorde dog ikke meget for at afkræfte synet om at der er tale om Renates kød på både øreringen og rustning, en tanke Lena ikke var sikker på om hun følte fascination eller discomfort af. Men hun opgav at kommentere mere på dette, hun havde trods alt tirret en morder en del allerede.

”Må jeg beholde den? Min kat er lidt for glad for dem”

Nøjes hun med at spørge morderen inden de fortsatte debatten om Lenas liv eller de andres. Jah hvordan vil hun have dem af vejen? Ikke meget brød hun sig om at tænke på dem overhovedet ærlig talt.

”Jeg har trusselbrevene som nævnt, jeg må advare om at de er prætentiøse og klichefyldte. Ikke ligefrem underholdende læsning. Jeg har adresselister af min ægtemands og svigermors kontakter og breve de har gemt på. Måske håndskrifterne kan matches en adresse for nogen af dem? Det går hurtigere hvis vi gør det sammen og de må have noget erfaring i sådanne detaljer? Ellers kan jeg gøre det selv og vende tilbage til dem efter et par nætter?”

For mange væsner, virkede det nærmest helt naturligt, at en kvinde som Renata, der arbejdede i en branche så lyssky som denne, kun præsenterede sig selv, via et fornavn eller hvad nogen antog, var hendes såkaldte branche navn, men når det kom til stykket, var dette blot noget hun lod folk gå og tro, hvis det var det de troede. Sandheden var, at Renata aldrig havde fået noget efternavn, hvilket hun antog var fordi hendes forældre hadet hende, og siden hun gengældte deres had, havde hun aldrig ønsket at tage deres efternavn, eller noget andet for den sags skyld. At det så havde vist sig, at give hende en form for mystik, når hun præsenterede sig selv, havde vel kun vist sig som en fordel i Renatas øjne.

"Jeg har ingen intentioner om at dele min fortid, hverken med et muligt måltid mad, eller en mulig klient! Den jeg er i dag, blev måske skabt i det blod, had og afsky, jeg oplevede den gang, men det er stadig minder, der vækker meget had i mit sind!"
Imens hun snakkede, havde Renata lænet sig frem, pladseret sine albuer på armlændene, og foldet sine hænder foran hendes ansigt. Hendes stemme var blevet mere dystet, og hendes blik var fyldt med en brændene had, over det hun så ud til at tænke tilbage på, når hun snakkede om sin fortid. Hun lod dog denne dystre fremtoning forsvinde, i takt med at deres samtale bevægede sig videre mod de andre emner, der foregik mellem Lena og hende, da det at tænke på hendes fortid, var det eneste ved deres samtale, der bragte Renatas sind i kog.

"Behold den endelig! Jeg kan alligevel ikke bruge den til noget, nu hvor den er lavet!"
Svarede hun let, mens hun lavede en let gestus med hånden, nærmest for at understrege det hun sagde.
"Hvor mange mål har de helt præcist i tankerne, udover selvfølgelig dem der originalt, betaler mig for at være her i nat? Og af hvilken karat snakker vi om, når det kommer til dem, der har sendt disse breve? Det er ikke fordi flere mål er noget problem for mig, omend det betyder, at opgaven tager mere tid at gennenføre, men det er en vigtig detalje at vide, om jeg har med rige mål at gøre, som kan være mere besværlige at komme til livs, eller om jeg har med mere gennemsnittelige væsner at gøre, som er nemmere at komme til livs! Når det er sagt, så lad os se på disse breve, de sidder inde med, så vi kan få lavet en liste over dem, de ønsker jeg skal tage mig af!"

Renatas mystiske fortid havde Lena været mere desperat efter var hun ikke med trussel for at ende som måltid.

”Aha hvad er det guvernanter siger? Det er ikke høfligt at tale med mad I… gerningsstedet?”

At undertrykke travrige minder var noget Lena var bekendt nok med. Hvad forvirrede hende var de små bidder Renata blev ved med at hentyde til i ikke så subtil en maner.

”De har udtrykt mange ord vedrørende mangel på intention derom… at dele deres blodige kvaler…”

Hun trak på skuldrene som kunne hun være foruden en forklaring. Jah hun vil hellere overleve natten end høre industri sladder men nu havde indbrudstyven bragt sagen op og dæmonladyen var ikke sikker på hvordan man nu end kom videre fra sagen.  I forvirret en sarkasme forsøgte hun sig videre i samtalen, som kvindens blik af legende et rovdyrs funklen blev… mørkere. Personligt et had ikke en af en gemen sadist. Ja det var vist at lægge låg på.

