What do you get, when you mix a broken heart with bad company?... A sinful cocktail.

Tid: 22:30.
Sted: Et tilfældig rigmandspalæ i Aquener.
Omgivelser: Fantastisk smukke omgivelser, vin, mad og væsner af alverdens racer centreret i palæets imponerende balsalen, hvor musikken spiller og dansen går. I palæet findes desuden adskillige ulåste rum til fri benyttelse, og ude omkring palæet befinder der sig adskillige hektar af nydelige haver og kunst.
Vejr: Kølig og stjerneklart - man kan mærke, at det er blevet efterår.
Outfit
Emnepartnere: @Dorian og @Kain

Som ved et trylleslag i et eventyr var hendes mørke prins blevet konge. Her var der dog ikke blot tale om et tilfælde af held og ren magi, men derimod både kløgt og tålmodighed som kun hendes udkårne besad. Og hvad bedre undskyldningen for at slå to fluer med et smæk end at aflægge Aquener et visit for at lykønske byens nyvalgte hersker samtidig med, at hun fik rig mulighed for at lufte sin nye status som gifteklar? Det var i hvert fald, hvad Victoria først havde tænkt, da nyheden om Edgars succes nåede Gray-palæet. De smukkeste kjoler var blevet pakket, diamanter og ædelstene ligeså, og alle hendes kære små pelstotter var blevet vasket og skrubbet til den store guldmedalje. Der var muligvis røget en arm samt en tjenestemand i svinget, men hvis det var prisen for skønhed, så var dagens lady mere end klar til at betale den for sine kære små. Hvad historien endnu ikke har meldt noget om, kære læser, er det nederlag, der ventede vores søde, uskyldige Victoria, da hun endelig nåede de fjerne kyster. For efter ugers rejse med forhold langt uvant for en fin, ungmø, hvad kunne hendes bundløst mørke blik så skue, da hun endelig fandt sin drømmes mand?… Lenore. Den dæmoniske kusine hvis eksistens alene fungerede som en hadefuld reminder om, hvor dybt uretfærdigt livet nu engang kunne være. For der havde hun stået… i favnen på hendes elskede. Så håbløst forelskede havde de taget sig ud. En fejl tydeligvis, men alligevel et syn, der havde sendt Victoria dramatisk hulkende direkte tilbage til sit værelse, hvor hun havde gemt sig indtil det blev tid til aftenens bal. Det havde krævet mere end bare én tjenestepige at få hanket op i den unge dæmon, hvis ugidelige (og ikke mindst utrøstelige) attitude mest af alt mindede om en der havde givet op på livet, som man kendte det. Scenariet var dog ikke noget nyt for den medbragte anstandsdame, som blot upåvirket havde ordret alle tjenestefolkene til at ignorere pigens hysteri og fortsætte deres arbejde. Og til sidst… kom de til bal.

Omgivet af den skønhed hun ellers havde søgt så længe, sad Victoria mange timer senere dybt bedrøvet på en tilfældig bænk et stykke væk fra dansegulvet. Smuk var hun blevet, og selvom flere endog havde sendt nysgerrige blikke hendes retning, så lod det til, at dæmonens hjerte fortsat var et helt andet sted denne aften. Det pinte hende. Hvorfor kunne han dog ikke se mulighederne? Hvorfor skulle det altid være Lenore og aldrig hende??... Hvad havde hun overhovedet, som Victoria ikke selv kunne tilbyde? Udover det vidunderligt ravnesorte hår… de fængende øjne… og-... NEJ! Hidsigt smed hun endnu en pindemad fra sig på gulvet, hvilket straks blev fortæret af to sæt sultne munde, hvis ophidsede kaklen fik anstandsdamen ved hendes side til at rykke uroligt på sig. Beauty og Grace. Hendes to allermest yndlingspiger i denne verden var selvfølgelig fulgt med hende denne aften - mislykket eller ej. Lige så nydeligt klædt i hver deres diamantbesatte halsbånd sad de på hver side af hende ved bænken, og gloede sulten på det halvfyldte fad, som Lydia stod med.

“Now, now Lady Gray… the night is still young. I’m sure we’ll find you a suitable match for your first dance before long.” Hun prøvede da… halvhjertet. Victoria ikke så meget som så op på kvinden, da hun svarede “How would you know, Lydia? You’ve probably never even been asked to dance before.” En hidsig rød farve skød frem i kinderne hos den stakkels kvinde, men før Lydia overhovedet fik chancen for at forsvare sig, rejste Victoria sig fra bænken i et hurtigt ryk og trak sig bort. “I’m thirsty… bring me a drink”. Kvinden stod et øjeblik, tydelig frustreret over situationen, inden hun endelig sukkede og satte fadet fra sig. “Wait here, my lady.”. Lydia var knapt drejet om hjørnet før, at hyænerne kastede sig frådende over de resterende små fingermadder - Victoria derimod virkede mere optaget af balsalen foran hende, hvor kvinder med farverige munderinger og mænd i deres fineste hvirvlede rundt mellem hinanden. Smil og grin hele vejen rundt. Palæet var stor nok til, at latteren rungede selv i den mellemgang, hvor hun befandt sig. Der var grund til at feste. Grund til at være glad. Aquener var trådt ind i en ny æra, og det skulle fejres. Og på trods af at Victoria skulle forestille at være en del af den familie - den gren - som byen nu hyldede, så havde hun ikke følt sig så alene i lang tid. Så langt væk hjemmefra, og alligevel så forkert. Viften åbnede sig med et smæld, og hun forsøgte ihærdigt at vifte tårerne væk, som pressede sig på og truede med at ruinere hendes delikate make up, præcis som Caleb havde vist hende det. Hun snurrede rundt på hælen. Hun måtte ud. Frisk luft ville hjælpe. Uden at tænke på andet, satte hun kursen mod haverne bag palæet. Væk. Nu!