Sommerfest og... problemer? ~ Genevira

Byen var lykkelig i dag. Ikke efter hoffets fortjeneste. Borgens personale havde kun sporadisk involvering i sommerfesten og havde dog doneret en vis mængde finanisering. I disse stramme tider var det vigtigt for Genevira at vise velvilje. Og generøsitet. Men kun i det omfang det kunne lade sig gøre. Folket måtte forstå, at det i sidste ende, var bedst for dem selv, at staten for tiden sparede på udgifterne til disse begivenheder. Dog kunne hun heller ikke benægte at byen trængte til disse små øjeblikke. Det havde den og dens befolkning altid gjort. Hvad end folket i vidt omfang stod for at afholde festen selv eller det var statsfinansieret.
Et kort øjeblik mindedes den lille herskerinde alle de festligheder hun selv, under skarpt opsyn af sine ældre søskende eller faderen, moderen syntes altid at mangle, havde altid en masse adelige hjem at gøre rent i op til og efter festdage. De festede på deres egne måder og derfor måtte Edythe Isherwood hvile sig.
Men selv under skarpt opsyn havde disse festdage forekommet lille Gene, eller Ginny som hun havde heddet dengang, magiske. Så magiske, at hun for en dag eller to helt kunne glemme alt det, familien manglede. Alt den mad, hun ikke spiste og senere i livet alle de penge, hun var nødt til at skaffe på en eller anden måde.
Festdage havde været en udmærket indtjeningskilde for diverse sangere og som hun blev ældre blev der derfor mindre festdag og mere arbejde at gøre godt med. Til moderen og Geneviras egen, store skam. For at udstille sig selv på den måde, til trods for at den lille mørkøjede kvinde med den lyse kirkesanger stemme altid havde båret sig ærbart ad, lå ikke til Isherwood familien overhovedet og slet ikke til Isherwood kvinder.
Igen i år ville festlighederne blive anderledes. Det vidste Genevira godt. Som herskerinde deltog hun ikke på lige fod med befolkningen. Det havde stået klart for hende helt fra starten, selvfølgelig, men alligevel var der noget svagt bittersødt i oplevelsen, da hun, flankeret i vagter i liljekarper bevægede sig ud blandt sin befolkning. Betragtede dem morer sig, som en iagttager igennem et vindue. Eller måske en årvågen forælder. Tanken fik hende et øjeblik til at smile.
Hendes børn, de eneste børn, hun nogensinde ville få. Og dog var der tusinder af dem.
Som folk lagde mærke til hende blev der hurtigt gjort plads. Bukket, skrapet. Knælet. Det var forbavsende hvor hurtigt den slags blev hverdag. I starten havde det føltes underligt. Nu tænkte Genevira ikke længere over det, som hun spadserede ned af sine gader i sin lange sart gyldne kjole med det daggryslyserøde underskørt. Indersiden af hendes ærmer var holdt i samme nuancer. Et skær hun aldrig ville se igen, men det skadede ikke at minde befolkningen om, at også hun huskede og værdsatte den dag, de netop havde lagt bag sig. Så selvom kjolens broderier, knapper samt detaljerne på Geneviras gyldne slør var månedetaljerede havde dagen og natten forenet sig i herskerindens beklædning. Liljekransen hvilede betryggende om hendes hoved Aftenluften var stadig en smule lun og hun følte sig….ved godt mod. Efter genetableringen af kontakt med Sunfury følte hun sig ikke blot som en yderst kompetent herskerinde fordi det var lykkedes, men også som om hun havde fået noget tilbage, hun havde savnet.

Det var der hun fik øje på noget. Eller rettere nogen. Måske allermest vedkommendes genkendelige røde hår. Egentlig ville Genevira slet ikke være stoppet op, men i guder…hun teede sig jo som en anden luder. I fuld offentlighed. Hun stod et øjeblik fastfrosset i væmmelse. Var denne…skabning, uden nogen selvrespekt nogen omtanke for den offentlige moral, virkelig hvad hun havde været paret til at sætte sin lid til? Havde hun virkelig været klar til at stole på denne…tings ord over Valentine, som hun elskede?
Hun skulle netop til at gå videre. Folk havde lagt mærke til hvem hun var og var begyndt at flytte respektfuldt på sig ind til der var en hel skueplads næsten, som hende og Katrina endte med at stå på. For pludselig var Katrina på vej hen mod hende og før Genevira vidste af det, havde hun grebet fat i hende.
Hvad var dette??? Et mord forsøg?? Vagterne lod til at frygte noget lignende, for de var klar til at gribe fat i kvinden, før englen selv gav slip.