”Måske over vin en mere rolig stund?”

Øreringen i hendes hånd var spøjs en gave, spøjst overhovedet at modtage sådanne fra sin morder jovist. Men væsnet giver gerne ud af sit legeme men sætter grænsen ved sin tragiske baggrund historie? Jah… excentrisme var vel at forvente i sådan en branche. Ikke en hun forstod af slagsen dog.

”Tak…”

Der var ikke meget at tilføje til sagen, jah spøjs in gave men helt uden manerer var Lena ikke. Handlen den kunne blive sværere at finde ud af. Uvist var det trods alt ved et uheld at sende Renata efter mulige forretningspartnere så en vis sikring af processen måtte gøres. Hun udgav dybt et suk som var hun den som skulle lide Renatas hånd.

”Udmattende en affære… Hmm hvor skal vi begynde… de ved bedst hvor mange er involveret i deres hyring… jeg henter mine breve… lad os sammenligne håndskrifter på min mands gamle associationer… et dusin kan det vel hurtigt blive… eller mere. Bliv endelig siddende og hjælp dem selv til vin hvis de har ombestemt dem.”

---

Som Lena forlod kvinden et moment og endelig en stund befandt sig alene, var ladyen frosset en stund. Sandheder af aftenens muligheder ikke ligefrem komfortable. Jah at blive myrdet var en uheldig faktor. Jah og så var snigmordere ikke de sædvanlige forretningspartnere for hende… Haynes mordene dem… de var dårligt nok mord… men at ligge dem bag sig havde hun håbet… at en reckoning var at komme… var ikke just uventet men… nu?

Frosset på plads var hun nærmest som en skygge på væggen dansede forsigtigt frem, en familiær kærkommen en. Erica, den enøjede sorte kat gned sig op af sin ejer, galant men forsigtigt. Så stille ikke engang en kat bør være, bekymring fornemmede Lena af sin kære ven som hun samlede op og holdte en stund, for kattens skyld og sin. Strøg hende over pelsen i håbet på ro… Hvordan mon denne nat vil ende? Hvad ville ske hvis hun flygtede nu? Tog kattene med sig og forsvandt? Kvajagtigt det vil være Renata var en trænet jæger… langt ville de ikke nå. Hendes eget knæ kunne svigte i et flugtforsøg og hvad så? Det kunne bryde ud i smerter her… vil Renata udnytte det? Hun kunne ende en kat ud med et brev om hjælp, vil en kat være sikker? Vil Renata fatte mistanke? Nej en kat er trods alt ikke en fugl trænet til sådanne bedrifter… Eneste udvej var den aftalte plan…

Tilbage vendte hun med papirer i hænderne, hvor Renata ventede.

”Det bliver en lang kedsommelig affære… Jeg mangler hvert fald en yderligere kop vin”

// Vi kan skippe rundt i tid efter behov. Imens de ser på breve osv. //

"Disse ord er vel mest for at definere, den form for fortid jeg voksede op med! Et udtryk for, hvorfor jeg ikke ønsker at dele denne, om man vil!"
Svarede hun i et roligt toneleje. Renata havde efterhånden levet et langt liv, et ensomt liv, med kun meget få personlige forhold, så at dele ting om sig selv med andre, eller på anden vis åbne op om sig selv, var ikke noget der kom naturligt til hende. Derfor kom det også mere naturligt til hende, at trække på skuldrene, da Lena nævnte at de kunne snakke om det, en anden gang, da det ikke så meget som strøg hende, overhoved at overveje dette.

Renata lavede en let gestus, som en slags "det var så lidt" da hun takkede for den ekstra ørering, for at lægge en afslutning på denne del, af deres samtale.
Da Lena begyndte at tale om opgaven, lyttede hun nøje efter. Nu hvor det handlede om en opgave, der skulle overtage det job, der havde bragt hende hertil, til at starte med, virkede hun bemærkelses værdigt anderledes. I stedet for den vampyr, der før havde været sulten efter, at sætte tænderne i Lenas strube, var hun nu fokuseret på, at komme frem til en enighed om, hvem Lena ønskede, at betale Renata for at dræbe. Da Lena var færdig med at tale, lod Renata hende forlade lokalet, så hun kunne hente de omtalte breve, omend Renata godt havde lagt mærke til, at Lena måske ikke var helt så rolig, som hun måske foregav at være.

Renata var trossalt vampyr, når det kom til stykket, hvilket betød at hendes sanser, var stærkere end de fleste andre væsner, og de var godt trænet i at observere væsner. Hun kunne høre Lenas hjerte, når det slog normalt, såvel som når det slog irregulært, lugte hende hvis hendes følelser fik hende til at svede. Derfor, da Lena trådte ud, for at hente brevene, kunne Renata stadig sanse hende.
Hun kunne sanse, at Lena virkede bange. En forståelig reaktion, på Renatas tilstedeværelse, især taget situationen i betragtning. Med dette i baghovedet, overvejede Renata om hun måske skulle prøve at gribe dette an, så Lena ikke længere følte sig i fare, ved Renatas tilstedeværelse. 

Da hun kom tilbage, så Renata op på Lena, og rejste sig op, så hun kunne begynde sit arbejde, og måske begynde på sin lille plan.

"Sæt de dem ned, med et nyt glas af din drikkelse, og lad mig gøre mit arbejde! De har vist været i gennem mere end nok, for i aften, og siden de betaler for min service, kan de lige så godt, få noget ud af pengene!"
Imens hun sagde dette, rejste hun sig fra stolen, og gik lidt væk, så hun havde mere plads omkring sig. Et par stykker af hendes rustning, frigav sig ved hjælp af hendes evne, og afslørede at der gemte sig flere lag, under den ydre skald. De nu frie stykker, blev splittet op i mindre dele, som hun brugte til at samle brevene op med, så hun kunne have dem rundt om sig, mens hun snakkede med Lena, og gjorde sit arbejde.

"Jeg er bevidst om, at denne situation nok ikke er noget, de er helt så vant til! Derfor finder jeg det nødvendigt at gøre dem opmærksom på, at vores forhold nu har ændret sig! Jeg ser en vigtig forskel mellem mad og klienter, og omend jeg kom her for at spise dem, er det ikke længere hvad jeg ønsker!"

Snigmorderen i hendes hus, havde netop bedt hende sidde ned og slappe af, komisk havde det måske været hvis ikke for… jah Renata værende udannet i morder foretagender… Det var vel ikke fordi hun følte ret til at dømme, eller kærede sig meget for hvem end hun selv gik rundt og spiste, som en dæmon nu måtte. Men mordererhvervet var nu lidt et mysterium. Af erfaring men den mere kontroversielle slags mord, var det ikke en dans på dæmon roser…

”Ah, snigmord og anstændig service… noget af en forretning de har dem”

Hun afleverede Renate sine papir stakker og satte sig tilbage, observerede vampyren gennemgå dem, bidrog med et input her og der, hvis nogen skulle af eller på listen i dette makabre fortagende. Hun hældte sig et glas vin, holdt det tæt til sig, men drak ikke af det. Spild af fine druer men hun var trods alt alene med et væsen af sær fortagende. Råd havde hun ikke til at miste overblik… ikke mere.

”De forventer blind tillid? Fra fruen de en times tid siden brød ind ved?” Der var næsten en sardonisk latter i dæmon fruens spørgsmål. Absurd… var hele affæren… Renata var ikke en kvinde hun kunne gennemskue…

”De må også have forventninger til min troværdighed… De har fortalt mig en overbevisende historie om deres klienter… og eksponeret deres ansigt for mig… Enten forstår de at mit mord vil være dårlig forretning… Eller også er jeg med sikkerhed et bytte…”

Hun trak på skuldrende som hun fikserede på vinen i sit glas. Vil Renata bemærke, at hun ikke drak deraf? Var hun virkelig blot en hjælpsom morder med papir arbejdet? Eller var det blot et spil… et håb at give hende, og rive væk i sidste sekund… et dedikeret spil, hvis tilfældet, men større sadister fandtes der vel… farligere monstre… endda bland mennesker… Hvilket håb havde Lena, hvis Renata ønskede hende vidne hendes undergang mere end guld?

”…hvor mange stakler er vi oppe på, 23?”