”Katrina….jeg ser, at De har fået det…bedre,” sagde Genevira med ophøjet ro. Egentlig tvivlede hun på at bedre var det rette ord.

”Ah, så De kender doktor Trott. Javel ja,” sagde hun uden helt at vide, hvad hun skulle gøre med denne information. Genevira havde svært ved at se for sig, at Kats…ja, for Genevira var den vel frastødende, opførsel var noget den lidt forsagte nervøst anlagte læge havde anbefalet. Katrinas krop havde det måske nok bedre, men Geneviras mor ville have insisteret på, at hvis Katrina valgte at forsætte sådan som hun nu gjorde, ville hendes sjæl inden hun døde ende med at være så pilrådden, at hvad end godt hun havde foretaget sig i de levendes verden umuligt ville kunne opveje det. ”Jeg skal tænde lys for Deres videre bedring,” erklærede hun så. De omkringstående hang i vidt omfang ikke længere ved Kats ord og opmærksomhed. Der var stille som i et gravkammer. Herskerinden kendte til denne omrejsende skjald og chokket havde ikke lagt sig. Hun der var så hævet over alt, havde endnu engang bøjet sit åsyn ned til samfundets allerlaveste og taget dem ved hånden. Forhåbentlig var det da det de tænkte, frydede over, at de havde en herskerinde der kunne se igennem folks opførsel og varetog dem med høflighed ligegyldigt, hvem de var. Hvis Kats utugtige opførsel smittede af på det glanspoleret rene ry, hun havde skabt for sig selv, så svarede Genevira ikke for følgerne. Hun havde brugt årevis på at opbygge, det hun endelig havde nu. Hun var endelig respekteret, værdsat, elsket. Ikke tale om, at Genevira ville lade en enkel omrejsende skjald blive undergangen for alt, hvad hun ejede. En løgnagtig skjald vel at mærke. Ikke at der var noget nyt i den slags. Genevira havde igennem sin opvækst fået strenge instrukser på at skærme sig fra stort set alle hankønsvæsner, Heraf var sangere dog blandt de mest utroværdige ud fra moderens vurdering. Ikke at Genevira havde været sikker på, hvad disse vurderinger havde været baseret på, hun havde ikke turde at stille spørgsmål, for moderen kunne fortælle med en sådan vished om, at hvis hun faldt for deres løgne ville hun bare ende med at være gravid, forladt og æreløs og den eneste rationelle løsning ville være at drukne sig i den nærmeste sø for ikke at bringe skammen videre til familien, at Gene var blevet for omtåget af rædsel til at se nogen huller i moderens logik overhovedet.
Men Katrina havde løjet. Om kongen af Sunfy. Hvem vidste, hvilke løgne, hun kunne sprede om hende, hvis hun fik chancen for det. Næh ellers mange tak.
Der var flere der fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, da endnu en skjald løssluppent brød ind i samtalen, som om Katrina blot havde en samtale med enhver anden. Uhørt. En fornærmelse af en anden verden, syntes det at stå skrevet i deres ansigter. Genevira tog det ophøjet ro. Det var hun nødt til. En af hendes status kunne ikke ses fare i flint over den slags ting.

”Katrina. De var en fortabt sjæl. Mit folk er bedre end at lade andre kæmpe alene,” sagde hun med eftertryk, rettede de mørke øjne mod forsamlingen der efterhånden var blevet noget mangfoldig efterhånden som herskerindens tilstedeværelse blev almindeligt kendt. Så mange liljer. Ansigter lyste op i folkemængden, blot ved at fange hendes blik et sekund, se hendes ansigt, lytte til hendes ord. Hendes åbne anerkendelse af lige netop dem som værende gode folk.

Med det sagt vente hun de enorme mørke dukkeøjne tilbage til Kat og stirrede ublinkende på hende et langt øjeblik.

"Når det er sagt, så håber jeg, at De kan sove om natten. Med e historier, De fortæller, ved man vel aldrig," erklærede hun hvorefter hun vendte om på hælen og forsvandt sammen med vagterne og det meste af folkemængden. Hun havde en tale at holde og en flok skjalde tiltrak sig trods alt ikke mere opmærksomhed end byens herskerinde. Selvom nogle stykker hang tilbage lidt endnu.