Spurgte hun, uklart om sarkasmen eller udmattelsen fyldte mere i hendes klang.

”En tilfreds og levende kunde er vel nemmeste vis at blive betalt på”

Renata var en Lena ikke just kunne forstå, men hun havde vel ret… deres relation havde ændret sig for nu… Hvis vampyren valgte at spise hende nu, var pågældende hårde arbejde vel spildt, eller hun havde nok mødt de med besynderligere lyster end papirarbejde men den fremmede kvinde virkede ikke den type. Og hvis Lena skulle gå bort nu, vil Renate gå glip af en attraktiv betaling.


”Jeg mistænker skam at de taler sandt… Medmindre de har en speciel interesse i kedsommelige breve… Men en detalje generer mig… Jeg har set deres ansigt, med den infromation kunne jeg gøre hvad end.”

Måske en risikabel detalje at påpege for sin potentielle morder, men Lena måtte forhøre sig.

”De ser hvordan dette faktum setter os begge i risikabel en position? Jeg tror ikke længere jeg ender som bytte I aften… nej… medmindre de besluttet dem for spise middag efter hvad jeg har at sige, hvis det er tilfældet… må jeg byde farvel til de levendes verden” Hun trak på skuldrende som var den potentielle død intet mere end Juniper Graceling tab af møbler.

”… men jeg håber at de vil overveje mit tilbud. Ser de… Jeg er en lukrativ kunde, så meget har de kløgt til at vide. Langt mere end hvem hyrede dig, så meget er åbenlyst. De lader mig leve, et veto nedlægges mod bestillinger for enhver anden Gray. Til gengæld, bliver de en del af hele familiens ... partnere hvis behovet for deres tjenester skulle opstå. Nogen vil endda tage bestillinger for metal arbejde er jeg sikker på. Og jeg holder deres identitet hemmelig, de fortsætter som de altid har gjort. Skulle jeg bryde min del af aftalen… jah så er jeg dødsdømt. Men skulle de, vil et maleri af dem offentliggøres og deres forretning vil lide. Forstår de? Dette er en lukrativ forsikring for os begge?”

24 Lena var ærligt for dæmon træt til at antallet betød meget… De var ikke værd at begræde uanset...

”… De skal modtage en mere end retfærdig betaling… metoden lader jeg være op til dem. Blot undlad at mordene kan spores tilbage hertil…”

For en kort stund, kunne man ænse et mistænkeligt udtryk, bevæge sig over Renatas ansigt, i takt med at Lena ytrede de ord hun havde at sige, om situationen de nu befandt sig i. Dog forvandlede dette mistænkelige ansigts udtryk sig, til en lettere skummel latter, da det gik op for hende, hvilken drejning Lena valgte at tage. Hun var langt fra den første, der havde fået den ide.
"Så det jeg høre dem sige er, at de ønsker en eksklusiv aftale mellem os, i bytte for at de holder min identitet hemmelig? Hvad får dem til at tro, at deres kendskab til mit ansigt, har nogen betydning for mig?"
Spurgte hun med et smil på læben, der indikerede hvor sjovt hun fandt denne drejning på deres samtale. Hun lænede sig lidt tilbage i stolen hun sad i, lagge sit ene ben over det andet, og pladserede albuerne på armlændet, så hun behageligt kunne placere sine fingre mod hinanden.

"Alle mine klienter, har set mit ansigt! Største delen af de opgaver der er ønsket af mig, består i at dræbe nogen, i nattens mulm og mørke, helst gerne uden spor der kan lede tilbage til klienten, der ønskede mordet! Mit ansigt har kun sjældent været et problem, i arbejds mæssige hensigter, og selv hvis det var, har det ikke været et problem, at ændre mine job prioriteter, eller for den sags skyld at blive under jorden, i længere perioder af tid! Så hvilken værdi holder de, i denne deres ide om et samarbejde, der skulle give mig grund til at være samarbejds villig? Og andet end beskyttelsen af deres slægt, hvad ville så ændre sig, hvis jeg takkede ja til dette foreslag? De kan til hver en tid bestille hvad de har brug for af mig, så længe det er inden for mit skill set, og pengene er der, så denne aftale er i sig selv, ikke særlig meget, andet end et løfte om, ikke at dræbe en Gray!"


Hendes stemme og tonefald, indikerede på det kraftigste, at hun ikke lige frem var glad for et forslag af denne art. Ren foretrak at være en fri sjæl, der ikke arbejdede for nogen specifikt, så at blive tilbudt "fast arbejde" for nogen, på grundlag af noget der så meget som lignede afpresning, var for hende noget, der bare trykkede på de forkerte knapper. Desuden vidste hun ikke helt, hvordan hun havde det, med hele ideen om at lave metal arbejde for nogen. Hun havde trænet i mange år, for at blive god til at kæmpe med sin evne, og selvom hun havde lavet nogle ting til sig selv såsom hendes rustning, kildede det hende bare et forkert sted, at tænke på sin evne, som et redskab til noget så simpelt, og som ikke tjente hendes egne formål direkte.

En lang nat var det blevet til og Lena fandt sig drømmende om en sytten timer lang søvn i trit med kattene. Men den sære vampyrinde med modet af en… ja hun havde vel sagt løve, var hun ikke velkendt nok med grandonkel Beuford, den løvebesiddende Gray med flere ængstelige kvaler end hendes egen far. Hvorfor også en vampyr? Kunne en… havmand ikke være blevet sendt hid? Se det vil være overskueligt og i fuld ærlighed have hun altid gerne ville se en.

Hun havde håbet en aftale kunne indgås og de kunne gå hver til sit morderværk men Renata havde tilsyneladende misforstået hendes forslag.


”Eksklusiv? Nu må de tilgive mine manerer, jeg mener ikke at fornærme deres karakter. Men som de nok ved… har de lige forsøgt at myrde mig… Så jeg håber i sandhed aldrig at se dem igen.”


Om de igen vil træffes og den trætte lady Gray ville ombestemme sig omkring dette sentiment? Ja det må tiden vise, men for nu udlod hun et muggent suk og fortsatte sin forklaring. Eller forsøg på at forstå situationen Renata forvekslede hendes intention for.

”Ja… ja deres klienter har vel set dem, men jeg håber ikke de forsøger spise de fleste, det vil være dårlig forretning må jeg antage. Nu må de tilgive hvis jeg har misforstået hele… morderbranchen… men… Jeg antog deres tjenester og viden om derom spredtes gennem klienter? Ser de mit forslag var blot dette. At jeg gav en anstændig anmeldelse af dem til min resterende slægt. Men… de ser jeg lige vel kunne gøre det modsatte? Fortælle alle og en hver de bør undgå dem. Manglen på anonymitet vil da måske blive et problem. ”

Hun trak på skuldrene, nu håbede Lena at vampyren undlod at myrde hende for disse ord, men gjorde hun… ja så var der i det mindste fred at hente for dæmonladyen var udkørt. At analysere morder industriens kompleksiteter, relevansen af anonymitet og hvad end ville måske nok interessere hende på en god dag men i øjeblikket var vin og søvn det eneste hun ønskede.


”Lad os… simplificere det. De får ros for deres arbejde og en god portion guld, hurra! Gray familien… beholder livet?”

Med et roligt blik, rettet mod hendes tidligere mad, som nu var blevet en klient, lyttede hun til hvad klienten forklarede. Man kunne se på Renatas ansigt, at hun faldt mere til ro igen, i takt med at det gik op for hende, at hun havde misforstået situationen, og i sidste ende, kom hun med et varmt smil, rejste sig op, bukkede let for hende, i takt med at hun ytrede sin undskyldning.
"En undskyldning må vist være på sin rette plads! Jeg misforstod deres ord, og lod det bringe mit sind i kog, uden retfærdig grund! Jeg håber de kan tilgive min misforståelse!"

Hun rettede sig op igen, og virkede overordnet set til, at have fået sine følelser under kontrol igen. Det havde været længe siden, hun havde snakket så længe med et offer, der i sidste ende blev til en klient, og første gang hun sådan rigtig havde fortalt nogen om sin fortid, omend det ikke var synderligt meget hun havde afsløret. Og alt dette oven på en tom mave, der ellers skulle have været fyldt nu, hjalp det ikke lige frem, på det hun ellers brystede sig med, at kalde hendes evne til selvbehærskelse, og situations fornæmmelse.
"Deres forståelse af mit erhverv, virker overordnet set til at være korrekt! Hvis de i fremtiden ønsker at henvise mulige klienter til min service, vil det være en ære for mit vedkommende, og omend dette normalt er noget, jeg ville give dem ved afslutningen af vores lille aftale, ønsker jeg at give dem dette nu!"
Hun fremdrog et stykke papir fra sin rustning, og gav det til Lena. Umiddelbart virkede det som et normalt stykke papir, men hvis man mærkede efter, kunne man mærke at der var noget magisk ved det, som var det blevet fortryllet.