Det var ikke uden en vis fuldstændig skjult tilfredshed, at Genevira betragtede, hvordan smilet døde på Katrinas ansigt. Der var noget sært betryggende i at se usikkerheden vende tilbage, hos den anden kvinde, alt den kunstige selvtillid brændt væk som af en rensende ild. Genevira overbeviste i hvert fald sig selv om, at dette måtte være bevis på, at det var gået op for Katrina, at hendes løgne var blevet afsløret. Hendes rædsel måtte betyde, at hun vidste, at en sådan majestætfornærmelse som denne ville kunne få hende i gevaldige problemer, hvis Valentine fik nys om det. At lyve om herskere eller konger måtte trods alt næsten være på niveau med at lyve om guderne. Nu vidste skøgen i det mindste forhåbentlig, at hun aldrig ville slippe af sted med at prøve noget lignende på eller om Genevira selv. Med svævende skridt bevægede hun sig omgivet af vagterne videre ned ad gaderne til sit eget bestemmelsessted. En scene midt på pladsen. Dekoreret med hendes personlige bannere og friske liljer, der lyste hvidt i gløden fra de omgivende fakler og så endnu videre ud på grund af det sorte sommeraftenmørke.
Som det altid skete kunne hun, når hun holdt taler eller på andre måder henvendte sig til folket, fuldstændig glemme sig selv og sine problemer for en stund. Druknede i stedet i folkets altopslugende kærlighed, som hun lovede dem lysere og frodigere tider, mindede dem om, hvordan de allerede nu, var ved i samlet flok at løfte sig selv ud af ødelæggelserne fra brandnatten. Alt sammen fordi de arbejdede som et hele, hvor alle havde en vigtig plads, en uerstattelig rolle at spille. Det havde hun i hvert fald effektivt allerede overbevist dem om og det blev kun tydeligere af, hvor voldsomt hun insisterede på at holde fast i narrativet om Doomvilles borgere som et forenet folk. Hun takkede dem af hele sit hjerte for deres samarbejdsvilje, fremhævede hvor effektivt genopbygningen gik, imens hendes godmodige unge ansigt strålede om kap med månen selv i sin iver. Sluttede af med at sige, at takket være folkets hårde arbejde samt andre besparelser fra hoffets side og den gode vilje fra deres allierede mod syd, kunne de endelig begynde at sænke afgifterne på udvalgte varer igen. Det fik folk til at juble. Til trods for at der blot var tale om en prissænkning der ville betyde, at disse varer lå tættere på det de normalt ville have kostet og ikke, hvad de var blevet hævet til efter branden.
Hun takkede dem igen. Blev løftet ned fra scenen af utallige tjenestevillige hænder, der nænsomt satte hende ned igen.
Stadig høj på sit folks velvilje begyndte hun turen hjem. Ind til hun fik øje på Katrina der lod til målrettet at gå i hendes retning.

Hvis ikke det havde været fordi Genevira var bedre diplomatisk uddannet end det, ville hun sikket have sag til Katrina, at det ikke virkede som om, at hun fik meget valg. Som sagerne stod nikkede hun afmålt til skjalden, det porcelænsagtige ansigt lagt i neutralt ophøjede folder. Jeg hører dine ord, men tro ikke, at du vil kunne manipulere mig, syntes det værdige mørke blik at advare englen. Den lille herskerinde holdt ikke engang op med at gå, men forventede uden videre at Katrina ville følge med. Vagterne gjorde plads til at Katrina kunne gå ved siden af deres herskerinde, men holdt sig dog stadig tæt til hende, for det tilfælles skyld, at Genevira ville få brug for deres hjælp. For flere af dem, havde skjalden allerede vist sig utilregnelig. Hvad hun kunne finde på, vidste ingen af de og de var alle sammen forberedt. Ikke mindst Genevira selv, der dog efterhånden hvilede så relativt trygt i sin egen vampyriske styrke samt den gave, der var fulgt med i form af hendes evne, at hun var overbevist om, at hvis det blev nødvendigt ville hun kunne knuse denne stakkels ynkværdige engel som man knuste et insekt under en sko. For nogen tid var der stilhed mellem dem. Det eneste der hørtes var den sagte hvisken af stoffet fra Geneviras kjole og det sprøde klik af den lille hæl på hendes sko. Hun holdt de behandskede hænder pænt foldet foran sig og blikket ret fremad. Undede end ikke Kat sit blik, som de gik der. Adskilt lige så meget i stand som af alt andet til trods for, hvor tæt de rent fysisk var på hinanden.