"Skriver de på papiret, sender det beskeden til mig! Det er den nemmeste måde at komme i kontakt med mig på, og som regel sådan jeg bliver kontaktet, hvis nogen ønsker et nyt job klaret, eller henviser en ny klient til mig!"
Til trods for at hun kunne mærke sin mave rumle, holdt hun sig i ro, mens hun gjorde sit bedste, for at udstråle en mere rolig og varm udstrålning.
"Hvad angår deres ønske, angående Gray familien.... jeg kan holde mig fra dem, eller med andre ord undgå at gå efter dem! Så længe de ikke specifikt vælger at gå op imod mig, rør jeg dem ikke, men skulle det ændre sig, kan jeg ikke love, hvad der sker med den der krydser mig! Når det så er sagt, må jeg hellere se at komme afsted! Deres opgave har masser af navne, og siden jeg er sulten, kan jeg lige så godt starte med listen, inden natten er ovre!"

Renatas undskyldning var nært morsom for den trætte dæmon lady. Misforstået kommunikation var hvad hun angrede og ikke jah… det forsøgte mord. Man må vel tage hvad man kan få i sådanne tilfælde, så ladyen udlod et sardonisk smil.

”Alt forladt…”

Havde Lena ikke været så udkørt af alt det morderiske nonsens, havde det magiske papir vel nok været fristende at spørge ind til. Nyttigt materiale hvad end magi det besad, men ikke engang akademisk nysgerrighed var nok til at holde hende vågen meget længere. Eller, jo en lille del af hende var fristet til at afprøve, så et fjer samlede hun op og tegnede silhuetten af en kat derpå, som hun afventede Renatas reaktion.

Spøjst nonsens eller ej, havde de dog nået frem til en aftale, langt om længe.

”Skulle min familie bære sig kvajagtigt ad, er det ikke vore problem… En aftale vi begge kan leve med…”


Hun trak på skuldrene og stirrede ud i luften en stund, hvordan en mon bør afslutte så sær en aften på høflig vis? Eller egentlig var ingen af dem i humør til flere formaliteter.

”De fandt her ind… de kan vel se dem selv ud… Tak for i aften.”

Ren lavede et let buk, som tegn på at hun takkede, for Lenas tilgivelse, af hendes tidligere misforståelse. Da Lena tegnede en silhuet af en kat på hendes papir, gik der et øjeblik, som om papiret ventede for at se om hun var færdig, før tegningen forsvandt fra papiret, som om den aldrig havde været der.
En lue åbnede sig i Rens rustning, på højre side af hendes hofte, da hun modtog tegningen, og med en let bevægelse, tog hun papiret ud, kiggede på det, og viste billedet til Lena, mens hun smilede let. Tegningen forsvandt igen, uden noget spor af at have eksisteret, nu hvor Ren havde set beskeden, så hun lagge papiret tilbage på sin plads, og lukkede den lille åbning.

"Jeg kan leve med denne aftale!"
Svarede hun let, mens hun rejste sig op, og rettede på sit hår. Ved lyden af Lenas næste ord, vendte hun sig mod der hvor hun var kommet fra, og tog et par skridt, før hun så sig over skulderen, smilede til Lena, og lavede en kort vinke bevægelse med hånden.
"Se de hellere at finde en seng, at sove i! Trossalt klæder det ikke en lady, at se udmattet ud, og de kan sove trygt, når nu jeg forlader dem! Vi ses igen, når opgaven er klaret!"

Med disse ord, fandt Ren sin vej hen til døren hun var kommet ind af, lukkede og låste den efter sig, på hendes vej ud, og satte så næsen efter noget at spise. Hvorfor ikke starte, med nogen af dem, på den liste hun havde lavet med Lena? Hun forsvandt ind i gydernes mørke, og satte retning mod dem, der havde bestilt mordet på Lena, til at starte med.

//out (=