”Jeg mente mine ord. Jeg håber De kan finde ro på trods af det du har sagt,” sagde hun roligt. Hun ventede lidt, før hun endelig mødte Kats blik med sit eget. De mørke dukkeøjne var fulde af åbenlys uro på Kats vegne. Medlidenhed. Som når man så på et menneske, der var til fare for sig selv og andre uden selv at vide det.



”Jeg har virkelig ondt af, hvad end det er der er sket med Dem, Katrina, men ord har konsekvenser også for andre end Dem. Deres egen ustabilitet bør ikke lægges andres til last,” sagde hun forsigtigt. Ordene besad en moders ømhed og det var tydeligt, at hun helt reelt troede på, hvad hun sagde.

De har brug for hjælp. De angriber folk i offentligheden og kan ikke engang genkende, hvem de folk De har med at gøre er. De kan vel nok selv se, at dette ikke er nogen sund sindstilstand at være i, men at ligge skylden for den tilstand på kongen af Sunfury, som De opsøgte for at æde hans blod? Nej Katrina det dur ikke.”

”Der er mange ting hjernen ikke kan klare, hvem end der har udsat Dem for det, De beklageligvis har været udsat for er i sandhed et ækelt væsen. Nogen der var vigtig for Dem, går jeg ud fra.” Hun sukkede bedrøvet. At hun var ked af det på Katrinas vegne var ikke til at være i tvivl om, men hun var samtidig overbevist om usandheden i Katrinas ord, ude af stand til at anerkende, at hun netop selv havde fordrejet narativet på en måde, så det var muligt for hende selv at leve med det. Hun var ikke selv klar over usandheden i den virkelighed, hun oprigtigt opfattede som værende virkeligheden. Netop som Genevira selv, ironisk nok, havde sagt til Katrina, kunne hjernen bilde sig selv meget ind for at beskytte sig selv fra en virkelighed, der ellers ville være for psykisk hård at overleve i.

”Jeg ønsker det bedste for Dem, Katrina, det gør jeg virkelig, men for nu vil det bedste for Dem sandsynligvis netop være at søge hjælp. De har det tydeligvis ikke godt,” sagde hun forsigtigt. De enorme øjne var blanke og glasagtige. Noget vred sig ubehageligt i Geneviras indre og et øjeblik kunne hun kun forholde sig tavs. Stilheden lå tungt mellem dem.

”De ting kan De ikke gå at sige. Hverken om ham eller jeg. Eller hans søster for den slags skyld. De forstår vel at selv hvis jeg troede Dem, hvilket jeg ikke er i stand til, så er det stadig Deres ord mod en konges. De er på en umulig færd Katrina og mit bedste råd til Dem vil være ikke at tale om det længere. Jeg beder Dem ikke glemme, hvad der er sket, hvem end der har gjort det. Disse ting…vil De altid skule bære, men…hvis De forholdt Dem tavs, kunne de leve uforstyrret. Måske endog lykkeligt, hvis De er heldig. Dette….og det siger jeg ikke, fordi jeg ønsker at skade Dem, tvært imod siger jeg dig dette af omsorg. Dette vil ende med at få Dem slået ihjel,” sagde Genevira alvorligt. Hun rakte en hånd ud mod hende, men lod den falde, da Katrina begyndte at gå.

”Lev vel, Katrina og gå sikkert. Jeg tænder et lys for Dem,” lovede hun oprigtigt. Dog forvirret over at Katrina lod til at mene, at de ind til nu, havde været veninder. En opfattelse Genevira, selvom det føltes koldt at sige det, på intet tidspunkt havde delt. Hun anede ingen ting om kvinden stort set, trods alt.

”Sir Theobald, vil De være venlig at sikre at Katrina når sikkert frem til sit bestemmelsessted? I den sindstilstand ønsker jeg ikke, at hun skal gå alene, især ikke når det er mørkt,” sagde Genevira til den ene af sine vagter, der bukkede høfligt og slog trit med englen.